Det hele startede med ilden. Den altædende ild, ilden der ikke kendte til nåde, men blot ødelæggelse. Ilden der fortærrede og nedlagde, for det hvad netop hvad den gjorde, da lysets hær påsatte den Midnatsborgen få timer efter den afsluttede krig i Hovedstaden. Da der blot var ruiner tilbage og intet andet; ingen mørkets herre, intet, startede rygterne. Rygterne om de resterende tilhængere af mørket, deres øverstestående især, og det var her lejemorderen lagde sin opmærksomhed især. Havde han været interesseret indtil da? (Helt ærligt?) Nej. Han var ikke en krigsfører, eller tilhænger for den sags skyld. Han var en mand og interesserede sig hovedsageligt for sig selv og sin egen gøren samt laden.
Sådan havde det været førhen i al fald. Loke havde gjort sig nogle undtagelser de sidste mange måneder - få, men nok; alt for mange hvis han tænkte alt for meget over scenarierne. Problemet var blot, at det gjorde han og faktisk synes han slet ikke, at kunne holde op med at tænke (nok i særdeleshed på Hende).
Rygtet der havde fanget lejemorderens opmærksomhed, handlede om Hende og hendes tilfangetagelse. Næppe havde nogen troet, at man havde ville ladet mørkets tilhængere leve meget længere end blot et par døgn efter deres tilfangetagelse - lyset havde sandelig fået blod på tanden, ingen tvivl om dette - men her viste det sig at være anderledes. Det havde startet som hvisken i krogene, folk synes at udvise stor forsigtighed med den information de var i besiddelse af, men senere havde snakket bredt sig og pludselig var det blevet til et faktum. Mørkets General var fanget; fanget i Dragorns allermørkeste celle, dybt inde i Krystallandets allerede mørkeste kroge.
Havde dette faktum sat en stopper for lejemorderens vildrede tankegang? Næppe. Faktisk synes det blot, at have sat gang i noget ganske nyt.

Mørket var ganske rammende; som en mur var det, i starten fuldkommen blindgørende. Lejemorderen måtte tage sig selv i at holde vejret, som han trådte ned i fangekælderen. Han troede ikke mørket kunne blive mere intenst end nattens, man han havde taget fejl. Grueligt fejl. Følte han frygt? Ikke den mindste. Han vidste, at i denne afdeling af fangekælderen, var der blot én fange. Det var den eneste slags luksus dværgene havde tildelt mørkets general - noget der lignede privatliv. En celle helt for sig selv, i dyb, dyb sorthed.
Forholdvist lang inde i labyrinten af celler, trak Loke sig langsomt fremad. Hans skridt var næsten lydløse, men nok ikke lydløse nok. Stilheden var gennemtrængende, uhyggeligt gennemtrængende. Den mindste lyd i lokalerne omkring dem, ville være øredøvende. Det var derfor, at han med lethed kunne spore hende - han hørte tydeligt hendes åndedræt.
Placerende sig mindre end et par meter fra cellen, med hvad der lød som et levende menneske i sig, hævede han den ene af sine frie hænder. Heri tændtes der sig en svag gnist, skabt af egen energi. Blidheden i dens lys var ganske sigende.
"Ethelihn?"
Hans stemme var slående rolig.

Mørket var ikke fuldstændigt tæt i den fugtige, iskolde celle. Fra tid til anden blev rummet lyst svagt af op små statiskt elektriske lyn, så det trætte væsen, der var lænket her i det mindste kunne skimte, hvor hendes celle endte. Hun sad med knæene mod stenblokkene under sig og resten af sig så vidt muligt hvilene på sine hæle. Lænkerne tillod hende ikke at bevæge sig meget. Hun kunne stå ret op, og hvis hun gik i knæ, kunne hun bevæge sig et halvt skridt frem, men ikke længere. Hun kunne selvfølgelig tjekke igen, men den 117. gang, hun havde prøvet sine kæder, havde givet hende en følelse af, at hendes teori var velafprøvet nok. Nogle ville måske argumentere for, at det var mere behageligt at stå, end at sidde på stengulvet og hænge i sine kæder. Men nu var det hendes kæder, så det var trods alt hendes beslutning. Desuden havde hun stået op de sidste ti timer, eller det mente hun i hvert fald efter lyden af gongen de slog på, så vagterne kunne følge med tiden. Hun måtte indrømme, at hun havde mistet tællingen, så det kunne vel godt være elleve timer.
Eller måske er det oven i købet dage? Det kunne sagtens være dage. Her er altid begsort lige meget hvilken tid på døgnet det er... En af dværgevagternes stemmer genlød i hendes baghoved: "Du må føle dig hjemme her, mørkets general." Se for nogens øre, hvad det måske lydt decideret respektfuldt, men hun aldrig hørt hendes titel udtalt så nedladende. Ikke engang når hun mentalt havde fornærmet Melkor og pænt mindet ham om, hvem der havde rustningen på af de to. Hun virrede lidt på hovedet, og fik sit nu næsten livløse hår i ansigtet. Vagten var sikkert også godt tilfreds med sig selv for den skidesmarte bemærkning. Det lod det i hvert fald til eftersom, han havde brugt den samme bemærkning hver eneste gang, havde fået vagt. Det havde været den bedste måde at holde øje med dagenes gang på, lige ind til nogle af de andre vagter også begyndte at komme med lignende fornærmelse. Efter det var dagene begyndt at flyde fuldstændigt sammen. Hun var dog stadig temmeligt sikker på, dværgene havde holdt hende indespærret i mere end et par måneder.

