At være ude af Paladsets dæmonkælder måtte for langt de fleste dæmoner være hvad man foretrak, men lige siden Galavant var endt med at blive 'indfanget' af Castillo familien og underlagt en lang række dødssyge regler han end ikke orkede at tænke videre på eller huske. Kendte han dæmon/herre-båndet vel nok, ville båndet nok selv sige til hvis han begyndte at overtræde en regel.
Også Castillo familien af dem alle! Sønnen var cirka lige så vild med ideen som Galavant var det, og havde stillet ham de mest ugidelige og klamme opgaver der kunne findes
. Lettelsen havde været stor da Galavant langt om længe havde fået lov til at bevæge sig udenfor husets mure, endnu større da han havde fået en opgave stillet, helt nede i Medanien.
Hvad der stod i det sammenrullede og forseglede dokument anede han dog intet om, men det måtte vel nærmest være vigtigt og fortroligt når beskeden havde lydt på at aflevere det hurtigt muligt.

Hurtigst muligt var så så meget sagt.. Øget Galavant var blevet stillet til rådighed var absolut ikke samarbejdsvillig, først havde det nægtet at gå så havde det faret frem, en lang omgang stejlen og bukkespring og sådan havde det generelt stået på hele turen gennem landet til medanien. Det var nok mest tørken end særlig meget andet der havde fået den til at gå i en rolig gang fremad med hængende hoved, mens dæmonens hvide øjne spejdede ud over de visne marker. Det var megen snak om det i hovedstaden, men at se det med egne øjne var noget helt andet.
Han pillede lidt ved den større hat med slør der var blevet påduttet ham for at dække så vidt muligt over hornene. Han følte sig vitterligt som en eller andet kvindfolk så bred som skyggen var det. Så havde det været lige før at en kappes hætte kunne dække bedre over det, men åbenbart var hatten en del af den nye uniform som han ligeledes var blevet påduttet sammen med en hårklipning så den viltre manke blev mere tæmmet.

En tung sukken forlod Galavants læber som han og hesten passerede et udehus og endelig langt om længe fik øje på det gods han skulle levere pergamentet til. Så var det bare med at håbe at fruen, Avaion ( et navn der havde lydt en anelse bekendt, men uplacerbart ) var hjemme til at modtage... Ikke at Galavant ligefrem så frem til at skulle tilbage og dele seng med Maximillian, bestemt ikke.. Men det var nu stadig mere behageligt end at ligge og sove på jorden, nu hvor folket var så meget på vagt overfor dæmoner.
Han rystede tanken af sig og styrede hesten hen gennem porten, opmærksomt skævende rundt uden at tage sig af om der var nogen tjenervej at tage til sådanne opgaver.

Efter at landet var blevet magiløst var der næsten udbrudt panik i huset. Hele staffets frue Avaion holdt sig langt væk gemt inde i godset og nægtede at snakke med andre end et par udvalgte få. Deriblandt Florence. Hun havde fået opgaven som Avaions kammerpige og havde nu fået ansvaret for alle de kvindelige og nogle af de mandlige ansatte. 
Det havde været vanskeligt at få alle de unge og især de ældre til at adlyde frivilligt, men det var intet i forhold til pigebørnene Florence havde haft med at gøre i klosteret for efterhånden et langt stykke tid siden. Så ikke længere end en måned gik der før alle ansatte lod sig kommandere.

Godsets ejer havde ikke engang bedt om at få serveret mad andre steder end hendes værelse til aften så arbejdet havde været lavt og der var efterhånden blevet stille i gangene. Det vil sige indtil et par hurtige klak lyde gik igennem huset og ned i kælderen hvor Florence sad bøjet hen over nogle papirer.
"Frk. Desjardins... en rytter er netop kommet op ad stien til indgangen" meddelte en af de unge lakajer da hun havde hævet blikket fra hendes arbejde. Et forvirret udtryk malede sig på Florences ansigt da hun kikkede på klokken. De ventede ingen så det var virkelig besynderligt på denne tid af aftenen.
Stolen blev næsten slået omkuld da hun rejste sig op og for ud af døren, op ad trapperne igennem de ansattes gange op i indgans hallen og hen til indgangen. Hun stoppede lige sig selv et øjeblik hvor hun rettede sit hår tilbage og fik sit forklæde foldet ud da det var blevet halv aftaget da dagen opgaver teknisk set var overståede.
Hun tog i den tunge dørs håndtag og åbnede den sjovt nok ubesværet for at kikke ud i den stadig lidt oplyste aften.

