Havde hun haft tænder ville de klapre på livet løs. Amy havde prøvet koldt vejr før, hvor hun havde levet på gaden og måtte nøjest sig med et enkelt tæppe til at holde sig varm. Men dette var anderledes. For det første, var hun stadig godt udsultet efter tørkeperioden hvor mad havde været en diretke umulighed at få fat i. Følelsen af at være hydreret igen, skulle man dog ikke tage for let på. Væske havde reddet hendes liv. Det sparsomme tynde liv som havde forvildet sig afsted i den kraftige vind.
Det var ikke lykkes Amy at forvandle sig tilbage til menneskeform efter magien var vendt tilbage og hun pludselig skiftede om til den lille rødkælk som en smule usikkert blafrede igennem luften, søgende efter et træ, læ eller andet der ville kunne give hende mulighed for at slippe ud af den isende vind og regn der hamrede hårdt mod de små vinger.
Usikkert landede den lille våde fugl på en tynd gren og kravlede så tæt på af stammen hun kunne komme, mens hun uden held forsøgte at ryste al vandet af sig. Det resulterede i at hun pustede op til en rund bold af fjer for et kort øjeblik, inden hun igen lignede noget der var blevet druknet i en vandpyt.

Hvis bare der ikke havde været så mørkt og koldt. Selv at trække benene ind under sig hindede dem ikke i at være blå som is. Rystende opdagede hun også til sin skræk, at som vejret var blevet koldere, begyndte hendes vinger også langsomt at fryse til sad hun stille for længe. Dette tvang hende afsted igen, ud i det ubarmhjertige vejr, indtil hun så noget. Noget foran sig der havde lys og forhåbentlig varme. Uden skepsis, men kun med overlevelse i hovedet, dykkede den lille fjerklump hen imod området mens hun kæmpede for at holde sig balanceret i den vindblæste luft.

Det havde været en længere rejse nordpå end Mitch havde forudset da han i sin tid var skiltes fra Amy og alene fortsat til Greystone. En længere rejse og et endnu længere ophold hjemme for ingen så grund til at han bevægede sig rundt ude i kaos. Ikke når der var forberedelser at gøre på borgen og ikke når hans vinger stadig var ved at gro de sidste fjer ud. Så ramte tørken og selv i bjergene kunne det mærkes at vandet forsvandt og høsten slog fejl. Et ondt varsel at gå vinteren i møde på og en god grund til at hobe op hvad end spiseligt der kunne det.

Nu var atter på farten. En kort tur rundt i nordlandet for at se på tingenes tilstand, og det var ikke godt nyt han havde samlet ind. Mørket lå tungt over det hele og det samme var sneen begyndt at gøre. Alle der kunne forskansede sig mod det onde de vidste ville komme uden at nogen ville sætte ord på. Tidlig kulde var ofte første tegn på ulvevinter.
Han dalede stille ned fra himlen som lys brød frem i mørket og markerede en landsby kort fremme. Loanhill ville blive hans sidste stop på ruten og det var med tøven han nærmede sig landsbyen. Han havde ikke været hjemme siden han var taget der fra efter sin brors forlovelse så det var med meget blandede følelser han gik frem nu. Ville han overhoved være velkommen? Ville de kende ham igen? Tanker der ikke havde røt sig hos ham siden kort før hans død havde stukket deres grimme hoved frem siden snakken om hjem med Amy og havde været alt andet end velkomne. De havde dog også gjort det klart at han blev nødt til at få afsluttet det kapitel i sit liv.
Beslutsomt trak han de sorte vingere tættere sammen for vinden og fortsatte fremefter som en sort skygge kommende ud af alt mørket.

Amy rystede at kulde i vinden mens hun kæmpede for at holde de små vinger i gang. For hvert kraftigere vindpust der kom, blev hun rullet bagud og bragt fuldstændig ud af balance. Mange ville nok være underende over hvad så lille og skrøbelig en fugl lavede på disse kanter - hvis de havde kunne se hende for sneen og ikke mindst de kvælende mørke. Hun dalede kraftigt i fart og ikke mindst højde. Og der så hun det.
Hvis ikke hun allerede vidste at han var en engel, ville hun i hvert fald begynde at påstå det nu. Kluntet og en anelse upræcist dykkede hun det sidste stykke ned og havde nær ramt ved siden af på vejen!

