Dragonisdalen. Ikke ligefrem det mest idylliske sted for noget menneske at bo. På bunden regerede de flammende reptiler; Dragerne og i bjergenes pas boede kun få mennesker der ikke havde rejst. I starten føltes det mest som en forbandelse for Frida at sendes til sådan et sted af Kile, men med tiden begyndte hun at se skønheden i dets ellers frygtsomme natur. Hvis ikke dalen før føltes som om den kun var mod en så kom det ihvertfald da Tørken ramte.
Frida havde ellers slået sig ned i en lille landsby hvor folkene virkede meget accepterende og de lod hende også betale sig af til at bo der. Nu boede hun meget harmonisk med de som havde levet der siden spæd. Hun frygtede ej bjergens vrede eller dragernes flammer, thi hvad end der måtte komme hendes vej ville blot bringe hende tættere på Kiles mål.

Hun havde brugt morgendagen på at havde nogle af de yngste i byen besøgte hende som de nu engang gjorde på disse øde dage. Hun brugt megen tid med disse børn som ej var hendes, hun fortalte dem fortællinger om trolddom, om verden udenfor dalen og om hvordan disse alle kunne ses i norden når natten faldt på i nordens lys.
På mange andre dage ville hun slutte dagen af med at gå ud med disse børn og samle hvad end der i bjerget måtte leve af bær og frugter. Tit kom de hjem med intet, men på denne dag kunne det også være ligegyldigt. De havde alle taget hjem for hun havde et ærinde hun måtte gøre før nattens mulm og mørke blev kastet over den lille landsby.
På en skrænt over dalen lige uden for byen satte hun sig på en stub af træ. Hun stirrede ud på solen hvis crescendo var sunget og som nu spillede på dens sidste tankter. Her ville hun sige den bøn hun hver uge måtte gentage på denne dag, den samme som hun på bjerget for mange år siden var blevet givet. Hun knyttede sin hånd om et nedbrændt lys som hun havde gemt i den store fjerkappe og gentog ramsen:

Lorcán havde boet i Dragonisdalen hele sit liv, og flere generationer af hans familie havde boet i dalen. Så da dragerne kom for et par år side, der nægtede hans familie at flytte. Selv da deres gård blev brændt ned. Intet skulle flytte Burke familien fra Dragonisadalen. Det var deres ret og plads at bo her! Så naturligvis boede Lorcán her stadig, og selv med dragerne der fløj om ørerne på dem, var der ikke noget der knækkede nordmanden. Han jagede dem og bragte bare en smule ro til byen i bunden af dalen.
I dag havde været som mange andre dage. Han havde været ude og tjekke en dragehule med Rouku, og det var blevet sent før de var begyndt turen hjem. De havde delt sig op halvvejs, fordi Lorcán kunne mærke at Tímea, hans isbjørnehund, havde behov for at løbe lidt længere tid, og siden han havde en fakkel med sig, og Tímea der kunne finde hjem, så var det ikke et problem. Så han lod hende løbe lidt som der passede hende.

Tímea var begyndt at snuse i jorden, og selvom det gjorde turen lidt mindre sjov for Lorcán lod han det store dyr gøre som hun ville, men grundet at mørket langsomt var ved at overtage dalen, opdagede han næsten for sent hvor hun var på vej hen, og det var først da hendes snyde var en meter fra en person, der stod midt ude i ingenting, at han fik stoppet hende. Selvom hun forsætte med at snuse meget højlydt til luften, for at finde ud af om personen havde noget mad.

Som hendes bøn tog vinger kunne Frida mærke som nogle øjne kigge på hende. Det var som fornemmelsen der pirrer en i nakken som en eller anden direkte så på en, men dog havde hun ingen ide om hvem det var på denne dag. Det var ikke første gang nogen havde flugt hende herud, dog når børnene gjorde det var det normalt fulgt i hånd med larmen fra deres muntre latter eller hendes navn. Deres specielle lå ikke ligefrem i at snige sig op på hende, derfor var det et lettere chok da hun slog kappen af fjer omkring sig og her så en stor hvid bjørn.
De fleste ville gå i panik ved synet af en bjørn, især i Dragonisdalen, men Frida var ej opvokset her. Opvokset længere nord havde hun set dyr som dette. En isbjørn.

