Saga var død. Og døden var ond. Den var en kold, brændende, rystende fornemmelse der fik hendes skridt til at være snublende og hendes tænder til at klapre. Overalt på hendes krop var der tydelig tegn på den pest, der rev sig vej gennem hendes krop: åbne sår, feberblanke øjne, et sind der ikke rigtig længere kunne skilne mellem fantasi eller virkelighed. Så ja hun var død, eller sådan føltes det i hvert fald.
Hun havde ikke længere tal på, hvor længe hun havde haft pest. Hun havde minder om at Cato havde fundet hende, og han havde sagt de skulle tage mod Hovedstaden, men på et eller andet tidspunkt var de kommet væk fra hinanden. Og på en eller anden måde var det alligevel lykkedes Saga at finde vej ind i Hovedstaden. Byens vagter havde ikke stoppet hende, hvilket nok skyldtes at hun havde sneget sig ind med en masse andre mennesker. At pest var smitsom var ikke en tanke der overhovedet havde strejfet hende, det eneste der gjaldt var at komme ind i byen og finde et healerhus. For healerne burde da kunne hjælpe hende, burde de ikke?
Måske ville de have penge for at hjælpe hende, men sådan nogle havde Saga ikke, så var det tilfældet måtte hun finde noget andet at betale med. Hvad kunne være ligegyldigt, lige nu var hun desperat; hun skulle bare være rask, så kunne hun tænke over fremtiden bagefter. For fortsatte det sådan her ville hun snart ikke have meget mere fremtid tilbage.

Hendes ben rystede ligeså meget som resten af hendes krop, og flere gange måtte hun stoppe op for at samle de sparsomme kræfter ved at støtte sig til muren. Hun anede ikke hvor hun var, et sted i Hovedstaden naturligvis, men hvor anede hun ikke. Langsomt hævede hun sit hoved fra den nedadvendte position mod jorden, for at kaste et blik omkring sig. Hun overvejede at spørge en eller anden om hjælp til at finde vej, men droppede ideen. Det ville ikke nytte noget, folk ville sky hende som en der havde - ja pest, og der var ingen grund til at sætte mere fokus på sig selv. Altså måtte hun fortsætte, og det selvom hendes ben rystede mere og mere for hvert skridt hun tog. Langsomt, slingrende og afkræftet.

Det havde taget Azhaenna dobbelt så lang tid at komme tilbage fra Nordlandet, end det havde taget at rejse derhen. Efter hendes ... sammenstød med Belphegor (dæmonens navn fik stadig små flammer til at skyde fra hendes hænder), havde hun slæbt sig hen til den nærmeste bygd, hvor hun havde betalt alt for meget, for at få logi på et lille, støvet værelse. Det havde tilhørt en søn der nu var draget i krig for lyset.
I de godt to uger der fulgte, havde Azhaenna prøvet at samle stykkerne af sin forstand, som Belphegor havde destrueret så fuldstændigt, at det ikke ville overraske Azhaenna hvis han havde gjort det før. Det krævede alt ikke at brænde huset ned.
Da hun ikke længere havde krystaller nok til at betale husejerne - det havde i forvejen kostet meget at få dem til at huse en dæmon, - måtte hun i stedet begive sig videre. Hendes hest var væk, men ilden i hendes blod holdte hende varm, mens hun kæmpede sig vej tilbage gennem sneen.

Da hun endelig nåede til Hovedstaden, var der mildest talt sket meget. En pest var brudt ud, som dæmoner, og i dette tilfælde også Azhaenna, var kuren for. Hvis Azhaenna ikke var blevet tvunget gennem sine livs værste minder - og så fået et par nye - ville hun måske gerne have hjulpet. Men som det så ud, ville hun klamre sig til den lille autonomi hun nu have, og bare holde sig fra alle, om de var pestramte eller ej.
Det viste sig at være nemmere sagt end gjort. Azhaenna befandt sig i det nedre bydistrikt, der stank af pest og død. Nærmere, Azhaenna befandt sig i en mørk gyde, hvor ingen kunne se de mere dæmoniske dele af hendes udseende, som jo egentlig bare var horn og grå hud. Det var desværre ikke noget der var nemt at dække. Hun havde sendt en gadedreng ud med en besked, til en handelsmand, der var desperat efter at få fragtet noget af hans varer efter pesten var brudt ud. Det var et enmandsjob, noget som passede Azhaenna godt, og nu var der ikke andet end at vente. Hun ville væk fra byen, men ikke uden et job der gav nogle krystaller.

Det her var umuligt. Sagas ben kunne simpelthen ikke bære hende længere. Hun rystede som et espeløv, svedte og frøs på én og samme gang. Hendes hud kløede under pestens rasen, og flere steder var der faldet flager af den af, givende frit udsyn til de sår pesten førte med sig.
Saga var måske ikke verdens mest vellæste person, men hun var ikke dum, hun ville dø hvis hun ikke snart fik noget hjælp, og det vidste hun. Hun var egentlig ikke så bange for at dø. Der havde været engang, hvor hun ville have frygtet det, men nu virkede det mere som en befrielse end noget andet. I det mindste ville hun ikke længere have det sådan her.
Og hun havde også fået oplevet noget. Det var ikke fordi hendes liv ville ophøre uden at have haft noget indhold; hun havde rejst, mødt nye mennesker, spist fremmed mad, oplevet mere end mange andre gjorde på et helt liv. Så måske var det i virkeligheden ikke det værste tidspunkt at dø, skønt hun ville ønske hun kunne have levet lidt længere.

