Det havde været en voldsom kaotisk periode. Efter plagen, der havde kostet utallige liv, var kaos begyndt at regerer. Overalt begyndte folks magiske kræfter at løbe løbsk, og selv Kahina havde været ramt. Hun havde altid været vant til at hendes syner kunne komme ud af det blå, og lige siden hun havde haft sit første syn havde hun affundet sig med, at de styrede hende frem for at hun styrede dem. Men for nyligt havde hun været ramt af syn, på syn, på syn der alle havde været mere smertefulde end det første.  Det havde tæret på kræfterne, og selv nu flere dage efter kunne hun mærke en svag hovedpine og træthed.
Det havde dog ikke stoppet hende fra at tage ud, dels fordi de manglede mad, men også fordi hun trængte til at komme ud. Og hvad bedre sted end markedspladsen til at få et duft af livet omkring sig? Kahina elskede den store byes markedsplads; der var altid fyldt med liv, af alle typer og alle slags, og altid så mange lyde og dufte. Og farverne fra krydderier, farverige silkestoffer og frugt og grønt blandede sig og gjorde en helt kulret.
Som sædvanlig var hun ikke alene, men denne dag havde hun kun en af sine vagter med. Sefu havde været nødsaget til at blive i lejeren da hans evne var for destruktiv til, at Kahina turde tage chancen og tage ham med. Men så længe han blev i den lejer de havde stillet op udenfor byen ville han ikke kunne skade andre, og det var trods alt det vigtigste for Kahina.

Smilet på hendes læber var bredt, som hun bevægede sig ned af gågaden og stoppede ved en silkehandler. Som præstinde var silke ikke et ukendt stof for hende, men aldrig før havde hun set et stykke stof i denne lyserøde farve. Det lignede næsten den farve solen fik, når den sagde farvel og efterlod verden til natten, og da hun rørte ved stoffet glimtede det i alle regnbuens farver. Ngozi sagde som sædvanlig intet, men sendte den unge præstinde et blik der tydeligt sagde, at det ikke var silke de var kommet for at købe. "Jeg ved det, Ngozi, jeg kigger blot." Sagde hun på det syngende sprog der var nomadestammens modersmål. Med et sidste blik på det smukke stof lagde hun det fra sig, hvorefter hun fortsatte ned af markedspladsen for at finde noget mad de kunne tage med tilbage.

Det havde ikke været en sjov tid, for nogen som befandt sig i hovedstadsområdet. 
Anann var en af dem som ingen magiske evner havde, og derfor ikke var personlig påvirket af hvad der foregik. Men det betød ikke at oplevelserne ikke havde været en utrættelig og irriterende oplevelser. Flere gange havde hun oplevet at hendes rekrutters magier var ukontrolleret og det havde også landet hende en brækket kæbe et par uger tilbage. 

Dette havde gjort at flere af hendes timer var blevet sat på pause og folk først skulle trænes op når der var kommet ordenlig styr på tingene. Dette betød dog desværre også at der var en underbemanding af folk når det kom til den synlige del af vagter. Folk der gik rundt og sørgede for at folk opførte sig som de skulle.
Selvfølgelig var hun ikke typen der gik imod ordre når de kom fra folk der var over hende. Men det betød virkelig ikke at hun brød sig om det. At blive degraderet til simpel by vagt. Hun var våbenmester!
Med en mine der kunne skræmme selv de hårdeste lejesvende patruljererede hun ned af de mange veje der førte ned til markedspladsen. 

Der var en summen af liv, som der altid var. Det var dog blevet mere betydeligt siden at pesten og de dødende ikke længere var så stort et problem. Folk havde dog stadig et anstrengt smil på læberne, der aldrig helt nåede deres øjne. Måske ikke så mærkeligt endda, dog var dette ikke noget som hun kunne tage sig af. Med faste og målrettede skridt fortsatte hun den rute som var blevet lagt hende før. Inden at det skete.
Den simple sætning, tyv, fang tyven! Blev råbt ud blandt tilskuerne. Hvor efter en ung knægt ikke mere end et par tretten somre fór forbi hende. 
Det var nok mest sukket der forlod de fyldige læber, som tilkendegav at dette bestemt ikke var noget hun gad tage sig af. Men efter ham løb hun.
,,Stop!'' hendes stemme var mørk og dyb mens hun brølede efter manden der kiggede sig over skulderen ikke vidne til personen som han løb direkte ind i. Anann himlede med øjnene, dette ville blive nemmere end hun troede. 

