Med alt hvad der efterhånden foregik omkring i Krystallandet, var det ikke noget at sige til at folket var ved at være oprørt. Ligemeget hvor man gik, og selv steder hvor stemningen burde være i top, virkede alt en smule trykket. Som om at dragenes hærgen rundt om i landet ikke var nok, så var krigen mellem lyset og mørket for alvor begyndt. Og det var slået hårdt, mod dværgefolket i norden, som havde mistet hjem, land og frihed.
Den normaltvis iskolde Miranda mærkede en knude i maven over tanken. Hvordan ville hun havde reageret hvis det havde været hendes hjemland? klanen af bjergelvere langt mod nord, som nu var naboer til mørkets general der havde sat sin rynkede røv på tronen. Miranda var ikke tilhænger af lyset eller mørket. Hun forholdte sig neutral i forhold til deres stridigheder, men kunne gennem nye øjne godt se hvor det hele bar hen. Forbehold var nødt til at blive taget, og hun havde taget kampen i egne hænder. Hendes egen slags havde været truet alt for længet. Jaget som vilde dyr og nedslagtet som samme. Ingen ret var blevet dem givet i størstedelen af Mirandas levetid, som faktisk ikke var voldsom høj i forhold til hvad hendes gener gav hende tilladelse til.

Hvad Miranda lavede i Tusmørkedalen, var af en helt anden kaliber end frihed. Vampyrernes hjemsted, for det meste, og alligevel våvede varulve sig derind i nattens mørke.
Miranda havde opnået at danne et følelsesmæssigt bånd til et af disse blodsugende væsner. Et bånd som egentlig var forkert i Mirandas øjne, men alligevel var blevet tilladt.
Lige nu vandrede hun umådelig rolig ned af gaderne i den næsten sjæletomme by, hvor kun kroerne gav liv fra sig til gaden. Et roligt og ligegyldigt tempo omkring hvad der var omkring hende, mens hun vandrede i tanker. Tanker om Medanien. Tanken om hvad hun var ved at forsøg at opnå. Tanken om hvad der skulle startes op og - Hvad var det. En puslelyd fik kvinden til at dreje hovedet lysvågent og stirre ud i mørket med de stærke blå øjne. En del lugtesanser kom mod hende, som evnen automatisk blev aktiveret og afslørede at en anden varulv var til stede. Hvor var et større spørgsmål, men det var også mere eller mindre ligegyldigt. For hvad der befandt sig i skyggerne, gemt for vågne øjne, var alt andet end en varulv, men derimod en blodsuger, hvis ikke flere.

Caidan havde endnu en gang måttet trække sig tilbage fra hovedstaden. I stedet var han blevet sendt ud på en solo-opgave, for han kunne ikke håndtere larmen i storbyen, og måtte derfor gå ud og lede efter mørkekrigere på egen hånd. Han kendte til risiciene for dette, men havde forsikret generalen om, at han godt kunne klare sig, så længe han var forsigtig, hvilket han sådan set også var. Hans rejse havde trukket ham til tusmørkedalen, et sted hvor han godt vidste, at vampyrer holdt til. Der kunne også godt være andre. Måske nogle krigere af mørket. Så kunne han gøre sin pligt her, så han havde valgt, at holde sin base i denne, noget mindre by. For nu.
Det var nat nu, og han havde valgt at gå inkognito. Han havde stadig sin store sværdstav med sig, men gik i sine naturlige klæder, så han lignede egentlig mere en form for jæger end en lysets kriger. Han vidste godt, at det andet skreg for meget "tag mig, og myrd mig", så han valgte at gå den mere snu vej.

Han fandt ingen mørkekrigere denne nat. TIl gengæld var hans seer-evne i vildrede. Han så flere skygger i mørket, der lurede, ventede på det rette øjeblik, og som hans sorte øjne undersøgte rundt, kunne han godt se, at de snart ville komme frem. Han valgte at træde helt ud i det åbne. Her ville han selv have mere plads til at svinge sit våben, frem for de snævre gyder, hvor han ville være voldsomt begrænset. Ganske langsomt kunne han nu se dem komme frem, én for én.
"Hvad laver du her, hund? Ved du hvad vi gør med jeres slags her?" spurgte én af de skyggeklædte mænd. Caidan hævede blot et øjenbryn. Han vidste ærligt talt ikke hvad der var galt, før han ét eller andet sted godt kunne lugte døden. Vampyrer. Han vippede sværdstaven ned i begge hænder. "Vi kan godt glemme det her. Jeg går, I lader mig være," det var ikke et spørgsmål. Caidan ønskede virkelig ikke, at konfronteres med dem.

