Næverne hamrede hårdt mod sandsækken, givende en tung smældende lyd på det halvdækkede udendørsareal. For hvert slag og spark flyttede den kraftige og tykke fletning sig fra den ene side til den anden, før den til sidst lagde sig langs den slanke og muskuløse kvinderyg, som kun var dækket af et enkelt lag stof.
Der var varmt, ikke så varmt som i landets nypåtagede tørke, men varmt og halvfugtigt grundet dæmonrigets finurlige klima.
Sarafina bevægede sig elegant, smidigt og praktisk rundt på pladsen, afleverende det ene hårde stød efter det andet, mens hendes vejrtrækning blev hårdere, jo mere kraft hun lå i det.

Sarafina følte sig rasende og rastløs samtidig. Hun forholdte sig stille, koncentreret og alligevel med et stærk raseri som brændte igennem de kolde matte øjne. Først, havde den møg til lorte ridder selvfølgelig haft flere oplysninger, og så lege om hjørner. Ja ja, det skulle selvfølgelig være de to der blev sat sammen om at hente fangede dæmoner hjem!
Sandsækken drejede på sin snor efter et nådesløst slag og et mindre kampbrøl fra elverkvinden, som uden tøven sparkede til sækken med sådan en kraft af sækken svang faretruende og løs fra sine hængsler.

Arrigt hev hun båndet om sine hænder af, og bandt dem ordentligt op igen, efter at havde flyttet sig let under træning. Med et forsøg på at lade vreden og pulsen dæmpe - berolige sit eget pumpende varme blod som fik hjertet til at banke hårdt mod det hvide bryst, inden hun på ny ville tæve det resterende liv ud af den søle sandsæk.

At hun endnu ikke havde opdaget ham, havde givet ham en ganske god portions underholdningsværdi.  Nu, nu var han dog begyndt at kede sig. Hvordan kunne hun finde interesse i at stå og hamre så endeløst på den livløse genstand? Hvor længe kunne man finde tilfredsstillelse i det? Og set alt dette i bakspejlet ville man måske spørger hvorfor at Cryan så var blevet, hvis han synes det var blevet så trættende at betragte. Måske morede det ham også bare, at se arrigskaben havde lagt sine tydelige spor i hende. Og en svag lyst begyndte at spore sig i ham, hvor meget kunne man prikke til denne omvandrende vredesbombe før den eksploderede. Spørgsmålet var bare om han synes han havde overskud, eller lyst til at det gik ud over ham. Et smil der langsomt bredte sig hen over hans læber, fortalte hurtigt omverden hans beslutning, skulle de vide hvad der foregik i hans hoved.
Han havde stillet sig ikke så langt fra skydeskiverne, med et godt udsyn til hvad der foregik henne ved sækken. Kniven som der havde været meningen skulle sendes imod målet, ændrede dog hurtigt retning. Da han valgte at sende den imod sækkens snor. Dog vinklet således at den ville ramme lige der hvor snoren sad fast ved sækken, i håb om at sækkens indhold ville spilde ud på jorden omkring hende.

Med næsten unaturlig hurtige skridt og smidig kropsholdning var han henne ved hende, da sækken ramte jorden. ,,Det ville nu være smukkere at se på, hvis det var et menneske der lå der for vor fødder.’’ Med et hævet øjenbryn lod han de gule øjne betragte hans værk, med et hæsligt sarkastisk smil dansende på læberne.

Skældsorderne der hamrede i hovedet på hende, henvendt til en specifik halvelver, syntes at svække hendes andre sanser. Eller også var denne person lydløs som bare fanden.
Sarafina satte sin lid og erfaring til at hun var ekseptionel god til at se ting andre ikke så, men det krævede at hendes opmærksomhed blev vendt mod netop det område.

