Det var svært at opretholde humøret i denne tid. Det var flere og flere folk hun mødte som var klædt i sort, det var sjældent at hun fik lov til komme ud disse dage. Og når hun så gjorde var det i smug.
Men i dag havde hun insisteret på at tage med ind til hovedstaden. De manglede arbejdskræft, og som hun havde forklaret over for sin onkel skulle hun jo lære de basale ting også. Hun havde næsten fortrudt det da hun havde trådt ind bag murene til hovedstaden. Synet der blev dem mødt, hende og hendes tre ledsager, fik det til at vænne sig i hendes mave. Man var i gang med at læsse en masse mennesker op i en stor træ vogn. Alle sammen døde selvfølgelig.
Hvis det ikke havde været for den lyse himmel og solen som kastede sine stråler ned imod dem. Havde det været svært at fortsætte for Tatiana, da en overvældende lyst til bare at vende tilbage hvor hun kom fra var stor. Sjalet som der lå hen over hendes mund, trak hun tættere rundt omkring næsen. Så det kun var hendes dybe brune øjne der kiggede frem, blandede med den smule grønne farve arvet af begge hendes forældre.

Et skrig og rabalder fik dog den unge kvinde til at vende sin opmærksomheden væk, fra de tre andre kvinder som bare fortsatte. En grædende kvinde som blev holdt oprejst af en yngre mand, knugede et brev i hendes hænder mens hun prøvede at slå på den stakkels person der havde leveret nyheden. Hun kunne tænke sig til, at det nok enden var at hendes mand var død i krig eller død af pesten. Hun kunne selv huske da hun havde fået præcis det samme brev, hvordan hele hendes verden var brudt sammen.

Da hun rev blikket væk fra scenariet, gik det op for hende at hun var blevet separeret fra hendes lille flok. Angsten begyndte at brede sig i hendes bryst og først vidste hun ikke helt hvad hun skulle stille op. Men hun kunne jo ikke bare blive stående her kunne hun? Og begyndte derfor at løbe den vej hun troede de var gået. Angsten blev dog større da hun ikke kunne finde dem, hvilket nok var grunden til at hun ikke lagde mærke til barnet før at hun rørte ved hendes hånd.
,,Hjælp mig! Mor har det ikke godt!’’ grebet af situationen, glemte Tatiana at være fornuftigt. ,,Men kæreste barn, hvor er din mor henne?’’ sagde hun bekymret og glemte hurtigt sine egne problemer. Og lod sig blive hevet afsted af barnet. Som hvis man kiggede godt efter, kunne se var begyndt at vise tegn på den sjæleædende virus. En ti minutters løbetid efter, var hun ved en masse telte. Tatiana stoppede op, ikke helt glad for situationen. Men da barnet igen begyndte at sige hun skulle skynde sig, begyndte hendes ben atter at bevæge sig ind til området.

Roderick var blevet sat til at holde vagt. Det kunne han da i det mindste finde ud af, var der blevet sagt og ja det var sandt.. Han var faktisk rigtig god til at holde vagt. Det var nu heller ikke så svært, man skulle bare stå og det havde han øvet sig på i årevis. Faktisk var det meget ligesom da han havde passet køer som lille, der havde man også fra tid til anden skulle råbe "Nej" når nogle blev lidt for kåde.
Det var der dog ikke fare for i det her område. Det var pesttelte, steder hvor de fattigste eller mest håbløse tilfælde blev bragt til og skønt han var iført hjelm i januar løb en dråbe af sved langsomt ned langs hans tinding. Det var tredjedagen han stod der og han var endnu ikke blevet syg men det ville være løgn at sige at han ikke var bare en anelse bekymret. Det her var ikke hvad han havde forventet da han blev byvagt. Men nogen blev nødt til at gøre det og Roderick, der aldrig rigtig havde været syg før, var det oplagte valg kunne han godt se.
Han havde stået lidt at blunde da nogen pludselig kom hastende ned mod indgangen til lejren. Rods hæle klikkede sammen og hans ryk rankede da en lille unge i snusket tøj om stæsende.
"Hov hov.." Sagde Rod på måden serganten ansvarlig for hans træning havde lært ham, "Hva' foregår der.." Hans blik fulgte den lille snavsede arm til der den holdt en væsentligt pænere hånd. Han så op på en smuk kvinde i rige klæder og hans mund faldt åben.. "..her..?"

