Hvad helvede foregik der? Det havde været en rigtig hektisk uge for Milicent. Hun havde fundet en meget syg mand på landevejen, ret tilfældigt faktisk. Han havde haft sorte pletter, nærmest som om, at han havde en form for pest, og da hun var stødt på ham, havde han bedt om hendes hjælp, desperat. Måske var det hendes vinger, der havde gjort ham desperat, men som den flinke og hjælpsomme person, hun var, havde hun gjort det. Sendt sin healende magi igennem ham, så hans hud blev normal og han havde det fint igen. Aldrig havde hun fundet en sygdom så trættende, at heale, og hun havde været afkræftet flere dage efter, overraskende for hende, for normalt kunne hun da sagtens heale mange mennesker ad gangen for sygdomme, uden at have det så forfærdeligt som denne gang.

Der var gået nogle dage og hun havde sådan set fået det fint igen, da hun selv blev ramt. Ekstrem træthed, der gik over i en rigtig ækel feber. Og da de sorte mærker opstod, valgte hun igen at heale sig selv, kun for at falde i søvn i flere dage ude ved landevejen i sin lejr. Da hun vågnede op var feberen allerede tilbage, og det var først dér det gik op for hende, at det nok ikke var en helt normal sygdom. Det var først her, hun overhovedet tog det til overvejelse, at tage tilbage til Hovedstaden. Der måtte være nogle eksperter der, det måtte der bare være!
Da hun kom Hovedstaden var det blevet rigtig slemt! Hun havde holdt det værste af sygdommen væk, men feberen blev bare ved med, at komme tilbage, og jo mere hun forsøgte at heale den, des mere begyndte hendes evne til at udføre magien, at svinde ind. Der var vidst ikke lang tid tilbage. Hun anede ikke om man kunne dø af det, men hun opfangede meget hurtigt rygterne da hun trådte ind i den by hun havde svoret at holde sig fra for godt og vel 15 år siden.
Det var ved at blive aften nu. Hun gik langsomt ned ad gaderne, alene. Ulvene havde hun efterladt uden for byen, hun ville helst ikke lade dem se hende sådan som hun var nu. For det så ikke rart ud. Hendes ene arm var begyndt at blive sort, og nu kunne hun ikke længere gøre noget ved det. Hun var komplet afkræftet.
Hun nåede til hovedgaden, da hun ikke længere magtede at gå, så hun fandt en væg af sætte sig op af, rystende af kulde og feber. Hun havde ingen anelse om, at det var et bageri, for hendes lugtesans var også ved at blive godt smadret af al den sygdom. Der gik ikke længe før hun faldt hen i en let søvn, fortyrret af de mange febermareridt.

Pesten var kommet meget pludseligt og Armand havde ikke følt sig tiltrukket af at tage til Kzar Mora, selvom han havde hørt rygterne fra da han var barn, hvilket storslået rige det var. Han følte intet for det, for han boede her, så han havde forsat sin bagerforretning, men kunderne var svindende og mistilliden til ham blev større og større selvom han prøvede at komme igennem dagene som han plejede, selvom han var begyndt at drikke mere end han tidligere havde gjort. Der var heller ikke ligeså mange der ville komme og købe hans brød. Det gjorde det nemmere når han ikke længere havde så mange lærlinge, men et par stykker var blevet forbudt at møde op i bageriet fordi han var dæmon, og han vidste at mindst en af dem var syge, og selvom han havde prøvet at få lov til at se ham, så måtte han ikke, og tanken om endnu en lærling der skulle dø, knuste Armand.

Han var ved at lukke butikken, da han opdagede en kvinde udenfor butikken, en han ikke havde set før og så var det ret tydeligt at hun var et af ofrene. Han kiggede rundt på gaden, før han bukkede sig ned og tog kvinden i armene for at bære hende indenfor, og ovenpå hvor hans eget lille værelse var, han lagde hende på hans seng. Han var godt klar over at give nogen blod på åben gade ville ikke være velset når Lyset havde forbudt det, men han følte at når han selv havde mistet så mange, så ville han ikke lade andre miste deres kæreste og han var sikker på at kvinden også ville være savnet.
"Hey, vågn op," sagde han blidt og prøvede at ruske blidt i hende. Det ville være nemmere at give hende blod hvis hun var vågen.

