Det mest terapeutiske sted i hele krystallandet måtte forblive Krystalbjergenes kæder. Isoleret i den stærke kulde, med kun de stærekste og modigste til at bestrige sig, for ikke at tale om de eventyrlystne. Deriblandt befandt de stærkt troende sig også, som rejste til det iskolde nord, for at besøge det mest fortryllende sted på hele landkortet. Intet andet kunne måle sig med det magiske forbund der befandt sig i disse ældgamle bjerge.

Ritinentia selv befandt sig stort set altid i Nordlandets område, der havde bragt fordele med sig da tørken syntes at ramme landet, takket været dæmonernes hævn. Dæmonkvinden var ret utilfreds med at denne hævn ramte dem alle, men ikke på vilkår hun tog dertil. Lidt modgang gjorde stærk, omend det havde været en forbandelse uden lige at være tørlagt for sin egen magi. Hun elskede at benytte sig af den, følte sig fuldendt når den løb igennem hendes åre og hun mærkede styrken i hver muskel. Dette var grunden til hendes rejse. Savnet til de magiske kræfter var for stærke, og hun huskede fortællingerne. Krystalhulerne, der gik dybt ind i bjerkædens indre og nemt kunne være fødestedet for al den magiske kræft i landet. Dæmonerne kunne vel ikke havde slukket for dette sted også? Nej, det måtte hun bevare håbet på at de ikke havde.

Dagsrejserne var ingenting. Hun nød stadig at tørken ikke havde stjålet alt køligheden fra dette land, men det ville nok ikke vare alverdens tid, før sneen for alvor smeltede væk. Til den tid ville Tia sidde trygt og godt inde i klippen, dybt inde i kernen af krystallets hjerte. Der var guddommeligt. Det havde taget mange dage at nå frem, og den slanke krop var udfordret i at klatre efter den ene afsats efter den anden. Men nu kunne hun nyde freden. Nyde at sidde iblandt lysende krystaller som skulle vække magien i hendes krop.

Tia sad i skrædderstilling, med armene hvilende blidt i skødet, i flere dage. Uger endda. Hun mistede tidsfornemmelsen og rørte sig i lang tid ikke ud af flækken. Ikke andre muskler en læberne rørte sig, som hun fremsagde den ene bøn efter den anden til den mægtige Zaladin. Bad ham vende tilbage til hende. Givende hende styrke og kræft til at fuldføre hans guddommelige værker. Hun bad og bad til trætheden overvandt hende og hun sov i den siddende stilling. Så snart hun vågnede, startede remserne på ny. De foregik på sit eget dæmoniske sprog, Zaladins tungesmål, og hun blev ved til stemmen blev hæs og uvirkelig. Selv efter at magien strømmede tilbage i hendes hud fortsatte hun, denne gang i bønner med så stor kraft og det gav genlyd igennem hulernes gange. Måske, hvis hun blev i denne kerne, ville han sende hende et tegn. En udfordring. Eller blot en måde at vende tilbage til sit magiske potentiale med fuld potentiale! En at lege med.

Hun havde været hjemme hos Sigrun og Bjarni. Og nu gik turen til Krystalbjergene, hvor Erik og Sigurd havde bedt om hendes hjælp til at komme derhen. De skulle hente nogle sager oppe i bjergene, men nu var Erik blevet syg midt på rejsen og Sigurd forlod ikke sin bror. Ikke på vilkår. Så Yasmin, den brave kriger hun var, tog et valg og gik videre. De havde behov for ingredienser til en vigtig medicin, og de ingredienser kunne kun findes i krystalhulerne. Så det var det hun begyndte på: At lede, både efter ingredienserne og de førnævnte huler. Der var bidende koldt i det tiltagende mørke. Yasmin var træt og stadig ret tvær. Hun nåede dog til sidst frem til én af hulerne, hvor ingrediensen groede rimelig tæt. Hun plukkede en god bunke af den, smed det hele ned i sin bæltetaske, og så var det ellers planen at komme videre - hvis der vel og mærket ikke var blevet alt for mørkt, hvilket desværre var sket mens hun havde plukket de skide planter. Småbandende og meget frustreret gik hun tilbage ind i hulen og satte sig ned midt i det hele.

Og det var først der hun lagde mærke til larmen af én der messede højlydt. Det måtte have været hendes egen frustration og vinden der hylede uden for, der havde overdøvet lyden af stemmen, men nu var det ikke til at tage fejl af. Der var nogen herinde, og Yasmin vendte sig mod lyden, fulgte den til hun så en skikkelse der sad. Hun nærmede sig. Stoppede op. Trak langkniven, blot for at være på den sikre side. "Hey! Du burde ikke sidde herinde for dig selv," hendes autoritære, krigeragtige stemme skar hen over den messende stemme som en kniv trak sig hen over metal. Højlydt i denne hule.