Hun nåede at stoppe fuldstændig i hendes skridt og trods for at barnet meget stædigt prøvede at hive hende med sig. Bevægede hun sig ikke ud af flækken. Da bestemt ikke når en vagt havde sagt noget til dem. Hendes frie hånd greb fat omkring sjalet for hendes mund og trak det ned, så hele hendes ansigt kom til syne. Den fine næse, de store runde øjne og let fremhævede kindben. En hætte dækkede dog stadig hen over de mørke brune hår, som var bundet op i en knold af flere fletninger.
,,Jo ser de min gode herre, den stakkels pige fortalte mig at hendes mor ikke havde det godt.. Og-’’ prøvede hun, men blev hurtigt afbrudt af pigens skingre stemme ,,Dame skal hjælpe mor!’’ og med et ryk som virkede næsten voldsomt af styrke i forhold til den lille skikkelse. Var hun lige ved at miste balancen og fald ind mod den noget højere vagt.
,,Hov, vi skal lige forklare vagten her hvad der sker’’ prøvede hun med et lille smil, men igen blev hun overrasket over pigens styrke. Der med et ordenligt ryk begyndte at hale hende ind imod midten af pladsen. Hendes øjne blev store, ikke kun på grund af pigens overraskende kræft. Men lige så meget da det gik op for hende at folk her var syge. Meget syge.

Roderick greb støttende om den unge kvindes albue da hun stavrede og den fik lov til at hvile der som han tog bestik af situationen. Hvad han kunne konkludere var dog at en fuldkommen rask person var på vej ind i teltlejren og det alene fandt han en smule mystisk. Han slap hende en anelse langsomt.
"Vent lige lidt.." brummede han og formåede med en fast hånd på skulderen hvad den fremmede havde fuldkommen fejlet, at standse det lille barn. Den unge vagts ansigt rynkedes i koncentration mens han prøvede at forstå hvilket ærinde der kunne havde bragt hende hid og hvorvidt han skulle lade hende passere.
"Er De en healer..?" Spurgte han en anelse tøvende. Hans usikkerhed ved situationen var åbenlys og barnet i hans tag var begyndte at vride sig.

,,Nej’’ kom der med en skælvende stemme og rysten på hoved. Hun var bestemt ingen healer, hun vidste ikke hvad hun kunne gøre for at hjælpe. Men hun måtte da gøre noget? Tårerne brød ufrivilligt frem hos den yngre pige, som for første gang fik lov til at se hvor slemt det i virkeligheden var. Hun havde mistet hendes mor og far, men hvad havde de ikke mistet her? Hun havde stadig penge, tag overhoved familie der passede på hende.
,,Hun har penge! Hun kan købe blod’’ eksklamerede pigen endelig og Tatiana forstod nu hvorfor hun var blevet hævet afsted og selvom hun gerne ville hjælpe. Havde hun ikke selv rådighed over familiens penge, hendes onkel havde.
,,Jeg kan ikke.. hjælpe, jeg har ingen penge på mig’’ det var en meget spinkel stemme der forlod læberne. Mens hun kiggede forvirret på manden, som havde hjulpet hende med ikke at blive hævet med ind midt i det hele. Tænk hvad der mon ikke ville være sket med hende, hvis han ikke havde været der.
I hendes uopmærksomhed, opdagede hun ikke hvordan at den lille pige hånd havde sluppet hende. ,,Du lyver!’’ det var tydeligt at se desperationen i de udsultede øjne. Der var intet Tatiana ønskede mere end at hjælpe men hun nåede ikke meget længere, før at smerten fra lange beskidte neglen der rev hende hen over den blottede håndryg. ,,av!’’ hun trådte væk fra det hele og holdte sig rundt omkring hånden, mærkede hvordan at blodet allerede begyndte at flyde varmt mod den anden hånd. Perfekt, hun kunne da intet rigtigt gøre i dag. Med denne fart, ville hendes onkel aldrig nogen sinde lukke hende ud igen.

