Krystallandet
Grundlæggende Oplysninger
Fulde navn: Athanasius Guarin DragomirKaldet: Athan, Guarin.
Køn: Mand
Alder: 221
Fødselsdag: 21. juni, men han ved ikke selv datoen.
Tilhørsforhold: Kaotisk God
Tro: Isarisme
Erhverv: Byvagt
Nuværende levested: Dianthos - Hovedstaden.
Race: Engel
Uddybende om race: Bjergelver
Udseende
Højde: 198 cmVægt: 72 kg
Hudfarve: meget lys med gylden undertone
Hårfarve: chokoladebrunt
Hårstil: Løst eller i hestehale i nakken, går til armhulerne og bølger let i den nederste del. Pandehåret er langt, og han er oftest set med sideskilling. Han bærer et kort fuldskæg
Øjenfarve: Sølvgrå
Kropsbygning: Han har ikke meget fedt på kroppen og er nogenlunde slank, om end han holder sig i god form og har en vis portion muskler.
Hverdagstøj: Sorte bukser, lys skjorte og en mørkeblå vams. Ofte har han sin kappe på også med den dybe hætte; den er mørkeblå med mønster i lidt lysere toner.
Ar, permanente skader, el.lign.: ingen.
Særlige kendetegn: De sølvgrå øjne og sine vinger.
Magi
Magisk evne (1): Kan ændre størrelsen af sine vinger.Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet
Magisk evne (2): Magisk detektion – Athanasius kan ved brug af sine sanser finde frem til hvilken type magiske evner andre chars har.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet
Personlighed
Talenter: God med et sværd, god til at holde et overblik over diverse situationer og ikke miste fokus, smidig.Svagheder: sin opvækst/familieforhold og bedraget af Andariel. Det irriterer ham ikke at være ret kreativ, da han er meget fascineret af hvad, andre kan frembringe med deres hænder. Hans forhold til kærlighed er meget forvrænget. Han kan til tider virke lidt bitter – andre tider nærmest ligegyldig overfor omverden.
Interesser: Fred og ro, sit arbejde, fægtekunsten.
Drømme/ønsker: Athanasius ønsker sig bare et stille og roligt liv. Han vægter ærlighed og sandhed meget højt.
Elsker: At kikke på kunst og håndværk. En god sværdkamp – dog helst for øvelsens skyld.
Hader: Bedrag, snyd, vold, krig, uærlighed, løgne.
Helhedsindtryk af personlighed:
Athanasius er en rolig og velovervejet mand. Han kan godt virke seriøs eller til tider direkte bitter, men oftest har han en mere ligegyldig tilgang til begivenhederne omkring sig. Han kan godt engagere sig i omgivelserne, men det er når han selv lyster. Oftest følger han reglerne, men nu og da er reglerne bare ikke gode nok – eller går ham imod – kan han godt finde på at bøje dem en smule eller se efter smuthuller. Han er meget fascineret af folk, der har kreative evner og kan godt bruge lang tid på bare at observere nogen, der skaber noget med hænderne.
En anden side af Athanasius er den, man oftest ser om aftenen efter en lang arbejdsdag; der kan lees og larmes med et krus mjød i hånden, og han er knapt så tilbageholdende og fornuftig, som man ellers møder ham.
Baggrundshistorie
Forhistorie:Der var engang to elvere. En smuk og yndefuld skovelver, der med sine sølvgrå, leende øjne kærligt tog hånd om sårede og syge i Lindeskoven. Hendes elskede, en af de vildere sjæle fra bjergene, og hun måtte mødes i smug, da hendes familie ikke brød sig om ham. Han var grovere, mere taktløs, og hans mørke, viltre hår og mere brutale våbenfærdigheder afskrækkede dem, og skønt han ikke var anderledes end de andre bjergelvere, så hendes familie ham som sådan. De søgte tilbage til deres fælles rødder sammen; tilbage til Mørkets Skov, hvor de mødtes i stjålne favntag og strøg tårerne af hinandens kinder med blide kys. En romance der var dømt til døden nærmest før, den var begyndt, skønt ingen af dem havde ondt i sinde.Netop en af disse solløse eftermiddage, hvor de to elvere lå side om side i græsset og så op i træernes kroner, hånd i hånd i tavshed, blev de fundet af en dæmon. Varsomme mødte de dette mørkets væsen, og bjergelveren trak sin smukke elskede om bag sin ryg for beskyttelse. De blev spurgt om deres tilstedeværelse i skoven og svarede forsigtigt med sandheden. Hvad der fik dæmonen til at tilbyde sin hjælp, vidste ingen af dem, men bjergelveren var forsigtig. Prisen var høj, men rimelig, og de indgik en aftale med dæmonen for at få hans hjælp til at få hinanden.
