Der var gået, omtrent en måned siden han sidst havde set hende. Han havde brugt, måske en tredjedel af tiden på at tænke på hende. En fjerdedel af tiden på at finde ud af hvem hun var, Sarafina Turtegiel, Bluefeather som han selv havde haft viden omkring. Men det var mest fordi, at det var hans job at vide lidt omkring alle. Nogle ting hang bare ved, selvom han ikke altid kunne huske hvorfra.
Og nu var han er så igen, han havde været væk det sidste stykke af måneden. Igen havde der været mennesker som generalen havde ønsket døde, beskeder der skulle afleveres. Også selvfølgelig hans egne små, jobs som han stadig tog nu og da.
Men det forekom ham derfor ikke mærkeligt, at det første sted han bevægede sig hen. Efter at havde smidt sine ejendele i det kammer, som endelig var blevet ham tildelt. Var træningspladsen, måske hun var der igen. Desuden havde de vel stadig en halv aftale om at fortsætte hvor de slap sidst. Hvor, det så egentlig var henne.

Cryan stoppede op, og lod frustreret hånden glide igennem hans hår. Det var ikke meningen han skulle opføre sig som en eller anden, dum bondeknægt der havde forelsket sig i landsbyens smukkeste kvinde. Han var gjorde sig ikke i romantik, han gjorde sig ikke i at have følelser. Af nogen slags! Og her var han så alligevel, han måtte i sidste ende overbevise sig om. At det at se hende, det at give afkald, nok var den eneste måde at få fred på. Fred fra disse tanker, som der hjemsøgte ham når han var alene.    

Strengen gav sig ganske let som de trænede fingre trak den tilbage med en pil hvilende trygt og sikkert op af skaftet. Fingrene var elegante, lange og dækket af det nødvendige udstyr for en bueskytter. De lå blidt hen over pilen og dens fjer, mens buen blev holdt strak og stødt, sigtende. Sigtende mod skiven der stod omkring hundrede meter fra skytten.
Sarafina tog en beroligende indhånding og lod fingeren der holdte ved pilen hvile kort på sin underlæbe, inden hun følte sig sikker nok i sigtet og sendte pilen susende igennem luften i høj fart. Den var henne ved sit mål efter ganske ganske få sekunder og borede sig ind i pladen, kun få milimeter fra pletskud. Elveren rynkede sin næse utilfreds og trak en ny pil op og krokken og lagde den for strengen.

Hun holdte koncentrationen til hun hørte en stemme bag sig, efterfulgt af andres mumlende i morskab. "Sigter godt men rammer helt af helvedet til" De kølige ståløjne slap ikke synet på målet, men blev iskolde samme sekund. "Godmorgen Al" stemmen var endnu mere isende en øjnene, og pilen skød afsted endnu engang, denne gang endnu tættere på målet - selvom Elveren endnu ikke var tilfreds.
"Vi høre du snart står til forfremmelse - sikke en skam at de begynder at tage gadekryds ind" Sarafina vendte endelig blikket væk fra målskiven lod en hånd hvile på hoften og så på manden, der var et godt stykke højere end hende og nok endnu bredere. "En der føler sig trådt over tæerne?"

Som altid var det mørkt her nede, så det eneste lys der var, var de mange lyskilder af magisk ild. Så da han trådte ind i træningsområdet, måtte han kort justerer hans øjne, får han lagde mærke til hende. Men hun var ikke den eneste til stede, hvilket fik ham til at rynke med brynene. Hvis hun allerede havde selskab, skulle han bestemt ikke bryde ind. Men noget i ham, fik ham alligevel til at blive. Dog godt nok der hvor han følte sig mest hjemme, og det var lige meget hvor han befandt sig henne. Det var her skyggerne som der var tale om, hvis han nogen sinde skulle kalde noget hjem, så ville det være dem.
Med lette, lydløse skridt bevægede han sig i en cirkulær bevægelse rundt omkring de to mennesker. Hvor han brugte ekstra tid, til at planlægge hvor han skulle gå hen, for at sikre sig at ingen af de to skulle lægge mærke til ham. Det var også derfor han kun trådte så tæt på, at han var i nogen lunde inde for rækkevidde til at han kunne høre noget.

Desuden, lignede det ikke just en situation hvor han skulle bryde ind. Så måske hvis han bare ventede på at den tredje part var gået, også kunne han snakke med hende. Måske kunne han også bruge tiden på at bestemme sig for, om han i det hele taget havde lyst til at snakke med hende eller ej. 