Kluntet en smule forpustet greb de små kløer fat i jakkens stof og rødkælken sugede sig fast på skulderen som galte det liv eller død - uden nogen som helst former for tanke for hvor mærkeligt et scenarie det måtte sætte for Mitch.. Hun gik ud fra det var Mitch.. Hun håbede det var ham. Amy kendte i hvert fald ikke andre med sorte vinger. Selvom det var sparsomt kunne hun allerede mærke varmen fra jakken mod sine fødder, og hun tog sultent imod det, mens hun pustede de halvfrosne fjer op og kiggede til siden. Amy havde ikke fortalt ham at hun kunne forvandle sig til en fugl. Men det var for sent at tænke over nu. Hun pippede lavmeldt og rystede sig af kulde. Først tørke og nu det.

Den bidende vind gjorde det bestemt ikke behageligere at være ude i sneen og mørket. Den rev i tøj og fjer, bed i huden og hvirvlede sne op så udsynet blev endnu mere sparsomt end mørket allerede gjorde det. En god grund til at fortsætte fremefter og en god grund til at håbe på husly for natten hos familien hvis de stadig var der eller en anden barmhjertig sjæl.

Et lille bump på skulderen fik Mitch til at rynke brynene og trække vingerne mere sammen. Havde vinden så godt fat at den var begyndt at flytte genstanden store nok til at de kunne mærkes når de ramte så var det bestemt om at holde fjerene så godt inde som muligt. En pippen fra skulderen fik ham dog til at stoppe op og dreje hovedet så meget han kunne.
En rødkælk.
Der sad en rødkælk og puttede sig for vinden i det halvly hans vinge gav den og den så på ham på den fortørnede måde alle fugle åbenbart kunne se på folk der hverken forstod dem eller bare kom dem i vejen. Den så også ualmindelig forkommen ud. "Burde du ikke have søgt læ for længe siden?" Han holdt af fugle, men det var den første der nogen sinde var landet nær ham endsige på ham. Ikke helt normalt og af samme grund valgte han da også at tale til den. Magien var tilbage, så det samme var folks forvandlingsevner, så hvem vidste lige hvad han havde på sin skulder. "Hvis du bliver siddende kan jeg nok skaffe dig ly for natten også."

Han vendte opmærksomheden fremad igen og fortsatte med rolige skridt frem af vejen og ind mellem de første huse. En sær fornemmelse at betræde gaden igen, men også at have fået en fjedret følgesvend. Ingen var klogt nok ude og alle skodder var slået for. Alligevel havde han fornemmelsen af at blive holdt øje med som han drejede ind gennem porten til gårdspladsen og kort efter stoppede foran døren til beboelsen. En købmandsgård af den klassiske slags. Bygget i en firkant med butik ud til gaden med tilknyttet lager, beboelsen bagerst og stald på den sidste side.  Gården lå i læ og gav ham lejlighed til at folde vingerne lidt ud og lade dem falde på plads igen, før han bankede på.

Det hjalp. Der var stadig koldt af pommeren til, men vinden havde ikke nær så godt fat i hendes fjer når hun sad i læ på skulderen, bag de store vinger. Det tillod hende også at slappe mere af og føle sig knap så fortabt i verden. Amy nikkede som svar til hans spørgsmål og skuttede sig sammen. Jo, for meget længe siden skulle hun havde søgt læ. Men der havde ikke været noget. Og måske havde hun været for ivrig. Ivrig efter at lede efter Caitlin, nu hun ikke længere var stoppet af den manglende vandmængde. Men det var stadig ikke lykkes. Det var en skræmmende tanke hvad der kunne være blevet af hende, havde hun ikke fundet frem til skulderen hun nu sad på.

Taknemmeligt blev hun da også siddende som han tilbød hende et sted for natten - trods han stadig ikke vidste hvem han havde med at gøre. Selvfølgelig ville hun ikke være et pladsproblem blev hun i sin fugleform. Hvis magien tillod hende det.
Man kan sige at hun nu igen fik bekræftet at den var stærkt ustabil. For blot havde hun nærmest tænkt tanken om at skulle forvandle sig tilbage da kriblen kom tilbage. Den lille fugle krop spærrede øjnene op, mens hun kejtet satte fra skulderen igen. Tids nok til ikke at forvandle sig i sin siddende tilstand på Mitch's skulder.
Usikkert langte fødderne på den glatte grund under sig, og hun stod kejtet og søgte balancen, mens armene slog om kroppen på sig selv omgående. Hun havde ikke længere kappen om sig, men derimod kun det sparsomme tøj hun havde anset som værende nok til at dække sig passende, men uden at være for varmt da tørken plagede. Men nu. Nu var det alt for lidt at havde omkring kroppen, og hun rystede i forvejen af kulde. "M-Mitch?.. Kan jeg s-s-stadig låne l-ly f-f-f-for natten?" Hun skælvede faretruende og vandet havde væddet hendes tygge hår til at hænge tungt ned over skulderne, og gennemvædde tøjet endnu mere, for ikke at tale om frosten der efterlod områder af det ildrøde hår dækket i et hvidt isende skær. Amy ville havde foretrukket af blive i fuglekroppen lidt endnu. Den var mindre og dermed hurtigere at varme op.. Men det var magien ikke enig med hende i.

