For et par hundrede år siden plejede man - blandt bønder virkelig ikke kunne udtale sig om den slags - at sige 'Som sand i Rubinien' om noget der var ekstremt almindeligt, i enorme mængder eller generelt lidt ubrugeligt. Der var mange sådanne talemåder om Ørkenen i folkemunde, men få forstod reelt hvor absurd stort et område den var. Mil på mil på mil på mil af stegende sandbakker. Den havde engang haft andre navne, men de var blevet glemt med tiden. Den var.. Ørkenen. Det var ikke fordi den havde nogen form for monopol på varm og sandet-konceptet, den var bare suveræn.
Selv ørkenfolkene, nomader der brugte store dele af deres liv på at vandre fra oase til oase på tværs af ørkenen, havde meget faste ruter de fulgte. De vidste hvor længe de og deres dyr kunne holde til at vandre uden friske forsyninger, og hvis man blev forsinket bare en dag, hvis man fór vild, var det så godt som en dødsdom. Det betød også at der var dele af ørkenen der stadig var fuldkommen urørt af mennesker. Klitter af sand der i årtusinder kun var blevet forstyrret af vinden.
Indtil Priscilla kom dumpende ned fra himlen og skred et godt stykke ned af skrænten. Hun kom lidt usikkert på benene, det her havde ikke været hendes destination. Men hun nåede knap at tænke mere over det, før hun udbrød i chokerede hyl. Hendes fingre spjættede og hun affyrede hastigt en lang serie eder foruden fire ildkuglebesvægelser fra armene. Det havde virket som en god idé at justere tatoveringen til at lække varme, siden hun to sekunder forinden havde været helt oppe i Norden. Nu hvor den umiddelbare frustration var af vejen, tog den erfarne dæmon situationen ganske rolig. Hun fik kæmpet sig op på toppen af klinten i håb om at få skabt sig en smule overblik. Desværre var der ingen belejlige oaser eller ruiner at orientere sig efter, bare sand, sand og mere sand..
..Og en kvindeskikkelse. Typisk, hende igen.

Varmen var fuldstændig ulidelig, men før at nordens kvinde fik smidt hendes varme klæder. Vente hele maven sig, og hvad hun havde fået at spise den morgen, lå nu for hendes fødder i det varme sand. Et støn af at føle sig dårlig, og irritationen over det som der lige var sket. Var næsten overvældende for Pandora, der stod med hænderne fast plantet på hendes lår, for overbøjet mens sveden allerede begyndte at hagle ned af hendes ansigt. Hvor var hun dog også endt henne? Det eneste hun huskede var at hun havde grebet fat i den kvinde, som havde vandret rundt ved hendes landsby, måske var der også noget med at de havde skændes? Hun kunne ikke helt huske det, før hun nåede at funderer videre over hvad der var sket. Fyldte smagen af galle og fisk igen hendes mund, da mavens indhold, som burde blive i maven. Valgte at komme ud af munden, da hun endelig følte hun havde fået det hele ud, rejste den robuste kvinde sig op og tørrede munden med den skindbeklædte arm.

Hendes øjne betragtede kort omgivelserne, hvor efter hendes mund blev fyldt med eder og forbandelser. Hvor havde den heks til en kvinde ført hende hen!? Det skulle ikke tage den mest åndsforladte person, at etablere at dette ikke længere var norden. Jo kvinden der stod måbende og stirrede på de uendelige bakker af sand, sand og mere sand. Var godt klar over at hun var langt hjemme fra, meget langt hjemme fra. Næsen krummede i afsky, tanken om at komme væk hjemme fra havde aldrig ligget langt væk fra den blonde kvinde. Men på denne måde? Så ville hun hellere tage ti år hos hendes familie endnu. Under hele denne forvirring, havde Pandora slet ikke lagt mærke til at heksen stadig befandt sig få meter fra hende, ej hellere havde hun set ildkuglerne. Men da der kom nogle skridt ikke så langt væk fra hende. Hoved vente sig hurtigt i retningen, hvor øjnene blev helt smalle, hende. Nord kvinden var ikke kendt for et hidsigt temperament, hun ville hellere gå væk fra en person som irriterede hende. End at konfronterer, men denne kvinde, denne utålelig kvindemenneske, kom bare under huden på hende, på den mest ubehagelige måde. Hvilket gjorde at hun mest af alt havde lyst til at smække hende en på bærret.

Så langt kom hun dog ikke, hun løftede blot en pege finger og vente den imod hende ,,dig!’’ skreg hun arrigt ,,Hvor fanden har du ført mig hen heks!?’’

