Væggene glinsede af fugt, luften var tyk og trykket. Kammeret var lille men privat hvilket var oplagt til hendes formål. Folk her på egnen havde ikke meget til overs for lysene, den monotone messen eller de rigt detaljerede, cirkulære mønstre i blod. Det var naturligvis ikke eget blod, bevares. Dæmoner var af naturens side frastødt hinanden og hele den uheldige finde/binde-del der lå i deres sande navne, var desværre ikke så lige til for hende, som det ville have været for det tilfældige gadeskravl der havde doneret blodet. Priscilla var alle dage en atypisk dæmon.
Én enkelt fordel havde hun dog; hun kendte offerets navn. Ikke Avaion, eller hvad hun nu kaldte sig, men det sande navn der tillod den slags ubelejlige manipulationer som en dæmonisk hidkaldelse. Det var første gang hun havde været på denne side af processen, hvilket vel var en eller anden form for ironisk. Hun nød det i hvert fald mere end hun burde, men ultimativt var det her ikke bare et venskabeligt visit. Priscilla var bundet af sin slægt og selvom at Luxuria havde vist sig langt.. bedre end hun havde i det hele taget turde håbe, var den yngre dæmon stadig principielt imod at være forpligtet på en sådan måde.
Lugten af svolv fyldte luften som ritualet nåede dets crescendo og Priscilla vippede det lange, brune hår ud af ansigtet og færdiggjorde sidste strofe af hidkaldelsen da hele rummet blev sløret af en tyk, mørk røg.

Det var de første dage efter kloster var faldet. For øjnene af hende var flere af de kvinder hun havde set som familie blevet slagtet. Uden nåde uden nogen form for anger.
Hun lå i beskidte klæder under dækket på et gyngende skib. De havde tydeligvis ramt ind i et uvejr og flere af de kvinder som der lå sammen med hende der havde brækket sig. Så lugten af bræk, urenheder og kropslig væske var ved at blive for meget for den unge dæmon. Hun havde efterhånden lært til den hun i virkeligheden var, mødet med en kvinde nogle hundrede år tilbage, havde vist hende at hun ikke blot var et almindeligt menneske. Men hvad hun var havde hun stadig ikke helt kunne forholde sig til.
kvalmen steg i halsen på hende og mens øjnene blev presset hårdt samme. En sætning blev hurtigt et mantra for hende, at hun skulle holde sig fra at kaste op. 
Men lige før at det blev for meget, kunne hun mærke noget rive i hende. Hun spærrede øjnene op, og før hvor hun havde ligget blandt svedige kvinde kroppe, stod hun nu i et kammer der lugtede af fugt og mug. 
Røgen omkring hende frarøvede hende hendes syn og det var først da den var faldet at de lagde sig på en ung kvinde hun havde en svag fornemmelse af hun burde kende.

Der var ting der skulle gøres. Ritualer der skulle udføres, ord der skulle messes, røgelse der skulle brændes. Men før de kom til de dæmoniske kontrakter med blod som blæk og kød som pergament, nåede Priscilla lige at tage notits af den andens udseende. Det var mindre pristint end sidste de havde set hinanden. Det var tydeligt at Luxurias liv som dæmonisk nonne havde taget en uheldig drejning, hvilket egentlig ikke overraskede hende. Det havde været et skrøbeligt liv søsteren havde fået sammenflikket sig og Priscilla var nu egentlig mere interesseret i detaljerne omkring hendes fald fra gudernes nåde, end det faktum at det var sket.
"Luxuria.." udbrød hun skarpt, og tilføjede først da det gik op for hende at den anden dæmon måske helt reelt ikke kendte det navn - deres kære moder havde aldrig været specifik omkring den ældre datters straf: "..Avaion."
Hun trådte rundt om hidkaldelsescirklen, dels for at stille sig klar i den korrekte pentragram-klausul til næste del af ritualet, dels for ren dramatisk effekt. Det hev op i hendes mundvige; det karakteristiske, krøllede smil hun aldrig slap for på tværs kroppe.
"Jeg er desværre nødt til at låne et par timer af din tid til at ordne en løs tråd, men bare rolig.. Derefter skal du nok prompte blive returneret til.." Hun rynkede lidt på næsen og viftede med hånden, "Hvad end det var du var midt i."

