Mr. Faust befandt sig for tiden i sin butik hvor han var i færd med at arbejde på en midlertidig... "løsning" på tørkeproblemet.
Han var nemlig i gang med at udarbejde 2 opfindelser som han efterfølgende ville sætte sammen til en midlertidig løsning på hovedstadens tørkeproblem. Den ene af hans opfindelser var et filter som han nu havde eksperimenteret et stykke tid med. Filteret var både fremstillet af små tråde af jern, hvilket havde taget ham et godt stykke tid både at fremstille, men også at masseproducere. Derudover havde han også brugt forskellige hinder af forskellige materialer, og for at sikre sig filterets effektivitet havde han givet rotter og andre dyr en mundsmag på det rentgjorte vand. Dette havde dog ført til forskellige resultater, men nogle af hans forsøg havde vist en reduktion i dyr der blev syge af det beskidte vand, så dette var det bedste filter han kunne bruge. Den anden opfindelse han havde laver var derimod designet til at pumpe vand op, destillere det og efterfølgende tilsætte en lille smugle mineraler da hans eksperimenter havde vist at det destilerede vand ikke var sundt for forsøgsdyrene. Dette havde undret Mr. Faust en smugle, men da han eksperimenterede med at koge vand for at få svar, opdagede han at små mængder pulver var til overs efter at han havde kogt vandet.

Nu manglede Mr. Faust bare at kombinere de to opfindelser og efterfølgende sætte maskinen til at suge beskidt vand op fra kloarken og rengøre det. Han bøvlede og larmede i butikken som han stod der og manisk arbejdede for at blive færdig med sin maskine. Det ville blive et teknologisk vidunder og byen ville takke ham for at have fundet en ny måde at skaffe vand på.        

Luke sad på en bjælke i butikken, over videnskabsmanden der arbjedede. Luko var som regel ikke meget for at være i hovedstaden. Der var risici for at blive set og han ville helst ikke fanges eller myrdes, men for en gangs skyld havde han besluttet sig for at tage ind til byen, bare for at slå lidt kedsomhed ihjel.
Og det var der sandelig blevet gjort da han sneg sig ind i denne butik. Luko forbandede sin træning som spion, men benægtede ikke at den var ret brugbar når man havde et behov for at være usynlig.
Han observerede det lille menneske der gik rundt under ham som en lille soldat der systematisk fulgte ordrer. Luko blev tørstig bar ved tanken om vand, for han kunne se at det var det videnskabsmanden arbejdede med. Han sank en klump og sukkede indvendigt. Senere.
Han satte sig til rette på sine forreste trædepuder og studerede laboratoriet under ham, men besluttede sig så for at han ville se mere. Let som en fjer hoppede han op og landede lydløst på sin bjælke. Han begyndte at gå stillen hen ad den, i perfekt balance, imens han fredeligt kiggede ud på laboratoriet under ham...



Luko lå nu på jorden igen. Han var landet i en bunke med gamle metalstykker, i øjeblikket sad han i en stegepande med sit hoved og sin ene arm inde i en stor gryde.
Han rettede sig op og gned sit hoved.
"Av, for guderne da..." bandede han og så vredt op. Han havde ikke forudset at spindelvæv kunne være glat, det skulle han skrive sig bag øret. Han ømmede sig stadig da han pludselig kom i tanker om videnskabsmanden.
"Åh Chance, hjælp mig."

Mr. Faust var i fuld sving. Han var så småt ved at se en ende på det hele. Filteret var færdigt, så det behøvede han ikke arbejde mere på, men destileringsmaskinen var endnu ikke helt færdig. Han var for tiden ifærd med en meget delikat proces hvor han skulle skrue nogle møtrikker fast på en helt speciel måde, uden pludselige bevægelser, for hvis det fejlede kunne der ske uheld. Forsigtigt skruede han møtrikkerne fast.

- Bang, CRASH -

Larmen gav Mr. Faust et sådan chok at han drejede møtrikken i en bludselig bevægelse der kort efter satte en reaktion igang i maskinen. Damp kom frem af maskinen, på et måleinstrument var pilen oppe i det røde felt, lyden af en høj togfløjte udbrød pludselig og kort efter rev en møtrik sig løs der efterfølgende fløj lige i hovedet på Mr. Faust og slog ham i gulvet.

