Den var den perfekte dag at sejle i, solen var højt på himlen og vinden kom fra sydøst, så det ikke ville tage alt for lang tid for dem at nå hen til deres første destination. Den langbenet dæmon kvinde, iført læderbukser, så stramme at de næsten lignede de var malet på. Hvilket i manges øjne ville betyde at de var utrolig besværlige at bevæge sig rundt i, men for hende, fandtes der ikke noget mere perfekt bentøj som dette. På fødderne var nogle brune læderstøver, som matchede det brune korset der var spændt ud over den hvide skjorte. For at holde kulden ude fra hendes fine hud, havde hun iført sig en lang sort kåbe der lå hen over hendes skuldre, mens hendes arme stadig hang frit fra ærmerne. Det mørkeblå øje, betragtede fra roret hvordan at mændene gjorde klar til deres overfart på havene, det havde efterhånden været lang tid siden for den tidligere pirat, havde været ude på det åbne hav. Hvilket nok var derfor at hun med spænding og iver ventede på at de sidste til ekspeditionen ville ankomme. Hendes trofaste anden kaptajn, som typisk sørgede for at sejladsen ville foregå uden problemer, havde stået for at hyrer det mandskab der skulle sørger for at bringe dem sikkert frem, til de steder som der lå på ruten.

I hånden havde hun en liste over alle de urter og genstande som der skulle bringes tilbage til Caelon, eliksirmesteren, som havde lovet han kunne skabe en væske der ville bringe hendes mistede minder tilbage til hende. Trods hun stadig var splittet hvorvidt hun synes det var en god eller dårlig idé, skulle alligevel ikke hindre hende at få det gennemført, som sagt kunne hun altid vælge ikke at drikke den når det endelig kom til stykket.  Hun hoppede lettere og elegant ned på dækket hvor de fleste var ved at række sejlene til, hvilket tilegnede hende nogle sigende blikke, de fleste som skulle arbejde på denne båd, kendte allerede til kaptajnens veje, hvilket nok også var derfor at hendes øje langsomt gled hen over de mænd der var til stede. Der var også enkelte kvinder, hurtigt blev nogle få af mandskabet udpeget, af hvem der skulle inviteres ned i hendes personlige kahyt. Hvilket fik smilet til at brede sig hen over de fyldige læber, igen, det begyndte næsten at summe hele hendes krop af spænding over endelig at komme ud på eventyr igen. Det eneste der manglede var de sidste to passager, en mand som havde ekspertise inde for urter og en anden som var geolog, hvilket hun selv ikke havde den store kendskab til. Og siden at den elviske alkymist bestemt ikke virkede til selv at være en eventyrer, havde han hurtig blevet udelukket at spørger. Derfor havde hun sat Jay hammelton til at finde den bedste der var i landet, hvilket han selvfølgelig havde sat ud for at gøre. Spørgsmålet var bare, hvor blev disse personer så af?

Belphegor indsnusede en lungefuld af den karske havbrise. Man overlevede ikke til tusind i denne verden, uden næse for vindenes retning. Det var en kunst at vælge den rigtige side og næsten en større ikke at vælge nogen af dem. Belphegor havde igennem århundredene arbejdet lidt løst og fast på begge sider af spektret, men nu fortalte hans næse ham at der var store omvæltninger på vej til Krystallandet. Modsat mange af sin art, brød Belphegor sig ikke om kaos og især ikke når lyset stadig havde overhånden. Det havde været nogle ganske rolige år for ham, men nu fornemmede han lidt at det snart ikke ville være specielt rart at være dæmon i krystallandet.
Det var derfor at han havde skrevet sig op til en rejse lidt mere besværlig end han sædvaneligvis gjorde sig i. Han havde stadig et arbejde der skulle udføres på fastlandet, men intet forhindrede ham i at gøre det sovende mens hans krop var sikker på sydøerne. Urtekyndig søgtes. Geolog søgtes. Belphegor havde overfladisk viden indenfor begge dele, til den unge mands begejstring.
Så der stod han på molen med en dragkiste der indeholdt en lidt hastigt indsamling af redskaber samt nogle bøger der forhåbentlig kunne udfylde hullerne i hans kundskaber. Overalt omkring ham blev der slæbt rundt. Der var ting der skulle op på skibet. Der var ting der skulle ned fra skibet. Det var som om at de prøvede at trætte ham. Nu havde han egentlig ikke fået præcis aftale hvad angik hans pligter på skibet, men guderne vide at han i hvert fald ikke skulle shanghajes til at laste skibet. Han så ned og et lille smil dukkede frem på hans ansigt.

