Roul havde måtte nedværdige sig umådeligt, igen. Det havde nærmest udviklet sig til en daglig konkurrence han havde med sig selv om, hvor lavt han kunne synke. Tørken, hvordan næsten hele landet havde mistet magien, havde ramt Roul som en dværgs stridshammer. De andre to plager havde været slemme, jovist, og Roul var heldig overhovedet at være i live - men én ting stod nu mere klart end alt andet: Han skulle til Kzar Mora. Han skulle have sin magi tilbage, for det var magien der gav ham håb. Han befandt sig nu syd for hovedstaden, i sydgående retning. Den relativt korte rejse havde allerede været umådeligt lang.

Den krumryggede unge, gammelt-udseende mand havde ikke opgivet håbet endnu, slet ikke tæt på, men han mærkede hvordan denne plage havde givet ham en følelse han ellers ikke havde været bekendt med: Følelsen af magtesløshed. De friske og frejdige havde problemer med ressourcerne i disse stunder, og ingen så noget perspektiv i, at dele brød med en ildelugtende skrælling. Det var ingen risiko, at Roul ville miste livet, der ville han aldrig lade ske, men han måtte til Kzar Mora inden han fuldstændig mistede besindelsen. Samtlige mørkets vogtere skulle betale prisen for, at have udsat ham for dette, når han engang var i en position til at gøre noget ved dette løfte, som han havde afgivet til sig selv.

Lænt op ad sin årgamle, tilgåede vandrestav, gik Roul i sit sædvanlige afmålte og særdeles langsomme tempo ned ad landevejen. Han havde været heldig med, at nogen ikke havde taget livet af ham endnu. Han var tydeligvis tilpasselig ynkelig til, at ingen gad bruge tid på ham; hvilket egentlig passede Roul fint, respekt var fuldstændig ligegyldigt alligevel, særligt hvis døden fulgte i hælen på de i besiddelse af den. Roul beholdte dog sin kutte på, for der var en respekt der faktisk betød noget, og det var respekten han havde for sig selv - og han hadede hvad han selv var blevet, mere end han hadede noget andet han kendte til.

Rouls knagende hænder rystede og han stoppede op. Han rettede det ellers altid vagtsomme, men nu trætte, blik imod den bagende sol og bed tænderne sammen imens han tænkte stille tanker, tanker om tortur og lemlæstelse, om afmagt og vemod. Da rettede han igen blikket forud, og hostede en tør, lavmælt hoste, inden han atter begav sig afsted.

En ting Lyuba kunne finde opløftende ved den uendelige tørke både i vand, mad og magi, var det evigt gode vejr. Hvor hendes familie kom fra var det sjældent at lyset overhovedet kunne bryde igennem skyerne, hvilket også viste sig på hendes blege hud. Så nu hvor hun havde fået løst ugens mad problem med den tønde hun havde spændt for ryggen, kunne hendes humør ikke være bedre. Porrer, kartofler, løg, korn og til og med også forskellige tørrede frugter bare Lyuba afsted med. Noget af det købt med ærlige penge og resten havde hun... forhandlet sig til.

Det kunne tydeligt høre på melodien hun fløjtede imens hun gik. På trods af hendes lille størrelse bar hun sin rygs vægt uden problemer og smådansede endda til hendes egen musik imens hun gik op imod hovedstaden. Hendes bare fødder gav ikke meget lyd imod stenvejen, men til gengæld gjorde det uendelige antal af træ perler, der hang i lange kæder om hendes hals og arme. Det gav næsten en form for rytme til hendes melodi imens hun bevægede sig fremad.

Lyuba blev do revet lidt ud af sin egen verden da hun fik øje på en modrejsende under solen og hun stod et øjeblik stille og ventede på at han, eller hun, skulle gøre noget. Men da intet skete tog hun opgaven i egen hånd og mødte den fremmede med et smil. "Vær hilset fremmede forlader De hovedstaden?" spurgte hun i en lystig tone. Hendes smil falmede dog en del da hun lagde mærke til hvilken tilstand personen var i. Det virkede ikke som alder... og så alligevel. Hun kunne vitterligt ikke sætte finderen på hvad det var.

Roul holdte krampeagtigt ved sin vandrestav, som hans syn blev sløret og det gik op for ham, hvor meget han egentligt havde brug for noget føde; noget føde og noget vand. Roul lukkede øjnene for at samle både tanker, fokus og energi, og da han åbnede dem igen blev han antastet af en ung, blond kvinde. En kvinde der kun var en håndfuld centimeter fra, at være i hovedhøjde med ham, den krumryggede. Hendes hilsen var varm og hendes spørgsmål var åbenhjertigt og nysgerrighed nysgerrigt, ungdommens uskyldighed, et u-plaget sind. Roul tog en dyb indånding imens han tænkte over sit svar.

