Verden havde forandret sig ikke så lidt siden angrebet på hovedstaden næsten et halvt år tidligere og Maralinda var ikke helt sikker på om hun brød sig om forandringerne. Ikke dem alle sammen under alle omstændigheder. Hvor lyset havde triumferet over mørkets tilbagetog havde hun flygtet fra området så naturligt som det kunne lade sig gøre og ikke set sig tilbage. Dæmoner var aldrig rigtig velkomne nogen steder og efter de rædsler de havde været med til at sprede over den sammenbidte hovedstad, så havde hun ikke skulle nyde noget af at blive afsløret som en af den hadede race.
Der var også det lille problem at hun ingen anelse havde om hvem der kendte pigen, hvis krop hun havde taget til sin egen, og et uheldigt møde der hurtigere end noget andet kunne få hende gjort til jaget vildt. Noget hun afskyede så meget som det træk i hendes sind der kun var blevet være som båndet var strukket ud over en længere afstand. Det måtte hun også se at finde et loophole til og det hurtigt.

For nu var hun dog i Tysmørkely og så langt fra trækket i hendes sind hun kunne komme. Det var ikke noget specielt ophidsende sted at være og det var da også tydeligt at byen stadig led under den dårlige høst og de mange træfninger der havde været det sidste år. Værre endnu havde pesten fået sit tag i hele landet efterhånden og folk så mistroisk på alle de kom forbi. Maralinda ingen undtagelse for skønt hun havde skjult det afslørende røde hår under hætten på den grå kappe, så var hun tydeligt et barn og alene.
"Hey! Tøs! Læg den tilbage dit rakkerpak!" Maralinda reagerede først ikke på tilråbet for hun havde for en gang skyld ikke den mindste grund til at tro det var hende det var henvendt til. Hendes blik havde måske gledet over bagerens udvalg, men hun havde ikke taget noget eller følt sig specielt fristet. Så taget i hendes skulder kom bag på hende og fik hende til at se påtaget chokeret på ham, som hun blev drejet om. Det var et udtryk udviklet til perfektion og som var let at finde frem når krævet. "Hvad? Jeg har ikk' taget noet!" Uskylden var at læse i hendes lysebrune øjne og i hele hendes ansigtsudtryk. Hendes blik gled ned til hånden om hendes overarm og noterede sig handsken der dækkede for den frygtede hud til hud kontakt. Derefter gled det om bag bageren og til en knægt lidt ældre end hendes nuværende krop, der sendte hende et skadefro grin, som han snuppede to brød mere og gjorde klar til at smutte.

At sidde stille et sted kom aldrig til at hue mennesket synderligt meget. De sidste mange måneder havde været en prøvelse. Ikke nok med at hele hans frihed var blevet skrænket ind, som resultat af at afsløre sig selv, så var mistro en forfærdelig ting hele tiden at have hængende over sig.
Ligemeget hvad han gjorde, blev det set på med et hævet øjenbryn - forståeligt, men ikke mindst belastende i længden.

Beon var langt om længe ankommet til et område med mennesker. Ikke at synet var synderlig behageligt eller velkommende. Der var en stank over byen, samt fornemmelsen af uro stak i kroppen på ham. Beon selv var heller ikke den bedste afskygning af sig selv i øjeblikket.
Man skulle tro at mørkets lord allerede vidste hvad han havde gjort og nedkaldt en forbandelse over ham. Han følte sig imidlertid langt mindre speciel ved de mange syn af døde, syge og forfærdede mennesker der mødte hans vej. Det havde blot været et grusomt sammentræf og Tysmørkely var hårdt ramt.
Beon var pakket ind nærmest fra top til tå. Både som afskærmníngen for den stigende kulde i området, men også mindskning af smittefare. Ikke mod sig selv, oh nej, han var allerede ramt. Alt andet ville jo være mærkeligt.
Nej, hanskerne der dækkede hans hænder, tørklædet der sad halvt over hans ansigt og det generelt fuldstændig dækkende, om end slidte tøj, var for andres beskyttelse, og lidt for at skjule at han selv var ramt.