Mitch havde kun lige sænket armen efter at have banket på døren, da fuglen valgte at halvt falde, halvt hoppe af hans skulder. Instinkt rakte han ud for at gribe den lille fjerbold, men kun for at opdage at den skiftede form i faldet. Omridset af den sløredes og som han tog et skridt baglæns for ikke at være i vejen for de noget ukontrollerede bevægelser skikkelsen kom med kom genkendelse som et slag i brystet. Den rødhårede tøs var umiskendeligt den tøs han så fornyligt havde haft i tankerne og en der på ingen både burde have været heroppe og da slet ikke i den søle påklædning. På den anden side burde han snart have lært at vente lige præcis den slags fra Amy.
Hendes ord trak da også et af hans skæve små smil fra ham. "Havde det ikke været smartere at skifte indefor end her, Amy?" Hans smil fortog sig dog, som kulden fornyede sit tag i hendes slanke skikkelse og lod hende rystende tilbage. Uden at tænke trådte han atter nærmere. Tættere end han på noget tidspunkt tidligere havde været på hende og trak hende ind til sig. Vingerne lukkede han som en kappe om dem begge og skjulte hende helt, mens han selv beholdt hovedet fri. Det var alt han kunne gøre her og nu, mens de ventede på svar indefra.
Et svar der kom som han hævede hånden for at banke endnu en gang og hørte slåen blive skudt til siden. Han havde sænket armen igen, da døren gled op og han stod ansigt til ansigt med hans ældste bror Bryan. Han var ikke i tvivl om hvem det måtte være, skønt den anden havde fordelen ved at have lyset i ryggen, hvor han selv vidste hans ansigt måtte være oplyst af det samme. Alligevel gik der flere åndedrag uden at nogen af dem sagde noget, før han valgte at bryde den anspændte stilhed og med sin stemme slog det klart for den anden hvem han var. "Godaften Bryan. Ville det være muligt at søge ly for vejret her i nat." Han nævnte ikke Amy for fanget i øjeblikket som han var havde han hende næsten glemt. Om ikke andet til den anden nikkede let og trak sig til siden så han kunne komme ind. "Rygtet om din død var åbenbart overdrevet, Oliver." Bryan så ham an. Et blik der fik lidt mere følelse som Mitch slap Amy ud af lyet under vingerne for at lade hende komme først ind i varmen. I mørket lignede de trods alt en sær form for kappe, men han vidste den illusion ikke ville vare ved. Ikke som han fulgte den unge kvinde ind i lyset og foldede vingerne ordentlig på plads. "Desværre ikke så overdrevet endda."
Han stoppede og ventede, som Bryan lukkede døren til og fik slåen tilbage på plads. Først da fortsatte Mitch. "Jeg håbe ikke det gør noget vi er to. Amy sluttede sig til mig for kort tid siden. Amy, dette er min bror Bryan."

Amy holdte fortsat om sig selv forsøgene at producere nok varme til kroppen selvom det virkede direkte umulighed.. "J-jeg kan ikke a-altid s-s-styre det" svarede hun ulykkeligt.. hun havde ikke haft mulighed for at finde mere tøj eller på anden måde gradere sig mod kulden siden magiens tilbagekomst havde gjort det umuligt for hende.
Amy gjorde ingen indvendinger som han trak hende ind og hun mærkede med det samme at han havde en del mere varme at byde på end hende selv. Ikke engang mørket der fulgte med som vingerne lagde sig beskyttende omkring hende fik hende til at panikke. Enten frøs hun for meget eller også var hun allerede tryg ved ham til at tillade ham at gøre det. Hvad end det var havde hun ikke tænkt sig at tænke mere over det. Hun søgte i stedet helt tæt ind sig ham, hungrende efter den varme som ramte hendes iskolde krop.