Priscilla gned sin næseryg. Selvfølgelig slap hun ikke for den højtråbende, konfrontionelle, voldelig møgtøs. De første to kunne hun abstrahere fra - alt andet ville være hyklerisk - men den sidste var mere utilgivelig. Ikke nok med at idioten havde slået teleportationsbesværgelse af kurs da hun taklede Priscilla, nu havde barbaren sågar den ignorante arrogance til at bebrejde hende.. hende!
"Ja, hvor er der store mængder sand over det hele, Pandora..?" Svarede hun med sarkasmen dryppende fra hvert et ord. Det var generelt ikke en sproglig teknik hun gjorde sig meget brug af, fordi selv da kunne hun ikke sige ting der ikke var sande, men nordboen fortjente det; det var over hundrede år siden at dæmonen havde sådan fortrudt at hun tog et job, "Vi er i Rubinien, dit debile røvhul."
Priscilla var som sagt ikke voldelig, men det kløede stadig i fingrene efter at gå ned og.. om ikke andet forbande hende. Hun stod lidt og overvejede om det var bedst med kronisk uheld eller konstant liderlighed indtil hun havde flere kønssygdomme end et horehus ved havnen. Hun burde lave blodet på sig stadig..
Selvfølgelig! Priscilla gav sig i til at rode sin jakke igennem, efter de små flasker hun havde liggende i skjulte lommer. Hun hvislede da hun fandt den første knust ved at skære sig på skårene, men hendes ansigt lyste op da hun fremdrog en lille flaske der indeholdt hendes flugtmulighed.

Hun begyndte at slappe af, og gryntede bare irriteret. Nej, der kunne ikke komme noget godt ud af at slå heksen, så hun måtte hellere lade være. Hun forstod generelt slet ikke hvorfor at hun var blevet så sur på hende i første omgang. Måske var det den arrogante måde hun havde sagt hun havde brug for hendes blod, fordi hun havde sovet dårligt den aften? Eller fordi at hendes mor igen havde fundet en mand som hun synes at Pandora skulle giftes med.
,,Kald mig debil røvhul, én gang til..’’ udfordrede hun, men valgte at trække den store pelsfrakke af sig, hvilket fremviste en beige hør skjorte som var bundet sammen omkring livet, med et bredt læderbælte, samt andre læder stropper der holdte den lidt for store skjorte på plads. De krystal blå øjne betragtede dæmonien der begyndte at rode i hendes frakke. Hun havde tænkt sig at efterlade hende her? Havde hun ikke, opgivende stod hun bare og betragtede kvinden, måske var det varmen som allerede var begyndt at stige hende til hoved, men hun havde ingen lyst eller overskud til at skulle udfordre kvinden som tydeligvis var en del mere i stand til at forbande hende, end nordkvinden havde til at angribe hende. Og hvad skulle det nytte i første omgang?

,,Du har tænkt dig at efterlade mig her, har du ikke?’’ hun kastede opgivende armene op i vejret, og betragtede sine omgivelser, hvor langt var hun væk fra civilisation? En dags rejse, måske to? Hvis hun var uheldig måske en uge, hun kunne ikke overleve uden mad og drikke på en uge. Men hvis hun skulle, ville hun nå det!

,,Hvis jeg dør her ude i ørkenen, sørger jeg personligt for at hjemsøge dig..’’ snerrede hun, men inden hun begyndte at gå væk fra hende, vente hun hoved hen over skulderen og et undskyldende blik gled hen over barbarens øjne, måske var hun stor og robust, men hun var ikke voldlig af natur. ,,Undskyld jeg tacklede dig.. Men næste gang, find på en bedre måde at spørger folk omkring det.. blod ting dér’’

Priscilla fnøs og fiskede i en elegant bevægelse en nål ud af ærmet. Hendes blik var hårdt og hun krympede sig ikke det mindste, da hun gav sig til at stikkede dråber af det mørke blod ind i huden på hendes underarm. Det var ikke elegant, det var ikke engang hendes rigtige redskaber, men lige i denne her situation havde hun brug for effektivitet. Hun skulle bare væk herfra.
Pandora fik hende dog til at se op og den andens ord gjorde dæmonens blik lidt blødere. Det var langt de færreste der kunne indrømme deres egne fejl når de stod ansigt til ansigt med døden, og for det kunne hun ikke lade være med at beundre hende smule. Desuden var det tydeligvis en dum misforståelse og hun kunne i hvert fald genoverveje måden hun bad om folks blod. Desværre var der ikke så meget at gøre, den lille flaske indeholdt kun lige akkurat nok blod til en tatovering. Med et vant runding færdiggjorde hun den første rune. Hun sukkede.
"Pandora!" Råbte hun efter den dumme, lyshårede tøs der af en eller anden grund havde forstået Priscillas ord som en udfordring. Hun løb usikkert igennem ned langs sandbakken indtil hun nåede den anden kvinde. Hendes lange hår hang slapt ned langs siden af hendes hoved, men i Priscillas øjne brændte et underligt.
"Jeg har kun nok til at flytte mig selv.." Tilstod hun med mere end bare en smule ærgerlighed. Fordi uanset hvor meget sympati hu havde formået at finde for den vilde nordbo, havde hun stadig lovet sin nuværende krop at hun ville forblive uskadt. Dæmon eller ej, hun var ikke fuldkommen sikker på at hun kunne finde ud af ørkenen inden hun døde.
En idé fik hende dog til at lyse op i et tøvende grin og hun fortsatte, med en smule mere selvsikkerhed i stemmen, "Men hvis du rækker mig din arm, kan jeg hjælpe dig lidt på vej."

