De fleste rekrutter var trænet, og sendt ud med deres overordnet for at patruljerer gaderne. Varmen havde været ekstra slem i dag, så våbenmesteren som ellers plejede at holde sig selv i gang med træning, sad blot og kiggede blindt frem for sig i skyggen. Iført en langærmet hørskjorte og læderbukser, var måske hellere ikke det mest ideelle tøjvalg, når solen bagte som ovnen hendes mor plejede at lave brød i.
Minderne om gamle dage, begyndte lige pludselig at flyde ind i hende som en myriade af billeder, tanken om havde hun virkelig gjort det godt nok ind til nu? Anann tog en dyb indånding, og lod hoved falde ned i hendes hænder, hvor armene havde støttet sig selv med albuerne på hendes lår. Det lignede hende virkelig ikke, sådan at overkomme til følelser, der pressede på fra flere år tilbage, livet som en kriger i lysets hær, da hun bare var en almindelig pige fra landet. Der var så mange ting, hun ville have gjort anderledes, som aldrig at være begyndt at drikke sig selv halvt i ihjel, det kunne jo altid være en god start.
Og nu var hun her, blandt by vagterne, mere frygtet end respekteret. For slet ikke at forglemme, at den orden hun var blevet en del af, langsomt var ved at smuldre imellem hænderne på dem som ønskede at gøre en forskel.
Hun blev dog hævet ud af sine tanker, da en af de yngre rekrutter kom løbende imod hende, ganske forpustet og ildrød i hoved. Der var nogle få sætninger omkring, en mand der havde taget flere af deres mænd ned, at de ikke kunne finde en overordnet, og de have brug for hende. Den ældre kvinde rejste sig brat op, så det brune hår der var samlet i en lang fletning på ryggen svajede fra side til side. ”Vis vej,” hun betragtede drengen der lignede en der var ved at falde om, hvad fanden skulle man så bruge en budbringer til? ”Fint, ydermuren!?” han nikkede langsomt, og faldt så om på jorden, dog stadig i live, håbede hun. Anann brugte i hvert fald ikke tid på, at blive tilbage for at tjekke, før hun løb hurtigt hen over pladsen for at komme hen til den person, som skulle have skabt så meget ravage i dagens anledning, at hun var blevet inddraget i det.

Men da hun så på mændene, godt mørbanket slæbende på en mand imellem dem, måtte hun anstrenge sig ikke for ikke at stå at måbe. Var det, virkelig. Hun rystede på hoved, nej det kunne ikke passe - Logan? 

Det var åbenbart en af de dage, hvor man ikke engang kunne sidde ved et bord i det dunkle værtshud og nyde en skide øl uden at nogen skulle få hele dagen til at ramle sammen i ravage.
Hvad havde han dog nu gjort siden han fortjente denne forfærdelige behandling? At blive hevet med ud på gaden til en slåskamp?
Nå ja. Det var vidst lidt hans skyld. Men da også kun lidt. Bare fordi de små gnallede mandslinger med deres små grupper af hedninge ikke ligefrem var begejstrede over at få at vide at de skulle flytte sig, så Logan selv kunne komme til. For ikke at tale om hans noget kølige verbale behandling af dem, som på groveste vist havde fornærmet deres lille leder, hvis sværd tydeligt var en penisforlænger.

Men han trak fanme grænsen når byvagterne begyndte at blande sig! Kunne man nu ikke stå og banke snotten ud af en næsvis hvalp der havde været overmodig nok til at udfordre ham, uden at folk blandede sig? Siden hvornår var hovedstaden blevet sådan et putte nutte sted!

