Den tunge kølige dug havde lagt sig tungt i Tusmørkedalen så snart solen var gået ned, overalt perlede små vanddråber på de lange græsstrå og gav genskær fra månens blege lys. På trods af, at sommervejeret havde forhindret regn i at falde, var denne del af landet enddog ganske luftfugtig, især i løbe af nætterne som blev ganske kolde, trods årstiden mange steder forbød det.
Gennem det grønne løv blev et par støvler trukket, og det lange sorte skørt, som slikkede hen ad jorden, sugede ivrigt fugten til sig og blev dermed efterladt koldt og vådt som det ivrigt klistrede sig til de højskæftede støvler.
Rak'sai var sulten, mere sulten end hun længe havde været, ikke efter fysisk føde, nej, den slags havde hun ikke brug for, hun manglede ren rå næring fra en sjæl, men ingen havde været til at finde og intet held havde der været de sidste uger. En anden sag var Krapyl, hendes trofaste tjener, hans krop var endnu dødelig, på trods af, at den for mange ikke længere fremstod sådan, han havde endnu brug for næring som de fleste jordiske væsener, og Rak'sai tog sig gerne af at sørge for han fik føde af og til, til forskel for mange andre dæmoner lod hendes hovmod ikke overskygge det faktum, at de mest loyale, var dem der fik maven fyldt og en seng at sove i,hundæmonen tvivlede dog efterhånden på, at Krapylet overhovedet lagde vægt på om han sov i en lun kro, eller i en høstak i en tilfældig lade længere.
Maden var ikke den eneste grund til at de nu befandt sig udenfor beværtningen, Rak'sai selv kunne såvel som Krapylet sove stort set hvor som helst, men det var desværre hverken i skovbunde eller forladte lader, at kontrakter blev skrevet, den slags foregik som regel blandt folket, som drak sine sorger væk.
Rak'sai havde udførligt bedt Krapylet om at møde hende på kroen, men den slags kunne snildt tage tid, især med hans tidsfornemmelse. Hun sukkede og trak tørklædet ned, der ellers havde skærmet for hendes hår, så rystede hun det løst og gik indenfor. Stemningen var allerede god på kroen, en enkelt skjald havde travlt med at underholde et større selskab i den ene ende af krostuen, mens enkelte personer havde kastet sig over aftenenes ret, nu gjaldt det bare om at vente. Dæmonen fandt sig til rette i et hjørne, inden hun på høflig vis bestilte et glas vin, som dog stod længe ganske urørt, enkle blikke blev nysgerrigt kastet efter kvinden, hvis utroligt blå øjne skar sig vej gennem de dunkle hjørner i krostuen.

Lyden af trætte skridt lød midt i det tiltagende mørke. Det var sjældent Zidiac fulgte menneskenes veje, men engang imellem skete det, trangen til anden selskab end sin egen, eller galehuset på borgen gjorde sit ved dæmonen.
Med sig havde hun en pony på slæb, hvor en mindre skikkelse sad ludende og var tydeligvis ved at falde i søvn hen over ponyens flanke.
De isnende blå øjne fulgte kort den mindre skikkelse inden lyset fra kroen mødte dem. Vejen havde været lang, dyr og i den grad udmattende, især for den mindste af dem. Stille bevægede de sig mod kroen: en mørkhåret let robust kvinde og dennes unge. Det var hvad de lignede. Om end den mindste havde vinger. Hun havde gerne set at barnet havde kunnet ligne et helt normalt menneskebarn på rejsen, men der havde ikke været tid til at finde en ny amulet som den hun selv bar om halsen og fik andre til blot at se et menneske og ikke den dæmon hun nu engang var.
Selvom brændemærket af flere omgange havde været ved at drive hende til vanvid med pludselige jag eller en insisterende dunken, havde Zidiac ikke hastet alt for meget, hun havde taget hensyn til afkommet, et hensyn man ellers sjældent så ved hende.