 En af de ting der havde overrasket Kahina mest havde været alle menneskerne i byen. Ligegyldigt hvor man kiggede hen var der mennesker overalt. Selv nu, efter pestens rasen, var der utallige mennesker, og det havde da heller ikke taget hende lang tid at lære, at her flyttede folk sig ikke bare automatisk for hende. Hun var faktisk gået så langt at det faktisk var hende, der sommetider måtte flytte sig for andre. En mærkelig oplevelse for den unge præstinde, der ellers var vant til at være stammens midtpunkt. Men det var også ganske spændende, for det var jo kun et bevis på, at hun ikke længere var i stammen men rent faktisk var ude og opleve noget. At hun var ude og smage på livet, og det var både mærkeligt og spændende.
 
Denne gang nåede hun dog ikke at træde til side før en person løb direkte ind i hende. Hun var netop trådt væk fra boden med silkestofferne da en ung dreng løb ind i hende. Kraften han ramte hende med var så voldsom, at hun væltede… Og faldt direkte ned på en beskidt madras. Forvirret rejste hun sig, kun for at opdage at hun befandt sig i en lille, uhumsk lejlighed. Hun trak vejret dybt ind, og var omgående ved at brække sig. Stanken af råd hang tykt i lejligheden og fik hendes øjne til at løbe i vand. Hun så sig rundt. Hun var alene i soveværelset, men inde fra et andet rum kunne hun høre børnestemmer. Forsigtigt trådte hun ud af soveværelset få at gå ind i den tilstødende stue. Inde i stuen befandt sig fire børn i alderen otte til nyfødt. Men de var ikke alene, for på et par madrasser lå to personer: en mand og en kvinde. De havde ikke været i live længe, for stanken af råd kom fra dem og de store sår af pesten, der havde kostet dem livet.
 
Og så var Kahina tilbage på markedspladsen. Mødet med drengen måtte have været så voldsomt at den havde trukket hende ind i et syn, men Kahina behøvede ingen guidninger for at vide, at det ikke var noget der ville ske i fremtiden, men noget der var sket nu. Børnene i hendes syn havde været drengens søskende, og de voksne havde været hans forældre. Det gik op for hende, at hun lå på jorden, og et kort øjeblik undrede hun sig over hvorfor Ngozi ikke havde grebet hende. Det var indtil hun rejste sig og så Ngozi stå hævet over drengen, som han havde tvunget ned på knæ med et fast greb i drengens hår. Ved drengens hals hvilede vagtens krumme sabel, og han lignede allermest en der var parat til at skære halsen over på den stakkels dreng. "Slip ham, Ngozi!" Befalede Kahina, der langsomt kom på benene med den værdighed der var hendes rolle værdig. Vagten adlød ikke, men sendte hende et overrasket blik inden han nikkede fra drengen, til Kahina og til sablen. Beskeden var tydelig: han havde ydmyget hende, og det skulle han bøde for. "Jeg sagde: slip ham." Vagten reagerede stadig ikke, hvilket fik Kahina til at sende ham et vredt blik. "Trodser du moder Oyibo?!" Dét syntes at sætte gang i noget i vagten, der tøvede et kort sekund inden han rystede på hovedet og endelig slap den stakkels dreng, der så sig tilbage over skulderen mod den vagt han åbenbart havde været ved at flygte fra, og som nu bevægede sig over mod dem.