Al brød ud i en hånlig latter, der var høj, alt alt for høj, til at den ikke fremstod påtvunget. Sarafina skar let ansigt af ham inden hun himlede med øjnene. "Trådt over tæerne? af dig." Han lød så munter over hendes udtalelse, at Sarafina ikke kunne lade hver med at prikke til ham endnu engang. Det lød alt sammen falsk i hendes øre. "Noget må jeg havde gjort, siden du føler det nødvendigt at kommer herud - Hvad er det skævben?" manden forsøgte stadig at lyde som om han morede sig over hendes tåbeligheder, men der var et snært af irritation og vrede at spore i hans stemme. "Jeg finder det blot latterligt at en spidsøre som dig, overhovedet overvejes til at blive ridder" Igen, tyk hånlig stemme der strømmede afsted. "Oh i modsætning til at kigge på dig? En stor, muskuløs, kriger!" Hendes ord lød næsten rosende. Næsten. Men alt det faldte væk da hun tilføjede næste sætning "Med en hjerne.. som en fugl"

Spydigheder fortsatte frem og tilbage et godt stykke tid, indtil Sarafina mistede interesse og begyndte at ignorere ham. Nogen ville kalde det en fejltagelse, det var i hvert fald hvad der fik bæret til at flyde over og den store mand fløj frådende imod hende mens han råbte "Det burde være mig!!" Sarafina slap taget i buen og i samme bevægelse fik kniven op af skeden og skar ham over kindens om hun sprang væk, lige i tide til at kunne undgå ham - også kun fordi hun holdte et vågent øje med ham. "Siger du nu det.. Så bevis det" Hendes stemme var neutral, næsten ligeglad. Hun havde ingen interesse i denne kamp - den var ligegyldig. Ikke ligesom kampen hun havde haft for det som føltes som evigheder siden. Hvor hun trods irritationen og arrigskaben havde moret sig.
Al sprang frem igen, hamrende imod hende. Der var ingen tvivl om at han var stærk, og hans økse blev også styret derefter. Hamrende afsted mod hende, som hun nogle gange var få sekunder fra at blive ramt af.

Mundhuggeri? Hvem der var bedre end hvem, virkelig? Det var lige før, at han var gået der på stedet, men igen var der noget som trak i ham. Noget som sagde han skulle blive, men under ingen omstændigheder havde han tænkt sig at bryde ind imellem de to.
Måske ville mange, havde handlet anderledes, end blot at lægge armene over kors. Og dertil valgte at læne ryggen op af væggen, som han havde fundet hen til. Han vidste, at det var typisk pligt at involverer sig i kampe, der så ud til at ende dårligt. Men han kunne virkelig ikke være mere ligeglad, hvis Sarafina ikke kunne klare det, så var hun hellere ikke egnet til mørkets hær. Ligeså gik til manden som havde kastet sig i flæsket på hende, så der til var der kun en konklusion. Hvis han ville snakke med hende, måtte han vente til at denne idiotiske eskapade var overstået.

Det manglede flair, og det var også tydeligt at denne robuste mand havde andre ting han trak på. Han var meget åben, og det var den rå styrke som han havde. Udholdenhed måske også, men hvis han selv skulle bedømme det, ville han være meget overrasket skulle hun tabe kampen imod ham. Men igen, han måtte jo vente og se, hvem det var som der stod tilbage til sidst. 

Styrke og udholdenhed kunne være ens stærk fordel for en kriger at besidde, men det var ikke altid det eneste man behøvede. Teknikkerne var vigtige. En som var fysisk svagere end en anden kunne stadig vinde ved sin teknik og snilde. Sarafina var tydeligt svagere rent fysisk end Al foran hende. Men hun var hurtigere, mere smidig og hendes teknik fejlede intet - omend hun ikke følte sig særlig interesseret i kampen. Faktisk skulle den mere bare overståes.