"Hey!" råbte Roderick dybt men ungen var allerede pilet ind mellem teltene. Det var ligegyldigt, han vidste godt hvem tøsen var og kunne tage sig et alvorsord med hende senere.
I stedet vendte han opmærksomheden mod den unge kvinde foran ham og hans ansigt mildnedes. Han kunne ikke bebrejde hende at ville hjælp, selv hvis hun ikke vidste hvordan - han havde haft det på samme måde.. havde det stadig sådan.
Et dystert indfald fik ham tog til at gribe hendes hånd og betragte riften hvorfra blodet piblede.. hvis barnet havde været smittet, var kvinden her så også nu?
"Jeg vil' få'n helbreder til se på'd, hvis jeg var dem, frøken." Brummede han med bekymringen aftegnet i hans træk.

Hun begyndte at smage hvad hun ville beskrive som jern. Det begyndte at sitre i hendes krop og en lethed fik hende til at føle sig lettere omtåget. Måske var hun virkelig bare dårlig til blod?
Det hjalp ikke helt da vagten valgte at gribe fat omkring hendes hånd, og hun så så de tynde blodstriber glide ned af den hvide håndryg. Blodet forsvandt fra hendes kinder og åndedrættet blev en smule mere afvekslende mellem hurtigt og meget langsomt.
Helbreder? ,,Hvor finder jeg sådan en?’’ mumlede hun og betragtede hans hånd der stadig holdte om hendes ,,Og hvis jeg skal have mulighed for det, må de hellere slippe min hånd’’ grinede hun svagt, i et forsøg på at opmuntre sig selv. Måske noget vand ville hjælpe også.
Hun skulle til at gå og følte hvordan at forbindelsen til hendes ben ikke virkede optimalt. Hun nåede lige at gribe fat i hans arm før hun væltede sammen.
Igen grinte hun, mest af alt fordi hun var så tæt på at sige, hvor klodset af mig. Hun var virkelig ved at tage efter hendes mor.

Roderick havde taget et lidt fastere greb da kvinden et øjeblik så ud til at blive svagelig, men slap nu lidt forlegent hånden. Det var ikke en slem rift, men han vidste ærlig talt ikke hvordan sygdommen blev overført. Den slags overlod han til healerne. Apropos lod det ikke til at hun var så stedkendt i byen og Rod indså at det forklarede hvorfor hun ikke havde vidst at det var en pestlejr hun var på vej ind i. Et pludselig indfald opfordrede ham til at eskortere hende, skønt hans motiver var ikke helt så moralske som han gerne selv så. Han ville gerne væk fra stanken af død, fra den brændende fornemmelse i nakken der var muligheden for selv at blive taget af sygdomme og uvisheden om hvornår.
Tanken om at hjælpe en smuk unge kvinde var bestemt heller ikke uappelerende. Han rakte op for at køre hånden igennem det korte hår, men hans finger gav et lavt klonk mod hans hjelm. Nå ja.
”Øh..” Sagde han før han fik justeret sit toneleje ned i det han havde lært i vagten, ”..Har De brug for' bliv' fulgt d'hen?”

