Knoglerne skreg efter hvile. Han kunne snart ikke holde sig oppe i luften mere, og uglens vinger vibrerede faretruende af træthed. Selv i sin ugleform så han godt afpillet og syg ud. Nok havde han fået sig noget blod og var derfor ikke længere smittet, men det ændrede ikke på hans generelle tilstand. Han var lettere udsulgtet, træt og havde ikke genvundet alt styrke.

Beon svævede træt gennem luften, til der gik en mærkelig følelse gennem hans krop. Uden at ville det, forandrede han sig. Uglen der før fløj træt hen over himmelen, blev erstattet af en mand der faldte direkte mod jorden. Forvirret udstødte han et halvkvalt skrig, inden han ramte jorden og begyndte at rulle hen over jord og sten. Heldigvis var han ikke over klipperne, der nemt ville havde kunnet slå ham ihjel, men det havde været et langt fald direkte mod jorden alligevel.
Beon krøllede sig sammen på jorden, dækket af grene, bladet og grus, mens blod kom frem fra diverse skrammer. Han lå stille for en stund, inden han med en næsten uhørlig lidende lyd kæmpede sig op og sidde på knæ og stirre træt ned i jorden. Beon havde ingen anelse om hvad der var sket, eller hvorfor, men verden så ud til at nyde at straffe ham i øjeblikket.

Alt havde været kaos den seneste tid. Krigen, som de havde tabt. Ordren på at begive sig mod øst .. åbningen af dæmonriget. Pesten - og nu magien, der gik amok over hele landet. Hun var blevet advaret om situationen, og en let usikkerhed havde kriblet i kroppen, da hun iførte sig sin rustning og begav sig af sted på en opgave ude i landet: hun brugte oftere sin økse, end sin magi, og det var derfor, at Mørkets Lord havde fundet hende egnet til at tage af sted. Det betød dog ikke, at det ikke ville blive farligt.
Ashas opgave gik ud på at agere diplomat mellem Mørket og en ork-klan, som de håbede ville slutte sig til hæren, og da hun endnu ikke helt havde vænnet sig til at være på drageryg så kort tid efter sin forfremmelse, havde hun besluttet sig for at tage af sted til fods. Opgaven ville sandsynligvis blive vanskelig .. orker brød sig sjældent om halvblods som hende, og fjendskabet mellem de forskellige ork-klaner var også stort.
Rejsen gav hende dog mulighed for noget, hun havde ventet utålmodigt på: at tage en omvej gennem Mørkets Skov og opsnappe de rigdomme, der stadig lå gemt derude mellem træerne. Rigdommene, som hun og Beon havde gemt.

Beon. Hendes tanker strejfede kort spionen, idet hun banede sig vej gennem klipperne. Hun var endnu ikke særlig langt fra dæmonriget, men luften føltes allerede friskere. Rygterne sagde, at englefjæset ikke var vendt tilbage fra sin sidste mission - at han var blevet dræbt eller befandt sig i en fængselscelle et sted. Asha havde egentlig troet, at han var bedre end det .. og hun havde aldrig forventet, at han ville forlade hende helt. Hun knyttede hånden en anelse. Han havde bare lige at være i live et sted! Og når han engang kom tilbage, skulle hun nok give ham en solid røvfuld .. for han havde vel ikke forladt dem helt?

Den smalle sti, hun fulgte, drejede om et hjørne, og pludselig fik hun øje på en bevægelse længere fremme. En skikkelse faldt med fuld fart mod jorden og Asha satte farten op - småløb nærmest. "Hallo!?" Råbte hun. Den faldende skikkelse havde umiskendeligt lignet en mand.

Beon skar en grimasse i smerte, som hans krop gennemgik den ene puls af chok efter den anden, over hvad der var sket. Han trak vejret ujævnt og var usikker på om han havde fået slået en skulder af led i faldet.
Han skulle aldrig havde taget det valg. Alt, ALT var gået galt efter han havde forrådt mørket. Og for hvad, for at hjælpe en han knap havde kendt i et halvt års tid. Var han virkelig ikke bedre til sit arbejde end det.