Som de ankom til kroen gav hun ponyen til staldknægten imens hun hjalp sin datter ned. " Kom her. " Lød det dæmpet som hun rettede kort på den trætte unges hår. En rumlen lød fra maven på denne. Skyggen af et smil gled over dæmonkvindens ansigt inden hun åbnede døren ind til kroen og blidt puffede Prisma ind foran sig, for derefter at lukke døren igen. Hun betragtede som en grimasse kort gled over barnets ansigt ved lyden af stemmer og sang, men alligevel lod varmen til at live hende lidt mere op.
Roligt gik de op til bardisken hvor Zidiac bestilte noget varmt at drikke og mad til barnet, der med en vis ivrighed fulgte med i hvad der skete omme bag disken. Zidiac selv som vidste at almindelig føde kun gjorde hende syg, bestilte ikke desto mindre et enkelt glas hvidvin til sig selv. Hellere lade som om at man tog noget end at folk blev mistroiske. Først da de havde fået udleveret maden, vendte hun sig om og tog kroen i betragtning. Hun havde hørt mange rygter om dette sted, både fra Samsons folk men også andetsteds fra. Både godt og knapt så godt. Med en hånd placerende i datterens ryg, bevægede de sig hen og satte sig ved et bord i skyggerne bag døren. Blikket gled endnu engang omkring, bemærkede kort et par øjne og en aura der mindede om hendes egen, men lod det ligge, i al fald for nu, gav blot den anden et enkelt vagt nik, fornemmende at denne var en del ældre end hende selv.
Blikket betragtede dog stadig folkene omkring dem, mens Prisma gav sig i krig med det måltid hendes mor havde købt, og betalt for med let farvet glas så det lignede at de var krystaller. For penge havde hun selv ikke flere af, men en enkelt dags luksus undede hun gerne sin dater inden de blev nødt til at drage videre imod helvedesreden hvor Samson uden tvivl ulmede.

Rak'sai lænede sig tålmodigt tilbage på den hårde hjørnesofa, det ville være løgn at sige, at hun ikke brød sig om menneskeracen, naturligvis anså hun sig selv hævet over denne, men der var noget underholdende og noget særdeles bekræftende over disse væsener. Kræ, som værdsatte et hvert sekund af deres korte liv og desperat prøvede at udnyttehvert øjeblik til det bedste, her blev hverken årtier eller århundrede ødslet væk med ventetid. I en sløv bevægelse lod hun vinen vende en gang i glasset inden det blev stillet fra hende, hun drak det ikke, hendes menneskelige vært ville snildt være i stand til at optage væsken og gøre brug af den, men det var intetsigende og meningsløst, faktisk førte dette blot til en masse besvær i stedet.
Dæmonen hævede langsomt ansiget og drak aura fra kroen ind, der var meget forskelligt at byde på, hvis man vurderede ud fra de mennesker som befandt sig her, et par af de tilstedeværende sjæle var knapt nok noget værd, andre derimod, unge indsjæle med god kraft og energi. Et smil spillede kort makabert over de bløde læber inden noget andet ramlede imod den halvgamle dæmons sanser, det isblå blik blev omgående rettet imod den just ankomne skikkelse. menneske var hun bestemt ikke, hverken hende eller ungen hun havde på slæb, magien forkom hende yderst bekendt.
I en langsom slangelignende bevægelse rettede dæmonen sig fra sædet hun befandt sig på, inden hun lænede sig indover bordet og dermed kom skikkelsen en kende tættere på.
"Er det nu blevet normal kotume, at man ikke længere hilser på sine egne?"
Rak'sai hævede hovede ganske langsomt, et par enkle af menneskenes blikke blev hævet imod de to, idét der endnu var en fornuftig afstand imellem.
"Det er dog utroligt hvad et par få århundrede kan gøre ved skikke og vaner."
Den yngre dæmon ville næppe genkende hende, Rak'sais eftermægle var vel efterhånden så godt som dødt, takket være Melkor, en lille høne, hun endnu havde at plukke med ham.