Milicent lagde slet ikke mærke til, at nogen løftede hende. Hun sov bare videre i sit feberramte mareridt, indtil hun kunne mærke nogen ruske i sig, og hørte en mandestemme, der virkede noget langt væk. Hun åbnede øjnene meget langsomt, og kiggede forvirret op på den rødhårede mand med sine horn. Horn? Hvorfor i alverden havde han horn?! "Hva´?" lød det, meget forvirret og omtåget fra hende, mens hun svagt hævede et øjenbryn. Det gjorde vildt ondt i den sorte arm. Det føltes som om, at huden var begyndte at falde af. Hvad helvede?! Hun stirrede kort ned på den, og så op på manden igen. "Hvem.. Hvad.. Hvor er jeg? Hvem er du?" der var ingen etikette tilbage i hende. Selv hvis hun havde været rask, havde den været dårlig, men nu var den bare helt væk, fordi hun ikke rigtig var i stand til at tænke dybere end hvad der lige foregik omkring hende. Og selv dér var det slemt, hun havde svært ved at se manden ordentligt, og hørelsen virkede også bare generelt nedsat. Og så brændte huden. Og hun frøs samtidig med. Det var ekstremt ubehageligt. Hun lukkede øjnene med et træt suk og var det ikke fordi hun følte, at der var noget, hun burde sige, så var hun nok faldet i søvn. I stedet åbnede hun øjnene igen, og kiggede endnu en gang forvirret op på manden.

Armand åndede lettede op da hun faktisk svarede og fandt en lille kniv frem. "Jeg forklarer det bagefter," sagde han roligt og tog hurtigt en forbinding han havde omkring håndleddet af, der hang fast i nogle skårskorper, fra hans tidligere donationer, men han ignorerede det bare og skar et langt snit i hans håndled, hvor blod straks begyndt at løbe fra. "Det er nok i din bedste interesse at drikke det." Sagde han og førte sin hånd hen til hendes mund, så hun kunne få lov til at drikke det. Han var godt klar over at hele situationen kunne virke meget absurd, fordi han kunne have ladet det dryppe ned i en kop, men på denne her måde fik hun det så friskt som muligt, og hurtigt som muligt, hvilket Armand synes virkede som om at det virkede bedst. Forhåbentlig havde hun så meget feber at hun dårligt lagde mærke til sine omgivelser og bare drak blodet far håndleddet.

Et eller andet sted, så var Milicent faktisk ret ligeglad med, om han ville forklare det bagefter eller ej. Hun var så feberramt, at hun ikke tænkte over det, heller ikke, da han fik en kniv frem. Hun kunne dårligt nok se noget alligevel, og for hende lignede det bare en eller anden pind, som han nu tegnede på sig selv med. Og den tegnede tilsyneladende rødt, så det var vel fint nok? Hun virrede lidt med hovedet, tog sig til det med den raske arm og rystede egentlig også en lille smule, mens han forklarede at hun nok helst gerne ville drikke hvad end det var han nu havde foran hendes mund. Hun havde slet ikke lagt mærke til, at det var der før nu, og hun kunne heller ikke rigtig sådan se hvad det var. Så hun adlød bare blindt ordren og gjorde som der blev sagt. Drak hvad end det var. Det smagte godt nok underligt, og da hun selv mente, at hun havde drukket nok, skubbede hun forsigtigt hvad end det var, væk. Kort efter greb hun fat i det, da det gik op for hende at det var hans arm. Hun kiggede endnu mere forvirret op på ham. "Du har stadig ikke sagt hvem du er.. Og hvad du har gang i?" selv hvis hun gerne ville have haft et svar på sine spørgsmål, nåede hun ikke at få dem, da hun gled ind i en bevidstløs tilstand kort efter.

