Det havde efterhånden været et stykke siden forlovelsesfesten var blevet holdt, og der var en hel del der skulle nås inden brylluppet. Ting som Cecilio bare ikke rigtig kunne lægge hele sit hjerte i, og som han havde prøvet at undgå. Men idag havde Seona fået hevet fat i ham inden han forlod vognen, og sagt meget bestemt at han ikke kunne slippe for det, men at han skulle få købt det pokkers stof til tøjet han skulle giftes i. Det var jo tydeligvis ikke godt nok at han bare tog noget pænt tøj på når han skulle giftes, nej, der ville blive lavet nyt tøj, skræddersyet til ham. Det var ekstravagant og fantastisk, men Cecilio havde ikke lyst til at købe stof ind. Der var nogen gange hvor brylluppet bare virkede for stort og skræmmende, og Cecilio var bange for det.

Han tog en dyb indånding og kiggede rundt på Markedspladsen. Det vrimlede med folk, selvom det værste morgenmylder burde være ovre. Det var dog ganske normalt og Cecilio var vant til mylderet på markedspladser efterhånden. Det har var ingenting i forhold til slavemarkedet i Balzera... i hvert fald ikke med hensyn til faren. Det her var et ganske uskyldigt marked med boder af alle slags og Cecilio havde mønter i pungen og måtte købe det forbandet stof.
Han begyndte at gå inde mellem de mange boder, og kiggede da også rimelig uinteresseret på stoffet på de mange boder. Han ville nok vælge noget lilla stof, men bare at vælge en farve stof var ikke nok, og det vidste han godt. Og det ville bare gøre det være hvis det heller ikke var mønstret. Hvorfor kunne nogen andre ikke bare udvælge det for ham, i stedet for at han selv skulle tage stilling til det? Han elskede fint tøj, men han havde aldrig skulle udvælge stof selv til noget tøj. Han plejede at købe færdiglavet tøj!

Pit pit pit pit pit pit lød det når Lyubas fødder ramte brostenene som markedpladsen var lavet af pit pit pit pit. Hun avr næsten i løb, men så alligevel ikke. Hun havde ingen chance for rigtigt at løbe afsted i det mylder af mennesker. Men det var fint at have mange folk at gemme sig iblandt. 
"Det er tredje gang i den her uge sigøjner!" kunne en stor kvindes stemme høres et stykke bag ved Lyuba. Kæmpe dame. Nemt at stikke af fra. Det tog ikke mere end et par minutter før Lyuba var så godt som ude af kvindens synsfelt og gemt inde blandt to boder hvor hun sad i hug. Længere væk kunne man høre kvindens vredes udbrud og Lyuba havde så svært ved ikke at bryde ud i latter. Hun havde muligvis lavet det her trick langt mere end de tre gange på den store dame, men det blev aldrig aldrig for gammelt til at være sjovt.

Da den gennemtrængende stemme fra konen var svundet hen rejste Lyuba sig op igen, flippede den nyvunde pung i luften og bandt den så fast til sit bælte.

Det var ikke normalt at nogen råbte på markedspladsen, så selvom Cecilio ikke var langt fra råberiet, så rørte det ham ikke spor. Der var ikke nogen der kunne råbe af ham lige nu, siden han intet havde taget... endnu. Men med hvor nervøs og små irriteret han var over at skulle købe stoffet til hans bryllupstøj, så var det jo egentlig bare et spørgsmål om tid. Han kunne allerede mærke hvordan hans hænder var blevet rastløse. Men nej, han ville ikke have en gentagelse af ballet.

Han så noget forundret ud, da han pludselig så Lyuba i menneskemængden, men så spredte et smil på sig. Og han glædeligt gik op og linkede sin arm med hendes. "Det ser ikke ud som om at du har noget at lave, så du kan passende hjælpe mig," sagde han uden en hilsen, men med et bredt smil på læberne i stedet for. Nu havde han indfanget Lyuba til stof køb, og hun fik ikke lov til at gå. Det var trods alt hende der skulle se på det tøj han endte med at have på til brylluppet, så hun kunne ligeså godt være med i beslutningen. 