Måske var det dette ønske der drev hende videre. Tvang hendes ene fod til at sætte sig foran den anden, langsomt og usikkert, men fremad gik det. Problemet var bare lidt, at hun ikke anede hvor hun var. Hun var ikke kendt i Hovedstaden, og var egentlig bare gået i håb om at se et healerhus, men som situationen var nu frygtede hun, at hun bevægede sig længere væk fra et.
Hun stoppede op for at tage sig endnu et hvil selvom det var farligt, for det var som om hvert hvil blev længere og længere. På et eller andet tidspunkt ville hun stoppe op og ikke være i stand til at fortsætte, og så ville det være forbi. Tanken fik hende til at bide tænderne sammen (en metallisk smag af blod fortalte hende, at hendes tandkød var begyndt at bløde igen, det havde det gjort hyppigt på det sidste), og tage endnu et skridt. Et skridt der var så usikkert, at hun ikke længere kunne stå op benene. I stedet væltede hun, men frem for at ramme jorden væltede hun direkte ind i en anden person. Hun nåede at få et glimt af horn og grå hud, men nåede ikke at opfange mere før hun instinktivt greb fat i den anden person. Det var ikke hendes mening at gribe fat i den anden, men hun vidste at hvis hun først faldt, ville hun ikke kunne komme op igen, hvilket var det, der fik hende til at række ud efter den anden hun var stødt ind i.

Azhaenna bandede lavmælt, og knipsede nervøst med fingrene - en vane hun have erhvervet efter året som ufrivillig medlem af minotaurbanden, - mens hun travede frem og tilbage i den lille gyde. Hun havde for meget energi til at kunne sidde ned, men det hjalp heller ikke at bevæge sig. Det gjorde hende nervøs, mere end hun allerede var. Hun havde lovet gadedrengen endnu en ravmønt når han kom tilbage, men selvom han ikke havde været væk i mere end en halv time, havde paranoiaen overbevidst hende om, at han var gået efter en byvagt, og hun ville blive fanget, og de ville tvinge hende ...
Azhaenna skreg da en en vægt kolliderede med hende. Vægten tvang hende i knæ, og ville have væltet hende helt, hvis det ikke alle musklerne i halvdæmonens krop havde spændt sig, klar på et angreb.
Det gik hurtigt op for hende at vægten faktisk var en person, da hun mærkede hænder gribe fat i sig. Panik, der efterhånden var en konstant tilværelse i hendes liv, truede med at spilde over, og få hende til at sætte ild til alt indenfor rækkevidde.
Ilden havde endnu ikke forladt hendes hånd, da hun faktisk så hvem der havde grebet fat i hende. Panikken aftog lidt, da hun så at det var et af de utallige pestofre, der nok havde vaklet ind i gyden for at dø. Hun så i hvert fald ud til at være godt på vej.
'Hngn,' var alt der kom ud af Azhaennas mund, da hun så de frastødende sår som pigen var dækket af. Azhaenna havde ikke set nogle af ofrene tæt på, men hun havde lugtet dem. Og pigen - hun kunne umuligt være ældre end 20, - stank som bare fanden. Azhaenna kunne ikke holde et repulsed udtryk fra sit ansigt, mens hun prøvede at få pigen til at give slip.

Saga var udmærket godt klar over, at hun for længst havde krydset grænsen mellem ”ulækker” og ”frastødende”. For et par dage siden havde hun fået et glimt af sig selv i en sø hun var drattet om ved, og synet havde været så voldsomt at hun havde kastet op. Eller måske havde det været pesten der havde fået hende til det, eller også var det det faktum, at det måske var der det for alvor var gået op for hende, at hun nok ville dø. I hvert fald hvis hun ikke fik noget hjælp hurtigt.

Men hurtigt var selvfølgelig relativt når man var så svag at ens ben knapt nok kunne bære en. I det mindste var hun ikke drattet om på jorden, skønt det stadig var en mulighed. Især som hun fornemmede hvordan den anden forsøgte at få hende til at give slip. Saga ville gerne efterleve den andens ønske, og alligevel klamrede hun sig fast i den arm hun havde fat i, som gjaldt det livet – hvad det nok også gjorde. ”Healer….” havde hun sagt det højt, eller bare tænkt det? Hun var ikke sikker, men forsøgte at få ordene over de sprukne og revne læber. ”Healer… hus…” Hun forventede ikke at den anden ville hjælpe hende, så naiv var hun alligevel ikke, men måske, måske kunne den anden pege hende i retning af et healerhus. ”Hvor?” Hun var ikke sikker på, hvor meget af hendes spørgsmål man reelt kunne høre, men hun forsøgte at alt magt at få bare nogenlunde kraft på ordene. Og måske, forhåbentligt (Saga bad til alle de guder hun inderst ikke troede på), ville den anden have så meget barmhjertighed, at hun ville sende Saga i den rigtige retning.

Den anden. Kvinden med den grå hud og hornene. Et eller andet slog langsomt klik indeni Saga, som det gik op for hende, at det ikke var et menneske hun havde fat i. Det var en dæmon. Hun stod bogstaveligt talt med sin redning i hånden, og så var hun for svag til at gøre noget som helst ved det.