Ritinentia sad vitterligt inde i sin egen verden, badet i krystallernes lys og havde ikke rigtig tænkt over hvordan hendes stemme gav genlyd. Hun kunne ikke høre regnen udenfor, ej heller at stormen tuden nåede frem til hendes øre, som det ene dæmoniske ord løb over det andet i en uforståelig rytme for alle andre end dæmonerne selv. Det var stadig en fordel at have et sprog som ingen andre racer forstod eller kunne tale. Stort fordel.

Denne rytme af hengivenhed til mørkets gud, blev afbrudt af en stemme der gav tungt genlyd ned imod hende. Slog imod stenmurerne indtil de gennemtrængte Tias øre og tvang hendes øjne åbne, og øjnene tilbage på plads, fremfor at vise det hvide ud af øjnene. Hendes talende stemme døde ud til en lavmelt mumlen, mens hun bukkede hovedet, for at færdiggøre sætningen inden hun konsentererede sig om stemmen. En stærk stemme, der ikke lød til at være det mindste bange i de krystaloplyste huler.
Nu hun rent faktisk mærkede efter, fangede hun også et sind, men hun gjorde intet ved det. Ikke endnu. Men tanken morede hende. Ville Zaladin gøre hende mere kraftfuld i dette magiske midtpunkt.

"Hvorfor ikke?" Tias stemme var en smule hæs, men tydelig for den andens øre. Dæmonkvinden kiggede frem for sig, og ventede sig ikke mod den fremmede. Hun tolkede ud fra kvindens ordvalg, at hun var mere fokuseret på at Tia skulle tænke over sin egen sikkerhed, end at kvinden havde til hensigt at røve hende. Hun kunne bare prøve. "Er der da fare på fære?"

Yasmin blev kort lidt forvirret over skikkelsens svar på tiltale. Hun fik dog hurtigt styr på sig selv efter det og trippede let på fødderne mens hun kiggede lidt bedre efter på kvinden, hvis hudfarve så lidt anderledes ud. Hun forblev stående.
"Der er altid fare på færde. Det er dumt at sætte sig med ryggen mod åbne steder," det var en ren konstatering af den sandhed som hun kendte den. Hvorfor vidste kvinden her ikke det i forvejen? Var hun ung eller uvidende? Yasmin hævede et øjenbryn, dybt forvirret over hende. "Burde du ikke vide at der altid er fare på færde?" det ville sikkert lyde arrogant for alle andre, men for Yasmin var det blot ren forvirring. "Man kan ikke vide sig sikker nogle steder. Mindst af alt her, oppe i kulden hvor mørket nu har lagt sig som et tæppe der ikke vil løfte sig igen," hun trippede igen let før hun i hvert fald sænkede langkniven. Hun var stadig selv på dupperne, men hun havde ingen planer om at stå og true kvinden, hvis nu hun ikke udgjorde nogen fare. 

Tia kunne ikke undgå at smile et lille svagt smil over svaret, der havde en dybde af forvirring over sig. Kvinden forstod hende ikke, men det var nu heller ikke spor unormalt at Tia oplevede det.
Som kvinden fortsatte med at snakke, med sin forvirring og hvad der tydeligt fremstod som bedrevidenhed for andres øre, lyttede Tia blot, stadig med ryggen til. Smilet blev større og større, som hun morede sig gevaldigt. Ja, det ville være dumt at tro der aldrig var fare på fære, men nu var dæmonkvinden normalvis det folk gemte og flygtede fra.

Endelig som kvinden var færdig med at tale, drejede Tia sin overkrop for at kigge over skulderen med de stærkt grønne øjne rettede mod hende. Hun var en pæn kvinde, med en noget stærk og fast holdning i forhold til at hun var en ung kvinde. Tydeligt trænet kriger. "Jeg regnede ikke med at andre vovede sig ud i dette vejr" Hendes smil var falmet ned til et roligt lille et, som hun havde vendt sig. Ingen grund til at skræmme den anden med et stort tandsmil - endnu.

Tia vendte sig fuldt, således hun sad med fronten rettet mod den nyankommende, samt indgangen til den runde hule. Hun lod armene hvile tilbage i skødet, afslørende de hvide tattoveringer og markeringer ned af den lillefarvede hud. "Hvad laver du ude helt alene?" Det var et skud, at hun var alene. Tia havde i hvert fald ikke kunne fornemme andre sind på vej ind i hulerne. Ikke så langt oppe.

Kvindens øjne så virkelig grønne ud. Yasmin stirrede direkte ind i dem. Det var en ting, hun altid gjorde, holdt øjenkontakt. Det var anset som en kujonsk handling at undgå øjenkontakt. Og hun skjulte intet. "Det er også farligt at antage ting alt for tit," mumlede hun, mest af alt for sig selv. Hun kiggede blot undersøgende på kvinden. Hvorfor så hun så sær ud? Yasmin forstod det ikke helt, og hendes hævede øjenbryn forblev plastret på hendes ansigt, som hun så kvinden an. Der var mange tattoveringer over hendes mærkeligt farvede hud, og hun havde underligt pynt i håret. Hvad helvede var hun for én? Det var dog ikke noget der som sådan alarmerede Yasmin så meget lige i dette øjeblik.