Tilfreds med dagens indtjening havde Lyuba sat en fod til at begynde at gå i retningen af hvor hende og hendes moder havde telt i byen, men midt i skridtet blev en arm revet ind under hendes og hun blev hevet i den modsatte retning. Med hånden på hovedet for at hendes slør ikke skulle blive hevet af i forvirringen kikkede hun op på ham som havde fanget hende.
"Blazera?" sagde hun forvirret da det ikke var synderligt ofte hun stødte på sin forlovede på markedspladsen på højlys dag. Det var som regel når sælgerne havde pakket sammen og gøglere og andre folk tjente deres daglige brød ved at optræde at man kunne finde ham der. "Hjælpe?... hjælpe med hvad?" spurgte hun forvirret, men lod sig dog slæbe med igennem folkemængden. Hun kikkede sig omkring, lidt på boderne og hvad de solgte for at få sig en ide om hvad han egentlig lavede her. Men det undrede hende virkelig for meget at han overhovedet var her til at hun kunne få den fjerneste ide.

Cecilio kunne ikke lade vær med at grine, og da han havde fået slæbt hende nærmere nogle flere af boderne der solgte stof, svarede han endelig på hendes spørgsmål. "Det er blevet pålagt mig at finde stof til mit bryllupstøj, og jeg tænkte at du nok var en del bedre til det end jeg er," sagde han drillende og trak hende lidt tættere end på ham selv, så der ikke var nogen der prøvede at gå igennem dem, og derfor gøre at hun kunne løbe væk.

"Jeg kan godt lide lilla, men ellers har du frit valg. Jeg tror også Seona nævnt noget om 5 eller 6 forskellige slags stof? Jeg er ikke helt sikker," sagde han og han så ærligtalt lidt forvirret over hele ideen bag at skulle finde stof. For ikke nok med at han skulle finde stoffet, så skulle han også få det til at matche. Ellers ville Gilly nok blive rasende på ham, siden det var hende der havde fået den primære opgave at sy det. 

Lyuba fik hurtigt et forfærdet ansigtsudtryk da han forklarede opgaven. "Er du sindsyg?! Jeg har nok i at skulle udtænke mit eget sæt!" udbrød hun imens hun prøvede et øjeblik at løsrive sig, men uden held. Hendes opmærksomhed blev så skiftet til stoffernes og de forkellige klæder foran dem. Hun kikkede ned ad sig selv kort som en indikation om at hun nok heller ikke viste hvordan man skulle klæde sig.
Han havde dog ret, 6 forskellige slags stof, gerne i farver der symbolsk matchede ham og hans families arv. Det var dog altid nemmere sagt end gjordt. Selvom det jo nok ikke var hans familie i Balzera det skulle symbolisere, men mere den familie som skulle forenes med hendes egen. Med et dybt suk og et kort puf til ham som straf for at blande hende ind i det her begyndte hun at kikke på de forskellige varer. Hun følte på forskellige materialer med og mod vævningen indtil hun havde samlet to tre små bunker af forskellige slags stof. 
"Lilla" mumlede hun imens hun samlede en dybt mørk lilla silke op som hun nærstuderede nøje.

"Du kommer ikke væk. Vi skal være sammen resten af livet, så du bliver nødt til at hjælpe mig!" pointerede Cecilio grinende. Han var lidt glad for at han ikke var den eneste der stod i den situation at han ikke kunne finde ud af det, selvom det selvfølgelig også ville have været rart hvis Lyuba bare var et geni til det.
Heldigvis havde Cecilio ikke samme pres som Lyuba på sig. De var ikke så opsatte på at det skulle repræsentere dem. De ville bare have han så godt ud, og desuden ville det meste af stoffet kunne repræsentere mindst en fra hans lille familie.

"Tror du at du kan hjælpe?" spurgte han så forsigtigt, som han kunne mærke at nervøsiteten vældede op i ham igen. Han vidste ikke hvad han skulle gøre ellers. Han havde bare været heldig i at spotte Lyuba og få hende til at hjælpe, og hun kendte mere til disse gøgler traditioner end han gjorde.

