Biblioteket var efterhånden blevet det mest besøgte sted for Kirana. Hun kom her ofte for at læse i de gamle bøger, søge råd, assistance eller gamle fortællinger som kunne være af behjælpelig karakter. Det var begrænset hvad hun egentlig kunne arbejde med, men i tide og utide havde hun rådgivet hvor hun kunne og ellers hjulpet skripenter og andre rådgivere med at finde frem til materialet de behøvede.

Alt sammen imens hun var konstant nervøs for hvordan Hargin havde det på sine missionsture rundt om i landet, specielt nu kaosset havde taget tilløb og gjort magien en smule mere utilbøjelig.
Ikke nok med at pesten havde haft fat i den begge - heldigvis kurreret i tide - men den nye plage havde noget af en irriterende indvirkning. Deriblandt at Kiras telekinetiske og telepatiske evner havde spillet hende et pus, så ting enten var begyndt at svæve rundt eller pulsere sig væk fra hende, og endu værre at hun nogle gange læste tanker uden at ville det.

I øjeblikket var hendes evner dog i stilstand, som hun sad fredsommeligt i det mere åbne område og lod fingere glide hen over den gamle, næsten møglædte tekst. Ikke lang tid efter lukkede hun den forsigtigt i, for at danne så lille en støvsky som overhovedet muligt, inden hun rejste sig og begav sig lidt længere ud af fordybelsenes gange. Derude hvor der var flere folk og lidt mere liv.

Eva trykkede håndtaget ned og skubbede døren til biblioteket op og blev mødt af et stort rum der havde sine høje og fylde hylder med gamle bøger. Hun havde aldrig været her, da tanken aldrig havde strejfet hende, ik før nu. Det skyldtes kun at hun tilfældig var gået forbi bygningen og havde kigget ordentlig på det, som regel tøffede hun blot forbi uden af sende det et blik. 
Eva var ofte i dette område og da hun søgte ro i templerne, men også for at takke eller bede til Isari. 
Blikket søgte rundt i rummet, hun trådte ind og holde døren for de forbipasserende det var på vej ud, hun sendte dem et venlig smil og nikkede let med hovedet som for at hilse kort, på en venlig men tavs måde inden de forsvandt ud af døren som blev lukket bag dem. Hun vente rundt og satte sig i bevægelse, hvor skulle hun dog starte, det hele virkede så uoverskueligt. 

I dag havde hun sørget for at tag en åben trøje på ud over sin hvide T-shirt og som også, nogenlunde, passede til hendes mørke bukser. Hun havde lavet to fine huller i, uden det så alt for grimt ud, eftersom hendes vinger skulle havde mulighed for at spredes helt ud når hun følte for det. Eva var stadig håbløs til at få vingerne skubbet helt ind i huden, de stoppede altid så hun lige havde spidserne fremme, og hun fandt det meget dumt da de lignede små vinger. En af de ting hun hadet ved sig selv, så hun skjulte dem ved at have en lang trøje ud over. 
Evangeline lod en finger glide langs reolens bogrygge da hun havde passeret den nærmeste reolen, og havde i forbifarten, set en kvinde gå ned af gangen hvor der også opholde sig en del andre folk som virkede til at lede efter noget bestemt, lige som hende selv. 

Den var ikke fordi der var mange mennesker tilstede på biblioteket, men det var heller ikke sådan at det virkede tomt, og det var faktisk rart. Bøgerne var gamle og derfor var det med en let finger, at hun valgte at køre gennem imens hun læste titlerne. Egentlig viste hun ikke hvad hun skulle lede efter, det eneste der sagde hende noget, var året 1632. Så måske kunne hun finde en bog der skrev noget omkring det år, eller skulle hun se efter skriftruller? Det virkede mere sandsynligt. 