Det var derfor at sømændene fik de sidste ting ombord på skibet og der var intet tegn af de hyrede eksperter. En stor, nydelig og meget ny dragkiste var det sidste der blev båret ombord og i det den passerede Avaion, kunne man høre en mærkværdig lyd fra den - det lød grangiveligt som snorken.

,,Hey Jay! Hvor bliver vores sidste mænd af?’’ den hæse kvindelige stemme kunne høres over hele dækket, mens hun sendte et irriteret blik imod manden der stod ved røret. Men det eneste hun fik i respons var blot et skulder løft og en hoved rysten, ja meget mere kunne man vel ikke forvente af ham. Han gjorde det han blev sat til, intet mere intet mindre, måske var det derfor at hun holde så meget af ham. Og han altid var den første hun tog kontakt til når hun skulle ud på hendes ekspeditioner.

Det næste der dog skete kom dog fuldstændig bag på den kvindelige lyst dæmon, da en dragkiste blev båret ombord, var hun helt hundrede på at hun havde hørt snorken inde fra den. Og for ikke at melde sig fuldstændig til sindssyge anstalten, valgte hun at vifte mændene væk, da den blev sat ned. Mens hendes mørke øje betragtede kisten, så blev hun hurtigt bekræftet at hun havde hørt korrekt. Der kom intet mindre, end en stille snorken inde fra beholderen.

Fuldstændig forvirret over hvem der dog bare kunne ligge sig til rette i en kiste, også falde i søvn. Slog hun hængslerne fra og med et hurtigt tag fik hun åbnet den. Trods irritationen over at hendes sidste passagerer ikke var dukke top og der nu oven i det, var en som var så fræk at snige sig ombord på hendes skib, ved at falde i søvn i en af de genstande som skulle med. Var der et smil hen over hendes læber, da hun så det var en fuldvoksen mand. Bøjet hen over manden, gav hun kisten et ordenligt spark.

,,Hva’så sovetryne, skal du ned og sove blandt kokkens kartofler, eller har du tænkt dig at stå op og forklare mig hvad du laver ombord på mit skib?’’ trods det lettere alvorlige ord, spillede der en lystig stemning hen over den måde hun sagde dem på. Da dette bestemt var for komisk til rigtig at blive sur over, måske hun skulle huske den til næste gang, hun skulle lege blind passager, bare falde i søvn i en af kisterne.

Belphegor lå hulter til bulter i den trange kiste, med lemmerne i en position der ærlig talt ikke virkede helt menneskeligt. Det kulfarvede pandehår blev kastet lidt til side og han missede med øjnene, egentlig mere irriteret over at blive vækket end den tåbelige sovestilling. Lyset var klart, men han kunne se en.. meget kvindelig silhuet mod himlen. Der var også nogle ord der blev sagt, men der måtte han tilstå ikke helt at høre efter. Han foldede sig ud af æsken og fandt at nogen havde flyttet ham op på dækket, indtil videre gik alt som planlagt. Han strakte sig nonchalant, til en serie våde knæk fra hans led og vendte sig først da mod hans tiltaler.
Og hun var sandelig tiltalende, det måtte han give hende. Han ville næsten være en smule flov over sin egen utilitaristiske tøjstil hvis det ikke var for at han var ligeglad. Nej Belphegor var konsekvent klædt i nuancer af grå, brun og sort, i snit der ikke sagde forfærdelig meget ud over at placere ham udenfor samfundens absolutte top og dets absolutte bund. Nu nåede hans øjne langt om længe hendes ansigt, efter nok dvælen på vejen og det var nok til at få hans øjenbryd til at skyde op - lidt. Halløjsa.
"Lux.." Hilste han med et lille suk, lige dele irriteret og underholdt - begejstring lå ikke til ham, "Hører du har brug for en geolog.."

Jo længere tid den menneskelige skikkelse, brugte på at komme ud af kisten, jo mere irriteret blev hun. Hvis hun ikke vidste bedre, kunne denne mand være i familie med den mest dovne og irritable dæmon hun nogen sinde var stødt på.
Hendes fod begyndte langsomt at banke imod skibes træ, mens et øjenbryn langsomt hævede sig op i hendes pande

,,Kunne du komme ud, inden året er gået?’’ mumlede hun irritabelt, men næsten ikke hørligt. Også kom hans ansigt til syne, åh hvad folk ikke ville give for at se det ansigtsudtryk der skyllede hen over den kvindelig dæmons ansigt, før hun nåede at gemme det af vejen. En skikkelse af forbløffelse og irritation, blandet med ren og skær opgivelse.