"Er det ikke irrelevant? Jeg sidder ikke med ryggen til udgangen og snakker med mig selv. Jeg har et formål, som er mit og mit alene," Yasmin havde fået en opgave af Erik og Sigurd, og hun lod sig ikke overtale til at snakke om opgaven til en komplet fremmed. Ikke på vilkår. "Du er en fremmed og jeg har ikke bare i sinde at sige ting såsom dette til en fremmed. Beklageligt, men sådan er det bare," hun trak let på skuldrene, stadig kiggende på kvinden.

Retinentia kommenterede ikke på mumlen. Mest af alt fordi hun ikke så noget formål med at starte en diskussion som denne op. Hvis hun skulle fremstå naiv for den andens blik for ikke at vække mistanke, så måtte det bare være sådan. En ting hun dog bed tydeligt mærke i var hvordan der ingen skjul blev langt på at kvinden så på hende. Undersøgende. Øjnene fulgte hendes hud, tattoveringerne der pyntede, til håret med alverdens ting spændt i. Tia ventede i hvad hun ville sige var i anstændig lang tid, før hun hævedet et øjenbryn. "Har du fået glosuppe til frokost?" Var der noget hun ville spørge efter så kunne hun jo bare gøre det.

Tias smil bredte sig, indtil hun til sidst begyndte at grine, dybt underholdt. "Du er da en aggressiv lille en" Hun havde spurgt et simpelt spørgsmål der kunne blive besvaret med, at det var hendes eget at gå med, og ikke havde den noget angribende facon på hvad Tia selv lavede på stedet. "Og jeg tilbad min gud, hvis du absolut skal kommentere på at jeg talte med mig selv" tilføjede hun, stadig underholdt. "Du ved vel hvad det vil sige at tilbede nogen ikke? Eller er du også kulturelt underudviklet?" hendes sociale egenskaber kunne i hvert fald trænge til at blive opgraderet. Men hvad fanden. Det var heller ikke sjovt at have med de perfekte at gøre.

Glosuppe? Yasmin rystede kort på hovedet. Hun forstod godt det ord, for hun havde hørt soldater i Rubinien sige det når hun kiggede for meget. Forskellen var, at nu var hun sin egen kriger. Ingen kunne beordre hende til at kigge væk med subtile underliggende beskeder. "Nej, jeg spiser ikke mærkelig fantasi-mad. Ja, jeg glor på dig. Det har du måske et problem med? Det er trods alt bare øjne, der kigger," hun var lettere irriteret over den mindre stikpille fra de gamle dage.
Hendes grin irriterede hende kun mere. "Hm.. Måske," mumlede hun blot, mens hun igen trak på skuldrene. Jo mere kvinden åbnede munden, des mere irriteret blev Yasmin. Mørket havde haft sin effekt på hendes psyke i forvejen. Og det hjalp ikke at kvinden stillede spørgsmålstegn til hendes intellekt, om den så var kulturel eller andet.

"Ja, jeg ved godt hvad det vil sige at tilbede nogen. Jeg tilbeder selv en gud. Jeg har bare intet behov for at kagle op om det," besvarede hun kvindens spørgsmål i en hård og tør tone. "Så har vi et problem? Eller kan jeg gå videre og lade dig... Tilbede din gud i fred?" hun rystede tydeligt på hovedet af kvinden, dybt frustreret, men tydeligvis ikke vred nok til at gøre mere ved det end at svare vredt tilbage på tiltale.

Wauw. Det var virkelig den første tanke der skød igennem hovedet på dæmonkvinden. Wauw. "Korrekt.. Men det er mindre høfligt" påpegede hun og trak på skulderne. Ja ja da, hvis hun så absolut ville glo så kunne hun da gøre det. Dog skulle kvinden bare vente på at Tia valgte at kigge godt og grundigt tilbage. Hun fik en selvtilfreds følelse i kroppen bare ved tanken.