Istedet for at gå i panik, hvilket ville havde været klogest under normale omstændigheder så gjorde Frida ej. Hun betragtede hurtigt kreaturet og skulle det tage hendes liv her og nu var der vel mening i det, men hun så hvordan den ikke gjorde noget ud over at snuse mod hende. Hun var ubevæbnet og selv hvis dyret ville tage krav på hendes liv så havde et af disse ikke gjort det stille. Noget var anderledes ved denne, men hvad? Hun rakte ned i sin underkjoles lomme og tog et stykke brød ud og rakte det mod dyret i et håb om at den faktisk ville tage det og nå hende. Hun ønskede sig blot vitterligt at kunne berøre bjørnen og vise selv at naturen ikke ville hende ondt: I sandhed det mest idylliske hun længe havde prøvet.
Hendes liv på kanten af Dalen, et væsen der kunne flå hende levende lige der foran hende og en enkelt drages brøl kunne høres ekkoe gennem dalen. Det var i sandhed sådanne tidspunkter Frida levede for at se.
Som væsenet stod der satte hun sig på hug og fremviste undersiderne af hendes kappe som tegn på at hun var ubevæbnet og til at stole på "Kom her, jeg gør ikke noget. Men det er vel også mest mig der burde være bange for dig". Ordene flød fra hendes mund til bjørnen efterfulgt af et kort grin.

Det var alligevel imponerende hvor rolig kvinden så ud, og det måtte Lorcán erkende oppe fra ryggen af Tímea. Og først troede han at hun havde set ham, fordi hvordan kunne man ikke opdage selen om isbjørnehunden? Men det gik langsomt op for ham, at det havde hun ikke. Ganske vidst var Tímeas hoved længere nede mod jorden, end han sad, men det var stadig en bizar oplevelse at se.
Han rømmede sig kort, for at gøre opmærksom på sig selv. "Du skal passe på med at give hende noget, hun vil komme tilbage for mere," sagde han, og siden hans hænder havde løsnet sig på snoren, fik hun nok rum til at rykke sig nok fremad til at tage det tilbudte brød i en bid. Det var dog tydeligt at hun var vant til at blive håndfodret, som hun tog det pænt, og kvinden højst ville få lidt savl på hånden.

"Tímea!" udbrød han da han opdagede det og trak lidt i selerne for at få hende til at rette op, hvilket hun da også gjorde, som hun slikkede sig om munden og kiggede interesseret på kvinden igen. Mon der var mere mad? Hun hørte slet ikke efter Lorcán der sad og belærte hende fra ryggen af hende. "Det ved du godt at du ikke bare må! Selvom du bliver tilbudt det!"

Frida fik et chok da hun opdagede den bagage bjørnehunden bar på. Hun kunne næsten være sikker på han ikke var der før, men hun måtte havde overset ham. Opdagelsen gav et kort sæt i hende, men et smil bredte sig på hendes læber som det store dyr tog brødet. Hun grinte kort sandfærdigt for første gang i lang tid "Det ville være okay at hun gjorde det. Jeg har altid noget ekstra fordi jeg ikke rigtig spiser så meget" Hun var begejstret over sådan et møde ude i ingenting fra en mystisk fremtid på ryggen af en is-bjørnehund.

Hun kiggede overrasket op på bagage-manden hvis navn var hende ukendt, men som hun endelig ønskede at vide mere om. "Hvor kommer i fra?" hun kiggede uvidende fra den retning de var formodet at havde været kommet af. Til hendes information var der ikke rigtigt så mange andre steder at bo end den lille by hun selv havde været i, og skulle en drage endelig finde den lille by var der kun hende mellem dem og de liv i den. Hvor var de kommet fra, havde han altid været i byen men hun havde overset ham? Hvem var han.
Spørgsmålene var utallige, men et ad gangen tænkte hun til sig selv.

Hun fnis igen som hun så ind i bjørnens øjne mens hun hviskede navnet manden havde råbt "Timea huh, sødt navn".

Lorcán sukkede og stod ned fra det store dyr, som bare gik tættere og tættere på den fremmede kvinde for at finde ud af om der var mere at spise. Selv Tímea kunne glemme sit had til kvinder, når der var mad på bordet, og så kunne man godt få sneget sig over på hendes gode side.
"Hun er bare lidt af en ædedolk. Hvis hun kan finde noget at spise, så gør hun det, og jeg kan ikke have at hun blive for tyk," sagde han leeende og klappede hende på halsen, mens hun sendte ham et noget fornærmet blik. For hvor vågede han dog at pointere at hun kunne blive tyk. Det skete jo ikke, det var bare mad.

