Hvilestedet han havde fundet sig var til hans store held, stedet hvor han var ankommet aftenen forinden. Våbene, hans beklædning, rejsetasken - alt var hvor han havde placeret det. Under en kvalkved, hvis busks rødfarvede bær fint udsmykkede de grønne blade den nu engang bar. Han selv opholde sig ganske tæt på; han havde kun lige følt solstrålerne fra den tidlige morgensol, så måtte han flytte sig fra sit hvilested få meter derfra. Kravlende imod busken ganske nøgen (en ganske vis beslutning, taget hans forvandlings konsekvenser i betragtning) placerede han sig ved busken, netop så hans ansigt lige var dækket af dens skygger. Liggende med maven imod skovens bløde grund, besluttede han sig atter for at lade sindet vandre væk fra virkeligheden omkring ham. Han trængte til søvn, ro fra smerten der prægede både hans tanker og krop.
Han var dybt nok inde i skovens bryn; ingen bevægede sig ude så tideligt på dagen - det var en risiko han (på daværende tidspunkt) valgte at tage.
Judah mærkede sin krop afgive en sidste krampetrækning, også var han væk. Forsvundet fra den verden der omringede ham, og han var bevæget sig ind i en helt anden: drømmeverdenen.