Det var nærmest som om skyggerne fra de døende træer der omgav stien fik vækket hesten mere op til dåd dda den pludselig valgt at gøre et højt spjæt op i luften inden den dansede sidelæns og delvis stejlende, resten af vejen ind til den åbne plads foran huset. Sammenbidt fik Galavant krikken under kontrol i tid nok til at han kunne hoppe af den, med dokumentet i hånden, og kastend tøjlerne til staldknægten der var kommet ud for at tage imod. Svendende og irriteret strøg han sig over panden mens han så op imod døren der blev lindet på. " Jeg beder om foretrædelse for husets frue, på vegne af fa... " Lød det bryskt, en bryskhed der forstummede som han nærmest mistede tallens brug ved synet af Florence lige der foran ham.
Men sidst havde han set hende i kælderen..? Hvornår? En mindre omgang eder lød på sammenbidt dæmonsk fra ham, en strømmen af ord der igen ikke desto mindre blev afbrudt da det åndssvage bånd synes at snøres tykkere omkring hans hals så han tav igen og stirrede bare på hende. Længe i tavshed, mens han forsøgte at få styr på den vrede der bruste op i ham, der gav ham lyst til at svine hende til for at have fulgt med ned i kælderen, for at udsætte sig for sådan en fare. Hvorfor bekymrede han sig overhovedet om t hun kom i fare? Mental banden kørte rundt i hans hoved der efterhånden føltes som en omgang vælling. 

Til sidst brød han dog tavsheden, mens han løsrev blikket fra hendes uniform.

" Så det er her du er endt..?"

Florence havde nok været lidt af et spejlbillede af reaktioner til Galavant da hun havde genkendt ham. På trods af hvor... velplejet han så ud. Hendes øjne prøvede at finde noget andet at se på da hun hoppede tilbage til virkeligheden. Men det var ikke svært at stirre.
Hun kikkede hen imod hesten der blev ført væk til staldene der lå et stykke væk fra godset... fortrædelse for Fruen? Avaion? Hvad ville Galavant hendes arbejdsgiver?
Hendes blik gik fra forvirret og virkelig overrasket til strengt. "Og hvilket ærinde har du med godsets ejerinde?" spurgte hun imens hun ignorerede hans spørgsmål til om det var her hun var blevet solgt til. Det var måske lidt indlysende at ja det var hun, men bestemt ikke under de forhold hun havde frygtet. Her blev hun faktisk betalt for sit arbejde og havde ikke mange ragler hun skulle følge. Tvært imod var det hende der lavede regler fra resten af de ansatte.
Hun åbnede døren helt og trådte selv ind til siden så han kunne komme indenfor. Det eneste der måske ville afsløre ehndes små irritation ved at skulle have med ham at gøre igen var et lille vrid hun gjorde med kæben.

Galavant havde ikke ligefrem forventet at hun ville svare ham på hans spørgsmål om at det var der hun var endt, faktisk havde det snarere været en konstantering end noget andet.
Derfor kom det heller ikke som den store overraskelse at den hvidhårede valgte at ignorere kommentaren og istedet påtog sig en rolle som tjenende sjæl. Et kort klik lød fra den skjulte hale; det eneste synlige tegn på hvor irriteret hendes valg gjorde ham.
Ikke desto mindre spillede han med i hendes lille komedie, i al fald for nu, som han med en indre tung sukken, rankede ryggen, uden at tage sig synderligt af følelsen af stoffet der pressede mod knoglehornene. 
" Jeg kommer på vegne af hr. Castillo med en besked der skulle  leveres personligt." Han løftede kort i dokumentet i hans hånd. Hvad mon var så vigtigt at Castillo sendte sin nyeste dæmon ud på sådan en tur, en tur der hurtigt kunne betyde at han selv var nødt til at finde sig et nyt hylster hvis han ikke passede på, folket var jo ikke ligefrem venligtsindede overfor dæmonerne, hvilket han da også kunne fornemme på de få vagtsomme blikke der blev sendt ham..
Roligt, og med rank ryg samt en ulæselig mine, trådte han op af trinene inden han fik lov til at gå ind af Florence, hvilket han da også gjorde, bemærkende anspændtheden i hendes kæbe, men han nævnte det ikke, så sig istedet opmærksomt omkring af ren og skær vane.