Hun kunne have svoret, at sandet allerede havde trængt ind de mærkeligste steder. Steder som hun bestemt ikke ville fortælle nogen, men det kløede! Og det var varmt, og hun ville ønske hun var tilbage i norden, hvor hun i det mindste kunne tage mere tøj på hvis det blev for koldt. Der var en begrænsning for hvor meget tøj man kunne tage af.

Hun nåede dog ikke langt ned af sandbankerne før at hun hørte en stemme der råbte hendes navn. Hvad nu? Havde hun tænkt sig at skælde hende mere ud, eller snerre mere? Men stemmen havde ikke virket til at være arrig, det var nok også derfor at hun vente sig om. Et lille smil sneg sig hen over ansigtet, hvor det mærkelige syn af kvinden der prøvede at løbe besværet igennem sandet. Hun undertrykte dog grinet, der truede med at bryde frem.

Hun ventede tålmodigt på, at hun var kommet helt hen til hende. Hvor hun ville blive mødt af et spørgerende ansigts udtryk, der havde formet sig hen over Pandoras ansigt. Hvad ville hun nu? Hun havde forliget sig med at hun selv ville forsvinde her fra, mens hun var nød til at kæmpe sig igennem sandet, tørken og tørsten. Det så allerede slemt ud nu, da hun kunne mærke hvordan at halsen begyndte at snore sig sammen. Et lille smil var stadig at spore på læberne, trods at kvinden lige havde fortalt hende at hun kun havde nok til at transportere en. En lille del af hende, havde ændret synet på kvinden som havde spurgt om hende blod. Men hun kunne ikke forstå hvorfor hun havde brugt tid på at omme hen til hende og fortælle det? Hun nåede dog ikke at sige noget, før at den lyshåret kvinde atter talte. Række hendes arm ud, havde hun ikke lært fra sidste gang? Med et øjenbryn der var hævet, mens det andet stadig lå faldt imod øjet, blev et meget skeptisk ansigtsudtryk fremstillet. Men dog rakte nordkvinden alligevel armen hen imod hende.

,,Jeg sværger du er mærkelig..’’ mumlede hun stille, men kommenterede ikke yderligere, det var for varmt at bruge kræfter på at tale.

Priscilla havde svært ved at forene dette medgørlige pigebarn med nordboen der havde sprunget på hende tidligere, men chok kunne gøre interessante ting ved en person. Priscillas hånd lukkedes sig sikkert om Pandoras håndled og hun bed sig koncentreret i underlæben. Det her var ikke noget hun havde brug for at at lave før, så det var lidt et spørgsmål om hvordan hun ville gribe situationen an. Et kort øjeblik var hun fristet til at give den anden kvinde sin teleportation, men dæmoninden var ikke fuldkommen sikker på at hun ville overleve og hun havde givet kroppens ejer et løfte. Nålen hun havde brugt på sig selv blev udskiftet med en friskere og uden den mindste grimmas skar Priscilla sin egen tommelfinger åben og dyppede spidsen.
"Nu gør det ondt." Informerede hun mildt og hendes greb om håndleddet blev fastere da hun satte den første prik. Hendes blå øjne skød op til den andens ansigt, afmålende, beroligende. To kiler af dæmoniske bogstaver lagde fundamentet for den simple besværgelse hun havde tænkt sig at give Pandora. Hun dyppede atter nålen og skrev en ny serie runer ovenpå de gamle. Igen og igen indtil tegnene flød sammen til et mørkt mønster. Alle væsner besad elementære, intuitive fornemmelser for retning der blev forvirret af ting som fri vilje og bevidsthed, men det lykkedes Priscilla at isolere den impuls og binde den i magisk form - med hvad Priscilla måtte kalde et VIST indfald af brilliance og Pandora aldrig ville kunne værdsætte. Imens hun arbejde under den hede sol fortalte Priscilla hvad hun vidste om at overleve i ørkenen, hvilket desværre var meget begrænset.
"Hold dig i skygge om dagen, brug så lidt energi som muligt." Endnu et prik, endnu et sving, endnu et bogstav færdiggjort, "rejs om natten, der tror jeg du vil finde temperaturen mere behagelig for dig. Du burde kunne finde væde i kaktusser.. Og selv her lever der krybdyr der kan spises." En sidste, afgørende prik og Priscilla hævede åndeløst nålen. Et sekund gruede hun om det havde fejlet før den højbenede trekant hun havde tegnet, i mildt forstyrrende hak drejede sig til at pege sin spids i retning mod solen. "Følg denne her, den vil altid pege hjem." Hun gav nordboens hånd et opmuntrende klem og gav så slip.

