Cassandra vidste, at det var en dårlig idé at tage med på et handelsskib. Også selvom det bare var hendes plan at rejse med for senere, at tjæle alt hvad remmer og tøj kunne holde. Men det krævede lidt, at de først fik varer, og det ville de først få når de kom til norden. Så kunne hun lige så godt tage med og så rejse hjem når de kom til norden, og tage lidt souvenirs med sig.
Desværre var skibet, under turen, røget ind i en heftig storm, og fordi kaptajnen var en kæmpe idiot, var de sunket i havet. Og nu havde Cass et stort problem. Hun var midt i det iskolde vand, kun med noget planke, at holde sig til som gjaldt det hende livet.

De første par timer havde været til at holde ud. Hun var trods alt ret varmblodet grundet ild-magien i hendes årer, men nu hvor mørket var ved at falde på og hun var træt efter at skulle holde sig oven på plankeværket med hidsige bølger over alt omkring sig, var det så det sgu ikke for godt ud længere. Hun var begyndt at fryse, og havde brugt alt for meget energi på, at holde sig oven vande. I det mindste var der ingen hidsige bølger længere, stormen var væk og vandet lå egentlig forholdsvist stille. Men det ændrede ikke på at hun følte sig tung i benene, frøs voldsomt og efterhånden var ved at gå kold af træthed. Det bedste hun kunne gøre nu var, at se, om der var andre skibe i nærheden. Dette gjorde hun ved, at sende en ildkugle op i luften en gang imellem med jævne mellemrum.
Men nu kunne hun ærligt talt ikke mere, da hun sendte den sidste ildkugle af sted mistede hun også bevidstheden.

”Lig kræfterne i,”blev der råbte under den voldsomme storm. Stormen, havde taget til og dette her var ingen forandring fra det. Edward holde med et fast greb omkring roret, hvor ha prøvede og stoppe dem fra at blive kaste frem og tilbage. Han mærket at stormen, havde taget til men, med et opdaget han en hurtig ting da der lød et råb, ”MAND OVER BORD.” Edward fik deres stærkest besætnings medlem over mod ham, hvorefter han gjorde tegn til personen at han skulle holde roret så de ikke styrte ned i vandet, hvorefter Edward tog et stykke reb omkring sig, og spænde det fast til selve midter masten da stormen så ud til og ville kunne sluge deres mand, hvis han faldt helt i, hvilket han heldigvis ikke var. ”Edward hoppet derefter ned og greb fat om manden med hans ene arm, hvor han bagefter kæmpet sig op igen selve om det koste meget sved og meget smerte. Da han endelig var i sikkerhed igen, tog Edward overfor ham og fik til sidste deres sejl ned så de ikke blev smadret.

*Dagen efter*
Edward fik kæmpet sig op og sidde ude på dækket, hvor han prøvede og se sig omkring det var nat og skibet var stadig uskadt. Han kunne mærke kulden svagt, men fordi han havde været gennem stormen var det ikke så voldsomt igen. Edward fik kæmpet sig op og kom op til hans førstestyrmand ved navn Maxell. Han, havde taget over for den person han fandt før, hvorefter Edward gik op til ham. ”Lad mig lige tag over Maxell.” Manden som var 10 år ældre end Edward nikkede og lod ham derefter tag over. Edward forsætte med og sejle lige så rolige men da han opdaget et stykke lys med hans første styrmand blev der hurtigt vækket folk, måske var det en ekstra pris der var i nærheden måske noget andet måske, en der havde behov for hjælp. Edward vidste at han, havde givet dem penge i denne omgang så dette her ville han selv gøre krav på, men der var sikkert andre folk der os ville opdage det. Edward vende skibet mod stedet, hvorefter han svang et par ordre ud, hvilket mandskabet fulgte. Da han kunne se personen, råbte han så højt han kunne, ”SÆNKE ANKER.” Da det var gjorde hoppet han ud i stedet, for og vente på båden, svømmet han ud til kvinden fik fat i hende, hvor folk i båden så kom og han kravlede op med hende, efter og ha fået hende med tilbage til skibet bar han hende ind i hans kahyt hvor, han så fik givet en streng ordre. ”ingen taler med hende før jeg ved hvem vi har med og gøre.” Efter de ord fik han taget ankert op, hvor de så sejlet videre, når hun kom sig ville hun ligge i en meget fin dobbeltseng i kaptajns kahyt.

