Hvad de korterelevende racer ikke forstod, var hvor lille landet kunne syntes for en udødelig. At rejse fra den ene ende af krystallandet til den anden kunne tage uger, måneder hvilket ud af sølle hundrede år var en del. Men når man levede tusindvis af år mistede tiden sin betydning og med den, afstanden sin. Priscilla var snart i sit andet årtusind og hun var ikke længere sky for at opsøge sin forretningspartnere eller sine klienter til fods. Dagene smeltede sammen til en meningsløs, intetsigende grød af begivenheder; faktisk huskede Priscilla ikke engang halvdelen af den tid hun havde levet. Hun vidste ikke hvordan det var for mennesker; hun vidste ikke engang hvordan det var for andre dæmoner, men nu og da hændte der noget der stod klart for hende og blev husket. Oplevelser der vækkede hendes interesse, klare som Krystal. Eller vigtig information, gemt ud af nødvendighed, for at sikre hendes overlevelse. Priscilla ville sidenhen ikke huske sin rejse til Rak'sai, men fra hun lagde øjnene på den ældre dæmon, ville hvert minut erindres som altid.. for altid – hun turde ikke andet.
Hun fandt Krystallunden heftigt forandret og der var ingen tvivl om at hun var kommet til det rette sted. Den gamle skov havde altid haft en åndeløs, overnaturlig skønhed men nu var det en morderisk fæstning. Stadig smukt, men på samme måde som en skovbrand eller en tornado – noget man betragtede på afstand. Som sagt, meget Rak'sai.
Den næste halv dag blev brugt på at cirkulere den lille skov to gange, men man havde været grundig og Priscilla fandt ingen ønskværdig indgang. Det var først da hun stoppede op og ventede på stedet at der, en lille time senere, skete noget. En knagen. En klagen. En bragen. Og hækken af knivskarpe krystaller gav vej så hun kunne træde ind. Hun nikkede til Rak'sais høje, afskyelige tjener. Hun havde også selv været involverer i at binde nogle af de grufulde forbandelser til hans krop, men de tatoveringer var for længst falmet – Rak'sais kontrol sad nu på hans sjæl. Det var næsten nok til at Priscilla følte en anelse medlidenhed. Næsten.
Hytten var netop det.. En hytte, med et tag af strå og mure af sten, men det var tydeligvis blot en begyndelse og der var allerede lagt et fundament til et væsentlig mere ambitiøst byggeprojekt. Priscilla rettede lidt på sit hår, sit tøj og sit smil og bankede så på døren.

Under normale omstændigheder havde Rak'sai ikke tøvet et øjeblik med at lade andre dæmoner komme hende nær, måske havde de et fornuftigt forslag, måske havde de bare et væddemål eller en handel hun ikke kunne afvise, det var for fristende, men ikke idag. Grunden til at Pricella fik lov til at vente så grueligt længe havde været intet andet end grådighed. Rak'sai havde forædt sig i en sådan grad, at hun midlertidigt havde været nødt til at forlade sin vært, for bedre at kunne konsumere den grusomme mængde sjæl. Man kunne rets nok sige, at Rak'sai havde en sød tand, hvis hun for alvor havde fået en lækker hovedret var det sjældent hun kunne modstå en lokkende dessert, desværre for hende, viste denne dessert sig at være væsentligt mere potent end først antaget.
Endelig, efter hun igen havde fundet sig til rette i sin menneskelige vært, hvis oprindelige beboer for længest var død og borte, gav hun Krapylet ordre på at lukke dæmonen ind. Rak'sai var altid beredt til sådanne møder, man vidste aldrig med dæmoner, det var væsener som var bundet af deres ord, men i løbet af ganske få øjeblikke kunne vende på en tallerken og skifte alliancer. Det var ydermere længe siden Rak'sai havde set det lille væsen, hun var velnok vokset gevaldgt, om ikke andet kapacitetsmæssigt. Én ting havde Rak'sai lært og det var på trods af sin rene eksistens bestående af det pureste hovmod, ikke at undervurdere nogen eller noget.
Den ældre dæmon sad lænet tilfredst tilbage i en stol, som tydeligvis ikke passede det nuværende byggeri, den var alt for stor og klodset, men på et tidspunkt, ville den blive ganske proportionel med hendes hjem,så snart Krapyl blev færdig med det større byggeri.
"Pricella" Rak'sai slog kort armene ud, men rejste sig ikke fra sin siddende position, hendes krop som ikke var specielt høj og kurvet i kvindelige former var udelukkende tildækket af en stor løs kåbe som var slået omkring, at se Rak'sai i stramt eller pænt tøj var en absolut sjældenhed.
"Hvad bringer dig her? Jeg ser mine anstrengelser ikke var været til spilde!"
Dæmonen lod læberne glide til side i et veltilfredst smil, inden hun nikkede kort, sandt at sige var hun yderst veltilfreds med Krapylets arbejde, nok kunne hun manipulere struktur og form, men hun havde ikke en jordisk chance for at kreere hvad Krapylet havde fremmanet.