"Ja" sagde han først, klar i mælet; hans ellers sprøde og dybe stemme var blevet hæs, "Ikke meget hjælp at finde i byen, for én som m--" og da blev Roul "afbrudt" af et planlagt hosteanfald, som så blev virkeligt undervejs, og hans hænder rystede så meget i taget om vandrestaven, at den vippede fra side til side. Roul måtte spille rollen som skrælling så godt som han kunne, og problemet var jo at det ikke udelukkende var en rolle. Uden magi var han så godt som fuldkommen uduelig.

Den unge dame som stod foran ham dog, det var den slags, som gav til dem i nød - var det ikke?

"Men vær hilset, den dame," bød han derfor ind, han var ikke vant til at hilse på andre således, og rettede hovedet lidt op, så lyset faldt ind på undersiden af hans ansigt og hun kunne se, hvordan han krampeagtigt sendte hende et smil. "Må De gå med Isaris velsignelse og have mere held i hovedstaden end jeg," og satte så i enormt langsom bevægelse igen. Det var jo Rouls klare håb, at den unge dame ville insistere på, at hjælpe ham lidt, insistere på ikke bare at lade ham gå.

Dame.. tænkte Lyuba for sig selv, med et lettere skeptisk ansigtsudtryk. Hvornår havde hun passere grænsen fra at være en pige til en dame. Helt sikkert uden at hun havde lagt mærke til det selv. Det var ikke fordi hun ville afbryde manden på sin vej, hvem ved det kunne være han var på vej til noget vigtigt og det hastede. 
Alligevel kunne Lyuba ikke holde sig fra at åben munden som om deres samtale skulle fortsætte "Om den har givet mig held? Den har givet mig mere end du kunne ane." startede hun ud inden hun fulgte de få skridt med ham han nu havde taget. "På trods af at det ikke er min hjemby har den bragt mig mere held og lykke end noget andet sted jeg har boet" forklarede hun inden hun tog et par hurtige skridt frem foran ham. "De har måske ikke fundet det nær så fyldestgørende at være der?" spurgte hun inden hun tog tønden ned fra ryggen og åbnede låget med en form for 'foomp' lyd. 

Nede deri fandt hun to overraskende friske klementiner op og smilte skævt og holdt dem op foran den ældre mand. "Jeg deler gerne hvis du kan betale mig i selvskab for en stund, jeg har gået længe i mig egne tanker så giv mig lidt et andet perspektiv af verden" foreslog hun som en handel med ham inden hun satte låget på igen og satte sig op på tønden i skrædderstilling.  
Hendes rejst fra den nærmeste lille landsby tilbage til hovedstadet havde indtil videre taget hende en 3 timers tid. Og det var sammenlagt den tid hun havde siddet på et vognlad halvdelen af vejen. Hun havde ikke haft nogen at snakke med siden hun forlod føreren af vognen og savnede en samtale der ikke foregiv inde i hendes hoved.

Roul smilede et smil for sig selv, under hætten, da den unge dame uden besvær fulgte efter ham, og inden længe var trådt ind foran ham. Hun stillede ham et spørgsmål, men det var mere hendes tønde, som Roul var opmærksom på. Klementiner - hvad mon ellers den tønde indeholdt, og ville det være muligt for ham, at få fat i det? Et ægte smil bredte sig på hans læber. "Nej, det har jeg ikke" svarede han på hendes første spørgsmål og rakte så en rystende hånd imod den ene klementin, en rysten der blev så voldsom, at han til sidst opgivende knyttede hånden og trak den til sig igen.

"Det er elskværdigt af Dem, frøken, og det lyder mere end rimeligt" fulgte Roul op, og samlede sine hænder på toppen af vandrestaven. "Ville De være så venlig, at tage skindet af den ene? Jeg ryster så skrækkeligt på hænderne..." spurgte han ydmygt, som om det ikke havde været åbenlyst for den unge kvinde. 

"Hvad kunne De så tænke dem at snakke om?" afsluttede Roul. Han havde ganske vist viden fra hist og her, i større og mindre omfang, men vigtigst af alt, tænkte han, var at den unge, venlige kvinde, fik noget ud af deres samtale. Tanken at introducere sig selv strejfede ham ikke lige umiddelbart; måske han havde været for længe under solens bagende stråler.

Zumanus havde gået på vejen mod hovedstaden i nogle dage, og det var blevet så skrækkelig kedeligt. Hvis det ikke var for hans gamle venner, som fulgte med ham over alt ville han været død af kedsomhed. men endelig var der andre mennesker at se i det fjerne. En gammel dværg og en ung pige dværg sad og talte over en klementin, så Zumanus besluttede sig at site sig og tale med. Han rettede lidt på den 1,5 meter lange stenbryder hammer på hans ryg rettede lidt på hans skindtøj og rakte en hånd i vejret som hilsen.

// Afslutter lige tråden her //