Florence kendte godt til Castillo familien. Og at de havde en eller anden form for kontakt til Avaion. Hvilken viste hun ikke da der bare var visse ting hun ikke burde stikke sin næse for dybt i. Døren blev lukket i efter hun havde set kort ud i natten for at sikre sig at han var kommet alene. "Jeg beklager nu lidt.." Kun lidt tænkte hun. "Men det kan desværre ikke lade sig gøre. Avaion tager desværre ingen gæster eller bude direkte, især ikke efter nattens frembrud. Men jeg tager gerne imod den og sørger for den kommer til hendes hænder personligt." 
Hun viste godt at det nok ikke var et tilbud som ville blive accepteret med det samme. Men på den anden side var der heller ingen grund til at tro hun ville gøre andet end det hun fortalte.
Det tog et øjebliks tænken for Florence inden hun gik forbi Galavant og vinkede ham med sig. De fleste ansatte var så småt ved at falde til ro, hvilket betød at der ikke var den helt store fare ved ikke at smide ham for porten så snart hans opgave var slut. 
"er du sulten?" spurgte hun i forbivejen. Hun kunne godt regne ud han formegentlig var udhungret efter mindre fysisk mad, men hans krop skulle vel også have en eller anden form for næring.

Beklager? 
Hans blik gled fra den umiddelbare indretning til hendes ansigt, med en lille rynke i det ene bryn. Hvad fanden beklager hun over..?
Svaret kom kort tid efter, hvilket kun resulterede i at han sukkede tungt og nær havde drejet om på hælen for at finde en plads i stalden, på høloftet eller et eller andet sted. Udsigten til endnu en nat i lettere bidende kulde indtil den blev ændret til den tunge varme som tørken have medbragt faldt ikke ligefrem i god jord for ham, men når fruen i huset ikke kunne tage imod beskeden efter mørkets frembrud, hvilket han ærligt fandt temmelig provokerende, måtte han vel tage til takke med endnu en nat udenfor.

" Hvis Fruen ikke kan tage imod beskeden fra mine hænder nu, må jeg jo blot vente til hun har sin tid, om der så skal gå flere uger. Hr. Castillos ordre lød på at overbringe den personligt, dertil kan jeg ikke blot overrække den til dig.''
En slet skjult trussel, men han vidste, mere end Florence nogensinde ville gøre, sideeffekterne af at nægte at adlyde og udføre en ordre hvis den var mulig at udføre.  Hvordan det ville føles som om hans væsen blev stivnet i kroppen, udvidede sig mens brystet og halsen føltes snørret inde. Han havde haft mere end rigelig med de oplevelser gennem den sidst måned i hans forsøg på at finde smuthuller i hans nye herres regelsæt. I modsætning til Maximillian, ville han ikke acceptere reglerne, ej heller sin herre, men han havde dog stadig en vis form for agtpågivenhed overfor ridderen.  

Sulten? Galavant blinkede kort, overrasket med øjnene. Det var noget af et emneskift. Blikket gled ned over kroppe der ganske rigtigt synes at være blevet lidt tyndere, men han var ikke sikker på om det var efter turen i dæmonkælderen, eller grundet plagen. En mindre snerren forlod ham, hvor var han dog træt af at føle sig så... Menneskeliggjort.
Besværet forsøgte han at finde ud af hvad det var helt præcist kroppen havde behov for... Udover et bad. Han rynkede næsen som stanken af kroppens sved pludselig synes at slå imod ham midt i den ellers overraskende behagelige lugt der hang over godset.
Tøvende og tænkende nikkede han lidt. " Måske en smule...? " Vandet han havde fået udleveret var for længst brugt op som tørsten havde taget sin overhånd i ham, men nu var det istedet en tørhed der sad i svælget af ham. 
" Men du behøves ikke at give mig noget, jeg vil ikke trænge mig på og tage af Fruens ressourcer. " tilføjede han hurtigt mens han drejede sig om efter hende.  Det ville blot stille ham i gæld til hende, og han absolut hadede at skulle stå i gæld til andre.

Florence kastede et kort blik bagud. Hvis han ville vente helt til at magien kom tilbage ville han nok blive smidt for porten på Avaions egen befordring. Han kunne i hvertfald ikke komme til hende personligt. "Avaion tager ikke imod bude" gentog hun sig selv inden hun åbnede døren der gik ind til de ansattes kamre. "Efter at hendes magi er forsvundet er hun meget sårbar og hun stoler ikke på.." hun hold en kortpause imens hun tænkte sig om med et underbevidst elevator blik på Galavant. "folk."

Med lavmælte trin gik hun ned af trapperne der førte i kælderen hvor hendes kammer var. Men istedet for gik hun forbi det og hen til det alt for store køkken i forhold til at der for tiden ikke blev lavet mad til mere end ejerinden af godset og de ansatte. "Du tager ikke af hendes ressourcer. Du vil teknisk set få af mine." forklarede Florence imens hun fandt nogle rester frem fra det primitive køleskab og tænde op i ovnen med komfurpladerne ovenpå. Da den ansatte kok var en ildbetvinger havde madlavningen været meget besværligt og selv Florence havde været nødt til at hjælpe til her og der.
"Vi er ansatte her, så hvad vi spiser bliver bare trukket fra vores løn. hvilket vil sige at jeg jo har en del til rådighed da jeg jo ikke spiser.. rigtigt" forklarede hun imens hun holdt blikket på det hun arbejdede med.