Et smørret smil bredte sig på hende læber da hun kunne fornemme forsigtigheden i hans stemme. Hun så tilbage på ham og nikkede. "Hvor lidt jeg end har lyst til det der med at vælge tøj og stof så er det blevet lagt på mig fra tid til anden" forklarede hun inden hun lagde et stykke sammen af det hun havde kikket på. hun flippede lidt igennem de bunker hun havde stablet. "Men du må altså godt komme med mere end bare lilla. Muligvis klæder den dig godt men du må vel h-" hun afbrød sig selv da hun fandt en slidt tyrkis farve gemt under flere stykker stof. Hun lagde det hen ved siden af det lillae stof og nikkede anderkendede for sig selv, hun stod lidt indtil hun havde fundet fire forskellige stykker i forskellige farver og materialer der gik sammen i nuancerne. 
"Du må vel også have en mening selv ikke?" afsluttede hun sin sætning på trods af at hun havde været stille i næsten 5 minutter. Lyuba trådte lidt til siden med stofferne i favnen så Cecilio kunne komme til.

Cecilio åndede lettet op. Det var godt at hun kunne hjælpe ham, for ellers var han tvunget til at vandre markedspladsen resten af dagen uden held. Så meget var han sikker, for det var bare så meget pres, når han skulle vælge så meget forskelligt stof, og at det skulle være i ordentlig kvalitet.
Han grinte lidt da Lyuba bare stoppede i sin sætning og blev distraheret af noget stof. Den lillae hun ellers havde fundet var smuk. Men han trådte da op ved siden af hende, da hun spurgte om han ikke havde en mening. "Jo, det har jeg, men hvis du ikke har lagt mærke til det, så er der ikke meget variation i mit tøj, og det er normalt bare købt. Jeg har ikke styr på hvilket stof der går godt sammen og hvilket der holder. Jeg forstår ikke helt hvorfor de sendte mig afsted alene," indrømmede han. De ville få meget mere ud af at en var taget med, så de kunne holde øje med at han gjorde det. "Jeg kan godt lide den blå sammen med lillae, men hvis vi tager for mange farver, ender jeg så ikke bare med at være en regnbue?" spurgte han leende. Han prøvede at ignorere hvordan hans hænder stadig fra tidligere var rastløse. Der var jo alligevel ikke noget nemt at stjæle her.

Lyuba kikkede lidt på stoffet med et hævet øjenbryn. Hun huskede tilbage på en dag i den forrige uge hvor hende moder havde slæbt hende afsted for at gøre det samme som Cecilio gjorde nu. At Lyuba skulle være iklædt 12 forskellige sting var helt absurt og Samira kunne slet ikke styre sig når det galt farve. Så Cecilio skulle slet ikke bekymre sig om at ligne en regnbue.
"Slet ikke" startede hun så imens hun tog et hjørne af stoffet han havde fundet i hænderne. "Tvært imod, blå passer perfekt til den lillae og tyrkise da de begge er afstamninger af blå.. Se du kan jo godt finde ud af det" sagde hun med et kort grin bagefter. Hun kikkede lidt på ham og studerede det han egentlig var iført inden hun kikkede ned igen på varene. Hun fandt så et knækket hvidt lærredsstof der matchede det hans bluse var lave af ret godt. "Plus det behøver ikke være luksuriøst, så længe det passer dig" sagde hun så som et foreslag til at det ville være noget man kunne arbejde med.

Cecilio lyttede til hvad Lyuba sagde og kiggede på farverne. Det var stadig meget overvældende for ham, og de havde stadig kun fundet 4 farver. De havde behov for to til, ellers ville han bare blive sendt tilbage ud for at hente dem. "Det har du ret i," mumlede han.
Hans øjne gled over de mange stoffer, men han kunne ikke bestemme sig for om at der noget af det var godt, og det var der han fik øje på et par mønter der var blevet glemt oppe på noget stof. Det var som om at ligeså snart han så det, så kunne han ikke lade vær med at tænke på det.
Han lod sine hænder glide rundt på stofferne og kigge imellem dem, men inden han fik set sig om, var hans hænder kommet tæt på mønterne, og uden at tænke sig om, eller foretrække en mine, skubbede han mønterne op i sit ærme, som et midlertidig gemmested, indtil han kunne lægge dem med i sine lommer.