En mandestemme skar igennem luften ganske nemt og uforstyrret, og fik Beon til at vende hovedet med en knap så overrasket mine. Tyverig var ikke ligefrem unormalt. Hvad der var unormalt var at pigen ikke engang tilnærmelsesvis skiftede tilstand. Normalt når man ignorerede, men vidste man var skyldig var det svært at skjule et svagt gip i kroppen og nervøse miner.
Beon kunne overvåge scenariet nemt, både bagerens konfrontation af en barneskikkelse, og en knægts tydelige udnyttelse til at hive flere brød til sig.
Det var som om tiden gik i stå. Han mærkede et stik til at blande sig. Mærkede trangen til at gøre blot et eller andet. Retfærdig var aldrig noget han havde anset sig selv for at være. tvært imod var det gavnligt at en anden fik skylden for ens egne ugerninger.
Den eneste måde hvorpå begge ville havde mulighed for at slippe væk, var så godt som umulig.

Den handskebeklædte hånd ramte Bagerens skulder, roligt og ikke spor truende eller ondsindet. "I disse dage ville jeg ikke vende ryggen til min bod, gode herre" Hans stemme var neutral og gennemtrængende rolig, som de lyse blå øjne så på ham et par sekunder inden han kastede blikket tilbage mod knægten, som var hurtig til at opfange at han var afsløret.
Beon håbede i sit stille sind at bageren løb efter knægten. Det var trods alt ham der havde gjort bageren uret i første omgang. Alligevel føltes det som om, at ligemeget hvilket valg han havde taget, ville der altid være en taber.

"Så det har du ik', tyvetøs! Bordet si'er ellers no'et andet!" Taget i Maralindas skulder var ikke blevet mindre som bageren vredt vred hende rundt så hun stod med ansigtet mod bodens bord, der ganske rigtigt havde flere tomme pladser hvor brød var forsvundet. Det var ikke længe han holdt hende der, før hun blev revet tilbage til at se på ham. Hendes udtryk havde dog ikke mistet den forargede uskyldig det havde haft fra hans første beskyldning faldt eller hendes antaget nogen former for fortrydelse.
Maralinda mødte hans blik, som hun mentalt slog en blid klo i knægtens sind og holdt ham fra at reagere på faren for opdagelse som han normalvis ville. Ikke så svært endda og heller ikke specielt kompliceret at række ud efter bageren næst.
Mere nåede hun ikke før det hele tog en uventet drejning. I alle de år Maralinda havde levet fra hånden til munden på gaden som i fornemme hjem, så var de yderst få gange hun havde oplevet at nogen blandende sig for at hjælpe et gadebarn. Samles kunne folk sagtens og more sig over de uheldige på begge sider. Fryde sig over en tyv der fik sin straf eller more sig over den uforsigtige sælger der fik franarret sig varer. Denne mand blandede sig. Utroligt!
Han afledte bageren uden at denne dog slap sit tag i Maralinda, før mandens blik ledte bodejeren på sporet af den virkelig bagmand. Muligheden gjorde Mara ubesværet til vished og som hun blev sluppet med en banden styrkede hun ubekymret bagerens vrede mod knægten. Denne lod hun med et lille smil få al den opsparede flugtmentalitet på en gang og hans udtryk så meget som hans følelser var det hele værd.
Også at se bageren droppe al fornuft og løbe bandende efter bageren.
Langsomt vendte hun sig om mod den fremmede og lod blikket glide over ham. Ikke meget var at se på den måde han var pakket ind, så vanemæssigt rakte hun ud efter hans sind. En følelse af velkendthed og tillukkethed ramte hende. Nok til at hun lagde hovedet på skrå, som hun så op på ham. "Har du for vane at redde piger i nød?" Spørgsmålet gled fra hende i stedet for en tak eller anden anerkendelse af hans hjælp.

Bageren så ikke ligefrem tilfreds ud overfor at en fremmed blandede sig i hans gøremål. Specielt ikke når han stod og var nærmest ved at snerre det gode stykke ud af et pigebarn, som rent faktisk ikke havde været synderen. I dette tilfælde. Beon kunne ikke undgå dystert at tænke, at i et andet tilfælde kunne hun vel sagtens havde forgrebet sig på varerne. Gadebørn havde aldrig haft det nemt og at få mad hvor man kunne det, var en nem løsning.