"En by nede fra dalen af," indrømmede han. Han mente der lå byer heroppe af, så det var ikke usædvanligt at støde på mennesker, selvom der ikke var mange. Men byerne var alligevel jævnt fordelt i bjergene. Der var dog ingen steder der var rigtig sikre her i dalen, men især nede for foden af bjergene var det hårdt. De var langt mere udsatte end bjergbyerne var, fordi det var så åbent, til trods for nogen af træerne. Lorcán's familie havde også de første par år med drager, mistet et par dyr de var igang med at opdrætte, så de passede bedre på nu om dage.

Frida lo kort som det store dyr Timea kom tæt nok på at hvert åndedrag kunne følelses. Dog vidste hun nu at Timea var igang med et ihærdigt forsøg på at finde mere mad nær hende, men desværre havde Frida ikke mere her ved skrænten. Hun kiggede på manden hvis navn hun endnu ikke kendte, men det var også ligegyldigt. Han virkede til at være flink nok og til dels humoristisk.
Frida havde ikke haft det så afslappet og sjovt i lang tid som i dette spøjse øjeblik. Hun rakte kort ud for at røre Timeas hvide pels "Jeg synes ikke hun virker til at være tyk, hun er bare..." Frida indså hun lige havde kastet sig selv ud på dybt vand, det næste ord kunne betyde meget for dette førstehånds indtryk. Hun smilte dog hen mod manden "muskulær!".

Som hun var lige ved at røre Timeas pels fik det store dyr lige skubbet lidt frem igen for at snuse og forskrækkede kort hende og hun faldt da også lige ned på baggen. "Av." Hun grinte dog selv af sin klodsede handling og begyndte også bare og rejse sig. Det var jo ikke fordi det gjorde ondt. Hun var bare ikke længere rigtig van til dyr der ikke kun var til at blive jagtet ned for mad.

Lorcán kunne ikke lade vær med at grine af det. Heldigvis skulle Tímea have noget fedt på kroppen, men meget af hendes størrelse var alligevel alt pelsen hun havde for at holde sig varm. Hendes slægt var jo nogen der altid havde begået sig i Nordlandet og var vant til skulle holde varmen heroppe, så det var vigtigt med fedt og pels. Det gjorde det også dejlig varmt at sove med hende tilgengæld. Det havde Lorcán især gjort da han var en teenager, og var uvenner med sine forældre, som teenagere nu engang var.

"Undskyld," sagde han hurtigt, da kvinden faldt pga. Tímea. "Hun er ikke altid klar over hvor stor hun er," indrømmede han og tilbød en hånd, så hun kunne komme op. Han havde altid opdraget Tímea, og det betød at han måske havde lært hende som lille, at sove på skødet var en god ide. Det var jo decideret blasfemisk da han pludselig ikke kunne have hende på skødet mere, men kun hendes store hoved. Hun havde ikke været glad for det.
"Mit navn er forresten Lorcán, og du har allerede gættet Tímeas navn," sagde han smilende.

Frida tog mod Lorcáns hjælp til at komme op. "Ingen undskyldning nødvendig," hun var endelig på benene igen. "Lorcán? Mit navn er Frida, Frida Laug." Hun vidste ikke meget om manden, men nu da hun havde hans navn uden at hun havde været i den ubehagelige situation af at skulle spørge ham selv, var hun meget mere tryg ved ham.
Hun begyndte igen at ae det store kreatur Timea "Hun er dog nok kær" En by nede fra Dalen! Ordene slog først Frida nu. De kom nede fra Dalen. "Vent i kommer nede fra Dalen, men er det ikke hvor alle de forbistrede øglerne lever?" Hun stoppede næsten brat med at ae den ellers søde, næsten ydmyge Timea.

Hun selv havde boet i det der føltes som trygge rammer de sidste to år. Hun havde bare været lære for børnene i den lille landsby, deres historie fortæller, deres dagpleje og byens præst. Hun havde brugt megen tid på at vende byens tro til Kile men en ting var sikker. Hun havde aldrig været helt nede i Dalen i frygt for ikke at komme tilbage til de folk hun endelig havde fundet i sit liv.