,,Ace..’’ mumlede hun irriteret, for derefter at sende nogle lynene øjne imod hendes første styrmand, der hurtigt undveg og forsvandt et eller andet sted hen hun ikke var helt sikker på hvor. ,,Det er rygtet som er blevet spredt, vidste ikke du var en ekspert i det fag?’’ mumlede hun og fjernede sig så fra kisten for at sukke endnu mere irriteret, åh hvis hun ikke ville ende med at rive hoved af den dovne dæmon, som sikkert helle ville bruge tiden på at sove end faktisk at gøre sit arbejde. ,,Velkommen om bord’’ disse ord havde en undertone af, at hun bestemt ikke mente det, men havde respekteret det. Under alle omstændigheder, så havde dæmonen af dovenskab, nu alligevel et naturtalent til at underholde hende, så måske det ikke ville blive alt for slemt.

,,Og hvor fanden bliver vores Urtekyndige af??’’ råbte hun efter Jay, som kom til syne ved siden af nogle tønder, som træk på skuldrene. Hvad, havde katten taget hans tunge?

Belphegor gabt, højt og skamløst, og lænede sig op af rælingen. Han var ikke sikker på hvor meget Luxuria vidste om ham, men hvis det var cirka det samme som han vidste om hende, undrede det ham ikke at hun ikke havde regnet med at han var god til sten. Generelt var den slags arbejde ensformigt men krævede både koncentration og tålmodig. Med andre ord det var enormt kedeligt. - perfekt til en type som Belphegor som fandt kedsomhed afslappende.
Apropos stod han lidt og betragtede den anden Synd brokke sig over en anden ekspert der ikke var mødt op. En ekspert på endnu et felt, der ligeledes var monotont og kedeligt, hm. Han overvejede lidt at afklare misforståelse, men hvad fanden. I stedet slendrede han blot op og betragtede udvekslingen over Luxurias skulder. Den unge knægt så lidt bedende på ham, men Belphegor forblev køligt usympatisk mens drengen lidt stammende fik kastet sig ud i en forklaring.

Manden gav sig stammende til at forklare, hvordan at han måske alligevel ikke havde bragt meddelelsen om job tilbudet, personligt til folk. Men havde fået nogle andre af hans sølle håndlanger til det. Dette fik kort varigt hendes ene øjenlåg at lave et ubehageligt tick, af bare irritation over, at man aldrig kunne stole på nogen her. Ikke selv de mænd man havde arbejdet med i over en længere periode! Idioter, skulle man lede længe efter og nu stod han sårment lige foran ham. Hendes mørke øje betragtede den lige så høje dæmon der stod bag hende og kiggede hen over skulderen. Åh, inkompetente hundehoved, hele bundet!

,,Skaf mig en urtekyndig, inde for de næste tredvie minutter, eller jeg sørger personligt for at sirenerne for nyt kød at lege med..’’ hendes tålmodighed var sluppet op, som sagt var hun ikke en kvinde som var kendt for at tage modgang særlig godt. Hendes vej, eller ingen vej! Og dette fandt folk hurtigt ud af, når en pil fra hendes armbrøst stak ud imellem deres øjne. Heldigt for Jay, havde hun kun sin kåre på sig og det svinede for meget når man huggede hoved af folk, desuden måske hellere ikke den bedste måde at starte rejsen ud på. Jay stammede noget omkring, at det måske ikke var nok tid, men hold så hurtigt kæft, da nogle lynene øjne fra hendes side af betragtede ham. Derefter vente han hurtigt om for at skynde sig afsted, hvilket resulterede i at han væltede over sine egne ben og faldt lige så lang han var.

Denne gang var det masten Belphegor støttede sig imod. Han kunne sagtens stå på egne ben, han så bare ikke nødvendigheden. Iøvrigt begyndte hans tavshed lidt at trykke på hans sans for effektivitet, især siden det efterhånden kun var det de ventede på. Belphegor havde ikke noget decideret imod at være ombord på et skib, men på den anden side var det ikke noget han higede efter - modsat andre forstyrrede individer. Dovenskaben skævede til Begæret.
"Lux'.." sagde han, efter en enorm viljeanstrengelse, og selvom at hans ansigt var passivt kunne man se morskaben spille bag de mørke øjne. Han var ikke altid så doven, men andre Synder havde lidt den effekt på ham. De påvirkede ikke umiddelbart hinanden; det begær han følte når hans øjne fulgte de uendelige ben til de vidunderlige hofter, var udelukkende naturligt. Til gengæld, blev han mere opmærksom på sin egen rolle, mere afklaret i hvem han var. Hvilket han ikke helt vidste hvad han skulle synes om. Når han kaldte hende 'Lux', måtte man endelig ikke forstå det som nogen form for kælenavn. Han kendte ikke motivet bag hendes forkortelse af hans navn, men i hans tilfælde var det udelukkende fordi Luxuria havde alt for mange stavelse. Alt over 3 stavelser gjorde han sig egentlig ikke i hvis han kunne undgå det.
"..Det' mig."

