Milicent var efterhånden ved at blive rask oven på pesten. Hendes plan var nu, at komme af sted ud af byen igen, for at genforenes med sine elskede ulve. Indtil da var hun alene i hovedstaden, der stadig virkede meget dyster med alle pest-ofrene. Men Milicent kunne sagtens holde sindet klart, på trods af dysterheden. Hun havde set og oplevet mange grumme ting i sit liv, men det betød ikke at hun havde tænkt sig at gå tydeligt ned ad gaden med panden rejst. Derfor gik hun primært i skyggerne, og selvom det var ved at være aften, så gik det da nogenlunde med at komme hen mod byporten.

Indtil nogle kriminelle folk fik øje på hende. De havde set sig vrede på alt hvad der havde med lyset at gøre. Sikkert fordi de havde mistet folk til den pest, lyset ikke ville gøre særlig meget ved, andet end at bede Isari om hjælp.
Og her så de en engel, der gik af sted i ly af mørket. Det var hvad de så. Hvad Milicent var i gang med, var jo blot at komme hjem igen. Og nu stod der en større gruppe af banditter med køller og andet klamt i deres hænder.
Milicent stoppede kort op, tøvende, med stort ubehag i hele kroppen. Hun brød sig stadig virkelig ikke om vold, især ikke efter det sidste overfald hun var blevet udsat for. Men banditterne var ligeglade med om hun ikke ønskede en konfrontation, og den første trådte helt op i synet på hende, gribende fat i hende. Han mumlede nogle rigtig ubehagelige ord, før han begyndte at hive hende mod én af gyderne. Da hun gjorde modstand, fik hun et hårdt slag over hovedet, der fik hende til, kort at se stjerner, før hun gjorde mere modstand. "Slip mig så, skide mand!" råbte hun, men til ingen verdens nytte. Der var flere der hjalp til, med at tvinge hende ind i den forbandede gyde.

Athanasius havde egentligt fået fri for en time siden, men han var i færd med en opgave, han ikke just havde i sinde at løbe fra. Sammen med to andre byvagter, havde han været ude at patruljere, da en lille flok lyssky personer var blevet spottet. I starten havde de kun været tre, men som de tre byvagter havde skygget dem, havde de opdaget hvad der lignede en form for netværk. De kunne dog ikke komme tæt nok på til at høre nogen af samtalerne, og skønt de to andre flere gange havde været klar til at foretage en arrestation, havde Athanasius holdt dem tilbage. En mavefornemmelse måske, eller måske bare erfaring. I alt fald ventede han tålmodigt, hvad i sidste ende gav pote. Frem for en mistanke stod de med en gruppe på seks mænd, der angreb en uskyldig engel, der ikke lod til at have gjort andet end at gå forbi.
Mere behøvede de tre ikke, og de løb straks til, som kvinden blev forsøgt trukket med ind i en gyde.
”Stands, i lovens navn!” tordnede en af de to andre, der nåede derover først. Athanasius var lige i hælene på ham, sværdet trukket og uniformen let støvet efter en lang dags arbejde. De mørke lokker havde halvt om halvt trukket sig ud af hestehalen i dagens løb, og en af ørespiderne tittede igennem lokkerne.
”Overgiv jer!” lød ordren fra den anden af hans kolleger, mens Athanasius selv trænede sit blik mod kvindens angriber, som han nærmede sig.

Mænd begyndte at råbe til banditterne om at stoppe i lovens navn. Alting blev meget forvirrende herefter, da Milicent ikke kunne se hvilke folk der havde blandet sig, og den ene, der stod med hende fik et raserifyldt ansigtsudtryk ved deres indblanden. Han havde haft andre planer med englen. Og de involverede ikke en hurtig død. Men nu måtte han bare ty til andre midler, så banditten hev hurtigt en kniv frem af bæltet, som han havde intentioner om, at plante i hendes krop. Han stak efter siden, dog længere oppe. Hans mål måtte være ind mellem et sæt ribben og så ind i lungen. Milicent forsøgte at presse hans arm væk, men han var større end hende. Og stærkere. Så kniven endte i sit mål og smerte bredte sig fra stedet hvor den ramte. Men Milicent blev ikke helt så nervøs af dén grund. Hun kunne jo godt heale det, bare ikke nu. Lige nu havde hun for travlt med, at få holdt den anden mand på afstand.

Han hev kniven ud lige så hurtigt som han havde trukket den i starten og da han fik travlt med de andre mænd, der blandede sig, ville han egentlig bare gerne forsøge at skære halsen over på hende, så hun ikke blev et problem som dem. Men hun undgik med nød og næppe og fik kun et mindre snit hen over siden af halsen, da hun trak sig væk fra ham. Derefter fik hun overbalance, fordi hun havde ret ondt og landede på jorden. Dernede startede hun ud med at sætte en hånd for såret på halsen, hvorefter hun overvejede, hvad hun så skulle gøre. Det endte med, at hun begyndte et forsøg med hvor mange ben hun kunne trække i, til banditterne bille vælte.