Tankerne var forvirrende, det gjorde ondt overalt på hans krop og han vidste ikke længere hvad han skulle tro, ane eller mene. Hvad var der alligevel at vende tilbage for? Der var kun en ting han savnede, og hun havde garenteret andet at tænke på end ham.
En stemme skar igennem luften og til hans bevisthed, og tvang ham til at løfte hovedet. En kvindestemme, der kom ham nærmere. Beon orkede end ikke at kæmpe sig op at stå. Ikke før skikkelsen kom til syne og fik ham til at blikke mange gange. Det resulterede til sidst i at han rystede hovedet let og tog sig til det. "Fedt, ser jeg nu også syner.." mumlede han ganske stille for sig selvog lukkede øjnene. Beon var overbevist om, at fordi han havde tænkt lige præcis på Asha var hun nu dukket op. Chancen var simpelthen for lille for at hun havde været i det samme område som ham.

Manden på jorden så ud til at være i alt andet en god tilstand .. han blødte fra adskillige sår og var støvet af jord og skidt. Asha, som ellers selv med sin kraftige manke af uredt hår lignede én, der hørte til i vildmarken, var en ren prinsesse at se på sammenlignet med den sammenkrummede skikkelse.
Hun betragtede ham kæmpe for at sidde oprejst, idet hun hastigt nærmere sig. Hun tog noget af farten af og begyndte at gå langsommere, øjnene let sammenknebne: bedrog hendes syn hende, eller var det virkelig Beon der var faldet ned fra himlen.

Min illusionsmagi må være gået imod mig selv .. hvorfor i Zaladins navn skulle englefjæset falde ned fra himlen på den måde? - Hvorfor skulle han overhovedet være her? Hun standsede brat op og gav sig selv et solidt dunk i hovedet med en knyttet næve - det plejede altid at få magien til at ophøre .. men hun havde ikke engang mærket den sædvanlige, kriblende følelse, som kom når hendes chakraressourcer blev aktiveret...
Beon, hvis det altså virkelig var Beon, sad stadig på jorden. Han havde lukket øjnene, og Asha nærmede sig forsigtigt. Han SÅ jo ægte nok ud. Hun havde bare virkelig svært ved at tro på det ... "Beon?" Hendes stemme knækkede en anelse, og hun måtte rømme sig et par gange, før hun tog endnu et skridt hen mod den sammenkrøbne skikkelse.

Beon pressede øjnene sammen og holdte hånden fortsat ved sit hoved. Han måtte havde fået et hårdere stød end han havde regnet med. Hun kunne ikke være her. Det var ren indbildning. Hvad skulle Asha lave her i første omgang! Han håbede et eller andet sted at hans hjerne ville holde op og overgive sig. Så når han åbnede sine øjner var hun der ikke og hans hjerne havde opgivet at blive ved med at torturere ham.
Den lette knækkelse i stemmen, fik ham til at åbne øjnene. Beon havde aldrig hørt Asha stemme knække før. Hendes stemme var altid fast og sikker. Han ville end ikke kunne opdigte hendes stemme knække.
Han drejede hovedet lidt for hurtigt op imod hende, og mærkede hvordan han blev svimmel på de få milisekunder det tog at finde hende med blikket. "Asha?" hans stemme var tør og rug. Han kunne ikke tro sine egne øjne. Han havde lyst til at rejse sig og række ud efter hende. Mærke om hun var der, for at være hundrede procent sikker. Men han kunne ikke. Han kunne ikke rejse sig fra jorden. Hans ben var for ømme, trætte og generelt var han alt for forslået og træt selv. Alligevel mærkede han hvordan han løftede armen for at række ud efter hende, som var det ikke første gang hans øjne havde snydt ham og hun slet ikke var der foran ham. Som om det ikke var første gang, han havde ragt ud efter hende, for at blive mødt af ingenting og hun forsvandt igen. Beon var faktisk ikke sikker på at han ville kunne holde til at det ville ske en gang til.