Håndfladen ramte hendes ansigt med et lavt klask, da hun betragtede hvordan at Jay væltede hen over brædderne. Komplet idioter, det var hvad hun havde udstyret sig selv med. Hendes blik vente sig dog væk fra sceneriet, der havde fået flere af mandskabet til at stå og grine som femte årige drenge, imod den anden synd dæmon.
,,Mmh?’’ hun løftede afventende øjenbrynet, mens hun tog en dyb indånding. Hun havde altid godt kunne lide synet af denne Acedia dæmon. Men alt lyst til ham, forsvandt hurtigt, over den dovne holdning, den attitude der skreg; jeg er fuldstændig lige glad. Hun rømmede sig irriteret, mens hun indikerede at hun ventede på hvad det var som han havde at sige. Da hun gik ud fra, at når han havde brugt så meget energi, at tiltrække hendes opmærksomhed, at det måtte være noget vigtigt.

,,Det er dig, hvad?’’ først var hun bare irriteret over hvad fanden han mente, men pludselig gled der et forstående blik hen over hendes ansigt. ’’Oh, jamen, fantastisk’’ hun viftede med hånden, imod Jay der var kommet op og stå. ,,Ingen alarm drenge, vi er alle mand ombord, lad os få denne skude vent imod vores første destination!’’ hun gav Belphegor et nik, inden hun vente sig med et flirtende smil, imod manden der lige var gået ved hendes side. ,,Meld dig ved min kahyt, når din opgave er overstået.’’ manden nikkede hurtigt, inden han forsvandt fra hendes hånd, der mens hun havde snakket, havde lukket sig rundt omkring hans arm.

Inden hun forsvandt ned under dæk, vente hun hurtigt blikket tilbage imod hendes urtekyndige og geolog ,,Går ud fra du finder det bedste sted at sove og jeg så vækker dig når vi har brug for dig?’’ dette var i virkeligheden mere en konstatering end et spørgsmål, da hun sådan uden helt at vide det, allerede kendte svaret.

Der gik derfor ikke længe efter, før at de lange ben og de svingende hofter. Vente sig imod nedgangen til under dækket for, at komme hen til hendes kahyt.

jeg vækker dig når vi har brug for dig..
Belphegor kunne have kysset hende. Virkelig. Han gjorde det ikke, men var det ikke nogen om at det var tanken der talte. I hvert fald måtte han værdsætte atter at være sammen med en der forstod hvor underlagt man var sine luner. Et smil fik hun dog, og endda et lidt større et end de almindelige. Alligevel forstod han også godt at det nok ikke var af fuldkommen altruistiske årsager. Allerede var hans blotte tilstedeværelse begyndt at påvirke sømændene omkring ham. Det var endnu ikke direkte synligt, men han kunne bare mærke dem blive mere dovne og ugidelige omkring ham - og hvis der var en ting han ikke gad, så var det at se Luxurias reaktion, så han skyndte sig at slendre bort.

Senere skulle han så vise sig svær at finde. Det første og mest oplagte sted, køjerne, var overraskende dæmonfrie. Faktisk var der ingen ombord der havde set deres mystiske passager i dagevis og hvis ikke man kendte tegnene, kunne man sagtens være fristet til at tro at han var faldet over bord. Men der var nemlig en tydelig forskel i besætningens energiniveaue der kun voksede som man bevægede sig længere ned i skibet. Helt nede i lasten, hvor mørket var så tæt at selv olielamper begyndte at flakke, fandt man endelig Belphegor liggende henslængt over en række tønder i en vitterligt absurd position. Smidig, ville måske være et ord til at beskrive det, hvis ikke slatten havde passet så meget bedre - som en anden umotiveret væske.

Tre dag, tre dage. Så længe havde de været uden vind, varmen var ulidelig og selv uden dovenskabens dæmon, var hun ret sikker på at alle alligevel ville hænge hen over rælingen, med et tomt blik i øjnene. Vandet var nu blevet løst inde for at sikre sig at alle fik hvad de havde brug for hver dag. Men rationerne var begyndt at blive små og hvis de ikke snart fandt land, ville det begynde at blive et stort problem. I hvert fald for de, mere dødelige personer i mandskabet.