Øjnene var trætte og valgte derfor bare at betragte hvad der skete, uden at komme med nogle konkrete indvendinger. Kun lige da hun begyndte at stikke hende i armen, skar ansigtet en grimasse mens et hvislende av passerede hen over læberne. Dog aftog smerten lidt efterhånden som tiden gik, og hun kunne efter noget tid slappe af.
Det var et mærkværdigt mønster som begyndte at danne sig i hendes lysekød, der nærmest blussede op i røde farve. Om det var fra irritationen omkring nålen der prikkede ned i hendes hud, og skabte en hudafskrabning med blod i, eller om det var på grund af solen som der var stærkere end noget hun nogen sinde havde prøvet. Nogle korte nik var det eneste der indikerede, at hun faktisk lyttede til hvad at Priscilla fortalte hende. Det var gode råd hun kom med, og bestemt noget hun lagde ned i hendes huske taske af ting som var gode at vide. Hun havde dog en fordel ved at være lærenem, at huske ting hun fik fortalte hurtigere end nogen anden fra hendes klan. Hvilket hjalp med at aflede opmærksomheden fra, at hun var så ligefrem og ikke særlige karismatiske personlighed.

Hele ansigtet udstrålede forbløffelse, mens hun prikkede til trekanten der blev ved med at pege imod solen lige meget hvilken vej hun drejede den i. Derefter slog en latter frem, dette var nok det bedste hun nogen sinde havde oplevet. ,,Tak for hjælpen, jeg sætter pris på det. Og hvis jeg kommer levende hjem, skal jeg huske at du havde brug for mit blod’’ hun klemte hånden kort tilbage.

Nogle gange ville Priscilla ønske at det var en forbandelse der gjorde at hun havde et svagt punkt for den slags piger - placeret i en håbløs tilstand af tilfældighederne. Så havde hun i det mindste kunne behandle det rationelt og søge at hæve den, men uanset hvor mange gange hun havde erklæret det tåbeligt, fandt hun stadig sig selv i færd med at besvære sig for en eller anden dulle i nød. Selv lige da, efter at denne Pandora havde fucket hendes planer fuldstændig op, tvunget hende til at bruge to anvendelser af hendes teleportationsblæk - var hun overhovedet klar over hvor dyrt det var - stod hun stadig der og kunne ikke lade være med at gengælde den andens smil. Hun var en dæmon for pokker, men det hjalp ikke at fortælle sig selv. Det var en del af den hun var.. Hun hjalp som hun selv ville ønske hun var blevet hjulpet. De her døgnfluer syntes ikke at leve mere end et øjeblik, men deres liv havde stadig et sådan potentiale til lidelse.. Eller glæde.
"Chance være med dig.." sagde hun med en lille grimasse og satte sig så i skrædderstilling i sandet for at færdiggøre sin egen tatovering.

Hun nikkede med et lille brum, hvor efter at hun vente ryggen til den mærkværdige dæmon, som var gået fra at være irriterende. Til en fjende, til faktisk at være en person hun kunne bryde sig om. Men der var ikke tid til at blive stående her og vente på at kvinden ville forsvinde fra denne hede belagte sandkasse. Nej hun var nød til at finde sin vej, finde sin vej så hurtig ud af den, som det kunne lade sig gøre.

Hun trak en smule mundvand ned tilbage af hendes halsrør, mens at hun med lidt mere mod, begyndte at bevæge sig imod den retning som pilen pegede for hende. Hvis dette virkelig skulle lykkes for hende, ville hun huske på at takke sin mor, for altid at være der for hende, takke hendes bror for altid at gemme hendes yndlings kager, eller komme hjem med nyt spæk. Smilet bredte sig hen over læberne, mens at sveden trillede ned af hendes pande, hun skulle nok komme hjem. Så let skulle denne verden ikke slippe af med hende, hun havde selv sat sig i en umulig situation, mon ikke også hun selv kunne komme ud af den.

Uanet omkring de fare der ville lure på vejen til et bedre klima, forsvandt den plantin blonde nordbo længere og længere væk, ind til at hun blev opslugt af heden og solens stråler.