Snitsår blev lagt ind ved de forskellige åbninger, men end ikke Sarafina var perfekt i kamp. Nok var det noget hun hårdnakket ville påstå, men det var ikke sandt. Øksens langside ramte hendes hårdt i sidden, som han trak tilbage i en anden finte, og hun knækkede sammen i et halvhøjt udbrud som hendes ben gled væk fra jorden og hun faldte. Den store mand, der forsøgte at efterligne en bjergtrold, grinede og hamrede øksen afsted på ny mod hendes hoved.
Lidt besværet, men stadig hurtigt, flyttede hun sig til siden, øksen hamrede i jorden, hun lagde armen om skaftet og sparkede ham direkte i ansigtet. Han brøllede irriteret og løftede øksen op af jorden, hvor Sarafina fulgte med. Med en tilfredshed hakkede hun kniven direkte ned i hans kraveben og trak den med sin vægt hen over skuldere og lidt ned af ryggen til skulderbladet, inden hendes position lå til at trække kniven ud. Han brøllede af smerte denne gang og slap sin økse for at rette sig mod blødningen.
Halt, men uden at ville vise det, trådte Sarafina frem foran ham og stirrede koldt på ham. "Er du færdig ?" Blodet fossede ud, men Sarafina fortrak ikke en mine. Nok var hun selv blevet slået hårdt og ret voldsomt på benet, men det var vand i forhold til hvad den anden kriger svømmede rundt i. Han holdte hendes blik længe, så længe at hun løftede kniven igen, og han til sidst nikkede og bøjede hovedet i skam.

Sarafina stod rank tilbage som den anden krigere luskede væk, efterladende et tygt blodspor efter sig. Hvis han var heldig nåede han ikke at forbløde inden han nåede en healer. Hvis hun var heldig, nåede han ikke ret længere end blot ud af træningspladsen. Så snart han var ude af syne lod Sarafina den ranke ryg falde, til fordel for en grimasse der afslørede at slaget havde gjort lidt mere ondt end normal træning gjorde.

Det var tydeligt for ham, at dette ikke bare var en træningskamp. Dette var hurtigt noget, som kunne blive til en kamp mellem liv eller død. Men end ikke det, fik ham til at rykke sig ud af flækken. Han trak vejret ganske ensartede, og virkede slet ikke til at finde kampen interessant. Hvis det ikke var for, at hans øjne observeret hver enkelt slag, hver enkelt skridt, den mindste bevægelse.
Hendes træk, med at hive fat i øksen og bruge hans egen styrke imod ham. Ganske imponerende, og det fremskaffede sig også et mikroskopisk smil, på de ellers så blege og intet sigende læber.

Men det var først, da den anden mand havde forladt træningsstedet og var ude af syne. At han endelig skubbede sig selv væk fra væggen, og trådte ud af skyggerne. Med rolige skridt, bevægede han sig hen til hende. ,,Ganske flot klaret’’ sagde han sagte, da han mente han måtte være inde for hendes synsvinkel. I dag var det ikke hans mening, at ville forskrække hende, og gjorde sig derfor også umage med at undgå det. Noget han normalt ikke to særlig meget hensyn, normalt tog Cryan generelt bare ikke andre folks føleser ind i hans tankegang.

Så snart Sarafina så at Cryan kom i hendes retning rettede hun sig op, stålfast og uden megen indikation at hun havde ondt. På nær den hånd som på hendes lår som om hun næsten forsøgte at presse smerten væk. Hun regnede selv med at det kun var et stort blåt, måske sort, mærke hun ville erhverve sig, men knæet havde givet et vrid. Et vrid der måske kunne føre til at noget havde sat sig fast eller ud af led. Knæskallen garenteret.
"Tak" regnede hun med. Hun var ikke særlig sikker. En god portion af adrenalinen sad stadig i kroppen, hvilket nok var grunden til at hun kunne hvile lige meget på begge dele og ligne en som bare havde lavet et par træningsrutiner for sig selv.
Sarafina kiggede lidt på ham, måske endda en smule skeptisk. Hun havde ikke set ham siden den dag. Derefter var han forduftet, nok grundet en mission. Ikke ret langt tid efter var hun også selv blevet sendt afsted sammen med det grønhudede vidunder. "hvor længe har du været her?" specifikt til træningspladsen og ikke hvornår han kom tilbage fra hvad end han havde været på.
Det eneste hun rigtig kunne opsnappe om ham var at han var noget af en luskebuks der kunne liste sig igennem verdenen uden at nogen opdagede ham. Ganske rar egenskab dog.

Han var næsten, men kun næsten, imponeret over hvordan hun kunne stå ret. Hendes knæ, for slet ikke at snakke om krop måtte værke steder, han ikke en gang var sikker på han ville vide hvor var.
Men han startede ud med ikke at sige noget, bare nikke for at understrege at han havde ment det. Hun havde virkelig kæmpet godt, men hvis hun ikke snart fik gjort noget ved hendes knæ, ville det nok ende ud i noget væmmeligt. Det kunne da også værre, at han tog fejl af situationen og hun slet ikke havde det så slemt. Eller også ville hun bare ikke have hans hjælp, men så igen havde han hellere ikke tilbudt den.
Et lille smil bredte sig hen over læberne, da hun spurgte hvor længe han havde været der. Der var et flabet svar, som han var meget tæt på at give hende tilbage. Men et indtryk af hende, gjorde at det ville hun bestemt ikke sætte pris på, og slet ikke nu.