Tegnet som fik elverkvinden til at ane at der var andre end hende til stede, da sækken faldte til jorden, uden at hun selv havde sparket eller slået til den, trods hendes vej til det. Sækkens sølle indhold af sand puslede rundt i luften, og ned på jorden omkring hende, givende en god støvsky fra sig.
Sarafina hostede kort med et solidt tag om en mindre kniv der havde siddet i bæltet.
Arrigt tørrede hun sig over øjnene og så derefter direkte ind i ansigtet af en høj mandsling, hun ikke mindes at havde set før. Taget om kniven blev ikke mindre, mens hun lidt afventede hvad han havde i tankerne at gøre, siden han var kommet så hurtigt og ubemærket hen til hende - Det var på kanten til at være skræmmende. "De hænger ikke ligefrem på træerne her." bekendtgjorde hun med smalle øjne.
"Vil du noget? Som erstatte sandsækken måske?"

Da hans øjne lagde sig på kniven, kunne han ikke forhindre det splittende grin der formede sig på hans ansigt. Ja se, dette var et våben og stil han mere kunne forholde sig til. End hele dette fænomen hvor næverne skulle tale for ens evner, men så igen det kunne vel aldrig skade at børste lidt op på de ting man ikke var så fantastisk gode til.
Han valgte at træde et skridt tilbage og hæve hænderne hen over hoved, som et tegn på at han ikke havde tænkt sig at udfordre hende. I hvert fald ikke endnu. ,,Jeg tænkte du måske kunne bruge tiden anderledes, end den kedelige gentagelses form af næver imod sæk?’’ armene foldede sig over hinanden, da han tog dem ned igen. Et udtryk af overlegenhed, blomstrede hurtigt i hans ansigtstræk med et øjenbryn hævet og et skævt smil på læberne. Løvinden der stod og stirrede arrigt på ham, virkede ikke umiddelbart til at tirre ville være en formidabel idé. Men så igen, han var aldrig god til at vælge de mere fornuftige løsninger. Når dem der efterlod kaos var så meget sjovere.

,,Så lad os se, med hensyn til sandsækken? Tror jeg ikke jeg gjorde meget anderledes ved den, end det du havde gang i. Jeg valgte blot at redde den før tid’’ tungen valgte per automatik at glide hen over hans venstre hugtand, afventende på hendes reaktion.

Sarafina løftede hoverende sit hovede af ham, og havde en misfornøjet udtryk, bestående af et dertil velplaceret løftet øjenbryn. "Oh, jeg fornemmer at du så har bedre ideer til hvad jeg skal bruge min tid til?" Sarafina stirrede på ham med smalle øjne, inden hun langsomt satte kniven tilbage i skeden, og børstede sandet og støvet af sine arme.

Sarafina fnøs let af ham, med et smil på læberne som absolut ikke nåede de arrige og smalle øjne. Oh, så han følte sig selsikker? Der var noget udfordrende ved hele hans måde at være på. Hvor irriterende og faktisk et ret dejligt pust af forandring.
Elveren skød hoftet til side, i afventende stilling mens hun lagde armene over kors.
"Jeg kan vel bruge dig som erstatning." Det skridt han havde taget væk, tog hun tættere på "Nu du så absolut skulle forstyrre" hun løftede den smalle kniv op med spidsen vendt mod hans hals, i en glidende bevægelse. Hun vidste godt at det ikke ville kunne dræbe ham, men det var mest gjort for at se om han havde reflekser der reagerede instinktivt eller om han blot tog imod og fortsatte sin irriterende hovmodige afventning.

Hun var mere fattet end han havde regnet med, hvilket på sin faktisk var ganske underholdende. Hvis det ikke var fordi at han lige var kommet tilbage efter en veludført ordre, som var gået over alt forventning. Så havde han nok ikke været så snaksaglig som han var nu, men for denne kvinde kunne han vel godt gøre en undtagelse. Det virkede som om hun havde brug for distraktionen, i mere end én forstand. Sandet under hendes sko, nåede hans øre da hun flyttede sig det skridt nærmere på ham. Stort set i samme øjeblik, som da han havde taget et skridt væk fra hende. Med et løftet øjenbryn betragtede han nøje hendes bevægelser, sørgede for hele tiden at have styr på hendes kniv. Der gik dog ikke længe før ord havde nået hans øregang, før at kniven blev sendt imod ham i en ganske forventet bevægelse.

