Dragorn var stille som graven, bortset fra den svage hamren og lydene af metal, der blev slebet i dværgenes smedjer, som nu kørte i døgndrift. Selvom dværgenes arkitekter havde været dygtige og på en eller anden måde var lykkedes med at føre en del af nordens sparsomme dagslys ind gennem tunneller og gange, så var effekten knapt så kraftfuld om natten. Manglen på lys og lyden af Mørkets Skovs ulve hylende mod månen, havde holdt Ethelihn vågen og nu fandt hun sig selv spadserende gennem Dragorns gange i bløde lædersko for ikke at vække nogen og dermed få selskab. I et bælte om livet havde hun to slanke sværd, der puffede blidt til hendes grønne kjole, når hun gik.
Inden længe var kvinden nået ud til en stenhave, hun havde fundet for et par dage siden. Den befandt sig afsides og var ikke særligt stor, kun knapt 30-40 fod på hver led. Efter alt at dømme havde den tilhørt nogle af borgens tjenestepiger, for de tilstødende værelser var temmeligt små, hvilket også var en af grundende til, at ingen af soldaterne havde været interesseret i at sove i dem. Det var vel også en udmærket ting. At begynde hver morgen med at støde hovedet mod loftet kunne ikke være godt for nogens hoved.
Ethelihn trådte ud på småstenene. En prikken fra hver enkelt klippestump kunne svagt mærke op gennem de tynde lædersåler. Hun så rundt unde egentlig at have en forventning om at se skyggen af hverken nogen eller noget. De to slanke kortsværd blev trukket lydløst, mens hun bevægede sig ud mod midten i et zikzak-mønster mellem de lave, afrundede stenformationer, der udfjorde hovedparten af havens 'planter'. Et trin til højre. En klinge blev løftet og svunget hurtigt efterfulgt af den anden i en rolig glidende bevægelse. Hvis stenene havde været de modstandere, som Ethelihn netop brugte dem som erstatninger for, havde hun ikke overlevet længe. Men hvis man er i stand til at gøre noget langsomt og fejlfrit, kan man også gøre det hurtigt. Eller det havde hendes storebror i hvert bildt hende ind. Et halvt sekund efter stod hun på den modsatte side af en af de førnævnte skulpturer med siden vendt til, sit ene sværd i udstrakt arm pegende mod en gennemsnitlig mands strube, og det andet sværd ligeså pegende mod en gennemsnitlig mands kæreste egendele.
Sådan fortsatte hun rundt om skulpturerne i skiftende tempo fra tid til anden liggende et svær fra sig for så at samle det op igen mod foden bare for variationens skyld. Tanken strejfede hende, at hendes søvnløshed måske også kunne skyldes, at her stadig var mange, som hellere end gerne ville skære halsen over på hende, mens hun sov, men paranoia var ikek godt for meget andet end at flosse nerverne.