,,Længe nok, til at vide at du ikke burde stå op. Og du virkelig burde få den knæskal sat’’ da han stadig havde armene over kors, lod han i stedet hoved nikke ned imod hendes ben. Man skulle ikke være et geni, for at vide at sådan et slag efterlod skader, især skader som man burde kigge på. Jo hurtigere efter slaget, desto bedre. 

Sarafina fnøs, ønskende ikke at vise at hun havde ondt. Det gjorde krigere ikke. Specielt ikke overfor en hun vidste kunne dræbe hende så nemt som ingenting, når han vidste hun bar en stærk skade. "Jeg har ingen problemer med at stå" Afvisende. Mere afvisende end normalt for at ligge det beskyttende bånd om sig selv.
Et bånd der ikke holdte særlig godt som hun vnedte sig og trådte fuld vægt ned på sit ben for at gå fra træningsområdet.
Et skridt der fik hendes ben til at kollapse og hun fandte til jorden på sit andet ben, med et støn af smerte og et forvreddent udtryk i ansigtet.

Derefter stirrede hun ned i jorden, uvillig til at løfte sit blik for et jævnt stykke tid. Det var et nederlag at udvise den svaghed der var kommet. Men da hun løftede blikket så hun direkte op på ham med stålfaste øjne. Hun kunne ikke få sig selv til at spørge om hjælp selvom hun behøvede. Stoltheden stod i vejen.

,,Det kan jeg se’’ kom der en tilbage, med et lille snert af hånlighed. Egentlig ikke fordi han ville det, men fordi det lå ham så nærkommen at lyde således.
Hendes ord blev ikke understøttet af, da hun valgte og gå et skridt, for så at kollapse næsten lige med det samme. Hvis Cryan besad sådanne følelser, ville han nok himle med øjnene i dette øjeblik. Men han stod bare og betragtede hende med et lille hævet øjenbryn. Hun havde virkelig tænkt sig at lade denne facade køre? Han sukkede, hvorpå hans mund viste han tydeligvis ikke var tilfreds. Selvfølgelig var hun stolt, men der var ingen grund til at lide mere end højst nødvendig. Men der til, var han også sikker på, hun aldrig ville bede om hans hjælp. Om det så betød, hun skulle blive liggende her, ind til hun selv kunne slæbe sig tilbage til hendes kammer.

,,Ved alle guders navn’’ udbrød han endelig irriteret, og selvom han måske ikke var den stærkeste der fandtes, fik han alligevel taget et fat omkring hende, så hun til sidst lå i hans arme. ,,Nogen indvendinger?’’ men før hun fik lov til at svare, begyndte han at gå hen imod udgangen af trænings arealet.  

Sarafina tog en dyb indånding, afholdende sig selv fra at hvæse af ham men i stedet havde fokus på at komme væk. Og da det ikke rigtig fungerede, måtte hun benytte sig af at slå kold vand i blodet. Det kunne umuligt havde nået at hæve så meget.
Ikke at elveren nåede at kigge sit ben an, før Cryans irriteret stemme skar igennem, frembringende et lidt overrasket udtryk, der absolut ikke blev mindre af at han tog fat om hende, for at løfte hende op.

Rent ud sagt gik hun lidt i chok, specielt som hendes reaktion var at ligge armen over hans skulder af ren refleks. Hun stirrede på ham, følte sig pludselig meget mere skrøbelig og underdanig end hun var over den noget uvandte behandling. Som svar rystede hun blot på hovedet og fortsatte med at kigge på ham som om han lige udrettet et mirakel af en art. At hun ikke gjorde indvendinger var nok det som overraskede hende mest over sig selv.