*ZAP* Et særligt middelmådigt udslag af hendes ukontrollerede elektriske udladninger lyste rummet nok op til, at hun kunne se noget af sin tærrede skikkelse i den tomme, snavsede madskål på gulvet lidt længere fremme. Hendes hud var bleg som sædvanlig, men særene og arene, hun havde pådraget sig var nye. Det samme gjaldt de lettere indsunkne kinder og det ikke særligt velplejede hår. Naturligvis havde de taget hendes rustning og sværd fra hende, så hun nu sad i den samme lange, ærmeløse, grønne kjole, hun havde båret under dværgenes overtagelse. Den var nu hullet og plettet. Hendes ansigt var træt. Dværgene ville ikke knække hende før om flere måneder. De havde ingen anelse om, hvordan man bedst lirkede oplysninger ud af folk. Men hun var stadig udmattet.
Ethelihns øjenlåg klappede i. Hun hørte godt stemmen ude fra gangen. Hun kunne genkende den. Men lige så sikker hun var på, at stemmen tilhørte en hvis legesvend, lige så sikker var hun på, at han heller ikke var der denne gang. Hun holdt øjnene lukkede et par sekunder. Så blinkede hun irriteret over det glimmer af lys, der kom ude fra gangen. Hvis det var en ad vagterne, der kom for at hente hende, så håbede hun inderligt at han ville stikke sin fede fod ned i madskålen, snuble og brække begge ben, og helst i en sådan position at hun kunne vikle et ben omkring halsen på ham, så han kunne brække den også.
Bortset fra at det ikke var fakkellys. Og hun havde ikke hørt den umiskendelige lyd af metalplader, der dunrede mod gangens stengulv under vægten af en talende minikampesten med skæg. Der kom liv i hendes øjne og en smule varme ulmede op i hendes brystkasse, mens begyndte at trækket vejret, som det føltes som om, hun ikke havde gjort i flere dage.
Hendes stemme var rusten, men langt fra uhørlig: "Loke?"

Lyden af hendes stemme fik Loke til at gå i knæ. Han søgte tremmerne i en glidende bevægelse og måtte gribe hårdt fat i metallet, da lyset fald over hendes ansigt for blot at finde støtte. Godt nok var lejemorderens ansigt tildækket, med undtagelse af de græsgrønne øjne han bar. Han kunne ikke tilbageholde foragten der fremdrev sig som hovedfølelsen i dem; en følelse der i stor en selvfølgelighed ikke var henvendt til Ethelihn selv. Han følte for første gang i sin levetid ikke længere neutralitet.

Han tilbageholde ikke den handskebeklædte hånd, da den rakte igennem tremmerne. Den omfavnede ganske blidt en af de indsunkne kinder, derefter placerende sig imod hendes kæbelinje i (hvad der var åbenlyst) en let kærtegn. Han trak vejret, nogle ville beskrive vejrtrækningen som værende hidsig, og var for en stund uden ord. Hans øjne virrede frem og tilbage forsøgende at finde det helt rigtige at sige. Til sidst lød ordene fra hans mund:
”Ja,” en vag latter indfandt sig imellem hans ord, ”Ja, det er mig.”
Den behandskede hånd trak sig tilbage med en enorm forsigtighed - og bestemt ikke med glæde, trods gnisterne der stammede fra hende.
”Du-”
De tykke, mørke bryn rynkede sig sammen. Foragten i hans øjne blev erstattet af en anden følelse - flere måske endda. Bekymring var en af dem, men så var der også varmen. Den blide lille ild der var skærmet ganske fint under de sorte øjenvipper.
”De har ikke sparet på deres afhøringsmetoder, kan jeg se.”