Hvad der morede ham mest, var faktummet af byvagterne var elendige! Mange af dem var unge, uerfarende og selvom de var i overtal, fik Logan placeret et godt lag tæsk til både den ene og den anden side. På et tidspunkt fik han endda råbt at de hellere måtte hente forstærkninger, eller hive halen mellem benene. For de havde ikke en chance.
Det havde nok været meget sandt, var der ikke blevet hentet de skide forstærkninger.
Alligevel havde han stadig det typiske skæve smil på læberne somhan morede sig over at blive slæbt afsted af vagterne. Et par af dem havde vist erhvervet sig noget af en blodtud.
Deres stopning op foran hvad han gættede på var en overordnet fik ham til at ligge hovedet let på skrå, mens hænderne blot hang foran ham indespærret i de irriterende håndjern de så absolut mente han skulle placeres i. Han blinkede et par gange, ladende sin hjerne genoverveje samtidlige minder han mente at denne kvinde måtte passe på, inden han brød ud i et rigtigt ulvesmil af tilfredshed. "Hva satan, Anann. Man er sgu nok blevet voksen hva"

En tvær grimasse skar sig ned igennem det eller ganske nydelige, og pæne ansigt som hun besad. Det var lige hvad hun manglede i dag, at stå ansigt til ansigt med nogle af de minder hun havde efterladt. Tydeligt var det da også, at flere af mændene var overrasket over, at denne hovmodige slynge, skulle kende deres højt, frygtede, våbenmester.
En af drengene, som ikke kunne være en dag over sytten, lignede en som var ved at dejse om. Hun tog en dyb indånding, dette var virkelig en dag hvor hun skulle være blevet i sengen, men nu var der ikke så meget at gøre ved det. ’’Tristan tag dig af Owen, han ligner for gudsskyld en der er ved at dejse om’’ en af drengene som havde holdt godt fat i Logan, kiggede spørgende på hende, udfordrede han virkelig hendes autoritet? ”Gør som der bliv sagt, og lad det gør lidt tjept for han gør sig selv til grin, og besvimer på jorden.” vrissede hun arrigt, og hendes øjne blev smalle, dette var mere end nok til at få sat skub i knægten, der slap armen og skyndte sig hen for at gribe sin makker, tydeligvis ikke stærk nok til at bære vægten, da Owens ben var ved at give op.  ”Ved alle guder - Alver hjælp til, så tager jeg mig af fangen”

Da de endelig var ved at være alene, greb hun ham omkring armen og trak ham afsted imod arresten, hvad fanden skulle man sige til en ven, som havde været så stor en del af ens liv? Især når det var i denne stilling, aldrig i sin vildeste fantasi havde hun regnet med, at hun faktisk ville ende med at smide en hun kendte så godt, bag tremmer. Dette var også grunden til, at hun ikke havde sagt noget til ham, eller erkendt hun kunne genkende ham. Hun gik i udmærket stilhed, med en stenmaske der ikke afslørede hendes nuværendes tanker. Håbede hun.

Nå, så man havde endda høj autoritet og en stor post bag sig. Det måtte han da i hvert fald gå ud fra, tagende at de unge knægte gjorde hvad der blev sagt - eller også var det bare fordi hvalpene ikke kunne finde ud af at gøre noget som helst helt rigtig, så folk var nødt til at tage hånd om dem.
Han stoppede på intet tidspunkt med at smile sit ulvegrin, omend det dalede lidt i størrelse. Han morede sig ganske fortrinligt over dette scenarie, med folk der nærmest vimsede forvirret omkring. Ja, med undtagelse af den stenfaste kvinde, der uddeligerede veltrængte ordre.

Logan gjorde ingen modstand da hun tog fat i hans arm og begyndte at trække ham afsted. Han sagtens tage en kamp mere hvis det skulle være - men det var der nu ikke nogen grund til. Han vidste at hun havde genkendt ham, selvom Anann ikke ligefrem lignede en der stod ved at hun havde genkendt ham. Hvorfor dog ikke? Han var da et smukt eksemplar af et bekendtskab? Med det arrede ansigt og nå ja, slåskampen med byvagterne. "Der er noget overordentlig sensuelt ved at blive trukket afsted af en målbevidst kvinde" Hans stemme var dybt og man kunne ganske tydeligt høre at han morede sig.

De var kommet lidt længere ned af bygningen, som gav et bedre skjul fra nysgerrige blikke. Men hun forholdte sig dog stadig stille, selvom nu nok ville være det bedste tidspunkt at høre ham om, hvad fanden han troede han havde gang i. Starte en kamp, og begynde at tæske løs på vagter!? Hun kunne godt huske, han altid havde haft et ry om at gå til næverne, lidt lige som hende selv. Men så blev man voksen, og fandt ud af man ikke altid kunne få ens knytnæver til at tale for sig.

