Jamie kørte den halvvåde klud henover sadlen, og sukkede træt, da han dyppede kluden ned i en spand med vand. En let brunlig farve spredte sig i vandet. Han skulle snart få fat i nyt rent vand. Sadlen foran ham var forfærdeligt mudret, og svær at rengøre, men der var ingen andre til at gøre, det, og det var en af de ting, han fik sin løn for. Gøre rent efter andres rod. Ikke helt retfærdigt, men verdenen var ikke retfærdig - især ikke overfor fattige halvelvere, som til tider havde besvær med at snakke. Han var ligeglad, på en måde, men han valgte altid at se positivt på det. Det kunne være værre! Han kunne være hjemløs og sulte i flere dage, men han havde en fast indkomst, og et sted at bo. Så, det var ikke helt galt. Han satte pris på det han havde. Han elskede især at kunne passe hestene. Derfor adlød han sine ordrer uden at tøve. Da han endelig fik gjort sadlen rent løftede han den forsigtigt op, og satte den på plads. Han tog fat i spanden med det helt mudrede, brune vand og gik ud af den lille hytte, der var tæt på stalden. Han hældte vandet ud i græsset, og gik ind i stalden med spanden svingende rundt. 
Hans ansigt var lidt beskidt, men ikke helt så galt, som det plejede at være. Hans trøje derimod var våd fra det brune vand og mudderet, det samme ved hans bukser, men heldigvis ikke skoene. Han stillede spanden ved indgangen til stalden, og strakte sine arme ud til siden, imens han gik ned af staldens gang. Da han nåede ind til en af de helt store rum med hestene i, lagde han straks mærke til pigen, som tydeligvis ikke burde være i stalden. Han så sjældent kvinder i stalden. For det meste var det riddere. Jamie tøvede lidt, inden han gik hen imod hende.
"Øh-.. mhh... Undskyld?" Han stoppede op, få skridt væk fra hende. "Hv-Hvem er du?" Bevidst foldede hans sine hænder bag hovedet, så hans arme skjulte hans lidt spidse ører. Det lykkedes ikke helt at skjule ørerne, men lidt gjorde det da. Han turde ikke at vise, hvad han var.

Amara vidste jo godt, at hun ikke hørte til i stalden blandt hestene. Hun vidste godt, at hun var faret vild og slet ikke burde befinde sig i denne del af byen, men åh det var så svært at løsrive sig fra den brune hoppe og atter gå ud i gårdspladsen og blive en del af livet udenfor.
Det gjorde hende usikker at være faret vild, for det var noget hun aldrig havde prøvet før. I skoven kunne hun altid finde vej, og selv når hun forvilede sig steder hen hun aldrig havde været før, for hun aldrig rigtig vild. Det var svært at fare vild steder, hvor man dybest set følte sig hjemme. Men Hovedstaden var ny og fremmed, og Amara havde måtte sande, at hun ikke vidste noget om noget som helst. At hun ikke var blevet berøvet måtte siges at være lidt af et mirakel, især nu, hvor hun ikke længere havde muligheden for at forsvare sig, som hun havde haft førhen. Til gengæld havde hun nu mulighed for at mærke hoppens stride hår under sine fingre og Bes’ kildende fjer på sin hals, hvilket hun nød fuldt ud.
Faktisk nød hun det så meget, at hun ikke bed mærke i den nytilkommende før en fremmed stemme pludselig trak hende tilbage til virkeligheden. Hun trak forskrækket hånden til sig og vendte sig med et sæt om mod den nytilkommende. ”Undskyld,” mumlede hun beklemt, og rykkede lidt uroligt på sig på tæerne, der som altid var bare og uden sko. ”Jeg er faret vild, og på en eller anden måde endte jeg her. Jeg burde slet ikke være her jeg… jeg beklager.” Hun så flovt ned i gulvet og førte i en lidt nervøs bevægelse hånden om til håret for at skubbe en tot af det lange, hvide hår om bag øret. Noget der synliggjorde de lange spidse elverøre, som hun ikke engang havde skænket en tanke da det aldrig før havde været noget hun havde haft behov for at skjule. ”Jeg skal nok gå nu.” Forsatte hun, og kastede et hurtigt blik på ham, som ventede hun, at han ville begynde at råbe af hende hvert øjeblik det skulle være.
 