Priscilla havde for længst opdaget at høflighed ikke lå til hende. Måske fordi det typisk var lag på lag af hvide løgne og hun havde altid været en smule handikappet på den front. Måske var det bare fordi at hun foretrak at komme direkte til sagen uden at danse udenom hinandens egoer i timevis. Så da Rak'sai indledte med hvad der lignede de typiske floskler, kunne man straks se en mindre trækning i den kønne tatovørs mundvig men hun sagde intet. Erfaring havde fortalt hende at stilhed var nogle gange at foretrække, især når hun havde med gamle, udspekulerede dæmoner at gøre, så i stedet smilede hun intetsigende imens hun prøvede at afkode Rak'sais præcise mening. Hvis hun mente hele krystalskoven og hytten her, var hun uenig. Det var det et hul i jorden, men på den anden side havde Priscilla havde besøgt den anden dæmon før og et figurativt hul var bedre end et bogstaveligt. Hvis det var den yngre dæmon selv, var hun fuldkommen enig.
"Priscilla." Rettede hun stille og akkompagnerede det med et disarmerende smil. Det var garanteret en diskret positionering og hun så derfor ingen grund til at hænge sig ved det. Hun havde en sag at komme til og allerede efter to minutter i hendes magtfulde slægtnings tilstedeværelse kunne det ikke rigtig gå hurtig nok.
"Jeg.." Begyndte hun med tøvede i et splitsekund mens hun genovervejede at bruge ord som 'nødt' og 'hjælp' til fordel for det væsentlig mere neutrale, "..er kommet for at hyre dig."

Rak'sai lænede sig langsomt, mageligt, tilbage i den store stol mens det blå blik afsøgte hver afkrog af den yngre dæmon, ah, hu havde sågar lært at holde sin mund lukket, en skam, engang havde det været så simpelt med den yngre, men hendes år væk fr rak'sais hule hånd havde tydeligvis lært hende et trick eller to. Alligevel forlod Rak'sais øjne ikke hendes blik ét sekund, den gamle stirrekonkurrence var Rak'sais kunst, som kunne hun se ind i det inderste af dæmonens kerne.
Den yngres rettelse fremkaldte intet andet end et ugudeligt langsomt træk på skuldrene, inden den kåbeklædte slog neglene imod det rå træarmlæn med en hul lyd. "Pricella, Pricilla... Dit nuværende kaldenavn kunne ikke kede mig mindre..." Rak'sai rejste sig fra stolen, så den store kåbe faldtblødt omkring den kurvede skikkelse, på trods af at Rak'sais fysiske form ikke var så stor, så fyldte hun alligevel utroligt meget i rummet. "Det eneste navn der kunne vække en snert af interesse, ville være dit fødenavn!"
Et djævelsk smil spillede kort på Rak'sais læber, en dæmons navn, dét skabningerne vogtede med alt deres magt, roden til deres frihed, lå lige der, så umådeligt velvogtet, og alligevel så skrøbeligt.
"Men jeg går ikke ud fra, at dét er den pris du tilbyder..." Den mørkhårede hundæmon trådte tættere på den yngre, beskuende, interesseret.
"Du kan næppe tilbyde mig noget kæreste, men sig frem, jeg er aldrig bleg for en forhandling!"