Den tanke blev dog hurtigt smidt af vinduet, da han pludselig havde frækheden at begynde at snakke sådan til hende! Hun spærrede øjnene op, og før hun nåede at stoppe sig selv, fik hun snurret rundt og placeret hendes knyttede hånd lige imod hans ansigt. ”Hold din kæft! Hvad FUCK tror du, du har gang i din kraftidiot!” hvis han havde været i tvivl om hun havde glemt ham, var der ingen tvivl længere, med den måde hun snakkede til ham på.

Knytnaven der slyngede igennem luften og gav ham et velplaceret slag direkte i ansigtet på kæben, var da næsten en forfriskning til dagen. Logan gryntede en kende anelse utilfreds med at det lige præcis var hans kæbe hun syntes var en fantastisk god ide at lampe til. I maven, fint nok, brystkasse, den kunne tåle det. Men ærligt, syntes han efterhånden at hans ansigt havde lidt nok igennem årerne.
Logan åbnede munden for at strække kæben for at tjekke at den ikke var fuldstændig maltrakteret. Men smilet var tilbage igen, hurtigt som lynet. "Lige nu? Give en åbenbart uønsket kompliment til en slåskraftig kvinde" nej, han lærte det aldrig. At holde sin kæft på de rigtige tidspunkter faldte ham aldrig rigtig ind, og desuden, selvom hun slog fandens hårdt, var det også morsomt.

"Dejligt at mærke at du er tilbage - såååh.. Kunne du ikke lige fjerne de her noget ubehagelige metal håndledstorturings apperater og så lader vi den gå i glemmebogen" man kunne ikke bebrejde ham for at prøve, men den noget hidsige attityde han blev mødt med, havde nok afholdt de fleste fra at slynge lige netop den udtalelse ud.

Hun måtte ryste hånden lidt, og kunne mærke hvordan en af knoerne allerede begyndte at hæve op. Hvad var den mands kæbe lavet af, mursten?! Måske hun for fremtiden skulle huske, kun at slå ham når hun var iført sine handsker, men det ville nok efterlade andet, end blot en ubehagelig summen, fra hvor hendes knytnæve havde ladet. Men at han blev ved, øjnene blev smalle og munden stram, han have virkelig ikke ændret sig havde han?

Men lige som hendes øjne havde taget en facon, ændrede de sig hurtigt til store. Havde han virkelig tænkt sig, at han bare kunne spille, vi kender hinanden kortet, også slippe ud af hvad han havde gjort! Han havde slået hendes rekrutter sammen, og som de ikke var få nok i forvejen, nu skulle hun også tage hensyn til at nogen af dem lå på sygesengen!? Dette var lige ved at give ham endnu et velplaceret, knytnæveslag, præcis samme sted. Men hun ende med at række ud efter metalkæden der gik imellem håndjernet. I en metode i at hive dem samme, så de var lidt ekstra ubehagelige. ”Hah! Jeg tror en nat i arresten ville gøre godt – Så kunne du bruge tiden på at tænke over at hvad det her kommer til at gøre ved din mor!” hun burde virkelig ikke fortsætte, men han havde gjort hende så rasende ”Bare da hun forlod, knuste hendes hjerte!” et kort hun virkelig ikke skulle have brugt, ikke nok med at hun indrømmede hun havde været forbi og tjekket op på hans mor, så trådte hun ham også over tærende hun udmærket godt vidste stadig kunne være et ganske ømt emne. Nærmere beskrevet, en af dem som nok ville skaffe en, en omgang tæsk hvis man ikke passede på.

Det var da ikke ligefrem fordi forslaget blev mødt særlig venligt af hende, måtte han da nok sige. Hun skulle virkelig holde op med at se så sammenbidt ud, det klædte hende ikke. En brummen forlod ham som hun trak i kæden til håndjernene, således at betallet for alvor begyndte at gnave sig ind i sin hud. Aha, torturmetoder, på åben gade! Eller halvåbengade.

