Det var ikke første gang det skete for Cecilio. Faktisk var det her bare en af mange gange det efterhånden var sket. Hvad der var sket? Cecilio var kommet til at tage et armbånd og var blevet opdaget. Han kunne godt have stjålet det uden at være blevet opdaget, hvis han havde haft i sindet at stjæle det, men det havde han ikke, på en eller anden måde var det bare endt i hans lomme, han var godt klar over at det var hamselv, og han var blevet opdaget, så nu var han på flugt fra en byvagt. Hvorfor kunne de ikke bare lade ham gå? Han havde jo afleveret armbåndet tilbage, ligeså snart han var blevet taget, men manden i boden havde været en bitter, gammel mand og havde tilkaldt en byvagt, og så fik Cecilio benene på nakken, for han skulle ikke nyde noget af at risikere at blive skrevet op eller komme i fængsel, eller værre, få hugget en hånd af. Han var jo ikke klar over hvilke afstraffelser der var heroppe og han havde ikke tænkt sig at finde ud af det.

Cecilio følte lidt at han havde løbet halvdelen af byen igennem, og han var stadig ikke sluppet af med byvagten, men burde den byvagt ikke have bedre ting at tage sig til? Der havde trods alt lige være krig, hvad var en sølle tidligere gadetyv så for ham? Men åbenbart havde det armbånd været meget vigtigt, og Cecilio, vidste kun at byvagten var efter ham, selvom han ikke kunne ikke se ham, så han tog sit snit til at styrte ind i den vogn han delte med sine fælles gøglere, hvor han fandt Miguel i nærheden. "Hvis nogen spørger efter mig, så er jeg her ikke!" sagde han og gemte sig i vognen. Det her var ikke første gang de havde været i en lignende situation.

Miguel kendte selvfølgelig godt til Cecilios lille svaghed og de mange situationer han havde været ude i fordi at han på en eller måde havde fået tage en eller anden ting, uden at mene noget ondt med det, han var jo ikke nogen tyv, men det var ikke altid at sælgere og byvagterne havde det på sammen måde som Cecilio og så måtte man som venner stå sammen og hjælpe ham. Cecilio kom spurtende mod vognen og smuttede hurtigt inden for og lukkede døren efter ham selv, og efterlod Miguel ude i solens stråler som var på deres højeste på dette tidspunkt. Han gik op ad den lille trappe som førte op til indgangs døren til vognen og gik indenfor og kiggede over på den solbrune fyr som havde fundet en plads i det ene hjørne.

Han lo lidt, "Selvfølgelig er du ikke her, Cecilio. Men hvad har du lavet denne gang?" Sagde han spørgende og kiggede ud af et lille vindue som sad i den ene væg på vognen, der var bestemt ingen vagter på færde, men om de var længere væk eller om han havde formået at ryste dem af sig på hans vej tilbage til vognen, Miguel håbede på det sidste, han havde ikke brug for at have vagterne her. "Jeg ved godt du har svært ved det, men du må lære at lade være med det Cecilio"

Cecilio kunne se lidt ud af det ene vindue, hvilket han også holdt øje med, alligevel overraskede ham det en del at Miguel fulgte ever ham ind i vognen. Normalt fik han lov til at sidde herinde og vente på at vagterne gav op, men på den anden side, det var lidt tidligt på deres færd i en ny by at blive fanget for kleptomanien. Han kiggede op på Miguel og sukkede, det var jo lidt lige meget hvad han havde lavet, pointen var at han ikke havde kunne stoppe sig selv.

"Jeg gør det jo heller ikke med vilje," udbrød Cecilio, fordi det var da irriterende at han gik og samlede alle mulige ting op som ikke var hans egne. "Der var bare det her virkelig pæne armbånd, som jeg havde kigget lidt på, og jeg troede jeg havde lagt det tilbage på bordet, lige indtil den sure mand sagde at jeg prøvede at stjæle det og så tilkaldte en byvagt," sagde han og var egentlig lidt små irriteret over det. "Hvis jeg ville have stjålet det, så ville jeg ikke være blevet opdaget," mumlede han så.