De krystal-blå øjne gled hen og mødte kort den anden dæmons. At være i selskab med en anden dæmon var på et punkt en fornemmelse hun havde savnet, men i den grad også noget hun var opmærksom på ikke at glide alt for tæt på. Nogle dæmoner fandt det provokerende, mens andre igen bare ville være i fred og betragte som de yngre dæmoner blev flyttet rundt som skakbrikker af deres ældre.
Forsigtigt rakte hun ud efter den andens aura, for at tage hendes væsen lidt bedre i betragtning. Hendes første fornemmelse havde ikke taget fejl, selv for en så ung som hende, der sjældent begik sig med andre dæmoner, kunne fornemme en vis alder og styrke i magien på kvinden.
Igen trak hun sig tilbage, ville ikke virke alt for provokerende for så gammel et væsen, omend skyggen af et smil trækkedes på hendes læber alt imens hun ignorerede blikkene fra menneskerne omkring sig, blot fokuserede på lyden af Prisma der indtog sit måltid, og synet af kvinden.
" Bestemt ikke. Men min erfaring med jer ældre er at i foretrækker bare at observere os yngre, medmindre i har planer for os. " Hun dristede sig til ligeledes at læne sig hen imod den anden imens hendes stemme dæmpedes imellem dem.
" Derudover kunne De jo have været optaget af at være på rov. "

Hun nikkede diskret hen imod den nærmeste gruppe af mennesker. Hvad dæmoner fortærede var så forskelligt, men de fleste lod til at holde af sjæle og des lige.
En hånd gled over imod kvinden, til et håndtryk hvis det var hvad der kunne tilfredsstille hende og holde et eventuelt lunefuldt vredesudbrud væk. Samson kunne være mindst lige så lunefuld som en ældre, men til gengæld var han ikke en dæmon, blot et menneske ( gudskelov for det ) Men hans luner var hun så vant til efterhånden, at hun hellere ville have hans vrede end en Ældre dæmons.
" De kan kalde mig Zidiac, den lille er Prisma. Hvad skal jeg kalde Dem? "
Som ethvert andet fornuftigt væsen, fandt krystaldæmonen det langt bedre at forsøge at holde sig på god kant med sine Ældre. De havde en anden visdom grundet deres høje alder, var stærke og snu, og havde typisk en god og stærk aura, der var ligeså frygtindgydende at være i nærheden af som den var lokkende.
Som honning i en bikube.
Prisma som før bare havde været fokuseret på maden så straks over på sin mor og den fremmede kvinde da hun hørte sit navn blive nævnt, stirrende med en vis nysgerrighed på den ældre, med sine store sølvgrå øjne, imens hun gumlede på et stykke lam.

"Uuuuuurgh.." En lav, hæs strubelyd.
Der var få ting i tilbage i Krapylets verden der gjorde ham reelt tilfreds, men når han blev efterladt til sig selv og kommunikerede med naturen kom tæt på. Han havde ikke længere den samme forbindelse som engang, men han fandt stadig en vis.. ro i de dybe skove.
En ro der desværre blev afbrudt af hans herskerindes hidkaldelse. Det havde startet som en lille irriteret gnaven bagerst i hans kranie, en følelse af at hans tilstedeværelse var ønsket men han skulle lide denne denne vage frustration i timevis før de eksakte detaljer formede sig i hans sind. Han vidste ikke hvad han fandt mest irriterende, at denne begrænsning sikkert var designet med vilje eller at han - uanset hvor hårdt han prøvede - ikke kunne lade være med at glæde sig til endnu en lejlighed til at tjene Rak'sai.
Så det var en godt og grundigt irriteret kæmpe der kom vandrende ned af vejen mod kroen, og når Krapylet var irriteret så hørte man det.
"Uuuurgh.." Endnu en ting hans herskerinde havde frataget ham - evnen til at skjule sine følelser. Han kantede sig brummende ind igennem den lave døråbning, og selvom at han var iklædt en kappe med ansigtet i skygge, trak den enorme skrutryggede skikkelse en god del opmærksomhed. Han ignorerede dem blot, men gik over og stillede sig bag sin frue - og prøvede at ignorere hvordan hans hjerte hoppede og dansede ved synet af hende.