Lyub som fulgte godt med i hvad han kikkede på og hvilke stoffer der fangede han interesse lagde nu godt mærke til hvad han foretog sig. Dog fortrak hun ikke en mine, tvært imod så fik hun fat i sælgeren som glædeligt hjalp hende med at skaffe de rette mængder af hvert af de prøver de havde fundet frem til. Hun betale med krystallerne i pungen der, hvis man kendte lidt til Lyuba, tydeligvis ikke var hendes og med et strålende smil udvekslede hun goder med sælgeren. En venlig smil fik hun igen af ham inden hun tog sin forlovede under armen og trak ham videre et par boder hen.
"Du gør det på en virkelig kedelig måde, det ved du godt ikke?" Sagde hun lidt lavmælt men stadig som om det var en ganske normal samtale. Hun kikkede ikke engang på ham med spejdede lidt ud over de stof boder der var omkring dem.

Cecilio ville gerne stoppe Lyuba fra at betale, da han jo selv havde penge med til at betale for det, men det viste sig at det kunne han ikke stoppe. I det mindste havde de fundet nogle pæne stoffer, nu skulle de dog stadig finde to til, som passede til resten af det de havde. 
"Gør hvad?" spurgte han decideret forvirret om, han havde allerede fået smuglet mønterne ned i sin lomme, hvor de lå som en tung vægt, hvor han var klar over at lysten havde overkommet ham igen. Han kunne intet gøre mod dette træk, men måtte bare skjule det så godt han kunne. Men derfor var han stadig ikke klar over at Lyuba havde set ham gøre det, for han var sikker på at hvis folk så ham, så ville de se ned på ham. Han havde ikke regnet med at Lyuba også var en tyv og intet havde imod at stjæle.

Hun rystede lidt på hovedet og smilte op til han hvorefter hun trak videre med ham over imellem to boder som førte ned til en lille gyde hvor man kunne gætte sig til der ikke kom nogle særligt ofte, efter en enkelte dør i en af bygningerne med stor lås på at dømme. Her vendte hun sig om og begyndte nærmeste med småhurtige dap bevægelser at kropvisitere hans ærmer så overkrop og stoppede var hans lommer. Hvor hun med en hurtig bevægelse fik en af de par mønte han havde strålet op i lyset af dagen.

"Tsh tsh tsh" sagde hun med et skævt smil på læberne. Mønten var ikke synderligt meget værd så hun kunne ikke forstå hvorfor han havde haft en trang til at nappe den. Især når den havde ligget så åbentlyst uden nogen udfordring i at tage den. "Som sagt.. En smugle kedeligt at nappe noget der er så let at tage." forklarede hun imens hun med flad hånd rakte mønten tilbage til ham og ventede på at han ville tage den tilbage. "Det er vel ikke fordi du har brug for småpenge som denne vel?" spurgte hun så med hovedet lidt på skrå.

Okay, så han var taget på fersk gerning, men mere end at forsvare sig selv så kunne han ikke lade vær med at undre sig over hvorfor Lyuba tog det så roligt da hun fiskede mønten op af hans lomme.
"Hvorfor tager du det så pænt? Var det ikke dig der brokkede dig over at din familie blev betegnet som tyve?" spurgte han skeptisk i stedet for. Der var en del der ikke længere gav mening, men måske også visse ting der gav mere mening. Måske var det ikke blot deres evne der gjorde at de blev kaldt for tyve, måske var det det faktum at nogen af dem åbenbart også havde et løst forhold til tyveri. Han undrede sig så over hvorfor Lyuba tog det så pænt.
Han havde ikke tænkt sig at ytre et ord om hvorfor han havde taget det, før Lyuba havde givet en forklaring. Det var bedre at disse ting på lagt på borde lige nu.

Hende smil forsvandt hurtigere end hun havde tænkt sig det skulle ske. Hende hånd lukkede om mønten igen og lagde den så ned i pungen der hang i hendes bælte. "Brokkede.." gentog hun ham imens hun lukkede pungen. ".. Fordi vi bliver kaldt tyve af de forkerte grunde. Vi har fået vores ry på grund f vores magi for at kopiere... ko-pi-ere" forklarede hun imens hun så ned i brostenene under sine fødder. Det var meget muligt hende og hende bror havde taget en lidt skæv vej ned af snydderi og bedrag i spil imod folk. Men det var ikke derfor de var blevet kaldt tyve siden de var ikke mere end 2-3 år gamle. De havde fået stemplet udelukkende for deres navn og ikke for det de gjorde.

