Cecilio havde ankommet til Hovedstaden for ikke mange dage siden sammen med sin gøglergruppe. Desværre var synet de var kommet til ikke specielt kønt, men han var sikker på at det havde set værre ud, lige efter den krig der åbenbart havde været heroppe. Dog var det lidt til gøglergruppens fordel, siden dem der var tilbage i Hovedstaden kunne bruges at blive opmuntret, så de havde fået tjent en del ind siden de kom, men nu var de færdige for idag, og Cecilio havde bestemt sig for at gå i opdagelse, især fordi han havde hørt at der var et teater, endda et meget pragtfuldt teater. Hvis Cecilio bedre kunne lide klimaet så langt nord på, så kunne det godt være at han ville prøve at gøre karriere her, men til trods for at han havde brugt meget tid heroppe nord på, så foretrak han stadig varmen i Medanien og Rubinien. Intet kunne slå det.

Cecilio nåede teatret og forsigtigt skubbede døren op, som gav sig, før han smuttede indenfor i det store teater. Det var ikke noget han havde set lignende før. Alle de teatret han havde besøgt over årerne, var typisk meget små, fordi folk i Rubinien foretrak andet slag underholdning, og generelt var der bare ikke det store publikum til sådan noget. Det var nemmere at gøgle, selvom man aldrig var sikker på at om man ville kunne blive ved med at tjene penge på det.
Han begyndte at udforske det store teater, og der røg da også et par enkelte ting ned i hans lommer, uden han egentlig selv rigtig lagde mærke til at han gjorde det, fordi de lige passede i hans hænder og der var plads. Han nåede snart den store sal som var mindst ligeå imponerende.

Det havde været en svær tid efter krigen og byen var bestemt ikke det sammen endnu, hvilket gav sig selv og teateret var heldigvis blevet stående og ikke særlig medtaget af krigen. Teateret var Lily's andet hjem, et sted som hun fandt betagende og tiltrækkende. Hun havde nærmest viet sit liv til skuespil og teateret, lige siden hun kunne huske har hun altid elsket at spille skuespil og leve sig ind i forskellige dybe roller. Roller som slet ikke lignede hendes eget liv, fattige mennekser, gifte koner, prostituerede og andet folk. Det var det hun elskede.
Men efter krigen var der slet ikke kommet gang i teateret som hun havde håbet på, krigen havde faldet lige oven i et stort spil som de havde været i gang med at øve og bytte kulisser og sceneri til, men nu var det egentligt fortabt, for flere af teaterets folk havde endt deres liv i krigen, blevet dræbt som de civile de var. Det havde været et stort slag for Lily, for det var hendes venner og hendes anden familie, så nu virkede teateret helt tomt når de kun var samlet de personer som var tilbage, og det var ikke fordi at der havde været mange som tilhørte teateret før krigen. De havde været en lille familie, og nu var de færre.
Men nu gjaldt det om at holde hovedet højt og så se og hjælpe teateret med at finde nye frivillig som ville arbejde derinde og hjælpe med at få et nyt stykke op at køre, det var bestemt ikke slut endnu. Lily ville kæmpe og arbejde højt, hun ville ikke lade krigen ødelægge hendes store fremtid.

Lilys røde og bølgede hår hang rolig og blødt ned over hendes skuldre, hendes læber var røde og hun havde til morgen taget et let make up på (det de nu havde dengang), og var trukket i en af hendes finere kjoler, en kjole i en blid lyserød farver som viste hende skuldre frem og rundt om halsen havde hun en fin halskæde med en sten i.
Hun lagde mærke til døren til det store teater gå op ude i entreen og blev nysgerrig på hvem der dog havde fundet frem til stedet i dag, for af hvad hun vidste så var det ikke øve dag i dag, det havde kun været hende som havde været her i dag og det ville blive med, eller måske ikke, nu havde hun jo fået gæster. Hun gik ned af trapperne, som førte ned fra scenen og ned på gulvet hvor midten var præget af en lang og bred gang og på begge sider bugnede det af sæder til publikum. Hun åbnede dørene og kiggede nysgerrigt ud af dem inden hun trådte ud i hall'en og entreen. Her var hendes første syn en smuk, høj, spinkel og let brunlig fyr, ikke en person hun have mødt før, men han så interessant og spændende ud og hvad mon grunden var til at han kom her til teateret? Hun kiggede på ham og gav ham et lille smil, "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte hun interessant.