Det så ikke godt ud. Måske var han flygtet fra nogle af Lysets styrker, tænkte hun, idet han satte sig på hug ved siden af hans forslåede krop. Hun nægtede at tro på, at han havde forladt dem med vilje .. også selvom hun havde hørt folk hviske om forrædderi i krogene tilbage på Kzar Dûn.
Hendes ru hænder greb om hånden, der blev rakt ud mod hende. "Du er rigtig nok." Sagde hun undrende. Hun havde stadig halvt om halvt forventet, at hun så syner eller at hendes magi spillede hende et puds. Men her var han - forslået og lignede at han nærmest var mere død end levende .. men han var der.

Som hun holdt fast om hans hænder, kunne hun mærke del velkendte, prikkende følelse af magi, der gled ud gennem hendes fingerspidser. Hun havde ikke selv fremkaldt magien - og hun havde ingen kontrol over, hvilke illusioner, der blev kastet mod Beon i øjeblikket, som, hvis han blev ramt af magien, ville se de velkendte stenvægge på den gamle borg, hvor Mørket i sin tid havde holdt til, i stedet for klipper, græs .. og Asha.
"Nej .. nej." Mumlede hun frebrilsk. Hun kunne mærke at hendes magi blev brugt. Hendes illusioner påvirkede dog kun synet, og hun klamrede sig til hans hænder, så han stadig ville kunne mærke hendes tilstedeværelse.

Selvfølgelig var han rigtig nok, det var hende der var tvivl om hvorvidt var her. Det var selvfølgelig kun i Beons forslåede hoved, at tvivlen om hvorvidt hun var der. Faktisk havde han ikke heltregisteret det endnu. Ikke før han for alvor mærkede de ru hænder, og strammede sit greb i den.
Hans blik hvilede også i lang tid på hendes hånd som han havde fat i. Nægtende at give slip. Han nåede lige akurat at kigge op på hendes ansigt. Se hendes i øjnene inden hele hans synsfelt blev sløret og afløst af vante stenvægge.

Beon drejede hovedet med tydelige træk af forvirring og forskrækkelse. Faktisk drejede han hovedet i forskellige retninger for at kigge rundt, men han det eneste han så var borgen. Den vante mørkets borg. Havde de sidste mange måender bare været en drøm.. Han kunne mærke at hans hånd holdte fast i et andet levende væsen, men kunne intet se. Skulle han slippe?
Beons øjne var blanke, som var han blind. Han så ikke verden omkring sig, men kun hvad magien ønskede at vise ham. Hans egen blokering af mentale manipulationer virkede ikke. Eller også glemte han at bruge den. Det var ikke helt sikkert hvilken.
Forskrækket kastede han sig tilbage og trak sin hånd til sig for at holde den beskyttende op foran sig. "Nej! STOP!" Blødet løb ned af hans hænder, som han holdte rystende op foran sig. Var det fjer? Hvide fjer badet i blod.. En manisk grinende stemme. Beon trak hænderne op for ørerne, krøb sammen og pressede øjnene så hårdt sammen at han så hvide pletter for sit indre. En velkendt smerte fra ryggen bredte sig ved den blotte tanke om Melkors grinende ansigt og skyen af fjer badet i blod der havde forladt ham. "Stop.. de er væk.. lad mig nu være" hans stemme var kun en hvisken som han pressede sig sammen og fortsat pressede sine hænder mod ørerne.