Han fnyste lidt i morskab, men lod kniven komme så tæt på, at æggen rørte ved halsens sarte hud. Da overfalden var brudt og blod lige så stille piplede frem, tog han dog aktion. Hans hånd greb ud efter hendes håndled i en glidende og hurtig bevægelse. Derefter i et forsøg på at tvinge armen rundt og om bag hendes ryg, og presse hende op imod hans brystkasse i et ret solid arm lås. Selv hvis det ikke havde fungeret for ham at få overtaget helt på denne måde, ville skuffelsen ikke være særlig nem at se i hans ansigt. For de hoverende træk havde det tit med ikke at forsvinde når de først var dukket op, desuden skulle han nok bevise han var bedre hende på hver tænkelig mulig måde. ,,Det er ikke særlig sødt, sådan bare at overfalde folk når man lyster.’’ Han slikkede sig igen over hans hug tand og fortsatte ,,Man kunne i det mindste sige, så du sød?’’

At han lod hende komme så tæt på var en overraskelse. Hun havde ventet at han forsøgte at afvige hende, eller bakke væk. Han blev stående som en klippe, selv efter at kniven kom så tæt på hans hud at der gik hul og det mørke blod løb frem. Det var her Sarafina havde været for hovmodig og troede hun havde overhånd.
En alt for glidende og hurtig bevægelse fik fat om hendes håndled - fulgt af et kort udbrud af forskrækkelse, som hun blev presset op imod hans brystkasse og kniven faldt til jorden med en klirren.

Sarafina begyndte instinktivt at vride sig, trods at hendes led skreg på at stoppe inden det ville poppe. Elveren pressede tænderne vredt sammen, løftede hagen og skulede ondt på ham. Hun mærkede hans vejrtrækning mod sin egen brystkasse, og ønskede på en gang at skabe afstand fra det, samt at blive i nærheden af det. Det endte med at hun til sidst trak vejret i tagt med Vampyren, mens hun mentalt skældte sig selv ud. At blive overrasket og overmandet på den måde, var en direkte synd! Hendes svar var imidlertid ordløst, fokuseret i smalle øjne og en svagt rynket næse af arrigskab.
Sarafina løftede sit højre knæ i høj fart, sigtende efter et ømt område - for derefter at hamre sin hæl ned imod hans fod. Forhåbentlig ramte hun, eller også ville han forhåbentlig blive overrasket nok til at hun kunne komme ud af grebet, eller måtte ty til helt andre metoder og forsøge at få ham væltet. Han skulle ikke tro at han bare sådan havde hende låst fast.

Der var et eller andet ved den måde hun kiggede på ham.
Hans øjne blev smalle, men han formåede dog at fra holde sig selv i at ryste på hoved. Smilet var langsomt forsvundet, mens han blot valgte at stå med hende som de var. Brystkasse imod brystkasse, mens at hun tydeligvis overvejede sit næste træk. Dog virkede det til at noget at hendes bravur var forsvundet, med den dæmon som havde stjålet hendes tunge. ,,Har dæm-’’ mere nåede han ikke at svare, da et knæ ramte hans mere værdifulde kropsdele.  Hans øjne blev smalle, hvor efter at en fod ramte hans fod. Til dette fik hun mere reaktion til det første, som fremkrævede et svagt hvæs. Hans anden hånd, dem som altid var påført en speciel handske så den skjulte hvordan hånden i virkeligheden så ud. Greb ud efter hendes kæbe og bragte hans ansigt lidt tættere imod hende, så han følte hendes varme ånde imod hans kolde hud.

,,hvorfor er det, at alle kvinder vælger at gå efter så private områder?’’ hans stemme som førhen havde udvist en form for varme, et twist af menneskelighed. Var nu slået over i noget fuldkommen inhumant, en kold hvislen der synes at påvirke mange af hans ofre igennem tiden. Han slap hurtigt taget fra hende, og gav et lille puf imod kravebenet for at sende hende væk fra sig. ,,Men jeg kan vel give dig en chance for at få lidt mere tag på situationen, måske vise hvorfor de lod dig blive en mørkes kriger i første omgang?’’ et smørret smil havde erstattet det væmmelige udtryk han havde boret før ,,For jeg ser ikke noget tegn på hvorfor de dog skulle have lukket dig ind, endnu.’’