Cassandra bed slet ikke mærke i, at hun blev trukket af sted i vandet. Hun lå bare slap i piratens arme til hun var blevet lagt på en blød seng. Varmen var med til, at få hende tilbage til bevidstheden, men der gik stadig lidt tid, før hun vågnede ved at hun fik et hosteanfald. Hun blev straks paranoid ved følelsen af, at ligge i en blød seng og satte sig brat op med hvad der bedst kunne beskrives som et vildt blik. Samtidig kunne hun mærke den velkendte varme i sin krop, på trods af, at hun stadig frøs. I starten lagde hun blot armene om sig selv som reaktion, før det op for hende, at der var et tæppe på sengen. Så trak hun det om sig i stedet for, og rejste sig langsomt op fra sengen for at kigge sig lidt omkring. Trætheden var stadig overvældende, og hun følte sig en smule omtåget.

Kahytten så ret fin ud, og hun gik lidt rundt på listefødder, overvejede lidt, om hun skulle rapse nogle ting herinde. Dog kom hun hurtigt på bedre tanker, for nogen måtte tydeligvis have reddet hende fra sin uheldige situation. Det var næppe en særlig sød tak, at stjæle alting som gengæld for det. I stedet listede hun hen til døren og åbnede den forsigtigt, nervøs for, hvad der ville være på den anden side. Hun så et skibsdæk foran sig og kiggede sig om med en blanding af forvirring og nysgerrighed i sit blik, før hun fik øje på en mand, der så ud til, at være af højere status end de andre.
"Undskyld jeg forstyrrer, men... Ehm.. Hvem er I?" spurgte hun ud til manden.

Edward gik rundt omkring på skibet mens de sejlede videre for at holde gang i det hele, i forhold til andre folk omgik han altid med sine mænd kun når han skulle vælge et bytte eller for at sove gik han hen til selve kahytten. Ikke at han ikke, havde værdigfulde ting der for det, havde ha ingen tvivl om det. Det handlede meget om, hvad folk troede som gjorde ham til sådan en god leder. Edward sætte kursen hen mod Kahytten efter og ha talte med et par folk fra hans mandskab de så alle sammen frem til og komme i land og få stillet deres lyster som mænd nu engang, havde behov for hvor Edward mere, havde en helt anden tilgang til det men så igen hans mor var en skøge, og hans far havde været en lejesoldat.

Edward kunne svagt mærke den brise, hvor de så lige så stille bevægede sig ind mod det land der var blevet set. Edward bevægede sig langsomt ind, sammen med hans mænd, hvor der blev råbte ordre på ordre inden de første gik i land, det skulle ha gjorde det på tur, ellers ville der jo ikke være nogen på skibet.

Edward bevægede sig hen mod has kahyt, hvor han så i det samme han var ved og åbne den blev den åbnet og en nervøs kvinde så på ham og spurgte ind til hvem de var. Edward skubbet hende kort ind, hvor han bagefter lukket døren efter sig så hans mænd ikke fik nogen ide. ”Vi er pirater, og lad nu være med og skrige ikke, jeg orker det ikke i dag. Jeg blive kaldt Kenway.” Da han havde sagt det til hende peget han på maden der stod fremme, "tag noget og spise, jeg kan ikke lade dig komme ud før i morgen mere fordi de blive nok fulde i dag og de har nogen lyster de skal ha stillet, mig selv behøver du ikke og være bange for jeg er nemlig ikke som dem" "men sæt dig ned fortælle dit navn så, jeg ved hvem jeg redde og hvad der skete.” Kom det fra Edward, hvor han sende hende et svagt smil.

I andre tilfælde ville Cassandra ikke lade sig skubbe væk fra sit mål, men hun lod bare kaptajnen gøre det, som hun trådte bagud ind i kahytten igen. Hun hævede et øjenbryn da han fortalte hende hvem de var på skibet, men smilede så bare et lille smil. Det kunne have været meget værre. Det kunne have været nogle krigere af lyset, som godt kendte til hendes tattovering. Eller slavehandlere. Desuden havde Cassandra absolut intet imod pirater. De var blot tyve på havet, mens hun var en tyv på land. Pirater kunne hun sagtens relatere til.
"Bare rolig, jeg skriger ikke," kommenterede hun mens hun kiggede mod bordet hvor der stod mad. Det gik nu op for hende, hvor sulten hun egentlig var, og hun gjorde som opfordret og gik hen og satte sig ved bordet, hvor hun tog et æble som en start og begyndte at skære nogle bider fra den og spiste.