Kirana forsøgte at presse vingerne til sig, for at undgå hylder, reoler og andet som kunne tage skade enten ved at blive skubbet ned, til eller på anden vis ødelægge noget. Ellers var Kirana afslappet med de store hvide englevinger som var blevet en del af hendes eksistens for blot et år siden.
Kirana stoppede op ved nogle støvede skriftruller, noterede sig mentalt nogle placeringer og vandrede derefter lidt videre.

Det var på denne viderevandring hun fik øje på en kvinde som hun ikke havde set i biblioteket før. Det skete der kom nye, men oftes var det folk som kom nogenlunde regulært og efterhånden kendte hinanden.
"Hej, kan jeg hjælp dig?" Kvinden med det noget iøjefaldende og pæne isblå hår, og svagt havde hun øjnet et par små vinger ved ryggen. Men det var irrelevant hvordan hun så ud, det var mere vigtigt at hjælpe hende.
Kvinden så ikke helt igennem forvirret ud, men søgende uden helt at være sikker. Kirana valgte derfor at tage venligt kontakt og smile varmt og venligt til hende. Nu håbede Kirana dog blot på, at hendes magi ikke begyndte at løbe om hjørner med hende endnu engang. Det ville give et noget anderledes førstehåndsindtryk, end hun havde i tankerne.

Hun havde gået lidt frem og tilbage langs reolen og havde ikke lige fundet det som hun egentlig lede efter. Hun havde valgt at kigge lidt i bøgerne ved at skimte teksten men lukkede dem forsigt i kort efter. 
Hendes opmærksomhed var lidt et andet sted og hun bemærkede ikke kvinden som hun havde bemærket tidligere, der havde gået ned af gangen. Evangeline vente sig overraskende om og fik øjenkontakt med kvinden "åh, em ja" Hun sendte et venlig smil tilbage. Havde hun set så søgende ud? "Jeg leder efter noget omkring år 1632?" tilføjede hun og hendes blik ende lidt længere ned ad den lange bogreol. Hun fik øje på en mellem reol med nogle hyller hvorpå det lå en masse skriftruller. Hun pegede forbi kvinden "kan der eventuelt stå noget i dem?"  

Hun sænkede hånden igen og rettede lidt på trøjen, bare for at være sikker på at den ikke afsløret hendes små vinger, der egentlig ikke var små når de først var foldet ud.. Hun var måske lidt flov over at hun ikke kunne findet ud af det, hun havde trods alt været engel i... hun kunne faktisk ikke rigtig huske det. Hun slog tanken fra sig og så spørgerne på kvinden, mon ikke hun var en af de folk der ofte var her og kendte biblioteket, ellers havde hun nok heller ikke spurt? 

Kirana smilede venligt, og fulgte kvindens finger som pegede ned bag hende, til en reol med skriftruller. "Det er fra 18 hundered tallet. Tror vi skal lidt længere ned for at finde frem til 16 hunrede" Svarede hun med et smil, og gjorde en gestus til at kvinden skulle følge med ned til et par andre hyller. Kirana havde efterhånden levet inde på biblioteket de sidste mange måneder, for at få styr over alle sine tanker og opgaver. Hendes hoved føltes nogle gange som om det var ved at springe, samtidig med at det var stærkt ubehageligt og underligt ikke at kunne benytte sine evner. Hun spejdede ganske kort ned til sit armbånd, og sukkede let. Det var for det bedste.

Disse reoler ville være lidt højere, men indeholdte ligeledes også skriftruller. Kira lod fingerne glide hen over de små påhungne noter til hver rulle, og fandt frem til bunken der indeholdte 1632 og i det område. "Er det noget specifik du leder efter?" Spurgte hun, som hun vendte sig lidt væk fra bunken, således at kvinden kunne komme til. "Mit navn er Kira, forresten" præcenterede hun sig selv venligt og med en varme i stemmen. Hun nød at møde nye mennesker, selvom det ofte kun var for kort tid. Ingen befandt sig herinde så mange dage om måneden som hun. Det kunne blive ensomt.