Men stemningen ændrede sig markant derefter. Hans mørke øjne blev smalle og smilet forduftede fuldstændig fra det arrede ansigt. Havde hun lige?
Næste sætning fik hans krop til at reagere instinktivt med det eneste han kendte så godt som sin egen baglomme. Vold.
Han skubbede sig hårdt og brutalt op imod hende, pressende hende ind mod en væg. Hænderne havde ikke megen mulighed for at flytte sig det store så længe hun havde fat i kæden, men de blev brugt til at presse mod hendes mellemgulv, holdende hende fast til stedet, mens han stirrede hende koldt ned i øjnene. "Brug min mor som våben, og du fortryder det" Hvad der før havde været en ganske varm stemme med det fine grunlag af morskab, var blevet direkte isende og alvorlig. Eneste grund til at han ikke slog hende, eller på anden vis udgjorde skade med andet end hvad presset fra hans egen krop muligvis påførte hende, var grundet fortiden. Nok var han en kold skid, men deres barndom var trods alt af de gode scenarier i hukommelse. "Næste gang.. Er du ikke så heldig" Det var en tydelig trussel og han fortsatte med at kigge direkte ned i hendes øjne til han var sikker på at hun fattede det.

Det burde slet ikke komme som nogen overraskelse, og det gjorde det som sådan hellere ikke. Måske var det også hendes modvilje i at stoppe ham, som gjorde han fik lov til at presse hende op af væggen. Eller nærmere tvinge hende voldsomt op af den, i et tamt forsøg på at komme fri fra hænderne imod hendes mellem gulv, som hun måtte indrømme udleverede en hvis form for smerte. Ende hun med at lave et smæld med hoved, og hun kunne mærke at noget ikke helt var som det skulle være, da øjnene begyndte at flimre. Kæft han havde fået kræfter side de sidst, havde slås mod hinanden, hvad havde det også været, femten? Var det virkelig så lang tid siden, de havde set hinanden.

Spyt havde formet sig i hendes mund, og selvom hun sådan havde lyst til at levere den lige i hans ansigt, var det måske også får meget af det gode, så den landede i stedet med et lille splat i det varme sand under deres fødder. ”Og hvad vil du gøre? Overfalde byvagternes våbenmester? Og du tror du slap for at slå et par af vores mænd – hvad tror du ikke de ville gøre, hvis de fandt ud af hvad du har gjort allerede nu” hendes øjne stirrede direkte tilbage ind i hans øjne, og selvom han var tydelig i at hun ikke skulle fortsætte, så kunne hun ikke stoppe. Måske havde hun taget ind for at blive en den af hæren, men han, han! Havde pakket sine ting og forsvundet fuldstændig, og nu var han tilbage og lod som om alt var ved det gamle!? ”Men selvfølgelig! NU hvor det til gode ser dig, så kan vi selvfølgelig bruge min stilling, men hvor var du når vi ANDRE HAVDE BRUG FOR DIG!” alt den vrede, alt den sorg hun havde følt da hun var blevet ladt alene, blev sendt imod ham som et flyvende projektil i meget høj fart. Hvilket resulterede i at hun brugte sin pande, til at forsøge at nikke ham en solid skalle. 

"For det første, grevinde. Så angreb de mig for at banke en som selv havde bedt om en kamp" Startede han spydigt ud og holdte hende stadig fast, givende sin forklaring på de der par mænd jo bare kunne havde ladet hver med at blande sig. Ja, Logan slog fanme fra sig når der kom to mænd bagfra og hev fat i hans arme. Det kunne enhver da regne ud! At de lige havde været byvagter var en mindre heldig del af sagen, men det ændrede ikke faktum. Og dertil have han ikke planer om at overfalde hende den noget hidsige våbenmester, mere end han allerede havde.
Hans tag slappede en smule mere af, næsten slippende hende igen da næste vredesudbrud blev sendt imod ham og fik ham til at fnyse i direkte mistillid til hendes ord og faktisk endda grine håbløst af hende. Ja, selvfølgelig lige indtil at hun sendte panden afsted som en eller anden superbryder ind i hans hage. "Så stop dog med det der!" Knurrede han arrigt og flyttede hovedet tilbage mens han ømmede sig.
"Og styr dit forsøg på at give skyldfølelse. Ingen havde brug for mig. End ikke dig, frøken fik en plads i hæren der optog alt hendes tid, og pludselig var børnene på gaden blevet voksne og havde fået deres eget liv. Så spar dig. Du er den der mindst af alle har haft brug for mig." Han slap hende og bakkede væk, alt imens han tog sig til sig egen hage, ignorerende smagen af blod der gjorde sin ankomst i munden.