Avaion trådte ud fra hendes kahyt, hvor en blond ynling dukkede frem bag hendes ryg og smuttede derefter hurtigt væk. De fleste hun hæv med sig ind i kahytten, havde det med hurtigt at forsvinde igen, nogen af frygt andre bare af ren og skær forvirring over hvad der var sket. Hun sukkede dybt, irritationen boblede i hende, et hun fik ikke nok nærring af disse kedelige og uintelligente væsner. Vejret var uudholdeligt, hvilket kunne ses på hendes blege hud, hvor små svedperler tittede frem og gled dragende ned af hendes hals imod hendes blottede kavaler gang. Hvilket også var at se på hendes ravne sorte hår, der sad lidt mere rodet end normalt, og nogle af de totter hår der ikke var kommet med i knolden, klæberede sig til den fugtige hud.
Iført en hvid skjorte der var knappet således op, at hun kunne trække stoffet ned over hendes skuldre og også blotte deres hud. Iført nogle brune tætsiddende hørbukser samt hendes trofaste sorte støvler, begyndte hun sin jagt på at finde den anden dæmoniske ledsager på denne fart, hun havde brug for noget mere intelligent, at diskuterer med.

Kahytten var tomt, dækket var tomt. Med en ansigts udtryk, der fik alle til at vige fra hendes side, bevægede hun sig videre og havde bestemt sig for at lede i alle kroge for at finde ham. Til sidst lykkedes det hende så, det første der havde givet det væk, var at mandskabet i denne ende af skibet var mere dovne end de andre, trods det varme vejr, var dette næste unaturligt. Dér, hendes mørke øje betragtede den mærkværdige skikkelse, hvordan han dog kunne sove på den måde, var hende ubegribeligt. Et listigt smil dog op på hendes læber og det irriterede ansigts udtryk var som forduftet. Hvem der dog bare kunne ligge sig sådan til at sove, uden nogen tanke til omverden. Nogen gange ville hun ønske, at hun kunne være så doven.
Smidig og idræt som en kat fik hun snoet sig hen til ham, ganske lydløst. I håb om ikke at vække ham, før at hun var kommet helt hen til ham. Da hun var så tæt på, som hun kunne komme, lød hun hendes læber falde hen til hans ansigt ,,Så Belphegor, tror du at du måske kunne finde energi til at underholde mig lidt?’’ det kom ud mere sensuelt end hun havde tænkt sig, men hvad fanden, det var jo alligevel ikke fordi det virkede. Blikket var fastholdt på hans krop, da hun stadig ikke kunne begribe hvordan han kunne ligge sådan.

Belphegor åbnede det ene øje og så direkte på Luxuria. Det var tilsyneladende et tilfredsstillende nok syn til at han også åbnede det andet øje og et langsomt smil spredte sig på hans ansigt. En udhvilet Belphegor var en sjælden ting, fordi han altid rejste rundt fra den ene ende af landet til den anden efter arbejde, men nu hvor han næsten havde sovet 60 timer ud i et, kunne man se en helt ny side af Dovenskaben. Hvor der før havde været træthed var der nu en tilfreds mathed, hvad der havde været ugidelighed, nonchalance. Han strakte sig, langt og demonstrativt. Han var næsten helt katte-agtig i sine bevægelser - modsat den grøntsag han tidligere havde været.
Efter to sekunders tavs tænkepause, flød han nærmest ned på gulvet under hende. Det var svært ikke at være betaget at synet op langs hendes krop, men Belphegor formåede at samle kæben op og lagde en hånd på hver af hendes ben og fik hende til at synke ned at sidde på hans skød. Det ville måske være oplagt at sige at han gjorde hende blød i knæene, men kun fordi det lød mere diplomatisk end at han tog energien fra hendes muskler indtil de ikke kunne bære hende længere. Og han var såsandelig også god nok til at gribe hende og nu hvor de sad ansigt til ansigt i halvmørket, sneg det arrogante, tilbagelænede smil sig atter op på hans ansigt og han spurgte:
"Nogen idéer?"

Hun løftede brynet over synet af manden, hvis bevægelser næsten udgjorde hendes egne. Men før hun rigtig nåede at tænke videre over det, kunne hun mærke alt energi forlade hendes ben og hun måtte lade sig, glide ned og sidde hen over hans skød. Dette fik et overrasket gisp til at flyde hen over de fyldige læber, mens et drillende glimt havde fundet sted i det dunkle øje. ,,Du spiller ikke fair..’’ men stemmen havde ingen tegn af irritation, blot en legesyg Avaion, hvis indre dyr var begyndt at blive vækket til live, trods den varme der stadig prægede hendes ellers mere livlige krop.

