Isfjorden - aldrig havde noget sted i Krystallandet forekommet så langt væk og hvorfor havde ingen af dem fået noget som helst at ride på? Ikaris, som ridder, burde efterhånden havde fået optjent en mere ædel ganger end sine to egne fødder, men med hendes loyalitet til mørket, havde hun ikke stillet spørgsmål ved hverken dette, eller hendes nye rejsepartner... Desværre.
Et sæt orangegule øjne stirrede trodsigt over på den anden side af træbordet der nu delte vandene mellem de to skikkelser på kroen, hvordan de overhovedet var endt her, kun efter en enkelt dags rejse, var hende endnu et mysterie. Ærligt talt havde hun nok ikke været svær at overtale, at vurdere på den hylende vind og den kraftige raslen mod vinduerne, havde regnen ikke taget af endnu. Ikaris behandskede hånd knugede langsomt om kruset med varm mælk, hun havde aldrig brud sig m alkohol, det sløvede sanserne og ledte en fra sin mission, men tilsyneladende havde Cazador intet problem med dette og havde ikke haft det i et par timer nu.
"Drik ud, så går vi videre, der er langt endnu"
Ikaris stemmer var hverken varm eller indbydene, den var hæs og mørk, ikke en stemme man nogensinde ville forvente fra en kvinde og slet ikke en elver. Normalt var Ikaris ligeledes at finde i en rustning, men ikke denne dag, hun havde vagt rigeligt opsigt under slaget i hovedstaden og havde af samme årsag klædt sig utroligt anonymt, eller i hvert fald så anonymt som en mørkelver kunne. Missionen som hun var sendt på, med den unge rekrut, krævede ligeledes en vis portion stilhed, et krav som hun efterhånden tvivlede på, var muligt at overholde.

ahhh. Der var nu ikke noget som et glas mjød efter fyraften. Det var alt for længe siden at Cazz havde kunne tage sig den slags friheder til lidt selvforkælelse. Faktisk var det første gang i meget lang tid at han var blevet lukket uden for de klamme vægge i mørkets borg. Efter hans mindre... sidespring med generalen, havde han været under skarpt opsyn, og ikke fået lov til at misse en eneste træningslektion med de andre rekrutter. Drævende, ensformige, røvsyge træningslektioner. Så Cazz var glad for luftforandringen. Også selvom de havde sat ham sammen med den grimmeste trunte han længe havde set. Og fuld kunne man ikke engang drikke hende. Faktisk havde alle hans forsøg på at lette stemningen en smule slået fejl hidtil. Og han havde ellers så god en humor.
Og tænk engang - nu bad hun ham om at skynde sig med sin mjød. Hvad tænkte pigebarnet dog på?!
Cazador tog en slurk af drikken, og lod tungen glide over overlæben for at fjerne skumresterne i hans skægstubbe, før han blottede tænderne i et overbærende smil.
"God mjød tager tid at drikke, og desuden er vejret udenfor helt forfærdeligt. Hvorfor bliver vi ikke bare her i nat? Min salige far sagde altid, at det er bedst at starte en rejse veludhvilet og varm."
Den sidste del var en lodret løgn - Cazadors far havde aldrig været en fortaler for komfort. Men hvad ved man også om den slags, når man bor i en hule?

"Vi har vandret hele dagen - lev nu livet lidt lille dame!"

Havde Ikaris været typen der viste nogen form for følelser udadtil havde flere trækninger omkring det ene øje været slående, men dette var ikke tilfældet. I stedet stirrede hun tomt på hendes såkaldte rejsemakker. Hvad havde Ethelihn dog tænkt på? Hun måtte have spist søm. Ikaris havde hverken set tossen før eller hørt om ham, faktisk var det eneste info hun havde fået på manden været, at han havde fjollet rundt i de nyeste geledder på borgen - hvilket som regel var ensbetydende med uduelig og uerfaren, to ting Ikaris hadede mere end uslebne våben. Ikke nok med at manden virkede til at være spastisk lammet i begge ben når det kom til helt basal vandring, så havde han absolut ingen humor.
"For det første kunne jeg på ingen mulig måde forstille mig, at noget kunne være godt på denne kro og for det andet er der langt. Hvis vi skal stoppe op hver gang du bliver træt i dine små prinsesseben kommer vi aldrig frem!"
Mørkelveren nikkede kort, inden hun tømte det store krus og satte det fra sig, hun var efterhånden blevet tør, men med det vejr ville der ikke gå længe før hun igen var gennemblødt, så komforten var i og for sig ligegyldig. De kunne nok tilbagelægge yderligere i hvert fald fyrre kilometer inden de tog første hvil, fyrre kilometer Ikaris gerne så ude af hendes liv hurtigst muligt.
"Og med dit tempo kommer vi uden tvivl til at vandre treds mere, hvilket jeg ikke har i sinde, så kom så, pak dine ting!"
Mørkelveren rejste sig med et sæt fra bordet, inden hun skævede mod sin rejsekappe der hang på knagen ved siden af Cazadors, et per kapper der endnu dryppede ned i små vandpytter under de store arealer af tætknyttet uld.