Priscilla besvarede stædigt øjenkontakten, mens det sitrede i hendes indre af en irritation der fik det til at klø i hendes fingerled. Det var bare et spil, måtte hun påminde sig selv om, men det frustrerede hende stadig – ganske sikkert ganske bevidst. Hun havde kaldt sig selv Priscilla i alt den tid hun havde kendt Rak'sai: femtenhundrede år. Det var generelt et træk ved ældre dæmoner: de turde ikke gå i direkte konflikt (måske fordi den type sjældent nåede den alder) men brugte istedet deres tid på en ugidelighedskonkurrence - hvem kunne synes med ligeglad. Priscilla ville gerne kalde det meningsløs positionering, men hendes knyttede næve bevidnede lidt det modsatte.
I sidste ende gav stædighed ud til tålmodighed og det det var en ressource hun ikke havde overdådige mængder af. Det blev derfor også hende der så væk først; hun himlede med øjnene. Uanset hvor meget hun gerne ville det, kunne hun ikke undgå selv at deltage i det tåbelige spil.
Heldigvis ledte samtalen naturligvis over i et ønsket spor og den unge dæmoninde kunne endelig slappe af i fingrene og hendes blik genfandt den tidligere sikkerhed.
"Ingen forhandling." Sagde hun fast og kørte ubevidst en tommel langs den linje af tekst på hendes pegefinger der aktiverede ildkuglen der sad fastlåst men ventende i hendes farvede hud hele vejen op langs armen, "..Du skylder mig en tjeneste, Rak'sai." Hun gjorde et nik i retning af vinduet, udenfor hvilket den anden dæmons fåmælte kæledyr som en sort skygge tårnede op i lysningen. Det havde været lidt af en overvejelse frem og tilbage, fordi en skyldt tjeneste var en rimelig stor garanti blandt dæmoner så hvis hun indkaldte den, var der intet der forhindrede Rak'sai i at planlægge imod hende. På den anden side havde hun selv aflagt et løfte og havde ikke ligefrem lyst til den svækkelse der ventede en dæmon der brød sit ord, sidste gang havde det varet et helt århundrede.

Rak'sai var uhyggeligt bevidst om den anden dæmons reaktioner på hver af hendes egne handlinger, hun var parat til hvad som helst, selvom fysisk kamp praktisk talt aldrig havde været Rak'sais force, faktisk tværtimod. Uanset hvor stærk hendes kraft havde gjort hendes nuværende dragt, havde det aldrig været hvad hun havde fokuseret på hos en menneskelig vært.
Den mørkhårede dæmon lænede langsomt hovedet en kende tilbage, som en slange der smagte på luften omkring sig kunne hun næsten smage hvordan den blev tyk og ubehagelig at færdes i, det var sjældent rart når to dæmoner mødtes på en sådan måde, det var altid et spørgsmål om fingerfejl eller forseelser i ens rutiner, enhver kunne når som helst trække tæppet væk under den anden, en ting som Priscella benyttede sig af kort efter.
"Jaså..."
Rak'sai veg langsomt et skridt baglæns, mens hun så den yngre an, uanset hvor lidt hun ville indrømme det, så var Priscella alligevel blevet en imponerende del klygtigere siden sidst de to havde mødtes og desværre have hun husket på en ting Rak'sai havde forsvoret sig selv, at den yngre ladet løbe fra sig i tidens sand.
Det tog nogle få øjeblikke, øjeblikke som Rak'sai udnyttede til sit fulde for at huske de præcise ord af aftalen, var der huller eller smutveje? Hvordan havde den rødhårede formuleret sig? Desværre havde Rak'sai ikke lavet nogle fejl i sine masker da hun indgik aftalen, måske havde hun bare ikke regnet med, at den yngre dæmon ville overleve længe nok til at indkassere en sådan tjeneste.
"Deri har du ret, sig fem yndling, hvad har du brug for din gamle tante til?"
Rak'sai lænede sig langsomt bagud, inden hun gled ned i den store stol som en doven og magelig kat, på trods af, at hendes blik vidnede om det stik modsatte. Det var først for alvor nu, at den rigtige leg begyndte.
"Hvad kan jeg gøre for dig, som du ikke selv kan udrette kæreste?"