Han fulgte forholdsvis roligt med hende, selvom han dog af den rene vane noterede sig rum og etager, genstande og des lige. Hvad Florence fortalte ham fik dog tankerne i gang i hovedet på Galavant, mens han for nu ignorerede det budskab der lå i det. 
Hvilken kvinde var denne Avaion?
De hvide øjne gled tænksomt hen over et maleri af en kvinde der hang på væggen. Var det husets ejerinde? Hvis hun ikke stolede på folk måtte der jo være noget hun skjulte.. Selvom det jo også bare kunne være den normale frygt for dæmonerne der gjorde at Florence havde sendt ham det blik. Han hævede kort t øjenbryn af hende som han valgte at følge hende med ned af trapperne.
" Jamen så  bliver vi jo nok nærmest nærmere bekendte huh? Hvad laver du overhovedet her? Kan ikke forestille mig at du bevæger dig rundt og serverer.. Medmindre det er en anden slags servering du byder din frue med..?"
Galavant havde ikke tænkt sig at skride bare lige sådan, ikke hvis det kunne give ham længere tid væk fra Max; så måtte Castillo selv påkalde ham hvis han skulle mene der var et behov for ham.
En kort glædesløs latter forlod ham. " Kan se det for mig... Du har alt for mange ressourcer i forhold til de andre hva? Den her tørke må også påvirke dig, og dine 'marker'..? Gøre blodet mere tørt i smagen, måske ligefrem kraftigere?  " Hvis ikke den krop han befandt sig i var så lille, ville han i nuværende tilstand have forsøgt sig med at bøje sig ind over hendes skulder. Men som den krop han var i lige nu faktisk var en lille smule mindre end vampyren selv, gjorde han intet. Der ville alligevel heller intet komme ud af det. Det var sært så kedeligt det var blevet at true og skræmme og gøre folk vrede syntes at være blevet nu hvor magien var væk. Eller, helt væk var den jo ikke.. Dæmonbåndets magi var der stadig, han kunne da også en meget sjælden gang selv fornemme andres humør, men det var altid ganske svagt, og ikke nok til at han kunne drage nytte af den.. Som en fisk der hopper op af vandet foran en fisker var det kortvarig glæde der altid blev erstattet af skuffelse og irritation over magiens forsvinden. Han havde hørt sine rygter om Kzar Mora.. Om at det var der det hele kom fra. 
Uden helt selv at bemærke det var han begyndt at skære tænder inden de nåede ned i køkkenet.
Hans blik gled irriteret over på komfuret. Hvor han dog hadede denne menneskelighedsgørelse.

Han bevægede sig ikke videre, gjorde ikke engang antaster til at ville sidde ved bordet.

Tallerkenen blev slået så hårdt ned i bordet at det næsten var et mirakel at den ikke var knækket midt over. Men hendes blik var knapt så fyldt med vrede som hendes bevægelser afslørede. "Spis" beordrede hun kort inden hun vendte ryggen til og tørrede gryden hun havde af for rester. Det var forbudt efterhåndenden at vaske ting af mere end end gang om ugen på grund af vandmanglen.
Apropos vand tænkte Florence da hun havde undret sig over det et stykke tid siden nu men, jo, det var Galavant der lugtede langt væk af hest og... nok det der var hans egens krop. 
Hun satte sig ned overfor hvor hun havde placeret hans mad med et suk. Det var dog utroligt som han altid ville prikke til hende med den ene eller det anden metode. "Til forskel for dig.. vil jeg mene jeg har været en del heldigere med hvem der fandt mig brugbar. Jeg er ikke slave ansat. Jeg bestyrer de ansatte og sætter hus reglerne for dem. Det vil sige jeg også laver mine egne udover dem som Avaion har sat som grundregler" forklarede hun. Hendes blik der faldt på Galavant var underligt nok meget koncentreret for at beholde fatningen. "Og hvad .. blodet, angår. Så smager det ad helvedes til. Et sundt væsen giver sundt blod. Uden væske bliver det.... bittert. Næsten som at drikke flydende jern" sagde hun imens hun skar en grimmasse og strøg en hånd igennem det kort klippede pandehår.
Hun var muligvis mæt for det meste af tiden da alle i godset godt viste af hvilken race hun var. Florence var til og med ikke den eneste vampyr der var ansat. Men på trods af det var det aldrig rigtig tilfredsstillende når det smagte så ækelt. som at drikke fra rotter eller underærnærende dyr.