Dice roll: 4

Postyret fra hendes brøl, den unge knægt der var løbet ind i en kvinde. Og den scene der hurtigt udfoldede sig efter, fik mange af de mennesker der ellers havde været godt i gang med at ordne de ting, der nu skulle markedsplads, til at stoppe op og stirre med store øjne.
Selv Anann kunne mærke hvordan at stemningen var faldet drastisk. Og måtte suge en god mængde luft ind for ikke at miste fatningen. Hurtigere end drengen kunne komme op og stå på sine ben igen, havde manden der havde gået ved kvinden side, hævet ham op i det fedtede hår og ført en sable for halsen.
Der kunne simpelthen ikke være tale om at hun skulle være vidne til en henrettelse midt på pladsen. Selvom at hun ikke kunne billige mandens reaktion fuldstændig, hun var også ved at have sit med de mange tyve der stjal med arme og ben disse dag. Ikke at det ikke stod klart hvorfor mange af dem gjorde det. Især knægten måtte høre til de familier der havde mistet end eller flere medlemmer. Sikkert hans forældre, taget i betragtning af hvor ung han var.

Opråbet der kom fra kvinden der endelig kom op og stå igen, kom en smule bag på den ældre vagt. Kortvarigt stoppede hun op og en dyb fuge dannede sig mellem øjenbrynene. Moder? Så hun var højere end, hvad der så måtte være hendes vagt. Troende? Præst? Mange tanker gik igennem hendes hoved og hun måtte sukke indvendig. Det var virkelig ikke hvad hun havde troet hun skulle bruge sin dag på. De præstinder, især dem som havde høj status i de byer de kom fra. Kunne være problematiske, det var ikke altid de forstod at der var en højere magt end dem til stede. Og i dette tilfælde var det Ananns lov der holdte. Irritationen var allerede begyndt at boble med hende, mens hun håbede at dette dog ikke var tilfældet.
Hun havde virkelig ikke brug for en der skulle blande sig i hvordan hun behandlede de kriminelle bag disse mure.

,,Klogt valg'' kom der bryskt fra hende, da hun var kommet tæt nok på til at være inde for rækkevidde. Hun greb hårdt fat, nok mere end hun havde burde, i knægtens arm og hæv ham op og stå. Det var tydeligt at se panikken der bredte sig hans ansigt, og nu da hun fik lov til at se det på tæt hold, kunne hun også genkende ham. Hun havde ret, han var en af de børn der hørte under forældreløse. I hvert fald havde hun ikke set hverken moderen eller faderen på det sidste, ikke at de havde høj status, men hun mente at have set dem sælge deres vare ikke langt fra hvor tyven havde stjålet sit bytte.
,,Jeg antager de ikke er kommet noget til?'' fik hun så endelig frem mens hun knugede lidt hårde fat da drengen kom til sinse sanser og straks prøvede at kæmpe imod for at slippe væk igen.

Ngozi så ud som om han ville sige noget, men eftersom hans tunge var blevet skåret af da han havde været otte sagde han selvfølgelig intet. Kahina havde dog ikke svært ved at læse blikket i de mørke øjne, som hun mødte med en stoisk ro. "Det bliver som jeg har sagt det, Ngozi." Sagde hun skarpt. Hun vidste at han aldrig kunne finde på at gå mod hendes ord, men blot vise sin utilfredshed - hvilket han skulle have lov til. Så længe han respekterede hende måtte han gerne være uenig med hende, og så længe markedspladsens støvede underlag ikke blev farvet af drengens blod fra en overskåren hals var Kahina ganske tilfreds. "Det er ikke vores love der gælder her, Ngozi, det er Hovedstadens." Derhjemme ville han ikke have tøvet med at straffe den der væltede præstinden, og Kahina ville næppe heller have stoppet ham, men her gjaldt der andre regler. Et var hvordan en nomadestamme byggede deres regler op, noget andet var, hvordan en stor by gjorde, og de kunne ikke bare gå og henrette folk til højre og venstre før kaos ville bryde løs.