Der var den! Sanserne fandt frem til sporets ejermand. En almindeligt udseende fyr som gik ned af gaderne, uden at vække sig den store opmærksomhed i den alt for lave befolkning af folk i gaderne, som også syntes at svinde hen. Som en almindelig jæger gik han gennem gaderne, i et langt farligere miljø end man ved første øjekast havde regnet med.

Miranda stod stille. Betragtede situationen og tog dens alvor ind. Alvoren som voksede markant som blege lange skikkelser iklædt mørke og dunkelhed kom frem. Noget der instinktivt fik Miranda til at rynke på næse og svag knurren. Skulle hun blande sig eller lade en artfælle i stikken?

Faktisk stod hun ikke langt derfra, blot ligeledes dækket af skyggerne som hun fandt behag i at befinde sig i. Langsomt som talen faldte mellem de to, skubbede hun sig væk fra væggen og gik få skridt fremad mod gadens midte, til hun var synlig i det kølige skær som skar fra vinduerne. "Man kan ikke tale fornuft med dem.. Blodsugerne har ingen samvittighed, heller fornuft." kom der køligt fra Miranda, som holdte armene over kors som hendes blik hvilede på den mand som tilsyneladende var vampyrernes leder. En leder som kom med en hæs latter. "To køtere på en aften! I må have et dødsønske" Miranda rynkede næse og tog sig selv i ganske kort at vise tænder i en lav knurren.

Alt ved de mørke skikkelser, der stod omkring ham, fik hårene til at rejse sig i nakken på ham. Han skulle til, sige noget igen, da en kvindelig stemme brød ind, forklarende, at man ikke kunne tale fornuft med blodsugere. Vampyrernes leder gjorde ikke diplomati nemmere, og Caidan vidste nu, at det kun kunne ende med kamp, måske endda et blodbad, hvis hans varulveblod skreg højt nok. Allerede nu kunne han føle vreden, og trangen til, at vende vrangen ud på dem alle, men hans bedre fornuft fik ham til, at holde sig i skindet, mens hans blik blev mere køligt.
Kvindens lave knurren og den duft hun havde ved sig, fik Caidan til, at kigge på hende, forvirret. Det, samt at vampyren også kaldte hende en hund. En anden varulv? Han hævede kort et øjenbryn, og tog sig selv i, at føle et hvidglødende raseri fra dengang han selv var blevet forbandet. Igen holdt fornuften ham på måtten.

"Fint, jeg gav jer en advarsel, og et ønske om, at vi ikke gjorde gaderne urene. Men I vil åbenbart gerne se spildt blod," mumlede han, dybt irriteret, mens han kiggede sig godt omkring. Han følte sig stadig meget omringet, men det så da ud til, at den rødhårede kvinde var på hans side. Hvis hun da valgte, at blive.
Det var som om, at de havde en ubevidst aftale om, at nu skulle kampen begyndte, for i næste nu udbrød kaos, og alle vampyrerne kastede sig over ham, og rødtoppen, på én gang. Heldigvis så Caidan det komme før det skete, og han gjorde sig selv usynlig, og lavede et rullefald, så de mange vampyrer blot fangede tom luft, der hvor han havde stået. Derefter stak han én af dem i ryggen. Vampyren så ud til, at være skadet nok til, at lægge sig, men hvor længe var ikke til at vide. Den næste fremdrog en grumt udseende kniv, og snart så Caidan sig selv godt flankeret, eftersom at han var blevet synlig. Der var for mange, og da den ene vampyren med kniven nåede frem til at stikke ham i siden, var han tæt på, at tabe sværdstaven i forskrækkelsen over, hvor sindssygt ondt det gjorde. Han var lidt i tvivl om, hvorvidt kniven var en normal af slagsen, for det burde ikke føles på denne måde. Om ikke andet, var han nødt til at fortsætte. Han nåede at fælde to flere før den ene, pisse irriterende vampyr, ramte til igen med sin ækle kniv. Denne gang kunne han ikke undgå at gispe let. Kniven havde ramt et lille stykke under armhulen, et rigtig dårligt sted at blive ramt, og det tog al Caidans viljestyrke, ikke at forvandle sig omgående, selvom hans blik kort fik det vilde, dyriske udtryk.