Det tankefulde blik, blev mere nærværende ved den skarpe lyd fra tallerkenen. En kort knurren forlod ham. " Tro ikke at du bare sådan lige kan beordre med mig." Ikke desto mindre satte han sig langt om længe ned og stirrede længe på tallerkenen, alt mens han kunne føle mundvandet stige op i gabet på sig og maven blive en hård knude af, hvad han regnede med var, manglen på mad og næring.
Forbandede hylster!
Lød det kort i hand tanker inden han langt om længe gik om bord i maden, stille og forholdsvis roligt spisende af den. Det gik ikke at være for hurtig med maden når kroppen i forvejen ikke var vandt til at have gang i organerne på en sådan måde. 
Hans blik gled på Florence som hun satte sig ned overfor ham. Der var en sær form for blødhed over hende. Som havde de ikke tilbragt en tid i undergrundens fængsel sammen sidst de sås. Som havde han ikke været på nippet til at gøre skade på hende flere gange dernede.  Han tyggede eftertænksomt på et stykke kål, som han nær havde fået gal i halsen over den hidsighed der nær havde skvulbet fuldstændig over sine kanter som hun prikkede til ham med sine ord. "  Slavebundne er kun Zaladins efterkommere. " Lød det citerende fra en af de religiøse tekster. At hun havde fået så meget magt overraskede ham lidt. " Men du er stadig købt og betalt for per kontrakt. Det vil jeg stadig kalde at være en slave.. Måske ikke bunden som jeg er det.. Men folk vil sjældent velvilligt have dæmoner i deres stab. Ikke medmindre det er for at få mere magt, det værende i krig eller politisk også er det jo 'bedre' at få fat i dæmonens navn og på den måde kunne kontrollere hele hans eller hendes liv mens man selv lever. " 
En vrede lå tydeligt lige under overfladen i hans stemme mens han forsøgte at fokusere på at indtage maden.
Et grumt smil forlod ham til hendes brokken over blodets smag. " Jamen så er vi jo stadig i samme båd.. Menneskeføde og væske siger mig intet, men når magien er taget en tur til Kzar Mora, så må man jo tage til takke med hvad man kan få. Og gå ud fra atmagien ikke kommer tilbage sådan lige med det samme.. De kunne sagtens være i gang med at forsøge at låse alle os udenfor og vores magi inde så det vil være lettere at overtage landet'' 

Som hans brokkeri fortsatte havde Florence lagt sit ansigt i sine hænder som lænede sig på bordet imens hun lyttede. At magien avr forsvundet havde ikke gjordt den helt store forskel fra hende nu hvor hun ikke var i helbredelseshuset eller klosteret mere. hendes magi var ikke livsnødvendig, det var mere manglen på vand der var hendes helt store problem.

Hun nikkede en smugle engang imellem hans snakkeri. Ja hun var jo nok stadig det man kan kategorisere som en slave, men hun havde en fornemmelse af at Avaion ikke var helt glad for at tvinge folk i arbejde uden fortjeneste. Men igen det var noget hun ikke blandede sig for meget i.Hun lavede en lidt utilfreds grimasse da han begyndte at sammenligne hinanden. Nok spiste de begge ikke menneskeføde, men det var nu nok de eneste de havde til fælles nu. deres højde måske, men heller ikke mere. 
Det var ligesom om en knude formede sig i maven da han begyndte at snakke om at kontrollere dæmoner med deres navne. I fangekælderen havde hun lovet sig selv at gøre noget ved Galavants situation, men da hun var kommet over jorden igen og tiden var fløjet havde hun set sig til at det nok var noget hun ikke ville kunne opnå i dette liv. Plus som Galavant sad der og vrissede fra sig som altid havde hun også mindre lyst til at gøre det end nogensinde før.

Florence var efterhånden holdt op med at lytte på ham og sad nu bare og stirrede ned i træbordets udskæringer som et barn der var blevet skældt ud.