At afskære ham fra at afslutte sin knap nok begyndte sætning, bragte en stærk tilfredshed igennem Sarafinas krop, og hun mærkede et let antræk i siden af læben, der dog ikke blev til andet.
Især som en behandsket hånd greb fat omkring hendes kæbe og tvang hende hen imod hans ansigt.
Hans forandring i stemmen, fik et svagt glimt af overraskelse igennem hendes øjne, der næsten direkte gik tilbage til smalle sprækker som stirrede koldt på ham. Stemmen var ikke behagelig, den bragte kulde og skræk med sig, men Sarafina nægtede at lade sig skræmme af ham!

Sarafina trak hovedet tilbage så snart han slap hende, og trak ligeledes et par skridt baglæns som han let puffede til hende, i en glidende bevægelse, så hendes højre hånd kom nær jorden og låste sig fast om kniven.
"Tro mig - Der er større grund hvorfor jeg er her, end mange andre der har sat foden hen forbi Mørkets herre" Knurrede hun arrigt af ham, og løftede kniven op foran sig med knivens æg flugtende med sin underarm. Hun havde lige nu ikke andre våben på sig, andet end buen og krukken med pile som hang mange meter bag ved vampyren. Det kunne ikke lade sig gøre at få fat i.

Stadig iført sit rejsetøj, kunne han efterhånden mærke hvordan det afgrænsede hans bevægelighed. Derfor da hun var i gang med at lokke fingrene om sin kniv, som var det hendes eneste mulighed for aftenen. Lod han den tunge kappe falde til jorden og afslørede den stramme lædervest der var inde under. Den ene arm fri, hvorpå den anden arm var beklædt med en handske, der bestod af læderremme og fra albuen og op til skulderen var der metalplader som beskyttede imod eventuelle angreb. Hånden i handske var måske en del mere interessant, da den var udrustet med små metalstykker og forenden af hver finger var, hvad bedst kunne beskrives som klør. Rundt omkring hofter hang et bælte fyldt med genstande, som hans knive og enkelte våben han brugte i hans jagt. Det valgte han at åbne og også det faldt til jorden. Nu stod han kun tilbage med læderbukserne og hans lette lædersko. Meget nemmere at bevæge sig rundt i.
,,Jamen så må du hellere vise mig hvad du duer til’’ mundvigen røg op og i forsøget på et smil, afslørede det hans syle spidse hugtænder. Nogle vampyrer valgte at trække dem ind, hvor han blot altid havde dem så folk kunne se hvad han var. Selvom de gule øjne havde en tendens til at afsløre dét, inden at tænderne kom til syne.

Han stillede sig i en bedre forsvars position, og mærkede hvordan at musklerne spændte sig op i hele hans krop. Som var han en spændt flitsbue, klar til at skyde sig selv afsted skulle det afkræves. 

Sarafina orienterede sig ved at lade sine øjne køre op og ned af ham, efter at kappen var blevet efterladt på gulvet med et bump. Hun fastholdte sit blik på ham, afventende og svagt imponeret. Han havde kunne skjule ret mange våben under kappen bemærkede hun, men også bæltet faldte til jorden.
Sarafina fnøs af ham, men mærkede ligeledes et træk i sin mundvig, der blev til et halvt smil. Et overlegent et af slagsen. At komme og udfordre uden videre. "I lige måde, hugtand" Hun skulle vise ham!

Sarafina brugte sit fodarbejde til at bevæge sig rundt om ham med lethed og præcision. Den slanke krop, gled afsted, og knivens skarpe klinge blev ført gennem luften med svirp og hurtighed, rettet mod modstanderen, samtidigmed hun sørgede for at tage sig i agt for hans modangreb. Blodet der var kommet frem på hans hals derfør, afslørede at han i hvert fald kunne skades, og det var planen.
Sarafina var dog medberegnende i at hun ikke selv var usårlig. Et fejltrin førte til at hun var åben for angreb. Hun kunne blot håbe på at hendes strategi var bedre, hurtigere og mere præcis, samt at hun ikke foretog for mange åbninger.