Hvor mange de i realiteten var omkring de to varulve, var endnu ikke helt til at vide. Skyggerne var til deres fordelen, og de udnyttede dem godt. Desværre.
Miranda havde alle muligheder for at stikke halen mellem benene og fordufte hvor hun var kommet fra. Frygt lå ikke højt på hendes liste, og kom nok aldrig til det. Heller ikke som blodsugerne sprang frem mod dem. Ganske ventet. Typisk vampyr taktik.
I en tilbagehoppende bevægelse, skød en isvæg op foran hende, som tog det første stød, men nemt blev brudt. De få sekunder var nok til at lave et rullefald væk og trække sit sværd i en glidende bevægelse som hun rejste sig. "Hvad blev der af en mod en?" tirrede hun irriteret over deres mere dyriske instinkt med at jage i folk end varulve. Skræmmende nok.

Første Vampyr gik ned med et professionelt stød gennem ryggen og ind i hjertet bagfra, for bagefter at få hovedet skilt fra kroppen. Bevægelser som afslørede at Miranda havde haft sine møder med vampyre alt for tit i sin levetid.
Men ene mod hvad så ud til var minimum fem mere, betød også at skader var uundgåelige! En kniv kom næsten dødeligt for tæt på som den snittede over hendes kind, og lod blod flyde ned af hendes ansigt, efterfulgt af et mere kødgennemborerne snit over armen.
Næste faldte, skarpt efterfulgt af en mere. Den stikkende fornemmelse af smerte blev større og tvang hende næsten i knæ, som et andet sværd blev parreret. Ny taktik tog til, som hun valgte at benytte sin evne og tage fat om håndledet på sin modstander, tvinge ham op mod muren og desideret fryse hans arme fast. Så var han optaget i et stykke tid i hvert fald.

Caidan havde på ingen måder blikket på den anden kvinde, der holdt hans parti, selvom han godt kunne høre at der også blev kæmpet lidt væk. Selv var han stadig i store problemer, med en vampyr der stod i ansigtet på ham, og var en meget dygtig sværdfægter, samt to der blev ved med at være bag ryggen på ham. Næste stik fra én af dem, undgik han nok til, kun at blive snittet hårdt hen over overarmen. Det var dog nok til, at panikken steg i ham. Han var for træt i kroppen til at kunne forvandle sig, men da næste vampyr stak ud efter ham med sin kniv, blev Caidans øjne kulsorte, og han vred sig uden om udfaldet, som havde han set det i går. Han så alt før det skete, og fordi han var i så stor panik, lod han sig bare reagere på sin seer-evne, og lod den tage fuld kontrol over hans handlinger. Adrenalin pumpede gennem ham, og fik ham til at glemme smerten, da hans sværdstav blev en hvirvelvind af død. Vampyren foran ham tabte hovedet, derefter kom turen til de to rygstikkere.

Han vendte sig rundt, smilende, da han udmærket vidste, hvad begges næste træk var. Han lavede et nyt vrid med kroppen for at undgå vampyren til venstre, og huggede derefter hånden af vampyren der stod til højre.
"Hvad? Tør I ikke når jeg kan se jer?" spurgte han, helt roligt, da vampyren, der havde mistet hånden, stirrede chokeret på ham og bakkede bagud. Hans hoved røg, på samme måde som hånden, mens den anden vampyr valgte at flygte, for at gå i kødet på kvinden i stedet for. Men det fandt Caidan sig ikke i. han fulgte efter, og i det øjeblik vampyren stak ud efter kvindens nakke, hamrede Caidan sin sværdstav ind i knæhasen på manden, der med et skrig faldt på knæ. Og så røg endnu et hoved. Det var efterhånden begyndt at tynde ud i vampyrerne nu, men Caidans øjne var stadig kulsorte.

Hvad der foregik andre steder end lige cirklen omkring Miranda og hendes modstandere, kunne nemt havde været en by i et fremmed land. Hun opdagede ikke det store, andet end lyden af kamp. Men hun var stærkt optaget af noget andet og langt vigtigere end at se på manden hun havde valgt at hjælpe. Hun begyndte at fortryde sit valg, som hun nær havde mistet et ben til en omsvingende klinge hun nåede at hoppe over.