Hun skubbede blidt fra hans arm og kom op og stå igen. Hendes raske hånd kørte lidt hen over den sorte kjole hun var iført. Hun burde virkelig ikke være så nem at distrahere, se blot hvor det endt henne! Tanken der slog hende, var som sagt i hendes mors stemme. En smule nervepirrende også at begynde at høre hendes egen mors stemme. Hun var virkelig ved at blive sindssyg.
Den varme stemme fra vagten brød igen stilheden. Han havde virkelig den mest elskværdige accent. Han kunne umuligt være her fra? Alle disse tanker flød dog ud i et, da han spurgte hende om havde brug for at blive eskorteret. Hun ville så nødig skabe problemer for ham - men.
Hendes blik flakkede fra ham og så ud på gaden hvad nu hvis hun igen blev hævet væk? Eller værre farede vild også ende sted, hvor der vitterlig ikke var nogen til at hjælpe hende.
,,Hvis det ikke besvære dem for meget?’’ sagde hun så endelig, da hendes brune øjne, med den lette grønlige farve kastede sit blik tilbage imod den høje mand. ,,Ville nødig skabe problemer for dem, blot fordi jeg ikke var vågen nok til at følge mine ledsagere.’’

Roderick skævede over skulderen til teltene. Det var ikke fordi han ikke måtte, han var bare ikke helt sikker på om han burde. Han job var først og fremmest at sikre lov og orden, ikke agere vejviser for vildledte kvinder. På den anden side havde det været en stille dag, så det gjorde måske ikke så meget om han forlod sin post en stund på et ærinde - eller det fortalte han i hvert fald sig selv. Desuden virkelig hun vitterlig fortabt og det ville kun være et spørgsmål om tid før hun endte i ballade igen, så var det ikke at spare vagten mere arbejde sidenhen hvis han bare ledsagede hende.
"Øh.." Sagde han lidt og så sig om. Den bedste chance var nok stadig i healingshuset, "Denne vej.." Han slog lidt usikkert ud med armen og begyndte så stille og roligt at gå i den udpegede retning, men hans blik blev ved med at flakke ned på kvinden ved hans side.

Han var virkelig en mand af få ord. Tatiana skævede kort til ham, og valgte blot at følge efter ham. Hvad skulle hun sige? En dyb indånding blev taget ind gennem næsen, og en sjov piben kom fra dem.
,,Tusind tak’’ virkede som det eneste rigtige hun kunne sige.
Det lidt kølige vejr, trods at solen stod højt på himlen, var begyndt at påvirke hendes krop. Kinderne var blevet lidt rødere igen, efter at hendes krop var kommet sig over den mærkelige stikken i hånden. Næsen havde også en rød tip og det var som om den var ved at løbe hele tiden.
,,De har en meget spændende dialekt, hvor kommer de fra?
Blodet på hånden var efterhånden størknet. Og en dårlig vane med at pille i sår, gjorde hun prøvede at gnubbe det væk. Hvilket blot fik såret til at åbne sig igen og flere blod dråber begyndte at titte frem. Hun sukkede opgivende og tvang sine hænder fra hinanden. Forhåbentligt så hun ikke ville blive fristet til at pille ved det igen.

Roderick fødder faldt helt automatisk ind i den rolige rytme han havde lært under hans træning. Der var få der tænkte over noget så basalt som hvordan de gik, hvordan de stod. Men når man blev sat til at bevogte en dør eller gå en rute igennem et distrikt, begyndte man at værdsætte at nogen havde gjort sig de tanker. En vagt kunne gå sådan i timevis, om nødvendigt, uden rigtig at blive træt.
"Nårh.." svarede han en anelse forlegent og kløede sig på kinden. Komplimenter var han såmen ganske vant til, men sjældent til hans måde at tale på, "Jeg' fra Brimnæs.."
Han skævede ned og kunne se at navnet ikke vækkede den fjerneste genkendelse. Et underholdt fnys forlod ham. Da han havde været lille havde Brimnæs været hele hans verden, men det var først nyligt han rigtig indså hvor lille et sted det virkelig havde været..
"Det' nær Falkval..?" Tilbød han hjælpsomt.