Rak'sai hævede kort hovedet, de smalle næsefløje dirrede kort, som en slange der prøvede at lugte sig frem til det korrekte i luften. Når alt kom til alt, var der indelukket i kroen, alligevel var det umuligt at tage fejl af væsenet foran hende. Den ældre dæmon ville lyve hvis hun sagde, at hun ikke brød sig om respekten der blev udvist fra den yngre dæmon, som en velfornøjet kat lappede hun det i sig, mens hun betragtede krystaldæmonen.
"Oh, en jagt kan være så meget, ikke?"
Rak'sai lod det brede slangesmil glide over læberne, havde Zidiac ikke været på den behørige afstand havde hun nok ikke kunne modstå at række ud og fange hendes kæbe i et stærkt, næsten moderligt greb, det var lokkende.
"En sjæl kan virke næsten ubetydelig ved siden af næsten familiært selskab, er du ikke enig, lille du?" Rak'sai lod fingrene glide over bordpladens gå træårer, der gemmel tiden var slidt glat, så ingen splinter var at finde her, intet andet end gamle historier og minder ville være til at grave frem i træets fine riller, hvis man var velsignet med sådan en gave. Det isblå blik gled ned på Prisma, der nu ligeledes gav en stor portion opmærksomhed til Rak'sai, begge stirrede de på hinanden, længe. "Aha, og du bærer vigtigere last en nogen anden, ikke sandt? Jeg vil væde med, at der ikke er meget du ikke ville give slip på for denne skabning, ikke sandt?" Først efter at have talt færdig gled blikket tilbage på Zidiac, Rak'sai var ulæselig, hvad den gamle dæmon tænkte var forbeholdt hende selv. Heldigvis blev intensiteten i samtalen afbrudt af en skikkelse, som ragede alles opmærksomhed til sig i kroen, Krapylet var ikke blot ualmindelig høj, men ligeledes for mange, ualmindelig stykkelig at beskue, men ikke for Rak'sai, på denne kvindes ansigt blev smilet makabert endnu bredere.
"Kæreste!"
I et sæt rejste hun sig fra stolen, inden hun i lange skridt, som højlydt fik det våde stof fra den simple kjole til at slå imod støvlerne med våde 'sjask', gik imod det høje væsen, hér sprang hun op på en mindre taburet, placerede hun begge hænder på de deforme kinder og strøg ham så kærligt over panden.
Det kølige blik beskuede hendes arbejde, stoltheden var ubærlig for dæmonen skabt af hovmod, men inde bag den ydre lykke brændte det lurende rovdyr, der ikke ville vente et øjeblik med at fortære det rædsomme bæst med hud og hår.
"Hvor har du dog været?"
Rak'sai, som befandt sig i en yderst lav krop ved siden af Krapylets, trådte roligt ned fra taburetten, inden hun henvendte sig krofatter som noget tøvende begyndte på hendes bestilling, nemlig dagens ret, og så i stor portion. Det meste larm i kroen var efterhånden forstummet, mange sæt øjne var rettet mod Krapylet og nu Rak'sai som de nu nok var klar over, ikke var af helt menneskelig oprindelse. Den gamle dæmon lod sig dog ikke tage på veje af det, i stedet vinkede hun kæmpen hen på plads længere nede i krostuen, inden hun sendte ham et sigende blik og på elvisk, i et væsentligt lavere toneleje, mumlede: "Jeg har arbejde til dig!"

Zidiac blinkede let med øjnene, vagtsom overfor den ældre aflæste hun kropssproget så vel hun nu kunne i den dystre belysning på kroen. Sagte nikkede hun. En jagt kunne i den grad være meget, og hvis ikke Zidiac havde nærmest længtes efter fornemmelsen af andre dæmoners nærhed, havde hun på fornuftigste vis undgået kroen. Men nej, hun havde selv valgt at sætte sig ind i kroen, så hun var nu selv en del af en anden form for jagt.
Hun forholdt sig tavs, fulgte hvordan den ældre dæmons fingre gled hen over bordets overflade inden hun begyndte at snakke om Prisma. Barnet havde tilsyneladende glemt alt om sin mad idet hun stirrede på Rak'sai, uden helt at vide om hun skulle være bange, modig eller noget helt tredje.