Blikket flakkede, ufokuseret. 
Kvalmen steg i hendes hals og hun havde svært ved at holde det tilbage. Lyden af hendes navn, hendes rigtige navn var som en knytnæve i hendes mave og det var som om det sidste stykke glas der ellers beskyttede hende fra den dæmoniske side splintrede i tusinde stykke. 
Også begyndte den syrlige vælde af opkaste at trænge sig på i struben. En stråle af bræk brød barriereren og landede med klaskende lyde på det kolde og fugtige beton gulv. Ramte de beskidte fødder og gjorde det svært for hende at holde op med at lade mavens indhold fylde ud af munden på hende, da det først var kommet op til overfladen. 
Det at hun blev på sine to ben uden at falde på knæ, var hende en gåde. Tårene var begyndt at prikke i siden af øjenkrogen da noget af den syrlige sub stands havde penseteret hendes næsebord. 

Ærmet som hørte til det stykke tøj hun var iført, kunne næsten beskrives som stykker af stoffer der var vævet sammen hurtigt og upræcist. Det blev nu brugt til at fjerne det værste af de dråber der var faldet i mundvigen og ikke på gulvet. 
Hun fnyste og nogle mørke, næsten dystre øjne landede på kvinden foran sig. Priscilla.
Munden blev hævet op i den ene side og et lettere smil blev dannet på det perlehvide ansigt. 
,,Sjovt, jeg ville ellers meget hellere blive her''

Priscilla betragtede passivt som søsteren blev underlagt sine kødelige funktioner men bag de brune øjne, lå der en klar fordømmelse. Hun erindrede at have tænkt det før, men det overraskede hende stadig hvor elendig Luxuria var til at være en dæmon. På den anden side undrede det hende ikke hvis denne.. kropslige hengivelse var produktet af hendes faderlige ophav. Priscilla selv tog blot en række afmålte skridt så hun var på den modsatte side af opkaststriben på gulvet. Hidkaldelsescirklen var for grundigt designet til at lade sig påvirke af den slags, og den lyste arrigt som mavesyren sydede, boblede og fordampede. Priscilla undlod sin lugtesans.
Den indirekte bøn bekræftede det åbenlyse: at der var sket nogle drastiske ændringer i Luxurias levestandarder siden de sidst havde ses. Hidkaldelsesritualet var dog ikke designet til at tage hensyn til den slags ønsker. Den lasede dæmon ville parkeres tilbage hvor magien havde fundet hende om hun ville det eller ej. Priscilla ville have sagt 'desværre', hvis ikke hun var stort set ligeglad. Hun fnøs.
"Jeg er ikke i tvivl om at du også har bemærket en.. tilbøjelighed til at ville hjælpe mig." sagde hun og vakte med en serie gestusser de lysende runer i luften foran hende der skulle blive essentielle i det kommende ritual. Betragtede man pentagrammets mønstre fra et uvidende perspektiv, kunne man sagtens få et indtryk af at det var en ganske indviklet besværgelse; i sandhed var det langt simplere. Det var ikke en, men tre. En cirkel til at hidkalde, en til at fastholde og en til at tillade manipulation, uden Priscilla selv behøvede krydse stregerne og forvirre proceduren. Med et ryk af en hånd, lyste pentagrammet kraftigt op og Luxuria blev leviteret fra gulvet indtil hun halvt stod, halvt hang i øjenhøjde med den yngre dæmon.
"..Du har måske antaget at det var din grundlæggende medmenneskelighed.. humanitas.." Priscilla fnøs muntert, "Men jeg tror du ville finde det umuligt ikke at hjælpe mig. Det har intet at gøre med om du er en god person.. Bare et gammelt, fordækt blodsbånd."