Dæmonen var også ganske vågen den nat, men ikke af samme grund som generalen. Han var vågen af den simple grund, blandt andet, at han ikke behøvede at sove. Udmattelse nåede ikke til hans krop, trods denne synes ganske menneskelig, var den alt andet end dette. Kroppen var af noget der lignede et menneskes kød, men indholdet indeni var ganske dødt. Stak man hul derpå ville han bløde, uden den mindste tvivl. Forskellen på hans blod og andres, menneskers dermed sagt, ville ikke være voldsom stor. Farven ville være en hel, hel del mørkere og smagen - smagen ville være anderledes. Det var blot for synets skyld, ville enkelte påstå. Man var aldrig helt sikker på om dæmonerne faktisk følte, sådan rigtigt følte. Hvad var deres forskel på udmattelse? Hvad var den forskel, som de gjorde en sådan dyd i at skabe, på dem selv og menneskets følelsescenter? Kun de kunne besvare dette, og menneskene selv selvfølgelig. Eller var dette blot også en opspunden påstand?
Han havde ophold sig i Dragorn længe. Længere end de fleste (med undtagelse af en enkelt eller to) vidste. Han havde bevæget sig igennem de mange hundrede gange, beskuet de mange hundrede rum ganske sagte. Som en kat havde han været, næsten uset af personerne (nyankomne som andre) der havde været der på samme tid som ham. En skikkelse af ungt udseende, rank og ganske slank, næsten svævende i hans bevægelser. Man så ham, også så man ham ikke. Hans person krævede ikke opmærksomhed, men han var der alligevel. Han var trods alt beskuelig, enkelte undrede sig også over hans tilstedeværelse, men så forduftede den igen: opmærksomheden. Det var en side af dæmonens magiske kræfter; ganske uskyldig, ikke det mindste destruktiv, men yderst brugbar.
Stemmen der lød, var ganske blød, men mørkere end skyggerne selv. Blidheden var næsten klam, ikke slesk, men ubehageligt venlig:
"Deres træning er ren spild."
Han stod der, placeret imellem stenhavens blomster, som han altid havde høret til der. Han var i harmoni med sine omgivelser, noget der gav alt andet end mening. Men det var hvad man ville se, og man ville ikke tvivle det mindste på billedet der dannede sig foran ens øjne ved dette syn.
"Ikke kun på grund af Deres træthed."
Påpegede han, uden at bevæge sig så meget som en millimeter. Hvis man så bort fra læberne der formede ordene, han udstødte:
"Deres fodarbejde er forfærdeligt."

Det gav et sæt i Ethe ved lyden af i liv i den ellers livløse stenhave. Stemmen havde sneget sig ind på hende som lyden af flagrende fuglevinger, der kom nærmere og nærmere og så fór forbi ørerne på tilhøreren. Lyden ville alle andre steder end her have været en naturlig del af omgivelserne, men nu gav den bare en kold, kvalm mavefornemmelse. Med et let nik til siden, for at ryste chokket af, og stadig med ryggen vendt mod dæmonen, løsnede hun sine muskler fra deres midlertidigt frosne position. "Melkor..." Det irritable smil, der prydede generalens ansigt, kunne høres i hendes stemme, mens hun færdiggjorde sit trin og vendte sig mod Melkor, der i den grad ikke var velkommen lige nu. Hun overvejede at stikke sværdene på plads, men konkluderede at det nok ikke var den bedste taktik. I stedet svang hun sværderne i hændene, så det vendte mod jorden, og lod et irritabelt suk slippe ud af sine lunger.
"Jeg kender til mange, der ville være rørende uenige med dig. Selvfølgelig ville det være svært at få bekræftet, når de ligger seks fod under jorden." Hendes påsatte smil og hendes opgivende stemmeføring bar tydeligt præg af, at hun ikke var imponeret over Melkors forsøg på at tirre hende. Hendes indædte ønske om at genere ham kunne dog ikke helt overskygge hendes instinkter, der fortalte hende, at hun burde vise væsnet respekt, og det i en sådan grad, at et 'sir', nær var sluppet ud af hendes mund efter den bidende kommentar.
Der var muligvis mange grunde til, at hun besad sin post, men det var endnu flere til, at Melkor havde besat den før hende. Han havde været hendes og hendes families øverstbefaldende. Det sad helt inde i hendes rygrad, at man ikke trådte dæmonen over tæerne. Men nu var deres roller byttet om, hvilket frydede hende af præcis samme grund, som det gav hende kuldegysninger. Hun vidste Melkor hadede deres situation, mindst lige så meget, som havde hadet sin kone. Hun vidste det fordi havde havde været den koldeste, mest masochistiske, torturlystne tyran af et svin. Og havde været ti gange værre overfor den kvindelige del af tropperne. Ethelihn havde ofte tænkt, at kun guderne kunne begribe, hvor meget had eller frastødelse han måtte føle i hendes selskab. Hvilket også gjorde det endnu mærkeligere at han var dukket op. Hun rullede hovedet fra skulder til skulder for at strække sine halsmuskler.
"Hvad laver du her, Melkor. Burde du ikke være tilbage på Borgen? Eller du er måske blevet stikirenddreng?" Hun tippede hoved lidt til siden. Okay, måske hendes instinkter godt overdøves.