Hun bemærkede derfor heller ikke den anspændte stilhed andet end at tiden for et øjeblik syntes at stå stille uden hun vidste hvorfor, men som hun var blevet ført ind i varmen fik hun alligevel samlet sig nok sammen til at række en bleg forfrossen hånd frem til hilsen som Mitch præsenterede hende for hans bror. Hun vidste ikke at han havde en bror men som hun fik flyttet hovedet væk fra at hvile på den varme brystkasse kunne hun godt se det. "Rart at møde dig" det tog megen viljestyrke ikke at begynde at stamme af kulde som før men hun stædigheden vandt. Som hun havde ragt hånden frem forlod hun endelig den varme cirkel fra Mitch som varmen var blevet stærkere af at komme indenfor, selvom hun stadig frøs ekstremt. "Jeg håber i-ikke at jeg er til besvær" en svag stammen meldte sig denne gang som hun så undskyldende fra den ene til den anden bror. Men varmen gjorde allerede godt i at bringe liv tilbage til de frosne lemmer.

Mitch havde troet Amy ville slippe ham og glide fra ham så hurtigt det var hende muligt præsenteret for varme i en anden retning, men måtte sande han havde taget fejl, som hun blev klinet til ham til den begge var inden for. Under andre omstændigheder ville han nok have smilet over det, men som det var nu lå hans opmærksomhed nærmest udelt ved hans bror. De havde trods alt ikke set hinanden siden han var rejst uden alt for mange ord, så alene at de havde fået nys om hans død var store ting.
Tavsheden strakte sig da også ud imellem dem til Mitch samlede sig nok til at præsentere de to. Et kærkomment afbræk som som desværre nok ikke ville afbløde alt der lå forude. For nu fik det dog Bryan til at se nærmere på det forpjuskede pigebarn hans omflakkende bror havde slæbt med sig. Nok til et enkelt sideblik til Mitch der uden mindste omsvøbt fortalte om den andens mening om pigens mangelfulde påklædning og fylde. Som han så tilbage på Amy var blikket dog blødere og mere imødekommende. "I lige måde, Amy og bare rolig. Med ham der i selskabet vil du næppe blive bemærket som besværlig." Han sendt Mitch endnu et blik, som mod den dennes vilje trak et skævt smil frem. "Og her fandt jeg altid Joy som den besværlige..." Bemærkningen vandt ham endnu et storebror smil, før Bryan viftede dem med sig hen af den korte gang og ind gennem døren til stuen.
"Hvem var det...?" Lød en kvindestemme som Bryan trådte først ind, men som gik i stå ved synet af Mitch. En slank, blond kvinde havde rejst sig fra sofaen og stod et kort øjeblik bare og så på ham, som Mitch så på hende. Så smed hun al værdighed overbord og kastede sig om halsen på ham. "Hvordan kunne du!" Mitch greb hende og holdt hende fast, mens han forsøgte at holde fast i kontrollen over sine egne følelser. Ingrid var blevet ældre ja, men hun var stadig den samme smukke kvinde han havde elsket engang og som han ikke havde fået. Der gik da også nogle øjeblikke før han blev nærværende nok til at se der var børn i stuen også. Omtrent samtidig med at Ingrid løsnede sit greb med et gisp som havde hun brændt sig. "Hvad skete der? Vi fik at vide du var død! Og nu møder du op med de der!"
Mitch sukkede og mærkede vingerne folde sig lidt ud for at folde sig sammen igen, som havde for frygtelig vane at gøre når han var ubekvem ved en situation. "Det er en lidt lang..." Han blev afbrudt som Ingrid fik øje på Amy og skar ham af. "Og hvem er det du har med? Du kunne altså godt have sørget ordentlig for hende! Du har da godt nok tøj på til vejret selv!" Nu var hænderne kommet i siderne og tonen blevet mor-skarp. Mitch skævede hen til Bryan der intet gjorde for at skjule sit smil og derefter til Amy, før han mødte Ingrids blik igen. "Amy kom lidt dumpende..."
"Hvilket ikke er nogen undskyldning, Oliver!"