//Jeg beklager rigtig meget det har taget mig så lang tid at svare, men mit nye job har taget rigtig meget af min tid.

Det var som en knytnæve i maven, da han så hendes ører. Der var så mange elverpigere, som farede vildt i nærheden af stalden! Var det skæbnen? Var det tegn på, at han skulle søge efter Elverly, og prøve at blive accepteret, så han havde et sted, hvor de elskede ham, som han var? En familie. Det ville han gerne have igen, men det var ikke ligefrem nemt, desværre. Jamies øjne begyndte at søge rundt for at tjekke om, der var andre i nærheden. Da han kunne konkludere det, at der ikke var andre end dem, gik han hen til hende, og løftede sine hænder op i en form for overgivelse. Dette gjorde at han jo flyttede sine arme fra sine ører, og man kunne dermed se de lidt spidse ører. Han pegede på en af sine ører.
"Det er okay. Jeg er ligesom dig - næsten." Han virkede bange, hans stemme rystede lidt. Han var skrækslagen for at hun ville se ham som en skændsel. Menneskene ved stalden virkede meget utilfredse med ham. Han gjorde sit arbejde godt, men det var aldrig nok, og han vidste godt hvorfor. Det var fordi at han ikke var som dem, men alligevel var han. Han var anderledes, og det kunne mennesker ikke lide. Hvad de ikke forstod, hvad der så anderledes ud, hvad der opførte sig anderledes, distancerede menneskene sig fra. På sin vis kunne han forstå det. Det var en forsvarsmekanisme mente han. 
"Jeg kan hjælpe dig hjem. Du bor i Elverly, ikke?" Han prøvede at smile lidt, men det var svært. Hans krop rystede lidt af nervøsitet, og hans hals trak sig nærmest sammen, som om han blev kvalt. Det var svært at trække vejret.

//Beklager ventetiden og for det korte svar. :/

Amara havde slet ikke voervejet at skjule sine øre. De var jo en del af hende, og ikke noget hun burde skamme sig over. Snarere tværtimod var de jo et bevis på den elverace hun tilhørte, og skønt hun muligvis ikke var som mange andre elvere, var hun stadig stolt at sit ophav.
Hans reaktion da han stirrede på hendes øre var dog nok til, at hun ikke følte sig særlig godt tilpas. Hun var vant til at folk så på hende, men det var ofte med frygtsomme blikke og ikke med rendyrket overraskelse, som denne mand gjorde det. Pludselig blev hun meget bevidst om, at hun var alene i en stald med en fremmed mand, ude af stand til at kunne beskytte sig selv. Med sin magi havde hun aldrig haft brug for at lære at slås, og heller ikke haft noget ønske om at lære det, men måske ville det ikke have været en dårlig idé nu. I hvert fald nåede hun at forestille sig flere ubehagelige scenarier før han flyttede hænderne fra sit hoved og pegede på sin øre. Da  hun kiggede nærmere efter kunne hun se, at de ganske rigtig var en smule spidse og længere end almindelige menneskeøre, men dog langt fra hendes egne lange, spidse elverøre. ”Jo,” svarede hun og rystede på hovedet samtidig med at Bes pustede sig op på hendes skulder, øjensynligt smittet af hendes pludselige nervøsitet. ”Men jeg skal ikke hjem, ikke endnu. Jeg er lige kommet til Hovedstaden og jeg tror godt jeg ved, hvordan man kommer hjem. Men måske kan du vise mig, hvor Ønskespringvandet er? Jeg har hørt menneskene kaster mønter ned i det.” Tanken var så fjollet at hun helt glemte sin nervøsitet og i stedet sendte ham et blændede smil. ”Mennesker gør så mange finurlige ting.”