Armand kunne se at kvinden var ved at komme til bevidsthed igen, da han hun skubbede armen væk. Forhåbentlig var det nok til at hun var blevet rask af det, så han tog det forbindingen og viklede den om håndleddet igen, for at stoppe blodet. Han skulle da også til at svare igen, da hun så besvimede, eller bare faldt i søvn pga. manglende kræfter tilbage. Han løftede en hånd og mærkede på hendes pande med et lille smil, så i det mindste virkede det som om at hun havde det en smule bedre. "Det her bliver da et helvede når du først rigtig vågner," mumlede han, men valgte istedet for at hente noget vand og brød til hende, som hun kunne få når hun endelig vågnede op. Han kunne også passende vaske sine sår på håndleddet så der ikke ville gå i betændelse i det. Det ville være mere praktisk hvis hans regeringen også virkede i resten af hans krop fremfor bare hans ryg.

Da hun vågnede igen følte hun sig meget, meget bedre tilpas. Hendes syn var ikke længere tilsløret, og det var som om de andre sanser ikke længere var feberramte heller. Men hun var stadig lige træt, da hun vågnede op til dåd, noget groggy og ret omtåget. Men i det mindste var der kun den trælse træthed tilbage. Ikke mere feberøm hud og hovedpiner der truede med eksplosion. Hun vendte sig lidt rundt, og fik igen øje på den behornede mand. Blev på ny forvirret. "Hvem var det, du sagde, du var?" spurgte hun, en smule svag og træt i tonen, men stadig med tydelig tone af forvirring. For hun måtte da have snakket med ham? Med mindre hun vågnede op for første gang nu, siden hun havde lagt sig på gaden og basisk set havde givet op. Men han måtte vel have hjulpet hende? Hun lå i hvert fald i en fremmed seng i et totalt fremmedt rum.

Armand var stort set blevet i rummet til at hun vågnede, for han kunne ikke bare lade hende vågne alene og være skræmt over at vågne i et fremmed rum. Det ville være for hjerteløst. Han havde været igang med noget andet, da hun sagde noget og hans vendte sig blik mod den nu bevidste kvinde. "Mit navn er Armand," svarede han og sendte hende et blidt smil. "Jeg fandt dig udenfor min butik. Du burde komme til dig selv snart," indrømmede han. Det var forskelligt hvor lang tid det tog, men hun så allerede ud som om at hun havde fået det bedre, og siden hun havde fået blod fra en fuldblods dæmon, burde det også virke bedre. Hans håndled gjorde dog lidt ondt efter de mange snit han efterhånden havde fået lavet i håndleddet.

Som hun fik både et navn og en forklaring, kunne hun slappe noget mere af i hans tilstedeværelse. Hvad han havde gjort, vidste hun stadig ikke. Hun kunne knap nok huske det, kun at have havde givet hende noget, der smagte underligt. De minder var så feberramte, at hun havde svært at genkalde sig dem, især når hun stadig var meget træt og udmattet. Lige nu havde hun det lidt som dengang hun havde været nødt til at heale en mands ben tilbage på hans krop. En følelse, der fortalte hende, at hun havde overbelastet sig selv i så voldsom en grad, at hun nok ikke ville være i stand at bruge sin healende magi de næste par dage uden at blive truet af bevidstløshed og andre mulige komplikationer. "Hvad gjorde du? Hvad gav du mig? Jeg troede ikke, man kunne fjerne sygdommen," hun havde mange, mange spørgsmål, men to ad gangen var vidst godt nok for nu. Så ville ingen af parterne ende med, at blive forvirrede.

Nu kom den del som Armand aldrig fandt særlig sjov, men han blev jo nødt til at forklare hende hvad han havde gjort. Det var ikke første gang han havde hjulpet en bevidstløs person fra pesten, men ikke alle fandt det lige sjovt, at de havde drukket dæmonblod, men det var bedre med sandheden, især når selv Armand ikke vidste om det havde langsigtet konsekvenser.
"Jeg gav dig noget dæmonblod, det er det eneste der kan kurere pesten," indrømmede han og pillede lidt ved forbindingen om hans håndled. Han måtte nok snart skifte det og disinficerer sårerne for at være sikker på at det ikke ville blive beskidt og det ville have kedelig konsekvenser for ham selv. "Du gav mig aldrig dit navn, hvad var det?" spurte han så.