Det var løsnende og fik et kækt skævt smil frem på hendes læber ved den side bemærkning. Hun betvivlede hans påstand kraftigt, siden hun kendte sig selv nok til at vide at besværlige og mærkelige situationer fulgte hende hvorend hun gik hen. Men det gik også mere og mere op for hende at de var brødre.. Mitch havde selvfølgelig lige sagt det, men det var måden de talte til hinanden på - trods den tryggede stemning.
Som Amy var begyndt at falde til ro over deres stemmer og fokusere mere på at få gnedet hænderne op af sine arme for at presse varme ind, blev den nyopfundne ro afbrudt af en kvindestemme. Ikke at det kom bag på hende at der var en kvinde - faktisk slet ikke.

En rigtig smuk kvinde, som stoppede op som forstenet. Amy nåede at kigge fra den ene til den anden til den tredje, inden kvinden kastede sig frem, hvilket fik Amy per ren refleks at hoppe til siden og presse sig ind mod væggen mens hjertet sprang rundt oppe i halsen på hende. Hun pressede kæben hårdt sammen for at genvinde fatningen - Hvordan kunne den tanke være slået ned i hende? Kvinden havde ikke engang øjnene på hende, men Amy havde i splitsekundet været overbevist om at hun var ved at blive overfaldet. Hun følte sig som et omvandrende nervevrag!
Amy nåede at genvinde bare en brøkdel af roen i kroppen igen, som opmærksomheden røg tilbage på hende. En smule akavet og anspændt kiggede hun på kvinden der for ganske få sekunder siden havde omfavnet Mitch. Omfavnelse var ikke lige noget hun havde regnet med ville ske - men der var mange ting denne dag hun ikke have regnet med ville ske! "Det er ikke hans skyld! - og det var ikke med vilje" Kom der trodsigt ud af hende, selvom stemmen døde ud som hun havde fortsat. Hun kunne godt selv høre hvor latterligt det egentlig lød. Amy rømmede sig kejtet - Flot.. det kunne havde været meget mere pænt at hilse høfligt, men nej! Det tænkte Amy åbenbart ikke lige det sekundt. "Jeg mener.. Jeg kom vitterligt dumpende.. Mit navn er Amy" hun forsøgte sig med et skævt smil igen, men hun kunne ikke få det til at lyse helt op som sidst. Hun følte sig malplaceret.

Ingrid tog den unge noget forviltrede kvinde i øjensyn. Fra det pjuskede røde hår der skreg langt væk om hårde tider, over det nervøse udtryk i de rene træk til tøjet der havde kendt bedre dage. I sammenligning stod Mitch velkendt og ordentlig og fik den unge kvinde til at se endnu mere forhutlet ud. Det var også med til at sikre Mitch det svidende blik ved hans forsøg på en bortforklaring. Et han dog ikke virkede til at tage så tungt endda.
Det hjalp også at Amy valgte at tage ordet og derved tiltrække sig Ingrids opmærksomhed helt igen og derved et løftet øjenbryn. "Så det. Heroppe? Kun iført det der?" En dæmpet nervøs fnisen kom fra pigen i rummet, før denne smuttede over og gemte sig bag sin far, skævende til de fremmede, men mest af manden med de sorte vinger.
Ingrids blødte dog hurtigt op og smilede i stedet til den yngre kvinde, som hun nærmede sig hende. "Rart at møde dig, Amy. Mit navn er Ingrid. Hvis du kommer med, så kan vi se om ikke jeg har noget aflagt tøj du kan passe. Noget varmere tøj." Ved det sidste sendte hun Mitch et sideblik, før hun blidt rakte ud efter Amy for at lede hende fra stuen og dybere ind i købmandsgården. Fra stuen kom de ud i en gang hvor hun valgte trappen ovenpå to etagere til de kom op på loftet. Luften der var en del køligere end i resten af huset og fik ånden til at stå frem for dem. "Det er både godt og skidt at gemme så meget, men det er jo aldrig til at vide om det kan gøre nytte igen. Om ikke andet så når min datter bliver ældre." Bemærkede Ingrid konverserende, mens hun fandt vejen hen til en kiste ikke så langt fra døren, åbnede den og begyndte at løfte op i tøjet deri. "Jeg er så glad for at se Oliver med anden. Jeg var så bekymret for ham, da han forsvandt og ikke sendte ord hjem så længe."
....
I mens i stuen tog Mitch det hele ind, mens han kunne mærke børnenes blikke på sig. Ingen af dem havde sagt noget og ingen af dem ville ham nær. Ikke før den mindste vraltede over og strøg fingrene over hans ene vinge. Det fik pigen til at stikke hovedet helt frem fra bag sin far. "Er de ikke meget besværlige at sidde med?" Det var så afgjort ikke hvad hverken hendes far eller Mitch havde forventet af spørgsmål, men fik brudt stilheden effektivt. Et udvekslet blik og Mitch knælede ned, så han kom i højde med hende og virkede mindre truende. Det fik også et henrykt hvin fra den lille dreng, som denne forsvandt ind under vingerne. "Jo, de har det med at komme i vejen der." Han brugte lidt tid på snakke med børnene til de snakkede frit og ikke virkede så beklemte, mens de ventede på at kvinderne kom tilbage igen.