,,Du ved, jeg har får kun de bedste idéer..’’ mumlede hun stille, mens at tre fingre lige så stille gled ned af hans kind og kæbeparti. Hendes krop begyndte lige så stille at udskille hendes egne magiske kræfter, tråde af begær og lyst der lagde sig på de mennesker der var omkring dem. Enden tage fuldstændig over, eller blot give personen det mere velbehag eller lyst til hende eller andre der var i nærheden. På dette stadie var det mere en automatisk krops reaktion, lige så naturligt for hende som det var at trække vejret. Det smil, en skygge af begær havde sneget sig hen over kvindens ansigt, hun var slet ikke kommet ned for dette. Men der var nu bare et eller andet over hele situationen, der var for svær for hende til at sige nej. Hun lod sig glide lidt tættere på ham, så hun kunne mærke hans åndedragt imod hendes ansigt, mens hun lige så stille lod fingrene der havde leget med kæbens linje, op i hans hår. ,,Og skibet er strandet ude på vandet på tredje dagen.. Og alle de dødelige.. keder mig sådan’’ hun tog en lille pause, hvor hendes tænder lige så stille sank ned i underlæbens kød, før hun begyndte at snakke igen ,,Så jeg tænkte noget mere intelligent og interessant, måske kunne hjælpe mig lidt ud af denne kedsommelige tilværelse.. tror du, du kan hjælpe mig med det?’’

"Mhm.."
Begæret ramte ham som en hed mur og efterlod ham ufokuseret og åndeløs. Han havde aldrig været super meget for ufrivillige reaktioner fra hans krop, men måden hun kunne.. aktivere ham på var en anelse foruroligende. Det ene sekund havde han kontrol over situation, det næste sad han stenhård og yderst paf. Det tog ham dog atypisk kort tid at tilpasse sig de seksuelle energier hun udstrålte og han opdagede - til sin store fornøjelse - at hans hænder stadig var på hendes ben. Der var mange ord der normalt blev brugt til at beskrive dæmoner - og især Luxuria - i den kontekst, men mange af dem ramte ikke rigtig sorthårede dagdriver. Han var ganske possessiv, ja. Kontrollerende? Så meget hun nu engang tillod ham, men han var næppe aggressiv og bestemt heller ikke grådig - den synd tilhørte en anden. I stedet var der en uundgåelighed i hver af hans bevægelser. Han var som en gletscher, som havet, der del for del nedrev en klippe og det minimale lag af stof mellem ham og hendes lår irriterede ham. Med sine øjne låst fast til hendes - en sikkerhed, en udfordring - vandrede hans hænder fra hendes fødder og op langs hendes ben. Roligt, tålmodigt, nænsomt splittet han hendes bukser op ved sømmen indtil hans ru hænder hvilede på det øverste af hendes nøgne lår.
"Jeg har et par idéer." Tilstod han. Luxuria kedede sig, det kendte han udmærket. Hans tommelfinger kærtegnede hendes inderlår og hans mund fandt hendes hals, men det var alt sammen et preludium.

Det var næsten for meget, så rolig han var. Noget hun ikke var vant til.
Ukontrollerbar, dominerende, underkastelse ja. Rolig, afdæmpet, målende, nej.

Hun sank den smule mundvand der havde samlet sig i hendes mund, læberne let adskilte, mens hun mærkede hvordan hans hænder lod sig glide fra fødderne op langs hendes ben. Afventende betragtede hun han, hun måtte være ærlig, dette scenarie havde aldrig være afspillet i hendes hoved. Følelsen af at dovenskab og lyst ikke rigtig flettede godt ind med hinanden, havde næsten drevet hende bort fra ham med det samme. Noget der ikke skete ofte, men nu sad hun her, overtværs på hans skød, lettere stakåndet og allerede svedig. Dog dette nok mere skyldtes varmen som, trods at de var omringet af mere kølende vand, så langt nede i skibet, stadig var tæt på at være uudholdeligt.