"Alle kan slå ihjel."
Venligheden var væk. Dæmonen udtalte ordene med sådan skræmmende klarhed, at selv det mest sympatiske menneske (næsten) ville finde enighed i hans ord. Han talte som om at dette var en selvfølge, at det var ganske faktuelt, at enhver besad evnen til at ende et andet individs liv.
Han løftede sine hænder, kortvarigt kastende blikket nedad imod dem. De lange fingre bar ingen form for hårdhed, faktisk var de ganske blide, men underligt runde og skarpe på samme tid. Det var svært at forestille sig, med mindre man besad en form for viden om dæmonens baggrund, hvad lige præcis de hænder havde gjort (hvad de var i stand til, i sandhed). Indekerende hvad de fleste besad, hænder altså, lavede han en let gestus imod generalen foran sig. Enhver havde hænder til at gribe et våben, eller besad den fysiske kræft og styrke til at bruge dem på anden grusom hvis. Det var ikke det der gjorde det endelig udslag - sindet havde en hel del og sige også.
"Men det er ikke alle, der er god til det."
Han knyttede hænderne i en næve, sænkende dem begge ganske langsomt indtil de lå imod hans side.
De sorte øjne havde ikke flyttet sig tomme siden, at de havde lagt sig på generalens. De havde hverken ændret position eller udtryk, trods tonen havde ændret sig i dæmonens tale. De var ganske intense i mangel af bedre udtryk. Kolde og intense.
“Jeg er her af egen fri vilje.”
Han rynkede brynene, rystende svagt på hovedet som dette var indlysende.
“Jeg er her ikke for, at diskutere deres kampfærdigheder.”
Han tilføjede: “Selvom det tydeligvis burde diskuteres.”
For første gang veg hans øjne, rettende sig imod våbene liggende i generalens hænder. Han tav, ladende øjnene følge klingen og ud til den yderste del af sværdet. Spidsen, delen af sværdet der kunne optimalt være det første der mødte føren af sværdets fjende. Øjnene smilte, næsten katteagtigt; et smil der forlod øjnenes bære fuldkommen, som han atter rettede blikket imod Ethelihn.
“Jeg er her for at undskylde.”

Ethelihns tunge var klar til at smælde endnu en nedladende bemærkning afsted i samme øjeblik, Melkor lukkede munden. Hun nåede så langt som at skille sine blodrøde læber ad og lade en smule luft sive ud. Men her stoppede hun. En snigende paranoia listede sig op ad nakken og fik hende til at knibe øjnene mere sammen. At høre de ord fra hans læber fik hende til at tvivle på, om hun i virkeligheden var faldet i søvn på sit virkeligt kolde kammer under alle lagene af tæpper og slet ikke var vandret gennem borgen for sjette nat i træk. Søvnmanglen kunne også meget let have tæret på hendes evne til at opfatte lyde. Det her virkede endnu mere unaturligt end Melkors evne til at smelte sammen med sine omgivelse, men mindre af den kvalme fornemmelse af mavesæk, der slår koldbøtter, som når man stod forstavnen på et skib i for høj bølgegang.
Hun trykkede diskret sin pegefinger mod det ene af sværdenes æg til det gjorde ondt. Nej, hun var vågen, så hun havde hørt rigtigt. Men det skadede jo ikke at få dæmonen til at sige ordene igen. Han ville nok langt hellere æde ordene i sig igen, men det var jo ikke særligt underholdende.
Hun rynkede sine øjenbryn, der ind til nu havde været hævet i overraskelse. Så tog hun begge sværd i højre hånd og klappede sig en gang på det ene øre, som man gjorde, når man ville have vand ud af det andet.
"Undskyld, jeg tror, jeg har noget siddende i øret. Gider du lige gentage det?" spurgte hun med foregivet forvirring. Melkor måtte have skumle bagtanker; det var hun mere end klar over. Men det her var lidt for godt til, at hun bare ville lade muligheden for at trække lidt ydmyghed ud af ham passere.

