Det var ulideligt, men alligevel kunne den store hornugle ikke flytte sig ud af stedet. Med store blå øjne betragtede de ilden, murfælning og generelt krig der bankede på hovedstadens fordør. Umulig at stoppe og imponerende mange der var kommet frem. Beon vidste at mørkets hær var mægtig, men det havde alligevel overrasket ham at se så stort et antal. Orker, trolde, mennesker og hvad end af væsner som ville støtte den knoglede konge. Han fik en dårlig smag i munden, uden helt at vide hvorfor.
Det her var det store øjeblik, det hele hans mission var gået ud på! Hvorfor havde han det så så fandens dårligt. Øjnene vandrede til toppen af bymuren. Muren hvor der stod bueskøttere og almene krigere som desperat forsøgte at beskytte deres by. Nogle af mørkets krigere var allerede komme igennem. Det var et blodigt syn. Med blikket på lysets rustninger, de lyse tegn og ikke mindst de små eksplotioner af lys der hændte i tide og utide. Han tænkte på den familie igen. Familien der få sekunder efter ankomst havde taget ham til sig. Nærmest adopteret ham på det eneste grundlag at han havde hjulpet deres datter. Hjulpet var et stærkt ord. Et forbandet forkert ord. Han huskede første dunk på skulderen af George der nær havde sendt ham med snudden først ned i gulvet. Den tanke frembragte en lidt unormal opførsel hos uglen, som den rent faktisk så ud til at smile. I ganske få sekunder.

George var stadig i hovedstaden. Beons opgave havde været at blive hos ham og beskytte hans ryg, som George ville beskytte ham. Beon var stukket af. Sad nu som denne forbandede store og majestætiske fugl, som faktisk havde lyst til at grave sig ned i et hul.
Med alle de tanker på spil, af frygt, skyldfølelse og skam, skar én bestemt lyd igennem. Tunge vingeslag. En lyd han burde havde opfanget langt tid før.

Det havde været en lang måned den sidste. Mitch havde været en tur tilbage i Graystone Castle, men havde ingen ro fundet der. Syner af en ung mand på rejse med en ung kvinde var blevet ved med at forstyrre hans tanker og koncentration. De havde ikke set godt ud som de langsomt havde bevæget sig væk fra en borg han kendt af udseende så meget som af rygte. De havde fundet hjælp på vejen - en nødvendighed for den unge mand der havde hængt mere over muldyret end gået selv. De var dog kommet frem til Hovedstaden og det var da Mitch havde opgivet og var fløjet af sted. En af de to - hvis ikke begge - ville få betydning for hans liv på et tidspunkt.
Som han fløj så han den unge mand forvandle sig og gøre det samme. En nyttig oplysning, som den retning han kunne se den anden bevæge sig i. De var nær hinanden i sted i dette øjeblik og synet havde fokuseret på den unge mand uden kvinden. Mitch afviste dog ikke mulighed for at hun ville vende tilbage senere. Hans syner havde det med at virke sådan.
De brød dog fra som hans blik faldt på Hovedstaden og den hær der angreb byen. Han havde kunne høre lyderne længe, men synet var det der bragte ham helt tilbage til virkeligheden. En sort skygge svævende stille over himlen, mens han udtryksløst så på ødelæggelserne og håbløsheden. Krig var aldrig andet end det. Magt brugt mod dem der intet kunne gøre andet end kæmpe for deres liv eller bøje nakken. Her en blanding af begge dele understreget af skrig, råb og lidelse.
Han vendte blikket bort og steg højere op, før han drejede mod den skov han havde set den unge mand flyve imod i synet tidligere. Stille som altid spejdede han skovbrynet ud til hans blik fandt en hornugle hvor en sådan normalvis ikke ville sidde om dagen. Ved det træ landede han i et brus af vinger der sænkede hans nedstigning og samtidig kastede en dyb sort skygge under ham. En skygge han selv blev del af, til han rettede sig op og med blikket mod byen talte til uglen. "Så fandt jeg dig."