Et overrasket øjenbryn løftede sig ved bagerens mere brutalle måde at reagere på, med langt stærkere følelse end hvad den indpakkede Beon først ville havde regnet med. Irritation og vrede kunne han nemt havde koblet sammen, men direkte at løbe bandende som en tågehorn med arrigskab lysende ud af øjnene, frembragte en overrasket og måske endda bekymret mine. Han virkede en kende anelse gal.
Tanken han nåede at tænke som noget lidt for velkendt kildede i hans sind og bragte hans fulde opmærksomhed tilbage til pigen på et splitsekund med genkendelse skinnende ud af de lyse blå øjne.
"Ikke just.. Forandringer fryder. Er det ikke sådan man plejer at sige." det lignede ikke hende. Ikke det fjerneste. Det røde hår var en skarp indikator til at han tog fejl, men generelt var hele kroppen anderledes, selvom den var en vis aura omkring hende. En svag fornemmelse, som han ikke kunne bekræfte.
Et jag gik igennem mellemgulvet på ham, der forvred hans ansigt og den behanskede og godt tildækkede hånd blev løftet op og bremsede en hæs og smertefuld hosten. Beon vendte blodsiden af hånden væk og tørte den af i kappen. "Men jeg ville ikke blive hængende for længe.. Han virkede ikke helt sindsfrisk." Beon begyndte at vandre ned af den brostensbelagte gade, egentlig en anelse uinteresseret i om pigen fulgte med eller ej, selvom han stadig gik og undrede sig bag de mange klude af tøj.

Øjeblikket af uopmærksomhed på hende forsvandt næsten så snart Maralinda havde sneget en føler ind i mandens sind og reaktionen fik hende til at hæve et øjenbryn modsvarende. Ikke mange reagerede på hendes nærvær, men hun var ikke i tvivl om at han havde gjort lige det og der var kun en i levende live hun vidste havde en sådan fornemmelse af eget sind og som kendte hende også - Beon. At se ham indhyllet og ussel som han havde været i fangekælderen var ikke hvad hun havde ventet og vækkede hendes nysgerrighed. Han havde været en del af mørket trods alt, så hvorfor var han stadig her?
Hans ord fik et ubekymret smil fra hende. "Det har jeg da hørt nogen gøre... og nogen alt andet end gøre..." Det var trods alt ingen rar forandring verden havde været igennem på det seneste, så en del frabad sig dem efterhånden helt. Hun havde heller ikke været helt begejstret for den forandring hun havde været igennem til en start, men den nye krop og de lejlighedsvise formanende tanker hun mistænkte kom fra Emily var en smule forstyrrende stadig. Ikke at hun lyttede til dem. Endnu.
Så bukkede Beon sammen og en forledende smerte strøg fra ham og lige til Maralinda. Helt anderledes end den smerte der havde emmet fra ham på grund af de afrevne vinger, helt anderledes end den fra en gennembanket krop. Mere nedbrydende og udmarvende. Pestens smerte i de sene stadier. Hun gjorde intet for at forstærke den. Nød bare dens kraft som den var og de muligheder den gav løfter om.
Til Beon talte og vente sig fra hende.
"Nah, ikke helt.." Så satte hun i bevægelse og fulgte efter ham i en hoppende gang der hurtigt fik hende frem foran ham, så hun kunne se på ham, mens hun bevægede sig baglæns. "Men altså - Beon... den hoste der. Den burde du få gjort noget ved."

Pigen havde ret i sit udsagn. Forandring var både på godt og ondt, alt efter ens standpunkt. Forandringen verden i øjeblikket gennemgik fik ikke mange til at klappe i hænderne af glæde - men nogen gjorde det. Eye of the beholder var kodeordet i denne sammenhæng. Beon sukkede træt og nikkede kort til hende som svar. Han var for træt til at komme med mange indvendinger eller sætninger. Faktisk foretrak han at rende mut rundt den sidste tid.

Pigen fulgte efter ham, hvilket ikke ligefrem gjorde nogen forskæl for ham i øjeblikket. Han havde allerede gjort mere end han burde ved at blande sig. Mødet med Gloria og hendes familie havde da virkelig haft en irriterende indvirkning på ham. Beon løftede blikket fra jorden og så en anelse ligegyldigt op på pigen der vimsede rundt foran ham, som havde hun ingen bekymringer i verden. Uforståeligt, når verden så ud som den gjorde nu, men hvem vidste hvad fanden han nu var fundet frem til og potentielt havde reddet fra en sur bager.