Amy rømmede sig, men klammede ellers læberne sammen igen, uden at kommentere. Hvem sagde hun havde andet tøj end det hun bar? Desuden, havde hun haft en del mere styr over sin kropsvarme i fugleform, men det kunne denne kvinde naturligvis ikke vide. Mest udfra at hun ikke vidste at Amy kunne forvandle sig til en rødkælk - nogengange. Alt efter om evnen lystrede.
Men selvom der har været en tydelig streng tone i Ingrids stemme, blødte hun op og Amy forsøgte sig med et forsigtigt smil. "Ja tak.." nåede hun at få fremstammet inden hun blev trukket med. Det var ikke svært at føle sig malplaceret i dette hjem. Alle var pæne og rette i tøjet, samt deres almene udseende afslørede at de havde en del mere styr over deres tilværelse, end Amy nogensinde havde haft.
En smule usikkert kiggede hun tilbage over skulderen på Mitch, inden hun forsvandt op af trappen.

Der var faktisk overraskende langt op, og selvom trappen fik bragt en smule varme tilbage i kroppen, mærkede hun alligevel hurtigt hvordan det kolde fugtige tøj igen frøs sig ind mod hendes hud, og bragte kuldegys op igennem den i forvejen noget spinkle krop. "Jeg synes det er en god ting. Der er jo intet galt med tingene" svarede hun venligt, og så afslappet hun kunne mønstre mens hun så på varmen fra sin egen ånde. Amy stoppede op midt på den kolde loftsgulv og kiggede på Ingrid. Hvad mente hun med en anden? Troede hun at, eller.. hvad? Amy mærkede en småforvirring dukke op, mens hun på besynderligvis også mærkede varmen bredde sig til sine kinder. Instinktivt tørrede hun sig uroligt over næsen, og håbede at den let skiften i farve kunne bortforklares med at hun frøs. "Hvor længe har han været væk?" Hun kunne sagtens fornemme på mødet med broren at der ikke var blevet sendt besked hjem i rigtig lang tid. At de nok ikke engang vidste at han var død og genopstået igen.

Ingrid vendte sig halv, som hun svarede med et lille smil. "Det er der ikke nej og som tingene har været de sidste år, har det også vist sig som en meget god ting at have gemt lidt væk." Hun brugte blikket bag sig til endnu engang at tage mål af Amy. Ikke så meget som person denne gang, som mere fysisk. Det var da også hvad havde ledt hende til kisten med hendes egne ungpigekjole frem for noget af det nyligere lagt væk. Før hun havde fået sin første så havde hendes figur været en smule slankere end nu.

Hun løftede en lyserød kjole til side, før hun fik øje på den grønne hun havde ment skulle være deri. Den var af tykt uld og en hun havde haft glæde af i adskillige år. Hun fandt også en underkjole i lysere grønt og et stort, brunt sjal til at tage på udover udendørs. Hun så op tidsnok til at se forvirringen på Amys ansigt efterfulgt en rødmen der ikke var til at tage fejl af. Der kom dog ingen benægtende ord kun et afledende spørgsmål der fik Ingrid til at stoppe op, før hun med tøjet over den ene arm lukkede låget på kisten i. "Lad os gå ned hvor det er varmere og se hvordan det her passer dig." Sagde hun så i stedet for at svare til en start.

Det var dog ikke fordi hun ikke ville, men blot fordi hun ikke havde lyst til at blive oppe i kulden længere end højst nødvendigt. Hun ledte da også vejen an ned til et gæsteværelse i den opvarmede del af huset. Der lagde hun tøjet fra sig på sengen, før hun smilede trist til Amy. "Men det må være tolv år siden han tog af sted. Dagen efter min forlovelse med Bryan blev bekendt aå vidt jeg husker og uden et ord til nogen. Det ramte ham hårdere end nogen havde forudset, men vores forældre mente Bryan og jeg var et bedre match..."