Aggressiviteten var ikke faldet, og hun lød da også lettere til moderat fornærmet over at være blevet sat i undren over hendes intellekt. Tia tog en dyb indånding, men forholdte sig helt og aldeles stille og rolig. Blot kiggende med hovedet et svagt gram til siden og med et smil på læberne. Frustreret og irriteret var pigebarnet. "Oh nej, vi har ingen problemer. Men jeg tror min gud har andre planer nu" Svarede hun varmt og blidt. Hun fandt frem til kvindens øjne hurtigt og uden den mindste forvirring. De kraftigt grønne øjne, borede sig fast og tvang den anden til at holde blikke, skulle hun lyste at flytte det. "Lad os se hvem du virkelig er" Tia stirrede intenst på den anden, kastede sig ind i minderne, indtil hun fandt frem til det hun ønskede. En traumatiserende minde, et smertefuldt minde. Om hun havde ramt det mentale eller fysiske smertefulde minde, det ville tiden vise når det begyndte at spille sig for hendes blik, og alt efter reaktionen der ville komme fra kvinden i hulen. Zaladin havde ret i at bringe hende hertil. Hun havde sjældent følt sig så stærk som her i krystallernes skær og magt. Selv hendes blodåre syntes at udvide sig af det magiske potentiale.

Igen måtte Yasmin bare trække på skuldrene. Hun var ærligt talt ligeglad. Høflighed var ikke en del af hendes repetoire. Hun var en kriger, ikke en anstandsdame! Hun ignorerede det, og vedblev sin stirren, mens hun drejede kniven lidt rundt i hånden.
"Aha.. Sidst jeg har hørt, var guderne ikke voldsomt villige til at kommunikere med deres subjekter," hendes skuldertræk var efterhånden meget karakteristisk, men det ændrede sig hurtigt da kvinden begyndte at grave rundt i hendes hoved. Hun hævede endnu en gang et øjenbryn, før det var som om at en anden verden åbnede sig for hende.

En femten årig pige stod i solnedgangen. Hun havde tårer ned ad sine kinder, denne gang var én af de sjældne, men taget i betragtning at hun havde brækket to fingre på sin venstre hånd som resultat af dagdrømmeri, var det egentlig meget normalt for en pige på hendes alder. Hun græd, men mest over Azars faste, hårde tone. Den kølighed han bar den med. Fader.
"HVORNÅR lærer du, pigebarn?! Tjener, jeg har brug for et af de kølige fade, nu!" råbte Faderen. Og der stod de så og ventede til fadet blev bragt ud. Fad var så meget sagt. Da Azar beordrede pigen til at stille sig i fadet, gik det iskolde vand hende til knæene. I varmen var det nok rart, men pigen vidste godt at senere, når nattekulden ramte Rubinien, ville det blive meget, meget koldt. "Ingen aftensmad til dig! Ikke før du har gjort dig værdig, pigebarn!" igen lød hans ord som hårde smæld. Pigen spjættede let, men var ellers meget stille, snøftende let over hvor ondt det gjorde på både sind og krop.
Og derefter gik han. Timerne gik også. Natten tog over. Det tog så LANG TID. Kulden begyndte at få sit tag i hendes fødder og det bredte sig op til knæene. Uvilkårligt begyndte hun at ryste, så da Azar kom ud igen, havde han et frastødt ansigt. "Du lærer ingenting! Du betyder intet! Blot en usling, en skamplet på min ære! Du burde skamme dig, pigebarn!" smæld. Smæld. Smæld.

Yasmins umiddelbare reaktion på at blive rodet rundt i hovedet på denne måde var, at slippe langsomt for langkniven der faldt mod stengulvet med en klirrende lyd, før hun tog sig til hovedet, mumlende utydeligt. Det var forfærdeligt! Hun følte sig fanget i sit eget minde, et mindre der gjorde voldsomt ondt. Al hendes ære strippet fra hende. Hun var nøgen over for den mærkelige kvinde, og det var... Forfærdeligt.

Tia grinede igen. "Måske lytter din gud ikke til dig som min gør" der var noget drillende over hendes stemme, men hun nåede knap at sige orderne før minderne væltede omkring. Det var altid den mest forvirrende del, at finde frem til det rigtige der gjorde ondt, omend hendes indre syntes nærmest at gøre det helt af sig selv. Og det hun så, var modbydeligt, frastødende hvad menneskelige standarder angik, og ondt. Smilet bredte sig en smule, mens hun så sultent så for sit eget indre blik hvordan scenariet udfoldede sig.

Tia hørte ikke knivens klirren mod gulvet, faktisk hørte hun intet af hvad der foregik omkring dem, af nogen art. Hun kunne ikke røre en muskel, andet end i læberne til at tale. Tia sad helt og aldeles stille, men det var vel ligemeget, for lige nu var der ingen af dem som kunne se hvordan Tia så ud eller sad. Alt de så var mindet. Det gloværdige og smukke minde, der fodrede Tias groteske indre betydeligt. "Du betyder intet" Gentog hun mandens ord, hvad hun antog var faderen. En modbydelig far! Men hvor havde han givet et godt minde at terrorisere datteren med. Gad vide om der var flere af slagsen. Flere der tildelte sig sammen mentale smerte. Hvis så, så kunne Tia kun takke Zaladin for dette festmåltid. "Du kan ikke skjule dig for mig" latteren lød igen, minderne rullede videre.

