Der var nu gået et par måneder siden Dragorns fald. Magnar havde været igennem en periode af skam over at have forladt sin familie til døden, hvor han havde klippet sit skæg kort. Nu havde det fået lov til, at gro igen, men al den sorg og druk havde efterladt ham en smule ældre end hvad han burde se ud. Skægget var smågråligt, og hans blik var fyldt af denne sorg, men også en del vrede. Han var iklædt let rustning, da han trådte ind af bymurene til Hovedstaden, der var fuld af flygtninge. Ikke en gang de dværge, der var blevet jaget ud kunne genkende ham. Og det havde han det eller andet sted fint med. Han havde intet ønske, om at tale med sine landsmænd i øjeblikket. Han ville sikkert kunne være deres deres forhøjede morale - hvis han selv havde noget håb om en god fremtid - og det havde han bare ikke. Han var sur og tvær, og det eneste der stod i hovedet på ham var voldsom, grusom hævn. Han traskede ned ad gaderne, med skjoldet på ryggen, og den meget velprydede økse siddende i bæltet. Hjelmen hang også i bæltet, og hans sorte, lettere grålige hår var redt tilbage på hans hoved, med fletninger her og der. Ansigtet var beskidt af rejsestøv og det samme var hans hænder.

Men han vidste udmærket, at hans fætter ikke ville tage sig synderligt af det. Hargin var ikke typen der græd over at man var lidt beskidt. Og nu var det trods alt fætterens hus han var på vej til. Et mindre, men stadig meget pænt hus, måtte man sige. Da han kunne se huset, kløede han sig let i skægget, tøvende. Burde han forstyrre fætteren? Han manglede lidt et sted at være, til hævnen kunne komme. Til sidst besluttede han sig for, at gå hen til døren og banke på med sin store næve. Det lød en smule voldsomt, men sådan var det, når man var en dværg, og tilmed én af de bedste krigere fra Dragorn.

Intet havde været det samme siden Dragorn. Siden dværgeriget var tabt til mørkets styrker, var stemningen blevet deprimerende, mørktpræget og slukkende. Det var svært at forholde sig til alt det der skete, og så på så kort en tid. Ikke nok med at dværgeriget var faldet, var det tydeligt at krigerne og den almene befolkning var restløse og ikke mindst nervøse. Måske endda direkte bange.
Hargin hørt efter Kiras opfattelse mere til de restløse, og i øjeblikket var han skam også afsted i lysets erinde i norden. Hvor præcis, var hun faktisk ikke sikker på, men hun havde en stærk fornemmelse af at han kom tilbage. Det skulle han.

Dagen var derfor gået med at sidde og bladre igennem papire. Større og mere tykke papire som svævede rundt i rummet foran Englen, som ubesværet lod sin evne kontrollere hvor og hvornår tegninger, lærreder med malingsmønster og des lige flyttede sig. Hun så tilbage. Kira havde en tendens til at tegne det hun så, det hun ville huske og der var meget af det. Hendes familie, efter at havde genset Isadora og Hargin. Der var steder, der var stemninger. Papirerne stoppede som en dværgekvinde med bølget hår og et varmt smil nåede frem. Kendetegnene var nemme for Kira at se. Det var Hargins kusine. En kvinde som Kira kun havde mødt en gang, men som hun så absolut huskede hver en samtale med. Desværre vidste hun også at denne var bosat i Dragorn. Selv samme sted som mørket nu havde sat deres infektede klør i.

En hård banken, som var direkte umulig at ignorere, gik igennem huset, ved oprindelse hos døren. Billederne lagde sig sammen i en bunke og tilbage på bordet, som Kira bevægede sig afsted ud af rummet. Det var ikke unormalt at der kom folk til hjemmet, og banken tydede mere på en kriger der ville i kontakt med Hargin, end Kira. Noget hun måtte se sig bekræftet i, som hun åbnede døren for en bredskuldret og tydeligt krigerpræget dværg. "Goddag" knap havde orderne forladt hendes læber før hun så kendetegnene i ansigtsform og håret. Hun skulle tage meget fejl hvis dette ikke var familiemedlem til den kvinde hun for få sekunder siden havde set på en tegning af.

Det var en kvinde, der til sidst åbnede døren. Magnar havde aldrig set hende, men hun så ung, og meget køn ud. Og så havde hun englevinger. Han stod målløs et kort øjeblik, da hun hilste på ham, til det gik op for ham, at det måtte være menneskekvinden, som Hargin kort havde fortalt om. Han rømmede sig let, ikke helt sikker på, hvad han skulle sige til så smuk og ung en kvinde, især ikke når hun jo var en engel. Det havde Hargin alligevel ikke fortalt om. Det kunne være, han ikke ønskede, hvad vidste Magnar. Han var blot thanens fortabte søn. "Mit navn er Magnar. Jeg kom for at se min fætter, Hargin Ragnarsson," hilste han tilbage, uden et smil. Han havde ikke overskuddet til den slags. Men han huskede dog på, at give kvinden et respektfuldt blik, det kunne man stadig komme langt med.
"De må være Kirana Bidedari. Hargin har fortalt mig del om Dem," hvis nu det havde været enhver anden situation, så ville Magnar nok have moret sig over, at have stukket sin fætter til kvinden. Men nu sagde han det bare for, at være så imødekommende, som muligt, fordi han godt vidste, at han lignede én der havde set alverdens død og ødelæggelse. På en måde var det også sandt, han ville bare helst ikke indrømme. "Er han til, at træffe?"