At gemme ting kendte Amy ikke meget til, siden hun altid syntes at være i mangel på ting. Alle ting, faktisk. Tøj, mad, penge. Så tanken om at kunne have et loftrum med ekstra tøj, tæpper, tallerkener, og hvad man ellers kunne gemme. Det måtte være rart at have den forsikring. At have et hus hvor man kunne gemme det man havde ekstra, hvis tiderne pludselig blev dårligere.
Amy rømmede sig ganske diskret, og så efter Ingrid i få sekunder, inden hun kiggede op i loftet med et let suk. "Tag dig sammen, Amy.." En svag hvisken til sig selv, som hun vendte sig og begav sig ned af den stejle trappe igen, for at følge med ind i gæsteværelset.

Der var betydeligt varmede nedenunder end oppe under loftet, hvor seen stadig hamrede hårdt ned. Der gik en kuldegys igennem kroppen på hende på ny, og det gik igen for alvor op for hende hvor vådt og koldt hendes sparsomme tøj var. Hun kiggede rundt i gæsteværelset. Det var nydeligt. Rart og varmt. Hendes blå øjne fandt dog tilbage til Ingrid som hun begyndte at tale.
Hun stirrede på den anden i et par sekunder - lod orderne synke ind. Vores forældre mente Bryan og jeg var et bedre match.... Den faldte på plads og Amy blinkede. "Han elskede dig.." Det var næsten åndeløst og hun forstod hvorfor brødrene havde haft et akavet øjeblik der hang fast i luften. Amy rømmede sig "Undskyld, jeg forstod bare pludselig nogen ting, omkring.. Det hele - selvom der stadig er mange ting jeg ikke forstår" hun forsøgte at skjule sin egen overraskelse med et smil og gned sig op af den ene arm, der stadig var faretruende bleg og kold.

Ingrid stod afventende og så på Amy, som denne kom ind og tog rummet ind. For hvert øjeblik der gik stod det hende mere og mere klart at den anden kom fra helt andre kår end hun selv og hendes familie. Bedårende var pigen dog og tydeligvis forkommen, som denne stod små skælvende i det fugtige tøj og ikke rigtig ville være sig ved det. Noget der ramte alle moderinstinkter hos Ingrid og fik hende til at se på den unge kvinde mere som et forvildet barn end en ligesindet.
Alligevel ramte de tre ord hende hårdere end hun havde forventet og bragte en afklaret sorg op i hendes blik. "Det gjorde han og det var gengældt." Hun skubbede det tabte væk fra sit udtryk og erstattede det med ægte varme og kærlighed. "Men det skulle ikke være og som han forsvandt gjorde han plads til at jeg kunne elske Bryan i stedet." Det var den fornuftige indstilling som så mange var vokset op med i disse egne. Du giftede dig med den familien fandt rigtig og lærte at leve samme. Kærlighed var en luksus langt fra alle fandt, så Ingrid anså sig selv som heldig.
Hun kunne da også kun smile til Amy. "Det var anderledes hvor du voksede op?" Så nikkede hun let og fortsatte. "Han har ikke fortalt ret meget om os?"
Så tog mor siden af hende over og hun hævede et øjenbryn af Amy. "Du bliver ikke varmere af at stå der i det fugtige tøj."

Amy så meget undskyldende på den anden. Hun havde altid prist sin direkte måde at være på højt, men lige nu ville hun ønske at hun var i stand til at holde munden lukket og lade tanken komme før munden gik i gang. At se sorgen i den andens blik fortalte langt mere end hvad orderne kunne gøre. De var to forskellige verdener, og Amy lærte aldrig at forstå disse skikke som mange af de bedre stillede familier førte ud i livet. I det mindste så det mere lykkeligt ud i dette hjem, end det nogen gange stod frem i andre.
Amy lod orderne bundfælde sig og nikkede til Ingrid, trods fornuften bag hendes ord stadig ikke ramte ordentligt ind. Men hun sagde ikke noget - mest fordi hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Et sted dybt i maven havde hun lyst til at protestrere. At gå imod hvad deres forældre havde valgt og dømme det forkert. Men det var ikke hendes liv. Ingrid virkede oprigtig lykkelig ved sit liv - hvorfor stille spørgsmåltegn til hvordan hun havde opnået det.
"Meget anderledens.. " Amy tog en dyb indånding og fjernede sit blik fra den anden. Faktisk, dybt inde, virkede ægteskabsproblemer nærmest som en favre ny verden hun aldrig havde taget i betragtning før.
Amy rystede let på hovedet. "Nej.. Men jeg har selvfølgelig heller ikke spurgt. Der har altid været mere pressende ting at tage i betragtning" sult, plager, ild i vingerne. Ja, hun kunne nævne mange grunde til at de ikke var kommet ind på familieforhold. Amy havde ingen familie, og glemte ofte at andre havde.