Det var først som vingesuset kom nærmere at Beon begyndte at fjerne blikket fra krigen foran sig, der påvirkede ham langt mere end han ville være ved. En smule forvirret drejede hovedet på uglen 90 grader for bagefter at kommet med et spjæt.
De i forvejen store blå øjne, der unormalt ville være blå hos hornuglearten, næsten sprang ud af kraniet på ham, mens han fribrilsk baskede med vingerne for at genfinde balancen. Da Balancen først var genopstået sad han som navlet til grenen, med øjnene direkte nede på den sortvingede engel.

Orderne næsten skar igennem de lydfølsomme øre, og Hornuglen kom med en lav, dog alligevel tydelig lyd af ubehag. Det lød næsten som om at den sank en klump i halsen som den påvirket begyndte at kravle længere ind af grenen.
Var det virkelig enden? Var en dødsengel sendt afsted for at hente ham til Kiles dødsrige? Kunne andre overhovedet se denne skabning, end Beon? Tankerne fløj i virvar, indtil frygten over hvad dette kunne betyde overtog ham og de store vinger blev slået ud. Han tog valget, selvom det nok kunne bringe ham tæt til denne dødsengel igen.
Med et hop fra grænen fløj uglen en smule tudedende afsted tilbage mod bymuren. Tilbage mod faren, som rationelt nok var mindre skræmmende end at stå med foden i dødsriget. Ind og opfylde sit løfte. Hvor meget det end ikke huede ham.
Beon havnede tilbage på bymuren som han forvandlede sig tilbage, uden det blev bemærket over alt kaoset. Med et nervøst blik tilbage søgte han efter den mørke skikkelse. Mest for at se om den stadig stod og ventede på ham.

Mitch havde stadig ikke helt vænnet sig til måden nogen mennesker reagerede på, når de så ham første gang. Han havde altid været en der vækkede varsomhed i andre med sin ro, tavshed og naturlige autoritet, men efter han var død og genopstået fra Kiles rige med hendes gave i form af sorte vinger, så havde det været mere end blot varsomhed. Det havde været alt fra nervøsitet til aggressiv afvisninger til det der mødte ham nu som fugle drejede hovedet mod ham og øjnene var ved at falde ud af hovedet på den.

Han nåede at sukke, som fuglen var ved at miste balancen på grenen og ukarakteristisk klodset for en af arten falde ned. Det var allerede før han talte. Som han gjorde slog det åbenbart klik for manden i fugle skikkelsen og til Mitch opgivenhed valgte denne flugten frem for at finde ud af hvad han ville. Elegant var det ikke at se den store fugl flygte og det fik da også kun Mitch til at slå vingerne ud igen og med et par kraftfulde slag hæve sig op over træerne hvor han fulgte uglen med blikket. "Vi mødes igen, Beon.."
Han blev svævende over de yderste træer og så efter uglen et øjeblik endnu, før han drejede sig og forsvandt væk fra hovedstaden. Der var alligevel ikke mere han kunne udrette her.

//OUT

I øjeblikket skulle der absolut intet til at skræmme fjerdragten af Beon! Han havde været under konstant press siden han fik revet englevingerne brutalt af i Midnatsborgen, efterfulgt af en lang rejse til hovedstaden. Dette var efterfulgt af at være påvirket af den forbandede ryg, og hele tiden skrækslagende for at blive afsløret, da mørket kom tættere og tættere på. Han lovede guld og grønne skove, og selvom han var verdensmester i at holde styr på alle trådende af løgne, begyndte det at blive et værre spindelsvæv.

Det, og så synet af en sortvinget skabning, gjorde bare ikke hans paranoia det mindste bedre. Dette resulterede i flugt, og at Beon nu fra bymuren kunne se manden lette igen, tilsyneladende med tanken om at give ham en ekstra chance, selvom Beon tvivlede stærkt på at han fortjente den.
Beslutningen var taget, som havde denne engel bragt fornuften tilbage i hovedet på ham. Eller fornuft og fornuft.. I hvert fald at han skulle gøre det rette, ligemeget hvor ufornuftigt det end var at løbe direkte ind i krydsilden og som han gjorde, fandt han den blondte kriger allerede hårdt såret.

//afsluttet