Al træthed og blankhed forsvandt sekundet han hørte sit eget navn. De matte blå øjne blev intense og fokuserede direkte på pigen, ignorerende alt andet omkring dem som han stoppede op for at stirre på hende. Hendes snakken om hosten var ligemeget, men han var sikker på at han aldrig havde mødt en rødhåret unge før. I hvert fald ikke lige den her rødhårede pige.
Han blinkede et par gange, gik deres møde igennem og huskede den ganske svagt velkendte følelse i sindet der havde bragt ham kort ud af fatning. Beon lukkede øjnene og sukkede dybt, inden han langsomt satte i gang med at gå igen. "Ja, det burde jeg nok.. men kuren hænger ikke ligefrem på træerne, Mara.." han håbede da det var hende, selvom han ikke kunne være sikker. Det ville være træls at ramme forkert, men så igen. Han havde aldrig nogensinde i sit liv mødt nogen der kunne det samme som hun kune. Så helt forkert på den var han nok ikke.
Nu begyndte undren at melde sig. Hvorfor hun havde denne skikkelse nu i stedet for den anden. Hvad hun lavede i Tusmørkely og hvor det altid var ham der skulle løbe ind i hende når hun var ude på narrestreger!

Maralinda holdt sig med lethed foran Beon og samtidig ude af hans rækkevidde. Hendes skridt var legende og hendes smil fyldt med spilopper, som hun betragtede hans verdenstræthed forsvinde som dug for solen, som hendes brug af hans navn trængte ind. Liv vendte tilbage til de blå øjne og intelligensen var igen så åbenlyst der, som den altid havde været øretæveindbydende for mandens omgivelser. Hun hoppede lidt rundt i en cirkel om ham, som han stoppede op og sendte ham bare et muntert smil.

"Emily." Rettelsen kom uden tøven eller specielt meget omtanke. Det fik dog Maralinda til at stoppe op og se nærmere på Beon. Så rystede hun let på hovedet, før hun badede ham i et indforstået smil. "Der er jo ingen grund til sådan at lufte navne, hvor de kan opsnappes..." At det langt fra var hele hendes fulde navn var en ting og gjorde det rimeligt ufarligt, men der var visse personer hun helst ikke så fik nys om hvor hun befandt sig for tiden. Personer Beon sikkert heller ikke ønskede fandt ham.

Med det afklaret satte hun fokus tilbage på Beons ringe tilstand. "Men den er jo heller ikke helt umulig at skaffe..." Hun smilede stadig til ham. Nu stod hun dog stille og så op på ham med det bedårende blik der var så langt fra intelligensen bag og det beregnende sind. Hun vidste udmærket hvad kuren var og hvad den kunne koste - men så sandelige også hvilke muligheder der lå i den.

Hendes opførsel burde havde ringet en klokke langt før. Specielt som hun begyndte at hoppe rundt i en cirkel omkring ham. Beon ville ikke helt indrømme at hendes opførsel morede ham svagt. Ganske let, selvom han nægtede at løfte bare en smule på smilebåndet. Han var stadig for træt til alt for mange overraskelser og følelsesudbrud.

Beon så undrende på hende. Han var helt sikker på at det var hende, selvom navnet tilsyneladende havde ændret sig. Hendes begrundelse for at skjule netop det navn han havde lært hende at kende ved, var egentlig ganske fornuftigt. Dæmoner var ikke særlig velsete generelt og lige nu var de som jaget vildt. "Den følelse kender jeg godt" Beon havde heller ikke den vildeste lyst til at reklamere for meget med hvem han var i øjeblikket. Det var heldigvis nemt for ham at falde i et med omgivelserne, men Beon kunne ikke på nogen måde skifte krop, selvom han nogen gange ville finde det yderst effektivt.

Beon stoppede op et par skridt tættere på hende og så end på hende. Han var stadig højere end hende, men det var ved at være så lang tid siden at han havde set hende at han faktisk var i tvivl om det var samme højde som altid. "Nej, det er den ikke." med en undertone af, at ja nogen kunne skaffe den, men lige præcis Beon havde nok umådelig svært ved det. "Jeg har ikke ligefrem mange at spørge efter kuren" bevist vælgende ikke at sætte helt ord på alt ved den. Nok så de ud til at være nogenlunde alene på gaden, en af bitter erfaring vidste Beon at der nok altid var en eller anden der forsøgte at lytte. Det fortalte hans paranoid ham i hvert fald.

