Dragonisdalen var noget afsides fra en del af Nordlandet. De var omgivet af bjerge, og kun enkelte bjergpas ledte ud til resten af Nordlandet, men alligevel var det for Lorcán det bedste sted at bo. Hans familie og hans venner boede næsten alle sammen her, og det var et dejligt isoleret sted når man skulle træne dyr. Dyr som Tímea, hans store isbjørnehund, der var bedre til at finde godbidder end drager, men sådan var det jo.
Det var ærgerligt at dragerne havde overtaget dalen, og havde fået mange til at flygte mod syd og vest, men om Lorcán ville forlade sin barndomsby, niks! Derfor var han sammen med sin bedste ven blevet dragejægere. Guldet var en bonus, men de gjorde det nu mest for at få fred i dalen, og det hjalp da også, selvom de stadig var plaget af drageangreb. Men mand vænnede sig alligevel lidt til det.

Han havde siddet på gården, hvor hans familie opholdte sig nu om dage efter at deres egen gård var brændt ned, da han bare ikke kunne klare det mere. Han havde behov for bare at komme ud og gøre noget. De husede to piger, fra hvem vidste hvor, men de var tydeligvis ikke klar på at snakke om hvad der var hændt dem, og pludselig var det bare blevet for meget for Lorcáns hoved. Han kunne vældig godt lide dem, men hvis han gjorde en ting galt, så snerrede den ældste nærmest af ham. Så for første gang i mange år tog han Tímea og bare tog afsted op i skovene, op af bakkerne, for bare at komme ud og få brændt noget energi af.  Normalt plejede han at have Rouku med, men ikke idag.
Han lod Tímea drive dem afsted som hun havde lyst, og han var ærligtalt ikke overrasket, da hun stoppede op for at tygge på nogle bær, som endnu ikke var forsvundet. Dumme dyr der altid tænkte med sin mave, men alligevel lod han et smil glide over sine læber, og han lagde sig halvt ned for at kramme det store dyr om halsen.
"I det mindste kan man altid regne med dig," mumlede han ind i den bløde hvide pels. Dyr var til at regne ud, langt mere end menneskekvinder.

Rejsen havde været lang, for Frigg og hendes jægere. Indtil nu havde der ingen bytte dyr været på deres vej. Ikke at de gik i nogen god retning for at finde føde, men Frigg havde hørt en del fortællinger om Dragonisdalen. At det skulle være kommet drager til området og hendes nysgerrighed havde nok styrret deres rejse en smule. Hun havde ikke været i dalen siden hun var helt helt lille, så hun huskede intet fra stedet. Den eneste måde hun vidste de var den rette vej, var fordi de så mange gange havde passeret en af stierne til dalen. 
Efter de havde fuldt stien, havde hendes jæger godt gættet hvad deres unge høvding var ude på, men de lod hende. Efter hendes far, den gamle Høvding døde, havde Jægerne skulle vænne sig til deres unge høvdings eventyrlyst. De stolede nu også på at hun vidste hvad hun havde gang i. 
De nåede endelig ned til dalen, hvor de valgte at holde pause. Der blev sat en midlertidig lejer op og optændt et bål, så de alle kunne få få noget tiltrængt varme. Frigg, der havde bedt om pause, virkede godt nok ikke som om det var hendes plan "bliv her og hvil jer.. jeg vil se mig lidt omkring" Med de ord gik hun længere ind i dalen, dog holde hun sig til skov områderne. Hun ville helst holde så lav profil som muligt, for hun var ikke sikker på hvilke fare der lurede. Efter en tids vandring, fik hun øje på en stor isbjørne agtig hund, med en person på ryggen. Med det samme gemte hun sig bag en af de tykke træer, med hånden på hendes økse der var spændt fast på hendes ryg. Hun stod og overvejede sine muligheder, men valgte for nu bare at blive stående og lytte og selvfølgelig være parat til at skulle forsvare sig selv. 

Lorcán var ikke den første der opdagede at her var nogen. Hvorfor skulle han dog det, han var bare et simpelt menneske. Han var ikke ligesom Tímea som havde en skarp hørelse, selvom hun godt kunne være noget næsvis til tider, og lade som om at hun ikke hørte noget. Men nu, der var hun ganske skarp og vendte sit hoved mod et træ, og selvom Lorcán kiggede kunne han ingenting se.
"Tímea, hvad er der tøs?" spurgte han forsigtigt og kiggede ud for at se om han kunne se nogen. Men der var intet, kun træer, træer og atter træer. Ikke engang særlig festlige træer, siden der ingen blade var på dem, men det var også klart når man var i Nordlandet.
"Woah!" kom udbryddet fra Lorcán, da Tímea så satte af mod træerne. "Slap nu af tøs, slap af!" sagde han og prøvede at få Tímea at stoppe, hvilket han da også gjorde, men først efter han havde set et glimt af en kvinde mellem træerne.