For et øjeblik overvejde Ethelihn om hun så eller hørte syner. Telepati var ikke en særligt udbredt evne, men både dværgene og nordfolkene, der stadig patruljerede her, havde begge et par stykker med den gave. Der var vel en chance for, at en af dem i hendes svagere øjeblikke havde lirket sig ind til noget mere privat. Men der skulle noget til at for at bryde de barrikader ned, hendes... ja, det ord, der passede bedst var vel allierede, havde sat op i hendes hoved. Til tider havde hun selv svært ved at finde rundt i den labyrint han havde sat op. Faktisk troede hun ikke, der var en ændre end Melkor, der kunne trænge igennem. Og det ved guderne den eneste fordel ved, at han er på Mørkets side...
Hun gispede og rykkede af ren af og skær refleks hovedet til sig, da hun pludselig spottede en bevægelse ud af øjenkrogen tæt på sit ansigt. Hun standsede, da det var gået op for hende, at det var silhuetten af Lokes hånd, hendes blik havde fanget. Hendes vejrtrækning var blevet hurtigere og kom i korte fnys, og hendes hjerte havde sat farten op, men stille sad hun. Nogle ville måske opfatte hendes reaktion angst, en bivirkning af at være æresfange i Dragorns dybe fangekældret. Realiteten var i virkeligheden, at hun netop havde standset sig selv i at bide fra sig.
Hun tillod Loke at stryge hendes kind, og måske lod hun også sit hoved støtte sig en anelse til hans fingre et halvt sekund, før hun rettede sig så meget op, som lænkerne tillod og fjernede sig fra ham.

Det lille lys uden for cellen flakkede en smule, hvad det end var, men hun fandt mandens øjne. Menneskelæsning var ikke hendes stærke side, men hvis ikke hun havde stålsat sig på ikke at lade paraderne falde hernede i fangekælderen, kunne hun sværge på, at der var en hvis vrede i de grønne øjne på hendes vejne. Hun smilede skævt, delvist for at demonstrere, der stadig var liv i denne celle.
"Pft! Afhøringsmetoder... Havde jeg været hjemme i min egen fangekælder, ville jeg have forrådt min bedstemor på det her tidspunkt," svarede hun selvsikkert, taknemmelig for at have en, hvis ikke venligtsindet så i det mindste ligesindet, samtalepartner. Hun kunne dog ikke holde et host tilbage. Smagen af blod fik hende til at synke en klump, får hun så ud på Loke gennem tremmerne igen.
"Så hvad bringer en udskud som dig så langt nordpå? Og jeg mener selvfølelig udskud med al respekt," spurgte hun sarkastisk. Sarkasme kunne bruges til mange ting. Hendes foretrukne var som forsvarsmekanisme, en måde at holde sit eget humør oppe på, at være ondskabsfuld over for folk, hun mente, det var værd at spilde tid på, og sidst men ikke mindst en skøn kombination af alle tre. Nogen hendes sidste bemærkning havde været et glimrende eksempel på.

Det var som om at gangene kun var blevet smallere, jo længere ind han gik. Hvad gjorde han ikke for at få fat i Zidiac.. Uduelige, besværlige dæmon, som han kaldte sin slave. 

Stakkels tilfældige pige, der havde lidt under sammenstødet med Samson, havde panisk peget ham i retning af Dragorn, for at slippe for flere smerter, i hans desperate afpressende forsøg på at finde Zidiac.

"For-bandede... dværge!" mumlede han kortfattet.
Han måtte gå foroverbøjet, næsten kravlende for at komme ind af Dragorns indgang.
Dværge... Dværge... Hvorfor skulle han, den alt for store bredskuldrede, steroidepumpede mand, kæmpe sin vej gennem Dragorn, bygget af dværge med alt for smalle vægge og ingen afstand til loftet? 

Utroligt underbemandede de dog havde været i Dragorn, og dog havde han alligevel set et par stykker stående målløse og kigge efter ham, da han frivilligt bevægede sig ned mod fangekælderen i dværgenes rige.

Det var længe siden at den store mand, sidst havde begivet sig ud fra gården. I flere måneder havde ham, Tara og Zidiac opholdt sig der i skjul for resten af landet. Det sidste han huskede omkring Zidiac, var at hun havde samlet svampe - ja, de svampe. Svampe som hans krop engang var blevet drænet så meget af, at de nu denne gang ikke havde heelt samme effekt længere, men afhængigheden holdt dog ved. Nej, denne gang fungerede hans evner trods stadig, men... hans sind var dog noget anderledes og nu meget opsat på at finde Zidiac på egen dumdristig færd..