Cecilio havde dårligt selv lagt mærke til de mange ting han efterhånden havde fået stoppet i lommerne, men da lommerne var dybe og bukserne lidt løse, var det egentlig ikke til at se på ham. Han havde gået langs sæder og kørt sin hånd over dem, da han hørte en stemme, en lys stemme, ikke noget han lige havde forventet, så han vendte sig om og kunne se en en ganske nydelig pige, men godt nok i noget tøj der virkede lidt for pænt for ham. Han var nok også mere til det mere festlige tøj, men hver sin tøjsmag.

"Jeg tager et bare et kig omkring, jeg håber ikke at jeg forstyrre noget," sagde han og forlod sæderne for at gå hen mod kvinden, så de stod overfor hinanden. Cecilio studerede lidt kvinden foran ham. Gad vide hvad hun lavede her? Var hun mon en af skuespillerne? Selvom hun virkede lidt for fin ud til at være det, men hun kunne selvfølgelig godt være en meget kendt skuespiller, men på den anden side, så var hun jo næsten for ung til at være det.

Lily lagde mærke til hvordan han havde gået rundt mellem sæderne og at han derefter kom nærmere mod hende. I den mondering, ikke at der var noget galt med hans tøj, det var fint og farverigt ligesom hun selv kunne lide det, dog ville hun ikke gå i den slags tøj, så var hun mere til hendes kjoler, fordi hun næsten ikke ejede andet og det var det hun havde fået at vide at en adelig som hende skulle gå i, så måtte han næsten være en form for underholder eller gøgler fra gaden, en i samme erhverv som hende selv, næsten, det var i hvert fald inde for samme kategori og det var jo en tanke gang som Lily kunne følge. Hun rettede på sin kjole og sendte ham endnu et smil da han stod over for hende. ”Du skal være velkommen, her er plads til alle” Han virkede som en rar person, han havde i hvert fald, efter Lilys mening et varmt ansigt, og han ville nok ikke være kommet så tæt på hende hvis han havde tænkt sig at gøre hende ondt.

”Nej, du forstyrre skam ikke. Normalt ville her have været flere mennesker, men nu hvor krigen lige er slut, har teateret mistet et par ansigter og jeg er bange for at, hvis det ikke kommer nogle nye, så vil der gå lang tid før at der kommet et nyt stykke op at stå, hvilket er ærgerligt når det er det ens drømme består af” hun smilede til ham og rakte hendes hånd ud så han kunne tage den, ”Jeg er Lily” sagde hun med en rolig stemme.

Cecilio smilede varmt til den kønne pige og tog tilbudte hånd, men i stedet for at give hende et håndtryk, førte han den op, og han bøjede sig selv lidt og kyssede blidt hånden. "Det er en fornøjelse at møde dig, Lily. Mit navn er Cecilio" sagde han med et glimt i øjet, før han gav slip på hånden og rettede sig helt op endnu. Han kunne godt lide at have smukke ting at kigge på, det var jo nok derfor at han kleptomani altid kom i spil når han var omkring smykker. Han elskede simpelthen bare smykke ting, måske var det fordi at han var fattig, og det var noget uopnåeligt for ham? Han var ikke sikker på hvad der gjorde det.

"Men jeg er ked at høre at det har været sådan et stort tab for jer," indrømmede han og kiggede ind i Lily's øjne. "Jeg håber I finder nogle nye ansigter til at fylde tomrummet, og at et så smukt ansigt ikke skal holdes væk fra scenen i for lang tid," sagde han let.

Hun smilede da han kyssede hendes hånd, det var også hvad hun havde forventet, man måtte jo godt opføre sig adeligt selvom man kun var en ung pige. Hun tog hånden til sig igen og følte en glæde indvendigt, ”Velkommen til, Cecilio” Han var en pæn ung fyr og virkede høflig og vidste hvordan man opførte sig over for en kvinde, hvert fald indtil videre. Det kunne hun godt lide.

