Aldrig havde han kedet sig så voldsomt. Først Dragorn. Så var de endte i Kzar Mora. Der var KEDELIGT i dæmonernes rige. Ingen uskyldige folk at dræbe. Ingen lysets krigere at maltraktere! Retræte var for kujoner, og Völund var IKKE en kujon.
Han talte med sig selv om det som han gik rundt omkring i Tøsmørkedalens bjerge, som altid iført alt sit kampgrej: Læderrustning, bare arme. Pisse ligeglad med kulden og mørket. Det hele kunne bare rende ham en forbandet, forpulet høstak!
Som han gik rundt for sig selv og bandede af træerne, himlen, jorden og bjergstykkerne, fangede hans øjne en skikkelse længere væk. En stor skikkelse! Hans vrede grimasse blev til et manisk og lykkeligt grin og han satte i en spurt til han stod foran skikkelsen, der lignede en gigantisk menneskeslange. Han smilte endnu mere og trak begge sine sværd i en langsom bevægelse med arme der dirrede af spænding.
"Hvad er du for én?!" hans ru, hæse og mørke stemme afbrød al stilhed og han var fuldkommen ligeglad med sin egen sikkerhed som han stillede sig lige foran væsnet.
"Sådan en slangemand, hm? Hvad vil du så gøre nu, eh? Jeg har tænkt mig partere dig og æde dig, hah! Mon sådan en slangemand smager godt?!" hans stemme nåede nu op på et råbende niveau som han nærmest spyttede slangemanden i ansigtet. Völund kendte intet til det med kontrol. Han var et bæst, og han elskede at gøre forfærdelige handlinger ved smukke ting. Og selvom slangemanden her ikke nødvendigvis var smuk... Så var det stadig noget han kunne destruere langsomt og nydefuldt!