"Beon ... Hør på mig!" Hun forsøge at ruske manden, men hun var ikke sikker på, om han kunne høre hende gennem illusionen, der havde taget fat i ham. "Det er bare magi .. det er ikke rigtigt, det du ser." Hun forsøgte at stoppe illusionsmagien fra at strømme ud fra hendes krop, men magien lystrede hende ikke på nogen måde. Hendes ansigtsudtryk var fortrukkent og bittert - selvom en del af hende havde haft lyst til at give englefjæs et solidt spark, havde hun ikke lyst til virkelig at gøre skade på ham .. og slet ikke på denne her måde. Med magi.

Afstand. Hendes magi kunne vel for pokker ikke blive ved med at påvirke ham, hvis hun blokerede den med en klippevæk. Hun kom på benene igen, langsomt, imens hendes blik usikkert flakkede mellem omgivelserne og skikkelsen på jorden. Det virkede ikke rigtigt, at hun var ude af stand til at hjælpe ham, men lige nu var det hende, der forvoldt skaden. Hans fysiske tilstand måtte de kigge på, når magien var kommet under kontrol..
Hun dukkede sig en smule og bevægede sig om bag en klippeblok, der ragede trøstesløst op i det barske landskab. Lænet op af klippevæggen lukkede hun øjnene og trak vejret dybt. Hun håbede at Beon ville være i stand til at gå selv .. det ville blive svært, hvis hun skulle bære ham hele vejen tilbage til Kzar Mora. Men tilbage til borgen - det skulle han!

Beon kæmpede for at blokere det han så. Han var i tilstanden af ikke at vide om det var sandt eller opspind, men han prøvede. Han prøvede at bresse alt ud. Opstille de jernhårde mure som kunne blokere alle ude af hans hoved. Men den lystrede ikke. Alt var åbent, påvirkeligt og letlæseligt, såfremt man kunne læse tanker. Det føltes som en evighed før scenariet forsvandt. Om det var hans egen fortjeneste, eller om magien påført ham blot var stoppet vides ikke indenfor spionens tankestrøm. Alt han vidste var at det stoppede, og han en smule skælvene så jorden foran sig igen og kunne ånde lettet op.

Så lettet at han mere eller mindre sank sammen i et suk og lod endelig hænderne falde fra hovedet og stirre frem for sig. Samle kræfter igen.
Endelig løftede han hovedet fra den nedadrettede vinkel og kiggede op imod himlen mens han tog en dyb indånding. Beon gjorde et akavet forsøg på at komme op og stå, hvilket nær var ført til at han var skvattet ned igen. Alt imens han så rundt. Så rundt efter hvad han havde været helt sikker på ikke var ren indbildning. Asha.
Han rømmede sig og begyndte at børste støvet af sine ærmer. Distraherende sig selv og begyndte langsomt at bygge muren op igen, omend hans magi ikke virkede som den plejede. For ikke at sige slet ikke. Alligevel kunne han ikke lade hver med prøvende at kigge rundt og alligevel kalde ganske let "Asha?"

Asha lænede hovedet mod den kolde klippevæg bag sig, hendes blik var vendt mod himlen. I det fjerne kunne man stadig se Kzar Moras bjerge, hvor uvejrsskyerne som altid var samlet. Stormens øje .. og det eneste sted, hvor magien var under kontrol. Hun knyttede hænderne let. Dæmonernes Plage var ikke hendes vilje, men med menneskene og Lyset på magten, ville der aldrig blive plads til hendes slags i landet. Måske var dette for det bedste..

Hun kunne mærke at magien endelig havde sluppet sit tag i hende, men alligevel tøvede hun lidt. Den illusionsevne kunne hurtigt blive besværlig, og hun ville ønske, at hun havde en måde at dæmpe den på. Beons stemme fik hende dog til langsomt at træde frem fra sit skjul bag klippevæggen igen.
"Det er virkelig dig.. Hvor i Zaladins navn har du været!?" Det sidste kom ud i et lidt vredere tonefald, end hun havde tænkt sig. Men nu ville hun altså have svar. Og englefjæset havde meget at svare for!

