Vejret var koldt og kølig, det var rigtig vinter. Edward sejlede med skibet, hen mod hoved byen det var dog længe siden han, sidste havde sat fod der. Krigen, havde været i hovedstaden i et godt stykke tid nu. Men endelig nu, havde Edward fået styre på det og angreb derfor byen, mens den var mest sårbare. Da der var kaos i hele byen. Edward kaste anker omkring et par km, væk fra selve byen, hvorefter han begynde og ro hen mod havnen så han kunne komme ind i byen med hans mænd. De var omkring ti alt i alt, som var med båden. Nu skulle de bare ro ind få fat i de ting der var inde i byen, hvor de bagefter kunne stjæle hvad de skulle ha fat i. Edward rejste sig op, af på båden, hvorefter han bevægede sig stille gennem byen. Han løb hen gennem byen med hans mandskab, mens de bevægede sig gennem byen. Han satte hurtig turen op mod, den hellige bydel, hvorefter han gemte sig da et par soldater løb forbi for at bekæmpe dem af mørkets soldater der var, Edward nikkede til sine mænd, hvorefter han sætte kursen hen mod døren, hvorefter han sparket den ind med alle hans mænd, dem som prøvet og holde dem tilbage blive enden dræbte eller slået bevidstløs. Edward stillede sig frem foran mændene da de, havde fået styr over det alt sammen og talte, ”i skal ikke prøve og gøre noget, vi skal bare ha fat i jeres så smukke hellige ting der sikkert er penge, værd, sååå jeg håber at i ikke vil gøre noget, der vil gøre at vi behøver og myrde jer eller slå jer ihjel.” Edward så på dem, hvorefter han nikkede til hans mænd og bevægede sig rund og begynde og tag flere af de værdifulde ting ned i en sække, mens han forsætte med og gøre det. Gik han rundt dog da han nået til en dør som var lukket gik han ned til dem igen, ”sååå hvem har nøglen til jeres skatte kammer, der er jo ikke så meget værdifuldt herinde i selve kirken vel.” Lød det ganske charmerende fra Edward, hvorefter han tog fat i hans kniv tog fat i præsten og holde den op for ham, ”jeg orker ikke det her, hvad skal vi gøre, hvis nogen ikke snart melder sig, dør præsten og så forsætter vi, hvor vi slap.”

Florence havde været oppe på sit værelse hele dagen i ly for dagslyset. hun havde set hvordan optøjer havde forgået i lang tid men det havde alt sammen foregået på gader og gyder. Det var først nu da solen var gået ned at hun hørte katedralens indgang blive slået op. Hun kunne ikke længere holde sig tilbage selvom hun havde fået strenge instrukser på at blive i tårnet.
Hun løb som vinden ned ad trapperne så hendes nonneslør fløj bag hende. Der var langt fra hendes gemakker til våbenhuset hvor man gik ind i selve kirkens rum. Det tog hende dog langt kortere end normalt inden hun stod midt i gangen frossen af rædsel for at se sin værge med en knivs trussel på livet.
"Hvis det er rigdomme du er efter så skal du komme til mig!!" råbte hun da hun havde hurtigt regnet ud hvorfor flokken af mænd var i kirken og hvorfor at præsten præsten blev truet. Florence var klar til at skulle beskytte sin familie i kirken og hendes hjem imod de indtrængende med hvad end hun kunne. Hun stod standhaftig med hånden knuget imod sit bryst i håb om at få svar fra nattens tyv.