Hun havde ramt forkert, det vidste hun, så snart den flydende klistrede væske begyndte at glide fra hendes øjenbryn og ned af siden af hoved. Typisk, øjnene flimrede stadig, hvor hårdt havde hun lige ramt muren bag hende? Men det var som om det alt sammen var mere dulmede, da hun kom i tanke om hvordan han havde grint af hende, hånligt, mistroisk. Og de ord som blev kastet imod hende, gjorde ondt at det trak sammen i brystkassen, der efterfulgte en pludselig sensation af følelser hun ikke havde oplevet meget længe. Næse der vibrerede og begyndte at stikke ubehageligt, øjenkrogen der begyndte at svig, og inden længe ville tåre tage den plads. Noget af blodet fra øjenbrynet havde noget hendes mund, og da han gav slip hende spildte hun ingen sekunder på at spytte det ud.

’’Jeg havde brug… for dig” hendes stemme rystede, og hun følte sig pludselig femogtyve igen. Men det skulle han ikke se, så nu stod hun her ved krydsvejen og vidste ikke hvad valg hun skulle tage. Men lige meget, hvor meget hun ville lade ham gå nu, kunne hun ikke. Hvis hun kom tilbage sådan her, og påstod han var flygtet fra hende, ville det bare give mere bøvl for ham end han allerede havde. Derfor greb hun igen fat i hans arm, og begyndte at trække ham afsted, mens alle kræfter gik på at få de forbandede tåre til at blive væk.

At hun selv var begyndt at bløde var vitterligt den ringeste trøst nogensinde. Han følte ikke nogen velbehag ved det, men det havde trods alt været hende selv der havde sendt panden afsted i højfart for at tildele smerte til hans ansigt. Igen, hvad var det med folk og hans ansigt?!
Han spyttede samlingen af blod ud på sandet, tydeligt misfornøjet af smagen af den metaliske væske, men det kunne havde været værre. Hans var trods alt ikke lige så synligt som hendes der løb ned af siden af hovedet i et rødt spor.

Den rystende stemme kom en smule bag på ham. Han huskede hende som stålfast og næsten direkte umulig at få til at blive ked af det, eller andet i det følelsesregister. Vred, ja, det var ikke et problem. At være såret, som han let følte den rystende stemme fortalte ham, var et sprit ny gade. "Hold nu op, Anann.. Tag dig sammen." Hans ord var ikke længere hårde og kolde, men mere rolige omend han stadig havde svært ved at forestille sig scenariet af hende der var blevet påvirket af at han var rejst. "Hvad i hele den her verden, har jeg gjort der betød du havde brug for mig?" Intet, nemlig. Han lod sig trække afsted hen af gaden igen, omend ikke særlig villig til at ville bruge natten bag træmmer. Så igen, der kunne havde været værre scenarier. En nat i brummen var da til at føle på.

Hun rystede det af sig, da han tydeligvis havde lagt mærke til hendes ændring af opførsel. Ikke at hun skulle give ham mere, han kunne prikke hende med, for så ville det nok ende i en slåskamp en gang til. Desuden var en dyndren i hoved begyndt at blive værre, måske havde hun ikke fået nok at drikke? Det føltes også ekstra varmt i dag, og den lille stridighed mellem de to, havde bestemt ikke hjulpet på situationen.
Det andet han spurgte ind til, valgte hun også at ignorere. Han troede alligevel ikke på hende, så hvorfor skulle hun begynde at forklare ham, hvilke fejltrin hun havde gjort, og hvor meget hun havde haft brug for, en eller andet. Han havde altid været der som børn, de gange hvor hun havde lagt sig ud med nogen, der var lidt for større og havde banket hende grundigt sammen. Eller første gang hun havde fået at vide, at hendes forældre havde regnet med at hun skulle gifte sig med købmandens søn, og han bare havde grint og det hele havde føltes så meget bedre. Havde hun virkelig selv været grund til, at han var rejst, var det at hun var forsvundet gjort at han ikke troede hun behøvede ham mere?