Vagten der havde forfulgt den arme dreng nåede hen til dem og greb fat i hans arm, for at hive ham op og stå. Hendes greb var voldsomt og Kahina lagde mærke til, at drengen måtte bide tænderne sammen for ikke at udstøde et klynk. Kahina rynkede svagt brynene. Selv var hun ikke bleg for at straffe de der fortjente det, men dette var en dreng i en ulykkelig situation og vagtens hårdhændede behandling var ikke en Kahina kunne billige.
Vagtens kommentar fik dog Kahina til at lade blikket glide fra drengen og i stedet møde drengens blik. "Jeg er ganske uskadt, tak." Svarede hun værdigt. "Og nu er det ikke for at drage Deres ret i tvivl, men har De ikke lidt hårdt fat i drengen?" Forsatte hun inden hun igen så på drengen, for så at se tilbage på vagten. "Indeholder jeres by ikke et hjem for forældreløse børn?" Selv nomadestammen havde et par kvinder, der var udpeget til at se efter de børn der blev moderløse. Et sted disse børn kunne kalde deres hjem, hvor de kunne søge trøst og sikkerhed og være sikker på altid at få mad. At en by som Hovedstaden ikke skulle have dette virkede mærkeligt, men hvis de havde, hvorfor var denne dreng og hans søskende så ikke i dette hjem? "Hvem har samlet de, der døde efter pesten?" Fortsatte hun. Der var ikke noget afkrævende ved hendes stemme, blot oprigtig nysgerrighed. For hun havde set mændene i de sorte klæder med de hvide masker hente de, der var bukket under for pesten for at brænde dem, og alligevel havde de ikke taget denne drengs forældre. En simpel forglemmelse, eller også havde mændene ikke været i den fattige del af Hovedstaden.

Det tog en uendelig stor vilje styrke ikke at snerre af kvinden foran hende. 
Ikke nok med at hun var tvunget til at gå runder som en ganske almindelig byvagt, nu skulle hun også være i denne situation. Hvorfor var det at folk ikke kunne lade være med at blande sig? Hvorfor skulle der altid være spørgsmål, altid være hentydninger. Det kun om sagtens godt være at det var ved kvindens bedste hensigt at spørger ind til disse ting.
Men Anann kunne simpelthen ikke bruge tid på sådan nogle ting. 

Dog vidste hun også når hun stod i en situation hvor hun skulle træde stille på de visne blade så de ikke gik i stykker. Selvom at hun mente hun nok godt kunne tage vagten der stod og betragtede hende, som skulle hun foretage noget han ikke billigede. Var det ikke med hendes gode vilje at hun ville starte sådan et show, for derefter at få hendes røv serverede til hende når hun atter stillede foran byvagtens leder. 
Anann tog en dyb indånding og løsnede en smule på hendes jerngreb. Men hvis drengen så meget som viste mine til at prøve at stikke af igen, ville det være mere end bare armen hun ville holde fast i. 
Da børnehjemmet blev nævnt, var det tydeligt at drengen begyndte at sprælle endnu mere, og råbe op omkring hvordan han ikke skulle på noget børnehjem, han var gammel nok til at tage vare på sig selv.
Endnu et typisk billede der tegnede sig.

,,Jeg er ikke her for at modsige dig omkring at børnene ikke burde rende rundt på gaderne alene.'' stemmen var stadig i en meget hård tone, men hun prøvede i det mindste at holde det på et niveau hvor det kunne ses som at være venlig. 
,,Men siden pesten har vores hjem til de forældreløse været så overfylde at børnene ikke har ordenlige sengepladser. Det er ikke kun byfolkende der har mistet liv til pesten'' hun tog endnu en dyb indånding og mærkede hvordan drengen hæv og slæd.

,,Forhold dig i ro - du gør det kun værre for dig selv'' hun snerrede imod drengen som kiggede op på hende, det var tydeligt at se hvordan at han var begyndt at græde. Men lige meget hjalp det, måske en gang hun ville have sluppet ham løs. Men som hun så det nu, efter alt hvad hun havde oplevet, skulle der mere end bare et klap over hoved, for at sikre at han ikke gjorde det igen. Ikke at hun mente at smide ham bag tremmer ville gøre noget godt. 

