Gwey kiggede lidt på den unge kvinde, der lå på briksen. Hun havde efterhånden ligget i sin feberdvale i et par dage nu, og uanset hvad Gweyr havde prøvet for at stoppe feberen, så havde det på ingen måde hjulpet. Det frustrerede hende lidt, og hun følte sig magtesløs, når der var noget, hun ikke kunne gøre.
Det var nu blevet tilladt for healerne at bruge dæmonblod, hvilket havde gjort, at mange flere var blevet helbredt.
Det var med vilje, hun havde ventet lidt, med at give den unge kvinde dæmonblodet. Dels, fordi kvinden var fanget i sin feberdvale, og det derfor ville være svært, at få hende til at drikke det. Og så dels, fordi Gweyr kun tvang folk til at drikke ting, hvis det var allerhøjest nødvendigt. Med healing, havde de trods alt kunne holde pesten væk fra den unge kvinde, i hvert fald indtil den kom tilbage, og så startede hun forfra.
Gweyr kunne dog godt se, at hun ikke rigtigt kunne vente længere. Hun håbede inderligt, at dæmonblodet ville stoppe feberen, ligesom det ville stoppe pesten.
Fra en lomme i sin kjole, fandt hun en lille, brun flaske frem. Flasken var ikke særligt stor, og kunne nemt gemmes i en hånd. Men der var nok i den til at kurere en person.
Hun satte sig på sine knæ ved siden af kvinden, og lagde en hånd bag kvindens hoved for at støtte det. Med den frie hånd, fik hun pillet proppen af flasken, som hun derefter satte for kvindens mund.
"Jeg håber, at du kan høre mig.. Og du skal vide, at dette kun er for dit eget bedste," sagde hun til kvinden, der før havde vist reaktion, når Gweyr havde talt til hende, dog uden at åbne øjnene.
Langsomt begyndte hun at hælde dæmonblodet ind i kvindens mund.

Saga havde ingen idé om hvad der foregik. Hun vidste bare at hun skiftevis var ved at brænde op og skiftevis rystede af kulde. Et kort øjeblik overvejede hun, om hun havde glemt at lukke for vinduet? Måske var det derfor hun frøs, når en kold brise erstattede varmen fra brændeovnen. Måske, selvom hun ikke kunne høre lyden af træ, der gav sig for den grådige, slikkende ild. Men hvad kunne det ellers være? Hun havde ikke tæppe på, så meget kunne hun mærke, så det var ikke fordi der stak en bar fod udenfor et tæppe.
"Mor?" Hendes stemme lød som talte hun under vand. Måske blev det ikke engang sagt højt, måske tænkte hun det bare. Eller måske var hun virkelig under vand, hvor hun drev hvileløst rundt med strømmen. Det ville i hvert fald forklarer den lette følelse i hendes krop. Siden hun var blevet smittet med pesten havde den været så tung, så tung, men nu var den let som en fjer. Ja, det var faktisk lige før hun svævede. Skiftevis rystende af kulde og med sveden drivende af hendes pande, svævede hun et sted oppe over den briks hun lå på, og da hun vendte sig i luften kunne hun se sig selv.
Hun var ikke alene. En kvinde med hår som guld stod bøjet over hende og rodede med et eller andet i lommen i sin kjole. Huh. Og der lå Saga så. På briksen: hvid som et lig og mumlende utydelige ord. På et tidspunkt gled der nogle tårer ned af hendes kind, men om hun græd eller om det var feberen var ikke til at vide. Underligt. Det var virkelig underligt at se sig selv oppefra på denne måde. Hun havde tabt sig, kunne Saga konstaterer; musklerne i hendes arme var svundet ind, og hendes ansigt og krop var dækket af tydelige skjolde fra pesten.
Var hun ved at dø? Måske. Måske var det derfor hun kunne se sig selv på denne måde. Tanken var egentlig ikke skræmmende, specielt ikke hvis hun kunne få denne følelse af lethed i alt evighed.

En pludselig smag af metal fyldte hendes mund, som kvinden med guldhåret hældte et eller andet ned i hendes mund. Blod. Saga havde bidt sig selv nok gange i kinderne til at genkende smagen, og den fik hende til at rynke brynene. Ad. Hun ville fortælle kvinden, at hun skulle lade være med at dryppe blod ind i munden på hende, men da hun åbnede munden kom der ikke en lyd ud. Og samtidig med at smagen af blod blev tydeligere og tydeligere, blev hun tungere og tungere, som hun atter gled sammen med kroppen på briksen og blev til én person.
Væk var roen og freden, erstattet af den brændende ild og frysende kulde der fik hende til at ryste, græde og kalde på sin mor.

Gweyr hadede virkelig at tvinge sine patienter til at drikke diverse ting. Det var nødvendigt til tider - nogle patienter var stædige, og nægtede at drikke hvad der skulle til, for at gøre dem raske, og var det meget slemt, så var de tvunget til at få patienterne til at drikke diverse ting, hvis ikke de ville dø. Andre var bevidstløse eller i en tilstand, hvor de ikke kunne noget som helst - som den unge kvinde her.
Og da kvinden her havde ligget i febervildelse i nogle dage, havde de også været nødt til at give hende noget at drikke engang imellem - noget Gweyr havde gjort ved at fugte en klud, og lægge den på kvindens tørre læber. Selvom hun havde været helt væk, havde hun alligevel drukket fra kluden, for hendes krop havde haft brug for væsken.
Men dette kunne hun ikke gøre med dæmonblodet. Hun var nødt til, at hælde det direkte i kvindens mund, og Gweyr brød sig ikke om det. Der skulle da heller ikke meget til, før det var som om, kvinden vågnede op.
Hun begyndte at ryste, og varme tårer trillede ned ad hendes kinder. Gweyr holdt straks op med at hælde fra flasken, og satte den ned på gulvet. Hun havde stadig ikke fået det hele, men det ville bare gå galt, hvis hun blev ved nu.
Kvinden rystede rigtig meget og græd og kaldte på sin mor. Hun havde været fanget af pesten i lang tid, så det var klart, hvis hun havde det virkelig elendigt.
Gweyr holdt om den unge kvinde, og vuggede hende let, mens hun med en rolig stemme blev ved med at sige, at det nok skulle gå. Kvinden skulle føle sig tryg.
Mere gjorde hun ikke, for kvinden skulle have lov til at græde ud. Langsomt rystede hun dog mindre og mindre, og til sidst rystede hun næsten ikke. Gråden holdt også langsomt op, selvom det var tydeligt, at den stadig sad i hendes afkræftede krop.
"Jeg er ked af, at vække dig på den måde...." sagde Gweyr undskyldende. Det var ikke ligefrem en pæn måde at vække folk, men igen, det havde været det eneste, der havde virket. Kvindens feber havde været skabt af pesten, og uanset hvad Gweyr havde gjort, havde hun ikke kunne fjerne den.
"Og jeg ved, at det ikke smager godt - men der er en smule dæmonblod tilbage, og jeg bliver nødt til at bede dig drikke det... Ellers bliver det ikke bedre.." fortsatte hun. Hun var ikke helt sikker på, hvor klar i hovedet kvinden var blevet, og om hun overhovedet forstod, hvad der skete omkring hende lige nu. Men dette kunne ikke vente. Pesten måtte ikke vende tilbage.
Hun tog endnu engang den lille flaske i hånden, og satte den for kvindens læber.
"Det er kun meget lidt, det lover jeg," sagde hun med en rolig og venlig stemme, og langsomt begyndte hun endnu engang at hælde det sidste dæmonblod ind i den unge kvindes mund.