Det var efterhånden ret sent da Saga forlod kroen hun havde tilbragt aftenen på. Efter tørknen havde ramt landet havde vand været en mangelvare, men måske gjorde det egentlig ikke så meget, for det gav hende i hvert fald en undskyldning for at drikke mjød. Ikke at hun havde nogen at undskylde overfor, og måske handlede det i bund og grund også bare om at undskylde sig selv og sit drikkeri, men belejligt var det altså. På visse punkter, for det var blevet sværere og sværere at jage, nu hvor vandet var forsvundet. Faktisk var det blevet så svært, at hun ikke længere gjorde det. Der var simpelthen ikke nok byttedyr. Det betød dog, at hun ikke havde haft penge til at leje det lille værelse på gården udenfor Hovedstaden, hvorfor hun lige nu flakkede lidt rundt. Hun var godt nok i lære som bue og pilemager hos en våbensmed i det fattigere kvarter af Hovedstaden, men han havde ingen værelser at leje ud til hende. Og selvom han godt nok havde været så "venlig" som at tilbyde ham sin seng, havde hun takket kraftigt nej tak, da det var gået op for hende, hvad det havde indebåret.
Ikke at han normalt generede hende, for i dagtimerne var han sådan set flink nok, og desuden kunne det næsten være ligegyldigt. Den stædige pige der havde forladt Tusmørkedalen for så lang tid siden - på jagt efter eventyr og oplevelser - havde fået en smag af virkeligheden, og hvad der var tilbage var en tøs, der efterhånden var mere eneboer end noget andet. En smule mærkelig også, endnu mere efter det voldsomme møde med vampyren der havde efterladt hende temmelig ødelagt, og lige nu fordrev hun tiden på at arbejde, drikke og spille terninger. Et simpelt liv, men det fungerede for hende og gjorde tilværelsen værd at leve.
Især når man var så fuld, som hun var denne aften, hvor hun var så fordybet i sine egne tanker, at hun ikke lagde mærke til sine omgivelser, men gik direkte ind i en modgående person. "Undskyld," mumlede hun snøvlende, og kastede et blik på personen hun var vadet direkte ind i hende. Et kort øjeblik hvilede hendes øjne på trækkende før en brik faldt på plads i hendes fulde hjerne. "Angrod?" Udbrød hun overrasket, da hun genkendte elveren.

Natten var faldet på og der kom lidt mere liv i den store Hovedstad. Normalt var det nu at det meste af byen ville være øde, men efter tørken og solens hede, så var natten blevet et tilflugtsted for at blive kølt ned. Nattens kølige kulde slugte og dæmpede for solens varme stråler og dens efterladenskaber. Det var første gang at Angrod besøgte Hovedstaden, det var måske ikke det bedste tidspunkt at komme til byen, for den var i sørgelig stand. Befolkningen var desperate efter vand og mad. Og det var også grunden til at Angrod var kommet til byen. Det nyttede ikke at jage i skovene mere, dyrerne manglede også vand og de havde sværere ved overlevelse end menneske racen havde og derfor var der ikke ret meget at jage derude. Det tvang folk til byerne for at få brugt de få mønter som var muligt at skrabe sammen, så der kunne købes lidt mad. Men alt var jo steget i pris, så det var svært.
Han havde ikke mønter nok til at leje et af værelserne på de steder som tilbød det, så indtil videre så strejfede han bare rundt i byen, men det var mere sikkert for ham at være i Hovedstaden end at være i skoven, hvor maden var småt. 

Han havde ikke lavet så meget her til aften, han havde mødt nogle som havde et stykke af et tørt brød tilbage, som han med lidt held havde fået hænderne i og på den måde havde han også fået en smule at spise denne aften, selvom det ikke var nok til at mætte en elver som ham. Nu spadserede han bare rundt i gaderne og fulgte med i hvordan beboerne her i byen levede deres liv, det bare jo noget anderledes end hvad han førhen havde været vant til. Han blev afbrudt da en kvinde pludselige stødte ind i ham. Der kom et venligt undskyld fra kvinden, og han var hurtigt til også at sige undskyld. Han blev små chokeret da han hun nævnte hans navn, men øjeblikket efter så han hvem der tilfældigt var stødt ind i ham. "Saga?" Sagde han med en glad stemme, "Det er godt nok længe siden, hvad laver du her?" Han kiggede spørgende på hende og slog ud i et kærligt kram.