Han gik ud som et lys.
En smugle blod løb ned fra hans pande hvor møtrikken havde ramt. Den havde heldigvis ikke dræbt ham.

Luko sprang op fra bunken og så sig om. Åh nej, hvad nu?
Han gik på sine tåspidser igennem værkstedet og kiggede forsigtigt rundt om hver et hjørne. Stedet var fyldt med mystiske små opfindelser og møtrikker, som Luko var sikker på han ville ødelægge hvis han rørte ved.
Han vendte om et hjørne og fik så øje på videnskabsmanden. Først trak han sig hurtigt tilbage bag en hylde, men overvejede så hvorfor manden ikke bevægede sig.
Han kiggede nervøst ud fra bag hylden igen, og så bedre efter denne gang. Manden lå på jorden, en enkelt bloddråbe løbende ned ad hans ansigt.
"Åh, for helvede..." sagde Luko og gik over til manden med hastige skridt. Han satte sig på hud ved siden af ham og tog hans puls. Den slog fint, så ingen fare, han var nok bare blevet slået ud. Luko kneb sine øjne sammen og overvejede havd han skulle gøre nu. Han kunne jo bare gå? Men, så igen...
Han besluttede sig for at være behjælpelig. Luko tog fat i manden på jorden og halvvejs bar, halvvejs trak ham over til en væg, hvor han satte ham op.
"Hey," hviskede han. Han holdt en hånd op, parat til at dække videnskabsmandens mund hvis han vågnede og blev forskrækket over at se en mørkeelver i hans værksted.
"Kan du høre mig?"

Det havde været en forfærdelig rejse fra Rubinien, til det centrale Krystalland, men hvor rejsen var startet uden egentligt mål, så havde Horn fået et undervejs: Han havde hørt om en mand; nogle kaldte ham en genial opfinder, andre end vanvittig videnskabsmand, endelig mente nogle, at han decideret trodsede guderne. Det stod klart for Horn, at lige præcis dén mand, var den rette til, at udsmykke ham i nogle beskyttende plader, som var Horns eneste svaghed. Horn var allerede uovervindelig, den mægtigste kriger nogensinde, det var klart - men der var intet i vejen med en forbedring til trods for det.

Horn havde virkelig haft problemer med, at holde sig selv i skindet i byen - selvom han var omringet af civilisation, hvilket han trodsalt var bedre til at håndtere, end den vilde natur. Havde det ikke været for diverse uheldige godtfolk, der havde krydset Horn på hans vej - eller hvis vej Horn havde krydset, måske mere præcist, så var havde Horn hverken haft mad eller vand undervejs. I byen var det dog lettere - det hele kunne købes for et par krystaller, og Horn havde samlet sig en smule, fra de uheldige.

Med en linnedssæk sat fast i en af kæderne der spændte over Horns højre skulder, en sæk hvis indhold klirrede voldsomt, som metal, bankede hans enorme hånd imod butikkens dør. Horn lagde egentlig ikke synderlige kræfter i, men hele døren gav sig ved hver af de tre bank og dundrede voldsomt. Der var ingen chance for, at han ville kunne gå ind, med hans størrelse, så manden måtte komme ud. "Opfindermand, ud kom" kommanderede han og klappede da sin sorte enhjørningekompagnon på halsen, inden han nænsomt strøede den over manken.

Det umage par fik blikke fra samtlige forbipasserende, hvoraf nogle simpelthen stoppede op og stirrede - og Horn var blevet skygget af to byvagter siden han havde taget sine første skridt i byen. De holdt sig på afstand, afventende, da den enorme minotaur åbenbart havde nået sin destination.

Mr. Faust var ikke til at komme i kontakt med selvom Sortelvere talte til ham. Hans øjne var stadig lukkede, men hans sind var nu gledet ind i drømmeland. Han var tilbage i Tywing-skolen, hans lærere havde fundet frem til hans basiske laboratorie, han mindedes følelsen af at hans intellekt ikke blev anerkendt, følte et savn da han så hans arbejde blive konfiskeret og fjernet fra ham. De forstod ham ikke.