,,Det har mest være byvagterne der har været nød til at hjælpe med til det.'' svarede hun så endelig på det sidste spørgsmål. 

Dagon, en falden engel som altid var ude på ballade når han var i hovedstaden fløj roligt hen over det centrale byområde da han kunne høre to kvinder diskutere et stykke nede. Han fik set dem lidt nærmere og kunne se at den ene var byvagt der var ved at udføre hendes job og den anden en kvinde han ikke havde set før. Han besluttede at nu skulle der virkelig gang i gaden. så han landede på taget af et hus ved vejen, lige over de tre.
Han hørte den ene kvinde nævne noget med pesten, hvilket han ikke havde lagt mærke til i starten, men senere bemærkede han dog godt at hans egne evner kunne drille og ikke altid var til at stole på.

Han hoppede ud over taget og ned på gaden for at lande lige ved siden af byvagten, kvinden og den tilfangetaget dreng. Han havde prøvet at få hans mørke røg til at nå frem først for at give en bedre effekt, men plagen havde også fået fat i ham.

Kahina kunne udmærket hører irritationen i den anden kvindes stemme, den var trods alt umulig at overhører, og hun forstod hende udmærket godt. Var der kommet nogle hen og begyndt at fortælle hende, hvordan stammen skulle ledes ville hun trods alt også have sagt fra.
Men det her handlede ikke om lederskab, og specielt ikke kvindens, som Kahina ellers ikke tvivlede på var godt. For selvom naturen bød at det var kvinder der ledte, så var det ikke sådan her i Hovedstaden, hvor mændene af uransagelige årsager syntes at have magten. Men kvinden der stod foran Kahina måtte være andet og mere end en simpel byvagt. Ellers ville hun næppe have reageret med den irrtation hun gjorde. Hun var vant til at være den der bestemte, og nu stod Kahina så her og foreslog alt muligt. "Selvfølgelig," nikkede præstinden, da kvinden forklarede at børnehjemmene var overstået. "Jeg er sikker på, at I har hænderne fulde. Men han har så mange mindre søskende derhjemme der venter på ham, og ingen til at tage sig af dem." Hvis kvinden besluttede sig for at smide drengen i fængsel var der ikke noget Kahina kunne gøre ved det. Men hun kunne finde drengens søskende og tilbyde pigerne en plads hos sig, præcis ligesom hun selv var blevet tilbudt en plads engang.
Byvagterne - ah ja, de måtte uden tvivl stå model til meget og især det at fjerne pestofre måtte have været et hadet job. Alligevel kunne Kahina ikke holde sin mund, med sin unge alder vidste hun ikke altid hvad der var godt for hende selv, og dette var en af de få gange hun lod følelserne råde over fornuften. "I har glemt hans forældre," påpegede hun venligt. "De ligger i soveværelset, døde og i gang med at rådne." Drengen så på hende, overrasket over at hun vidste noget sådan, men Kahina ignorerede ham. "Jeg vil meget gerne sende mine vagter ud for at rydde op? Ikke fordi jeg tvivler på at I ikke selv er i stand til det, men som du sagde: I har hænderne fulde, og det kan næppe være sundt for børnene at bo med deres døde forældre -" Hun ville have sagt noget mere, men nåede det ikke før en skikkelse pludselig landede ved siden af dem. En mand, eller noget der lignede en mand for de sorte vinger skilte ham ud fra alle andre mennesker.

Skikkelsens tilstedekomst var så pludselig at det gav et gib i Kahina, der instinktivt knyttede den ene næve på nogenlunde samme tid som det tog Ngozi at række ud efter hende og skubbe hende om bag sig. Hun fornemmede noget vådt ned af sig, og kiggede ned, kun for at opdage at den vandflaske hun havde haft siddende i bæltet var sprunget op. En del af vandet var løbet ned af hende, men resten havde lagt sig om hendes hånd, hvor den var frosset fast som en beskyttende hætte. Mærkeligt, det havde hendes magi aldrig gjort før, men Kahina gav sig ikke tid til at spekulerer nærmere over det før hun så mod skikkelsen med vinger, der havde afbrudt snakken med vagten.