Men ak, bjergelveren stolede i sit inderste ikke på mørkets skikkelse, og for at beskytte sin elskede, gik han bag om ryggen på dæmonen i et farligt spil. Da han blev afsløret, kostede det ham livet, og den smukke skovelver var efterladt uden at ane hvad, der var sket med ham.
Årtier gik, og smilet falmede mere og mere fra de sølvgrå øjne, der blev matte. Hvor var hendes elskede?
I mellemtiden var bjergelveren genopstået med to smukke englevinger på sin ryg. Hans tidligere liv blot en tåge, og han havde vandret i årtier på jagt efter en dæmon med tanke om at tage dennes liv. Hvorfor vidste han ikke helt, men følelsen i ham var så stærk; det var næsten den eneste følelse, der stod klart i hans sind … I alt fald til det øjeblik, hvor skæbnen atter lod de elskendes veje krydses. Alt vendte tilbage, og de to kastede sig grædende i hinandens favn og stod der i skårene af deres tabte fremtid sammen.
Den eftermiddag blev et lille kim til en anderledes fremtid plantet i skovelverens liv. Ingen af dem vidste noget, som han på ny drog af sted på sit hævntogt over dæmonen, der havde kostet ham livet.
Tiden gik, kampen mellem engel og dæmon tog til, og de to opbyggede et indædt had til hinanden. De søgte konstant at knuse hinanden, og skovelveren måtte sande, hun havde tabt sin kærlighed. Hun fandt trøst i det lille liv, der groede indeni hende, og da hun ikke længere kunne skjule det for sin familie, drog hun alene ud i skoven for at være i fred frem til fødslen.
Før den store dag oprandt, ville skæbnen dog, dæmonen opdagede skovelverens hemmelighed. Han ventede og så tiden an, og da fødslen var i gang, trådte han til … Englen hørte sin elskedes skrig, og han fløj så hurtigt, han kunne. Men for sent. Synet, der mødte ham, da han nåede frem, var grusomt; hans elskede i en pøl af blod, hendes bugnende mave sprættet op og tom, døde øjne stirrende tomt op på ham og munden frosset i et skrig. Et barn? Havde der været et barn?
Barndom: Athanasius voksede op hos dæmonen Andariel, der havde dræbt hans mor. Han var uvidende om kampene mellem denne og hans egen fader og fik ikke sandheden at vide. Det var en hård og streng opvækst med en del klø og mange irettesættelser, og Athanasius var ikke ret gammel, før han forsøgte at lære at forsvare sig. Snart fik han et sværd mellem hænderne; noget der tydeligvis morede Andariel, der trænede ham næsten lige så meget, som han slog ham omkuld.
Da han var otte, opdagede han hvordan, han kunne ændre størrelsen på sine vinger. Hidtil, når han havde øvet sig i at flyve, ville de pludselig og ud af det blå ændre på sig helt uden, han anede hvorfor eller hvordan. Opdagelsen vakte stor begejstring, for når han lærte at mestre det, ville han ikke længere være begrænset til at holde sig tæt til jorden – så han ikke slog sig ved et fald. Knægten brugte mange lange timer på at øve sig.
Hans anden evne var straks sværere at få has på. Nu og da fornemmede han ting, men han var usikker på hvad, det var, og det var et rent tilfælde, da dæmonen opdagede det. Også her hjalp Andariel ham med at lære at mestre sin evne, og Athanasius var en ihærdig elev.
Ofte syntes hans barndom ikke at være meget andet end én lang forberedelse på noget, han end ikke selv vidste hvad var.
Fortid frem til nu: Årti efter årti gled forbi, og Athanasius voksede til en ung mand. Mange gange var Andariel væk i ugevis, og mens han var alene, søgte Athanasius viden udefra. Han fandt en aldrende minotaur, der lærte ham at læse, og korte rejser til Balzeras markedsplads gav ham bøger, som han ivrigt sugede viden til sig fra. Han trænede også meget, både sin magi og sine kampteknikker, og ofte sad han sent om eftermiddagen på trappen til minotaurens hytte og lyttede til hans historier, når de to var færdige med at træne.