Det der skete efter, det kom på ren instinkt. De fløj imellem hinanden, som en dans for de adelige. Han havde ikke følt sig så levende i meget lang tid. Jovist hvert drab gav ham en fornøjelse, hver gang han tog et liv hvor han kunne se det forsvinde fra hans ofres øjne. Så var det som om hans hjerte slog lidt igen, men nu i denne kamp mellem de to. Hvor han vidste det ikke skulle føre til døden, men det blot, i hvert fald for ham - var et spil. Hun fik da flere snit ind, blod der langsomt gled ned af hans bare arm. Ikke at det gjorde ham særlig meget, ar havde det med at lukke sig og i hans tilfælde hurtigere end de fleste.

Ind til videre havde han mest brugt forsvar, afværget hendes angreb og ikke selv prøvet at få slag ind. Men til sidst følte han det begyndte at blive for ensformigt. Så i et forsøg på at komme ind på hende, bevægede han sig i en cirkel og placerede sig således. At hendes kniv ville synke ind imellem hans ribben, og fik bevæget sig så at det gav ham en mulighed for at gribe fat i hendes arm. Forhåbentligt ville dette give ham et momentum, hvor han fik overtaget og overraskelsen på hans side. Dette ville han bruge på, at tvinge hende i gulvet med ham øverst. Stadig uden at vise en grimasse, at hun faktisk forvoldte ham nogen form for smerte.
,,Du gør dig godt, lille fugl.''

At ramme ham bragte en hvis tilfredsstillelse. Hver gang kniven løb over hans blege kolde hud og blodet kom frem, viste hun at hun havde et værd. At hun ikke bare var en eller anden yndig elver, som mændene kunne kigge på. Hun var farlig.
Manden flyttede sig først kun i forsvar, i lang tid. En undrende tanke nåede at strejfe elveren, inden kampens udfald blev vendt på hovedet for hende.

Sarafina var ikke overrasket over at hun var kommet langt nok ind til at kniven stak længere ind, men overrasket over at han udnyttede det til sin klart fordel.
Et let udbrud af forskrækkelse, nåede over hende, som hun ved en håndvridning ramte ned på jorden, med vampyren over sig. Hun stirrede op på ham, med en blanding af arrighed og at være imponeret. Samtidigmed at hun følte sig forvirret over sin egen reaktion på vægten der lå over hende og pressede hende nede, forhindrende i at hun rejse sig.
Hun havde stadig sin hånd fast om knivskaftet, som sad trykket ind mellem hans ribben, og blodet begyndte at løbe ned af hendes fingre, uden helt at være varmt eller koldt. Sarafina trak vejret en smule forpustet, mens hun forsøgte at skjule sin egen overraskelse bag en skullen, men hun vidste godt han havde set det. Nok var hans gule øjne kolde, men de var også observante.

Han tog en dyb indånding da hans plan var lykkes. Her lå hun så, i alt sin pragt. Det kunne være så nemt bare at gøre en ende på det her, men han havde vækket en længe glemt nysgerrighed i ham. Og han var nød til at finde ud af mere omkring hende, men kunne ikke helt finde begrundelsen for hvorfor. Og det var det som gjorde at en knytnæve blev sendt afsted, og landede få centimeter fra hendes ansigt. Støvet fra gulvet hvirvlede op omkring dem, og han var nød til at læne sig lidt mere forover for at betragte hende bedre. Overraskelsen havde været tydelig, og var hun, imponeret? Et selvtilfreds udtryk overtog og hans fingre lagde sig under hendes hage og løftede den lidt op. Men lige så hurtigt som den følelse var opstået blev den igen undertrykket, hvilket var grunden til at han fjernede sig fra hende. Med den samme fart som han havde tvunget hende ned i jorden, stod han nu og betragtede hende fra sine to ben.

Det som skete som det næste kom næsten bag på ham, en hans gode hånd blev rakt ned imod hende for at hjælpe hende op. ,,Lad os prøve det igen, og se om du kan lade være med at tænke så ensformigt.’’ Stemmen var svær at placerer, som var der ingen rigtige følelser bag ordene. Men der var en tydelig forvirring i hans blik, der ikke havde været der før. 