Orker var farlige, specielt når de var vrede. En vred ork var dog vand i forhold til en vred Asha, og den hårde og vrede toneleje der blev lagt for dagen, varslede skam heller ikke lykke og lyserøde skyer for Beon. Alligevel kunne han ikke lade hver med at smile over det.
Et rigtig smil, som ikke havde været at se på hans ansigt i alt for mange måneder. Det havde da også sin naturlige rebelsk og øretæveindbydende aura. "Det er også godt at se dig"

"Rundt omkring. Hovedstaden, derefter Medanien og Tusmørkedalen afsluttede vist rejsen rimelig godt." det havde i hvert fald forudsaget at han blev rask igen, efter at plagen havde haft fat i ham. Forbandet pest. Men det var vel straffen for at vende mørket ryggen, selvom det endnu ikke var helt officielt. Rygterne var dog stærke - lidt for stærke. "Og please hold de der hallocinationer på et minimum.." sådan som magien havde opført sig på det seneste, kunne han godt tænke sig frem til at hun ikke havde gjort det med vilje. Det hindrede dog ikke hans hoved i at føles som om det var ved at eksplodere. "Hvad laver du her?" Beon betragtede hende med et undrende blik, og fik ret hurtigt øje på forandringen i hendes uniform. Ridder. Han mærkede en stærk taknemmelighed for at hun ikke havde taget dragen med på denne tur!

Det var ikke ligefrem fordi Asha havde tænkt sig at gå berserk på Beon. Det var tydeligt, at han allerede havde fået lidt flere knubs, end han så ud til at have godt af. Sammenstødet med jorden kunne have slået ham ihjel, men hun var, når det kom til stykket glad for, at det var hende, der havde fundet ham. Smilet på hans ansigt var den sidste ting, der overbeviste hende helt om, at det rent faktisk var Beon, der var foran hende, og hun gik hastigt de sidste par skridt hen til ham.

"Jeg skal gøre mit bedste," sagde hun tørt. Hun havde endnu ikke mærket magien vende uanmeldt tilbage, og hun håbede, at den ville holde sig i ro ind til hun kom tilbage til Kzar Mora. Hun så lidt op og ned ad ham - hvilken tur, han så end havde været ude på, havde virkelig ikke gjort ham godt. Han lignede én, der var blevet banket af en trold, og hun var ret sikker på, at han havde tabt sig siden sidst, hun havde set ham.
"Mission. På vej ud, faktisk." Hun havde ikke tænkt sig at lade ham slippe med den forklaring, og hun skiftede hurtigt emnet tilbage til hans rejse. Han var nødt til at vide, hvor alvorlig situationen var: "Jeg ved ikke, hvad for en mission du selv var ude på, men du gik glip af det hele .. kampen mod Lyset. Der var flere derhjemme  på borgen, der mente, at du ikke ville komme tilbage.." Hun kunne ikke helt få sig selv til at sige ordet desertere. Hun nægtede stadig at tro på rygterne, der havde gået i krogene. 

Beon børstede sig lidt ned over frakken, men opgav hurtigt. Han var direkte beskidt. Lignede faktisk ganske godt en huleboer der var sneget ud i dagslyset. Faktisk ville dette være et ganske godt kostume til at gå i et med de mere skumle bydistrekter, hvor folk sjældent bliver vasket og direkte flygter når de ser et stykke sæbe.

Beon løftede et øjenbryn en smule nysgerrigt "Hmm... Mission siger du" det var jo altid spændende, og han var da også tydeligt nysgerrig i sin stemme, trods Ashas forsøg på at henlede samtalen tilbage til hvad han havde foretaget sig den sidste tid. "Det var ikke ligefrem fordi Lyset så synderlig pænt på at en spion havde rendt rundt i deres midte" forsvarede han sig, med en veltilpasset og ulæselig løgn. Han lignede helt ærligt en som lyset havde sendt igennem en kødkværn. "Dertil var jeg nok blevet endnu mere upopulær af at hive pesten med hjem til selskabet." kvitterede han med hovedet på skrå, stadig forsvarende. "Men undskyld.. Det var ikke meningen jeg ville være blevet væk så længe." tro det eller lad hver, men han havde savnet nogle ting. Specielt, havde han savnet Asha, selvom han nok aldrig ville indrømme det overfor hende. Løgnene om hvad han havde foretaget sig faldte ham nemt og ligetil, selvom tanken om at lyve for Asha var ubehagelig. Han havde faktisk ikke lyst til at gøre det.