"Hallo, hvem der?" spurgte han højlydt. Han ville i det mindste lade hende komme ud af sig selv, hvis hun ikke var blevet skræmt væk grundet Tímea's opførsel. De fleste ville løbe hvis de havde set sådan et stort dyr komme løbende mod dem.

Frigg gjorde klar til at trække sin økse, da hun hørte mandens stemme. Dog blev hun stående helt stille på sin plads, måske de bare ville glemme hende og gå videre? også igen et sådan dyr ville nok ikke bare være ligeglad med hende. Idet hun høre mandens udbrud træk hun øksen og løb videre til et nyt træ, væk fra den fremmede, hvor hun igen gemte sig. Det store dyr havde været tæt på. Adrenalinen pumpede igennem hendes krop, men hun holde hovedet koldt. Frigg var ikke den bange type og ville ikke bare flygte fra sådan et dyr. Desuden virkede det ikke som om manden var ondsindet. Han havde tydeligvis set hende, så hvis han havde tænkt sig at gøre hende noget ondt, ville det nok allerede være sket. Dog holde hun sin økse klar, bare for at sikkerheds skyld. 
Da han højlydt spurgte efter hende, tog hun en dyb indånding, før hun trådte frem fra træet med øksen klar 
"mit navn er Frigg! Jocelyn Frigg Stroll, tiende høvding af en lille bjergklan.. jeg kommer med fred og ønsker ingen problemer" Hun præsenterede sig stolt og små højtideligt, sådan var traditionen. De lyse krystal blå øjne så intenst på den fremmede mand. 

Lorcán sad rank oven på Tímea, som var anstrengt nok til at se noget farlig ud, som hun stod der er næsten viste tænder. Meget modsat hendes normale udtryk i hovedet, der bare lignede en glad hund. Man kunne næsten høre fnyset fra hende, da hun så og hørte at det var en kvinde. Tímea havde aldrig været særlig glad for kvinder.
Han kiggede ned på kvinden, men trak ikke våben endnu, eller tvang Tímea mod kvinden. De måtte lige se hinanden an. "Mit navn er Lorcán Burke. Jeg har ikke set dig før. Er du rejsende?" spurgte han, men blikket var venligt, trods hans position på Tímea kunne ligne noget andet. Han havde ikke i sinde at slås med hende, hvis han ikke behøvede. Det var bare ikke ofte der kom fremmede til dalen, så han foretrak at vide hvem det var der kom, og hvorfor de kom. Især fordi at de to kvinder han havde reddet stadig var et mysterie. Denne Frigg så dog bedre udrustet til kulden, så hun måtte være en del af Nordfolket.

Frigg Studerede dyrets ansigt lidt, som tydeligvis ikke brød sig om hendes tilstedeværelse. Så hun måtte fortsat være på vagt. Hendes blik rettede sig op på den fremmede mand. Han var jo en kæmpe. En del højere end nogle fra hendes klan. Mån han var af nordfolket med den højde. Da han præsenterede sig, med det venlig blik, måtte Frigg jo nok indrømme dette ikke føltes som nogen farlig situation. Hun satte øksen tilbage i hylstret på sin ryg "jeg er rejsende, jeg og nogle af mine jægere er ude på en længere tur for at finde føde til min klan.. vi kom forbi dalen og jeg ville lige se hvordan her så ud" forklarede hun med en ro i stemmen og et venligt smil tegnede sig henover hendes læber. Lige nu virkede denne Lorcán ikke farligt, kun hans bjørn virkede truende og det så ud som om han havde styr på den. Hun lænede sig roligt op bag træet bag sig, imens hun betragtede Lorcán med et studerende blik "jeg kan næsten regne ud du bor her?"  