"Undrer mig ikke... Hvor mange er på nakken af dig lige nu?" Maralinda så svagt morende på ham. Da de havde mødtes havde hans behandling af hende sået en flig mellem ham og hendes faderne omhav. Hvorfor havde hun aldrig fundet ud af, men grundigheden i med hvilken Beon var blevet tortureret til sin rolle i kælderen havde været lidt for.... grundig. Det var dog fortid nu og Beon havde noget hun gerne ville have. Det forventede hun i hvert fald og det var en af grundene til hun havde fulgt ham. Det og så at hun havde den der sære følelse for ham, der blev ved med at dukke uventet op. Ret forstyrrende faktisk.

Hendes smil blev ikke mindre som han stillede sig til at tårne over hende. De ekstra centimeter hun havde fået ved at blive ældre havde bestemt gjort det anderledes at se op på ham. Også fordi hun havde Emily siddende i det lille hjørne og have ondt af ham. En endnu mærkeligere følelse end den hun selv havde for Beon. Nok også en hun burde gøre noget ved. En dag. "Men du har nogen?" spurgte Maralinda uskyldigt. Havde han ville hun da gerne vide det, men hun tvivlede lidt. Det var da også derfor hun holdt hans blik og lagde hovedet let på skrå. "Men hvis de ikke kan hjælpe dig, så kunne vi måske blive enige om noget.... Alt efter selvfølgelig hvad du er villig til at give for dit fremtidige liv?" Hun var meget direkte, men han var alt andet end på toppen og hun ville gerne have en aftale før hans hjerne smuldrede helt hen.

Beon kiggede på hende med et hævet øjenbryn over hendes meget direkte spørgsmål, der til sidst frembragte et træt suk fra ham. "Lige nu? Nok både lyset og mørket.. Jeg er ikke en populær mand" Han forsøgte at smile, forsøgte at tage lidt let på det, men det skete ikke rigtig. Det var trættende at være så eftersøgt og ikke mindst hadet. At afsløre sig selv havde føltes som det moralske bedste at gøre, men det havde tydeligt ikke talt til hans fordel bare det mindste.

Beon kiggede længe på hende, med de blå øjne der nægtede at give op på deres intensitet, trods trætheden der malede sig tydeligt i alle hans andre træk. Han rystede til sidst på hovedet, inden han egentlig ville havde fjernet blikket fra hende, men hun så insisterende på ham. Som at hun ikke var færdig. "Det kommer helt an på hvad du vil have" nogle ting var værd at opgive for sit liv, men ikke alting. Selv en kujon som Beon der frygtede at dø, nok mere end noget andet, var ikke villig til at betale alt. Han vidste for meget efterhånden til at være ligeglad med hvad han gav videre. Det føltes mærkeligt nok som en hel normal samtale at have. At de bare snakkede normalt og egentlig ikke var i gang med at lave en bindende aftale, såfremt han gik med til kravet. Det var på samme tid, afslappende men også voldsomt forstyrrende. Måske var det mest af alt fordi det var Mara. Der var noget over hende, der gjorde sådanne samtaler lette og rolige, fremfor frygtindgydende og hårde.

"Eller også er du en meget populær mand?" Maralinda blinkede let til Beon stadig med muntert spillende øjne. En presset Beon var en lettere at forhandle med Beon eller det regnede hun i hvert fald med. Han havde ryggen mod muren på flere måder ligenu og med døden krybende ind på ham fra alle sider så måtte hvad hun kunne tilbyde være mere spiseligt end ellers.

Der kom da også lidt mere liv i hans blik, som hun kom ind på en forhandling. Det havde hun håbet på der ville for at se ham sammensunket og opgivende var ikke til at arbejde med. Et lille smil krusede da også hendes læber, før hun hævede et let spottende øjenbryn af hans benægtende svar. Det var altid rart at vide man var sidste udvej. Meget rart. Hun havde da heller ikke forventet han ville sige hvad som helst som bytte for kuren. Det ville være dumt og var der en ting han ikke var så var det dum. Lidt tåbelig og ikke altid for heldig, men han forsøgte faktisk at bruge den inderside han holdt andre ude af.

Det var da også en meget bestemt ting hun gerne ville have fra ham, så som hun holdt hans blik, lagde hun hovedet let på skrå. "En ganske lille ting." Hun holdt en lille pause for at notere sig om nogen var dem nær nok til at lytte, før hun fortsatte. "Jeg ved du har rejst meget og på dine rejser besøgt mange steder med bøger. Du har gemt hvad du har set i dine minder og jeg vil gerne se hvad du har set og hvor du har set dem." Hendes stemme var alvorlig og hendes blik det samme. Alderen var for en gang skyld synlig i bunden af blikket og understregede kun hvor misvisende hendes skikkelse var. "Er det indenfor hvad du vil give for dit liv?"