 

Luko så nervøst på manden der sad foran ham, og han begyndte at ruske blidt i ham.
"Hallo? Hr. opfinder?"
Luko begyndte at blive bange. Havd nu hvis han var kommet til skade? Så ville Luko aldrig komme til at snakke med ham, og forstå hvad der skete inde i hans hoved.
"Hr. opfinder? Du skal vågne nu? Hallooo?" Luko fik kun lige hans kalden afsluttet inden hele butikken syntes at ryste. "Opfindermand, kom ud." lød en stemme, som Luko var ret sikker på IKKE tilhørte den flinke dame ved siden af.
Lettere skræmt og nervøs for den fremmede uden for døren ruskede han lidt mere i manden på gulvet. "Hr, vil de ikke nok vågne nu?" bad Luko indtrængende.

Horn kunne høre stemmer inde fra opfinderens butik, men det ville være en simpel umulighed for ham, at passe ind gennem bygningens indgang. Han skubbede døren op og forsøgte at stikke sit hoved ind, hvor hans Horn dog ramte dørens karm. I vrede rev hans linnedssækken fra af kæden over højre skuldre, og smed den på jorden ved siden af sig. Med en bogstavelig vægt løftet fra sine skuldre, så stak Horn igen sit store hoved ind i butikken.
 
Hvad der mødte Horn var ikke just hvad han havde forventet: En mørkelver bøjet over en mand der sandsynligvis var denne ”opfinder”. ”Hva’!?” udbrød Horn først, som disse brikker faldt på plads – og hans ansigtsudtryk ændredes fra overraskelse og undren til enorm vrede. Var han virkelig kommet hele dette stykke vej for, at opfinderen skulle slås ihjel lige for næsen af ham? ”DRÆBT OPFINDER!?” råbte han og trak hovedet ud, imens han tog godt fat om sin økse – rede til at gøre huset til pindebrænde, bare så i hvert fald kunne komme ind; kunne komme ind og få fat i mørkelveren.
 

De to byvagter der havde skygget Horn råbte med det samme op og løb i hans retning. ”Død, siger du? Hold din økse i ro!” kommanderede den ene, og en prustende Horn formåede at lægge en dæmper på sig selv i øjeblikket, imens de to byvagter satte kurs imod butikkens indgang.

"DRÆBT OPFINDER?" skreg en af hans lærer pludselig i drømmen hvorefter denne kort efter trak en blodig kniv frem og stormede imod Mr. Faust. Faust vågnede med et spjæt, han var helt i vildelse, men det blev heller ikke meget bedre af at han som det første fik øje på en sortelver og udenfor døren kunne se omridset af et stort og behåret væsen med horn.

Faust udstødte hurtigt og chokeret et skrig der nærmest kom som en refleks. 

Måden Mr. Faust skriger: HER (Det er mandens skrig der hentydes til)

"DRÆBT OPFINDER?"
Luko dækkede hurtigt sine ører til da minotaueren og opfinderen skreg. Han havde stået og set på minotauren der stak hovedet ind i butikken, så det andet skrig var lidt kommet som en overraskelse.
"Nej, nej, nej!" sagde Luko og så forskrækket på opfinderen, på gulvet. "Undskyld hvis jeg- Er du- Det var ikke min mening at forskrække dig! Jeg- jeg kom her ærligt bare for at se dig arbejde-"
"Død siger du? Hold din økse i ro!" lød en rædselsvækkende stemme.
Luko stivnede på et sekund, og mærkede den rentdyrkede frygt for at blive fanget, der løb ned af hans ryg. Byvagter. Luko vendte sig fra opfinderen og så at minotaueren ikke længere havde hans store hoved inde i butikken. Det var nok sådan han fik vegternes opmærksomhed.
Luko var nu i allerhøjeste alarmberedskab. Han var mørkelver, hans race alene ville få ham arresteret, måske dræbt, og han havde ikke sine kræfter til at beskytte sig.
De to byvagter sparkede nu døren ind.

Horn havde ikke andet valg end at forlade stedet, inden han ødelagde det, eller gik amok på vagterne.

 Det var ikke en nem opgave for ham, at overbevise sig selv, men det var den rette løsning.

//Out (Jeg outer fordi jeg har nada tid i disse dage, og i hvert fald en uge frem, så i ikke behøver vente på mig. God jul! :))

Jack fortsatte med at skrige, tog sig til hovedet som øjeblikkeligt gjorde ondt, men da han atter tog hånden ned igen var der en god portion blod "Er det bl.. bl... blo" mere nåede han ikke at sige før han vendte det hvide ud af øjnene og besvimede ved synet.