De mørke øjne fulgte generalens bevægelser, i takt med at hans ord indfandt sig hos hende og da betydningen rigtig satte sig fast. De opfangede hver eneste bevægelse, slugte hver eneste mening i dem, med undtagelse af den sidste. For en kort stund synes dæmonen, at genfinde et udtryk han længe ikke havde båret. Han synes at undre sig over generalens opførsel, måtte endda rynke brynene imens han granskede hende, klappende sig selv på det ene øre.
Da hendes ord lød, forsvandt alt følelse atter, og lod sig erstatte af komplet sorthed. Øjnene i dæmonens ansigt var mørke, men denne form for sorthed var uhyggeligt dyb. Samme salgs mørke så man i en morders øjne, i dét sekund han udvalgte sit perfekte offer. Det var en ubehagelig form for glæde viklet ind i ubeskrivelig foragt.
Hans øjne var rettet direkte imod generalens idet han trådte fremad.
”Lad være med at gøre Dem selv dummere end hvad De egentlig er-”
Han trak vejret indad, hvislende som om han drak luften han trak ned i lungerne:
”De klæder Dem virkelig ikke.”
Melkor samlede hænderne i en blid omfavnelser af hinanden, kort efter at have gjort en gestus imod generalen. De sorte øjne havde endnu ikke blinket, da han fortsatte sin talen:
”Skulle De ikke hellere spørge hvorfor jeg undskylder? Eller er De beriget med en intellekt - som De er elendig til at fremvise, at De er i besiddelse af - der gør, at De allerede ved hvorfor jeg er her, for netop at gøre dette?”    

Smilet bredte sig på Ethelihns læber. Ved guderne det var en euforiserende fornemmelse at ramme sit offer der, hvor de var mest sårbare. Melkor var hårdfør. Han nød ligefrem fysisk og psykisk smerte. Nok kunne Etheihns intellekt ikke hamle op med hverken den viden eller den erfaring, som oldingen foran hende havde indsamlet. Det indrømmede hun hellere end gerne. Men hvem havde også brug for den slags, når man var i stand til at spotte folks svagheder. Der var halspulsåren eller en blottet armhule. Mængden af blod folk kunne miste i løbet af et minut, overraskede hende stadig. Der var torturkammeret for de sjæle, der var bange for tanken om smerte. Udmattelse var et af hendes egne problemer. Der var også hemmeligheder, man kunne bruge til at afpresning, eller familiemedlemmer man kunne true. Folk var ofte så frygteligt sentimentale. Døden havde Ethelihn altid tænkt måtte være noget, selv Melkor frygtede, men det var knapt nok en svaghed.
Nej nej, hans problem var hans stolthed, og for Zaladin det var hans morderiske blik værd. Hans spidse bemærkninger om hendes mangel på hjerneceller rørte hende for en gangs skyld ikke en tøddel.
"Så du sagde undskyld," Ethelihn trak på orderne og vred dem for enhver dråbe af sarkasme, og så en kunstpause inden hun trak sin selvtilfredse mine tilbage og lagde sit ansigt i mere alvorlige folder. "Jeg ved hvorfor, De burde give mig en undskyldning for slet ikke at nævne resten af hæren. Det stunt, De lavede kostede os dyrt. De af alle hærens krigere," dette ord valgte hun bevidst, "burde vide bedre end at forlade formationen og resten af tropperne. For slet ikke at nævne, at Deres åh så mange erfaringer er fuldstændigt ubrugelige, når du vælger at gå solo mod tre dværge. Vi mistede en drage!" For hvert ord blev Ethelihns stemmeføring langsomt mere anstrengt, og hendes øjne mistede den triumferende flød, de havde for et minuts tid siden, men var stadig langt roligere end sin tidligere overordnede, hvis blik hun stadig kunne mærke forsøge at gennemsyre hendes korpus ved blikkets kraft. Hun forsatte med et tonefald, der var tilbage i sit naturlige, biddende leje: "Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, De havde mistet forstanden helt under Deres 'fraværd'."
Hun trådte Melkor et halv skridt nærmede og svang fraværende sit ene kortsværd i hånden. "Og fortæl mig så endelige, hvad De undskylder for."

// Afsluttet