Beskidt var ikke noget, der gjorde Asha noget. Rejsestøvet havde allerede lagt sig over hendes læderrustning, og orker var i forvejen kendt for at være alt andet end renlige. Alligevel var hendes udseende ingenting i forhold til den slidte, lurvede mand, der nu stod foran hende.
Hun havde ikke tænkt sig at give op, før hun vidste, hvad der var sket ham. Heldigvis ville de have god tid - hun agtede personligt at bringe ham tilbage til Kzar Dûn, og hendes egen mission kunne godt udsættes. Hun lagde armene over kors - stirrende på Beon. Det var mærkeligt at se ham igen efter så lang tid, men hun var glad for, at se ham .. og i live. Hvis man da kunne kalde det det.

"Hvor var du, da vi angreb Hovedstaden?" Forlangte hun at få at vide. "Hvis jeg havde vidst, du var tilfangetaget, havde jeg personligt sørget for at redde dig ud." Kampen havde været et stort kaos, men Asha var faktisk nået inden for byens mure, og hun havde ikke efterladt stedet uden Beon, hvis hun havde vidst, at han var der.
Hun nikkede kort, accepterende hans undskyldning. Det var jo egentlig ikke fordi, han kunne gøre for det, men hun var alligevel glad for, at han beklagede sit fravær. "Du blev helbredt for pesten?" Hendes lilla øjne betragtede ham gennemborene - der var masser af dæmoner i Mørkets tjeneste, så hvis pesten stadig var i kroppen på ham, kunne han hurtigt blive helbredt.

Asha virkede mistænkelig, og i hvert fald også meget nysgerrig. Noget Beon virkelig ikke kunne fortænke hende i. Han havde været væk i så lang tid. Var det sneget sig op på et år han havde været væk? Tidsfornemmelsen var efterhånden røget efter krigen i hovedstaden. Tiden som pestramt var i hvert fald et stort blør. "Jeg var i hovedstaden" svarede Beon helt ærligt. Han havde det i forvejen dårligt med at lyve for hende, så han forsøgte at fortælle så meget af sandheden som han kunne. "Men jeg var omringet af Lysets forstærkninger. Og da de troede at jeg var på deres side, og ville være alt for risikabelt at gå imod dem i dette øjeblik.. Flygtede jeg ud af byen med Glorias bror, som var såret" det var en halv sandhed, men i hvert fald nok til at Beon ikke så meget som mistede noget af takten. Beon bed dog mærke i at Asha ville havde reddet ham var han blevet opdaget. Det ville havde bragt hende i stor fare, måske endda kostede hende livet.
"Ville du virkelig have reddet mig?" Spurgte han efter et øjebliks stilhed fra hans sidde. Beon havde hovedet ganske ganske let på skrå og så hende i øjnene. Det var ikke ligefrem fordi han før havde oplevet at nogen fra mørkets hær ville havde gjort noget i den retning - slet ikke for ham.

"Ja, jeg blev helbredt af..." han stoppede sig selv. Han så Mara for sig med de nu meget røde hår give ham blod og endda blive hos ham til han var rask nok til at klare sig selv. Han havde ikke overlevet uden hende. "Undskyld, men jeg kan ikke afsløre hvem det var. Jeg ville gerne fortælle dig det, men jeg kan ikke" han ville gerne dele det. Han havde virkelig ike lyst til at holde hemmeligheden for Asha, og alligevel havde han så mange. Nu også Maralinda, som ikke skulle blandes ind i alt for meget rod. Hvis han blev opdaget som forrædder viste han ikke om hun ville blive udsat for fare ligeledes. Nej, det var bedre at holde hende skjult.