Cazador sukkede dybt. Så meget for frihed og frisk luft. Det føltes snarere som om den næsten to meter høje elver var krøllet sammen som en lænke rundt om hans ankel. Hvorfor skulle han altid kæmpe for sin ret til basale menneskerettigheder, såsom mjød? Okay, så kunne det godt være at Ikaris i princippet havde købt det til ham, men det ændrede ikke på det faktum at hun fratog ham hans frihed. Han stak underlæben ud, og tyggede lidt i sin egen kind da Ikaris brokkede sig. Han havde altså ikke prinsesseben - i så fald var det nogle meget behårede prinsesser Ikaris havde mødt. Men de fandtes vel også? Var der royale familier indenfor halvdyr? Og hvad med havfolket? Nej, det var vej i virkeligheden skællede prinsesser... Cazador's blik blev fjernt som han zonede mere og mere ud i sin egen tankestrøm, mens han stirrede på mjødens gyldne bobler i glasset. Han ænsede ikke mørkelverens vredesudbrud og fornærmelser, og blev først revet ud af sine tanker, da Ikaris' stol skrabede mod gulvet. Det gav et sæt i hans krop, og pupillerne trak sig sammen, da hans blik faldt tilbage på hans rejsekammerat.
Hv...hvaeh? Han rystede på hovedet, og Ikaris' sidste sætning kom tilbage til ham som et ekko. Han sukkede og slugte det sidste af sin mjød i én lang slurk, hvorefter han ræbede kraftigt.
Fint nok mutter, men jeg skal lige have lidt forsyninger med på turen. sagde han, og skridtede roligt hen imod baren, hvor han efter nogle lavmeldte ordudvekslinger forsvandt med krofatteren ind i baglokalet. Et par minutter eller ti senere vendte han tilbage med tre flasker mjød og en flacon med noget grønligt, krystalliseret stads. Sidstenævnte stak han i inderlommen på sin rejsekappe da han nåede tilbage til Ikaris. Mjøden lagde han i sin vadsæk.
"Sådan. Til nødstilfælde. NU kan vi gå. Menøøøh, du skal nok lige ligge en femten seksten stykker rav til Albert. Han bliver så knotten når jeg ikke betaler for varerne" Sagde Caz med et hovednik over mod krofatteren, der skulede olmt på Ikaris. Cazador skyndte sig at trippe hen imod døren.
"Såeh... skal vi gå eller hvad?"

Hvad der end havde ledt til, at Ikaris skulle straffes så nødesløst som at blive parret op med en som Cazador var hende endnu en gåde, den lille mand havde på under 24 timer gået hende mere på nerverne end mange af de nye rekrutter kunne formå på en måned. irriteret rømmede hun sig og trak kappen ned som hun kort rystede. Ethelihn havde udtrykkeligt givet hende pengene som hende og Cazador skulle leve for de kommende dage, eller måske endda uger. Ikaris gøs kort ved tanken om at skulle spendere mere end få døgn med den sippede tosse, en tanke hun ikke nåede at tænke til ende før han kom slæbende på yderligee unødigheder som straks blev pakket ned og væk. Mørkelveren stod lamslået et øjeblik, var han seriøs? Var det en form for endnu en humorløs joke?
"Hvad tænker du på?"
Ikaris stak anigtet helt op i Cazzes med en hvæsende sprudlen, mens hun modstod trangen til at lukke en solid knytnæve omkring hans halskrave. I stedet pegede hun stædigt en finger imod bardisken som en henvisning, inden de skulle gå nogen steder.
"Du har akkurat to muligheder, enten må du ud og arbejde den mjød af, ellers afleverer du tilbage promte!" Mørkelverens stemme blev nu nærmere en snappen end egentlig irritation, inden hun sendte et blik til kroværten som pludseligt virkede til at have forventninger til hende.
"Og ærligt talt mistænker jeg de små fine fingre for ikke at kunne lave andet end at bruge penge, så arbejdet er udelukket prinsesse!"
Mørkelveren greb i en rask bevægelse begge kapper, hvorefter den ene ugideligt blev slasket imod Cazadors ansigt mens den anden i en garvet bevægelse faldt på plads omkring Ikaris senede skuldre.

