Det havde været nogle hårde uger, hell månederne var måske et bedre begreb. Ting som dæmonen helst ville glemme, sådan en underlig klam menneskelig følelse, der fik hende til at væmmes hver gang hun betragtede sig selv i spejlet hjemme i hendes egne gemakker. Rådden inde fra og ud, det ville hun heller symboliseres med, end en der faktisk havde og udviste følelser.

Men det var desværre også disse altopædende tanker, som havde fået hende til at befinde sig et så trivielt sted som en kro. Larmende fulde mennesker, hvis øjne nogen gange lignede at de var på vej ud af hoved, når de betragtede dødsynds dæmonen lange ben og former. Gustne, ækle, klamme mennesker. Hvor ville hun dog ønske at et hul ville på magiskvis suge dem alle sammen væk. Så hun kunne sidde her i fred, og elske med hendes rom.
En slurk, en følelse af kortvarig velbehag, endnu en slurk. Intet var nok til at dulme den irriterende følelse der bredte sig i hendes bryst, ned i maven. Ind til at kvalme tog til i halsen, endnu en slurk, endnu en følelse af kortvarig velbehag.

,,Hnng’’ et irriteret støn forlod de fyldige læber, mens at den ravne sort håret kvinde, vinkede krofatteren hen til sig. ,,Endnu et glas’’ ordende var en smule sløret og tydet på at kvinden i den grad havde fået nok. Men hun blev ved med at lade pengene glide hen over disken, så det virkede ikke til at betjeningen havde tænkt sig at stoppe med at skænke op til hende. Man måtte da også medgive, at der var andre i denne kro, som bestemt havde fået mere indenbords, hvilket nok også var resultatet i den højråbende mand der stod og diskuteret, var han en vagt? Det var han nok. Med andre af hans, kammerater, om et eller andet, som Avaion pænt lod glide ud igennem det ene øre ud igennem det andet.

Zash var lige kommet hjem fra endnu en kurermission, og hun havde stærkt brug for en drink. Hun følte sig efterhånden som en glorified postbud, med alle de beskeder hun fragtede fra Hovedstaden og ud til alle hjørner af Krystallandet. Det var vigtigt, det vidste hun godt, men det var svært ikke at være bitter, når man var fanget i et regnskylle der ingen ende ville tage ude midt i ingenting. Hendes kammerater kæmpede og døde for at beskytte folk, mens hun red rundt i relativ sikkerhed på de små stier i Elverly.

Da hun åbnede døren til kroen, blev hun ramt af en mur af støj og varme. Det sidste var velkomment, da vejret udenfor var koldt og vådt. Larmen kunne hun godt undvære, men hun tvivlede på at det var til at finde en kro i Hovedstaden, der ikke var fuld af larm på dette tidspunkt af dagen.
Borte var uniformen, der ellers gjorde det genkendeligt at Zash var lysets kriger, og var blevet skiftet ud med en mørk tunik, under en tyk vinterkappe. Hun havde fri, og var bestemt ikke i humør til at nogen ville komme og bede hende om hjælp til Isari ved hvad.
Zash satte sig tungt ved baren, og gav et tegn til bartenderen om at hun var klar til at bestille. Noget varmt ale ville gøre godt, efter en lang tur i vintervejret.
En mand i kroen snakkede højt, alt for højt for Zashs ører. Hun var ved at vende sig om og sige noget til ham. Zash, der var lille selv af en dværg at være, havde en utrolig stemme, og hun var ikke i tvivl om at hun kunne overdøve manden, selvom det måske ville betyde at nogle af gæsternes ørertrommer ville springe.

Den varme mjød blev sat foran dæmonien, blev hurtigt grebet af de slanke fingre og sat for munden. Den varme væske havde igen en dejlig fornemmelse på vej ned, og lyden af træ der ramte træ, var til at høre da hun satte kruset ned igen. Hendes øjne lagde sig kort på side manden, eller retter kvinden. Der havde sat sig ved hendes side, spændende, en dværg. Det var ikke tit at hun havde æren at løbe ind i dværge, og kvinder, det var bestemt hellere ikke et typisk synd. Med et nyt interesseret blik og holdning, var øjnene der til at betragte hende længere, end de normalt burde. Eller retter, end hvad man normalt ville finde høfligt. Men hvem kunne bebrejde hende? Hun var trodsalt begær dæmon, dødssynden selv. Desuden, var det længe siden hun havde haft æren at hive en kvindelig dværg med sig i seng.

Oh der var den gang, måske et par hundrede år tilbage. Bare tanken af mindet fik hoved til at nikke bekræftende, med et lidt tomt blik og et fjoget smil på læberne. Men stemmen var den utålelige vagt, fik de gode minder til at flyde væk, hvor efter at en irriteret vrissen forlod hendes læber;
,,Jeg sværger, hvis han ikke snart holder sin kæft…’’ hun efterlod selv resten til fantasien, men stemmeleje havde fortalt den som kunne høre det, at det bestemt ikke ville være blomster og lyserøde skyer som han ville opleve. Nej, det ville bestemt ikke være af nogen pæn kaliber, hun kunne allerede mærke hvordan det kriblede i fingrene til at mærke kæber, hud og blod.