Avaion kiggede ligegyldigt rundt i lokalet. Ansigtet fremviste tydelige tegn på at hun egentlig ikke så hvad der skete her som nogen stor trussel. Og et lille lys i hende, spurgte da også hvorfor at hun fremviste sådan en følelsesløs opførelse? 
Det at hun havde sagt hun hellere ville blive her, havde været ment som en sarkastisk bemærkning. Men tydeligvis var det ikke taget sådan. Forståeligt nok, siden at dæmonen foran hende havde set hende i andre perspektiver, mere menneskelige egenskaber. End det hun følte lige nu.
Det syede næsten under hendes hud, prikkede til det punkt hvor hun var sikker på at hvis hun ville begynde at klø. Ville hun ikke stoppe før at huden var revet af. 
De sorte øjne som før havde fokuseret på alt andet, rettede sig i en hurtig fart imod skikkelsen der snakkede til hende. Hoved blev lagt på skrå. Mens hun blot studerede kvinden der snakkede til hende. 
Avaion gjorde ikke mine til at begynde at snakke eller kommenterer på hvad der blev sagt. Selv da hun blev løftet fra jorden og nu hang svævende nogle få centimeter fra gulvet, var det eneste tegn hun vidste på faktisk at forestå hvad der foregik. Et smil der langsomt splittede munden. 
Også begyndte hun at grine, mere dæmonisk end menneskelig. Dette fik lov til at lade stå på et enkelt minut eller to, før hun faldt lidt sammen i luften. 
,,Søde, søde Priscilla.. Hvad havde du forestillet dig?'' de sorte umenneskelige øjne begyndte at fikserer på kvindens foran hende. Mens et bryn blev løftet, dog ikke uden smilet forlod læberne. 

Luxurias reaktion var ikke den umiddelbart forventede, men den bekræftede at der havde ligget en dæmon bag den åndsforladte facade. Hvis ikke den magiske forpligtelse havde været nok, var dette det endegyldige bevis - søsterens latter havde præcis samme kadence som deres kære moder. Hun stoppede bare ikke med at le, men blev ved og ved og ved længe efter hun burde have luft til. Der var en ting hun havde glemt; magisk lydisolation. Heldigvis var der råd for det: meget på samme måde som hun havde gjort med lugtesansen, gjorde hun nu med hørelsen. Hun rørte ved en tatovering på sin overarm der kort lyste op. Det var ikke bare at hun ignorerede den syrlige lugt af opkast eller den skingre lyd af søsterens latter, hun direkte deaktiverede de pågældende to af kroppens sanser. Det var ikke hendes egen evne, men en hun havde lånt med blod fra en elver hun havde mødt. Evnen til at dæmpe andres sanser. Hun havde forudset at ritualet ville blive ubehageligt, og så var det godt at kunne filtrere på den måde.
Ah. Vidunderlige stilhed.
Heldigvis havde magien endnu ikke en verbal del; hun tegnede i stedet lysende runer i luften der dukkede op på den anden dæmons bare arme. Hendes læber sitrede i koncentration men hendes hænder var fuldkommen rolige. Hun skævede op og nåede lige at fange de sidste sekunder af Luxuaria der talte.
"Sagde du noget?" Spurgte hun og slog med et strøg atter hørelsen til.