Et blik ned på den førhenværende sorte arm var blot endnu et bevis på, at hun ikke ville dø af pesten. Før havde den været fuldstændig sort, og nu var det der kun i pletter. Hun nærstuderede det lidt før hun sank sammen i sengen igen, stadig meget udkørt og drænet. Hun kunne se ubehaget fra Armand, efter han havde forklaret sig. Han virkede til at have gjort det før, og at andre måske ikke havde reageret særlig positivt, og selvom Milicent måske ikke var en stor fan af dæmonblod, så var det jo bare nødvendigt. Sådan var det bare, og på trods af, at Armand var en dæmon og havde givet af sit blod til hende, så var Milicent overraskende nok ikke spor vred. Hun var til gengæld yderst taknemmelig, og kunne ikke lade være med at smile lidt varmt til ham."Tak.. Jeg tror ikke, jeg havde klaret i nat uden din hjælp," indrømmede hun stille, mens hun igen kiggede lidt på armen. "Mit navn er Milicent.. Hvad kender du til den her pest?" hendes nysgerrighed var nu ganske ustillelig, og selvom hun ikke kunne undgå en let hoste, og let kunne mærke, at hun ikke var helt rask endnu, så ville hun altså meget hellere have svar på de spørgsmål end hvile sig.

Armand var næsten lidt overrasket over at få et kompliment, men han sendte hende et blidt smil. Det var godt at hun tog det ganske pænt. Da hun spurgte om pesten, så han lidt eftertænksom ud. "Ikke meget. Jeg ved kun hvad der bliver sagt ude på gaderne. Eller.." han pausede så, for der blev sagt meget ude på gaderne. Der var så mange teorier om hvad der skete. "Der er nogen der snakker om at det er gudernes straf mod os, men jeg er rimelig sikker på at det er en straf fra dæmonerne i Kzar Mora." Han havde aldrig selv været der, for ung til at være en dæmon af Kzar Mora, men han havde hørt historierne fra da han var lille. En dag ville dæmonerne bryde ud og de ville tage deres hævn for at være blevet spærret inde. Men dengang var han overbevist om at han ville tilslutte sig dæmonerne, nu... han ville bare blive ved med at leve sit fredelige liv.
Det mørke udtryk han havde fået over sit ansigt forsvandt dog igen. "Har du lyst til noget at spise eller drikke?" spurgte han. Han var stadig ikke helt sikker på hvordan man skulle behandle en syg person, da han selv aldrig været blevet syg og selv når hans lærlinge blev syge, var det ikke ham der tog sig af dem.

Milicent kunne ikke lade være med, at tage blikket væk fra Armands arm, som han fortalte hvad han tænkte, omkring pesten. Det virkede meget logisk, at dæmonerne af Kzar Mora kunne finde på at lave en pest, der kun kunne kureres med dæmonblod. For det var hvad hun antog. At den ikke kunne heales væk, for ellers havde hun ikke haft det her problem. Hun sukkede træt. Det var ikke særlig rart at vide, at folk gik og døde af en pest, hvor hun ikke kunne hjælpe det mindste. Hun var vant til at kunne hjælpe, jo. "Måske ligger der mere bag. Jeg er ikke sikker på, at dæmonerne i Kzar Mora vil gå i kødet på alt og alle uden videre, så snart de er fri. De tænker sig i hvert fald ikke særlig meget om, hvis det er sådan, det er," mumlede hun eftertænksomt, før hun igen sendte hans arm et blik. Det kløede i hendes hænder efter at hjælpe ham. Få ordnet hans sår, der sikkert sad et dårligt sted, taget i betragtning at forbindingen af hans sad omkring håndleddet. "Jeg kunne godt drikke lidt.. Men jeg vil gerne hjælpe dig til gengæld for din gæstfrihed.. Lad mig heale din arm?"