Lorcán var glad for at hun ikke tog det så tungt at Tímea havde skubbet hende ned. Fordi det store kræ var lidt voldsom, især når man ikke var forberedt på det. Og selv når man var, hvis hun var virkelig glad for at se en.... Lorcán havde fået en del blå mærker pga. hendes begejstring.
Han hævede let et øjenbryn, da hun spurgte om øglerne. "Nej, de bor primært i bjergene," indrømmede han. De havde typisk behov for et sted at lagre alt deres guld og krystaller. En udemærket måde at indtjene penge på, men også et meget farligt arbejde. "De er dog ret glade for at terrorisere os dernede, da vi er lidt mere ude i det fri, men vi gør da hvad vi kan for at holde dem på afstand," forklarede han. Det var ellers ganske normal viden nede i dalen, at dragerne ikke holdt til i nærheden af dem, men måske var det anderledes når man boede et sted hvor man ikke var ligeså udsat. I bjergene var det nemmere at skjule sig selv.

"Du kommer heroppe fra bjergene af?" spurgte han så. Det lød i hvert fald sådan, men han kunne jo endnu ikke vide sig sikker på om hun boede her i bjergene i en by, eller om var eneboer. Eneboerne var der også et par stykker af, men de plejede at være mere sære end Frida gjorde.

Frida var overrasket over svaret. Hun havde aldrig set en drage nær den lille by, men Lorcán havde nok ret i at de boede i bjergene. Det ville forklare de store snorkelyde fra naboen, selvom hun også var lidt af en gammel krage. "Jo jeg har dog ikke boet her så længe," hun rynkede kort på næsen som hun aede videre på Timeas fine hvide pels.
"jeg flyttede endelig til for nogle få år siden fra Krystalbjergene." Hun ville endelig ikke mindes de dage mere end nødvendigt, men hun følte det var det eneste rigtige bare at fortælle sandheden til en mand der selv havde fortalt hende sandheden.

Det var dejligt hvordan Lorcán havde rettet hendes viden om det flammende reptiler så hun kunne lære børnene hvor de ikke burde færdes i stedet for at fortælle dem det forkerte steder. "Men hvad gør i så når de angriber? Hvordan kan i slå igen?..." Hun undrede sig over om deres generelle måde mod dragerne. Holdte de dem på afstand med magi? Men hun havde ikke længe kunne hive hendes egne kræfter frem, hvorfor vidste hun ikke, men måske havde de en metode hun kunne genvinde dem?

"Og hvad har så endelig ført jer så langt væk fra jeres by?" Hun følte hun stillede mange spørgsmål og hun slog derfor fra med ae'en af Timea. Hun begyndte dog at holde øjenkontakt med Lorcán for at se om han havde noget mod hendes bombardement af spørgsmål.

Det var en del spørgsmål, men Lorcán havde intet problem i at svare på dem, fordi andre i dalen havde også behov for at vide hvordan man kunne bekæmpe dragerne, og stederne man skulle holde sig væk fra. Det var bedre at alle var klar over disse ting, så mindst mulige mennesker kunne dø.
"Vi har over de få år de har været bosat her, lært hvordan de angriber. Jeg ved ikke hvad der er sket med magien, men det gør det lidt sværere at gøre noget ved dem nu, men før det, der brugte vi vores magi på at holde dem på afstand og i værste tilfælde nedlægge dem," forklarede han roligt. Det var svært at forklare selve om hvordan dragerne angreb uden at have opdaget det, men de gjorde det alle sammen på næsten samme måde. De havde de samme angreb, så det var egentlig ikke så svært. Nogle af dragerne var desværre bare gladere for at bruge klør og hale fremfor ild.
"Jeg var oppe og tje-," mere nåede han ikke før Tímea skubbede til ham med hovedet, og han greb hurtig fat i hendes pels så han ikke faldt. "Tímea!" sagde han og kiggede skuffet på hende. Hendes hale begyndte også at logre, og hun så noget skyldig ud, så han kunne ikke lade vær med at smile og klø hende bag ørerne.
"Som jeg sagde... vi var oppe og tjekke en dragehule, for at se om dragen havde efterladt den. Det kan være en god indtægt, så man kan købe madvarer og andre ting fra Syden af," forklarede han. Desværre var der hungersnød i hele landet, så de krævede flere og flere penege, og det var alligevel begræsnet hvor mange dragehuler de kunne gå ind og tage guld fra. De ville helst ikke tjekke for mange af dem faktisk. Især fordi de ville hellere nedlægge dragerne, men det var svært uden magi.

Som Timea skubbede til Lorcán der havde fortalt om hvordan de klarede sig med drage-problemet kunne hun ikke lade være med at begynde at bekymre sig om dem der måtte bo nede i dalen. Hun fik næsten en trang til at gå ned og hjælpe til med hvad end hun kunne, men hun var ikke ligefrem særlig brugbar med et våben og slet ikke for at tale mod et mobilt mål der fløj rundt der ikke bare kunne skydes ned. "Var dragen der så stadig?" hun var målløs over den blotte tanke om at han havde været i en grotte hvor en drage kunne holde til.