”Mon ikke at det går, jeg er sikker på at denne by har en masse talenter gemt i sine gader, de skal bare selv vide det” Sagde hun smilende til ham efter hans indrømmelser. Hun rødmede let over hans kommentar, det var ikke tit at hun blev kaldt smukt, og det var for det meste af hendes mor, men det gjaldt bestemt ikke, ikke altid, så at der endelig var en fyr som fortalte, det var en rar følelse, ikke at hun søgte noget, men det var rart at få det at vide en gang i mellem, og så holdte hun også selv af at flirte lidt med drengene, bare drille dem lidt og holde dem hen. Hun kiggede ind i hans øjne og sendte ham et varmt smil, ”Tak for komplimentet, det er venligt af dig. Du ser heller ikke selv helt værst ud”.
”Er du selv en skuespiller eller gøgler måske?”

"Mange tak," sagde Cecilio smilende, og hans blå-grønne øjne funklede i det blide lys og stod da også meget ud mod hans mørke hud. Han var positivt overrasket over hvor optimistisk Lily var om at de nok skulle finde nogle nye ansigter, men samtidig virkede det lidt som om hun ikke var særlig ked af at de var væk, men at det mere var et problem med deres forstilling, men det var bare den følelse han fik, og han havde ikke tænkt sig at bringe det op, hun kunne have det som hun ville omkring alt det her.

"Jeg er gøgler. Jeg er ikke så glad for de rammer der kommer med at være skuespiller i et teater," sagde han med et smil, for han var en meget fri sjæl og foretræk helt klart en hele tiden ændrende scene som f.eks. markedspladsen var, og at han ikke behøvede at holde sig indenfor nogen som helst rammer. Desuden havde de vidst også en vis censur i teatret, og det syntes Cecilio var endnu mere latterligt. Dog ville det da være rart at få en fast løn, men han ville nok tage chancen med gøgleriet.

”Nej det kan der selvfølelig være noget om, Cecilio” Sagde hun roligt og smilede til ham, ”Gøgler og teater, er på samme tid næsten det samme, og på samme tid helt forskelligt. Men jeg kan godt forstå det med de stramme linjer, det er dog det jeg godt kan lide ved det. Fortælle en historie på en bestemt måde, jeg ved godt at du også fortæller en historie med din optræden, men det er lidt noget andet end teater, forstår du mig?” Hun kiggede lidt spørgende på ham og håbede at han forstod hvor hun vil hen.

Hun gik lidt rundt om ham og kiggede op på scenen, ”Jeg kan godt lide at skeje sig ud i kostumerne og med make uppen på, og at vi er et helt hold omkring en opsætning. Min drøm er jo at blive en stor skuespiller, hvis det dog er muligt. Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre alt hvad jeg selv kan være herre over” sagde hun, med en måske lidt stram tone. Lily havde det med at presse sig selv så hårdt nogle gange, at det ikke altid var lige sundt og det var også derfor at hun var i teateret i dag, der var jo ikke nogen øve dag og selvom holdet måske ikke var fuldtalligt, så mødtes de stadigvæk og øvede, men i dag var hun alene i hele teateret. ”Jeg drømmer om skuespil med spændende historier og spændende personer. Kærlighed, romance, krig, fjendskab og hvad der ellers kunne være historier om”.
”Hvor kommer du egentligt fra, Cecilio?”

Cecilio følte næsten lidt at han blev talt ned til af Lily. Han forstod det godt, for bare fordi han var en gøgler var han jo ikke dum. Hans viden var måske ikke boglig, og mange af de ting han vidste var gennem historier og egen erfaring, men man behøvede ikke at være lærd for at være klog. Han kunne nok bedre klare sig i den store verden end den fine frøken foran ham, men han sagde det dog ikke, da han godt vidste hvordan han holdte sine tanker for sig selv.

"Men de spændende historier og personer er udenfor byens mure!" sagde han lidt kækt og med funklende øjne. "Jeg kommer fra Rubinien, og der kan jeg fortælle dig alle historierne er. Du har ikke set ægte fjendskab, før du ser to rige herre blive uenige på slave markedet," sagde han og sprang op på en af sæderne og balancerede lidt på den, før han hoppede over på den næsten. "Eller kvinderne der bliver drevet til prostitution for at have råd til mad og tøj til deres familie. Større kærlighed finder man da ikke i denne her verden." Han balance var ualmindelig god, og det så ikke ud som om at han stod på ryglænet overhoved.