Det gav et let sitren i øjenbrynene da lysende runer begyndte skimme igennem der hvor hullerne i ærmerne var. 
Men hun gav ikke meget mere udtryk end dét, trods at det var en lidt bizart hændelse. Hun følte sig så kold inden i, som kunne hun være fuldkommen ligeglad med hvad der skete med hende. Og jo længere tankerne fik lov til at flyde, jo hurtigere gik det op for hende at det var præcis det hun var. Fuldkommen ligeglad. 
Hvorfor?
Et tandsmil, der var utrolig pænt taget i betrækning af hvordan resten af kroppen så ud. Blev sendt Priscillas vej da hun spurgte hvad hun havde sagt. 
,,Jeg vil lade være med at gentage mig selv, er ret sikker på du er ligeglad'' flabet og en smule hovmodigt kommenterede hun tilbage. Det var ikke særlig pænt, sådan ikke at lytte efter hvad der blev sagt.
Når de eftersigne delte et blodsbånd? Mor? Nej, det kunne hun allerede fornemme var forkert.
Søskende? Spændende tanke, Luxuria fugtede sine læber og lagde hoved på skrå igen uden at vige blikket fra hvad den anden dæmon havde gang i. 

Så det havde altså ikke været en vigtig bemærkning. Godt at vide. Priscilla kørte hånden op langs sin venstre arm og en række identiske mønstre viste sig. Hvis ikke for hendes ældre tatoveringer, ville de to søstre nu have været spejlbilleder af hinanden på den front.
"Korrekt antaget." Svarede hun med et matchende smil, der blev en anelse stift som besværgelsen begyndte at svide. Det var endnu ikke noget punktet hvor hun følte behov for at slå følesansen fra; det her var et ritual der skulle omskrive selve deres sjæl, det skulle nok blive langt mere smertefuldt.
"Vores moder bandt vores blod internt. Så vi ikke kunne gøre oprør mod hende eller svække slægten," informerede hun nøgternt og flåede med et kraftig kast af hånden, de lusede rester af Luxurias beklædning af og blottede den anden dæmon. Bogstaverne, de geometriske former, symbolerne - alt sammen nøje beregnet til den ønskede effekt - spredte sig åbenlyst ned over søsterens voluptuøse figur.
"Det her ritual skal løsne dette bånd." forsatte hun, som hun startede med rolige, afmålte bevægelse at løsne kjolens snører indtil den faldt til gulvet og hun stod lige så nøgen, "Tro mig, jeg fortæller dig det ikke for din egen skyld; kun fordi besværgelsen kræver en snert af gensidighed.. et element af.. Ja hvis ikke accept så i det mindste resignation."

Så søskende, for alt i verden kunne de sikkert havde været noget helt andet.
Som søsteren selv kunne mærke, var det hellere ikke helt umærket for den ældste af dem at markeringerne begyndte at svig. Ikke at det vidste nogen videre effekt blot et dovent blik der gled lidt frem og tilbage. 
Hvorfor var hun her overhoved, havde det virkelig irriteret denne tøs så  meget at hun havde hjulpet hende? For Avaions skyld, kunne hun bare have bedt hende om at sende hende på vej væk fra klosteret. 
Måske det havde været for det bedste, at hun aldrig havde mødt hende. 
Hvad fanden var det hun i det hele taget snakket om, bundet blod, oprør imod slægten. Hvor kom hun fra? Og hvad vidste denne lille arrogante pigebarn? Selvom hun ikke havde nogen anelse om hvem der i virkeligheden var ældst. Lå der noget så dybt i hende, som var et gravet ind i hendes sjæl at hun fortjente mere respekt end blot dette. 
Hun fnøs igennem næsen da tøjet blev fjernet fra deres hud. Det fremviste hurtigt at der var lange ar fra pisk og kniv som der langsomt blev overtaget af de runer der bredte sig fra fingerspids til tåspids. 
,,Jeg har ingen fucking anelse om hvem vores mor er.'' hendes øjne blev smalle mens tungen igen begyndte at fugte læberne. ,,Du må hellere begynde på den historie før du får nogen form for accept i nogen form''