Han bemærkede ikke først hendes humørskiften. Det var svært for ham helt at læse folks ansigter og humør uden hjælp af magien, selvom han næppe ville indrømme det. Det var først da hun sad og så ned i bordet, som en der skammede sig at han begyndte at holde inde og istedet fokuserede på at få maden indenbords og blive indenbords.
En tør frikadelle røg ned inden han stillede tallerkenen fra sig. Blikket var på hende.. Længe og tavst, inden han fik listet en hånd ned under hendes hage og løftede op så hun havde hovedet imod hans. Han stirrede uudgrundeligt på hendes ansigt. På læberne, kindbenene, op langs næseryggen til øjenbrynene indtil de hvide øjne faldt til hvile på hendes røde.
En vis form for rolighed synes at have taget midlertidig bo i ham, da han brød stilheden med et:
" Tak for mad.. "

Så hendes hersker vidste hvad hun var..? Uden at have dræbt hende..? Galavant var næsten sikker på der lå et eller andet bag, men han var ikke sikker på hvad. " Har du nok beskyttelse imod den tidligere narhat her? Kender Avaion til ham?"  Spurgte han mens hånden og armen gled tilbage under bordet.

Det var lige før hendes kæbe rystede lidt i hånden på ham da hendes ansigt og derved opmærksomhed blev løftet op igen til ham. Var der noget vigtigt hun ikke havde hørt? Eller var havde han bare et af sine øjeblikke hvor han enten manglede opmærksomhed eller ville have en form for reaktion ud af hende. 
En reaktion fik han skam også. Først overraskelse, så en smugle frygt, en snert fra foragt og vrede der snørede sig sammen til noget koldt der løb ned ad ryggen på hende. Og til sidst kom den velkendte følelse af.. sult. Hun havde givet den følelse navnet sult da hun ikke rigtigt kunne placere den andre steder. Hun kunne næsten mærke hans puls i hans fingre spidser hvilket fik hende til at holde vejret og fokusere på blikket der mødte hende, indtil han igen gav slip.

Næsten som et form for selvforsvar greb hun ud efter tallerkenen og vendte ryggen til for at rengøre den. "Ja.. ja eller det h-have jeg. Før magien forsvandt, men han kan heller ikke finde frem til mig uden den" svarede hun ham hurtigt med en lettere snøvlen over ordene. Hendes fumleri ende også med at tallerkenen smuttede ud af hænderne på hende og slog itu nede i håndvasken. "Ja Avaion kender til ham. Det er nok egentlig derfor jeg er her. Hun er ret glad for at stjæle andres... ting" afsluttede hun da lyden fra tallerkenen havde bragt hende lidt ned på jorden igen.

Et kort smil forlod hans læber til hendes reaktion, på trods af alvoren i ham. "  Så må vi håbe at han forbliver uvidende om din lokation.. I det mindste kan det nok gøre dig lidt mere tryg, at vide at han nu officielt er blevet efterlyst. Så han skal være mere forsigtig hvor han færdes. "
Lyden af den smadrede tallerken fik  ham nærmest påkaldt bag hende, skævende ned imod skårene. Forsigtigt begyndte han at tage de største skår op. " Så det er hun? Hun lyder som en spændende kvinde. Ved du noget om hendes magi? hvad hun laver? hvad er hun for en slags kvinde? " Al info kunne være nyttig info, jo mere han fandt ud ad omkring kvinden som han stadig havde en rulle der skulle leveres til.  " At hun er imod narhatten får hende i al fald et skridt tættere på min positive side. " lød det kort kommenterende mens han lagde skår efter skår på kanten af bordet i en lille bunke.
" Så jeg vil gætte på at hun forsøger at rydde ham af vejen?"

Det gav et lille gip i Florence da han var kommet på benene og hu rykkede sig væk med det enkelte skår hun havde nået at tage op i hænderne. Det stak i hende at være for tæt på ham så hun trak sig tilbage så han kunne gør hvad han ville med resterne af tallerkenen. 
Hun stod lidt i tavshed og tænkte over alt det han spurgte om lidt mistænksom om han prøvede at få lige så meget ud af hende om Avaion af samme grund til at han ville vide noget og hendes tidligere herre. "Siden hvornår er du begyndt at bekymre dig for om jeg er i sikkerhed for ham?" hun trak vejret hurtigt ind igen for at begynde igen. "Om jeg er sikker overhovedet? Det er ret nyt at du i det hele taget forholder dig så roligt og ikke truer mig med at separere mit hoved fra min krop!" hun kunne høre hvordan hendes stemme hævede sig lidt da lyden slog imod køkkenvæggene. "Og jeg beklager MEGET men jeg vil ikke røbe ting omkring min nye herskerinde til en som jeg på ingen måde nogensinde har givet udtryk for at være til at stole på. Ved du hvorfor jeg ikke vil lade dig se hende? Fordi hun specifikt har givet mig besked på at holde skumle eller fartruende typer væk fra hende!" 
Hun havde grebet fat i en stol der stod i hendes vej som hun kurrede hen ad gulvet inden hun smed skårene i en spand på gulvet i det hun gik hen til gøren der første ud til leveringsgården. Hendes hænder var tydeligvis skårret op men det blødte ikke voldsomt nok til at begynde at dryppe fra sig.