Ubevidst for sig kunne Yasmin godt høre kvindens stemme gentage Azars ord. Det bragte vrede frem. Voldsom, ustyrlig vrede. Men hun kunne ikke vriste sig løs. Mindet havde slået for hårdt på hendes psyke og hun kunne ikke gøre andet end at tage sig til hovedet mens hun forsøgte at komme væk fra det ubehagelige minde. Men det blev ved med at køre af sted, flere æder og forbandelser regnede ned over hende fra Azars beskidte, ubehagelige mund.

Efter et enkelt blink, kom et nyt minde frem. Det var virkelig sent om natten. Azar havde været væk i mange timer nu, og da døren åbnede sig var det ikke ham der kom ud. Det var mor. Hun sneg sig hen og samlede sin datter ud af vandet. Selvom Yasmin prøvede hårdt og stædigt, ville benene ikke støtte hende. De rystede voldsomt og knækkede sammen under det mindste pres. Hun kunne knap nok mærke dem. "Ssh, Yasmin, nu går vi indenfor," hviskede Moder kærligt. Frygtsomt. De nåede kun inden for døren da en vagt  flåede Yasmin fri fra Moders greb. Moder blev slået ned af en anden vagt, og på trappen stod Azar med et mørkt piercende blik. Han gik ned ad trapperne, hen imod Moder, hvor han greb hårdt fat om hendes kæbe.
"Jeg troede jeg havde din loyalitet. Det har jeg ikke?!" han slog hende. Gentagne gange. Til sidst var Moder blodig i hele ansigtet, hostende i vagtens arme. Yasmin skreg og vred sig for at komme fri, før vagten der holdt hende vred hendes arm om på ryggen og hev fat i de brækkede fingre. Dette fik hende først til at skrige endnu mere, hvorefter hun klappede i, grædende endnu mere end før. Der var intet værre end når Far slog Mor. Det var det værste nogensinde, værre end hvad end han så havde lyst til at udsætte hende for.
Vagten grinte let, Azar nikkede til ham og trak Moder med sig op ad trapperne. "Lille pige. Hvornår lærer du ikke at modsige dig Herrens ønsker? Nu er vi nødt til at rette op på de skader du og din moder har gjort i nat," han hev hende med sig. Ind på hans private værelse. Azars bedste livvagt. Manden der i det hele taget havde brækket hendes fingre under gårsdagens sværdtræning. Inde på værelset begyndte det. Horrible ting. Vagten tog sit tøj af. Derefter Yasmins tøj. Derefter blev hun hamret hårdt op af døren og han tog hende. Lige der.

Yasmin kunne ikke holde tårerne tilbage. Det var et mindre hun havde undertrykt. Det skulle ikke være kommet frem nogensinde. Det skulle være blevet i det underbevidste, men sådan var det bare ikke. Hun forsøgte endnu hårdere på at vriste sig fri af de mentale lænker, kvinden havde kastet over hende, men lige gyldigt hjalp det.

Det føltes næsten som noget krakkelerede i kvindens indre, som Tia for alvor fik fat i hendes indre og lukkede op for det som gjorde ondt. Det som brændte i hendes hukommelse, men som var blevet forsøgt gemt væk. Tia elskede disse undertrygte minder - der var en grund til at kroppen havde glemt dem. I starten var det svært at se hvorfor, men denne Yasmin havde mange ting at gemme på. Mange ting at beskytte sig fra.

De grønne øjne fulgte scenariet som en substanse ude i rummet ingen andre kunne se. Fulgte hvordan moderen blev banket igen og igen af sin egen ægtemand. Hvordan pigen havde skreget og kæmpet, indtil faren selv trak moderen væk og gav godkendelse til det mest modbydelige. Tia kunne ikke undgå selv at blive en smule overrasket. Så megen ondskab i en person! Han var næsten værd at møde, hvis altså Tia havde haft sådanne interesser. I stedet fulgte hun med ind i de private gemakker, hvor livvagten havde en fest.

"Kæmp ikke imod, mærk det. Genlev disse øjeblikke. De har skabt dig - Han har skabt dig" Der var noget skadefro over Tias stemme, som morede hun sig kraftigt over hvad hun så, hvor hvordan hun kunne høre Yasmins snøften et sted i rummet. Imens satte Tia fokus på at skærpe øjeblikket i rummet. Skærpe følelserne, både fysisk og mentalt lænket til dette øjeblik, af grov udnyttelse, udmyggelse og ondskab. Hvordan vagten holdte hårdt fast og pustende mod pigens øre, indtog, grådigt tog af det friske kød, som en hyæne der havde fundet et frisk lig på savannen. Tia havde ikke tal på hvor mange gange seksuel krænkelse var kommet frem i især kvinders indre, når hun udforskede deres sind, men det var intet nyt - og hun vidste hvilken kræft det havde. Hvor ondt det gjorde på ofrene at mærke igen og igen. Hun kunne høre det, omend hun ikke selv havde oplevet det på egen krop.