Det var som om at Ikaris ikke rigtig forstod nødvendigheden af en god flaske mjød på en frysende kold dag. Men sådan var det vel at være højt rangeret i mørkets hær. Ikaris havde sikkert ikke lavet andet end at sidde på sin flade og æde vindruer i ridderborgen, mens hendes stalddreng vartede hendes drage op, så hun ikke engang skulle tænke på at muge ud efter den. Caz's øjne blev smalle, da hun spurgte ham hvad han dog tænkte på; burde det ikke være åbenlyst, at han indsamlede værdifulde ressourcer? Det var jo ikke hans skyld at Ethelihn var så nærig at de kun havde fået et skrabet beløb til deres tur - ej heller hans skyld at han ikke havde fået sine egne penge at spendere. Det var som om man ikke stolede på ham. Og han kunne ikke i sin vildeste fantasi forstå hvorfor. Han skulle lige til at svare Ikaris, at han da bare tænkte på deres ve og vel, da hun plaprede videre om at han måtte arbejde det af. Cazador lyste op, og lavede en bevægelse som om han smøgede ærmerne op.
"Arbejde? det kan jeg sagtens... men det kommer nok til at tage mig et par dage.. og så skal du jo også betale for et værelse, hvilket er noget dyrere en mjød, skal jeg hilse og sige" sagde han, men mærkede hurtigt hvordan Ikaris' mening om arbejde skiftede som et lyn. Okay, så hun var måske ikke så vild med mænd med jord under neglene. Så måtte der jo andre midler til. Han greb kappen der blev klasket mod hans ansigt, og svang den i en pludselig glidende og hurtig bevægelse over skulderen; Det fix han havde fået på forskud i baglokalet var ved at gøre sin virkning.
"Nå, men hvis du ikke vil lade mig arbejde det af, må vi hellere tage plan b. Jeg håber du kan følge med, lillemor!" Et splitsekund efter at sætningen havde forladt hans læber, var Cazz i et kraftspring henne ved døren ud af krostuen. Han vendte sig om med en graciøs bevægelse, og vinkede lystigt til kroværten, der havde fået et om muligt endnu mere bistert udtryk.
"Tak for varerne Albert! Jeg kan desværre ikke betale lige nu, men skriv det på regningen, ikke?" grinede han muntert, før han flåede døren op, og med vadsækken slynget over skulderen sprang med en dyrisk fart og smidighed ud i dalens mørke. Kursen var nordvendt, og han stoppede ikke før han nåede en mindre skovbevoksning et godt stykke fra kroen. Her satte han sig i et træ og ventede tålmodigt på at hans rejseveninde halede ind på ham - hvis hendes tunge fødder ellers kunne andet end at marchere.

Virkelig? Manden lod til at være seriøs. Hvade Ikaris ikke den strenge diciplin banket så langt ind under huden at det halve kunne have været nok, havde hendes kæbe nok ligget et sted på jorden på nuværende tidspunkt, i stedet stirrede hun mod den lille mand, et blik som lev mere og mere bistert som hans plabren skred fremad. Hvordan var han nogensinde kommet ind i hæren. Jovist havde Ikaris set nogle tilfælde af voldsom uduelighed blandt de nye tropper, men dette var da et heltnyt niveau af direkte dødsønske.
"Et værelse? Hvad regner du med at det her er? En skovtur? OM du så var femten dage om at muge ud her, så havde du fået lov at sove i stalden!"
Ikaris' stemme var blevet til en efterhånden hvæsen, hvordan skulle hun på nogen måde nogensinde få ham med til norden? et øjeblik overvejede hun, om det ville være nemmere at stikke et sværd gennem maven på ham og få det overstået, hun kunne vel altid bare bilde Ethelihn ind, at han var blevet ædt af en bjørn senere hen.
Lige som denne tanke var faldet på et mægtigt tørt sted, faktisk så tørt at overvejelse næsten blev til handling, mumlede Cazador noget, noget som rev mørkelveren ud af hendes midlertidige paradis og han forsvandt for øjnene af hende.
"Øh, hva?"
Ikaris så sig kort forvirret omkring, i løbet af ingen tid befandt Cazz sig ved kroens udgang, nu, om ikke andet, mere livlig end nogensinde før på turen og væk var han. Den hvidhårede elver befandt sig kortvarigt af et stadie af panik, hun kunne vælge at betale, men varene som Cazz havde stoppet i lommen havde uden tvivl ikke været billige, ikke nok med det, så havde Ikaris ikke brug for den øgede opmærksomhed der pludselig vendte sig mod hende. Mørkelverene havde længe været på menuen i hovedstaden og det ville ikke undre hende, at de var ekstra sultne efter noget spændende nu hvor Mørket havde angrebet, af samme grund tog hun den eneste rationelle beslutning.
"Jeg er sikker på at han kommer tilbage og betaler!"
Et løvesmil bredte sig kort på de mørke læber, afslørende er foruroligende spidse tandsæt som mørkelverene besad, modsat deres lyse slægtninge, inden Ikaris forsvandt i en lille mørk røgsky fra krostuen. Sekundtet efter befandt hun sig på landevejen, hvilken vej var han løbet? Ikaris satte af, nordpå skulle de, nordpå havde han bare at befinde sig. Med et ihærdigt, hurtigt og ikke mindst garvet tempo løb Ikaris væk fra kroen, nu gjaldt det om at finde Cazador, der var lige nogle retningslinjer der skulle tegnes op og det kunne kun gå for langsomt.