//Dice roll 3

Hun skulle virkelig anstrenge sig for ikke at rulle med øjnene.
Men det som kvinden ytrede bag efter kom dog bag på hende, hvordan kunne hun vide alt det om en knejt hun tydeligvis ikke havde mødt før nu. Og hvis hun havde, holde hun det i hvert fald godt skjult i sin måde at opføre sig på. Hvordan kunne hun vide at hans forældre var døde og ikke havde været blevet hentet. Og hvordan kunne hun sige med sådan en præcis nøjagtighed hvor de lå henne? Anann kunne ikke andet end at træde et lille skridt tilbage. Det virkede alt for mærkeligt det her, hun havde aldrig været en kvinde som havde brudt sig særlig meget om magi. For se hvor de var endt henne den dag i dag. Folk der ikke længere kunne styrer dem, og satte sig selv og andre i unødig fare.

,,Hør, jeg sætter pris på a-'' mere nåede Anann ikke at sige før at hun mærkede noget bevæge sig ind imod dem i høj fart. At det var oppe fra havde hun ikke forventet før at skikkelsen stod ved hendes side. Drengen hun før havde holdt lidt for stramt omkring armen skubbede hun hurtigt bag sig, og hendes sværd havde hurtigt fundet sin plads i hendes hånd. For hvad det var værd, så blev drengen bag hende, trods for at hun havde sluppet hans arm. Ikke at han ikke havde rig mulighed for at stikke af nu. 

,,Hvad fanden i helvede er du!'' hendes stemme var dyb og kommanderne, mens spidsen af sværdet var peget imod kreaturet der havde valgt at slutte sig til dem.

Dagon kiggede på begge kvinder og smilede bredt, det lod nemlig til at det havde haft den rigtige effekt. Da byvagten spurgte hvad han var for en, brugte hun det helt rigtig ord, for selvom at han var en engel var han ikke nogen normal engel. *Helt korrekt trunte* sagde han grinene til byvagten. Han forsøgte at fylde gaden med sin mørke røg, samtid med at han ville brede sin immunitet over dem.
Det virkede ikke helt som planlagt, for han røg dækkede kun ham, mens immuniteten slet ikke virkede. Heldigvis for ham og andre havde han ikke nogen farlige kræfter, andet en røgen der godt kunne kvæle en hvis man var uheldig.
Men byvagten havde sluppet drengen, hvilket var et af hans mål. nu skulle han blot stikke af. *Løb!* råbte han mod drengen, mens han holdte afstand fra den bevæbnet byvagt.

(3,1)

Det var ikke første gang folk veg tilbage for de kræfter Shara havde skænket Kahina, og hun mødte derfor vagtens mistro med stoisk ro og et lille, beroligende smil. "Der er intet at frygte," forsikrede hun. "Shara viste mig blot denne drengs liv, og min gudinde gør aldrig noget uden der er en mening bag." Drengen mumlede et eller andet, og selvom Kahina ikke hørte hele sammenhængen nåede hun dog at høre ordet "heks" blive ytret fra drengen. Hun var ligeglad, for hun vidste at det ikke passede. Hun var ingen heks, men derimod en præstinde og hendes evner kom ikke fra mørket, men fra gudinden.