"Det kan der være noget om, så må jeg hellere blive herinde. Jeg har ikke lyst til at komme ud i flere dumme uheld," hun så op mod manden, han så nu ret pæn ud. Men hun var vant til et pænt ansigt. Lederen af Det Sorte Laug viste aldrig sit ansigt. Det var skjult bag en kraniemaske, men mandens udstråling var god nok.
"Mit navn er Cassandra. Folk kalder mig bare Cass.. Åh, og tak for redningen. Jeg troede ikke der var nogen ude på havet her i norden ud over det skib der forliste her.. For nogle timer siden? Hvor længe ved jeg ikke lige, men jeg lå i vandet ret længe i hvert fald," fortalte hun åbent. Ærmet på hendes skjorte var en smule smadret på grund af vandet og vejret, så mens hun sad og spiste blev hendes tattovering af en kniv synlig. Hun tog sig ikke af det, hun var trods alt på samme skib med andre lovløse.

Edward så på hende da hun meget hurtigt, talte til ham igen omkring det, sååå hun skreg ikke hvilket betød hun ikke var en skønjomfru der, havde været i nød, hvilket Edward var vildt glad for. Han lod hende gå hen og finde noget frem og spise, han ville selv bare ha taget æblet og spiste af det. Men hende her så ud til og være meget mere fin, når det kom til mad osv på de måder. Edward sende hende et svagt smil efter hendes. Edward bed sig selv svagt i læben, hvorefter hans øjne studeret hende til en, hvis grad. Hun var noget særligt det var der ingen grund til, han nikket bare til hendes spørgsmål. Hvor han selv bare, havde taget et æble og et glas whisky og drak det. ”Okay jamen Cass så, hvor vil du smides af når det kommer der til, for der er kun en mængde tid jeg kan ha dig med inden mine mænd begynde og stille spørgsmål.” Lød det kort fra Edward af, hvorefter han sende Casandra et kækt smil.

”Jeg regner desuden med en betaling, hvis du har nogen forslag lytter jeg gerne.” Kom det svagt fra Edward af, hvorefter han blinket til hende med det ene øje. ”Men det kan du jo prøve og komme med forslag til, jeg skal nok sige til, hvis jeg mener betalingen er godkendt.” Edward sende hende et flabet smil igen, hvorefter han så rejste sig fra den stol han, havde sat sig på. Han, havde hurtig set hendes tatovering, hvilket der fik ham til og tænke om hun var en slave på flugt. Han havde aldrig rigtig lagt mærke til de ting og, hvis det betød noget normalt når han så folk med tatoveringer så han slaver, men hende her virket ikke til og være det.

Cassandras smil forsvandt bestemt ikke, selv da Kenway fortalte hvordan hans mandskab ville stille spørgsmål til hendes tilstedeværelse. Hun vidste skam godt, at hun var på et lettere akavet sted, her på et piratskib, men sandheden var egentlig, at hun ikke var nervøs for dem. Ikke én eneste fra hans crew var hun bange for, hun var jo lige som dem. En tyv, der stjal alt hvad tøj og remmer kunne holde, og derfor følte hun sig bestemt ikke misplaceret, selvom hun jo var en kvinde. "Jeg vil foretrække at blive smidt af på land. Alt er bedre end midt i vandet," jokede hun med et skævt smil, mens hun tog endnu en bid æble. Da hun så hvordan Kenway havde taget whisky, kunne hun ikke lade være med at skænke sig et glas også. Hun var vant til smagen af stærke drikke. Hun blev ofte hurtigt fuld, men hun elskede et godt glas stærk whisky eller andet der havde den effekt på hende. Og så hjalp det også på hvor meget hun frøs, det kunne hun allerede mærke, da hun tog en slurk af den gyldne væske.

Kenway beskedne måde at bede om betaling for at redde hende, så Cassandra egentlig godt komme. Han var en pirat, og han talte hendes sprog. Hun havde nærmest forventet at han ville bede om det, så det fik hende kun til at smile endnu mere, hvorefter hun tømte glasset helt. "Jeg kan hjælpe dig. Her på skibet. Jeg har visse.. Kræfter, der kan hjælpe, hvis I har brug for det," lagde hun ud med. "Eller hvis du skulle have brug for flere souvenirs fra landet, så kan jeg også det. Nok er jeg ikke en pirat, men jeg er heller ikke noget anstændigt kvindemenneske. Tyv er nok en bedre beskrivelse af mig," hun blev kun mere træt over at have drukket whisky, men samtalen her var bare så hyggelig. Hun fulgte han med blikket da han rejste sig, men gjorde ikke selv mine til at forlade sin stol endnu.