Hun havde lyst til at skrige over hvor rolig og tålmodig han var, da han splittede bukserne fra hinanden. Hvilket tydeligt kunne ses på hendes øje, blussede op af lyst. ,,mmmmh’’ mumlede hun svagt og lukkede halvt øjnene da hans mund lagde sig hen over hendes blege hals. Hendes fingre højre hånd, gled ind i hans rodede hår, mens den anden der i mellemtiden havde lagt sig på brystkassen. Lige så stille fandt sin vej ned imod hans nedre region, fingrene legede kort med stoffet som lå mellem dem og huden inde under. Dog kunne hun dog ikke være lige så tålmodig som han, så de fik bløde fingerspidser fandt hurtigt vej ind til maveskinnet.
,,så må du hellere vise mig, så du ikke bruger unødig energi på at fortælle..’’ fik hun endelig frem sagt, mens hele hendes krop kæmpede imod hendes egen dæmoniske side, der bestemt prøvede at fortælle hende, at det gik alt, alt for langsomt.

"Ikke endnu." Svarede Belphegor blot. Han forstod også hvad opfordringen var udsprunget af, men det var hendes der havde bedt om noget anderledes, så han fortsatte ufortrødent med den knusende ro. Hun var vant til at få sin vilje; hvilket menneske kunne sige nej til Begæret selv - han fandt det svært. Men netop fordi hun forventede det, besluttede han sig for at fraholde det, lidt endnu.
I stedet knappede han hendes skjorte op og indtog hver centimeter bar hud den afslørede med sine læber, sine fingre, sit åndedræt indtil han havde fri adgang til hende. Han var ingen betænksom elsker der gradvist charmerede en blufærdig jomfru, det her var et beregnende, udspekuleret akt designet til at pirre og frustrere for så endelig at tilfredsstille. Han udforskede hendes krop med hænder, læber, tænder og tunger men undveg altid med nød og næppe netop der hvor hun ønskede det mest. Hans drillende smil var efterhånden en konstant på hans ansigt som han cirklede Luxurias højre bryst, længere og længere ind mod midten for så at afvige i sidste sekund - hans kølige ånde fejede over hendes hud. Endnu et grin. Han gav sig i kast med det venstre. Længere og længere ind indtil han endelig tog hendes lyserøde brystvorte i munden.

En knurren af frustration og nydelse undslap hendes hals, da han begyndte at knappe hendes skjorte op. Og han opnåede lige præcis det han ville have, en boblende frustration hos begær dæmonen. Men hun måtte give efter, hun nød denne leg han spillede på og lod ham da også fortsætte. Trods lysten til at rive hans tøj af og bare angribe hans hud her og nu, lige præcis dét scenarie, spillede oftere end hun ville indrømme i hendes hoved lige nu. Lysten til at føle ham inde i hende, føle hans svulmende begær, føle ham. Hun skar let tænder, da hans hænder var over det hele, det var ikke nok, slet, ikke, nok.

Med hånden begravet dybt i hans hår, strammede hun grebet en smule, men da han lod læberne tage fat om en af de mest følsomme områder på den kvindelige krop, kunne hun ikke modstå at slå hoved tilbage og udstøde et lille suk af velbehag. Sådan fik han lov til at lege med hendes krop, lidt endnu, men til sidst blev det for meget for hende. Hendes hånd der havde leget med hans bare hud under hans tøj på overkroppen, fik tvunget sig vej hen til hans brystkasse og tvang ham tilbage.

,,Min tur..’’ mumlede hun med en dyb sensuel stemme, der svømmede af hvad hun vidste beds, lyst og begær. Hun tog fat i remmen af trøje og fik den så hurtig af ham det kunne lade sig gøre, om hun fik dem af ham helt eller den blev revet af, var hun fuldstændig ligeglad med. Hvis han brokkede sig, havde hun rigeligt med tøj han kunne bruge i hendes kahyt. Den rolighed og tålmodighed han havde haft, besad hun ikke helt. Da hendes læber angreb hans hals, tungen der kom frem og gled med spidsen, hen af kravebenet videre op ad halsen. Ind til at hun nåede øret. Hendes tænder sank blidt ned i øreflippen, mens at neglene kørte fra den anden side af halsen og ned af hans skulder. Hendes ånde ramte hans øregang, mens hun lige så stille fik sin stemme på gled endnu en gang.
,,Du burde videre bedre, end at tirre begær.. dovenskab..’’ med denne konstatering, blev hendes hånd fra skulderen, hurtigt sendt ned mellem hans ben og tog fat omkring hans manddom uden på bukserne.