Ligesom Ngozi havde gjort med Kahina, skubbede vagten drengen om bag sig da deres lille gruppe pludselig fik følgeskab af en nytilkommende. Manden, eller væsnet nok nærmere, drog forståeligt nok Kahinas interesse, men af en eller anden grund var hun ikke bange for ham. Hendes interesse var nysgerrig, og endnu mere som sort røg pludselig begyndte at dække ham. Magi, uden tvivl, men en magi Kahina aldrig var stødt på før og som vækkede hendes nysgerrighed.
Da manden talte veg nysgerrigheden dog for en vis kulde. Trunte "Det er ikke en måde at tiltale en kvinde på!" Sagde hun koldt, hvilket fik Ngozi til at rykke på sig, så han kunne dække mere af hende. "Denne kvinde er en vagt, og fortjener at blive tiltalt som sådan." Mandens plan havde åbenbart været at dække for den stakkels dreng, og han skulle da heller ikke komme med sin opfordring to gange før drengen vendte rundt og satte i løb væk fra dem. Kahina tøvede et kort øjeblik, og nikkede så til Ngozi. "Find ham, Ngozi." Bad hun. Vagten tøvede, hvilket fik Kahina til at ligge en hånd på hans arm. "Jeg klarer mig. Find i stedet drengen og hans søskende." Der gik et øjeblik, så rettede vagten sig op og satte modvilligt drengen, modvilligt da han ikke var vild med at efterlade den unge præstinde alene med en bevinget mand.
Kahina derimod tog situationen med ro mens hendes blik studerede manden. "De burde ikke plane Dem i vagternes arbejde." Kommenterede hun så.

Anann snerrede vredt igennem tænderne. 
Magi, magi lige meget hvor hun kiggede hen dukkede det op. Hun var så træt af det, hun var så træt af mennesker der troede de kunne blande sig i hendes arbejde. Som troede de vidste bedre end hun gjorde, men det var ikke hende som havde lavet dem, men hun skulle nok sørger for at de blev håndhævet. Og ikke en gang, denne tingest, denne vederstyggelighed kunne få hende ude af kurs. Hun ville beskytte mennesket som dronningen så det skulle gøres. Hun ville værne om sine pligter end til den dag man smed hende i et hul og dækkede det med jord. 
At drengen var stukket af bekymrede hende ikke så meget, ikke på nuværende tidspunkt. Men et øjenbryn blev dog alligevel hævet da kvinden hun havde delt samtale med fik hendes vagt til at løbe efter ham. Igen var der en som der satte sin autoritet hører end hendes. Og hun var ved at blive lidt lun i hovedbunden af farven som der lige så stille dukkede frem i kinderne. 
Hvis folk dog bare for en enkelt dag bare kunne lade hende gøre hendes fandes arbejde.
Hah! Ikke blande sig i vagtens arbejde! Hun havde da selv været godt i gang, måske ikke på helt samme facon. Men kvinden havde stadig forhindrede hende i at føre drengen væk, så snart hun havde fanget ham.

,,Tilkendegiv dig væsen'' øjne der lynede og en stemme der forklarede at han bestemt ikke skulle begynde at lave narrestreger i hendes nærvær.

Dagon kiggede på dem begge og smilede bredt. Drengen var stukket af og blev nu forfulgt af en vagt han ikke genkendte, mens byvagten var blevet stående. Han havde godt set at hun var klar til at trække hendes våben, men han var ikke ude på at starte en kamp, især da han ikke havde nogle våben med sig. Han ville bare have lidt sjov i gaden. Og kunne han forstyrre alt der havde med lyset at gøre på den ene eller den anden måde var det blot en bonus. Den sorte røg der hang omkring ham gjorde det svært at se hvem han var, mens vinger gjorde det nemt at se hvad han var, selvom at de var sorte og ikke hvide som de normalt ville have været.

Han kiggede på præstinden med den frosne næve. *du skulle nødig snakke.* sagde han roligt og ignorerede hende ellers, for han så hende ikke som nogen trussel, Byvagten derimod havde et svært der nemt kunne slå ham ihjel. *Nej jeg vil ikke.* sagde han til hende og spredte igen sine vinger i et forsøg på at flyve igen. Selvom at vingerne og det at flyve ikke var magi, var det stadig blevet sværrer efter at magien var gået amok.