Eva fulgte kvinden som havde gjort en gestus til at hun skulle følge efter, over til en af de lidt højere hylder. Hun betragtede kvinden som lod sine fingre glide hen over noterne som var placeret til hver rulle og det var nemmer at lede efter, så skulle man ikke kigge igennem hver rulle. 
Det var faktisk smart, hun havde faktisk troet at man skulle kigge alle ruller igennem, eller i hvert fald til hun fandt det hun ledte efter. Hun havde heller ikke besøgt et bibliotek før... eller havde hun?  Hun rystede tanken fra sig og lod opmærksomheden mod kvinden igen idet hun præcenterede sig som Kira. 
"Nej faktisk ikke. Søger blot efter lidt info om hvad der er sket i det år" hun sendte kvinden, der valgte at vende sig væk fra bunken af skreftruller, et forsigtig smil som hurtig forsvandt igen. "Evangeline" svarede hun og ragte hånden frem som hilsen "tak for du gad at hjælpe"  ...  "Året 1632 siger mig noget, men ved ikke hvorfor og hvad, så jeg ville se om der stod noget jeg eventuelt kunne genkænde" sagde hun forsigtig og tog en rulle fra hylden. 

Hun håbede inderligt hun kunne finde svar, bare en lille smule. Det ville lette så meget, for uvistheden lå så tungt i hende og var også skyld i den ensomhed som plagede hende hver eneste dag. 

Kirana lyttede roligt og nikkede til kvinden. Hvorfor hun søgte det år kunne være af mange forskellige årsager. Der var efterhånden skrevet meget ned og forhåbentlig gik det aldrig nogensinde tabt. Kira tog imod hendes hånd og gav den et varmt og venskabeligt tryk, mens hun samtidigmed smilede. "Ingen årsag - du siger bare til" Der var også almindelige bibliotekare her, men de var efterhånden lige så grå og afpillede som pergamenterne der lå rundt omkring - det krævede lidt før de gad interessere sig for omverdenen.

Nysgerrigheden havde taget fat i Kiras sind, og selvom hun af ren høflighed ikke ville blande sig i den andens gøremål, var det svært ikke at spørge eller udvise interesse. Hun forsøgte at bilde sig selv ind, at hun måske kunne hjælpe mere. "Undskyld jeg blander mig, men er det gennem historier du husker, eller fordi du selv var der?" Kira mærkede en kriblen af at få sendt en hårdt og skamfuldt blik fra sin moder. Man spurgte ikke ind til den slags. Med den følelse i nakken forholdte Kira sig stadig rolig og afslappet - hun havde efterhånden modtaget en del af disse blikke fra begge forældre.

Eva slap hendes hånd da hun valgte at tag imod hendes hilsen. Efter at havde haft rullen i den anden hånd, bandt hun snoren op som var bundet omkring skriftrullen for at holde den samlet, pergamentet foldede sig en anelse ud da snoren gled af papiret. Med sine små tynde fingre foldede hun det helt ud og blikket gled ned langs teksten der var skrevet med en flot håndskrift, måske en anelse svær at læse for personer der måske ikke var så godt til skråskrift. 
Eva havde i det mindste lært at skimte en tekst og gjorde det nemmere for hende at komme igennem de mange ruller, selvom hun nok alligevel ikke ville nå dem alle? Hun kiggede op fra pergamentet og så op og ned af reolen for at se hvor mange ruller der egentlig var.

Hun valgte dog at gå lidt væk fra kvinden, så kunne det være hun valgte at gå tilbage til hvor hun slap, hvad end det så var?
Evangeline stoppede sin læsning da kvinden pludselig spurte ind til hendes søgen. Hun fjernede ikke blikket fra pergamentet og det gjorde at det lignede at hun stadig var i fuld gang med at læste igennem de mange sætninger og  ikke havde hørt hende. 
Eva viste ikke om hun skulle vælge at ignorerer hende eller vælge at svare på hendes spørgsmål, hun var tavs. i noget der føltes som flere minutter, men der var nok tale om flere sekunder. 