Beon sukkede dybt og kiggede træt på hende et øjeblik. Populær, upopulær. Det gav det samme for ham i sidste ende. Folk ville ham enten til livs eller lukke ham inde i en fangekælder til han rødnede op.
Maras vending til en forhandling vagte ham dog op igen, med tankerne mere fokuseret.

Et øjenbryn skød automatisk i vejret, ved nævnelsen af en ganske lille ting.. Ja, lille ting, det afhang af mange ting. Men han lyttede, eftertænksomt og fokuseret. Han skulle ikke misse et eneste ord i hendes forslag.
"Så. Lad mig forstå det her rigtigt." Beon stoppede op igen og holdte fuld front mod hende, mens han så undrende på hende. "Du vil have mine minder om bøger, deres indhold og hvor jeg har set dem?... og ikke andet?" for ham ville det være en lille ting, selvom nysgerrigheden prikkede faretruende til ham! Han var nysgerrig efter at vide hvad hun skulle bruge det til. Meget nysgerrig endda. Alligevel følte han at der stak mere bag, han var som altid skeptisk. Men hvis det virkelig var alt - så tog han imod det.

Hendes ord havde den ønskede virkning kunne Maralinda se som Beon virkede til at live en smule mere op, men mest af alt virkede til rigtigt at fokusere på hende. Til da havde han mest af alt set ud til at tælle minutterne til han gik forover og ikke kunne rejse sig igen. Spild af potentiale og det var der da heldigvis noget hun kunne gøre noget ved - hvis han ellers ville.

Et smil sneg sig da også tilbage på hendes læber ved hans tydelige mistro. Hun holdt dog roligt hans blik, som hun nikkede let. "Kun det ja - både dem du kan huske bevidst og dem du ikke kan." Hun kunne se nysgerrigheden vågne i ham. Den følelse der havde fået dem begge i problemer så mange gange og den der gjorde det værd at leve. "Kan vi indgå en aftale?"

Den ville ikke blive indfriet hvor de var. Hun havde set hvad det krævede for en pestramt at blive rask og hvor længe det kunne tage. Noget hun måtte have tålmodigheden til, men forhåbentlig ville hun kunne lokke historier eller anden underholdning ud af Beon. Han havde trods alt en tendens til at rode sig ud i problemer med alle de forkerte.

Beon så længe på hende. Stadig mistroisk, men han begyndte at bløde op. De blå øjne der havde set intenst ind i hende i lang tid, for at finde blot det mindste som afvigede fra hendes sagte ord, blødte om til at være mere rolige og trætte igen. Som havde han brugt alt energien på at være skeptisk. Hvad havde han efterhånden at miste? At falde over dæmonblod skete simpelthen bare ikke, og her stod Maralinda og tilbød det friviligt, for noget så simpelt som oplysninger omkring bøger.
Selvfølgelig var oplysninger meget værd, også selvom man ikke vidste hvad de kunne bruges til, men han var efterhånden ligeglad. Om hun vidste det eller ej ville nok ikke gøre nogen stor forskel for ham alligevel, og hvis det gjorde. Ja, så havde han jo taget en dårlig beslutning i dette øjeblik.

"Ja, men ikke her. Der er for mange øjne" nok holdte folk ikke direkte øje med dem, men begyndte de at vifte om sig hvad deres aftale gik ud på, ville mængderne snart kaste sig over dem begge, hovedsageligt hende. Beon satte en smule stivbenet i gang igen og affandt sig med skæbnen. Lige nu var hans liv mere værd end oplysningerne fra nogle gamle bøger ham måske ikke engang kunne huske at havde kigget i - i hvert fald efter hans egen mening.

Maralinda gav Beon al den tid han havde brug for. At han var mistroisk for hvad hun skulle med den viden og hvorfor hun ville forhandle sig til den var hun slet ikke i tvivl om, men det var så sundt for ham at spekulere. Det holdt indersiden i gang og det havde han i høj grad brug for at den var.

Han kom da også frem til den konklusion hun gerne ville have og med passende forbehold for omgivelserne. "Enig!" Som han satte i gang gjorde hun det samme - noget mere livligt og legende - til hun lige så dikret fangede hans behandskede hånd og hans opmærksomhed. "Jeg kender tilfældigvis også et eget sted, hvor ingen vil se eller høre dig stå kuren ud..." Hun smilede op til ham på den enerverende måde hun vidste fik ham til at mistænke hende for at have manipuleret ham grusomt. Det var nu mest for at drille ham lidt og holde ham i gang. At hun kendte til en forladt gård lidt udenfor byen var et rent held og ikke et spørgsmål om andet end det.