Edward lyttet til Casandra han, havde lagt mærke til hendes mærke det var der ingen tvivl om at han, havde men han var ikke sikker på om han, ville lade hende få det og vide. Edward studeret hende og hørte på hendes forslag, mens han bed sig svagt i underlæben.  Det var nogen gode tilbud ingen tvivl om, det men om han kunne bruge dem var så en anden side af sagen. Da han kunne se, at hun lige så still havde fået drukket, lagede han mærke til at hun faktisk så søvnig ud ikke at han ikke kunne forstå det. Han ville selv være træt hvis han var hende, det ville han det var der ingen tvivl om. Derfor lod han vær med og gi hende en kommentar. I stedet, så han på hende med et flabede smil, hvorefter han fugte sine læber. ”Det lyde som nogen gode ideer, men jeg mente nu en betaling her og nu, jeg ved ikke lige, hvordan vi kan få det til og fungere, gør du Casandra?” Lød det kort fra Edward, hvorefter han så på hende, måske ville de andre ting os være godt, men det var ikke sikkert hun ville betale ham med det hu, havde sagt man skulle være forsigtig med sine kort og lige nu  var han os det.

Edward så kort efter over på Casandra igen, det her var en samtale som langsomt bevægede sig frem og tilbage, hvilket gjorde at den ville kunne forstte i lang tid, hvis ikke hun fik smidt noget frem på bordet som han kunne få nu. I længden ville det andet, måske kunne hjælpe ham, men han var nød til og skabe et bånd med hende, så han var sikker på han fik sin betaling når den tid kom, om hun ikke, havde tænkt sig og være med til det og måske stikke ham i ryggen, måtte han jo prøve og være en charmøre i første omgang, hvilket var meget normalt for ham, han skulle hele tiden prøve og charmere sig ind på kvinde og måske i bukserne på dem, hvorefter han så ville kunne være sikker på og få sin betaling og derudover så hende her os godt ud, men det var en helt anden del af den historie, der var ikke så meget ellers og komme efter. Edward tog en mønt frem, han havde fundet engang, hvorefter han flippet den og greb den igen, det var mere noget metal der var rundt han, havde fundet engang. 

Hvor flinkt Edward så end formulerede sig, så kunne Cassandra sagtens se, hvor samtalen bevægede sig henad. Hendes nuværende forslag var ikke umiddelbart gode nok, og hun havde ikke rigtig noget bedre at give. Mange af de værdier hun havde haft, var røget i vandet. Sammen med hendes hest. Stakkels hest. Hun nikkede langsomt, følgende hans bevægelser med den gamle slidte mønt, der mest af alt bare lignede et stykke rundt metal. Hendes øjne lagde sig på den et kort øjeblik, som en tyvs øjne altid ville gøre ved noget der kunne mindre om værdigenstande. Men da det ikke så værdifuldt ud, endte hendes blik i Edwards, hvor hun trak let på skuldrene og smilede mildt. "Ærligt talt ved jeg ikke, hvad jeg ellers kan give dig. Alt hvad jeg havde er sikkert på havets bund spredt rundt over det hele," hun rejste sig langsomt op, for at strække benene og holde sig vågen. Gik lidt rundt, men var påpasselig med, ikke at virke for truende i adfærden. De kendte jo knap nok hinanden.

"Har du andre idéer, kaptajn?" der var naturligvis altid andre ydelser. Cassandra ville ikke bryde sig om at skulle give ham dem bare sådan uden lige, for en tøjte var hun bestemt ikke. Men hun havde ikke rigtig noget valg, i og med at hun ingen krystaller eller andre værdier havde. Det var faktisk rigtig irriterende, især fordi hun virkelig gerne ville betale ham. "Jeg kan måske love dig, at vi overmander det næste skib vi finder uden de store problemer? Jeg har en indre ild, som jeg kan... Slippe ud? Det bliver ofte meget voldsomt dog, men det kan stadig sikre end sejr, og dermed store værdier for dig og dit mandskab?" det var selvfølgelig også en idé, især fordi hun ikke kunne flygte midt ude på vandet. Og det så ud til at kaptajnen gerne ville være sikker på, at han fik sin betaling og ikke blev snydt. Det var sgu forståeligt nok.

//Afsluttet