Asha mønstrede ham med sit blik. Ville han mon være i stand til at klare rejsen til Kzar Mora? Det var ikke langt væk, men det ville nok være en god idé, at han fik noget i maven og kom lidt på højkant, før de tog videre .. hun ville bare gerne have ham i sikkerhed, inden magien gik amok igen. For nu, var der dog ingen af hendes evner, der rørte på sig.

"Glorias..?" Hendes tonefald var spørgende ladet med en anelse mistro, idet hun ikke genkendte navnet. Hun vidste ikke, hvad for nogle kontakter, han havde i Hovedstaden, og hun klappede i, da det gik op for hende, at hun havde lydt som en jaloux kæreste. Tid til at skifte emne igen... Heldigvis havde han givet hende god mulighed for at snakke videre.
"Naturligvis. Det kan godt være, at Lyset ser os som en vild hord, der ikke ejer nogen form for moral, og hvor det er hver mand for sig selv .. men vi kan godt finde ud af at passe på hinanden. Jeg kan i hvert fald, og det samme gælder min klan." Orkerne havde faktisk et ganske tæt sammenhold - måske fordi der var så mange, der så skævt til dem.

Hans tøvende tonefald, fik en dyb panderynke til at vise sig. Hvem havde helbredt ham .. ? "Hvis det omhandler din mission, er det vel ikke noget jeg skal høre om." Endte hun med at sige, efter en lang pause, lidt mut. Hun kunne ikke rigtig lide, at der tydeligvis var ting, der blev holdt hemmeligt for hende.

Beon bed mærke i noget forandret. Asha havde før lydt mistroisk overfor nogle af de ting han havde sagt - med god grund - men det her virkede nærmest sagt med foragt blandet ind i. Han brugte en del kræfter på ikke at trække i smilebåndet. "Kvinden fra fangekælderen" som havde været en brik i missionen han var blevet pålagt.

Beon smilede roligt til hende, omend lidt træt, selvom han forsøgte at skjule det, efterfulgt af at lægge end hånd på hendes arm. "Orker er specielle på den front. Hvad jeg ved af, sætter i stor værdig i sammenhold og klanære." ikke at han skulle til at prædike hende omkring hvad orker gjorde og ikke gjorde! det vidste hun nok langt bedre end han. "Men som du nok har bemærket, er jeg ikke velset i hæren." noget hun nok allerede vidste. Efter at havde været væk fra hæren og sin overordnede så længe, var Beons tilknytning dertil bristet. Ærligt var den eneste han rent faktisk bekymrede sig om, Asha.

Beon bed tænderne sammen og lukkede øjnene, en smule svejene, i sin dehydrerede tilstand. Han kunne ikke lide at lyve for hende, men at afsløre Maralinda var også en farlig mulighed.

Hun studerede ham indgående. Nok havde hendes stemme været fyldt med mistro, men hun stolede, når det kom til stykket, fuldt ud på Beon. Om så han virkelig skulle være blevet blød i knæende på grund af kvinden fra sin mission, og hun mente at han var bedre end det, så var han kommet tilbage nu.
Hun havde smidt alt, hun havde i hænderne, da Beon var faldet ned, og hun gik nu tilbage til sin oppakning, hvorfra hun fremdrog en skinddunk med vand i, som hun kastede hen mod englefjæset. Hvor meget hun end gerne ville skynde sig tilbage til Kzar Mora, kom de nok ikke uden om, at Beon var nødt til at hvile og komme lidt til kræfterne først. 