Hun var begyndt at holde øje med Timeas træk og handle mønster. Bjørnen havde nok ført Lorcán her hen på grund af lugten fra maden hun havde med herud, nu hvor der ikke var mere ville den nok afsted.
"Har i brug for noget i Dalen" Hun lyttede ikke helt efter hvad end Lorcán svarede angående dragen-spørgsmålet, hun var mere interesseret i om der faktisk var en måde hun ville kunne hjælpe til længere i dalen. Det ville både få hende til at kunne hjælpe folkeslaget der havde accepteret hende hurtigt ind i deres kultur og gennem sine gode handlinger kunne hun jo sprede Kiles gode ord samtidig.

Tímea var ved at blive en smule utålmodig, da der ikke var mere mad. Der var ikke meget der foregik oppe i hendes hoved, så når der ikke skete noget hun interesserede sig for, så blev hun utålmodig. Og lige nu skete der bestemt ikke noget, og hun havde stadig mere energi i kroppen. Hun ville ud og løbe. "Ja desværre, men den sov, så der var ikke nogen problemer," noterede han, og kiggede så igen ned på Tímea. Hun havde behov for at løbe afsted.
"Okay, afsted med dig," sagde han så og skubbede Tímea afsted. Så kunne hun løbe lidt rundt for sig selv. Hun kiggede lidt tøvende på sig, før hun for afsted ud mellem træerne. Deefter vendte han sin opmærksomhed tilbage mod Frida. Nu var det store dyr der i hvert fald ikke til at distrahere ham.

"Om vi har behov for noget? Jeg tror ikke vi har behov for mere end resten af Nordfolket. Vi har jo også en ekstra indtægt, når dragerne ikke er i hulerne, så det gør det lidt nemmere at betale for noget ekstra mad og bygningmaterialer, til når dragerne engang imellem får brændt et hus ned," svarede han og kløede sig i nakken. Det røde hår spildte ud over hans overtøj, da han ikke havde sin hætte slået op.

Frida blev beroliget af Lorcáns ord. At vide de ikke var i problemer og ikke havde brug for ekstra hjælp lod hendes hjerte slå en smule roligere igen. "Hun er godt nok er løbsk en var? Fyldt med energi" hun begyndte at mærke hvordan aften briserne slog mod hende med deres varme luft. Det var bare ikke det samme nu. Efter magien var forsvundet var vejret bare blevet heder og heder, selv nattens tidligere kolde omfavnelse havde forvandlet sig til et varmt omslag.

Hun begyndte at tænke på faren ved at rejse her i Dalen. Var Lorcán rejst langt fra byen han boede i og hvor langt var der endelig? Ville de kunne nå tilbage inden nattens mulm og mørke havde klædt himlen som et tæppe.
Hun kløede sig kort i håret under sin hætte undrende over alle tingene. Ville de bare sætte en lejr op og rejse videre når daggryets havde rejst sig på horisont? Dog selv med alle spørgsmålene der plagede hendes tanker holdte hun sig selv fra at lade dem flyde ud over Lorcán i massevis.

Lorcán havde et blidt smil på sine læber, da Frida snakkede om Tímea. Hun var jo hans lille barn. Det første dyr han selv havde fået lov til at opdrage, og det var da gået meget godt. Hendes ligegyldighed omkring andre var mere et personlighedstræk fremfor dårlig opdragenhed. "Ja, det var også derfor jeg forelskede mig i hende i sin tid," indrømmede han smilende og så lidt efter det store dyr der allerede var løbet ind imellem træerne. "Hun har virkelig altid været lidt mere på farten end de andre, men det har godt nok også krævet mere arbejde," måtte han indrømme. Der havde været dage, hvor han nærmest ikke kunne andet end at løbe og lege sammen med hende fordi hun var så fuld af energi. Det begyndte at hjælpe lidt, da han begyndte at lægge spor til hende. Det var åbenbart mere trættende i længden.

Den varme aftensvind var ikke noget han rigtig lagde mærke til. Det han mest lagde mærke til at han ikke havde behov for så mange lag mere. Det var ærligtalt ret trist at se hvordan det var blevet varmere her i dalen, sneen var ikke helt det samme og dyrerne var heller ikke. Han håbede ikke at alle sneen ville ende med at smelte, for så ville det da begynde at blive et problem.