Da de endelig kom hen til arresten, fik hun åbnet trædøren, kun til sin irritation og overraskelse finde ud af at arrestmesteren ikke var på sin post. Hvor fanden var han så!? – et lille pergamentpapir fangede dog hendes øje, hvor på der stod ’er tilbage om en halv time, frokost’. Nej, det mente han simpelthen ikke! Vreden fik blodtrykket til at stige, hvilket fik den ellers så stålfaste kvinde til at vakle på benene, og slap Logan for at gribe fat i bordet for ikke at falde med hoved først i fliserne. 

Han tog hendes stilhed som enighed i hvad han sagde. Nemlig at hun ikke kunne finde en grund til hvorfor hun skulle have haft brug for ham. Måske da de var børn, når hun havde gabt over lidt mere end hun kunne håndtere eller når hendes forældre fik skøre påfund der ikke passede til deres spralske datter. Men det var alt sammen fortid nu. Hun var ikke længere nogen tøs som ikke kunne udregne hvornår det var bedst at gå i kamp, ej heller være i stand til fuldt ud at svare sine forældre igen på deres ønsker. Hun var vokset op, havde klaret sig med de medier hun havde fået udleveret og var også blevet til noget.
Det helt sammen kunne man ikke sige om Logan. Jo, havde havde etableret sig et ry blandt de andre tyve og pirater, og han havde da også planer om at etablere et sted hvor udskud som han selv kunne have deres tilkæmpede rigdomme. Et sted hvor magtindehaverne ikke overfaldte dem når bare de nyste.

Arresten. Det var efterhånden ved at være mange mange år siden han sidst havde set dette ildelugtende sted, og når alt kom til alt. Så havde han så absolut ikke savnet den indelukkede lugt af gammelt hø og sure lædersko.
Logan mærkede at greet blev løsnet om lænken og Anann skiftede stilling til at stå op af bordet, en anelse vakkelvåren. "Anann?" dette var muligheden for ham at flygte ud af døren, nu hun virkede til ikke at kunne følge efter, men forbandet nok var han mere bekymret for om hun klarede sig en han ønskede ikke at tilbringe en nat dette sted. "Er du okay?"

”Ja” fik hun hæst frem, og gik om bag bordet, hun kunne tydeligvis ikke vente så lang tid på, at han ville komme tilbage fra frokost. Hvem holde også frokost så lang tid, og hvor fik han mad henne?
Hun så bogen stå åben, den her måde kunne hun ordne det selv, også kunne hun komme videre med dagligdagen. En tanke slog hendes så også, da hun kiggede op på ham, hans mor ville virkelig blive knust hvis hendes dreng igen sad i arresten. Og et eller andet flød over hende, og i stedet for at skrive indsendt, skrev hun i stedet løsladt. Det hente at folk glemte at få folk skrevet ind, eller at der bare ikke var plads til folk, fordi at der lige i øjeblikket var så mange der prøvede at stjæle mad og drikkevare, at der alligevel ikke var plads til dem i arresten. Så folk slap med en bøde, i stedet for en tur i hullet.

Hun vaklede, til hendes store irritation, tilbage imod ham, fandt sin nøgle frem og løste op for håndjernet. Vejrtrækningen var blevet en smule rusten, og den dunkende fornemmelse blev værre, men hun fik alligevel tvunget sig selv til at kigge ham ind i øjnene. ”Lad det her være en advarsel, lad mig ikke se dig her igen.”  

Det lød ikke helt overbevisende, men hun var simpelthen for stædig til at lytte til fornuft alligevel - den del kunne han tydeligt huske. Han tog derfor en dyb indånding, omend det var en dårlig ide taget lugten i betragtning, og afventede at hun skulle blive færdig. Og det var der, det mærkelige skete. I stedet for at blive sat ind i en celle, låste hun op for håndjernene og fjernede dem. Logan kiggede skeptisk på hende, mens han ømmede sine håndled lidt. Hvad fanden havde hun gang i - efter det noget voldsomme sammenstød havde han ikke ligefrem regnet med at blive sluppet fri. "Her, eller generelt?" Der var en svag tilbagevending af det humoristiske i hans stemme, selvom han lige nu holdte det på et minimum.