Evangeline valgte til sidst at rette blikket fra pergamentet og kiggede op på kvinde der stod roligt og ventede på om hun ville svare. hun svarede ikke med det samme men kiggede blot på hende, hvorfor var hun egentlig interesseret i at vide det? 
Det var ikke en spørgsmål Eva var van til og det gjorde at hun så en anelse overrasket og forvirret ud. "jeg var der" sagde hun kort og læste videre. "Det jeg næsten 100% sikker på"   

Stilheden hun blev mødt med, fik Kirana til at kigge ned i gulvet for en stund, dernæst sine egne hænder inden hun tog en dyb indånding og egentlig var på vej væk. Det havde taget lang tid før den anden valgte at åbne munden - Faktisk havde Kira regnet med at hun ikke ville dele, og vendte sig en smule overrasket, omend lyttende. HUn nikkede ikke rigtig vidende hvad hun skulle sige. Det måtte være ubeskrivelig fortvivlende at havde været der og så ikke kunne huske hvad der var sket.
Kira kunne prise sig lykkelig for at hun huskede hele sit liv - måske bedre end så mange andre kunne deres. Desuden var hun ikke gået glip af andet end to uger fra sin egen død til genopstanden.

Kirana valgte at lade kvinden alene, smilende en sidste gang og gik et par skridt væk, før hun stoppe op, som låst til stedet, med øjnene på hvid gab og en smule åben mund.
Hendes evne løb om hjørner med hende igen, denne gang i så stærk stil at hun ikke kunne bremse sig selv. Evnen fandt frem til den første og tætteste person i nærheden - Evangeline.

Billeder skød igennem hende, som små brudstykker, ikke synderligt sammenhængende ej heller hendes egne. Kira hev efter været og holdte om sit eget hoved, mens hun desperat pressede øjnene sammen. Kira hev vejret ind og forsøgte at rette sig op igen, mens hun håbede at den løbske evne ville falde til ro.

Kira havde valgt at vende sig om for at gå videre. Hun havde nok ikke forventet noget svar, det var klart eftersom Eva blot stod og var tavs i flere sekunder. Men hun havde så valgte komme med et svar idet kvinden var på vej væk. Det fik hende til at stoppe op og vende sig mod hende igen. "jeg..." fik hun frem mumlet. Hun holde en meget kort pause, da hun ville tænke sig om en ekstra gang. "tror faktisk, nej det var ikke noget" Mumlede hun for sig selv og rullede pergamentet sammen og lagde den på plads og tog en ny rulle frem. Hun så op med et let tag i pergamentet. Eva så hun var på vej væk, men hun var stoppet op kort efter og hun virkede til at hun ville blive stående. Evangeline rynkede brynene og lade hovedet let på sned, hun følte der var noget, var hun gået i chok over noget? Hun så fremad men der var intet at se. Hun valgte at lægge pergamentet fra sig og nærme sig og blev overrasket af det syns der mødte hende. 

Øjne der var på hvid gab og munden åben. Det var en let forskrækket Eva som forsøgte at få øjenkontakt, uden held. Hun havde holdt sig til hovedet som hvis man havde hovedpine. "Kira, er du okay?" hun så hende presse øjnene sammen og hive efter vejret. Eva valgte at placere sine hænder let og forsigtig om hende så hun havde et greb, hvis hun nu skulle falde. 
  

Kira forsøgte at berolige sin egen vejrtrækning og vende tilbage til de levendes verden. Det hjalp ikke engang at få nok kontrol til at presse øjnene sammen og dermed forsøge at tvinge sit indre øje væk fra hvad hun stærkt gættede på var Evangeline's minder.

Hun sukkede dybt, og mærkede hvordan hele hendes krop sank sammen fra den før ganske rette ståen til mere eller mindre udkørt. Ikke fordi Kira var fysisk træt, men det havde taget sine kræfter at bekæmpe sin egen magi. "Undskyld.. Jeg hørte dig ikke?" hun fik endelig tvunget billedet væk af et hyggeligt hus, spring fra det ene til det andet, og den mærkelige fornemmelse af at løbe, mens hun stadig stod stille.