"Jeg brokker mig fordi folk dømte mig før de kendte mig. Hvilket også er grunden til at jeg ikke himler op om at du ynke-stjæler" Sagde hun og lagde armene over kors inden hun endelig så op på ham igen. "Din tur, hvorfor stjæler du ting du ikke har brug for?" 

Cecilio hadede at blive sat i denne her position. Men hun måtte da også kunne se at det var det forkerte syn at have på tyveri, men samtidig kunne Cecilio ikke sige noget ved det. Han havde vaner der var langt værre, men han brokkede sig ikke over at blive set som en tyv, for det var det han var inderst inde.
"Jeg kan ikke gøre for det! Det er som..." sagde han og han ville gerne forklare det, men folk forstod det ikke. De forstod ikke hvilken slags tvangshandling det var for ham. Hvordan der måtte være noget galt. For hvis han ikke ville stjæle, så var det bare så simpelt som at lade vær, ikke? Men så simpelt var det ikke for Cecilio. "Som... som trøstespisning." var endelig svaret an kom med. Det kunne dog godt være at trøstespisning ikke var så udbredt i de lavere klasser fordi der simpelthen ikke var mad nok, men det var den eneste sammenligning han kunne komme op med.

Et øjeblik stod Lyuba bare og stirrede på ham, med en form for forståelse i blikket dog. Hun havde ikke et decideret svar eller nogethun kunne sige som ville kurere ham fra det ene øjeblik til det andet. Men så smilte hun igen til ham og tog et skridt tættere på ham så hun var sikker på at fange hans blik. "Jamen så skal vi jo sørge for at du ikke skal trøstes ikke?" sagde hun lidt opmuntrende til ham. Hun havde intet imod at han havde den her skavank. Tværtimod gjorde det han mere menneskelig hvilket gjorde hende selv en smugle mere rolig. "Vi har vel også alle sammen vores små.. fejl? men det gør os ikke til dårlige personer. Du skulle vide hvor mange ting jeg ejer som egentlig ikke er mine" sagde hun hvor ved den sidste sætning havde hun stillet sig op på tærene og hvisket det til ham, i tilfældet af at de nærmeste handlende ville høre hende.

Men ordene der kom ud af Lyuba's mund trøstede ham ikke på nogen måde, og man kunne nærmest se i hans øjne hvor dybt han var ramt af dette. Ja, i det mindste hadede hun ham ikke, men han kunne mærke at det ikke var godt nok. Det var næsten som om at hun lavede sjov med det. Som om at det var okay at stjæle? Det var ikke denne her forståelse han havde ønsket. Nej, faktisk havde han håbet på en forståelse men også at hun forstod at det ikke var i orden.
"Så du mener det er i orden? Selvom jeg intet behov har for det? Er det en leg for dig?" spurgte han små irriteret. Det var ikke ofte han endte med at blive det, men det skete da til tider, og måske havde hun bare lige fået ramt forkert. Han havde selv stjålet for sjov som barn, men samtidig var det også for at hjælpe med at forsørge familien, fordi de var fattige. Men det var åbenbart ikke sådan Lyuba så på det.

"Måske" svarede hun ham kort inden hun lagde stoffet hun havde båret rundt på indtil nu ind imod ham så han kunne tage det. "Og nej jeg mener ikke det er i orden .. men kun hvis du ikke har lyst til at fortsætte. Så hvis du gør det når du er stresset eller i skidt humør så ville jeg anbefale at holde dig glad så længe som muligt" afsluttede hun inden hun gav ham et stift blik og gik forbi ham. 
Om han ville være ligeglad og ville klare resten af hans handel uden hende var op til ham. Cecilio havde tydeligvis ikke lyst til at høre mere fra den side af hende... Havde hun faktisk skyldfølelse over hvad hun gjorde? Muligvis, men det ville hun nok på ingen måde anderkende. Der var alligevel tusinder og atter tusinder der stjal og snød folk i forvejen at det næsten var mere normalt end at handle ærligt.

Men det var alligevel første gang hun fik det skidt med at hun havde snydt en ældre tyk dame for hele hendes pengepung... bare fordi Lyuba fandt der underholdende