Beon brummede en smule både ved hendes pludselige valg af at tage om hans behanskede hånd, samt derefter at frembringe endnu mere bekymring og mistanke til det valg han lige havde taget. Det føltes nærmest som om at hun havde planlagt det hele fra hun stod op om morgenen. At hun vidste at han tilfældigvis ville befinde sig i denne by på dette tidspunkt. Det gav et let kuldegys ned af nakken. Hvor længe havde hun været efter de oplysninger?

Beon trak dog ikke hånden til sig, men lod hende holde den. Faktisk fungerede det fint til at guide ham i den rigtige retning uden at det så mistænkeligt ud for omgivelserne. Folk kunne jo nemt tro at de var i familie. Dertil, når han var så syg som han var, undgik de fleste at komme i nærheden. "Hvornår blev du rødhåret?" lidt mere anstændigt spørgsmål end at galpe op om hvornår hun havde skiftet ham!

At tie var at samtykke og alt det svar Maralinda fik. Det gjorde hende ikke det store og hvad mere sigende var nok også det blik hun modtog fra Beon. Et blik af så dyb mistro og fortrydelse at hun ikke kunne andet end smile uskyldigt tilbage op på ham og lede ham lige så stille ud af byen og ud mod den forladte gård.

Hun var sig folks blikke bevidst, som de fulgte dem varsomt. Det var urolige tider og synet af Beon var ikke et velkomment et i en by der så let kunne bukke under for den smitte han kom med. Det gav også ham dømmende blikke for at være i nærkontakt med et barn der stadig så raskt og uvidende ud.
"Lige efter angrebet på Hovedstaden." Hun smilede let til ham, før en irriteret skygge gled over hendes ansigt og hun en anelse utilfreds tilføjede. "En del bygninger styrtede sammen og flere forsvandt med dem, så..." Hun skar en grimasse. Det havde været usigeligt ubehageligt at mærke bygningen styrte sammen omkring hende og ned over hende. Endnu mere at mærke kroppen hun havde haft så længe blive knust til ubrugelighed. "Det er lidt anderledes at være ældre, men jeg tror jeg kan li' det." Hun havde da også en plan om at blive ved med at vokse en tid endnu.

Gården var ikke noget opløftende syn. Den havde tydeligvis været forladt et stykke tid for taget hældede faretruende og bevoksningen var ved at tage over på gårdspladsen og op af hovedhuset. Stalddøren hang også i det ene hængsel. "Jeg overnattede her i nat. Langt bedre end under åben himmel. Der er også en seng vi kan rense ud til dig til... ja, det er altså ikke nogen behagelig måde at blive rask på..."

I øjeblikket var Beon faktisk ligeglad med hvor synlig han var. Ligeglad med de utal af blikke som strømmede dømmende efter ham, som han tog det ene skridt efter det andet væk fra byen, i følge med et barn. De fleste så på ham med foragt og stærkt dømmende. Ikke at han kunne fortænke dem i det - Men hvad skulle han bruge det til. At være synlig eller usynlig lige nu bar ingen effekt. For dem var han så godt som død alligevel.

Beon løftede et øjenbryn og gryntede let som svar til at det var i hovedstaden. Hendes forandring fra det muntre til mere dystre, fik ham dog til at være lidt mere fokuseret på hvad hun sagde. "Det lyder ubehageligt" Maralinda havde ikke helt frivilligt forladt sin første krop, gik Beon ud fra. Det var i hvert fald hvad han læste mellem linjerne. Der kom et halvt grin fra ham ved de sidste ord. "Forhåbentlig bliver du ved med at kunne lide det" der var ikke så mange veje tilbage når først man var blevet ældre. Så igen - dæmoner havde deres tricks.

Beon kiggede på den noget sølle gård med et lettere mistroisk blik. Han stoppede også op foran det, for at tænke det lidt igennem først. "Hyggeligt.." Det vigtigste var nok, at de med stor sandsynlighed ville blive ladt alene her. Beon havde ikke mange kræfter til at modsætte sig, og trængte efterhånden til at ligge ned. Bare for en stund. Derfor satte han også i gang igen, op imod hovedhuset, gennem den noget bevoksede gårdsplads. "Tror du jeg klare den?" han havde ikke megen tiltro til sine egne odds. Han havde efterhånden været syg længe.