Sarafinas øjne kneb sig sammen til en lille sprække som knytnæven blev hamret mod hende, men stoppede op ganske få centimeter fra at med stor sandsynlighed brække hendes næse. Hun slap vejret hun havde holdt inde og stirrede skeptisk op på ham, især som han løftede hendes hage.
Hvad end det var, som havde fået ham til at opføre sig på den måde, var den væk igen og vampyren næsten fløj væk fra hende.

Så snart vægten var fjernet fra hendes overkrop, satte hun sig op, stadig med den blodige kniv i hånden. Tøvende tog hun imod hans hånd og kom op og stå. Hun selv havde ikke nogen skader endnu, andet end måske et par blå mærker. Vampyren derimod havde fået snitsår og så det lidt mere grimme i brystkassen. Selvom.. De virkede mindre end før..
Sarafina fnøs af ham og bakkede et par skridt væk fra ham, observerende. Hans blik havde ændret sig, men det var lige nu den mindste problem.
"Pas på du ikke tænker for meget" Sarafina ønskede ikke at blive væltet omkuld så nemt igen! Hun skiftede vægt fra den ene fod til den anden, indtil hun sikkert bevægede sig omkring igen, denne gang afventende.

Han havde det lidt som om han gentog hvad han gjorde, da han fnøs fornøjet af hendes kommentar. Han var næsten ked af han ikke havde noget videre at gøre med hende før nu, hun ville gøre tingene så meget lettere. Desværre var ikke, alle, i blandt mørkets kriger lige så spændende at gøre bekendtskab med.
Såret begyndte at pulserer da såret lige så stille begyndte at lukke sig i siden, aldrig en fornemmelse der var særlig rar. Hans hånd lagde sig kort hen over såret, hvor en rød plamage dannede sig hen over den. Sikket en splid af godt blod, hvilket gjorde han skulle indtage blod hurtigere end han havde planlagt, ikke at det gjorde forfærdelig meget. Efter næsten sekshundredår var blodtørsten ikke længere så stærk, som den havde været i starten.

Han stod lidt og betragtede hende, indtog hendes skikkelse. Svage punkter, måde hun stod på og langsomt dannede han sig en strategi for hvordan anden del af kampen skulle forgå. Han rullede lidt med skuldrene, fik et enkelt knæk fra nakken. Stod lidt med et apatisk udtryk plasteret hen over ansigtet, som var han ret ligeglad med hvad der nu skulle ske. Måske for at provokerer, måske fordi at han egentlig var ret ligeglad? Ikke at det var dét som han i virkeligheden var, for kun få sekunder efter kunne han mærke bevægelsen i kroppen. Fodballen der trykkede fra i gulvet og sendte ham frem imod Sarafina, med en fart der ikke var helt menneskelig. Ville hun slå ud imod ham, ville han gribe hendes arm og få placeret et hug imod hendes side fra den behandsket hånd, ville hun derimod ikke reagerer hurtigt nok, ville han gå efter mellemgulvet i stedet for. Hvert slag var udtænkt med præcision, der var en mulig ændring i flere drejninger. Skulle hun vælge at reagerer anderledes end han havde troet. Dette gjorde dog også at han var tæt på, og hendes kniv sagtens ville kunne skære ham igen. Ikke at det var noget som han var specielt bange for. 

Han bevægede sig hurtigt. Hurtigere end noget menneske, dyr eller elver. Sarafina havde i hele opløbet stået parat. Parat til at forsvare sig så snart han kom imod hende, så selvom farten var høj, lykkedes hende at parrere forbi ved at snurre til siden, og i samme bevægelse sendte kniven mod siden af hans mellemgulv.
Ikke at hun regnede med at ramme ham så let.
Sarafina bakkede et par skridt tilbage, cirkulerende om ham, mens et smil langsomt bredte sig på hendes læber. Hun havde evnen til at lege med ekstra med ham. Synd at hun anså sin usynlighed som at snyde, men tanken strejfede hende. Det samme gjorde morskaben.

Sarafina kørte kniven rundt i hånden, indtil hun kastede den bag sig. Hendes kampstil ændrede sig så snart kniven havde forladt hendes hånd. Hvad der før var hurtig med fokus på mange snitsår til at sænke farten hos modstanderen, blev til hårdføre, stærk stand, med fokus på at slå igen og afværge uden at flytte sig. Første angreb var et spark direkte imod ham.
Han havde ret - det gav mere træning at lege med ham end sandsækken.