"Anann, du er dehydreret" Det var sparsomt med vand. Virkelig begrænset hvor meget man kunne få fat i, men han valgte alligevel at løsne vandskinnet der sad i bæltet og række det frem til hende. "Sæt dig og drik. Derefter vil mad nok være en god ide"

”Er du også blevet døv, siden jeg så dig sidst, eller er det bare dit øje som der er forsvundet?” kom der en smule kækt tilbage, lidt mere som hvad hun havde været den gang, hun var en yngre kvinde ”Jeg synes jeg udtrykkeligt sagde, her.” fortsatte hun og lagde armene over kors. Men han skulle selvfølgelig ødelægge det, ved pludselig at vise omsorg, virkelig? Hun trådte et skridt væk fra ham ”Jeg bryder mig ikke om at du synes du skal tage dig af mig nu” hun var meget opmærksom på at undgå ordet, jeg har ikke brug for din hjælp. Selvom han nok ville tage det sådan alligevel, men hun kunne ikke få sig selv til, at falde ind i gamle rammer så hurtigt. Det han hun lod ham gå, skulle ikke tages som en venlighed, men som i at hun ikke kunne overskue at stå til regnskab for hvad der var sket i dag.
Men så nemt skulle det selvfølgelig ikke gå, da døren pludselig begyndte at rasle, og arrestmesteren trådte ind af døren. Ganske vist meget overrasket over at se der var andre, så den halve time var selvfølgelig sket for flere minutter siden. Typisk! Så kunne hun jo sagtens have ventet. ”Er der noget jeg kan gøre for jer?” spurgte manden, stadig ganske forvirret over udsynet af en forslået våbenmester og en herre han aldrig havde set før.
”Ikke længere, en af mine gamle venner synes han skulle overraske mig ved at troppe her op, jeg har ladet ham gå med en advarsel” sagde hun med et hævet øjenbryn, og et svagt smil. Manden nikkede bare, og placerede sig bag bordet. Tydeligvis uinteresseret i resten af historien, hvis de ikke skulle bruge ham, så var der ingen grund til hygge samtaler.

Som var det blevet en vane, greb hun igen Logan om armen og trak ham ud af døren. Varmen ramte som en søjle i ansigtet, og hun skar i grimasse. ”Jeg synes du skal gå nu…” kom der igen, med en stemme hun ikke selv helt kunne placere, hvor efter hun lod de mørke brune øjne lægge sig på ham. "Og hvis du bliver taget ind af byvagterne igen, vil jeg ikke hjælpe dig en anden gang."

En brummende latter forlod ham. Her kunne have mange betydninger. Det kunne være arresten, det kunne være hovedstaden generelt. Men nu var det da slået på plads at det tydeligt var ment arresten.
Logan tog en dyb indånding og himlede med øjnene. "Nej, det gør du sikkert ikke." Han satte vandskinnet tilbage og lagde armene over kors. "Har du nogen til at tage sig af dig?" generelt. Det kunne være hvad som helst, familie, mand, børn, venner. Hvad end man nu satte i kategori som dem der passede på en.

Døren som gik op fik dog hans tanker fragtet andetsteds hen. Nu var det nok på tide at liste af inden der kom flere problemer. Som at arrestmesteren skulle kigge i bogen og undre sig over at en mand var blevet udskrevet i den kort tid han havde været væk. Han sagde intet, lod de to kollegaer tage snakken med hinanden, inden han blev fragtet med ud af døren.