Miguel kiggede på Cecilio, han var godt klar over at han ikke gjorde med vilje og at det var rigtig svært for ham at lade være, ”Jeg ved det Cecilio. Det ser ud til at vagterne er væk for denne gang, de har hvert fald ikke været forbi vinduet endnu. Det ville også være ærgerligt og tidligt at blive snuppet allerede, og at vi så blev nød til at flytte vores vogn endnu en gang. Men jeg bebrejder dig selvfølgelig ikke, Cecilio. Vi holder sammen” Sagde han roligt og gav ham et smil, ”Der er ingen grund til at være irriteret, det må vi leve med. Du skal bare være mere påpasselig med ikke at lade dem se at du får lagt tingene i lommen”
”Handleren vidste jo ikke at du ikke ville stjæle det, men bare ville kigge på det og fik det ved et uheld lagt i lommen, men om de alle ville tro på det, det ved jeg ikke helt”

”Når du alligevel tager dem, så kan du jo ligeså godt gøre det uden at blive opdaget” lo han roligt, selvom det bestemt ikke var Cecilios måde at være på, vi er ikke tyve men underholdere og gøglere, som tjener penge ved at optræde på gader og stræder. Det var deres kald og det var det de skulle leve med.

Cecilio kravlede lidt længere hen til vinduet, da Miguel sagde at der var fri bane, for at kigge ud af det lille vindue de havde. Han havde nok ret, Cecilio kunne heller ikke se vagten fra før, så det måtte vel betyde han var forsvundet, ikke? Forhåbentlig, men måske skulle Cecilio lige vente lidt før han gik ud igen, og så måtte han blive væk fra de smykke boder, det var jo for latterligt at blive fanget fordi han ikke kunne styre sine lyster.

"Tak Miguel, jeg skal nok være mere forsigtigt næste gang," sagde han og siden de alligevel var så tæt på hinanden, så lænede han ind og gav Miguel et let kys på kinden, noget som Cecilio gjorde en del mod dem han var venner med, han mente intet med det, og tænkte ikke særlig meget over det. "Jeg prøver at være mere forsigtig næste gang, eller også holder jeg mig bare væk fra smykkerne. Det er vidst dem jeg har det værst med," indrømmede han. Han kunne for det meste stoppe ham selv fra at tage mad, men smukke ting, det var en kæmpe svaghed for Cecilio.

”Det ville selvfølgelig være rart, Cecilio. Men jeg ved hvor svært du har det med det og derfor er det jo intet at gøre ved det andet end at passe lidt bedre på, ja eller bare løbe hurtigt” Lo han roligt og gav ham et smil. Miguel havde også lagt mærke til hvordan at Cecilio var begyndt at gå mere og mere efter smykker og sådan, hvilket har ændret sig fra starten hvor det mest var mad og sådan, men med smykker var det hele meget mere risikabelt end med lidt mad.

Han smilede roligt da Cecilio lænede sig ind og gav ham et kys, et venskabeligt et, det var noget han havde oplevet af og til og det var noget Cecilio gjorde når han var glad for sine venner, og det var han jo ofte for Miguel. ”Du gør mig varm i benene, med de kys, Cecilio” sagde han drillende og puffede roligt til ham. Det var slet ikke noget han havde noget imod og han vidste det var et venskabeligt et og derfor intet lagde i det, men derfor kunne man godt drille ham lidt med det.

Cecilio smilte stort, da Miguel sagde han gjorde ham varm i benene. Det var jo sådan det skulle lyde. "Det er også min plan, kære Miguel, jeg håber jo en dag at få dig overtalt til at løbe væk sammen med mig, kun os to," sagde han lettere drilsk, men med funklende øjne. "Men du afviser mig altid så groft, og mit hjerte kan snart ikke tage det mere," sagde han så lettere dramatisk, før han grinte, og forlod vognen, så han kunne komme ud i solen igen, for det var jo alligevel dejligt vejr udenfor, og hvis der ikke var en byvagt, så ville Cecilio hellere være udenfor, Miguel skulle nok følge trop bagefter.

"Hvor har du forresten smidt de andre hen? Er de nede og kigge på Markedspladsen igen?" spurgte han nysgerrigt og satte sig på kanten af vognen, så han kunne spejde ud over det hele, og han holdt da også stadig et øje på om byvagten fra før var i nærheden af dem, men lige nu kunne han ikke se ham.

Det var fint at de på den måde kunne spille hinanden op og lave sjov med hinanden, det var derfor at de var så gode venner og holdt så tæt sammen som de gjorde. "Åh, Cecilio. Dit hjerte er mig kær" Sagde han med et stort drilsk smil og spillede videre, "Din smigren er ikke til at hamle op med og hvis det er så stort et ønske, så lad os gøre det. Vi stikker af, et øde sted hvor det kun er os to. Ingen andre skal forstyrre vores kærlighed" En lille latter forlod hans læber, han kunne ikke rigtig lade være. Han fulgte efter Cecilio ud af vognen og ud i den bagende sol.

Han tænkte lidt over hans svar, skulle han kører den videre? Det var måske dødt lidt hen, men alligevel så elskede han at drille og have det sjovt. "Det var jo det jeg sagde Cecilio, det er kun os to. Resten af livet" Endnu en latter drev fra hans læber, "Ej. Mon ikke de er gået ned i byen for at se sig omkring? Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg har ikke lavet så meget selv hele dagen" Han vidste ikke hvor de var smuttet hen, men altså de skulle nok komme igen. Det var jo et spændende sted de var kommet til.