Luko bakkede længere ind i butikken og stødte så ind i væggen. Han stirrede på byvagterne med frygtsomme øjne.
Han kunne ikke blive fanget, han nægtede. Ved siden af hans knæ besvimede opfinderen igen. Luko så ned på ham og fik en ide.
Det var en dum ide, men det var det eneste han kunne tænke på der kunne få ham ud af denne situration. Luko trak en dolk fra bag hans ryg, hvor han havde hylstret siddende.
Derefter greb han opfinderen og så vagterne i øjnene. "Jeg ønsker ikke at skade nogen, men hvis I ikke lader mig gå i fred, så vil jeg blive nødsaget til at bruge denne dolk."

Mr. Faust vågnede ligeså stille op, men det han vågnede op til var ikke behageligt. Sortelveren havde nu fat i ham og i den anden hånd holdt han en kniv. Frygten skyllede ind over Mr. Faust "Jeg tigger og beder dig. Skån mit liv" Mr. Faust brød nu ud i tårer og hulkede "Jeg er for ung og smuk til at døøøøø" han forsatte derefter med at hulke alt imens vagterne kiggede underligt på hinanden over situationen de var igang med at overvejre 

"Udskyld mit sprog, men gider du godt holde din kæft?" sagde Luko skarpt til opfinderen. "Der er ikke noget jeg hader mere end folk der tigger..."
Luko så derefter på vagterne, og blikket han sendte dem var klart på en hvert sprog: Flyt. Jer.
Vagterne så på de to folk foran dem og så ud til at overveje deres muligheder. De så derefter på hinanden og konkluderede at der ikke var meget de kunne gøre, så de gik bare til hver sin side og lod Luko gå igennem, stadig med kniven for opfinderens strube.
Luko holdt opfideren tæt på sig idet hans smilede til vagterne. 
"Mange tak d´herrer." 
Han lænede sig så tættere på opfinderens øre og hviskede: "Jeg har ikke lyst til at skære dit brillante hoved af, men det vil jeg hvis det bliver nødvendigt. Hold dig i skinnet indtil vi kommer til byporten, så skal jeg nok lade dig gå uden at ridse dig. Har vi en aftale?"

"Byporten?" hviskede Mr. Faust skræmt til sortelevren "Har du tænkt dig at gå hele vejen til byporten? Du når da at blive opdaget og fanget inden vi når så langt" Mr. Faust var klar over at der var langt til byporten og hvis sortelveren skulle gå igennem gaderne med ham som gidsel ville der nok ikke gå særlig længe før byvagterne eller lignende ville blive tilkaldt.

"Ja, jeg har tænkt mig at gå hele vejen til byporten." snerrede Luko lavt imens han gik forbi vagterne og ud igennem døren.
"Og du kommer med, enten på dine fødder eller i en ligsæk. Vagterne har set mig, og de har set at jeg har dig,"
Han strammede sit greb om kniven.
"Tror du ikke de vil overveje det lidt inden de kommer for tæt på? Blod skulle være et rod af gøre rent, og du er jo en kvik fyr. Du ved nok godt hvad der sker hvis jeg trykker til og så skærer... Her."
Luko placerede truende sin kniv over en pulsåre i opfinderens hals, imens han frotsat gik afslappet.

Mr. Faust var rædselslagen. Han havde ikke lyst til hverken at dø eller blive taget som gidsel. Desuden skulle han stadig færdiggøre sin opfindelse så befolkningen ville få en ny måde at anskaffe sig vand på. Han var dog ikke i stand til at protestere overfor sortelveren, så han forholdt sig tavs, men kom dog stadig med nogle skræmte lyde og en halvkvalt gråd imens sortelveren bevægede sig ned ad gaden med ham.

Luko fortsatte igennem byen, fulgt af byvagterne og med opfinderen under armen.
Hans lyde af frygt og gråd irriterede ham absurd. Var han ikke en voksen mand? Fattede han ikke hvad Luko sagde tidligere? Da de gik forbi en bager tittede en mand ud af vinduet med et nervøst blik, og Luko vendte sit hoved væk.
Folk skulle bare have deres næse i alting...
"Kunne du lade vær med at tude sådan, hvis du bare opfører dig ordentligt så kommer du ikke noget til!" sagde Luko til professoren.
Der gik et øjeblik.
"Du må undskylde det her forresten. Det er ikke noget personligt at tage dig som gidsel sådan her."