Kira løftede blikket fra jorden, som hun havde holdt ganske kort, efter at minderne var færdig med at springe frem over hendes nethinde. "Undskyld, jeg kan ikke styre mine evner lige nu.. Og jeg tror også lige, jeg har mere eller mindre valideret dit privatliv uden at ville det" Svarede hun undskyldende som hun fandt frem til Evangelines øjne. At aflæse folks tanker var en ting, deres minder, var langt hårdere for hende. Specielt når hun ikke havde haft planer om at gøre det!

Let forskrækket så og mærkede hun, at Kirana sank langsomt sammen. Hun virkede pludselig træt? Eva havde stadig en let greb om hende og satte sig på hug. "Spurte blot om du var okay, men det virker til at du har det dårligt?" Lød det spørgende fra hende idet hun rykkede sig, så hun sad på hug foran hende i stedet for ved hendes side. I et kort øjeblik forsvandt hun selv lidt ind i sig selv, med en følelse af at der var noget på nethinden som forsøgte at presse sig frem, Et minde fra den tid hun var.... i live? "Et navn..." Mumlede hun let for sig selv med et ansigt der tydeligt viste, at der var noget hun tænkte meget over. 

Hun kom til sig selv i det Kira også virkede til at ha' fundet sig selv igen. Eva kiggede ind i hendes øjne da hun løftede blikket fra jorden. Selvfølgelig, det kunne hun ha' sagt sig selv, hun var jo ikke den eneste væsen med evner ud over det sædvanlige.
"mit.... vent! Du har altså telepatiske evner?" Hun rejste sig op "det forklare jo din tilstand lige nu" Sagde hun imens hun fumlede med hænderne ned i den skuldertaske hun havde haft med sig. 
Eva havde bemærkede hendes tonefald, og Kira var tydeligvis ikke stolt over at havde trængt ind i hendes sind, men hvad var der egentlig at læse? Og kunne hun læse og finde frem til hvad Eva ikke selv viste?... Det var måske hende der havde fået hende til at føle noget, det minde hun havde fornemmet, men som hun tabte igen? 
"Her.." hun vende bunden i vejret på den lille flaske efter at havde fisket den op ad tasken og vente den om igen, bare for at få det hele kørt rundt. Flasken indeholde en ufarvet væske med et stilk fra en af urterne som hun havde en masse af, dyrket på det sted hun arbejdede. "Dette skulle hjælpe på kræfterne" Eva rakte den lille tynde flaske frem mod Kira som stadig sad ned.    

Kira nikkede som svar på spørgsmålet, omend man godt kunne se at hun ikke var i helt samme tilstand som før. At bekæmpe sin egen evne fik hun nu bevis på ikke var nemt. Intet under at hun i mange tilfælde havde nemt - for nemt - ved at læse andres tanker. Kira tog nogle dybe indåndinger og lod sine hænder der havde været lokaliseret ved sin egen tending falde ned i skødet.
Kira smilede roligt "Ja, er trods alt glad for at det kun var den der gik ud af kontrol, og ikke mine telekinetiske kræfter" Det ville havde bragt en hel del mere påstyr med sig! Bogreoler der ville begynde at bevæge sig rundt, bøger der kunne kaste sig mod andre og generelt begyndte at få hvad man måske ville kategorisere som deres eget liv.

Kira tog imod flasken med en let forvirret mine, der dog også havde nysgerrighed efter hvad det var. Kira var ikke skeptisk, men Hargin havde efterhånden lært hende i det mindste at lugte til ting inden hun drak eller spiste det! Hun fjernede proppen og kunne lugte noget urtelignende trods det var en ufarvet væsken. Det lugtede ikke farligt i hvert fald. Så derfor drak hun det også. "Tak.. Og endnu engang undskyld.. Men det er et hyggeligt hus du har dig" Svarede hun med et smil og fik samlet kræfterne til at rejse sig op igen fra den siddende tilstand. Omend stadig en smule rundtosset i sit hoved, men det gik snart over igen.

Hun slap taget i flasken da Kirana valgte at tag imod den, "bare rolig, du kan rolig drikke det." lovede hun, da Kirana valgte at snuse til det flydende indhold. Fornuftigt nok var det, hun havde set mange af sine patienter gøre det samme.
Eva kiggede over mod reolen med de fem pergamenter som hun havde kigget i, valgte så at gå de få skridt derhen og tog dem alle i sin favn og hvis der var nogen der skulle bruge dem ville hun ikke være langt væk.. Hun havde slet ikke fået læst i dem endnu og nu hvor Kirana forhåbentlig ville komme sig, følte hun at hun kunne studere videre. 
"telekinese.." Eva passerede hende og valgte at vende opmærksomheden mod hende. " Ja, det kunne blive en værre redelighed" tilføjede hun kort efter og stak hovedet ud mod det åbne område hvor borde stod i en lang række, hvor stolene pænt var sat op på bordene med bunden i vejret. Der sad et par stykker og virkede dybt koncentreret i det de var i gang med at læse. 

Hun drejede hovedet og smilede svagt. "Det helt i orden, du gjorde det jo ikke med vilje?" hun sagde det i en spørgende tonefald bare for at få det bekræftet. Hun havde helt klart set det med andre øjne hvis det var hun havde valgt at træge ind i hendes sind med vilje.. ikke fordi hun havde noget at skjule men det var da stadig granser. Dog sagde hun intet til hendes kompliment, men sendte et let smil tilbage. "Jeg har i tankerne at se på disse skriftruller og som det er lige nu, så husker jeg intet da jeg var i live" smilet forsvandt og hun valgte at bevæge sig ud i det større rum.  

Kirana tog en dyb indånding efter at havde drukket flasket indhold og mærkede at hendes krop begyndte at slappe på en eller anden måde - som om hun ikke lige var blevet tvunget til at benytte sine egne krafter ude af sammenhæng.
Hun smilede og nikkede som svar. Ja, det kunne være gået helt og aldeles galt - specielt i et bibliotek.
Hun rystede på hovedet som svar til det næste "Nej, det gjorde jeg bestemt ikke. Jeg bryder mig ikke om at indvadere andres privatliv på den måde" svarede hun ærligt. Hun læste ikke folks tanker normalt, ej heller minder eller andet. Hun kunne, men gjorde det egentlig mest kun mod sine forældre - det havde været en behjælpelig faktor som barn. Ellers sendte hun mest sine egne tanker rundt.

Kira blinkede et par gange og kiggede efter Evangeline, eftertænksomt. Hun satte sine egne fødder i bevægelse, og kiggede ud i det større rum. "Slet ingenting?" det var nyt for hende. Kira havde selvfølgelig kun været væk i to uger inden hun vendte tilbage, og kunne derfor huske alt, specielt sin egen død. Uvilkårligt lod hun hånden strejfe sin mave, hvor det ene hvide mærke efter en pilespids gemte sig.

Hun kiggede sig tilbage og sendte Kirana et forsigtig smil, som tegn for taknemlighed. Hun var glad for at hun ikke var en af de personer som faktisk ikke viste respekt for andre og mente de kunne tillade sig alt. De personer havde hun da mødt gennem sit liv som engel, men heldigvis ikke noget som havde ødelagt hende psykisk på nogen måde. 

Hun bemærkede at Kira kom op på siden af hende, og kiggede også ud mod det store rum. "overhoved intet" svarede hun, nærmest let bedrøvet. Det havde været hårdt lige fra starten af hende nye liv, hun havde søgt svar så mange steder uden at finde det mindste svar. "Jeg har forsøgte så mange steder efterhånden, men jeg ønsker ikke at give op." Hun blev tavs og valgte at bevæge sig ud i rummet, mod de få personer der stadig opholde sig i rummet, som også gik lidt rundt og så søgende ud. 
Hun valgte at stoppe og drejede rundt for at se tilbage mod den venlige kvinde. "Hvad med Dem? Hvor meget husker de, hvis vi skal se bort fra mit liv.." Eva ønskede ikke, at alting skulle handle om hende, hun viste også interesse for andre. 
En af bibliotekets gæster passerede Eva og hun sendte ham en venligt smil og et lille nik med hovedet, en ganske pæn fyr hvis hun selv skulle sige det. Eva kiggede lidt efter ham, men slog hurtigt blikket væk og lagde opmærksomheden mod Kirana idet hun slog ud med hovedet, for at vise at hun ville gå over til en af bordene. "De er velkommen til at holde mig med selskab hvis det lyster" tilføjede hun venligt og gik over til et at de lange borde.

Kirana lyttede, mens hendes blik blev sørgmodigt på den andens vejne. Ingenting at kunne huske af sit eget liv. Slet ingenting. Ingen familiemedlemmer, man kunne finde frem til, ingen områder der var bekendte og måske endda vagte varme hjemmelige følelser. Kira kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være - men hendes umildbare gæt var at det måtte være helt og aldeles forfærdeligt.
Kira kiggede efter Evangeline som bevægede sig frem i rummet, stadig med tankerne fokuseret på den stakkel kvinde. Minder var så dyrebare. Tænk hvis det samme var hendt hende dengang?.
Kira smilede roligt. "Jeg husker alt.. Jeg var kun væk i to uger, før jeg vendte tilbage igen" Kira undgik med vilje ordet død. Det var stadig mærkeligt for hende at huske på det faktum at hun i realiteten var en død person. Uvilkårligt lod hun hånden streje over maven hvor den første pil havde ramt hende. Et kort øjeblik var hun tilbage til scenen. Blodet der løb varmt ned af hendes krop, smerten, og tankerne. Kira blinkede et par gange for at vende tilbage til virkeligheden. "Lidt for meget, nogen gange" svarede hun med et let smil.

Kira fulgte Evangelines blik som fandt frem til en yng herre - Kira mindes ikke at have set ham før - men det gjorde heller ikke noget. Der var noget over den lille udveksling af blik og smil, som fik Kira selv til at smile roligt. "Det vil jeg gerne" svarede hun taknemmeligt. Kira var ikke sikker på hvordan, men hun følte at hun kunne hjælpe denne kvinde. At hun i det mindste måtte gøre et forsøg!

Kærlighed var ikke noget Eva lægtes efter og derfor var hun heller ikke på jagt. Dog holde hun sig ikke fra, at se sig om efter andre af den modsatte køn.  

Hun lagde alle pergamenterne ud på bordet med forsigtighed, de kunne være skrøbelige eftersom de nok havde en del år på bagen. Hun havde valgt at placere sig forenden af det lange bord, ikke af nogen bestemt grund, mere fordi det var det nærmeste. Kirana havde valgt at følge hende, som hun faktisk var glad for, måske havde hun en lille chance for at slå hul på den skal som gemte alle hendes minder? "Du har været en af de heldige, måske fordi..." hun valgte at tænke sig om før hun fuldgjorde sin sætning. Tanken havde strejfede hende en del gange. Årsagen til at nogle engle ikke kunne huske så meget fra sit tidligere liv, hvor andre kunne huske det hele og nogen det halve, var måske fordi. Jo længere tid man har været død uden at komme tilbage som engel, jo svære var det måske at huske sin fortid? "... du hurtigt kom tilbage til livet" sagde hun med et spørgende tonefald, kun få sekunder efter. Det kunne være hun tog fejl og der var en anden grund til hendes tab af sine minder.  

Kirana lod sit blik glide over de mange forskellige pergamenter der blev spredt blidt på bordet. Hun var glad for at se, at Evangeline havde respekt for de gamle skrifter. Mest af alt fordi de var uerstattelige og vigtige for at kunne fortælle fremtidige generationer om de mange tidligere. Eller folk som Evangeline som havde brug for at vide ting om sin egen fortid, fordi der var sket ting der gjorde hun ikke selv kunne huske det. Hun ventede høfligt på at den anden fik færdiggjort sin sætning. Det var tydeligt for Kira at den anden kvinde havde brug for at tænke lidt over hvad det egentlig var hun ville sige. "Det er muligt. Jeg har ikke mødt andre der ikke kunne huske deres fortid, men jeg tror heller ikke de var væk længe" Svarede hun eftertænksomt. Det kunne være en grund. Måske var det endda meningen fra skaberens side at nogen skulle vende tilbage uden hukommelse om hvem de var. Ikke at Kira kunne forstå hvorfor. "Men måske du stadig har minderne et sted. Du nævnte at årstalet er af betydning, og jeg så et hus.. et hjem, der ikke minder meget om strukturen af huse i dag.. Måske der stadig ligger fundamenter gemt, du ikke slev kan nå" hvilket jo også forklarede hvorfor hun var her. Søgende efter svarene og forhåbentlig få sine egne minder tvunget frem.

Med et fast greb om den første ledige stols ben, hev hun den roligt ned fra bordet, vente den om og stillede den forsigtigt på gulvet, blot for at undgå for meget støj, det var trods alt et bibliotek. Hun sendte Kirana et lille smil og slog hånden ud mod en af de ledige stole. "Tag plads"  For Eva, måtte hun også gerne stå op, men så havde hun da i det mindste tilbud hende sidde ved samme bord. 

Stadig, med en forsigtig håndbevægelse, rakte hun sin spinkle hånd ud for at tag et af pergamenterne i bunken. Foldede det ud og ville placerede det ved siden af sig, men det valgte at folde sig sammen igen i det hun slap papiret. Eva kom med et næsten uhørt suk og rejste sig, for at gå over til en af reolerne. Hun kom tilbage med nogle bøger i sin favn og valgte at placere dem på kanten af pergamenterne, stadig så man kunne læse teksten. Bordet så rodet ud, nu hvor alle pergamenterne var foldet ud, men så var det i det mindste nemmere at komme igennem dem, i stedet for at åbne hver og en hele tiden.  
   
Årstal 1632, var det første hun fik øje på i øverst højre hjørne af et af pergamenterne. blandt den var der årstal som 1630, 1631, 1633, 1634 og 1635. Hun kunne været heldig, at et minde ville dukke op, hun håbede da på at hun ville være så heldig at der stod noget som sagde hende noget og som ville ende med at prikke til hendes hukommelse. 

Papirernes udseende viste, at de var gamle og de havde været foldet ud en del gange efterhånden. Samtidig var de krøllet som de andre skriftruller hun havde set på biblioteket og de havde samme farve som en gammel birkestamme. "ja, jeg tror på de er der et sted.. " sagde hun som svar på, at hendes minder ikke helt var forsvundet, men gemt dybt nede i hukommelsen. Eva kiggede på papiret og rakte lidt efter hånden ud og pegede på årstallet, 1632. "Jeg har en fornemmelse at jeg levede i det år. for, hvorfor skulle jeg så huske det som det første?" sagde hun eftertænksomt og lod blikket glide over pergamentet. "Et hus... Det måske et hus jeg boede i med min familie?" Eva var næsten sikker, hun var nød til at finde ud af hvor det hus lå og om det stadig lå der? Det var trods alt mange år siden, så det var slet ikke sikkert..  Men først! Var hun nød til at læse hvad der skete i året 1632. Mon ikke der stod noget i de gamle skriftruller? 
Hun valgte blot at skimte teksten, ellers ville de sidde her længe og måske ikke nå at læse dem igennem før stedet lukkede.