Det er længe siden jeg har været i hovedstaden, så det tager mig lidt tid, at finde hen til markedspladsen. Det er som om, at byen ændrer sig lidt fra gang til gang. Det gør den sikkert ikke i virkeligheden; men ikke desto mindre føles det sådan. Som altid summer markedspladsen af aktivitet og travlhed. Fyldt med boder og væsener, som gør den ene handel efter den anden. Et eller andet sted, er her nok også et par tyve. Måske tilslutter jeg mig dem i dag. Pengene er ihvertfald små for tiden - eller det vil sige, at det er de altid..
Et puf til min skulder vækker mig fra drømmeriet, og jeg sender personen et hidsigt blik. "Se dig for!", mumler jeg surt og giver mig til, at mase mig igennem mængden gennem den store plads. Af ren vane lytter jeg opmærksomt til andres samtaler. Indtil videre er der intet nævneværdigt sladder, men der er en gennemgående negativ stemning. Stress og brok er der rigeligt af. Hvis jeg havde nogle at brokke mig til, ville jeg sikkert have været lige sådan. Men det har jeg ikke. 
En bod fanger min opmærksomhed, og jeg finder hurtigt plads foran. Boden er fyldt med diverse magiske ting, alt fra amuletter til krystaller og diverse væsker. Jeg aner ikke hvad halvdelen af tingene er, eller hvad de gør, men det fascinerer mig - og dét er tydeligt at se. 

Det havde taget lang tid at finde frem til markedspladsen. Eric havde knap nok trådt ud af døren til kroen, hvor han havde lejet et værelse, før han var faret fuldkommen vild. De fleste mennesker ville nok stoppe og spørge om vej, men for Eric havde det været helt umuligt. Han var gået hen til en kvinde der stod med et barn på hoften, og to mere der løb rundt om hendes fødder, for at spørge om vej. Hun lignede Erics mor. Han havde stået foran hende i stilhed og uden at møde hendes øjne, før han vendte om og flygtede den anden vej. Han havde vandret rundt i byen i omkring en halv time efter, indtil han endelig fandt markedspladsen.
Alle de spændende ting var næsten nok til at distrahere ham fra hvor mange mennesker der var. Næsten. Eric prøvede at gøre sig så lille som mulig, mens han gik gennem menneskemængden. Jo mindre han var, jo mindre risiko var der for at blive stødt ind i, selvom det skete nu og da. En voksen mand, der åbenbart ikke så sig for, ramte ind i Eric, og sendte ham væltende om på jorden. Han tog fra med hænderne, hvilket gjorde at de gamle brosten skar ind i hans hud, og han mærkede hvordan hans bukser blev gennemblødt af mudder.
Eric fik stavret sig på benene, og så ned af sig selv. Der var huller i hans bukser ved knæene, og en lille smule blod. Hans hænder var heller ikke blevet sparet fra de skarpe brosten. Manden var allerede væk, det så ikke engang ud som om han lagde mærke til noget. Ingen andre sagde noget, og det gjorde Eric i hvert fald heller ikke.
Forsigtigt gik Eric over til boden han havde været på vej mod, før han blev væltet omkuld. Den solgte forskellige magiske artikler, og Eric kunne nærmest mærke kraften fra dem. Forsigtigt samlede han et lille instrument op, der lignede et pendul i et lille stativ af guld. Den blev brugt til at måle magi i luften, og gav pendulet også et lille udslag. Eric var så optaget af instrumentet, at han ikke lagde mærke til ejeren af boden, en oldgammel kvinde, stirre mistroisk på ham. Han var klædt i tøj fra Nordlandet som var slidt og beskidt. Han ligende ikke en der havde råd til noget i boden, hvilket egentlig også var meget sandt.

Mit blik studerer ivrigt hvert enkelt af de mystiske ting, som boden er fyldt med. Særligt en ting fanger dog mit blik; en medaljon af en art, med en blå sten i. Det kribler næsten i mine fingrer, for at røre ved den. Den ville se flot ud om min hals. Den gamle kvinde som står bag boden, holder dog skarpt øje med alle der nærmer sig, så jeg tør ikke engang forsøge. Det ville være for dumt. Langsomt og meget forsigtigt lader jeg min pegefinger glide hen over medaljonen. Det er som om, at den sender et svagt stød gennem min finger. Hvad mod det kan bruges til, dette mystiske smykke?
En anden kommer hen til boden, og den unge mand fanger hurtigt min opmærksomhed. Ikke blot på grund af hans noget.. beskidte udseende, men lige så meget på grund af den dims han løfter op. Helt fascineret af dimsen træder jeg et skridt tættere på, "Hvad gør den?", spørger jeg ham. Min stemme er for en gangs skyld ikke hård eller kold, men derimod præget af nysgerrighed. Et øjeblik fanger jeg hans blik, hvorefter mit blik igen er fastnet på tingen i hans hånd. 