Et skævt selvsikkert smil prydede hans læber mens han stadig holdte armene over kors og så på hende. "Som du ønsker" svarede han først, næsten forføjende for hendes ønske, inden han vendte sig om for at gå væk fra området i et roligt tempo. Han nåede også et styk væk inden han, stadig let i bevægelse vendte sig mod hende igen. "Forresten. Det er lang tid siden hun har set dig.. Hun bliver jo bekymret" Det var tydeligt at han snakkede om sin mor, og det var en hentydning. Dog også et frit valg hun selv skulle tage sig. Logan vendte sig igen og gik videre i den skoldhede solbelysning. Det var der han befandt sig i øjeblikket, skulle hun få lyst til at snakke, eller tilfældigvis bruge ham som boksebold igen. Bare hun for guds skyld ville holde op med at gå efter ansigtet.

Hun betragtede ham gå, som det gik op for hende at hun igen havde valgt at ignorere en af hans spørgsmål. Mest fordi at hun ikke synes det ragede ham, at hun var en ældre kvinde som hverken havde en mand, havde børn eller rigtig havde kontakt til noget af hendes familie. Ganske tragisk når man tænkte på det, men mænd som der kunne tage hende som den hun var, hang virkelig ikke på træerne.

Anann skulle lige til at gå, da hun hørte hans stemme. Hun valgte ikke at kigge over skulderen, men hørte ham dog stadig klart og tydeligt, måske hun skulle se hans mor, og et lille smil trak den ene mundvige op. Eller hvad det nu skulle betyde, når det nok mere var ham som gerne ville se hende, hen hans mor. Eller det var en dejligere tanke, kort at holde fast i. Før hun pakkede den pænt ind, og kæmpede sig tilbage til byvagternes hovedbygning.

”Anann, hvad fanden har du lavet?” efter det lidt pudsige møde med sin barndomsven, havde hun måtte krybe til korset for at se en af healerne i healingshuset. Det var simpelthen for pinligt, rende under øjnene som havde en let blålig og anelse lilla farve, gjorde det tydeligt at der var hent hende noget. Det havde vist sig, at slaget hun havde taget til hoved, havde været lidt voldsommere end hun lige havde regnet med. ”Stil ikke spørgsmål, du ikke vil have svar på” brummede hun blot.
En time efter, stod hun så der. Syv sting i hoved, blå mærker under øjnene og en værdighed som der bestemt var krakeleret lidt. Og alligevel var det der hen, hendes ben tog hende, hans mors hus. Nogle mennesker nikkede anerkendende, som hun gik forbi, andre ville slet ikke kigge hende. Det var efterhånden ganske normalt for hende, selvom hun godt kunne mærke i dag, bare var hårde en alle andre dage.

Hun bankede stille på døren, og tillod sig selv at vente ude foran, selvom hun under normale omstændigheder, bare ville være gået ind.

Logan bevægede sig direkte hjem til det velkendte lille hus, der egentlig godt kunne trænge til en ordentlig hånd og pleje. Det måtte altså lige vente, specielt fordi han havde planer om at uddeligere det arbejde til sine to yngre brødre fremfor selv at gøre det. han var ikke ligefrem tømrer og maler materiale.
"Hvor har du været henne? Jeg troede bare du skulle ned og snakke med nogen - din hage er hævet!" Ja, han slap ikke for at give en forklaring af sig, omend det ikke var hele sandheden han fortalte om. Det kunne vente til senere, forhåbentlig blev det aldrig aktuelt og fortælle hende at det var fordi han var blevet arresteret - for en kort stund.

Logan sad tilbagelænet i en ganske komfortabel men gammel lænestol da der blev banket på døren. Den lille dame med det lange grå hår sat op i en knold vandrede igennem huset med et muntert smil mens hun fremsagde mumlen om hvem det dog kunne være. Logan kunne tydeligt høre begejstringen helt inde i den lille hyggelige stue som hun åbnede døren og tog personen på den anden side med ind. "Oh min ven! Lige i tid til aftensmad - Hvad er der dog sket med dig?!. Kom ind, kom ind, kom ind" Logan løftede let et øjenbryn. Sket? Oh det var nok mærket i panden efter deres møde tidligere. han lod blikket vende tilbage til det slidte kort han var i gang med at studere "Oh har du hørt? Logan er rejst tilbage hertil igen!" Logan løftede kort blikket, mens det lød til at de var på vej til rummet, men satte det tilbage til kortet igen koncentreret lidt endnu.