Det havde været nogle barske uger i ørkenen, kun afbrudt af hvil når det havde været yderst nødvendigt. Undervejs var det gået op for Horn, hvad han ikke havde tænkt på inden, at både han og enhjørningen ville mangle vand og føde under turen. De to hornede skabninger mødte heldigvis nogle nomader efter denne realisering; nomader der efterfølgende fandt endeligt hvile i en ørken de uden tvivl havde valfartet størstedelen af deres liv. De havde kun sparsomt med krystaller - ikke noget der var værd at samle op i sandet, men havde godt med proviant; proviant der alligevel var sluppet op hurtigt, da Horn ikke kendte til mådehold og tydeligvis spiste og drak for en del mere end to mennesker tilsammen.
Endelig gjorde Horn holdt, og strøede sin enhjørning over hovedet, som ligeledes standsede. I modsatte hånd bar Horn sin store økse, som han holdt lige under hovedet. Sammen beskuede det umage makkerpar et syn der ikke længere blot var endeløse sanddyner, men faktisk grønt landskab. "Det' Meda" erklærede Horn til dyret ved sin side, som han klappede på halsen med et smil spillende i læberne. Det var ikke første gang, at Horn havde set et grønt område, men en hel grøn horisont - det havde han aldrig prøvet før. Om det så hed Meda, Medanier, Medanio, Medanien eller noget helt andet var ham fuldstændig ligegyldigt - men han måtte have sig noget vand, og det måtte hans sidemand også.
Den enorme minotaur nikkede til sig selv, og satte atter i bevægelse, sammen med den sorte enhjørning. Kranierne i Horns venstre side raslede imod hinanden i vinden, og Horn vidste da, at dagen nok skulle blive interessant.