//Det skal du endelig ikke undskylde

Det var lidt overraskende for ham, at hun ikke kommenterede yderligere på at han var halvelver, men alligevel var det også lettende. Han ønskede ikke at snakke om det, da han var blevet lært at skamme sig over det. Hans far havde altid sagt, at det var en side af ham, som han skulle værdsætte, men det kunne han ikke, når menneskene blev ved med at straffe ham for at være halvelver. Med et lille smil kunne han lettere slappe af, men det var tydeligt på hende at hun var nervøs. Hendes ven afslørede det også ved at puste sig op, men han ville ikke gøre hende fortræd. Han ville højest prøve at blive hendes ven, men det var han ikke sikker på om var en god ide. Hvad godt kunne der komme ud af det? 
"De håber på at få deres ønske opfyldt ved at smide en mønt der i." Han havde ikke selv prøvet det, da han ikke havde råd til bare at smide en mønt væk. Tænk nu hvis han kunne købe noget billigt mad af det? Men, en dag ville han måske gøre det. Dagen hvor han endelig kan begynde sit liv ordentligt ville han gøre det. Hendes blændende smil smittede, og han kunne ikke lade være med smile tilbage. "Jeg kan sagtens vise dig derhen. Vil du gerne selv prøve at smide en mønt i?" Han gik hen imod staldens udgang, men stoppede dér, for at vente på hende. "Lad os tage afsted nu." Han kunne måske godt nå at være tilbage, inden der var flere opgaver til ham. Det håbede han i hvert fald. Han ville gerne tage hestene med derhen, det gik hurtigere og det kunne være hyggeligt, men det havde han ikke lov til. Han ejede dem ikke, han passede dem fordi det var hans job. Måske en dag, en skønne dag, fik han sin egen hest.

Hans svar forvirrede Amara, der aldrig nogensinde havde forestillet sig, at et ønske var grunden til at smide penge i et springvand. "Hvorfor?" Spurgte hun. "Er det magiske mønter?" Det var den eneste grund hun kunne se til at gøre noget så fjollet. For ellers var det jo spildte penge, man fik jo ikke ønsker opfyldt ved at smide penge efter dem. Ønsker var... ønsker, det var de uopnåelige tanker, der gjorde livet så vidunderligt at leve, når man forestillede sig hvad der kunne blive. Hans svar, blandet med hans smil og hendes forvirring, fik kun smilet på hendes læber til at vokset yderligere. Jo mennesker var altså finurlige, og ligegyldigt hvor mahnge år man brugte på at studerer dem, ville man næppe nogensinde lære at forstå dem. Men det var selvfølgelig også det, der gjorde dem så spændende.
En mønt? "Jeg har ingen mønter," svarede hun inden hun stak hånden ned i den lille pung der hang i bæltet af kjolen for øjeblikket efter at hive en stor håndfuld skinnende krystaller frem. "Kan en krystal bruges?" Amara havde ingen idé om hvad penge var værd, og selvom hun gik rundt med en mindre formue (krystaller hun havde fået af sin far til sin rejse), havde hun ingen idé om det. For penge var aldrig noget hun havde brugt i Elverly, hvor hun i stedet havde byttet sig til ting. "Okay." Hun kastede et sidste blik på hoppen, men fulgte så efter ham med lydløse skridt. "Mit navn er Amara," hilste hun. "Amara Tha'anea, datter af Va'as Tha'aena og Althea Tha'aena." Fortsatte hun, som ville de navne ringe en klokke hos den fremmede dreng, hvilket hun ikke regnede med og hun havde da også bare præsenteret sig så formelt fordi det var, hvad hun var vant til at gøre.