Han skævede til hende som hun nærmest tog afstand til ham. Var hun bange for han skar sig og hun ikke kunne styre sig? Det forekom ham ligegyldigt.
" Af samme grund som da du spurgte mig førhen; fordi jeg ikke synes om ham. Måske din nye herskerinde har mere og bedre hjerne end han har. Det skal jeg ikke kunne sige, jeg kender hende ikke. " Kom han straks op i forsvar mens han børstede skårene af sine hænder, irriterert over at hans magi var så godt som væk, så han ikke kunne udnytte hendes vrede til egen fordel.
" Og har du overvejet om hvorfor jeg forsøger at forholde mig rolig? Det har nok noget at gøre med de fandens til mange regler og ordrer min nye herre har overdynget mig med. Han stod og læste af et sidelangt dokument Florence.. Hver og en påvirker båndet der er mellem mig om ham, den f.....fugl!" Han hvæste som båndet gjorde ham ude af stand til at kunne tale ilde om sin herre. "Det bånd vil kunne påvirke mig fysisk som psykisk. Vær du glad for du kun er en vampyr.."
Han skulede efter stolen som den gled hen over gulvet, inden blikket gled mod Florence som hun satte sig i bevægelse igen.
En række af klik hørtes fra hans hale som hans stemme dæmpedes igen, lavere end talelejen.
" Så du mener jeg ikke er til at stole på hva? Hvem var det der vidste hvad du var allerede til ballet? Lad mig minde dig om at du drak af mig der, i haven, hvor min daværende herre stod bag træerne og holdt vagt. Ikke på noget tidspunkt valgte jeg at følge protokollen som der følger en der tjener lyset. Ikke en gang valgte jeg at hive fat i en vagt og sige at "  Han vrængede stemmen om til det direkte latterlige; " Hey, se her er en vampyr skynd jer at dræbe hende, hun er jo Zaladins skabning og ikke en der kan underlægges slavebåndet som vi dæmoner kan det. "
Han tog en dyb vejrtrtækning.
'' Og ikke en gang nævnte jeg hvad du var overfor min daværende herre. Men det ville du måske have foretrukket? For så kan jeg da sagtens skride hjem til min nye herre og råbe op om at jorden er ved at gå ned fordi der er en vampyr i Avaions gods. Når min opgave her er færdig. ''
Anspændt blev han stående, stirrende på hende som kunne blikket dræbe hende.
" Og ikke en gang forsøgte jeg at overtage din krop bare for at gøre det af med din sjæl. Jeg kunne have brændt dig da jeg satte ild til bydelen, gjorde jeg det? nej.. Så kom ikke her med det vås om at jeg aldrig har bekymret mig for dig at jeg ikke er til at stole på. "
Han stivnede i en bevægelse der egentligt havde været på vej hen mod hende, men istedet nu gled hen imod døren op fra kælderen. " Eller du er måske bange for hvad du så i kælderen? Den løse og frie mig? Så fri man engang er når man bliver givet beroligende og ikke mindst er låst inde og lænket.... Sikken en frihed.. " Et fnys forlod ham som han rakte ud efter dørhåndtaget.  

Som ved en svingdør var hun tilbage i døråbningen og var lige ved at rive dørkammen ud fra sin plads. Hvis hun havde være pissed eller såret nede i fangekælderen var det ingenting i forhold til det hun følte nu. Hun kunne rive døren af hængslerne hvis hun fik chancen. "årh hold da op! At du ikke sladrede til folk om mig var udelukkende for din egen skyld!" snarrede hun igennem hende vampyr tænder der var specielt tydelige nu. "At du ikke har gjordt mig noget har jo bare ligget i de tåbelige aftaler vi har kastet omkring os! Jeg fatter ikke at jeg lod mig rive med og troede på at der faktisk var en lille bitte dråbe at følelser andet end had og manipulation i dig!" Uden at tænke over det sparkede hun til den tidligere nævnte spand så den fløj langs gulvet og stødte ind i den modsatte væg. Bare for at komme af med aggressionerne på en eller anden måde.