Brimnæs? Hendes blik udviste tydelig at hun ikke vidste hvor det lå henne.
Hendes blik blev mere flovt, næsten så der begyndte at danne sig en lille svag rødlig farve i hendes kinder. Falkval. Havde hun hørt det før? Hendes tunge kørte hen over nogle af hendes øvre tænder, mens hun begyndte at tænke så det knagede. Det kunne da godt være hun havde set det i en af de bøger hun havde læst? Men det var jo mere historie og ikke geografi hun havde læst op på. Og, hun mente virkelig ikke der havde stået noget i historie bøgerne om hverken Brimnæs eller Falkval? Måske hun blot havde glemt det.

Med et undskyldende smil og en dyb indånding fik hun endelig tungen på gled igen.
,,Jeg er virkelig ked af det, men jeg tror ikke jeg har hørt nogen af navnene før''
Hendes finger begyndte igen at glide hen over den sårede håndryg. Denne gang dog mere kærlige bevægelser, som ikke fik det til at springe op igen. Blot fik det til at svig en smule.
,,Jeg er selv fra Medanien, syd for landsbyen har jeg en gård'' hun smilede stort op til ham og kom i tanke om hun fuldstændig havde glemt sine manere. ,,Oh undskyld min uhøflighed! Jeg er Tatiana Olivarius'' præsenterede hun sig og smilet brød atter frem på de fyldige læber.

Roderick havde svært ved at forstå hvordan man ikke kunne kende til Falkval. For ham havde den nordliggende handelsby altid syntes enorm, selv efter at have set hovedstaden. Der boede hundredevis af mennesker der hvilket var virkelig, virkelig mange. Han kunne ikke se relativiteten, fordi hans hoved ikke kunne rumme hvor mange folk der levede i hovedstaden.
Hendes opfølgende sætning gav dog Rod en smule mere ro i sjælen. Fra Medanien, det forklarede det. Han havde egentlig ikke så meget af en idé om hvor Medanien lå eller hvordan det var, men han kunne være rimelig sikker på at det var et godt stykke fra Brimnæs. Og et navn også, Tatiana Olivarius. Det lød vældig fornemt. Hans bryn rynkedes en anelse.
"..Menig Bauer." præsenterede han sig, med den titel han efterhånden var blevet vant til at høre under træningen. Det kom en anelse kort for hoved ud og han skyndte sig at akkompagnere det med et lidt klodset smil, "..Så hva. bringer'm til' hovedstad, Frøken Oliviarius?"

Hun nikkede da han fortalte hende hans navn. Han tog virkelig sit job alvorligt. Hvilket fik smilet på læberne til at blive bredere, så selv øjnene begynde at få smile rynker. Hun tog det ikke så tungt, den måde han havde sagt det på. Han var jo trodsalt en vagt og som vagt var man vel nød til at tage sit arbejde alvorligt.
Hun grinede lidt da han spurgte hende om hvorfor hun var kommet til hovedstaden. Det var dog ikke derfor hun grinte, men grundet det lille ekstra i-lyd som var proppet ind i hendes navn. Men valgte ikke at kommentere yderligere på det.
Så hvad bragte hende til hovedstaden? Ja, teknisk set var det bare for at komme ud. Og da hun havde hørt, af nogle af damerne ville tage ind til hovedstaden for at se om det var muligt at få handlet nogle vare. Var hun lidt sprunget til muligheden for at tage med.
,,Jeg..’’ hun rynkede brynende let sammen, hvordan svarede man på sådan et spørgsmål. Når hun tænkte det igennem lød det bar utrolig barnligt at sige, fordi jeg ikke ville være der hjemme længere. Især når man tænkte på den situation som de stod i, med alle de døende der var i hovedstadsområdet. Hun havde hørt nyheder om at det endda var nået til Elverly. Der gik nok ikke længe for at det virkelig ramte Medanien hårdt.
,,Jeg var sammen med nogle andre kvinder, som skulle se om de kunne handle sig til nogle vare.. Men jeg blev desværre splittet op fra gruppen.’’ fik hun endelig frem mens hendes fine sko sparkede let til en sten som lå på vejen.