Han har skabt dig. Yasmin vidste det. Hun vidste at Azar havde skabt hende. Hun vidste, at hun var hans fejl. Hans pigebarn. Det uønskede pigebarn som Azar havde ønsket var en stærk dreng. Hun vidste det godt. Og hun fandt sig i det. Hun lod det ske. Hun havde ikke gjort den modstand som havde været nødvendig. Hun havde været svag. Lige som hun var svag nu.

Det første minde der røg frem fra ubevidstheden efter mindet om livvagtens voldsomme lyster var overstået, var mindet om mors død. Hvordan ulvene havde flået hende fra hinanden, men hun alligevel var i stand til at forbinde det mindre sår, Yasmin havde på sin arm. Hvordan hun gav armringen til hende.
Mors stemme lød svag, rallende, som hun sagde farvel og Yasmin sad der bare med hendes livløse krop. I lang tid. Flere timer efter begravede hun kvinden der havde bragt hende til verden.

Hun stod med Azars værste minder i hovedet. Hun holdt ham nede, som han blødte ud over den stol han før havde siddet og grinet i. Han græd nu, over minderne, over hans manglende manddom. Hun tog hans liv. Hun tog hans liv og lod elverkrigeren tage hvad hun havde lyst til. 
Hun begravede sin far i haven. Hun var alene nu. Alt hvad hun før havde haft var taget fra hende, og hun var selv centrum for det. Hun havde slået sin mor ihjel ved at være til besvær for Azar. Hun havde dræbt Azar fordi andre mente at han burde dø. Hun havde dræbt dem der havde bragt hende til denne verden. Hun var ene og alene den skyldige.
Længe havde mindet om Azars død været et positivt et, men nu? Nu var det direkte omvendt. Det var et minde om hvor meget hun havde mistet. Hun havde fået sin menneskelighed ved at møde Bjarni, Sigrun og Miranda. Og hun havde selv fjernet den igen ved at slå sin far ihjel. Hun var i sandhed et monster.

Før kvinden nåede at grave videre, formåede Yasmin at bryde øjenkontakten og de mentale lænker. Hun havde fået nok. Hun var fyldt til randen af sit sind med et raseri der var uslukkeligt og da hun var tilbage i krystalhulen, kun med de to - ikke nogle andre, ingen livvagt, ingen Azar, ingen døende mor - blev hendes blik fyldt af denne intense vrede. Hun kiggede på kvinden med et morderisk blik, før hun lukkede afstanden mellem dem og greb fat i hende.
Derfra gik det ikke langsomt. Yasmin ud efter alt hvad der var muligt at ramme på kvinden. "Hold dig fra mit hoved!" hun skreg det ind i hovedet på kvinden i sit hvidglødende raseri. Øjnene var stadig blanke, men nu var der ingen fornuft tilbage i dem. Der var kun monsteret inden i Yasmin, som lige nu havde den fulde kontrol over hendes kaotiske handlinger.

Tingene begyndte at blive en anelse usammenhængende for Tia. Hun forstod ikke helt hvorfor at denne Yasmin fandt så stor smerte ved disse minder. At hun forbandt smerte ved at se sin far dø for egen klinge, efter alt hvad han havde gjort ved hende og tilladt andre at gjorde. Hun forstod det ikke, men det var heller ikke dæmonkvindens job at forstå hvorfor den smerte fandtes i pigebarnet, hun skulle blot fremme den, og lade den ulme og gøre sit arbejde i kroppen og sindet på hende.
Tabet af moren var forståeligt. Det var noget der gjorde ondt, men hvorfor det andet? Hvad lå der bag? Hvorfor?

Retinenia var blevet nysgerrig til hvorfor det hang sammen. Hvordan det dog kunne være at det lige pludselig var et negativt og smertefuldt minde. Noget syntes at være brudt sammen i kvinden, men mest imponerende var det, da hun afbrød øjenkontakten efter blot et kvarter fastlåst.
Og reaktionen var voldsom, kogende og vred. Tias øjne blev store, og smilet halvt måbende og halvt i stor glæde for hvad der foregik, også selvom det betød at der blev grebet fat i hende, og hun akavet blev halvt trukket op fra sin siddende position. Hun dækkede sig ikke til, som den anden begyndte at slå - ænsede knap nok den fysiske smerte der gik igennem kroppen på hende som den anden slog og slog, indtil blodet begyndte at løbe fra dæmonkvindens næse og revne læbe. "Du er et rasseri, du lille.. Du får aldrig fuld kontrol over dig selv" grinede hun håndligt, som den anden slog i sit monstrøse raseri. Ligemeget hvor meget Yasmin slog, havde Retinenia vundet.