Det var noget som foregik bag det smil, en tanke var ved at forme sig i hendes hoved. Og det irriterede ham at han ikke vidste hvad det var, men han havde ikke længe til at tænke over det. Før at kniven var blevet kastet fra hende, hans øjenbryn løftede sig interesseret over denne pludselig forandring. Så hun havde ikke tænkt sig at bruge våben længere? Hans blik skævede kort ned imod hans handske, men han udelukket hurtigt idéen at tage den af. Det var de færreste der faktisk havde set ham tage den af, og fået lov til at leve bag efter. Det kunne godt være, at hans ansigt og størstedelen af kroppen stadig havde sine tegn fra faren. En skønhed man ikke fandt hos mange mænd, så var der stadig ting som kun ebbede ondskab. Hans sjæl, og arm var to af de ting.

Han nåede dog ikke at evaluerer meget længere over handsken, før at et spark blev sendt imod ham. Han nåede lige akkurat at parerer det, og flød med i bevægelsen hvor han igen havde en mulighed for at sende slag imod hende.  I et forsøg på at ændre taktikken, skød han nogle skridt væk fra hende. Smilet blev en smule bredder, inden han igen satte af i sin overmenneskelig hurtige fart. Men i stedet for at sende slag imod overkroppen, valgte han i stedet at falde på knæene. Som ville give ham et momentum nok til, at glide hele vejen hen til hende. Først et forsøg på at få en velplaceret knytnæve imod hendes knæ, derefter for at skifte til den ene af siderne, og sparke ud efter benene. Atter i et forsøg på at vælte hende.

Hans ændrede teknik kom lidt bag på hende, men ikke nok til at slaget mod hendes knæ gik ind, men stadig nok til at hendes balance kom ud af kurs, og benene blev fejet væk under hende, i sit forsøg på at undgå ham.
Hun hamrede ned mod jorden, hvor luften for et enkelt sekundt blev slået ud af hende. Sarafina brugte kraften hun var landet med til at trille tilbage, så hun sad på knæ, stadig meget udsat.
Hans taktik så ud til at falde meget på at få hende ned at ligge - gerne nederst.

Et fnys og et kort øjebliks morskab faldte over hendes ellers kolde og stålhårde øjne. Skulle hun tage det som smirg at han forsøgte at få hende tvunget ned under sig.
Hans taktik var anderledes, men effektiv, og Elveren mærkede hvordan hun blev en smule forpustet, som hun kom op at stå igen, nægtende at lade sig overgive, selvom et veltilrettet angreb kunne få hende kastet ned ret hurtigt. Hun havde slået sig øm ved ryggen, og selvom det kun varede en håndfuld sekunder at tage sig sammen, var det stadig en stor åbning for ham.

Der var to ting der måske gentog sig i hans form for angreb, det var altid lettere at dræbe et nedlagt bytte. Og at han bedst kunne lide at overraske, jo mere han kunne tvinge hans ofre ud af deres komfort zone, jo mere elskede han det. Men dette var jo ikke et normalt bytte, offer eller hvad man nu var i humør til at kalde det. Nej, dette var en kvinde med nogle af de samme værdigere som han selv, en som lige som ham havde valgt at tilknytte sig den samme sag. Måske ikke af samme grund, hans selv var langt mere selviske end mange troede.
Han betragtede hende dog nøje, mens han selv kom elegant op på to ben. Hun virkede til at være ved at miste pusten, mens han selv havde en del mere at give af. At bruge lang tid på at vurderer hvornår man skulle brug sine resurser, havde efterladt ham med en ganske høj udholdenhed.
Cryan rullede med tungen, som ende med at den slog et klik imod ganen. Der var mange spydige kommentarer han kunne komme med, men ingen faldt særlig naturligt. Hun var en formidabel kæmper, mere end han havde troet.  Men det hovmodige smil, havde dog stadig svært ved at forlade ham.

,,Har du mere at give? Eller er det allerede slut for i dag?’’ kom han så endelig frem til, da det var tydeligt han ikke ville bruge den åbning som var blevet ham givet.