Det var da heller ikke et heldigt tidspunkt at komme til hovedstaden. Nu havde Rod ingen idé om hvordan alting stod til helt nede i Medanien, men med krigen og nu pesten var byen ikke ligefrem så modtagende som havde været for bare et halvt år siden.
"Nu f'vi først kig't 'å d'der sår der," brummede han beroligende og gik ubevidst en anelse nærmere hende som de passerede en flok farligtudseende lejesvende. Det kunne sagtens være skræmmende for en bette kvinde som hende, forestillede han sig. Han var ikke sikker på hvordan han ville bære sig af med at genforene hende men sine rejsesvende, men det faldt ham slet ikke ind at han måske ikke skulle. Healerhuset var nu i syne i det fjerne og Rod skulle til at klappe hende opmuntrende på skulderen, men tog så sig selv i det. I Brimnæs havde social rang ikke rigtig været en ting, men en af de ting der var blevet boret godt og grundigt ind i hans hoved, var at han bare var en vagt.
"Det' garanter't slet ikke noget." Sagde han med et smil og gjorde hvad han kunne for at virke pålidelig, men sandheden var at han ikke var så sikker.

Hans accent var hende alt for kær. Det var længe siden hun havde mødt mennesker som der trak ord så meget sammen som han gjorde i hans udtale. Der var noget beroligende over det, men hun var ikke helt sikker på om det var hans udtale eller om det i virkeligheden var ham i helhed. Der fik hende til at føle at det hele bare virkede meget mere håndgribeligt.
Selvfølgelig var den lille rift i hendes håndryg ikke værre end der bare skulle lidt vand og sæbe på også kunne hun vel bare komme videre med dagens pligter.
Gestussen han udførte for hende, ved at gå tættere på hende da de gik forbi en flok mænd, der ikke just virkede til at være af den finere del af social samfundet. Opfattede hun ikke med det samme, ikke før at hendes hånd kort strejfede hans og de grøn brune øjne kiggede nysgerrigt op på ham, for derefter at fange blikket af en mand hvis ene øje manglede. 
Med et skræmt udtryk var hun tæt på at gribe fat i Rodericks arm, men fik hurtigt sine følelser under kontrol. Som hendes mor havde lært hende.

,,De har sikkert ret. Men jeg er nu alligevel taknemmelig for at de ville følge mig herhen''
Hun hæv lidt i sine hænder mens at blikket var rettet imod fødderne. 
Der gik et øjeblik før hun endelig rettede sig op og gav ham et stort smil.
,,Jeg må hellere lade være med at ulejlige dem mere.'' det var ikke med hendes gode vilje at hun ville sige farvel til ham nu. Da tanken om at være alene i by, hvor hun allerede alene i de første få minuter havde ladet sin naivete få hende i fedtet fadet. Hvor hun dog ikke var endt hvis han ikke var kommet hende til undsætning.
,,Tusind tak Hr. Bauer, de var en sand helt for at hjælpe mig som de har gjort'' trods at det bestemt ikke var noget en af hendes rang, lod hun alligevel hånden stikke frem for at sige farvel til ham. 