Med første fase af forhandlingerne fuldendt, faldt der en atypisk ro over den yngre dæmon. Dette var en velkendt process, uden smalltalk til at frustrere hende yderligere og Priscillas komfort var igen demonstreret af hendes fingre, der nu legede distræt med en lang kobbernål. Hun var forberedt på denne samtale - det var svært at være andet efter hun havde krydset Krystallandet til fods - både på Rak'sais reaktion og hvordan hun havde tænkt sig at vinkle aftalen. Der kunne sikkert danses mere rundt om det, men Priscilla havde aldrig været let til fods - i hvert fald ikke i overført betydning - så hun gik direkte til sagens kerne. Ublu knappede hun kjortlen åben og afslørede en stor forbinding på tværs af maven, mørkt rødbrun af det størknede blod. Priscilla var ikke den eneste der søgte at komme til sagens kerne, nogle gange var sagen bare hende og folk brugte sværd. Man overlevede ikke næsten to-tusind år uden at lære at forsvare sig fra eller undgå ballade, problemet var at det samme gjaldt også balladen, eksempelvis hvis den var en engel.
"Min.. beholder er skadet." sagde hun nøgternt og undveg bevidst ordet 'vært'. En underdrivelse. Inden hun dækkede det gabende sår til, havde Priscilla nået at se de sørgelige rester der havde været hendes organer. Intet menneske kunne overleve dette, og deri lå problemet, "Jeg antager at med din ekspertise i det biologiske og det dæmoniske, at du vil kunne.. reparere den."

Rak'sai vejede kort med hovedet, som kunne hun lugte roen der bredte sig i lokalet, en ro hun ikke brød sig synderligt om. Siden hvornår var hun blevet så magelig, at dæmoner i hendes nærhed begyndte at slappe af? Hun trak ørene kort op omkring ørene inden blikket vandrede opad til det nåede Priscillas, et faretruende et af slagsen, Rak'sai var den forkerte dæmon ikke at vise respekt, i hvert fald hvis man nu spurgte hendes eget ego. 
Irritationen der langsomt men sikkert byggede sig op i den ældre dæmon blev pludseligt, henslået af hvad der dukkede op under stoffet som Priscilla nu fjernede. Alt den bare hud bed ikke på Rak'sais blufærdighed, faktisk havde hun slet ikke den slags. Mange dæmoner var drevet af en hunger og lyst til det kødelige, ikke Rak'sai, hun kunne faktisk ikke være mere ligeglad med kroppen, det var et praktisk og til tider nødvensigt fartøj, intet andet. Af samme årsag rejste hun sig fra sin magelige position langsomt og nysgerrigt. Såret blev betragtet længe, inden hun igen lod blikket vandre op mod den andens dæmons. Så smilede hun. Skævt og bredt. Et smil man sjældent s¨hos Rak'sai, det gik helt op i øjnene som næsten begyndte at gløde af begejstring.
"Virkelig?"
Den mørkhårede tippede hovedet, inden hun langsomt rakte den ene hånd frem mod Priscillas sår, huden var nærmest smeltet hvor klingen havde rørt, det var helt sikkert ikke et normalt våben der havde kåret i den lille runemager.
"Hvorfor... Finder du ikke bare en ny?" Nysgerrigheden var enorm, det der med at knytte sig til en ny krop kom med en udfordring, ingen var ens og derfor var deres kød og blod også en forskellig fornøjelse hver gang. Rak'sai havde personligt haft sin krop i flere århundrede, hvis ikke længere, men det var et praktisk spørgsmål, intet andet. Nogle dæmoner skiftede krop fra den ene dag til den anden, hvad gjorde mon, at den lille lærling ikke ville give slip på hendes?