”Der kan være spændende historie overalt, Cecilio” Sagde hun roligt til hans kække svar, det var da grov med ham. Lily fulgte ham med øjnene da han hoppede op på sæderne, hun ville gerne have sprunget efter ham, men med sko med en lille hæl på og så i den kjole som hun bar, så ville det ende galt, det var nemt at sige sig selv, så hun gik lidt rundt i mens han fortalte hans historier, som han nok troede ville smitte af på Lily og måske få lidt temperament frem i hende, men hun kunne godt holde hovedet koldt.

”Aah, Rubinen” sagde hun og virkede interessant, men det var måske ikke helt det hun var når han skulle spille op på den måde, ”Jeg har ikke brug for at set det ægte tæt på. Jeg er den som formidler historierne, på næsten min egen måde, for folk som heller ikke har set det tæt på. De har også ret til at vide hvordan det gik til, f.eks. når historien om slaget for få dage siden skal opføres på dette store teater” Hun spredte armene ud for at vise hvor stort teateret var, også på en måde for at vise hvor meget det betød for hende selv. ”Så du mener at sand kærlighed er prostituerede?” Hun hev fat i hans hånd da han sprang forbi hende og trak ham ned fra stolene og greb ham, trak ham tæt ind til sig og kiggede ham dybt ind i øjnene og spredte de læbestift røde læber, ”Rigtig kærlighed findes mellem to mennesker, ikke en prostituerede” sagde hun charmerende og kiggede seriøst på ham og lod et smil brede sig over hendes mund, ”Eller er du uenig?”

Cecilio blev trukket ned af stolene og lo af det hun sagde, som om at det var det sjoveste han længe havde hørt. "Nu misforstår du mig." startede han med at sige og forsigtigt kom fri af hendes greb, for at komme på på stolene igen. Der havde man en bedre udsigt. "Sand kærlighed er er at vælge at gå ud i prostitution fordi man vil have mad og tøj til sin familie. Det er et hårdt erhverv, men der er massere af kunder dernede. Ville du måske gå ud i prostitution, hvis du ingen penge havde og du ikke kunne tjene penge nogen steder? Jeg synes det er smukt at vide at familie betyder så meget for folk at de vil gøre det. Men måske mener du at ægte kærlighed kun er mellem mand og kvinde?" spurgte han til sidst og gik så hen over stolene og hoppede ned ved siden af hende og tog blidt fat i hendes hage.

"Og skønne Lily, hvordan kan du formidle en historie, hvis du ikke har oplevet noget i livet. Hvor er passionen? Hvor er de ægte følelser? Hvis der er en ting jeg har lært gennem de år jeg har levet, så er det at en sand kunstner skal opleve smerte og pinsel før personen kan blomstre," sagde Cecilio mens han kiggede hende dybt ind i øjnene, og gav så slip på hende, og var oppe og stå på stolene igen på et kort øjeblik.

Om hun ville gå i prostitution for at tjene penge? Nej tak. Det var ikke et valg hun ville tage. Der skulle helt sikkert nok være mange slags job som man kunne få, og så kører forbi det ehverh som at være prostitueret. "Ja, der skal nok være en masse kunder, og helt sikkert nok et hårdt ehverv, men nej det var bestemt ikke noget jeg ville drage mig ud i. Mon ikke der er andre jobs man kunne tage i stedet for at gå til dne konklusion. Der er bestemt ikke noget i vejen med at være prostitueret, men jeg ville ikke bruge min krop på den måde" Hun trådte lidt væk fra ham, "Nej. Det kan også være mand mand, eller kvinde kvinde, selvfølgelig er kærlighed mange ting. Men at man kan elske prostution, så var det kun fordi man elsker sex" Hun smilte kækt, mon det var derfor han forsvarede de prostituerede på den måde? Var han også sex elskende.

"Så bare fordi at jeg ikke har oplevet de ting, så kan jeg ikke have følelser til disse ting? Så du dømmer mig som en dårlig skuespiller selvom du ikke har set mig optræde? Selvfølgelig kan jeg vise følelser selvom jeg ikke har stået på en slagmark med sværdet i hånden, det tror jeg heller ikke at en fyr som dig har prøvet" Hun vendte ryggen til ham og gik lidt rundt i den store sal.