Han spærrede øjnene en anelse op, da det pludselig gik op for ham, at han ikke længere kunne nøjes med at gå foroverbøjet. Han sad fast! Skuldrene sad i spænd mellem de to vægge, der tilsammen dannede denne alt for smalle gang til hans kroptype. Han skar en grimasse, og mon ikke at det fik presset rigeligt til at han kunne mærke at der var noget andet der var begyndt at presse sin vej til hans "endestation".

Anstrengt forsøgte han at kigge bagud, men det var bestemt ikke til, da han i forvejen gik foroverbøjet. Hvad skulle han i det hele taget også bruge det syn til, nu var han kommet så langt, at han var begyndt at se noget for enden, som kunne antyde en fangekælder. Det måtte være der, Zidi var, hvis hun absolut var havnet her..

Han forsøgte at vride sig fri fra de to vægge, i et forsøg på at gå sidelæns. Det tunge kolde vægge sled mod hans alt for store skuldre, og skabte et par skræmmer hist og her.
"WHOOPS... AUCH!!" kom det lavmældt, da han endelig fik vendt sig om for at kunne gå sidelæns. I stedet i dette forsøg, slog han hovedet. Han var stadig afhængig af at kunne gå foroverbøjet, og det var der bestemt ikke plads til. 
Ansigtsudtrykket sagde alt.. Det her var en lidt for besværlig kamp, men han ville ikke give op nu.
Han var kommet ned i en position, som mest af alt lignte en skovskider-position, men han var igen låst i sin kropstilling mellem de to evigt forbandede lange vægge. Han måtte vende sig om til sin originale position, for at kunne gøre noget som helst, om han så igen skulle stå klemt som en forpint prop i en vinflaske, for at holde alt ilt ud af den forgudede vin. Ganske rigtigt, sad han fast igen igen. 
Fastbesluttet på at være fremadgående, besluttede han sig at prøve noget nyt. Telekineseevnen gjorde ham i stand til at lave en slags skjold, så det ikke pinte hans skuldre i smerte ved sin fremgang. 
Han bevægede sig nu fremad, foroverbøjet - alt for foroverbøjet faktisk, til at det kunne være rart. 40-50 cm foroverbøjet er langt fra behageligt.
Det syntes nu lettere at komme igennem gangene, hvis han kiggede tilbage nu, ville han kunne se hvordan væggene havde deformeret efter sin sammenklemte tur gennem den. Der var ingen tvivl om at skuldrene og overaremene havde dannet deformerede vægge, formet efter deres enorme størrelse. På den lyse side, ville det være nemmere for ham at komme ud igen derfra. 

Langt om længe kom han frem til hvad der måtte være fængselskælderen. 
Han "poppede" igennem gangen, og endelig kunne han ånde lettet op idet han trådte ind i et rum, hvor der var plads til at han endda også kunne stå oprejst.

Det er halvmørkt, og dog ser han et glimt af en person fra en form for lyskilde. Han selv, måtte være en mørk skikkelse, med svagt lysende hvide øjne. Der var dog ingen tid at spilde. Han havde mast og presset sig selv, så det var nu det skulle ske.
Han gik et skridt væk fra indgangen, omkring en 7 meter væk fra de to personer, trak sine bukser ned og satte sig tilrette..
Et lettet prust kom fra ham, så snart den første klump forlod hans system.

"Aaaaah" Det var ikke færdig endnu. En stinkene aroma begyndte at brede sig, og det var ikke just muligt at kunne dække denne... masse til efterfølgende, når han endelig var færdig. Og dog, kom det usansynligt til at påvirke ham så meget.
Samson havde bestemt ikke besværet sig med at vende sig den mindste smule væk fra publikum, så hvis der på nogen måde kom så meget mere lys, ville hans mandelige kønsdele være mere end rigeligt blottet for alle i kælderen.

"Mmmmnh" Stønnede han, da han endelig, efter at have taget sig rigeligt af tid, blev færdig med at tømme ud.
Han rejste sig, rettede ryggen, kiggede ned af sig selv og fandt langsomt sine bukser og trak dem op igen.

"Når man skal...." Han klukkede på en underlig måde, kortfattet og lettet på samme tid. 

"Så hveeem.. har vi her?" Langsomt trådte mod Ethelihns celle, uden at kunne se hvem der gemte sig bag. Det kunne lige så godt være Zidiac.

Et smil bredte sig langsomt over hans læber og frem kom et tandsæt af rådne tænder, der alle lignede noget fra et rovdyr der var sulten for kød.

En klukken slap halvkvalt fra hans strube, inden han vendte sig mod Loke, hvor han blev mødt af et tidligere velkendt ansigt.

"Interessant... Loke?" 
Lugten af lort havde spredt sig i fængelscellen med sin hast.

// Afsluttet