Lige siden Portene i Kzar Mora blev åbnet havde Xaphan haft en inderlig træng til at komme hen til portene, mærke mørket og mærket hvordan han blev hel. Alligevel stod han nu på grænselandet til Kzar Mora, og vidste ikke om han skulle bevæge sig videre, eller bare blive hvor han nu var. Han vidste at krydsede han grænsen ville hans dæmon halvdel tage over, og hans evner ville blive sat ude af spil. Han havde dårligt nok kontrol over dem nu! Han havde længe stået og set på hvordan det hele var smuldret. Portenes åben, kurren af dæmonblod, mennesker der havde ofret deres sjæle, blot for at blive helbredt. Nu hvor denne nye plage var kommet frem og alle evner var gået amok, vidste han snart ikke hvad han skulle stille op. 

Hans øjne var blanke og hans tanker var som i et edderkoppespind, de samme tanker der kørte frem og tilbage, en ting var sikkert Vepar var sikkert kommet ud af portene. Han vidste at Vepar måtte stoppes, men med alle de dæmoner der var dukket op havde han ikke styr over nogle navne mere. De fleste navne af dæmoner stod som mælet i hans hjerne. De var jo familie... Ikke at de betød noget for ham, men hvad kunne han gøre? 
Et brag lød henne ved et af bjergene og han vendte hurtigt blikket hen imod det. Så var det bare spørgsmålet om hvad det var, egentlig havde han ikke lyst til at vide det. Han kunne sætte af og flyve der hen, men nej hvad nyttede det? Han var alene, og der var ikke en eneste af lysets krigere i nærheden, han var ene mand, og han havde også sine forpligtelser over for dronningen. Et mindre suk kom fra ham og han lod blikket gå ned i jorden, solens varme stråler ramte hans nakke med det samme, han havde det varmt, men han havde jo også sort på som altid. Den rusting han havde fået var endnu værre at have på og han ville helst gerne undvære den, og det vidste alle. Han bar gerne sølvemblemet han havde, men rustningen nej tak. Selv hans drage havde det varmt vidste han. Det var jo en af de varme dage der var ankommet. Som han stod der med den ene fod på en sten og den anden plantet solidt i jorden lod han en hånd glide ned til selen på benet hvor han havde sin ene daggert. Hans vinger blafrede han roligt med uden at lette, blot for at få lidt afkøling.

Det var tydeligt hvordan at landet var ved at blive overtrukket af lag efter lag, af mørk energier.
Hver dag døde et menneske, sådan var loven, men for tiden døde så mange mennesker at det var svært at følge med. Pesten havde taget så mange, dem som den havde prøvet at tag havde valgt at ofre den lille del af dem selv de havde tilbage. 
Til hvilken nytte i virkeligheden? Hvem fortalte hvad der ville være på den anden side, hvad konsekvenserne var? Og nu med magier som der ikke længere kunne kontrolleres.
Temperance havde mistet sit mål, vidste ikke hvad hun lavede længere. Vandrede de mange veje, befolket og dem som var så overgroet at man kunne være i tvivl om der overhoved havde været en vej. 
I en trance trådte det ene ben frem efter det andet. Som var der intet mål for denne rejsende. 
Braget fra klipperne fik dog lidt liv frem i øjnene, der flakkede imod lyden. Blot for at vænne tilbage til dens meget omtåget glans. Som var hun døden selv der vandrede omkring. 

Så mærkede hun det, taget i sig der fortalte hun var alt for tæt på noget hun ikke burde være tæt på. Der var en hvis energi over dette sted, over de kreaturer der forlod disse porte. Og pludselig gik det op for hende at hun var det sted hun allermindst ønskede at være i hele landet. Men hendes ben havde selv bragt hende her? Så hvordan kunne det være? 
De kolde, kyniske øjne løftede øjnene imod de tunge porte mens hun gispede kort efter vejret. Alle fibre i hendes krop skreg om at hun burde krydse hen over tærsklen. Mens alt fornuft råbte hun skulle vende om og løbe tilbage den vej hun var kommet fra. Hvorfor var hun her? Hvorfor!? 
Hun sank til hendes knæ mens læberne skilte sig fra hinanden og et skrig forlod hendes læber. Som alle andre havde hun også problemer med at styre hendes kræfter. Hvilket gjorde at skriget var en del mere volsomt end det plejede, hun mærkede hvordan at lydbølgerne pluserede fra hende. Men alt fornuft, alt hvad der måske kunne have været en klar tanke var som forduftet. Det eneste der var tilbage var følelsen, den fantastiske følelse af bare at give slip.