Lorcán lyttede til hendes forklaring. Det kunne han godt accpetere, og så lang tid at de var venligsindet, kunne de vel godt få lov til at blive omkring her. Ikke at der var meget mad til at starte med heroppe, men de fandt ud af det. Det hjalp så også at Lorcán typisk kunne komme ting fra længere syd på med det guld de fandt fra dragerne. Efterladte dragehuler var virkelig en guldgrube.
"Ja, jeg bor et par enkelte kilometer herfra," svarede han venligt og kiggede så ned på Tímea, og kløede hende bag ørerne så hun skulle falde til ro igen. "Så så tøs, rolig," mumlede han til hende, og ligeså stille blev hendes mund da også lukket, og hun lignede mere og mere sig selv igen.
"Men hvis I har planer om at jage her, så skal I passe på. Vi er meget plaget af drager her i omegnen, og selvom man kan nedlægge dem, så er de altså ikke spiselige. Så jeg ved ikke hvor meget mad I kan finde her i omegnen," indrømmede han og indtil videre blev han på Tímea. Han havde ikke endnu bestemt sig for om de skulle forsætte med at snakke.

Frigg lagde hovedet en smule på skrå imens hun lyttede opmærksom. et par kilometer. området var en del større en hun lige først havde regnet med, men det gav jo meget god mening. Norden var jo intet lille sted. De krystal blå øjne rettede sig ned på bjørnen, med et venlig glimt "sød isbjørn" I hendes klan var det ikke normalt at have den slags dyr omkring. Nej det var normalt den slags dyr de fik føde og pels fra. De havde ulvehunde og dem var der ikke mange tilbage af. 
Da Dragerne blev nævnt, så det ud til at starte en interesse i den unge høvding. Hun rettede sig op, så hun igen stod frit fra træet. Skulle hun fortælle ham hvorfor hun egentlig var gået derned? det var bestemt ikke for at jage. Overvejene gik hun et enkelt skridt tættere på, imens hun åbnede munden for at sige noget "drager siger du.. er der mange af dem her? jeg har hørt nogle historier om dem, men aldrig set en" Frigg ville virkelig gerne se en drage. de havde fascineret hende siden hun første gang hørte om dem. Hun havde ikke det store behov for at nedlægge en, nej hun ville bare se end. 

"Isbjørnehund," var Lorcán ret hurtig til at rette hende med. Der var ikke  mange af racen tilbage, men alligevel havde Lorcán bundet sig til Tímea. At træne hende havde været hårdt, men det var det hele værd. De var livslange venner nu, og han ville ikke give hende op for noget som helst.
Da Frigg pludselig virkede meget interesseret i drager, begyndte Lorcán lidt at tøve. Det var ikke godt at være intereseret i drager, det fik folk dræbt. "Du får udentvivl en at se. De angriber med jævne mellemrum hvad de kan komme til," sagde han forsigtigt. "Lad vær med at opsøge dem, med mindre du ved hvad du laver. Selv en flok dragejægere kan have svært ved at nedlægge dem," advarede han så. Han havde ikke lyst til at andre skulle ende med at blive dræbt fordi de opsøgte dragerne. Han vidste hvad dragerne kunne gøre, og ønskede det ikke for nogen andre.

Frigg rynkede kort på panden over rettelsen, men nikkede så som tegn på hun havde forstået. Isbjørnehund så. Den slags var vel vigtig for nogle folk. ¨
Den Tøvende minde der pludselig kom fra Lorcán, undrede Frigg. Hendes ene finger tappede mod hendes lår, imens hun studerede ham "er du slev dragejæger siden du ved det?.. jeg har intet ønske om at nedlægge en, jeg vil bare se en" Nysgerrigheden brændte stadig en del i hende, selvom hans advarsel godt nok stod klart. Måske han kunne hjælpe hende med at se en, hvis han havde forstand på drager, hvilket det virkede som. Hun kunne hvertfald ikke udsætte sine jægere for den fare, bare fordi hun var ung og nysgerrig "lige så snart jeg har set en så skal jeg og mine jægere nok smutter fra stedet?" 

Lorcán var overrasket over at hun havde gættet sig frem til det. Det var ikke ligefrem fordi han udstrålede dragejæger, men det var sjældent nogen der gjorde. Hvis man gik i drageskind, så muligvis.
"Det er jeg, og derfor ved jeg også at det er en dårlig ide at prøve at opsøge dem," sagde han, selvom det lød som en god ide at få dem ud af området. Så ville byttet i omegnen stadig forblive deres eget, selvom der ikke var meget, men han vidste også at opsøge dragerne ville være en dårlig ide. De kunne potentielt dø, især hvis de ikke gjorde det ordentlig. De fleste sov nok.
Man kunne godt se at han stadig sad og overvejede om det kunne lade sig gøre. "Der er ingen sikker måde at få en drage til at komme ud af dens hule, uden at risikere at blive grillstegt," sagde han endelig.

Inaktiv