Miranda greb fat, begyndte at fryse ham fast, da en høj lyd af smerte kom alt alt ALT for tæt på. Hun vendte sig promte, blot for at se hovedet på vampyren bag sig, falde som blodet derfra ramte hendes ansigt. Hun løftede blikket fra den døde krop, op til varulven og nikkede, stadig lidt i chok over hvor tæt hun havde været på at få en kniv direkte ind i nakken.
Det var dog ikke nok til at distrahere hende fra den bidende smerte som vosede over hendes kind og arm, hvor blodet stadig løb. Det svigede værre end noget andet, end en ting. Sølv var og blev en forfærdelig ting.
Med en krop der skreg på at stoppe, vendte hun tilbage til at få hoveder til at skille sig fra kroppe og tage alt for meget skade samtidigmed, heldigvis kun bestående af snit og ikke dybere stabninger. Miranda stoppede først da der ikke kom flere mod hende. Hun hev lidt efter vejret, skar en misfornøjet grimasse og spyttede store en større mængde blod ud af munden, som var kommet ned fra såret ved hendes kind. "Du har bare af at havde været det her værd." svarede hun med et tørt grin, som hun vendte sig mod manden i håb om at han trods alt stadig var i live.

Caidan fik kort øjenkontakt med kvinden, da han havde fældet vampyren. Derefter gik kampen kort videre, hvor de dog nærmest stod ryg til ryg og ikke så let kunne flankeres. Det, samt at Caidan stadig havde sin seer-evne aktiv, gjorde, at det gik nogenlunde smertefrit. Kort efter lå alle vampyrer døde for deres fødder, og endelig kunne han se ordentligt på kvinden, der kom med et spotsk kommentar og smilede skævt til ham. Han kunne ikke lade være med at smile lidt selv, mens hans øjne langsomt gik tilbage i den normale farve igen. Adrenalin brusede stadig gennem ham.
"Tjah.. Det kan man måske godt sige, jeg er, selvom jeg ikke er nogen rig mand," kommenterede han tørt, mens han gik lidt tættere på hende. Han kunne se, at det røg let fra hendes arm og kind og smilede venligt, som han blev enig med sig selv om, at han burde hjælpe hende.

"Men jeg kan hjælpe dig med sårene, så du har da fat i den rette mand i aften," derefter rakte han stille og roligt ud mod hendes kind og lagde en finger let på såret, hvorefter et lille lys strømmede ud, og fik såret til, at lukke sig. Derefter gjorde han også det samme ved hendes arm, alt i mens det venlige, beroligende smil var vendt mod hende. Men bagefter vidste han godt, energien var faldet lidt, og sårene han selv havde pådraget sig, sved rigtig grundigt. Han vaklede let på stedet, mens han langsomt også fik healet sine egne sår. Trætheden meldte sig hurtigt derefter og han vaklede endnu gang, svimmel og usikker på benene. Og lidt mere bleg end før.

Spøgefuldhederne ville havde lydt en del mere morsomme såfremt det ikke havde været for den pressede situation og tøreden i begge deres stemmer. Miranda var stadig forpustet for ikke at tale om rimelig blodig over det hele. Specielt i ansigtet. "Værd måles ikke kun i rigdomme" svarede hun som hun forsøgte at tørre sig hen over ansigtet med baghånden, men måtte hurtigt stoppe som smerten fra såret blev mere gennemtrængende når hun rørte ved det eller områder i nærheden.

"Trods alt" Miranda holdte et skævt smil, men stivnede kort som en hånd kom nærmere. Hun vidste godt at det var nødvendig med berøring for at heale, men Miranda var generelt ikke vant til at have folk så tæt på sig. Roligheden faldte fuldstændig over hende som såret begyndte at lukke sig. Så meget at hun endda lukkede øjnene et kort øjeblik. Herefter healede hendes arm sammen, og selvom områderne stadig var ømme efter at havde haft kontakt med sølv, følte hun sig helt igennem frisk igen. Aldrig undervurdere healingsmagi. "Tak"
Han derimod, så alt andet end godt ud, selvom han fik healet sårerne sammen. Han var også kommet en del mere til skade. Et bekymret blik kom frem som han vaklede første gang. Da det så kom igen, for ikke at tale om blegheden, som endda kunne ses i det sparsomme lys, valgte hun at gribe ud efter ham og støtte. Det ville ikke være særlig rart at falde om her. Der var egentlig også utrolig klamt og blodigt i gaden nu. "Du har mistet meget blod.. Kom. Du har brug for mad" Hun begyndte roligt, mens hun støttede at trække ham med væk fra området og ud i skær fra omkringstående lamper. Forhåbentlig besvimede han ikke så hun skulle til at slæbe, selvom det godt kunne lade sig gøre. "Mit navn er Miranda"