Priscilla smilede bare. Hun havde allerede hvad hun behøvede: Luxuria havde en grundlæggende forståelse for hvad der skulle foregå, hvad hun mente om det var fuldkommen uvedkommende. Alligevel var der noget i den andens bøn der trak i netop den streng hun søgte at klippe denne dag. Desuden var der vel en værdi i at opridse præcis hvorfor det var nødvendigt. Størstedelen af den kommende smerte var sjælelig og ikke dæmpet af hendes magi; det ville hjælpe at hælde noget brændstof på hadet.
"Vores mor er Superbia, dødssynden for Hovmod." Sagde hun og ristede en række runer i en hexagram over hjertet, et identisk sæt dukkede synkront op på søsteren, "Din far var Luxuria, dødssynden for begær. Deraf den obskøne figur, piksutter læberne og patterne der af en anden grund ligner at de er smurt ind i kokosolie, selv nu." Priscilla gestikulerede til hele den glinsende herlighed, "Jeg er af.. lad os sige mere rimelig herkomst."
Man kunne sagtens have forvekslet ordene som noget der var sagt i jalousi, hvis ikke for Priscillas frastødte ansigtsudtryk. Luxuria var smuk, for at sige det mildt. Pokkers attraktiv til et punkt hvor det tog et konstant niveau af koncentration ikke at kaste sig savlende i hendes arme. Det eneste der afholdt Priscilla fra i det hele taget at lege med tanken, var at hun simpelthen lignede deres mor for meget.
"I følge historierne jeg hørte blev du bortvist længe, længe siden. Måske er det derfor du ikke kan huske noget, det skal jeg ikke kunne sige." Viden var magt og magt kunne føre til kontrol. Fra et sådant perspektiv var Priscilla ikke helt begejstret for hvor meget information hun gav væk, men samtidig tjente det, det formål at distrahere dem begge fra de magiske tatoveringer der spredte sig over deres hud, først udvendigt så indvendig.
"Jeg derimod voksede op en slave og har brugt århundrede på at bryde hver eneste af mine lænker, så forestil dig min.. irritation ved at finde endnu en: dig."

Trods af at ansigtet ikke viste nogen former for følelser, begyndte hendes hoved hurtigt at drejesætningerne der blev kastet imod hende. Sandheder om hvem hun i virkeligheden var, ting hun aldrig i sin vildeste fantasi kunne havde forestillet sig passede til hvem hun var. De ting hun havde lagt under låg, presset så hårdt på ikke eksisterede i hende, sprang frem som havde nogen lige åbnet pandoras æske. Og det ville ikke være et kønt syn der ville efterlades så snart hun blev sluppet fri igen. 
,,Sikkert fordi mor..'' det lød mærkeligt for hende at fremsige dette ord, som lå det forkert i munden på hende. Hvilket søsteren sikkert hurtigt ville have brugt til grov udnyttelse af yderligere sarkastiske bemærkninger 
''Ikke kunne klare at dele..'' hun følte ikke rigtig hun behøvede at uddybe sætningen 

''Hmm, siden selv min søster ikke kan lade være med at finde mig attraktiv, er sikker på at læber kan bruges til andet end at sutte pikke'' sætningen var først startet ud med at være et smil, mens det langsomt falmede ind til at det blot var en udtryksløst maske. Hun hævede et øjenbryn ,,Bu - fucking - hu.. Så fordi du ikke kunne være den perfekte datter og blive bortvist, skal det være min skyld? Åh jamen stakkels dig..'' Avaion kunne virkelig ikke se hvordan den vrede skulle gå ud over hende, hvorfor at det var hende der skulle hænge i luften. Før det gik op for hende, at hun var det nemmeste offer, eller i hvert fald den hurtigste måde at afskaffe sig det man hadet mest i verden. Siden man ikke rigtig kunne gå efter det reel problem.
,,Jamen hvad venter vi så på. Lad festen begynde''