Det tænkte han nok, men da hun selv ikke sagde noget, undlod han også at bruge sprogets gave. Han konkluderede, som de var på vej ud af arealerne, at hans kammer måtte være tættest på. Selvom han nok måtte indrømme, at han var lidt i tvivl om hvor hendes lå. Så det i sig selv, gav jo anledning til at det blev hans og ikke hendes. Selvom han kunne forestille sig, at der var noget med at kvinder helst ville opholde sig i deres egne ting. Eller også havde han misforstået det koncept, det kunne vel også være lige meget!
Med faste og beslutsomme skridt, bevægede han sig hurtigt og effektivt hen imod hans mål. Hun var ved at blive en smule tunge i hans arme, og han kunne godt mærke at han snart skulle have hvile i dem. Men det lykkedes ham alligevel at nå hele vejen hen til en velkendt dør, låse den op med hende i armene, og skubbe den op. Lidt lige som hendes, var der ikke noget særligt personligt ved hans kammer, som havde han slet ikke opholdt sig i det. Måske hellere ikke så langt fra sandheden, han placerede hende i den ubrugte seng, og gik tilbage til døren for at lukke den.

,,Tag tøj af, hvor du har skader, så finder jeg remedier til at fikse det’’ han trådte igen ud af døren for at finde vej ned til fæstningens healer. 

Sarafina ytrede ikke et eneste ord på vejen. Hun var stadig møg forvirret over hvad der foregik, og hvorfor han udvidste den her - skulle man kalde det venlighed. Hun var ikke vant til venlighed, hun plejede at grine den højt op i ansigtet når det blev tilbudt. Og alligevel blev hun båret igennem slotsgangene i en helt anden retning end hvor hendes eget kammer lå. Sarafina kiggede ham hen over skulderen med trangen til at sige noget om at han gik den forkerte vej, men gjorde det ikke. Han vidste vel hvad der var bedst lige nu.

Kammeret lignede egentlig hendes ret meget. Nogle ting var placeret lidt anderledes, men intet specifik der kunne sætte sig fast på at rummet var hans. Sarafina skar en grimasse som hun blev sat på sengen, og hendes ben igen rørte ved noget. "Hva?!" Hun stirrede vantro på døren han lukkede efter sig, med munden let åbnet. Sarafina var ikke sikker på hvorfor det var hendes første reaktion. Hun havde stået splitragende nøgen foran ham før uden at det syntes at havde været noget problem.
Sarafina sukkede dybt og fik med besvær og en del smerte taget sine sko og træningsbukser af, for derefter at kaste sig tilbage på sengen igen med et dybt suk. Hun skævede ned til benet der allerede var begyndt at hæve op. Hvor irriterende.

Efter en diskussion med healeren, et halvt øje til manden der næsten lå og gispede efter vejret. Var Cryan på vej tilbage til sit kammer, måske havde det været nemmere bare at få healeren til at kigge på det, men et eller andet sagde ham også. At hvis Sarafina kunne slippe for det, så ville hun helst ikke have at det her kom til at stå nogen steder, hvor hendes overordnet kunne set det. Nuvel, nu var han faktisk ikke helt sikker på hvad hun helst ville, og grunden til at han i virkeligheden gerne ville have hende i hendes rum. Og faktisk hjælpe hende? Det var ham en smule mærkeligt, normalt udviste han aldrig disse så kaldte, venligheder over for andre.
Ud over de gange han havde reddet Kiri fra døden, måske var det derfor. Måske havde han bare et eller andet instinkt at han gerne ville hjælpe dem, som han vidste ville være ham behjælpelig senere.

Han trådte ind i kammeret, og satte posen han havde fået på en skammel ved siden af sengen. Hvor efter han begyndte at klæde sig af rejsetøjet, så han kun var iført læderbukser og en sort skjorte der han læst hen over til sidst. ,,Det er allerede ved at hæve op’’ mumlede han da han betragtede knæet, han havde selv oplevet noget lignende da han havde været ung. Hvile, og bandage var typisk det eneste der hjalp. Og selvfølgelig hvis man havde noget hurtigt healende salve. ,,Der er ikke noget som skal sættes på plads vel?’’ han kiggede alvorligt på hende, mens han begyndte at hive indholdet ud af posen. 

Sarafina var ikke helt sikker på hvor lang tid der gik før døren igen blev åbnet. Hun kiggede hen imod den, men det var også noget nært den eneste reaktion der kom ud af hende. Ellers forholdte hun sig bare helt og aldeles roligt, uden pludselige bevægelser. I stedet lod hun øjnene følge ham som han trak af sit rejsetøj af.
Sarafina var lænet fuldstændig tilbage i sengen, til at bemærke det helt store på sit eget ben, så hans spørgsmål gjorde at hun var nødt til at få sin ryg væk fra sengen og kigge ned på knæet. "Knæskallen skal presses på plads, men det burde ikke være alt for besværligt trods hævelsen" Det ville kun blive værre at lade hver, også selvom det nok betød at hun blev en del blå om området. Hun fjernede blikket fra knæet og over til ham, med lysten til at spørge efter hvorfor han hjalp hende. Men faktisk foretrak hun at spørge om det, når han var færdig med at forbinde det.