Yasmin blev ved til kvinden begyndte at grine. Det gjorde hende kun mere vred, og hendes brune øjne begyndte at blive mere gule. Hendes hjørnetænder blev mere spidse. En dyb knurren lød fra hendes strube, som hun holdt fat i tøjet på kvinden, som gjaldt det hende liv eller død. Hun slog et par gange mere selv efter kvindens grin, før hun stoppede og satte sig på knæ foran kvinden. 
"Hvem siger... Hvem siger at jeg vil have kontrol?" spurgte hun, overraskende roligt. Hendes tænder blev normale, det samme med øjnene. Inde i sig selv fandt hun en ro, hun aldrig havde troet hun kunne finde frem i situationer som denne. Måske var det fordi det bare havde sagt klik for hende? Der var i hvert fald ikke rigtig nogen forbindelser til hendes følelser, som de bare forlod hendes døde blik. Hun lagde en hånd på hver side af kvindens hoved.

"Du har bragt monsteret frem.. Nu har du det. Hvad forventer du så der sker nu?" hun stirrede koldt op i loftet af krystalhulen, før hendes blik fandt frem til kvindens. "Du tror måske du er den eneste der kan finde ud af den her leg? Mens jeg voksede op... Ja, du så det hele, godt for dig.. Jeg var alene, men jeg havde altid mit lille fængsel.. Herinde," hun gav slip for at pege på sit hoved kort. "Hver gang nogen blev for meget, lod jeg dem komme derind.. Låste døren.. Lod dem.. Tænke," hun talte langsomt, det var næsten som om at Yasmin var væk, erstattet af noget, hun ikke nogensinde havde lyst til, skulle eksistere.
"Jeg tror du skal have lov til at besøge det fængsel," med de ord, tog hun sin øjenkontakt med kvinden, og gav hende en smag af sin egen medicin.

Den overraskende ro der faldte over Yasmin, fik Tia til kort at stivne i sine træk og blot stirre på hende. De fleste ønskede kontrol over dem selv, men det var ikke så meget svaret der var kommet bag på hende. Det var hvor hurtigt kvindemennesket var faldet til ro igen, trods den tydelige mangel på kontrol over hvad end hun gemte bag den dybe knurren og spidse hjørnetænder. Nej, det var Retinentia ikke ligefrem vant til at blive udsat for. Faktisk var hun mere vant til at hendes ofre lå i fosterstilling og bad om nåde. Ikke det her, trods hun sjældent havde set så meget brutalitet i en persons fortid før. Og hun havde en fornemmelse af at hun kun havde fået en smagsprøve.

"Jeg forventede egentlig at du lå grædende i fosterstilling, som alle andre ubetydelige småmennesker.." svarede hun rimelig køligt og løftede et øjenbryn. Leg? Ja, det kunne man vidst godt kalde det, det var i hvert fald sjovt for hende at se hvad der skræmte alle andre i deres fortid.
Retinentia fattede mere eller mindre ikke et klap af hvad pigebarnet rablede om. Måske var hendes hjerne blevet slået løs af alle de år hos sin kære fader. Det virkede et øjeblik sådan. Skør, tosset og utilregnelig.
Rentinentia så skeptisk på hende, men vred sig ikke ud af taget der var hold på hendes hoved. Hun kiggede tilbage op i den andens øjne, forbandede at hun selv var nødt til at hvile. Ellers kunne det blive en morsommelig kamp, hvor de begge holdte hinanden i den magiske vold.

Det var egentlig ventet at alt omkring hende blev erstattet, så hun gik ind i det med ro i sindet, og fik åbnet øjnene op for en alt for varm og lyserød verden af næstekærlighed. Hun så hendes såkaldte adoptivfamilie, stå og nusse om hende, pille diverse genstande ud af hendes hår. Hun kunne ikke bevæge sig. Tia kunne ikke kæmpe imod at de tog hele hendes identitet fra hende. Hvordan de vaskede hendes hud ren fra tattoveringerne, hvordan Tia forvandlede sig fra den stålfaste dæmonkvinde, til et ubetydeligt menneskebarn. Hvordan deres kærlighedssnak og pladder trang igennem og gjorde hende ufarlig. Gjorde hende.. Menneskelig. Det perfekte lille barn, der altid vendte den anden kind til. Som lod sig underkaste af hvad andre bad hende om, som bragte familienavnet videre. Retinentia fik kvalme over synet af sin egen gravide mave mens hun stod i favnen på en bondeknold der aede hende blidt over kinden. Hun afskyede det. Hun hadede det. Men det andet jeg. Det perfekte jeg, elskede det. Retinentia havde lyst til at slå så glasset gik i stykker, men hun kunne stadig ikke bevæge sig. Kun kæmpe tilbage med sin egen mentale styrke, omend det føltes alt for virkeligt den verden hun stod i. Den verden de[/i] havde planlagt for hende. Menneskene..[/I]