Han burde have vidst bedre. Han var ganske dygtig i elskovens kunst, men det her var fuldkommen Luxurias domæne og han var fanget under hende, af hende. Hvert af hendes kærtegn efterlod hans krop sitrende, brændende. Hans hænder hvilede på hendes bryster og hans tommelfingre tegnede små cirkler om hendes brystvorter, men det var en distræt handling fordi al hans opmærksomhed var underlagt hendes hede strøg. Han var ikke en dreven mand, men Luxurias hænder søgte at ændre på det, men det greb han havde haft om tempo var overtaget af hende, med det greb hun havde om ham. Hans muskler spændtes i et forgæves forsøg på at komme tættere på hende; han var ikke sikker på at han overhovedet kunne blive hårdere, indtil hun modbeviste den forestilling og på et øjeblik havde hun vendt det så det var ham med det begærlige, bedende blik.

Hun kunne ikke dy sig, hvilket nok var derfor at en suk af velbefindende strøg forbi hendes fyldige læber og ramte hans øregang. Følelsen af hvor hård han var i hendes hænder, kunne nemt havde drevet hende helt over på den anden side, af bare spænding. Men med en forbandelse, som Luxuria så ofte kaldte det, havde hun selv svært ved nogen sinde at mærke det hele, føle det som gjorde at mennesker, til sidst rejste på en bølge af ekstase. Mens de skreg og bad om at få den udløsning de så længe havde brændt inde med. Den følelse jagtede hun hver evig eneste dag, hver gang hun hæv en ny eller gammel kending ind i hendes seng.

Men, åh, det var nu altid den bedste følelse at være sammen med en lige mand. Og nu var der dog bare et eller andet helt specielt ved denne dødsdæmon, hvis blik endelig havde ændret sig til det, præcis det som hun ønskede. Bedende.

Et djævels og arrogant smil spillede hen over hendes læber, da hun vente hendes ansigt imod hans. ,,Fortæl mig, at du ha’ mig..’’ mumlede hun, da hendes læber var kun få centimeter fra hans. Hendes greb om ham, løsnede sig stille, mens at neglene lige så stille begyndte at lege med huden der befandt sig få millimeter, fra hvor hans bukser startet. Hun flyttede læberne imod hans kæbe og lod tænderne gribe blidt fat i den, hvor efter at hendes hånd meget hurtigt og idræt fik åbnet bukserne således, at hendes hånd endelig kunne mærke den svulmende fornemmelse, fri fra alt barriere. Fingrene sluttede sig omkring skaftet og begyndte lige så stille at arbejde deres vej frem og tilbage. Hendes læber fandt igen hen til hans øre gang ,,Lad mig høre at selv dovenskab, har brug for begær..’’ mumlede hun, hæst, beordrende, men om ikke en smule tiggende. Som sagt, dette var lige så meget en velsignelse for hende, som var det en forbandelse.

Belphegor stivnede i mere end en betydning af ordet og hans puls dunkede hastigt i hans ører – i samme rytme som hendes hånd satte. Luxuria dikterede ham. Ja, han kunne naturligvis bare fortælle hende hvad hun ville høre for at få hvad han ville have, men der lå mere i ordene end som så. Behov. Afhængighed. Underkastelse. Det var ikke ligefrem en kontrakt, men det var en indrømmelse som han ikke var villig til at gøre uovervejet, uanset hvor kunstigt ment det var. Så med heftigt nedsatte mentale færdigheder og et åndedræt der snublede over sig selv hver gang hun satte en anden takt, overvejede han om han ville.. turde.. gad fortælle hende hvad hun ville høre.
Hans stolthed sagde nej, men det havde aldrig rigtig været hans synd, så den holdt ham ikke så meget tilbage. Belphegor ville gerne sige at det kun var hans krop hun påvirkede. Hans svage, fejlbarlige menneskekrop der dansede for hendes fingre, som hendes fingre dansede over ham, men et eller andet sted vidste han at det var en smule mere end det.
Hun forstod ham. Måske ikke på alle de overfladiske, ligegyldige punkter som motivationer og moral, men længere nede var de af samme væsen. Dæmoner havde ikke det samme tåbelige behov for anerkendelse, samhørighed og guderne forbyde det kærlighed som mange af de svagere racer var underlagt, men der var alligevel en.. værdi i at blive genkendt.
Åh men hvor var Luxurias hænder dog fantastiske.. Smidige men stærke. Nydelse tvang sig både ind i hans tanker og ud over hans læber. Han stønnede.
”Ta' mig.” Bad Belphegor endelig. Det var ikke fuld underkastelse, men det var et slag tabt i magtspillet, ”Jeg har brug for dig.” Og det var ikke engang løgn, men et smil lurede i hans mundvig, fordi hvis han fik sin vilje, kom hun snart til at gengælde de ord.