Zash var content med at sidde og stirre ned i bordet, da hun hørte sin sidemand sige noget. Zash så op, klar til at fortælle hvem det end var at hun skulle lade hende være, da hun fik set ordentligt på kvinden. Hun var smuk, det ville Zash godt indrømme; hendes hår var kulsort og hendes hud var en sund gylden farve, der gav hende en helt speciel glød i det flakkende lys i kroen. Hun var det stik modsatte af Zach, der var bygget som en shit brick house, med korte, kraftige ben og lavt tyngdepunkt. Hun havde ikke engang det lange hår de fleste dværge bar, men hår der var klippet helt kort til hendes hoved.
Zash så tilbage på manden, der nu fægtede vildt med armene, og var tæt på at skubbe til en kropige, der gik med en bakke dækket fuldt op med krus af forskellig væske. Hun måtte springe til side for at undgå de flagrende lemmer, men et enkelt krus gled af bakken og knustes mod jorden.
Uden et ord til kvinden, gled Zash ned af sin stol med et suk. Hun forsvandt næsten under det høje bord. Hun skuppede sig gennem mængden til den højtråbende mand, og stillede sig foran ham. Hun rettede sig op i sin fulde højde - hvilket ganske vidst ikke tog særlig lang tid, - og prøvede så godt hun kunne at nedstirre ham, ikke en hel nem opgave når man gik ham til bæltestedet.
'Tror du ikke at du skulle gå hjem i seng? Eller har du måske brug for en af byvagterne, eller sågar en lysets kriger, til at hjælpe dig med at finde vej? Jeg hører at de er stamkunder i dette ...' hun kastede et blik rundt i kroen, 'etablissement.' Manden var tydeligvis ikke særlig taknemmelig for Zashs råd, men efter et par minutters diskusion, luntede han mod udgangen. Hun vendte tilbage til sin plads, for et krus ale ventede på hende, i dårligere humør end da hun trådte ind i kroen. Hun havde måtte true ham med at skulle stå til ansvar for Lysets hær. En trusel der i den grad var overkill, men til sidst havde det ikke handlet om at få ham til at holde kæft, men om at vise at selvom Zash var lille, var hun altså ikke en man bare sådan kunne ignorere.

Det var så tæt på, at Avaion faktisk havde rejst sig op og kylede en stol i hoved på manden. Men hvad ville det hjælpe hende, og hendes sidekvinde, var på nuværende tidspunkt forsvundet. Med en smule forvirring hentydet i ansigtet, prøvede hendes øjne at finde den lave dværg. Kun for at se kvinden dukke op, foran manden som havde irriteret, ikke bare hende selv, men størstedelen af kunderne.
Utroligt nok, kunne hun se til, mens at dværgen faktisk formåede at få sendt idioten ud af kroen. Ikke så meget som et knytnæve blev sendt hans vej. Og her havde hun faktisk ønsket at se en god omgang barslagsmål. Skuffende, men rart at der atter var en mere hyggelig, rolig stemning i det varme rum. Hvor alkoholen flød i store mængder hen over disken, folk blev fulde, glade.
Sikke dog en fantastisk aften. Ad, hun kunne brække sig selv i munden, måske havde hun ønsket at nogen ville provokere hende så meget, at hun kunne brække nogle næser. Slå et par tænder ud? Hun var ikke den fysiske stærke type, men hun havde smidighed på hendes side.
Måske hun også bare trængte til at kneppe nogen så hårdt, at skrig og nydelse ville få hende til at glemme hvor knotten hun var.
Hun pegede atter krofatteren ned til hende. ,,To krus mere’’ hvor efter hun slugte den resterende væske i kruset, i en mundfuld.

Da dværgen havde kæmpet sig op på barstolen igen (hvorfor skulle de absolut være så høje?), hørte hun sin sidemand bestille to krus. Zash regnede med at det ene var til hende efter den store heltedåd. ’Tak,’ gryntede hun, ikke helt sikker på hun var i humør til selskab. Men der var noget over kvinde, der vækkede Zashs nysgerrighed. Hun prøvede at overbevise sig selv om, at det ikke bare var den nærmest unaturlige skønhed. Zash var ikke så overfladisk, var hun?
’Mit navn er Zash Durnka,’ sagde Zash, og efter lidt omtanke, drejede sig i stolen så hun ikke skulle dreje hovedet. Hun hørte en stemme i hendes hoved (beklagelig vis hendes moders), der sagde at det var uhøfligt at tale til folk, mens man var vendt væk fra dem.
Zash var overrasket over at se kvindens ene øje, der var helt hvidt og øjensynligt blindt. Uperfektionen sprang virkelig en øjnene, men Zash koncentrerede sig om ikke at stirre for åbenlyst.