"Jeg har aldrig påstået at prostitueret elsker deres job, og du misforstår mig gang på gang," sagde han og rystede hovedet. Hun måtte da være fuldstændig fra den. "I Rubinien er der ikke mange muligheder for gadefolk. Vi kan enten stjæle, hvilket let kan få os til at koste en hånd, hvis man ikke er forsigtig, så er der prostitution og til sidst sælge sig selv eller sine nærmeste til slavemarkedet. Og tro mig, slavemarkedet er det sidste sted man har lyst til at ende." Men selvom det var barbarisk så elskede Cecilio alligevel Rubinien for hvad det var, det var et forfærdeligt sted, men hans hjerte lå der alligevel.

"Du behøver ikke at være i krig for at opleve smerte og pinsel. At være på renden til at sulte," startede han ud med at sige og tænkte tilbage på hvad der var sket i hans liv. "Se dine venner blive dræbt for øjnene af sig, og stå tilbage i et fremmed land alene... Måske få knust sit hjerte af nogen. Blive offentligt gjort til grin. Der er så mange måder, men du ligner og virker som en der har haft nok i sine eventyr og ikke haft lyst til landevejen," sagde han og begyndte at gå op mod scenen, dog stadig på stolene, for nu var han deroppe, og det var lidt sjovere at gå på stolene fremfor gulvet.

"Jeg har oplevet nok ting i mit liv" Sagde hun, stadig med ryggen til ham, men så vendte hun sig om imens hun bakkede op ad trapperne, op til scenen, "Og selvom jeg ikke havde, ville jeg stadig have haft evner til at ligge følelser i forskellige situationer, det er lidt det som skuespil går ud på" Hun kiggede lidt på ham og løftede det ene øjenbryn, "Hvis man skulle have været alt det du siger igennem for at kunne ligge følelser i, ville der jo gå så mange elendige skuespiller rundt der ude, og ikke mindst gøglere. Alle har jo ikke oplevet ting på første hånd, det er derfor man har skal have kreativitet og ikke mindst talent til det man laver, så man kan frembringe disse følelser i ens arbejde" Hun stoppede da hun var kommet op på scenen, "Det er det samme med dig, det kan godt være at du har oplevet mange ting igennem dit liv, men hvis du ikke havde ville du jo stadig godt kunne gøgle rundt med dine venner", De havde vidst ikke helt fået den bedste start på deres bekendskab.

Hun kiggede ned på ham som han stop på stolene, selvom de kom fra hver deres verden så, var de jo egentligt ens på flere måder, i hvert fald på job, de lignede jo hinanden. Hun rakte hendes hånd ud og hendes bløde silke handske tog imod hans hånd og hun førte ham op ad trappen. "Selvom vi er fra to forskellige dele af landet og har oplevet forskellige ting, og måske ikke er helt enige, så ligner vores job jo hinanden. Det er os der skal formidle historier, sang og musik, uanset vores historier"

"Jeg siger ikke man skal opleve alt for at kunne få følelser ud, men når man har set nok skuespil i sit liv, begynder man at kunne se hvem der har smerte de kan lægge bag det, og hvem der ikke kan," pointerede Cecilio. Han spillede ikke selv skuespil alt for meget, hvis han gjorde, var det til en sang de spillede, og der prøvede han så vidt som muligt ikke være en rolle der var trist. For han ville jo gøre sit bedste job og det kunne han ikke, hvis han havde lyst til at græde ved tanken om sin gamle gøglergruppe der lå døde for øjnene af ham. Det var ikke noget nogen skulle opleve, men et privilegeret liv, hvor man aldrig havde haft det svært? Det var ikke en opskrift på en god skuespiller. Man skulle opleve noget i livet for at blive til noget. "Selvfølgelig ville jeg kunne gøgle rundt, når det ikke kræver noget skuespil af mig. At danse og synge kræver ikke meget for at underholde et publikum. Skuespil er noget andet, især med de priser I tager for det."

Han lod Lily tage hans hånd og hoppede ned fra stolene. Hans indtryk af den adelige pige var stadig ikke forfærdelig godt og det ville nok ikke ændre sig, hvilket også var grunden til at hans normalt flirtende selv, ikke viste sig overfor hende. Nu når han stod på scenen kunne han se langt ned, men det hele virkede bare for opsat for Cecilio's smag. "Man vil jo dårligt kunne se hvordan publikum reagere med det her," sagde han så. Man skulle kigge ned for at se dem, og med de strenge manuskripter kunne man da ikke gøre det. Det Cecilio nød allermest ved at optræde var jo at se alle de begjestrerede ansigter.

