[Terningeslag for evner: 1 for Portaler, 1 for Levitation, 1 for Formskiftning (WTF 3 1'ere?!)]

Nicholas nøs så skægget blafrede. Perfekt, nu var han også ved at blive syg, oven i al den anden ulidelighed. Lige siden den forbandede plage var blevet sluppet løs på verdenen havde hans liv mildest talt gået i hundende. Med årene var Nicholas blevet så kompetent til levitation at behovet for tjenere var forsvundet, så alle var blevet afskediget, men nu... Nu virkede intet som det skulle, og prøvelserne ville ingen ende tage. Den ellers stolte og ranke magiker var hurtigt blevet ramt af alderen. Nu hvor han ikke længere kunne svæve, måtte han slæbe sig over de hårde veje med en sæk på slæb, i sko der aldrig havde rørt en muddelpøl i hele deres eksistens. Temmelig hård kost for en mand på de snart 85.

Han nåede til byens hovedvej, og blev hurtigt klar over hvor meget han stak ud. Det lange hvide skæg, blege øjne, den rød-sorte elegante robe. Kombineret med sølet, mudderet og en vældig mængde hudafskrabninger, gav udseendet ham en besynderlig tilstedeværelse på den åbne gade, og en del indbyggere besluttede sig for at gå i en sund afstand omkring troldmanden. Gryntende satte han sækken fra sig op af springvandet, og satte sig ned ved siden af den med et smertende grynt.

Han var nød til at finde nogle tjenere... Naturligvis var der en del af hans ego der vred sig i frustration, men en velkendt frygt sneg sig ned af hans rygsøjle. Kroppen var efterhånden skrøbelig som vådt papir, og al det fysiske arbejde kunne reelt ende med at knække sammen. Måske endda fatalt.

Dybt i mørke tanker sad han op af springvandet, det mest sårbare han havde følt sig i årtier.

Fra den modsatte ende af Hovedgaden kom en anden handlende slæbende på en rulle stof. For øjeblikket følte hun sig langt mere sikker på landjorden end i luften. Også hun var under normale omstændigheder i stand til at levitere eller flyve snarere. Hun havde ikke evnerne til at løfte noget som helst med andre egenskaber end de mildest talt mangelfulde kræfter i hendes arme. Men evnen til at flyve kunne hun leve uden. Hun foretrak alligevel at bruge fødderne, når der skulle gøres ærinder oppe på markedspladsen. *Så længe det ikke bliver ved på denne måde...* Den unge kvinde sukkede tungt. Hun så hurtigt på området foran hendes mund bare for at tjekke, at ånden ikke stod ud som vanddamp denne gang. Det var heldigvis ikke tilfældet.
Denne plage havde været temmeligt frustrerende. Hun havde fået småforfrysninger og -forbrændinger konstant. Morgenteens temperatur var ikke til at regne med, ej heller var badevandets. Det ville ikke have gjort noget normalt, men hendes krop justerede hele tiden sin temperatur, så den passede til omgivelserne. Ærligt talt havde hun knap lukket et øje siden plagen var begyndt. Hun havde godt hørt, at nogle folk havde problemer med at sove om natten i sommervarmen, men nu forstod hun det til sin fortrydelse også.

Omkring sommer og varme så var varmen begyndt at terre bare en anelse på den rødhårede krystallisianer, så hun besluttede at standse ved det nærmeste springvand og køle sine hænder. Venus satte sig på kanten ved siden af en gammel herre, der så forfærdeligt slidt ud, og lod sin ene hånd dumpe ned i vandet. Uheldigvis var hendes hånd allerede langt koldere, end den burde være. Så snart den rørte vandoverfladen, frøs den et par centimeter ned og omkring 20 væk fra der, hvor hendes finger havde brudt skorpen. Venus trak øjeblikkeligt hånden til sig og så meget forlegent over på den tilsyneladende blinde mand, hvis klæder hun vidst var kommet til at fryse fast til springvandet.
"Undskyld, hr! Det er jeg virkeligt ked af." Normalt ville hun have forsøgt at rette op på skaden, men der kunne lige så godt gå ild i tøjet og det ville jo ikke ligefrem gøre situationen bedre.

Der var ingen reaktion fra den gamle mand da der kom flere til springvandet. Delvist fordybet i tanker, delvist ikke i humøret til høflige samtaler, trak han rejsekappen lidt tættere omkring sig, stadig stirrende ud i luften. Han hostede en enkelt gang, rystede på hovedet, og faldt tilbage i stilstand. Et ryk i rejsekappen trak ham dog tilbage til virkeligheden. Med en lavmældt brummen drejede han sig 90 grader og kiggede over sin skulder ned på stoffet der tilsyneladende havde frosset sig fast i overfladen.

Gerningsmanden var den nyankomne... Væver eller skrædder, at bedømme efter hendes bundt af varer. Nicholas kunne mærke han fik en smule farve i ansigtet af bloddet. At kvindfolket ikke kunne være blot en smule forsigtig når Kaos løb løbsk i vandet. Normalt ville han glædeligt have lavet en magtdemonstration, men ærligt talt virkede det en smule formålsløst, for ikke at sige direkte farligt. Nåh ja. Måske var det også på tide han snakkede med mennesker igen.

"Frøken" begyndte han. "Jeg vil vælge at tilgive dem for deres uagtsomhed, men for deres og andres skyld, burde de nok være mere opmærksom i fremtiden. Det er slette tider at tabe koncentrationen."

Venus rynkede brynene en smule. Hun kunne jo ikke gøre for om hendes evner var utøjlelige, koncentration eller ej. På den anden side var en smule gnavenhed vel meget naturligt, når det kom fra en gammel mand, der netop havde fået tøjet frosset til sin siddeplads, selvom han sandsynligvis ikke havde tænkt sig at rejse sig foreløbig alligevel. Så der var vel ikke andet for end at være høflig og undskylde endnu engang.
"Det ved jeg, undskyld mange gange." Venus bøjede sig ned til kanten af sine tynde stofstøvler og trak en lille daggert op, der ikke var længere end hendes hånd. Planden var at bryde isen op, så den i det mindste tøede hurtigere i det solvarmede springvand. Pludselig kunne hun ikke længere mærke springvandets kandt under sig. Først troede hun, at hun havde midstet balancet og greb øjeblikkeligt fat i vandsiden af kanten for ikke at falde forover, hvilket resulterede i, at hun nær faldt bagover og ned i bassinet.
I stedet for at udføre sin plan om at befri Nicholas' tøj fra deres kølige fangenskab, måtte hun i stedet holde fast i springsvandskanten med den ene hånd og og daggert og kant i den anden, for at ikke levitere alt for langt op. I det mindste var hun udenfor denne gang. Sidst var hun vågnet ved at slå hovedet op i soveværelsesloftet. Hun skumlede muggent. Forbistrede plage.
"Så hvilke problemer har De haft med Deres evner, hr.?" Spurgte hun halvsarkastiskt ud i luften. Venus regnede skam ikke med at få svar fra Nicholas. Han slog hende ikke som at være særligt snakkesagelig.

Hun ventede et stykke tid på svar, men som forventet kom der intet. Der var vel også i orden. Enten havde den ældre herre ikke hørt hende, eller også var han absolut ikke interesseret i at småsnakke. Hun måtte også hellere se at komme videre.