Amy så ned af sig selv og rømmede sig. "Hvis jeg nu koncentrere mig nok" Svarede hun med et let smil på læben. Nej, der var ingen grund til at blive i det fugtige tøj - men hun følte sig igen forlegen. Stædigt over sin egen forlegenhed, begyndte hun alligevel at frigøre det fugtige tøj for at tage det af. Det klæbrede ubehageligt og umuligt nok følte hun sig faktisk mere kolde da hun fik det af. Instinktivt lagde hun hånden over det hvide ar over maven, som hun ragte ud efter den lysegrønne underkjole der var blevet lagt på sengen.

Ingrid nikkede let, men lod så emnet falde. Hun havde den største lyst til at spørge nærmere ind til den yngre kvindes fortid, men noget holdt hende tilbage. Måske var det stadig det første glimt af det forvildede barn der spøgte, som den anden var nærmest sprunget til side da hun selv var gået efter Mitch. Måske var det bare en fornemmelse hun ikke kunne sætte ord på.
Lidt fik hun dog at vide og noget der fik hende til at se interesseret på den anden. "Det har godt nok været en omskiftelig tid vi har været igennem på mange måder... Må jeg spørge hvordan I mødtes?" Det lød som om det måske ikke havde været under alt for fredelige omstændigheder, men det var jo aldrig til at vide.

Hun kunne ikke andet end smile tilbage til Amy, som denne virkede til at komme i tanke om hvorfor de var der. Hun lod dog den anden om selv at skifte tøjet, skønt hun var klar med hjælp hvis det blev nødvendigt. Som Amy skjulte maven for hendes blik valgte hun tage ordet og sætte snakken i gang igen. "Hvor længe regner I med at blive her?"

Det var egentlig ikke fordi at Amy skammede sig over sin fortid - måske noget af den, men ikke det hele. Hun vidste godt, at mange af de valg hun havde taget dengang ikke var noget man ville se på med blide øjne, og nej, hun havde ikke været særlig fin i kanten. Langt fra. Men det var hvad det var. Fortid og ikke noget hun ønskede at blive defineret ud fra nu. Amy smilede roligt - første gang de havde mødt hinanden havde været under til at starte med ganske rolige forhold. Hvis man ikke tog forskrækkelsen i betragtning. "Vi mødte hinanden i hovedstaden. Jeg arbejdede på en af kroerne dengang, inden mørket angreb byen. Mitch var gode venner med George som ejede kroen" Smilet falmede lidt da hun tænkte tilbage til den varmhjertede krofatter der trods hendes noget lyssky fortid havde taget hende ind og givet hende mulighed for arbejde. "Derefter gik der noget tid inden jeg mødte ham igen." Hun var ikke helt sikker på om hun skulle løfte sløret angående landsbyboernes noget faretruende måde at håndtere ting på.

Amy trak underkjolen over hovedet. Den var en smule for stor, men kun fordi Amy var gået hen og blevet en anelse for tynd af ikke at havde haft et stabilt sted, samt stabil indtagelse af føde. Det skulle nok ændre sig igen. "Det.. Det ved jeg ikke.. jeg vidste faktisk ikke engang hvor vi var på vej hen" Svarede hun en smule uhjælpelig, for hun vidste det faktisk ikke. Hun begyndte at fingerere med snørren, da hun indså det nok var ret vigtigt at give en opfyldelse på den sætning. Det satte ikke ligefrem Mitch i verdens bedste syn. "Det kom forkert ud.." Amy tog en dyb indånding. "Jeg var en fugl, da jeg fandt frem til ham igen. Jeg kan ikke altid kontrollere min evne og hvis ikke jeg havde fundet ham var jeg nok frosset ihjel i vinden." Amy var overraskende rolig omkring den udtalelse. Hun havde nok været på dødens rand på grund af kulde lidt for mange gange. "Vil du hjælpe mig i kjolen? Jeg er ikke helt vant til så fint tøj"

<3

Grundet min inaktivitet fik jeg aldrig svaret og vil tillade mig at afslutte den her nu vi har snakket om hvad der videre skete i tråden.

Ser frem til næste tråd mellem dem! <3