Og der kom sagens kerne og Pris stod pludselig blottet i mere end en betydning af ordet. Hvis der havde været en måde at undgå dette samtaleemne havde hun taget den, men på det dette punkt ville det gå direkte imod Rak'sais gæstfrihed at nægte at svare. Priscilla havde brugt adskillige timer på at overveje hvordan hun bedst dansede udenom emnet. Hun var glad for at betragte dæmoniske forhandlinger som skak, med træk og modtræk. I modsat skak var hendes arts interaktioner i langt højere grad et løst spil. Der var simpelthen en række handlinger der var optimale og en række handlinger der fik en dræbt eller gjort til slave.
Måske var det endnu en grund til at hun sjældent opsøgte sin egen slags; at hun på forhånd havde heftige handikap i spillet. Der var en lav sandhed i det gamle mantra: dæmoner lyver - med undtagelse. Derudov var sentimentalitet var en klar svaghed, det vidste selv Priscilla. Måske var det derfor så mange dæmoner tyede til kaotisk, destruktiv hedonisme: fordi regelmæssighed var blot et lille skridt fra forudsigelighed.
"Vi har indgået en kontrakt.." Tilstod hun med falsk finalitet. Hun var godt nok fysisk ude af stand til at sige usandheder, men hun kunne stadig lyve og misvise med kropssprog og tonefald. Her var det vigtige ikke at vise nogen skam eller andet tegn på svaghed. Hellere virke som lidt tøvende for at dele en hemmelighed der gav hende en fordel. Rak'sai var nysgerrig efter hendes vinkel og dette kunne udnyttes, hvis hun blot lod tanten trække "sandheden" ud af hende - eller i hvert fald den mest belejlige sandhed. 

Rak'sai rettede sig op, da hun var færdig med at nærstudere såret, sandt nok var det ikke noget et menneske ville overleve, faktisk, ville det være en komplet dødsdom at få sådan en skade. Det var næsten til at dufte den dæmoniske energi der drev det ellers døende værk frem, det var tiltalende. Rak'sai skar en grimasse. Sulten.
De sidste ord der kom ud af den yngre dæmons mund fik det kortvarrigt til at gippe i den mørkhårede. "Hvad?" Rak'sai stirrede længe på Priscilla, hun skulede, som prøvede hun at se lige igennem hende, sådan gik der nogle sekundter til det gik op for hende, at Priscilla ikke prøvede at være morsom, det var hér, at Rak'sai begyndte at more sig.
"HAH!" Et oprindeligt grin brød frem på den ældres ansigt, det var for godt til at være sandt "Hahaha... Hah.. Åh.. phew.. Hahahah". En enkelt tåre trillede ned ad dæmonens ene kind, nænsomt tørrede hun den væk mens hun prøvede at genvinde kontrollen over den mægtige latter der fyldte rummet, en latter der vidnede om, at kroppen ikke længere tilhørte den, som den udgav sig for.
"Åh, nogengange glemmer jeg hvad de er i stand til, de hylstre..." Mumlede hun tørt, mens hun betragtede den klare tåre der endnu hvilede på den ene finger, en tåre denne gang fremkaldt af morskab, men som for mennesker kunne betyde så meget mere det. "Og dog..." fortsatte hun kort efter, og vendte så det stive blå blik mod den yngre, "Det er som om man dagligt bliver mindet om deres begrænsninger, syntes du ikke?" 
Rak'sai skulede igen mod den yngre, pludselig vidste hun faktisk overhovedet ikke hvor hun havde hende, enten var hun ærlig og usandsynlig dum, ellers var der noget lusket og underspillet hun ikke kunne se.
"Okay, jeg bider på, du har lavet en kontrakt med din... Vært? Kæledyr?" Den mørkhårede dæmon gestikulerede mod den anden, og det åbenlyse problem "og nu skal det repar... vent lidt, siger du til mig, at den stadig er levende?" 

Priscilla selv tillod sig kun et lille smil ved Rak'sais reaktion. Det lod til at det havde lykkedes hende at sælge sin største svaghed som en excentrisk kuriositet. Det var tydeligt at tanten var fascineret og Priscilla foretrak faktisk at lade hendes forestillingsevne gøre det mest af arbejdet. Det skulle ikke undre hende om der netop da i den ældre dæmons sind raserede en kaotisk kamp mellem overlegenshedsfølelsen der kaldte det stupid sentimentalitet kontra paranoiaen der insisterede da det måtte ligge noget bag. Priscilla havde ikke tænkt sig at vægte enten A eller B; lad Rak'sai forblive en anelse usikker.
Det var farligt at forsøge at manipulere en oldgammel dæmon, men Priscilla følte sig en anelse sikker i det faktum at de delte en grundlæggende drivkraft. Hvis det anden så snart ville lade hende få et ord indført, men hun blev ved og ved og ved med at tale. Interessant hvordan Hovmod tog forskellige former; hendes moder havde også elsket lyden af sin egen stemme. Selv var Priscilla i højere grad til en mere stille selvtilfredshed - en tilgang hun ironisk nok fandt langt overlegen. Heldigvis gav det hende rigelig med tid til at anlægge sin facade af modvilje.
"Tog dig fucking længe nok at regne ud.." Hun havde altid været virkelig ung i Rak'sais øjne, men det havde især været sandt da de oprindeligt stiftede bekendtskab. Stik modsat sin synds første impuls, havde Priscilla altid foretrukket at blive undervurderet, så hun fortsatte de lidt.. teenage-lignende træk længe efter det ikke var nødvendigt, "Ja hun er levende; hendes bevidsthed er dog suspenderet, især ovenpå.."
Hun gestikulerede til hele den perforerede herlighed.