Nu kunne Lily både synge og danse selv også, og kunne sagtens se at det måske ikke krævede så meget, ikke hos dem som hvert fald kunne, andre som ikke kunne ville det jo kræve mere af, men priserne kunne hun bestemt ikke se noget i vejen med, det var jo et stort hold som står bag en Forestilling, og der er andre personer end de som er fremme på scenen, og hvis alle skal have løn, så blev de nød til at kræve en entre indtægt, "Selvfølgelig er teater noget andet, det da klart. Men indtægt priserne kan du da ikke sætte spørgsmål ved?" Sagde hun og kiggede underligt spørgende på han, "Der er så meget bag et stykke teater, og hvis alle skal have løn, er det en nødvendighed at kræve entre pris. Det tror jeg også sagtens ku kan få, der er sikkert mange dage hvor du som gøgler ikke får mange penge at leve for, måske slet ingen?"

Han ville bare se gøgl som noget større og bedre end Teater, det var jo to forskellige ting, og derfor kunne man jo næsten ikke sammenligne de to ting med hinanden, han var langt ude efter hendes mening. "Hvad gør at du ikke mener at publikum ikke kan reagere på vores skuespil?" Han behøvede ikke at svine hendes profession til.

"Jeg forstår godt I vil tjene en god løn ved det, det er et arbejde at sætte et stykke op, men det virker næsten som nogle urimelige priser. Jeg tjener ikke engang nok på en uge til at kunne komme ind og se et stykke," pointerede Cecilio og satte sig på hug. Hernede fra ville man bedre kunne se publikum og hvordan de reagerede, men det var stadig ikke ligeså godt, som når man var på højde med publikum. Der kunne alle muligvis ikke se, fordi de ikke var hevet over jorden, men Cecilio foretrak at se alle de små glade ansigter og så måske tjene lidt mindre.

Han rystede på hovedet. "Det var slet ikke det jeg sagde. Selvfølgelig kan de reagere, og I får jo sikkert kæmpe klapsalver efter, men I ser jo ikke deres ansigter. Pointen ved at optræde er jo at underholde folk, men hvordan kan man vide om folk overhoved kan lide det, med mindre man holder øje med hvordan de ser ud under optræden... Men på den anden side, I har et flot teater," sagde han og rejste sig op for så at hoppe ned fra scenen. "Så I må jo nok gøre noget rigtigt, men jeg vil til enhver tid foretrække at se dem jeg underholder." Han begyndte at gå væk fra scenen og mod udgangen. Denne her tur gjorde ham da mere sikker i hans fag, selvom teatret var et helt kunstværk.

"Måske kan jeg ikke se alles ansigter og nej nok ikke dem nede bagi, men derfor har jeg stadig rig mulighed for at se dem på de forreste rækker og deres ansigter, og det har jeg altid kunnet. Du vil jo heller ikke kunne se de bagerste hvis du er ude og gøgle ov de står i flere cirkler rundt om dig, det vil jeg ikke tro. Men denne diskution er langt ude, jeg elsker mig teater, og det er tydeligt at du ikke gør, og derfor lovpriser dit ego dit eget gøgl, så finder vi ikke samme vej i denne diskution, og så kan vi ligeså godt lade være" Hun rettede på sin kjole og gik lidt rundt på scenen og kiggede ud på de tomme sæder og håbede inderligt at de snart kunne gå i gang med øvelserne til den næste forestilling, hendes blik fulgte ham mens han forlod scenen og gik mod udgangen.

Cecilio rystede bare på hovedet af hende. Han var nok også vant til at være ret tæt på sit publikum og endda til tider blive forstyrret midt under forstillingen, og det gjorde ham ikke spor. Her ville man f.eks. heller aldrig tage børn hen, og noget af det bedste var når de gispede af et trylletrick.
Han vinkede kun kort bag sig, før han nåede udgangen, og på vej ud hapsede endnu en ting på vejen, før han var ude af døren og på vej ned mod Markedspladsen igen. han ville nok ikke komme tilbage til teatret igen, hvis han kunne risikere at støde på hende igen, selvom nu når han mærkede efter kunne han godt mærke at han var kommet til at tage et par ting... Ingen ville vel komme til at savne dem, vel?

//out