Cecilio tog sig dramatisk til hjertet. "Dine ord går lige i hjertet på mig," sagde han dramatisk. "Det er den eneste chance vi har, vi må løbe væk nu, inden de kommer tilbage!" sagde han som en afsluttende linje, før han begyndte at grine. Han elskede at lave sjov med det, når de i virkeligheden ikke ligefrem nærede sådan nogle følelser for hinanden.

"Hvorfor er du ikke rendt ned i byen med resten af os. De fleste dage er markedet lukket når vi endelig har tid til at se omkring, så det gælder om at slå til når det er.... Med mindre du laver hemmelige ting her," Cecilio løftede et øjebryn af sin ven, med et kækt smil på læberne. Som om at nogen af gøglerne kunne holde meget hemmeligt fra hinanden. De boede praktisk talt i hinandens skød, så det var lidt svært.

"Jeg laver altid hemmelige ting, det ved du jo godt. Alle mine hemmelige elskere" Sagde han roligt med et drillende smil, "Men du er jo heller ikke selv med nede i byen mere? Du havde måske samme tanker,  eller var det bare tanken om mig?" Det var rigtig nok at han burde være i byen, når han endelig havde tid til det, men ja, det var han ikke den dag. Der var bare dage hvor at han hellere ville nyde friheden med at sidde og slappe af i vognen, eller uden for og nyde det gode vejr.

"Skete der da noget spændende nede i byen? Altså når du kommer tilbage med vagter i hælene, så er der da sket et eller andet" Det var et smøret smil som sad på hans læber, for han vidste godt at det ikke altid var noget som Cecilio var stolt af, men af og til var noget man var nød til.

"Selvfølgelig er det det," sagde Cecilio grinende. "Og du ved da altid jeg kommer løbende ind i din favn, når jeg tænker på dig, jeg kan slet ikke dy mig." Det drillende smil var stadig på hans læber, men det forsvandt dog, da Miguel nævnte vagterne, og pludselig prøvede Cecilio at se mere uskyldig ud.
"Hvad kan jeg sige, jeg tiltrækker til vagter med hvor godt jeg ser ud?" sagde han, næsten som et spørgsmål, mens han kløede sig i nakken. Der var kommet lidt farve i kinderne på ham, men det var heldigvis mest af alt skjult af hans mørke hud. Han var ikke stolt af at han var kleptoman. Han ville faktisk foretrække ikke at være det, men det var nu sådan landet lå og han kunne ikke gøre meget ved sine lange fingre.

Det var heller ikke pænt af Miguel og drille ham med hans kleptomani, når han var flov over det og at det virkelig var et problem for ham, så det måtte han nok blive bedre til at lade være med i fremtiden. Men han kunne altid drille ham med, at han ikke var så god til at håndtere det med sex og kærlighed på samme måde som Miguel var. 
Miguel gik et par skridt hen til Cecilio og lagde en arm på hans og kiggede ham dybt i øjnene, han havde svært ved ikke at bryde ud i grin, men han holdt et seriøst ansigt udtryk. "Nu hvor du ikke kan dy dig, for at springe i mine arme" Sagde han roligt, og lod et smil forme sig på hans læber, et lille kækt et, "Burde det så ikke være mig du tiltrak med dit smukke ydre, i stedet for vagterne? Du vil vel ikke have jeg skal blive jaloux" Inden i var han ved at dø lidt af grin, men han elskede Cecilio, det gjorde han virkelig og han var glad for at de kunne have denne her form for venskab og humor sammen.

Cecilio kiggede tilbage i Miguels øjne, og prøvede selv at holde masken. "Jeg er ikke sikker på at jeg ville vide hvad jeg skulle gøre med mig selv, hvis jeg endelig fik dig. Du er for god til mig," sagde han dybt dramatisk og tog fat i Miguels ene arm og tog en dyb indånding. "Men jeg ønsker ikke at du er jaloux over mig. Du ved at du er den eneste der fylder mit hjerte med glæde. Miguel, forlad mig nu ikke.." Han kunne dårligt få sidste sætning ud, som hans smil på hans læber blev større og større, men han prøvede virkelig på ikke at grine.
Det var virkelig bare tant og fjas mellem de af dem, men det var dejligt, nemt og sikkert. Ikke ligesom forelskelse var. Nej, Miguel og Cecilio elskede hinanden på en god mode. En sikker måde. Noget der ikke kunne blive ødelagt af romantik. Et rigtigt venskab.

Inaktiv