Priscilla havde aldrig rigtig kendt sin far. Hun havde kendt til ham, men modsat Luxuria den ældre, var der ikke skrevet bøger om hans eskapader. Hun erindrede at hvor deres mor havde været splitter ragende vanvittig, havde hun aldrig været usammenhængende. Eller stupid. Priscilla antog at Avaion havde arvet det fra hendes far. 
Den yngre dæmon havde egentlig ikke oplevet noget behov for at rette på søsterens komplette misforståelse af situationen. Det ville sikkert blot blive opfattet som at hun retfærdiggjorde sig, og det ville hun ikke gøre sig i. I stedet slog hun en thaumaturgisk knude på den igangværende besværgelse indtil rummet fyldtes med ren, boblende chakra centreret omkring hidkaldelsescirklen.
De endegyldige ritualer var udført, nu skulle magien bare have lov til at udspille sig. Priscilla havde kastet et ekstra lag der fuldkommen forhindrede Luxuria i at afbryde ritualet, især med den del der kom nu.
Med nakken knejset i en næsten majestætisk holdning trådte hun ud af kjolen der lå på gulvet og krydsede de magiske runer og streger på gulvet. Sensationen af at træde ind i den intense, magiske energi var meget lig at træde ned i et varmt bad, og gennemført orgasmisk, men Priscilla holdt hovedet højt og fortsatte indtil hun stod ansigt til ansigt med Luxuria.
Et lille, kækt smil spillede på hendes læber.

Avaion tog en dyb indånding da hun betragtede søsteren træde igennem cirklen og vandre hen foran hende. Med trætte øjne besvarede hun dog alligevel smilet og trods at der var sagte følelser der strømmede fra kvinden foran hende, som hun ikke helt kunne tyde og alligevel var ret familiær. Var det bravur hun kort havde haft, fuldkommen væk og i stedet blot ramt af en tåge der slørede hendes sind og tanker.
Tørre øjne fik hende til at blinke et par gange, før at hun blot opgav og lukkede øjnene helt i, overgav sig fuldkommen til den skæbne der måtte skulle påtvinge sig hende nu. Ikke at hun alligevel havde haft held i meget andet end blot at måtte rive sig med strømmen uden at have et oprigtigt valg i hvad det var hun ville. Altid et punkt hvor hun selvfølgelig havde troet hun ville præcis det hun gjorde, som at tilslutte sig et kloster. Men nu, nu kunne hun godt se hvordan det havde stridt imod alt det hun i virkeligheden var. Hvor blind hun havde været og hvordan hun aldrig nogen sinde ville kunne leve normalt. Hun var ikke normal.

Mange tanker fik lov til at rumstere rundt i hoved, mens hun tvang sig til at huske på at der nok ville komme oplevelser, smerter som hun ikke ville kunne abstrahere fra. Og derfor gøre sig mentalt klar på det værste hun kunne forestille sig.

Det var et langt, udmattende og til tider smertefuldt ritual; men de fleste af detaljerne ville gå glemt med tiden. Meget få levende væsner ville kunne værdsætte den tekniske snilde med hvilken den yngre dæmon omgik moderens bånd.. Nej de ville sikkert fokusere på alt det forkerte. Så som hvordan, da hun atter kom til bevidsthed, fandt Priscilla sig i en nøgen og svedig bunke, filtret ind i sin søster. Den blotte kontakt var berusende og det var ligedele viljestyrke og en dyb afsky for at fremstå som en stereotypisk kvindelig dæmon, der til sidste tillod sig hende at gøre sig fri og komme på benene. Hun kiggede ned på den stadig bevidstløse Luxuria og følte.. absolut intet. Success.
Med usikre skridt stavrede hun ud af cirklen. En lille del af hende følte at hun burde sige noget, men hun var for pragmatisk til at vente på at den anden vågnede.
"Jeg håber det var lige så godt for dig.." Mumlede hun med tør ironi da hun førte den sidste rest af sin chakra ud i tæerne og aktiverede cirklens retur-klausul. Søsteren forsvandt i et lysglimt og en stank af svovl. "Far-fucking-vel og bevares.."