Kahina havde ikke sendt Ngozi efter drengen for at blande sig i noget som helst, for selvom hun selvfølgelig havde ondt af den arme knægt var han ikke hendes bekymring. Det kunne hans søstre derimod være, og såfremt de ønskede det ville Kahina tilbyde dem en plads i stammen. Der var åbenbart ikke plads til dem på byens børnehjem alligevel, så hun kunne ligeså godt tilbyde dem en plads i Sharas klan. Drengen måtte være byvagternes problem.

Kahina tog væsnets svar med ophøjet ro og rystede isen af sin hånd. Den smeltede hurtigt mod jorden, men hun bed ikke mærke i det. "Jeg blander mig ikke, Shara vidste mig hans søstre af en grund, og jeg har tænkt mig at efterlade min Gudindes ordre." Påpegede hun blot. "Du, derimod, blander dig i noget der ikke vedkommer dig, og tiltaler denne vagt med en manglende respekt for hendes position. En kjuonagtig opførsel forventet fra et væsen i skyggerne." Det var ikke sagt i provokation, for Kahina var ophøjet over at føle trang til at provokerer andre (det var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv), men blot et faktum. For hans opførsel var utilgivelig, ikke kun på grund af den manglende respekt for vagtens rang, men også for hendes køn - som var hævet langt over dette væsens.

Han kunne ikke andet end at være ond. Dette var hendes konklusion, hvilket gjorde at hun ikke rigtig hørte efter hvad kvinden ved hendes side sagde.
Hendes blik faldt på en af mændende der havde samlet en høtyv op og vendt det imod kreaturet. Havde hun været i hans position havde hun nok gjort det samme. Menneskerne i denne by havde set nok blod og ødelæggelse, til at de ville finde sig i meget mere. Folk var begyndt at handle for sig selv, afstraffe de mennesker som der stod dem i vejen. Hvilket hurtigt havde bragt kaos over rang systemet. Et system der burde følges for at der var orden i kaosset. 
,,Kontakt lysets general!'' manden tabte næsten høtyven da hun parerede ordre imod ham. Han nikkede så og vente om for at løbe efter hjælp.
Sværdet var trukket og hun skiftede lidt på hendes fødder mens hun holde intenst øje med hvad denne afskyelighed havde tænkt sig at gøre. 

Dagon kiggede rundt. Det lod virkelig ikke til at folket i hovedstaden kunne lide fremme, hvis man ikke kom med et mirakel eller andet godt til dem. Han havde jo ikke engang gjort noget ond, endnu, mest fordi han ikke var bevæbnet, men stadig. Han løftede sig et par meter over jorden for at komme udenfor rækkevidde af byvagten. Folkene med deres høtyve var han ikke så bekymret om, da efter hans viden var de fleste af dem så overtroiske at de var bange for deres egne skygger. Men byvagten og præstinden her, de virkede ikke bange og skræmte. Den ene mere irriteret over at blive forstyrret i sit arbejde, og den anden gnaven over et eller andet.
Da byvagten trak sit sværd vidste han godt at det måske var på tide at komme væk. Han havde jo ikke selv nogen våben med sig, så en hvis afstand måtte han holde.

Havde Kahina været lidt bedre tila t styre sin vandmagi, ville hun muligvis kunne have frosset væsnets vinger af da denne tog sin flugt, nægtende at lytte til vagtens ordre. "Så du flygter," sagde hun vredt til væsnet. "Færst vover du at udfordre en kvinde, en vagt, på denne måde, og så flygter du uden at tage konsekvensen." Det var ingen overraskelse, for de fleste mænd var kujoner. Og måske var dette væsen ukendt for hende, men at det var hankøn var alligevel tydeligt - selv for hende. Mænd var kujoner, var der noget Kahina havde lært i sin tid som slave, så var det denne sandhed. Den eneste måde man kunne fremtvinge bare lidt mod i dem var med magt, og selv der blev de aldrig så modige som de kvinder der fyldte Kahinas stamme. At kontakte generalen var uden tvivl en god idé, og hun så kort efter edn løbende mand inden hun atter vendte blikket mod et bevingede væsen.