Hendes antagelser havde været korrekte, hvilket egentlig ikke undrede hende. Mest af alt fordi hun ikke kendte dværgen foran sig, selvom han da havde nogle kendte træk. Kira nikkede, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Instinktivt var en lyserød rødmende streg sneget sig hen over hendes kinder, ved tanken om at Hargin havde fortalt om hende. Hun var stadig let til den slags!
"Hargin er desværre ikke hjemme. Han er på opgave med Lysets krigere. Men vil De ikke ind?" Hun fjernede sig lidt fra døren med en håndgestus til at han hjertens gerne måtte komme ind i huset. Nok var det mørke tider i øjeblikket, men intet ved ham talte imod at han kendte Hargin! Og der havde hun ikke engang brugt sine evner til andet end stemningssøgning. At han havde været igennem helvedet, var hvad man kunne forvente, især med tanke på hvordan Dragorn var blevet taget. "Hargin skulle gerne være hjemme indenfor de næste par dage - Måske endda i dag." det var det værste ved det. Hun vidste aldrig præcist hvornår de var hjemme. Kun cirka hvornår. Det kunne gøre en fuldstændig paff i hovedet af bekymring. Men tankerne skulle ikke flugte sig derhen! Kira ville hellere fokusere på at Magnar behøvede noget varmt og drikke, og uden tvivl også et godt solidt måltid!

En kort brummen lød fra dværgen, da Kira nævnte, at Hargin ikke var hjemme. Han vidste selvfølgelig godt, at fætteren havde et arbejde som ridder for lyset. Og det tog en del på tiden, så selvfølgelig kunne Magnar ikke regne med, at han ville være hjemme hele tiden. Ikke desto mindre var det lige nu, han havde behov for Hargins hjælp og støtte. Fætteren var ældre, og langt mere livserfaren, også selvom han ikke arbejdede i Dragorn, men teknisk havde set lyset over familie og landsmænd. Magnar bebrejdede ham det dog ikke. Det var, i hans hoved, ganske i orden at tage ud at rejse og finde andre forbindelser. Selv havde Magnar dog haft et stort ansvar som hærfører. Han havde været meget vigtig. Nu var han bare en dværg, der søgte ly fra mørket, der havde taget hans hjem og dessekreret det. "Det anede mig. Det er tager tid som ridder af lyset. Meget krævende," mumlede han, dog med en anelse af stolthed at spore i stemmen.

"Selvfølgelig. Jeg takker for gæstfriheden, my lady," svarede han med et kort buk. Han vidste, at Kira var adelig. Det havde Hargin også fortalt. Han trådte roligt inden for, som hun gjorde fri bane til ham, og gik lidt rundt i entréen og kiggede sig omkring. Har var nydeligt. Det var tydeligt, at Hargin ikke boede for sig selv længere. Hvilken type, Kirana var, var dog ikke sikkert, for han kendte hende knap nok. Det her var blandt andet første gang han mødte hende, og han følte sig faktisk lidt skammelig over at se så beskidt ud, som han nu engang var.

Kira smilede til Magnar med et varmt smil, og måtte nikke anerkendende til hans ord. Hun var fuldstændig enig i at det tog meget tid. Nogen gange lidt for meget tid, men Hargin elskede at være Ridder og han var god til det, og så længe han ikke arbejdede sig selv ihjel, var der intet problem. Ikke I Kiras verden i hvert fald.
"Selv tak, jeg er glad for selskab" Der var nogen dage hvor hun var meget alene, specielt de tidspunkter hvor Hargin var ude på opgaver. Hun tog selvfølgelig ned i byen, eller på biblioteket. Kira var skam heller ikke blind for at besøge folk eller selv give en kop the. Sandheden var vel bare at hun savnede Hargin det meste af tiden.

"Er De sulten?" spurgte hun ind til, som hun gik let gennem huset og ud til køkkenet for at finde drikkelse. Kendte hun Hargins familie ret, var øl eller mjød nok mest på sin plads. Selvfølgelig måtte Magnar få lige nøjagtig det han havde lyst til. Det galte også mad. Hun selv holdte sig til theen. Vandet dampede over ildstedet, mens Kira ledte efter krus. Mens hun stod med hovedet i skabet, begyndte kedlen at svæve væk fra ildstedet og hælde sit kogende vand i en keramit kande hvor der lå forskellige urter og blade til at give theen en dejlig smag. "Jeg tænker at De nok gerne vil have noget mjød eller øl?" hun vendte sig fra skabet med krussene i favnen. Med en let hovedbevægelse svævede kedlen tilbage på plads ved siden af ildstedet, tømt for det kogende vand.