Chance var en underfundig gud. At bringe to mennesker sammen på den måde hun lige havde gjort, krævede så mange tilfældigheder der alle var spundet sammen til lige præcis dette tidspunkt. Først skulle Saga være endt i Hovedstaden, så skulle hun være blevet da pesten ramte og da magien gik amok - og igen da tørkenen ramte. Efterfølgende skulle hun have valgt at gå ud og drikke mjød denne aften, og gået ned af præcis denne gyde på dette tidspunkt, så fortabt i tanker, at hun ikke havde lagt mærke til Angrod før hun var stødt ind ham. Alle de tilfældigheder skulle også have galt Angrod, for at han var endt i samme gyde på samme tidspunkt som hende. Det syntes næsten umuligt, men ikke desto mindre var det sket og da først Saga havde genkendt den høje elver brød hendes ansigt ud i et smil, hvilket ellers efterhånden var begyndt at blive et sjældent syn hos hende. "Angrod!" Udbrød hun igen, men denne gang var det en konstatering frem for et spørgsmål inden hun gengældte hans kærlige kram. Hun kunne tydeligt huske den sidste gang de havde mødtes, og hvordan deres veje igen var skilt, præcis som den var med så mange andre hun havde mødt på sin rejse til Hovedstaden. Men Angrod havde gjort mere indtryk på hende end nogen anden hun havde mødt på rejsen, hvilket muliges skyldtes, at han havde været den første skovelver hun havde mødt og måden de havde mødtes på. "Jeg bor her," svarede hun med et bredt smil. "Eller, ikke her i den her gyde, men her i Hovedstaden. Hvad bringer dig på disse kanter? Du er langt væk fra Elverly." Spurgte hun med slet skjult begejstring om vennen hun ikke havde set længe.

Han smilede ved hendes andet udbrud af han navn. Han var glad for at hun var glad for at se ham igen, det var gengældt. Eller var det bare mjøden som spillede hende et puds? Angrod havde slet ikke glemt deres sidste møde, som og var deres første, ude i skoven hvor de i dagevis fulgtes igennem den dybe skov og nød hinandens selskab, men til sidste også måtte splittes igen. Alle veje kunne ikke føre samme sted. "Du er simpelthen flyttet til byen. Spændende" Sagde han roligt og interesseret i hende, "Ja jeg er kommet langt væk fra Elverly" Han lod sit blik glide rundt på Saga, hun havde ændret sig småt, men hun var stadig den kønne pige fra skoven, "Jeg blev tvunget til at søge mod byen, da skovene ser ud til at lide rigtig meget under den nuværende tørke. Dyrene er ikke til at finde og det gør det ikke nemt at være jæger. Det må vel også være en af grundende til at du har søgt mod Hovedstaden, for du jagede i skoven sidst vi var sammen?" Det kunne jo være en af grundende. Det så virkelig skidt ud med Landets dyreliv, de havde sværere ved at overleve i den her hede, i forhold til menneskerne og de andre racer. Angrod havde fundet flere dyr som havde givet op og var døde, og dem kunne man ikke spise. Det ville han ikke risikere.

"Selvfølgelig, det er jo her der er mjød." Svarede hun med et skævt smil. Hans begrundelse for at søge mod byen lød sådan set fornuftig nok. For selvfølgelig kunne dyrene ikke leve uden vand, og med tiden ville det unægteligt blive sværere at jage. Det var jo også derfor hun selv havde været nødt til at droppe at jage, men at Elverly allerede var så hårdt ramt overraskede hende alligevel. Hun havde troet de ville have en eller anden måde at komme omkring det på, forbundet som naturen, som de fleste elvere syntes at være. "Jeg var faktisk lige kommet til Hovedstaden da pesten ramte," forklarede hun. "Så jeg besluttede mig for at stikke af og holde mig fra andre, men på det tidspunkt var jeg åbenbart allerede blevet smittet. En bekendt af mig fandt mig ude i nogle ruiner, hvor jeg hallucinerede så voldsomt, at jeg ikke engang kunne kende ham." Hun trak let på skuldrene, som forsøgte hun at affejede hvor syg hun rent faktisk havde været. "Og da jeg endelig blev rask opdagede jeg, at pesten havde taget mine forældre, og så var der ingen grund til at tage tilbage til Tusmørkedalen og så kunne jeg ligeså godt blive her." På trods af, at hun havde haft både venner og bekendte i Tusmørkedalen, havde hun alligevel ikke set nogen grund til at tage tilbage. Det ville blive for hårdt at blive konfronteret med forældrenes død, så hellere blive i Hovedstaden og forsøge at skabe sig et liv der. Selvom det var blevet lidt ved forsøget, hvis man tænkte på, at hun overvejede at overnatte i en stald. "Men du klarede det gennem pesten." Sagde hun med et smil rettet mod elveren. "Jeg må indrømme jeg ikke kunne lade være med at bekymre mig en smule over, hvordan det var gået dig med alt det, der har været på færde af pest, og løssluppen magi og nu også tørke."

/afsluttet