Som Frida kløede sig selv i håret gav hun et kig efter Timea der var ude mellem nogle træer og løb rundt. Hun mindes aldrig at havde set et væsen der var blevet tæmmet som bare fik lov at løbe frit og lege rundt. Selv havde hun aldrig haft noget tamt dyr. Hun vidste dog at i krystalbjergene var der nogle jægere som hende selv der ville ulvehunde som de brugte til at spore bytte med, men Timea var langt mere fredelig og til Frida så Lorcán og Times forhold så harmonisk ud. Hun blev letter misundelig over hun aldrig selv havde fået chancen for et sådant forhold mellem menneske og dyr.

Frida stoppede med at kigge mod bjørnehunden og kiggede igen hen på Lorcán med et sandfærdigt smil "Hun virker fantastisk. Gid jeg selv havde nogen som hende." Tankerne om hjem og hvordan det var længere nord fik hendes øjne til at blive våde. Hun græd ikke men med et godt øje var det nemt at skue. Hun holdt på følelserne og prøvede ikke at vise for meget, men blot nogle enkelte dråbe ville nu være nok for bæret til at flyde over.

Måske ville hun selv en dag kunne finde en partner som Timea der ville rejse med hende, men atter vidste hun også at chancen for at hun ville kunne finde ud af at opdrage et andet væsen ikke var særligt stor.

"Ja, alle burde have en som Tímea omkring sig," indrømmede Lorcán. Han var opdraget omkring dyr og havde et rimelig godt tag på dem, men der var bare noget ved at vokse op sammen med et dyr, og dele alle glæder og sorger med dem. Man fik et helt specielt bånd, og Lorcán var glad for at hun kunne leve mange år endnu. De havde årevis sammen endnu og så mange eventyr de skulle ud på. De burde nok snart komme afsted, så de kunne opleve det mens de stadig var unge.

Han opdagede så at Frida så lidt mere trist ud, og han blev straks bekymret. Af hvad han havde fundet ud om Frida indtil videre, der virkede hun virkelig som en rar kvinde, og han ønskede ikke at hun skulle se trist ud. "Er du okay?" spurgte han bekymret. Der var mange grunde til at være trist i denne verden, og Lorcán havde da også sine egne kvaler, og hvis hun ikke ville tale om det, så ville Lorcán i hvert fald ikke skubbe til det.

Hun holdt på følelserne men hendes smil forsvandt stille. Hun åbnede munden til at få ordene sagt men hun havde besvære med at få det sagt uden blot at begynde at græde. Dog lykkedes det hende at få klemt ordene ud af sig. "Jeg er bare ikke van til at møde så rare mennesker heromkring. De tog mig til sig, men du bringer bare nogle minder frem..." hun så på Lorcán mens hun kort snøftede og tørrede sine øjne. Hun tog sig til hendes ene arm. "Det svært at forklare, men det bare svært ikke at være hjemme længere" Hun tog armen tilbage mod sin kappe og slog hætten omkring sig. 

Hun kunne stadig nogle dage mindes hvordan solen ville stå på horisonten når hun kiggede gennem bjergpasset, hvordan ulvehundene vilel hyle under fuldmånen og hvordan far altid ønskede hende det bedste. Minderne slog mod hende som en rasende bølge.
Frida ønskede ikke at Lorcán skulle bekymre sig for meget omkring hende. Han virkede som et godt menneske, men hun ville ikke bare sætte sig og græde sit hjerte ud til alle. Dog var der noget over denne mand som lod hende føle sig en smule mere tryg omkring sådan ting.

Lorcán kunne se at det gjorde ondt for Frida, og han kunne ikke helt forstå det savn. Han havde selv mistet sit barndomshjem, men han var kun flyttet et par gader væk fra der, så det var ikke fordi at han ikke stadig havde sine familie og den by han var opvokset i.
"Jeg er ked af at høre det," sagde han og lagde en hånd på hendes skulder. Hvis de havde kendt hinanden bedre så ville Lorcán nok have krammet hende, men de var alligevel stadige fremmede, så han følte ikke ligefrem at det var acceptabelt at gøre. Men han følte stadig at hun havde behov for det.

"Hvis du har lyst til at tale om det, så er jeg her for dig, selvom vi ikke kender hinanden så godt endnu. At savne sit hjem må gøre ondt," sagde han blidt og kiggede ind i hendes øjne, med et blidt smil. Han ville ikke have hun var trist, og hun skulle ikke føle sig alene. Ikke når han blot var foden af bjerget.