"Tillid kan genopbygges. Men du har nok lidt af forklare, når du kommer tilbage .. jeg må ærligt sige, at jeg sætter pris på, at jeg ikke er i dine sko. Og ikke kun fordi, du lige er drattet ned fra himlen." Brummede hun, idet hun rodede videre i sin oppakning. Hun fandt et tæppe frem, men netop som hun greb fat i stoffet, begyndte det at vride sig underligt i hendes hænder, og skygger begyndte at krybe frem mod hende. Illusionsmagien var igen aktiveret, og havde denne gang valgt at spille et puds på hende selv, men også hendes Mørkets Kriger-kraft, var ude af hendes kontrol.
Vredt smed hun tæppet fra sig, men magien ville ingen måde kontrolleres og hendes ild-evne fik en større mængde flammer til at komme frem ud af ingenting og grådigt begynde at fortære tæppet. Asha stod bomstille, ikke engang klar over, om ilden var en illusion, eller om den var ægte.

(yup, jeg slog 3 seksere, fml)

Beon var en smule langsom i sin reaktion og fik en lidt hoppede bevægelse i gang som skinposen røg i hans retning. Efter at havde haft store øjne, faldte han til ro igen og så på skinnet. Han smilede taknemmeligt til hende, inden han begyndte at tage noget at drikke.
Beon lyttede til hendes ord, og kom med et svagt morende træk i mundvigen over hendes ord. Nej, at være i hans sko ville ikke være særlig favorabelt for nogen som helst. "Det lyder næsten som om jeg er landsforrædder" nok havde han noget på sin samvittighed som ikke ville falde i god jord, men han havde ikke stukket personer. Han havde blot afsløret sin egen status som spion overfor en lysets kriger. Ikke at det var nogen god oplysning af fyre afsted med. Forhåbentlig havde han tid nok til at finde på en god nok dækplan, som ville give en smule af hvad der foregik, men også redde skinnet på snuden.

Beon havde siddet lidt i sine egne tanker for en kort stund, da Asha pludselig fik problemer med et tæppe. Han slap skinposen med læberne og tørrede sig over munden med et uroligt og undrende blik.
Evnerne begyndte endnu engang at gå ude af kontrol for hende, denne gang så det ud til at være alt hvad hun havde at gi af, som tog kræfter af hende. Som flammerne skød af sted som ildhav mod tæppet, hoppede Beon forskrækket bagud, i en smule fortumlet stil, da hans ben havde svært ved at holde musklerne i gang efter styrtet. "Wow!"
Beon kravlede sig op og stå med en smule besvær og ragte ud efter Asha, i sin kanten rundt omkring tæppet i flammehav, trækkede hende væk fra tæppet som vred sig en anelse forpint på jorden foran dem. "Prøver du at få flamberet engel til middag?!" kom der forskrækket fra ham, med sin vante undertitel af svag drilskhed, uden at egentlig var ret meget at grine over i denne situation.
Beon priste sig blot lykkelig for at hans egne holdte sig i ro i øjeblikket.

Asha havde rigeligt at se til med flammerne, der pludselig skød op omkring hende. Hun opdagede først at Beon havde nærmet sig, da han rakte ud efter hende, og det gav et lille sæt i hende. Varmen fra flammerne virkede meget voldsom og hostende fik hun kæmpet sig selv på afstand af tæppet. Der var ikke meget på den stenede jord ilden ellers kunne få fat i, og Asha ventede et øjeblik, mens hun så flammerne langsomt dø ud.
"Jeg kan altså ikke styre det." Vrissede hun, lidt rystet over at mærke alle sine evner gå amok på én gang. Hun havde ind til nu trygt været på afstand af de dæmoniske plager, og hun brød sig ikke om at stå ansigt til ansigt med dem.

Der var blevet meget mørkt omkring dem, og det gik først nu op for Asha, at hendes Mørkets Kriger-magi stadig var aktiveret, og at den havde indhyllet området i et dybt mørke. En del af hende havde lyst til at flå medallionen af, men hun var ikke sikker på, at det ville forhindre den i at sprede magi i området.