Caidan nikkede blot med et blegt smil som respons på hendes tak. Han var dog lidt overrasket over, at hun valgte at hjælpe ham. De kendte ikke hinanden, og de havde lige dræbt talløse vampyrer sammen. Han kunne have fået hende dræbt, eller omvendt, og nu virkede hun lidt lige så venlig som han var. Det var måske bare på grund af hans sociale akavethed. Men fordi han selv lige havde hjulpet hende, valgte han bare, at gå med på, at blive hjulpet. Han fulgte med, stadig usikker på benene, og med sværdstaven i hånden. De måtte se virkelig drabelige, som de gik hen ad gaderne i nattelyset. Han havde det ikke forfærdelig godt, som han gik med hende som støtte, men alligevel ville han ikke bare forholde sig tavs, da hun præsenterede sig. "Hyggeligt at møde dig, Miranda. Altså, på trods af omstændighederne," mumlede han med et lille smil på læberne, mens han påpasseligt fik det ene ben foran det andet.
"Mit navn er Caidan," præsenterede han også sig selv, så de begge var på navnsbasis. Han følte heldigvis ikke at han skulle til at besvime, det var han alligevel ikke såret nok til. Men træt? Det var han bestemt.
"Så... Du er ikke et normalt menneske, vel? Jeg mener, de døde kaldte os for hunde," nysgerrigheden var trådt frem. Han ville gerne vide om der rent faktisk fandt nogen af hans slags, som ikke var ondskabsfulde monstre.

At hjælpe var heller ikke en normal ting for Miranda, men de havde lige gået igennem vampyrhelvedet, og selvom de ikke samarbejdede det store, havde de været i samme både. Miranda kunne havde flygtet, men valgte at blive. Hun kunne ikke bare efterlade ham midt i det hele, hvis vampyrerne skulle komme til stedet, manglende nogle af deres artsfælder.
Miranda løftede let et øjenbryn, med et lille smil. omstændighederne kunne godt havde været bedre.

Miranda tog en dyb indånding der endte ud i et suk. Oh ja, hun kunne ikke flygte fra det. "Jeg synes lige vi havde sådan en god stemning.." svarede hun som det første. Hun havde et ambivalent forhold til sin race. Hun havde været gammel nok til at vide hvad der foregik da forbandelsen indtraf, og dermed også havde hørt historierne om de forfærdelige væsner. Noget hun efterhånden var begyndt at forsøge at råde bod på. bevise at de ikke alle var sådan. Fordomme var svære at slippe af med. "Men nej.. Helt normal kan jeg ikke påstå at være. Jeg er ligesom dig" her mente hun selvfølgelig kun racemæssigt. Hun havde ingen anelse om hvad Caidan var ellers, andet end han måtte være i den mere venligsidende retning. Måske endda gode. Man mødte ikke mange af dem.

Caidan kunne umiddelbart høre på Miranda, at hun ikke var specielt glad for det spørgsmål han lige havde stillet hende. Han måtte skylde hende en øl på kroen for at have kvajet sig. Egentlig skyldte han hende også én for at have været der mod vampyrerne, men så måtte han bare give hende to, eller noget bedre. Det gav vel mening et eller andet sted.
Hans blik sænkede sig let, med en lidt skyldig attitude, men ellers virkede han stadig rolig og fattet, da hun forklarede at hun var lige som ham. Han hadede det. Han hadede at være et ustyrligt dyr når fuldmånen stod højst, og han håbede et eller andet sted, at hun hadede det bare nogenlunde lige så meget som ham. På hendes væremåde virkede hun da i det mindste ikke glad for det.

"Undskyld, jeg kunne ikke holde nysgerrigheden tilbage," lød det lidt lavt fra ham. Men alligevel kunne han ikke stoppe sig selv da de næste ord røg ud af munden på ham. "Hvor længe? Jeg har selv snart levet med forbandelse i 10 år," han vidste udmærket, at stemningen ikke blev bedre, og han hang derfor noget med hovedet efter sin fejltagelse nummer to den aften. "Undskyld. Det er vidst ikke min plads at spørge om sådan noget, vi kender jo knapt hinanden," han følte igen akavetheden stryge sig på og rystede på hovedet af sig selv. Ham og hans dumme mund, der evigt og altid løb af med ham.

