Krystallandet
Tower 18.03.2016 20:01
Medanien var kendt for sit milde vejr og rullende bakkelandskab; det vildeste der foregik på disse egne var innovativt landbrug. Langs den centrale handelsvej var trafikken stadig relativt stilfærdig. Det mundæne herskede suverænt, med undtagelse af at der sad en engel i vejkanten. Hendes dårligdom var åbenlys, men selv de der normalt ville have fattet sympati med den diminutive skikkelse, gik nu en stor bue udenom. Pesten var synlig på hendes grålige hud. For første gang i årevis havde hun ikke anstrengt sig til at kalke sine vinger, der havde falmet til deres naturlige brune. Hun havde alle dage været mere spurv end svane. Hendes øjne var indsunke og søvnløse, hendes læber tørre. Pesten ramte naturligvis børn hårdere og hun havde brugt dage på at kaste op indtil hendes mave intet indeholdte og selv lidt derefter. Et normalt menneskebarn ville være død af sult for længst, men engle sagdes at kunne ernære sig på sollys og positive tanker alene. Aella afskærmede sin øjne fra den høje sol på himlen, det lod til at hun forblev halvlevende.Det havde været hendes egen tåbelige hovmod, naturligvis, der skulle blive hendes undergang. Da hun havde insisteret på at behandle den nye sygdom der var kommet til Balzera fra norden. Da hun havde skjult de første tegn for på at hun var blevet smittet , det skulle nok være en kur.
Og da den så havde vist sig; dæmon-blod. Det var næsten ironisk givet de seneste års omgang med den æt. Hun havde efterladt Jarko og draget nok så selvtilfreds på endnu en færd. Alle de år hun legende havde brudt ind i Avaions palæ syntes nu som genial forbedelse, og skønt sin halvt forkrøblede tilstand lykkedes det hende da også at bryde ind, liste sig lydløst over gulvet, kniven i hånden, til den store himmelseng.. For at finde den tom. Selvfølgelig var dæmonen ikke hjemme netop som hun skulle bruge hende.
Hun havde sat kurs mod hovedstaden, men hendes håb var så småt forsvundet. Hun vidste godt hvor sort det så ud og da hun ikke kunne gå længere, sank hun sammen hvor hun var og ventede med store, ufokuserede øjne der stadig formåede at brænde af bitter vilje.