Yasmin ignorerede hende. Hun ignorerede alt hvad kvinden sagde og koncentrerede sig om at få fanget hende i fængslet før kvinden begyndte at rode rundt igen. 
Det fungerede dog i sidste ende fint og oplevelsen der åbnede sig for Yasmin var overraskende mærkelig. Kvinden ville ikke være et menneske? Det kunne være, at hun ikke var et menneske så. Det betød dog intet for Yasmin, der stod i baggrunden i oplevelsen der udviklede sig stille og roligt for kvinden. Observerende. "Se hvor svag du er blevet," hun hviskede det i øret på kvinden, mens hun stod i armene på én eller anden mand og havde en baby i maven. Yasmin havde ikke noget imod at kvinder blev gravide. Men de blev ofte afhængige af andre, og skønt det ikke var et problem for Yasmin at andre blev det, så ville hun aldrig nogensinde ende på samme måde, ikke på vilkår! Hun ville ikke gøres afhængig af andre.

"Jeg er sikker på at han nu skal hjælpe dig på gården. Sikken tilværelse. Sikken ændring, du har gennemgået. Helt.. Menneskelig. Mon jeg skulle lade dig blive sådan her for evigt?" spurgte hun, stadig fuldstændig kold for følelser. Hun havde ingen stærke følelser omkring dette, men hun havde i sinde, at lade kvinden mærke al den smerte hun selv havde gennemgået. Hun fokuserede på denne oplevelse, forstærkede den så meget som hun kunne. Lagde så meget af sine magiske reserver som hun overhovedet kunne i det.

Retinentia bed tænderne sammen, mens hun mærkede sit indre krakkelere ganske stille ved synet. Hun mærkede hun blev opslugt af det, hvor svag hun blev som mindet og tilværelsen syntes at blive mere virkelig. Hun følte sig pludselig udvisket, svag. Som et svagt minde af hvad hun havde været, og at kvinden med den store mave, det lykkelige smil og de hjernevaskede øjne.. de døde øjne, der ikke afspejlede hendes natur. Måske var det nemmere bare at give op til det, at lade den indre flamme slukke.

Hun hørte knap nok stemmen som talte til hende. det virkede mere som en del af drømmen end hvad kvinden sagde. Hendes øjne blev trætte, mens lyset i de grønne øjne på kvinden der kunne havde været hende, ligeledes mistede kampknisten.
Det var her noget skete indeni hende. Nok gjorde det ondt. Nok var hun skrækslagende for at ende i denne verden At det skulle blive virkelighed at hun slog sig ned som en sølle bondetøs.
Retinentia spærrede øjnene helt op igen, mens hun fokuserede al sin indre styrke på at bekæmpe dette mareridt. "Det er ikke mig.. Jeg bliver aldrig sådan.. Det er blot et billede af hvad de ønskede og forventede af mig... Intet andet.." Hendes stemme var mindre stærk end før hvor hun holdte kontrollen, men hun holdte sig stålfast. Hun var ikke slave for menneskene. HUn var ikke et menneske! Ligemeget hvad de ville havde hende til at tro. Hun var en dæmon! En mægtig en af slagsen der nægtede at lade sig tryne af gemene menneskers manipulerende natur.

Yasmin kunne høre hvordan styrken forsvandt i kvindens stemme. Desværre var hendes egen koncentrationsevne virkelig ringe efterhånden som et par dråber af sved løb ned ad hendes tindinger, mens hun holdt fast om hovedet på kvinden. Hendes blik var fokuseret, og dog virkede det som om at den fokus var ved at forsvinde. "Aldrig sig aldrig. Med magi kan alt gøres," svarede hun igen, anstrengt, før hun tabte kontrollen. I den virkelige, fysiske verden rendte der en smule blod ud af hendes næsebor, som hun tørrede væk med en rystende hånd. Hun havde en forfærdelig hovedpine, men det stoppede hende ikke fra at begynde at slå på kvinden igen, til hun ikke kunne længere. Derefter slap hun kvinden, gik hen til en væg og slog til den et par gange med højre hånd. Til sidst blødte knoerne på hendes hånd og hun trak vejret heftigt et stykke tid, mens hun gloede arrigt på kvinden.

"Du burde lære af det her. Hvis du roder rundt i mit hoved igen... Så dræber jeg dig," forklarede hun, iskoldt og dog stadig vredt, før hun gik hen og samlede sin langkniv op. Hun gik et lidt sløvt, vaklende tempo, men Yasmin var ligeglad. Hun havde ingen interesse i at gøre yderligere skade ved kvinden og havde heller ingen interesse i at tage hende med, eller hjælpe hende. At efterlade hende her var til gengæld noget, hun havde planer om at gøre. "Jeg håber aldrig vi ser hinanden igen," mumlede hun koldt, før hun trådte ud af hulen og begyndte rejsen tilbage mod Sigurd og Erik.

//Out