Zidiac måtte bide sig selv hårdt i tungen for ikke at lade en instinktiv og advarende knurren forlade struben. Dette var vigtigt for Prismas udvikling. At vurdere andre, især andre dæmoner. Det ville kunne hjælpe hende bedre i fremtiden.
" Lad os hellere sige at der ikke er meget jeg ikke vil gennemgå for at lade hende overleve længe nok til at hun kan være mig til gavn og nytte. " Lød det, forholdsvis roligt, men med en snert af den moderlige beskyttelse affekterende stemmen. Prisma vidste godt at hun ville blive brugt en dag, til hvad vidste hun dog ikke. For Zidiac var det bare om at sikre sig at hun voksede op og blev stærk, og forhåbentligt undgå at afgive sit navn.
Det var en farlig leg ungen i nuværende stund havde gang i, med at nedstirre den ældre, men hendes mor vidste så udemærket at hun ville møde langt værre end Rak'sai, så snart hun havde fundet tilbage til Samson.. Det kunne ikke blive noget kønt syn der mødte nogen af dem.

Hun ignorerede let at den ældre ikke havde afgivet sig noget navn, det var ikke alle der var lige villige til at give deres navn, selv ikke hvis det var deres falske navn, videre til andre. I stedet gled blikket over og op på den højt lurvede skikkelse som den kom ind af døren. Hendes næseboer vibrerede let ved den sælsomme lugt hun ikke helt kunne placere, istedet fulgte blikket hvordan den mørkhårede dæmon pludrende tog imod den nye, nærmest som var det et barn. Men hvilke barn? I så fald hvem ville faren være? Prismas far var høj, men ikke så høj.. Eller så makaber.
Hun anede let øjnene bag kappens hætte. betragtede den sælsomme kærtegn imellem dem inden de gik længere væk. Var det en dæmon? Hun var vitterligt ikke sikker, aldrig i sit liv havde hun set en skabning som den, eller følt så forvirrende en aura. Interessant. Farligt, men interessant
Zidiac gloede over imod Prisma idet denne helt havde glemt at holde om sin gaffel, der med en mindre skurrene lyd faldt ned på tallerkenen, inden hendes mor fik sendt hende et irettesættende blik.
" Lad være med at stirre, det er uhøfligt. " lød det dæmpet, irettesættende til den mørkhårede. " Men du stirrer også... " Lød det brokkende..
" Jeg holder øje, det er noget andet. Spis nu bare din mad så du kan komme i seng. " Hendes stemme havde sænket sig for at den ældre ikke skulle høre, selvom det ikke skulle under hende om hun allerede vidste at Zidiac havde et skarpt øje imod hende og hendes væsen.
" Men hvorfor...? "
Hun blev igen afbrudt af sin mor, der resolut to et stykke kartoffel op fra tallerkenen og stoppede ind i munden på datteren der rynkede temmeligt misfornøjet på næsen over den pludselige smag af rodfrugt.
" Det snakker vi om i morgen. "

Manden kaldet Krapyl sagde intet. Selv hvis han havde haft noget at bidrage med, bandt hendes manglende tilladelse hans tunge. Han kunne umuligt rive blikket fra sin herskerinde som hun spankulerede over imod ham, men behøvede det ikke for at vide at selskabet var en dæmon. Han var ikke engang sikker på hvor den viden kom fra, men han kunne lugte det.. Eller måske snarere smage. En klæg dunst i luften. Havde han virkelig haft så meget omgang med den forbandede race at han kunne lugte sig til dem, eller var det blot endnu et uønsket træk Rak'sai havde påtvunget ham. Uanset hvad interesserede den yngre dæmon ham ikke det fjerneste og blev prompte ignoreret.
Derimod lænede han sig en anelse tilbage da Rak'sai rakte efter ham, men han hendes fingre først fandt hans ansigt, lænede han sig i stedet ømt ind i hendes hånd med øjne der brændte af had. Det kunne meget vel være at hun havde et arbejde til hende, men han var ikke som sådan forpligtet til at opfordre hende til at fortsætte eller anerkende at han havde hørt hende. Så han forblev tavs i et meningsløst forsøg på rebelskhed.