Roderick var efterhånden både velkendt og vellidt i healerhuset. Efter at have vist sig immun overfor pesten havde han været noget så travlt involveret og det havde givet ham rig lejlighed til at hjælpe healere med eksempelvis at flytte de syge. Han måtte dukke sig under dørkarmen og tårnede da op over alle i rummet, hvilket gav ham udmærket overblik til at se hvordan alting stod til. Samtidig vandt hans figur altid en vis opmærksomhed og han var netop ved at hilse omkring sig, da Tatiana talte til ham igen.
Det gik op for ham at hun var ved at sige farvel og Rods første impuls var dårlig idé. Desværre havde hans hjerne ikke tænkt sig at følge op på hvorfor og han endte med at stå med munden halvåben. Han havde grebet hendes hånd lidt per automatik, mens det arbejde febrilskt bag de brune øjne efter en ordentlig undskyldning.
"Øh.." Sagde han en anelse tøvende, tænk tænk tænk, "Er d'sikker på' det'n go' idé?" Hendes hånd var stadig ikke blevet tjekket, men det var jo også derfor de var i helbredelseshuset, så den duede ikke. Pokkers. Hun var stadig helt alene i byen, det var sådan det var. Givet hendes demonstrerede tendens til at fare vild ville det være dybt uansvarligt at efterlade hende alene. Og det var omkring dette tidspunkt at Rod indså at han for anden gang den dag havde stået med hendes hånd i sin lige lidt for længe. Han slap hurtigt men fortrød straks. Under hjelmen gloede hans ører.
"Ved der's ledsag'ne at find' dem her?" spurgte han bekymret.

Dette havde bestemt været en hæslig situation og stå i. Og hun var slet ikke i tvivl om at manden der stod foran hende, havde reddet hende fra en skæbne hun helst ikke ville forestille sig. Sikkert mest fordi hun nok overdrev og lod fantasien flyde i den forkerte retning.
Men smiler var atter på læberne da hun så hvordan han ragede op over alle dem der befandt sig i bygningen. Ved første øjekast ville man ikke tro der var så varm en person bag rustningen.

Hvis hun skulle være helt ærlig ville hun helst ikke sige farvel. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle finde hendes ledsager i hel tilstand og da bestemt ikke uden at fare vild igen.
Hånden var atter kold da han endelig gav slip, og smilet formåede da at blive lidt bredder.
Der var bestemt nogen mennesker der kiggede på dem nu.
,,de må højst sandsynligt være nået hen til markedspladsen. Mon ikke jeg kan være heldig og de venter på mig dér?" sagde hun prøvende. Og måtte bide sig selv i tungen for ikke at tage sine ord tilbage og spørger om han kunne vente og følge hende der hen.
Men han kunne jo ikke bruge hele dagen på at sørger for en hjælpeløs rigmands tøs kunne finde rundt i storbyen.

Hun nåede lige at åbne munden for endelig at høre ad. Han ville da sige nej, hvis han ikke følte han kunne forlade sin post længere. Men inden ordende blev ytret, var der en af healeren der opdagede hende og hånden.
,,men kæreste dog, lad os straks få kigget på dig!" Undrende over hvordan hun blev hævet væk. Der måtte være andre som havde mere desperat brug for hjælp end hende. Det var ikke før de begyndte af spørger ind til hvordan hun havde fået såret. At det fik op for hende, at de allerede på nuværende tidspunkt havde en mistanke om at pesten måske havde været blevet overført til hende. Hun havde slet ikke skænket det en tanke af det kunne være så slemt.

Det stod ganske klart at Roderick ikke havde så megen grund til at blive hængende længere. Tatiana havde tydeligvis ikke længere brug for hans hjælp, og han følte ikke helt at han sådan kunne påtrænge sig. Han kløede sig lidt i nakken og overvejede hvad han skulle sige, da valget blev taget fra ham. Det varmede han alligevel at se at der blev taget hånd om situationen, men nu stod han lidt forladt tilbage med hånden akavet hævet på vej op til at vinke. Han tog sig i det og efter et sidste langt blik, sjoskede han ud af healerhuset. Han var rimelig overbevist om at det ikke var sandsynligt at han så frøken Olivarius, ikke fordi han troede at hun ville dø, men fordi det var en stor by og hun sågar sagde at hun ikke var derfra og nok snart skulle hjem igen.
Tanken irriterede ham en smule, men blev skubbet til side som han gav sig til at jogge tilbage til sin post ingen han kom i problemer.