Rak'sais smil vedblev, selvom hendes latter døde ud. På trods af det, forekom der pludseligt det døde ulæselige blik som mange kendte Rak'sai for. Sandt at sige var Priscilla blevet kløgtig, men tydeligvis ikke kløgtig nok.
"Jeg er nysgerrig Priscilla, hvorfor holde det kræ i live? Det er næppe en tjeneste med alt det du udsætter den for. Jeg anslog dig ikke som værende så sadistisk."
Rak'sai slog hænderne sammen og børstede dem mod hinanden, som havde hun krummer på håndfladerne og ville have dem af inden hun satte dem i siderne og nikkede. Det var for alvor nu at hendes spil gik igang.
"Okay... Jeg kan godt lappe din skal sammen!" Hun nikkede og anså igen såret, det skulle ikke være noget problem, nu var det bare et spørgsmål om den yngre var vaks.
"Det kommer til at tage sin tid do og Bæstet kommer til at være tilstede hele tiden, sådan er det!" Rak'sai trak på skuldrene, det var blevet en lidt for behagelig vane, at han altid var tilstede efter hun havde brugt som magi, som tærede så rigeligt på hende, sikkerheden var for let og hans medgørlighed gjorde at det blot var en ekstra luksus, i tilfælde af at noget slule gøres, løftes eller hentes under brug af magien. 

Priscilla smilede enigmatisk. Hun var djævelsk god til at smile enigmatisk – endnu et alternativ til at lyve. 'Jeg ved noget du ikke ved', sagde smilet, 'det ville være farligt at undervurdere mig.' Samtidig tjente det formålet at gøre hendes fnys stærkt forvekseligt med et fnis; det var farligt at undervurdere denne modspiller, men det fremstod heftigt som om Rak'sai ikke fattede den mindste mistanke. Den yngre dæmon skulle lige til at diske op med endnu en helvedets vag ledetråd, endnu en delsandhed. Måske at det tillod større magisk præcision og reserver - en opdagelse hun selv havde været glædeligt overrasket over - da forhandlingerne brat var slut; Rak'sai havde atter grebet om samtalen og Priscilla måtte blinke et par gange for at følge med. At have sit Krapyl til stede gjorde hende som sådan intet, ud over at det virkede som det mest åbenlyse magtspil nogensinde og højst sandsynligt var en fælde. Priscilla skævede op på til den lydløse kæmpe, hvor tråde af hendes tatoveringer stadig stod tydelige under de groteske svulster og smilede atter. Nej hun ville næsten foretrække hans tilstedeværelse.
"Jeg forventer at du healer såret og gendanner kødet på en måde der giver kroppen fuld funktionalitet og hverken dratiske eller langvarige mén for mig eller kvinden jeg har besat.." Sagde hun med en lille runding af mundvigen der beklageligt afslørede hendes ophavs synd - arrogance. Det burde være usagt, men mangt et menneske var faldet i kontrakter på usagte teknikaliteter - hun havde ikke tænkt sig at begå samme fejl med Rak'sai. "Og jeg anser først tjenesten som fuldført når jeg har inspiceret dit arbejde og sikkert forladt dit domæne..  naturligvis."
Priscilla kørte skuldrene i cirkler og lod kjortlen samtidig falde fra hendes krop. Hun betragtede kort de blodige bandager og så da op på Rak'sai, "..Er det eksakt nok formulret, tante?"