"Og JA selvfølgelig er jeg fucking bange for hvad jeg så i kælderen!! Du truede mig på mit liv fordi jeg prøvede at være der for dig! Du spyttede mig i ansigtet for at tilgive dig alt du sagde til mig! Du plantede billeder af måder du ville rive mig fra hinanden i mit hoved til jeg ikke kunne drømme om andet!! SELVFØLGELIG ER JEG BANGE FOR DIG!" Det var ligefør hun var tæt på at besvime efter vejret inden hun faldt sammen ned på knæ. Det var på alle måde umuligt for hende at holde hendes gråd nede og tårene løb ned ad kinderne så det dryppede ned på gulvet. Hun ville utroligt gerne råbe og kaste ting efter ham men hendes rystende krop tillod hende ikke mere.

Et kort glimt fik det til at sortne helt for Galavants øjne, af den rene og skære dyriske vrede der i det korte øjeblik havde overtaget over hand krop, inden han selv fik ordentligt magt over sig selv igen. 
" Følelser er bare noget vi holder skjult. Fordi det kan svække os. De fleste dæmoner holder sig kun til en eller to følelser, sjældent mere." Knurrede han, inden han helt opgav at forklare hende det.
Hun var langt udenfor rækkevidde som det var nu.

" Ja, hvad Zaladin havde du forventet? At jeg jublende ville forsøge at hoppe i dine arme? Hvad havde du regnet med at få ud af at lade dig selv låse inde? En protest fra en person er en meget dårlig demostration imod overklassens magtkamp..  Og jeg plantede intet i dig, det var dig der lod din fantasi bryde løs fordi du ikke kunne holde til at være dernede. Jeg advarede dig mod at følge med og alligevel gjorde du det. Men frygten har måske gjort dig lidt godt.. Til at lære at respektere når jeg siger nej de gange jeg har ladet dig tage af mit blod.. "
Han tørrede sig let hen over panden, bandende mentalt af verdens kaos, følelsernes kaos. Følelser han ikke var vant til at håndtere, ikke vidste hvad han skulle kalde eller hvordan han skulle håndtere. Det og den åndssvage plage der var over landet nu. Blikket gled op mod loftet hvor han forsøgte at få  sin puls lidt mere til ro.. At være vred i en tørke var ikke ligefrem det bedste valg, det tilbragte bare mere tørst.
Efter at have talt træværket som loftet bestod af nogle gange så han endelig over imod den nedbrudte, grædende og vrede Florence. " Spild ikke dine tårer på en som mig, eller på dig selv. Du har brug for væsken til at kunne fortsætte med at blomstre, selvom du er vampyr... Selv en dæmon er nødt til at holde kroppen oppe med væske. " Han skiftevis knyttede og strakte næverne, tvingende sig selv til at blive stående hvor han var. Hun havde jo lige sagt at hun var skræmt af ham, så var der ingen grund til at putte mere brænde på ilden ved at holde hende på skulderen eller slikke hendes tårer væk.. Den rene tanken fik det til at gå op for ham hvor tør hans svælg og mund egentligt var blevet.

Florence sad bare stille et øjeblik imens hun lyttede til Galavant tale ud. Hun tørrede sin kind i sin uniforms ærme inden hun tog sig sammen til at tale igen. "Jeg ved heller ikke hvad jeg ville opnå ved at blive dernede. Jeg tror bare jeg havde overbevist mig selv om at ..." hun stoppede igen da hun egentlig ikke viste svaret på den sætning hun hade startet. Hun havde jo nok håbet aller mest på at enhver ville opføre sig sådan under de forhold han havde været under. Men hvis det var sådan Galavant var uden sit bånd til et sæt regler kendte hun jo ham knapt nok.
Hendes skuldre som havde været trukket op lod sig falde ned igen så hun sad og så faktisk lettere afslappet ud. Dog stadig uden at se op på ham. Hun viste ikke hvilket dømmende eller latterliggørende blik hun ville modtage hvis hun mødte hans så hun holdt det i jorden for nu.
"Men jeg tror ikke det var en desideret protest, bare en form for modstrid af at der skete noget jeg ikke ville have" forklarede hun imens hun fik et småirriteret ansigt over sig. "Jeg blev jo nok dernede fordi jeg havde håbet på at gøre en forskel for dig. Hvor lidt jeg end har lyst til at indrømme det og hvor lidt du end sikkert har lyst til at høre det så jeg mine sølle menneskelige følelser nok trådt over grænsen og har fået mig til at.." det gav hende næsten en dårlig smag i munden. "at holde af dig." Hun ventede næsten på det latterfald der ville møde hende så hun prøvede at forhindre det ved bare at snakke videre. "Det er ikke fordi det betyder jeg ikke er ræd for hvad du kan gøre eller sige, men det er jo nok det der har givet mig energien til at prøve at hjælpe. På trods af hvor meget det i sidste ende ikke hjalp overhovedet" det var lige før hun rulle øjne af sin egen dumhed.