Det gav et sæt i Eric, da han hørte en stemme meget tættere på end han havde regnet med. Han kikkede op og havde nær tabt instrumentet i sine hænder, da han fik øjenkontakt med kvinden der havde talt til ham. Han var meget interesseret i de røde tegn der var malet på hendes kinder, men det betød at han skulle kikke på hende, og det var han ikke meget for. I stedet kikkede han ned på instrumentet og skulle til at fortælle hvad det var, men det var som om hans mund midlertidigt havde glemt hvordan man formede ord. Han rømmede sig. Han skævede til kvinden. Stilheden var blevet akavet og han rømmede sig igen.
'Det er,' han stoppede og flyttede sin vægt fra den ene fod til en anden i utilpashed over situationen. 'Um, det er et instrument der måler magiske udslag i luften.' Han holdte det hen mod en talisman og pendulet svingede i stativet. 'Det bliver oftest brugt til at finde forbandede objekter. Normalt ville de blive brugt i et rum helt uden magiske genstande for at undgå falsk udsvingninger. Der findes nogle der er så fintunet at de skal betjenes af en uden magi.' Han skævede igen til kvinden. '... den hedder veneficaumeter,' afsluttede han lamt. Hun havde nok ikke lyst til at høre sådan en lang forklaring.

Den lange stilhed, før den unge mand endelig åbner munden, irriterer mig frygteligt. Jeg er simpelthen for utålmodig; kan han ikke bare komme igang? Jeg er dog bare en smule høflig, og derfor skynder jeg ikke på ham - han får lidt tid til at samle sig. Det lignede trods alt, at han fik et chok, da jeg talte. 
Aha, et instrument der måler magi. Det giver god nok mening, så jeg nikker svagt som tegn på, at jeg forstår. Da pendulet reagerer på en talisman, ligner jeg næsten et lille barn, som ser et nyt legetøj for første gang. Fascineret, nysgerrig - og næsten lykkelig. Med store øjne betragter jeg lyttende den unge mand, da han forklarer videre. Hvilken klog mand. Det viser sig at dimsen har et navn; et veneficaumeter. Det må jeg huske, det kunne være nyttigt engang.
"Ved du hvad alle de her ting er?", spørger jeg hurtigt efter han er færdig med at tale - uden at vente hans svar, løfter jeg dog medaljonen med den blå sten op, for at holde den foran ham. "Hvad gør den her så?", mit hoved er vippet let på skrå, og mit blik spørgende. 

Eric følte et lille, genert smil på sit ansigt, da kvinden rent faktisk var interesseret i hvad han fortalte om instrumentet. Erics bror Rafen havde aldrig været interesseret i sådan noget, og deres forældre havde aldrig haft tid eller forståelse for hvad han talte om. Det føltes godt rent faktisk at tale om noget, som han vidste en masse om, også selvom opmærksomheden gjorde ham urolig. Det hjalp at den gamle kvinde var bakket lidt væk, selvom hun stadig holdte øje med de to unge mennesker.

Eric blev helt skiløjede, da han prøvede at kigge på medaljonen foran sig. Han trådte et skridt tilbage, så han kunne kigge ordentligt på den. Der var små runer indgraveret på den, som Eric aldrig havde set før. Han kunne ikke undertrykke undertrykke sit mishag, da det gik op for ham at det var noget han ikke vidste. Han var godt klar over at han ikke vidste alt hvad der var værd at vide i Krystallandet, men han havde stadig en barnlig tro om, at han vidste det meste, det vigtigste. Åbenbart ikke.
'Det ved jeg ikke,' sagde han, og prøvede sit bedste ikke at lyde for irriteret. Han skævede til hende igen, for at være sikker på hun ikke blev vred over hans tone. 'Men den her.' Han greb hvad der lignede en lille, groft udhugget menneskelignende statuette i sten. 'Bliver brugt af dværge i tilfældet af at de farer vild under jorden. Hvis du aktiverer dem, vil de gå mod den nærmeste udgang.'

Med et spændt - for ikke at glemme, lettere utålmodigt - blik betragter jeg den unge mand, imens han studerer den medaljon jeg holder op foran ham. Personligt synes jeg at det er den flotteste medaljon i hele boden, og kunne jeg dog bare gemme den væk i min taske... Men nej. Det er stadig for risikabelt. Til min - og tydeligvis også hans - store skuffelse ved han ikke hvad lige præcis denne medaljon kan. Jeg skal lige til at kommentere på det, men afleder han min opmærksomhed ved, at hive fat i en underlig statuette. 
Noget skeptisk betragter jeg den menneskelignende statuette, alt imens jeg venter på hans forklaring. Forklaringen fanger min interesse, og det skeptiske blik er væk. Afløst af det barnlige, nysgerrige. 
Den grimme statuette har en yderst fornuftig mening, en god ide. "Hvad hedder den?", spørger jeg hurtigt. Måske at dette også en dag vil være nyttig viden.