Jamie kunne ikke holde et lille smil tilbage, da hun spurgte om det var magiske mønter. Det var ret sødt, at hun ikke vidste så meget om det. En dejlig forfriskning i hans hverdag. Hans hverdage var bestemt ikke kedelige, de blev bare lidt for meget nogle gange. Konstant skæld ud fra ejerne af hestene, den evige dagdrømmeri om at være ridelærer, men han vidste godt, at det nok aldrig ville ske. Hendes uskyldige personlighed mindede ham om dengang, han troede på at han kunne være lige hvad han ville, så længe han arbejdede hårdt for det. Nu havde han arbejdet hårdt for det, men han var stadig det samme sted. Fattig. Ikke værd at kigge ekstra på. Han hørte ikke til nogle steder. "Nej. Det er vidst en gammel tro, at ens ønsker gik i opfyldelse, så længe man bare smed en mønt i springvandet. Jeg ved ikke om det passer, da jeg aldrig har prøvet det selv." Han gad heller ikke prøve. Han ville ikke skuffes igen. Det turde han ikke. 
Han stoppede brat i det hun sagde 'krystal'. Han stirrede på hende, derefter på krystallen, så på hende igen. Vidste hun seriøst ikke, hvor meget en krystal var værd? Forhåbentlig var det en joke. Han håbede virkelig, at det var en joke. "Gem de,." Hviskede han og så nervøst rundt. Hvis nogen havde set dem ville de uden tvivl stille spørgsmål, især når hun rendte rundt med krystaller, som var de ingenting! "De er meget værd. Du er heldig, at vi ikke er i byen. Havde en tyv set den krystal var vi blevet overfaldet med det samme." Han sukkede svagt, kløede sig lidt i nakken og betragtede hende. Hun var virkelig uskyldig. Det var godt at hun var faret vild. Hun ville aldrig overleve byen uden ham.
"Jeg er Jamie Dallas Fraser. Øhm... Søn af Charles og Mira Dallas." Han gav hende et lidt bredere smil. Hans øjne fik en glød, hver gang han smilede. En varm, velkommende glød. "Men, du burde virkelig gemme de krystaller væk."

"Ah," svarede hun forstående, da han forklarer, at man smed mønter i springvandet fordi det skulle kunne få ens ønsker til at gå i opfyldelse. "Ligesom når man planter et træ ved nymåne." Det var da logisk nok, og selvom Amara ikke helt forstod, hvorfor penge skulle kunne opfylde ens ønsker, var hun ikke den der skulle begynde at sætte spørgsmålstegn ved menneskernes måde at gøre tingene på. "Det er typisk mennesker, ikke? At tro, at det er penge, der kan få ens ønsker til at gå I opfyldelse." Smilet om hendes læber blødte det, der ellers ville have været en snobbet kommentar op, men der var alligevel noget om det: det var ikke fordi Amara var ekspert i mennesker, men det kendskab hun havde til dem vendte altid tilbage til menneskets evige søgen efter skatte og rigdomme.
At krystaller var en del værd blev tydeligt ud fra hans måde at reagerer på. Amara havde aldrig tænkt på sig selv som velhavende, simpelthen fordi penge ikke sagde hende noget. Var der noget hun manglede byttede hun sig til det, og glimtende sten og krystaller havde været noget man bar i smykker eller de allerfineste kjoler, men ikke noget man gik og samlede på på den måde, som mennesker gjorde med penge. "Næppe," svarede hun med et skuldertræk. "Det ville være temmelig letsindigt at overfalde mig." Det ville det i hvert fald have været førhen, men i det samme kom hun i tanke om, at hun jo ikke havde samme muligheder for at beskytte sig selv som førhen. Nå, så måtte hun jo nok bare pakke krystallerne væk, selvom det virkede en smule mærkeligt at blive så ophidset over nogle glimtende sten. " Saesa omentien lle*" Hilste hun på sit elviske modersmål, da han præsenterede sig som Jamie. Det var ikke gået op for hende, at elvisk måske ikke var hans tunge, for han havde jo elverøre, og derfor gik hun automatisk ud fra, at han ville forstå hende. Hun sendte ham et lille smil inden hun atter pakkede krystallerne væk, og glattede en flig af kjolen ud over pungen, så den ville blive sværere at spotte ved første øjekast. "Dette er Bes, min følgesvend." Præsenterede hun den store Søvldjal, der pustede sig op ved lyden af sit navn.


//*Elvisk, der betyder "pleasure meeting you" fundet her: http://www.grey-company.org/Circle/language/phrase.htm

//Afsluttes da Jamie bliver inaktiv/dør. c: