Hun havde vandret rundt længe nok uden at vide hvad hun skulle gøre. Amelia hadede at være rastløs, og siden hun var faldet pludselig tilbage til de levendes verden, havde hun ikke været andet end rastløs. Det ret pludselige møde med den noget forstyrrede mandsling af en vampyr eller halvvampyr eller hvad filan han nu var, havde ikke hjulpet hende.
Amelia havde været forvirret, forvildet og smånervøs. Det havde taget en god del måneder bare at regne ud hvilket tidsalder hun var nået til, hvor meget der var lavet om og effektiviseret, og ligeledes at byerne havde skiftet størrelse, nogen forsvundet og split nye stiftet.

Nu stod hun i hovedstaden, som hun ikke syntes havde været andet end en småstor by dengang hun var barn. Lange tider var gået, århundreder. Det havde haft sine fordele og ulemper. En af disse ulemper var at det var nødvendigt at patroljere gaderne, nu mørket igen havde taget til i styrke. Det havde heller ikke hjulpet at byen var blevet angrebet, for derefter at blive ramt af pest. Det var derfor et nået tomt og nedslidt kvarter hun nåede til, med en dør som ikke hang helt ordentlig fast på sine hængsler længere. Byvagterne. Det var der Amelia havde fået at vide hun hørte til. At der var størst chance for at hun kunne bidage. Mange af byvagterne havde lidt store tab, eller direkte livet under både krigen men også pesten. Der var mangel overalt.
Beslutsomt åbnede hun den let svage dør og så ind i det dunkle lokale, der så ud til at fungere som fællesrum for byvagternes styrker. Med et let løftet øjenbryn bevægede hun sig ind. Så sig omkring for en stund.

Endnu en lang dag. En lang uge med nye rekrutter der ikke duede. Måneden der blev ved med at vise sig fra en forbristet side. Anann var ved at få nok, hun var ikke just kendt for den mest tålmodige kvinde. Men hun havde virkelig gjort alt for at holde sig inde for rimelighedens grænser. Hun havde endda prøvet at få sine frustrationer ud på andre måder, end at kyle nye ansigter igennem ringen der skulle vise deres færdigheder. Fordi der var ikke nogen. 

Så nu sad hun her, i mørket. Prøvede at samle sine tanker. Håret der normalt var sat op var slået ud og foldede sig i lange bølger ned af hendes ryg. Albuerne hvilede stabilt imod egetræs bordet, mens hagen lagde sig hen over de foldede hænder. Iført en løs hør skjorte og læder bukser var hun ret uformelt påklædt. Normalt var hun altid iført hendes betroede rustning som var givet til hende af byvagten. Men lige nu, havde hun bare brug for at lægge det hele fra sig. 
Dog lod verden ikke have hende denne stille stund særlig længe. 

Døren lød, og øjnene åbnede sig fluks. Hun rejste sig op i hendes fulde skikkelse og skimmede lidt med øjnene for at få den ny tilkommende. ,,Hvem der?''

Lyden af stol der skrabede mod gulv, fik Amelias blik til promte at vende sig mod en kvinde som havde rest sig i samme skundt som Amelia var kommet til syne i døråbningen. Hun lod stille døren glide i bag sig, omend der stadig kom en lysstreg igennem stedet hvor hængslerne havde opgivet kampen blot en smule.
"Amelia Waridi" præsenterede hun sig vant, med rank ryg og blikket direkte på kvinden.

"Jeg er sendt til byvagternes kontor, i håb om at kunne bidrage" De store vinger foldene sig bedre på plads på ryggen, for til sidst at hænge roligt ned. Amelia valgte at undlade de meget nærtliggende og måske endda uhøflige spørgsmål i form af, hvem er du selv? selvom hun havde en lyst til netop at udtrykke orderne på netop denne måde. I stedet blev det et mere høfligt og formelt "Hvem har jeg æren af at møde?"

Rank ryg, gode manere. Var denne kvinde sikker på, at hun var kommet det rigtige sted hen? Også var der jo så selvfølgelig dem, en engel typisk. Kunne de ikke snart få nogle, kompetente mennesker i by vagten? Hun var ved at få nok af alle disse forskellige racer, som størstedelen af tiden viste sig at være lige så uduelige som resten af flokken. Desværre holde mange af dem, stadig en selvsikkerhed og hovmodighed der ikke klædte dem. Hun tog en dyb indånding, men måske denne kvinde ikke delte de samme tilbøjeligheder.

Æren af at møde, hvem var denne kvinde? ,,Våbenmester, Anann Killnarney.’’ Svarede hun tilbage, dog ikke uden at ligge sin hårde tone fra sig. Da hun nu ikke længere var alene, og hun gerne ville have et bedre udsyn til kvinden. Valgte Anann at tage nogle tændstikker frem, og tænde lyset der stod på bordet hun havde siddet ved. Nu var der bedre mulighed for at se hvem det var hun snakkede med, selv hun som kvinde. Der normalt ikke havde tiltrækning end til andre mænd, måtte erkende at dette var en yderst smuk ung pige der stod foran hende. Hun tog et sug ind, og lagde hoved en anelse tilbage. ,,Så Amelia, du vil være en by vagt? Og hvad for dig til at tro du er egnet til det?’’

Amelia nikkede mon Anann som denne præcenterede sig selv, og fulgte hendes bevægelser roligt som lys blev tændt op og gjorde dem begge en smule mere synlige. Anann mest, da Amelia stadig stod med lidt genstær udefra i ryggen.
Amelia gik længere ind i rummet, tættere på våbenmesteren, men havde mest fokus på at kigge observerende og roligt omkring.
Det så ikke ud af meget, men det var heller ikke nødvendigt. Det var ikke prestige eller udseendet der var af vigtighed - det var hvilke gerninger de kunne udrette for at bidrage til beboernes sikkerhed.

De rolige øjne fandt tilbage til Våbenmesteren da denne begyndte at tale igen, med en stemme hun ikke helt kunne placere. Det føltes som om der lå andet bag en blot et simpelt spørgsmål.
"Hvis byvagt er der, jeg kan bidrage med mest hjælp, så ja." Hvad anden del af spørgsmålet gik på, vidste Amelia ikke alt hvad det indebar at være byvagt, ej heller om hun var egnet til det.
"Jeg har erfaring med at stoppe urostiftere og bruge talens gave. Jeg har ligeledes været kriger, selvom dette ikke just endte lykkeligt i mit sidste slag" hentydende til det faktum at hun døde. Amelia var en dygtig kriger, men selv den dygtigste kunne falde for sværdets klinge. Eller i hendes tilfælde var det vidst en økse - hun var begyndt at tvivle.

Det lød nu ganske lovende, det måtte Anann indrømme. Og hun var virkelig ikke i en position hvor hun kunne være kræsen, de manglede byvagter og det var noget hun var nød til at accepterer. Men, nu måtte også erkende at kvinden som stod foran hende, var i en meget bedre stand end nogle af de andre undermåler der var blevet slæbt ind fra gaden havde været.  

Anann tog en dyb indånding, pustede ud og valgte så at sætte sig ned. Dog ikke uden at gøre antegnelse til at kvinden, kunne gøre det samme, skulle hun lyste. ,,Det lyder jo alt sammen ganske lovende, og lige nu er der ganske vist en stor mangel på by vagterne.’’ Den kvindelige våbenmester tog nogle papirer frem, mest fordi hun var nød til at finde ud af om der var et ledig logerings muligheder. ,,Har du selv en bolig, eller skal der findes et gemak til dig?’’ hun kiggede op fra papirende og betragtede indgående englen. 

Amelia modtog antegnelsen og trak et stol ud at sætte sig på, mens hun så på den den ældre kvinder der tydeligt havde megen autoritet blandt byvagterne. Det var en vigtig ting at huske på for Amelia, specielt skulle hun for brug for at vide andre ting i løbet af sin tid her.

Hun nikkede ganske let over at der var mangel. Amelia hvade hørt hvordan rigtig mange byvagter var bukket under da pesten kom til byen. I det første stykke tid havde man ikke vidst hvad der var sket, og dermed var mange byvagter blevet smittet inden kuren var blevet legaliseret. Amelia mærkede hånden knytte sig som den lå på hendes lår, blot ved tanken. At lade så mange dygtige mænd og kvinder lade livet blot fordi dæmonblod ikke var velset gjorde ikke godt at tænke på. Men hun holdte sig så neutral som muligt i ansigtet, som samtalen kom videre. "Desværre nej. Jeg har ingen bolig, og vil være taknemmelig for et gemak her" Forhåbentlig var det ikke til for meget besvær. Amelia havde ingen familie tilbage - ikke hun kendte til i hvert fald. Konsekvensen af at kile frigav hendes sjæl igen efter flere årtusinder.

,,Selvfølgelig, det er intet problem’’ Anann noterede en hurtig skrible omkring at rum nummer toogfyrre nu var optaget, for derefter at vende sin opmærksomhed tilbage til den nye rekrut.
,,Du har to muligheder nu’’ hun havde fået at vide, hun skulle være søder imod dem som valgte at skrive sig op. Selvom det ikke sad vel hos hende, måtte hun jo adlyde ordre når de kom fra folk højere end hende selv. Trods det her var en af de punkter, hvor hun havde ganske svært ved faktisk at følge reglerne.

,,Jeg kan fortælle dig omkring vores rutiner, for derefter at følger dig til dit værelse så du kan falde til ro.’’ Hun tog en dyb indånding inden hun fortsatte ,,Jeg ved dog også det er ved at være sent, så vi kan også tage samtalen i morgen, inden morgenmaden bliver serveret. Så følger jeg dig hen til faciliteterne med det samme’’ hun lænede sig tilbage imod stoleryglænet, og med et afventende blik forholde hun sig tavs. Ind til at Amelia valgte at afgive hende, hendes svar inde for hvad hun ønskede.  

Amelia var afventende, rolig og afklaret med hvad der foregik omkring hende. Hun lod Anann notere sig det hun skulle for at holde adminstrationen ved lige. De to muligheder afventede hun også ganske rolig og stille på efter at havde nikket som at hun havde forstået.
Det var rimelige muligheder begge to, men Amelia havde en fornemmelse af at det var noget den anden tvang sig til at sige.
Et kort øjeblik følte Amelia det som værende en test og hun skulle tage det bedste valg for at vise sig værdi. Det var en underlig følelse, men Amelia gik med sin første indskydelse, nemlig hvad hun fandt rigtig.

"Jeg vil være glad for at få en introduktion allerede nu, så jeg hurtigst muligt kan starte arbejdet i morgen tidlig." Selvfølgelig hvis Anann havde tid til at gøre det nu og ikke hellere ville vente. Men hvis hun ikke ønskede at give rundvisning i rutiner nu, havde hun nok ikke foreslået det.

Anann nikkede anerkendende, ikke mange ville vælge det. Mange havde altid brokket sig over, at de skulle gennemgå ting. Det kunne da ikke være rigtigt, at der skulle være så mange regler når man meldt sig til? Men sådan var det nu en gang, når man meldte sig ind i et samfund. Ligegyldigt hvad det kunne være for et, der ville altid være regler, altid være ting man skulle følge. Nogle strammere end andre, men man måtte vel forvente der var en hvis standart, når man valgte at ville være byvagt.
,,Super’’ kom der endelig fra hende, hvor på hun rejste sig op. ,,Jo hurtigere vi for det overstået, jo hurtigere kan vi komme til ro, og starte en ny dag i morgen.’’ Hun greb sin kappe og styrerede målrettet og med rank ryg, imod døren som Amelia var kommet ind af. Uden at se sig over skulderen, styrede hun var det lille hus de havde befundet sig i, hen til spise hallerne.
,,Her bliver der serveret mad, lige nu stor det lidt lavt til med at brødføde os alle sammen, så vi er mætte. Men vi få dækket alles vigtigste behov.’’ Nåede hun at sige, men sandheden var, at det hele så ret slemt ud for tiden. Selv for byvagterne, som måtte skrabe for at få det hele til at gå op. ,,Der bliver serveret mad, klokken 6, og igen klokken 6 aften.’’ Informerede hun videre ,,Misser man tiderne, er det stadig muligt at være heldig at få senere. Men som udgangspunkt er det, de tider vi går efter. Selvfølgelig bliver der taget hensyn til folk med forskellige vagt tider.’’

Derefter fortsatte hun videre imod trænings arealet, som lå tættest på spisehallerne. ,,Spørg gerne undervejs, skulle spørgsmål opstå.’’

Amelia rejste sig ikke langt tid efter Anann, og var klar til at gå som den anden kvinde havde taget sin kappe og styrrede målrettet forbi hende. Englen fulgte bagefter, ikke langt bagefter, faktisk næsten oppe på side af den anden kvinde, på nær når de skulle igennem en dør.
Hun nikkede til bekræftelse ved synet af spisesalen. Den var stor, garenteret stort nok til at indeholde flere hundrede skulle det blive nødvendigt - men detsværre var der ikke så mange byvagter tilbage ud fra hvad Amelia havde hørt. Igen nikkede hun i bekræftelse og holdte øjenkontakten med Anann et stykke tid inden de fortsatte af sted med raske skridt hen over stengulvet, på vej til næste distination. "Skal jeg gøre" Svarede hun med et lille roligt smil på læben, der ikke lang tid efter blev dækket over af de neutrale folder af alvor. Lige nu havde hun ingen spørgsmål, men det skulle ikke undre hende om det kom lige pludselig over hende, at der var noget hun ville spørge om.

,,Godt’’ sagde hun med en hård tone, en som hun havde haft lige siden hun havde været i lysets hær. Og fortsætte ind til de stod på træningspladsen, et stort areal hvor hun typisk brugte alt sin tid. Her tilhørte der to dukker, en skydeskive, og en ring for rekrutterne at øve sig i.
,,Det er her vi træner, som ny rekrut kommer der til at være en prøve periode. Jeg plejer at teste folk en dag for at se hvor meget folk behøver, jo bedre folk er, jo hurtigere vil de blive sendt ud på patruljer.’’ Hun skævede hen imod englen ,,Du siger du har våben træning, i morgen vil vi se hvor god den træning har været’’ for mange kunne dette virke som en uretfærdig konstatering, for hende var det bare en fakta at hun kun sendte folk ud. Som hun var et hundrede procent sikker på, kunne klare mosten.

,,Træningen vil starte efter morgenmad, klokken 6.30 præcis. Er man forsinket, er der straf’’ igen hård hånd, men desværre havde det været nødvendigt, når de fleste af de vagter som der søgte til. Typisk kom med en baggrund som tidligere forældreløs, eller bønder ude fra hovedstadsområdet. ,,Det er her jeg høre til, for det meste som byvagternes våbenmester’’ nikkede hun og lagde hænderne om bag ryggen, og rankede sig lidt mere op. ,,Lad os forsætte videre til bade arealerne’’

Den hårde tone ramte hende ikke rigtig. Hun havde prøvet lidt forskellige toner igennem livet og det var Anann der bestemte. At hun ville holde en hård tone af alvor skulle hun derfor have lov til! Amelia tog det i hvert fald ikke personligt!
Amelia tog træningssalen ind, bemærkede de forskellige områder mens hun lyttede til forklaringen om stedet, samt hvad hun skulle udrette for at blive for alvor indregistreret. "Hvis jeg består denne prøve, vil jeg da blive stationeret med en erfaren vagt til patruljepligten sidder i hukommelsen?" egentlig regnede Amelia ikke med at det blev et problem at bestå prøven, men hun var ikke så indhyldet i sit eget talent at hun glemte man nemt kunne fejle. Prøven kunne være hårdere eller anderledes end hun selv ville tro.

Amelia nikkede i forståelse til orderne og var klar over hvad tid der skete hvad og at hun skulle være pligtopfyldende (noget hun dog alligevel altid var). "hvor mange er i tilbage?" spurgte hun på vej ud af træningssalen da hun afventede retningen Anann så hun kunne følge efter og dermed komme til næste destination.

Anann tog en dyb indånding, da spørgsmålet blev stillet hvad der ville ske efter, hvis hun skulle bestå prøven. ,,Desværre, har vi mistet rigtig mange af vores ældre byvagter til de forskellige plager’’ hun tog en dyb indånding, før hun fortsatte. Selvom hun var hård, og selvom hun ikke viste følelser. Så var det stadig svært at miste dem, som man havde stået så nær i over længere tid. ,,Så du vil kun få gennemgået dine ruter et par gange, og derefter vil det være på egen hånd. Vi må desværre spare hvor vi kan, og ind til flere skriver sig op, må det være en af områderne.’’ Alt dette blev fortalt mens at hun førte Amelia videre hen til næste stop, på deres lille rundtur af faciliteterne. ,,Badet her er både for mænd og kvinder, vi forventer at folk er voksne nok til at kunne deles. Skulle dette være et meget stort problem, har vi andre lokaler der kan bruges. Men normalt er det sådan det funger, er der problemer med at blive chikaneret eller man føler sig på anden måde krænket, henvender man sig straks til mig, eller kaptajnen’’ hun lukkede op for et mellem stort badehus, der var gældende for cirka fem mennesker der kunne bade adgangen. Det eneste der var opdelt, var hvor man kunne skifte tøj.

Amelia nikkede forstående. Det havde hun hørt om, at plagerne specielt havde taget hårdt på byvagterne, og det var forståeligt at det gjorde ondt. Nok var Anann en hård negl, det var tydeligt, men man kunne godt se, at det havde taget hårdt. Det var trods alt nogen hun arbejdede sammen med hver evig eneste dag.
"Forståeligt." Amelia fulgte med til næste stop som var badefasciliteterne. Det var noget helt helt nyt at skulle dele bad med folk af det modsatte køn og Amelia mærkede også en tøven i kroppen, men hun modsatte sig ikke. Hun nikkede blot og lod blikket glide over området. Det var heldigvis ikke flere hundrede mennesker der kunne så det samme sted. "Det er nyt for mig, men det skal jeg nok få til at fungere" Hun lagde modvilligheden fra sig. Trods alt var hendes krop vel magen til alle andre kvinders kroppen på mange måder. Nej, det skulle ikke gøre til et større problem.

Amelia nikkede forstående. "Man udnytter det så godt man kan - og hvis det betyder at bade i samme lokale, så er det sådan det er" Hun var forholdsvis neutral omkring det, og lod det så absolut ikke slå sig ud. Der skulle meget mere til. Dertil, som hun før havde tænkt. Hun var ikke anderledes bygget end andre kvinder, og selvom hun ikke havde set en nøgen mand før, vidte hun trods alt hvordan det meste af et hankønsvæsen så ud!
De fortsatte deres vandring og området de gik i møde strejfede hende som være det mere private område. Området hvor man kunne være selv og havde et rum. Amelia der indtil videre havde levet i naturen eller i et lejet værelse når pengene stod til det, var heller ikke kræsen der. Hun foretrak at området var i hvert fald nogenlunde rent, men pladsen var ikke af så stor vigtigthed. Mest af alt fordi hun havde ikke mange egendele, andet end hvad hun var blevet genfødt med.

Omgivelserne var rimelig upersonlige, men sådan var gange ofte, som førte til rummene. Ud fra dørene og deres nummerskilte, var de heller ikke anderledes end hinanden. Det gjorde intet. "Mange tak" Amelia smilede roligt til hende, som hun tog imod nøglen og modtog hendes ord. Hun betragtede rummet, som havde de nødvendige ting. En seng, et sted at skrive, og en pult til at kunne ligge sine personlige genstande i, selvom hun lige nu ikke ejede nogen. Det opfyldte kravene, og om hun skulle bo i et lille værelse om natten kunne ikke sætte hende ud af kurs.

Amelia rankede instinktivt ryggen op og nikkede. "Jeg har ingen yderligere spørgsmål." Svarede hun først roligt. Hun kunne i hvert fald ikke komme i tanke om nogen. "Jeg takker for din rundvisning, og ønske Dem ligeledes en god nat" Amelia mærkede at hun egentlig også var ved at være træt. Ikke at klokken var så mange endnu, men det blev rart at sidde for sig selv i sine egne tanker.
Som Anann var forsvundet, forsvandt hun derfor også ind i hendes nu helt eget rum, fjernede det tunge bæltet og dens indhold og lagde det ovenpå pulten. Så det her var hendes nye liv. Det var meget anderledes end hvad hun kunne huske fra sin barndom. Huske fra den tidsalder hun var født i. Hovedstaden havde været blot en mindre landsby dengang - og nu.

Resten af aftenen gik på tankerne. At kigge på resterne af sin faders kappe, og ellers at ligge sig til hvile, for at vågne op tidligt næste morgen, klar på en ny dag. Dagen der startede ud med at hun bevægede sig ned til morgenmaden lidt i 6.

Hun takkede farvel for aftenen, og gik tilbage til hendes eget rum.
Det gik op for hende, at hun var nød til at stå tidligere op for at sikre sig at der var en uniform, til den ny tilkommende. Efterhånden var prøverne bare en formalitet, som der var gået igen hele aftenen. Var der tyndet så meget ud i rækkerne, at det ville være dumt at sende frivillige folk væk. Selv hvis de ikke kunne finde hoved og hale i et sværd.
Der kom et langt suk da den ældre kvinde satte sig i sengen, som knagede let under hendes vægt. Hænder blev brugt til at gnide ansigtet, før de gled op i håret og hæv læderremmen ud af de brune lokker. Det lange hår faldt ned af skuldrene og ryggen, og hun rejste sig atter op.
Hun måtte hellere finde ro, før at en ny dag ville komme.
 
Før solen var stået op, var Anann allerede omklædt og i gang med at få skrevet de sidste vigtige papirer færdig. Hun placerede det på kaptajnens bord, som mærkeligt nok ikke var at se nogen steder. Måske han havde valgt at give sig selv lov til, for en gangs skyld at sove lidt længere. Derefter gik hun hen til lokalerne hvor våben og uniformer var at finde. Der blev hurtigt fundet de ting, som hun mente ville passe Amelia frem.
Sværdet skulle slibes, men de havde heldigvis en aftale med smeden, at dette kunne ske ganske gratis. Selvom at folk havde det svært for tiden, var de i det mindste stadig nogen som satte pris på den orden de var.
 
Som tiden gik, blev det endelig tid til morgenmad, og hun trådte ind i det summende lokale. Hun overhørte nogle af de nye rekrutter, fortælle røverhistorier til hinanden, normalt ville hun vende det døveøre til. Ind til det gik op for hende, at det var hende de snakkede om. Anann stillede sig bag to af dem, hvor dem foran prøvede at skære grimasser til de skulle stoppe. ,,Ser man det Wilhelm og Kvist..’’ kom der irritabel fra hende, hvor efter de begge fik et klap i baghoved. ,,Ti ekstra armbøjninger til træning senere’’

Med et lille smil, gik hun hen til området hvor maden blev udleveret, og satte sig en smule alsidigt fra de andre. Grøden var lige så kedelig som altid, men det var næring til kroppen, så hun kunne ikke tillade sig at brokke sig.