Gloria havde brugt det meste af formiddagen i godsets forhal, sammen med hendes ældre søster, for at tage imod folk der kom forbi gården. normalt var det et job for tjenerne. men tiderne var stramme. Tjenestefolkene var i fuld gang med at lave mad, finde flere sovepladser, tæpper gøre rent og ikke mindst tilså folk der var blevet syge eller skadet under den lange rejse. Meget kunne man sige om Hendes Familie, men De var loyale og venlige. Det store Stuckley-Gods var lavet om til et holdepunkt. her kunne flygtninge få hvile og mad, de kunne blive eller rejse videre mod deres egne hjem. under alle omstændigheder så var det et velkommet sted. Så Glorianna og hendes søster Gabrilla havde stået i indgangshallen med dørene på vidt gab og taget imod enhver der kom ind og vise dem dertil de skulle. hele gården var organiseret op til at kunne hjælpe flest mulige, hurtigst muligt.

Nu var dagen ved at nå eftermiddagen, og der var ikke ankommet nogle til godset i så lang tid at Gabrilla og Gloria havde bestemt sig for holde en lille pause med smilet. Gabrilla var taget i køkkenet hvor deres moder, havde med hård hånd sørget for, ikke bare mad, men helbredene te, og andre ting der kunne koges op i et køkken. Glorianna tog sig en gå tur uden for gårdens ydre port.
I første øjenkast var gården stadig idylisk at se på udefra, Men Gloria vidste at hendes Far havde tage de få soldater han havde og skjult dem i skoven og markerne rundt om. så de kunne fungere som alarmberedskab hvis der skulle blive nogen tegn på at mørket var på denne vej. de havde ikke soldater nok til at frontalt angrib. Godset var et landbrug. ikke en fæstning.

Så nu gik hun på de mange grus stier der førte til og fra godset. Denne førte ned langs søen, over mod vest skoven. hun var klædt pænt i kjole, som hun stort set altid var, når hun var på godset, og under hendes mors øjne. Kjolen var en dyb blå farve med snører om livet og gyldne broderier. det eneste der gav et hint om at hun kunne slågs og ikke blot var en adelskvinde, var den daggerten der hang i et fint gyldent bælte, der var lavet til at være praktisk med dog stadig pænt til kjolen. Sammen med daggerten hang en dolk, begge ting bar præg af flittig brug.
Med et suk samlede hun en sten op i skovbunden og gned den med fingerne så den blev ren af jord. det gav et jag i hendes kraveben der havde været brækket en uge før, healet med magi ja, men ikke det hele. hun skar en grimasse og hade sig selv lidt mere, for ikke at vide hvad der forgik i hovedstaden, George var der stadig, og William. Hvad med Moana? og alle de andre hun kendte der. for slet ikke at tænke på de mange hun vidste stadig var i mørkets borg. som stadig var taget til fange. hun stod helt i sine egne tanker, mens hun lod fingerne gnide over stenens overflade.

At teleportere fra Hovedstaden og hvor hen de var landet sammen med en anden havde drænet Baldur mere end han havde været villig til at fortælle Bumi. Den lille hobbit - for selvom hobbitten var på samme størrelse som Baldur kunne han ikke lade være med at tænke på det yngre væsen som lille - havde været om noget mere oprevet end ham selv og med god grund. Det havde været meget tæt på at det gik galt denne gang. Han vidste han kunne teleportere sig væk, men de små hop havde ikke kunne hjælpe ham ud af byen og de lange var noget mere uberegnelige. Selvfølgelig vidste han de kom når han var skræmt fra sans og samling, men det havde stadig været alt for tæt på.

Det næste havde så været at finde ud af hvor de var og hvor de skulle hen. Ingen af dem havde andet end hvad de havde haft på sig og det satte dem i en lidt kneben situation. Det første træk havde dog været at søge ly i skovkanten hvor de ikke var så synlige. Der havde de også fundet en tykning der med lidt fælles arbejde og hjælp inden natten var blevet til et fornuftigt gemmested. Ikke at det havde været nogen rar nat!
Som morgenen var kommet var sulten det for alvor også og med det som drivkraft var de begivet sig på vej. Bladur længere ind i skoven, hvor han håbede at finde svampe i moset eller bær på buskene.
Heldet havde ikke været for meget med ham hen på eftermiddagen, men som han brød igennem en busk og så sig om i en lille lysning var kun for til sin overraskelse at stå overfor en ung kvinde. Klædt så fornemt som nogen kunne ønske sig et så smukt eksemplar af racen og helt i fred med sig selv i det øjeblik. Bladur rømmede sig ret og bukkede så for hende. "Hvis den unge frøken undskylder min forstyrrelse, så kunne De vil ikke sige mig hvor jeg er?" Et spørgsmål han havde stillet alt for mange gange i sit liv efter egen mening og som ofte erhvervede ham undrende blikke.

Gloria stod helt i sine egne tanker, mens hendes fingre glid hen over stenen der langsomt kom frem med sin originale rødbrune farve under alt snavset. en bevægelse i buskaset foran hende fik hende til at komme tilbage til virkeligheden, holde øje med stedet. chancen for at det var en fjende var ikke særlig stor. det var nok nærmere en fugl, eller en ræv der havde gemt sig der.
Gloria måtte da sande at hun ikke havde forventet det der kom ud af busken. hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun studerede den lille fyr. hun kunne ikke helt bestemme hvad han var, eller ikke var. lange kaninøre, men dog stadig en del menneske. for at være ærlig var hun ikke sikker. og hun havde set sin del i hovedstaden. og var der et sted med mange forskællige racer så var det der.. eller så havde det været der, hun var ikke sikker på hvordan det var nu.

Gloria så på kaninen eller mennesket. og så sig så omkring før hendes blik der nu med et muntert glimt spillede livligt "Maldanien. Stuckley-godset ligger ca 1 km den vej" hun pegede af den vej hun var kommet. "er De faret vild? Hr?" det var ikke mange der farede vild herude. men, med mørket på frembryd alle vegne, så virkede det logisk at alle mennesker såvel som andre racer, tog hvad de havde og bare gik. så måtte man finde ly før eller siden. hun var dog ikke helt sikker på denne langørede herre var på flugt. han virkede næsten til at høre hjemme i naturen. med de lange øre, og lettere beskidte tøj efter at have gået igennem buskas eller lagt ved jorden.