Athanasius voksede sig stærkere og stærkere som årene gik, men også klogere og klogere. De mange timer brugt med minotauren gjorde ham godt, og han lærte at styre sit temperament og vogte sin tunge overfor Andariel, der skønt han ikke var ondsindet eller voldelig, havde ringe tålmodighed med Athanasius.
Dagen for Andariels planer oprandt, som Athanasius fyldte hundrede år. Omsider fortalte dæmonen ham hvor, han havde befundet sig i den tid, han havde været borte; han fortalte om kampene med englen, der ønskede ham død. Han spandt løgne op omkring denne engel, der ønskede at se blod; om hvordan han havde slået Athanasius’ mor ihjel og var blevet fundet med kniven hævet over Athanasius selv. Andariel havde reddet ham, men englen helmede ikke, før dæmonen lå død for hans fødder. Athanasius’ vrede blev vakt, og det tog ikke mange yderligere skub fra Andariels side at skubbe den varmblodede yngling ud i hans eget hævntogt.
Athanasius brugte ikke lang tid på at planlægge sit angreb; han fik den viden, han behøvede, fra Andariel, der formanede ham at være forsigtig og passe på sig selv. Som han drog af sted, var hans følelser for og tanker om dæmonen varmere end nogensinde, og det var for hans så vel som for sin afdøde mors skyld, Athanasius drog ud i kamp.
De mødtes stål mod stål, hvor Athanasius overraskede ham en sen aften. Englen, hans had sådan var rettet imod, blokerede hans slag og syntes nærmest at blegne, som deres blikke mødtes, og Athanasius brugte det til sin fordel. En lang flænge sås over englens brystkasse, om end overfladisk, og han bakkede med et vantro blik og sænkede sit våben. Jeg kan ikke kæmpe mod dig … Ordene og ikke mindst tonen skulle klæbe til hans minder i mere end et århundrede efter den dag, og ligeledes hans egen stemme, skinger af raseri, som han beordrede sin modstander at forsvare sig. Englen var så tåbelig at ryste på hovedet, og med tårerne løbende over sine kinder, faldt han på knæ foran Athanasius. Min søn … Det var de sidste ord, englen nåede at udtale, før sværdet gennempiercede ham, og han kort gispede, før han sank sammen på jorden. Død.
Rystet over sit første møde med døden, trak Athanasius sig baglæns væk og endte på halen, baskende let med de mægtige vinger. Han stirrede på liget foran sig. Søn?
Nogle dage senere nåede han tilbage til Andariel, træt og forvirret, og han krævede svar. Svar der viste sig at være voldsommere end hvad, han havde håbet på, og i ren og skær rædsel tog han flugten. Andariel så efter ham med et tænksomt blik, men gjorde intet for at stoppe ham – hverken da eller siden.
Athanasius brugte et par årtier på at rejse rundt i Krystallandet og blive klogere på den verden, han boede i. Langsomt vaskedes hans blodige hænder, og skyldfølelsen forsvandt lidt efter lidt, mens han strejfede omkring.
For omkring halvtreds år siden endte han i hovedstaden, hvor han søgte ind som byvagt. Måske det delvist var for at dulme de sidste rester af dårlig samvittighed og gøre bod på sine synder, men han holdt nu stadig på, et job var et job, og han var god med et sværd. Lige siden har han søgt en rolig tilværelse og har forsøgt ikke at blande sig alt for meget i de ting, der er sket omkring ham. Krig interesserer ham ikke, og han holder sig uden for dem, når han kan.
Værste minde: At opdage, den engel, han havde dræbt, var hans egen fader, der havde kæmpet for ham, og at Andariel derfor havde narret og bedraget ham.
Bedste minde: Minotaurens historier, mens solen gik ned.
Barndomshjem: Ruinbyen i økenen
Familie: Moren blev dræbt under fødslen, Athanasius blev forledt til at dræbe sin far, og han er opvokset med dæmonen Andariel som sin ”værge”.
Færdighedspoints
Fysisk styrke: Over middelSmidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Elendig
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Middel
Chatboks
IC-chat▽