"Det ligger ret godt på skalaen..." svarede Maralinda tørt. Hun havde bestemt ikke været specielt vild med oplevelsen, men lidt på afstand havde det ikke været så slemt igen som i øjeblikket. At skifte skikkelse havde også sine fordele i for en tid om ikke andet at kunne være anonym igen. Det havde også været med til at bryde hendes tankemønster til at se fordelene ved at blive ældre og ikke holde barnets fordele og begrænsninger.
Hun kunne da heller ikke lade være med at sende Beon et underfundigt smil til svar på hans ord. "Ellers er der jo lidt at gøre ved det." Hvad kunne han sikkert regne ud, hvor lidt han end havde lyst til at tænke de tanker. Som del af mørket måtte han jo være rimelig vant til den slags skift af overordnede og andre.

Hun fortsatte som han stoppede op og vinkende ham utålmodigt ind. Ingen grund til at stå ude i det åbne når de kunne få tag over hovedet og skjule sig lidt væk. Planterne ved døren var allerede brudt og skubbet væk fra hun havde været der natten før, hvilket nu gjorde det nemmere at åbne op. Lidt koncentration og Maralinda skubbede skyggerne fra sig til de var erstattet af et blødt lys om hendes person og lige nok til at skelne møbler fra møg. Lys og skygge var heldigvis to sider af samme sag, men det var ikke meget hun kunne få frem af lyset desværre. Der var mørket lettere at trække sammen trods alt.
Det var et enkelt stort rum de kom ind i. En kamin til madlavning og varme i midten med bord til spisning i enden de kom ind i sammen med en dør Maralinda vidste førte til det nærmest tømte forrådskammer. På den anden side af kaminen var to alkover med sovepladser til familien der havde boet her en gang. Hun fortsatte hjemmevant ind af døren og hen efter en forladt lampe for lys. "Har du et fyrtøj?"
Så vendte hun sig og så undersøgende på ham, før hun svarede på hvad han havde spurgt om. "Jeg tror det bliver snert, men at du er for stædig til ikke at klare den..." Hun smilede ikke og hendes blik var alvorligt. Han ville være sikker på hun gjorde hvad hun kunne for ham, for hvis han ikke klarede den fik hun ikke sin del af deres aftale.

At blive kvast ned under en bygning midt under en krig. Nej, Beon kunne ikke lige komme i tanke om noget der ville være på samme skala. Jo, det kunne han nok helt ærligt godt, ønskede han at tænke over det. Men døden var ikke et emne han ønskede at holde alt for tæt på sig lige nu. Med pesten i blodet var døden i forvejen alt alt alt for tæt på livet af ham.
Beon løftede et øjenbryn af hende men valgte at lade hver med at kommentere videre på det. Emnet var i forvejen blev alt for dunkelt og skummelt. Det var bedst at holde sig ude af det.

Beon så på pigebarnet et øjeblik og sukkede derefter dybt. Ja, der var vel ingen grund til at blive stående midt i ukrudtet og blomstre. Med lidt besvær fra samtlige led, begyndte han at gå igen med rute mod døren.
Det var ikke verdens hyggeligste omgivelser de kom ind til. Det var tydeligt efterladt, og støvet havde lagt et tungt lag over møbler og hylder. Uden nogen indvendelse valgte Beon blot at følge med hende, betragtende sine omgivelser. "Ja, et eller andet sted" Beon begyndte at rodde rundt i en lomme, til hans en smule slidte fyrtøj kom frem, som han uden tøven ragte til hende. Han var nået stadiet af træthed endnu engang og stilte derfor ikke rigtig spørgsmålstegn til nogen ting.

Et blanding af et fnys og et meget kort grin kom over ham, omend meget tørt og ingen glæde indeholdte. Hvordan kunne hun være så sikker på at han var stædig nok til ikke at give slip? Vidste pigebarnet virkelig noget om ham om han ikke selv var klar over. "Godt så. Jamen, så er fremtiden jo fastlagt" såfremt hun havde ret. Beon ventede ikke på hendes godkendelse, men gik med det samme hen til en lettere tyndslidt halmmadras og lagde sig ned med et tungt suk. Det var her det virkelig gik op for hvor træt han var.