,,Hmm’’ hvis hun mente det ville være bedst, nogen gange var det bedre bare at lade knæskallen falde på plads naturligt. Men hendes krop, hendes regler. Hans kølige hænder, lagde sig næsten blidt dog fast omkring hendes såret ben. Med tommelfingrene fik han kordineret hvor knæskallen befandt sig, og ligeledes brugte han også de to til at svippe den på plads igen. Det var aldrig en behagelig lyd, men han gjorde ikke yderligere nogen grimasse. Han greb salven, og begyndte at smøre det hen over det hævede område. Inden at han begyndte at forbinde det ind, da han var færdig med værket. Rejste han sig roligt op, og gik hen til kanden med vand og hælde et krus op til hende.

Igen uden videre ord, rakte han blot kruset til hende, og satte sig i sengekanten. Han havde spørgsmål, og ting han gerne ville have besvaret. Men på den anden side, var han ikke sikker på om han faktisk ville have dem besvaret, eller havde tålmodighed til at stille dem. Så det ende ud i at han bare betragtede hende, afventende på om hun ville forklare hvorfor hun var endt i den situation, som hun var endt i. 

Hans kolde fingre bragte et sæt igennem kroppen på hende, der udløste en let lyd af smerte, som jaget gik igennem hendes ben. Sarafina endte med at bide tænderne sammen som han skubbede til knæskallen til den til sidst var tilbage på plads. Det var en befriende lyd der undslap hendes læber, som hun lænede sig ned igen så hendes ryg fulgte sengen igen. Derefter gik det meget nemt, syntes hun nok. Den hævelsesdæmpende salve som hans kolde fingre fik anbragt, var en stor behjælpende faktor, for til sidst at få bundet det ind i forbinding, så hun kunne slappe mere af i benet.

Hun måtte kæmpe sig lidt op i en halvsiddende stilling, da han kom tilbage med krusset som hun fik drukket noget af. Befriende at mærke væsken, da hun efterhånden var begyndt at føle sig noget tør i munden.
Derefter startede stillelegen og den fortsatte i et godt stykke tid indtil Sarafina satte krusset fra sig og så på ham med et hævet øjenbryn "Hvad?"

Ja hvad, det spørgsmål ville han også gerne stille sig selv, men han var ret sikker på der ikke ville komme noget svar. Han tog en dyb indånding, mens hans øjne skøjtede lidt rundt på hendes figur. Stadig samme skønhed som sidst, og han kunne stadig ikke helt sætte pris på det, som han måske burde.
Cryan fugtede sine læber, og lod atter hans øjne finde hendes.

,,Hvad drejede det sig om?’’ han kunne måske gætte sig til det, det var nok ikke særlig svært. Typiske slagsmål kom altid af jalousi, og der gik rygter omkring at hun lige som han selv, stod til at ryge en rang op til ridder. Det i sig selv, ville nok skabe nogle sure blikke og miner. Så måske var hans spørgsmål et dumt spørgsmål, men lige nu havde han ikke meget andet han kunne finde frem. 

Sarafina så afventende på ham, til han fandt ud af hvilket spørgsmål han ville af med overfor hende. Det kunne muligvis godt tage tid, men hun havde en ide om hvad det omhandlede. Hvorfor hun var kommet til skade. Han havde set hvad der var sket derude, men nok ikke forstået hvad der havde sat det i gang.
Et let fnys forlod hende, mens et bitter smil nåede frem på hendes læber. "Jalousi, går jeg ud fra. Og utilfredshed." svarede hun først som hun lagde sig helt ned igen, for at aflaste sine arme for at holde sig oppe i længere tid. "Han mente ikke jeg fortjener at få en ridder titel" Hun var ret ligeglad med hvad andre syntes om hende, og hun var ikke engang et gram interesseret i hvad deres mening var. Faktisk underholdte det hende mere end noget andet. At de ikke havde andet at gå op i end om andre blev forfremmet før dem. "Hvorfor hjalp du mig?" Nu hendes knæ var indbundet og det hele var ved at falde en del mere til ro, fandt hun spørgsmålet frem. Det var ikke forventet af ham, ikke af nogen. Selv for hende var det uventet.