Miranda skævede let til siden, i en undrende mine. Hun var ikke vant til at blive udspurgt på den måde, heller ikke hvis folk bare havde en mistanke. De fleste behandlede det med stor frygt og afstand hvis de begyndte at ane mistanke. Caidan tilhørte tilsyneladende ikke den gruppe. Det var forvirrende.
Miranda kom med et lille skævt smil som svar, inden hun igen blev taget i overraskelse med endnu et spørgsmål. Hun blinkede en del gange i uforståelse og forvirring, som mere eller mindre var hendes første umildbare svar, indtil han igen valgte at undskylde.

En voksning i smil, men hun rystede svagt grinene på hovedet. "Du har ikke mødt mange varulve, har du vel?" hun valgte at antage at hans nysgerrighed, skyldte manglende kontakt med andre af sin race. At han aldrig havde talt det igennem med en, som kendte hans standpunkt. Og som kendte til at gå igennem en frygtelig forvandelse hver evig eneste fuldmåne. "15 år. Både antal år jeg har levet med det, samt alderen jeg havde da det indtraf." svarede hun, selvom hun ikke behøvede. Miranda snakkede stort set aldrig om det, men en gang skulle jo være den første.
Miranda puffede til en krodør, for at blive mødt af mere lys og en lugt af mad og øl. Forhåbentlig kunne de redde sig ud af at være blodige.

Det så ud til, at hun ikke virkede helt så irriteret længere, over når han spurgte, så han tog det selv lidt mere let nu, da hun spurgte om han ikke havde mødt mange varulve. "Nej, kun dem der påtvang mig at være det selv," svarede han med et lille nik. Hans blik faldt på hende, da hun fortalte hvor længe, hun havde haft forbandelsen selv. "Det var længe," mumlede han lidt for sig selv, mens de gik ind i kroen. De var blodige, så Caidan vidste godt, at han måske ville være nødt til, at vise sin rang til krofolket. Han var blevet en smule mere sikker på benene, så han styrede direkte mod krofatteren og smilede stille og roligt til ham. "Jeg håber ikke, du har noget imod at se bort fra vores udseende lige nu," konstaterede han, mens han diskret viste sin amulet, der sad inde blandt de andre armbånd, han havde på. Lysets tegn. Krofatteren gik fra bidsk til undskyldende. Han undskyldte sit forhenværende udtryk og lavede en gestus mod et frit bord, forklarende, at han nok skulle finde dem noget mad, på husets regning. Caidan vidste godt, der havde været andre lysets krigere her, og at netop denne krofatter havde forståelse og sympati for dem, især i denne mørke tid.
Caidan gik langsomt hen til det anviste bord, og satte sig, før han sendte Miranda et lidt undskyldende blik.
"Jeg har vidst ikke fortalt så meget om mig selv, selvom jeg har været meget nysgerrig. Det er jeg ked af, så du spørger bare, hvis du gerne vil vide noget," det var kun fair.

Miranda trak let på skulderne. Hun havde næsten lært at leve med det. Der var ikke andre valg. Hun selv havde mødt en del andre varulve på sin vej. Både vilddyrs levende og de mere civiliserede. Men Miranda havde også fordelen at hun kunne lugte det så snart de var i nærheden. Så hun var aldrig i tvivl. Imponerende nok var hendes evne en god ting at have som varulv, selvom hun ville ønske at hun kunne undvære den sidste del. Hvad var der nu galt i et almindeligt menneske med forstærket sporingsevner og lugtesans?

Miranda plejede at døje de grumme blikke og utilfredse attituder, men åbenbart havde denne Caidan et es i ærmet. Et es der kort fik hendes øjne til at flakke som lysets krystal blev synlig for kroejeres blik og Miranda der stod ved siden af. Tusindvis af tanker løb nu afsted som en steppebrand, mens de gik hen til det frie bord. Genkendte han hende fra de gamle eftersøgningsplakater? Vidste han at hun havde været en del af Samsons bande før i tiden. Ville han tro hende, hvis hun sagde at hun havde ændret sig til det bedre.
Det var aldrig nemt at overbevise folk om at man var vendt til den mere rolige og gode side. Nok mest neutralt, men stadig. Det var altid nemmere den anden vej rundt.
"Din nysgerrighed er forstående. Jeg selv har mødt mange af vores slags, så jeg glemmer helt hvordan det er, at være alene om byrden" svarede med et let skuldertræk. De første år havde været hårde. En ung teenager der blev udstødt fordi hun var farlige og ikke kunne kontrollere sig. Tvunget til at rejse ud og frygte at blive slået ihjel efter hver fuldmåne, hvis nu en by havde lagt for tæt på. Den tid var heldigvis slut. "Hvorfor befinder du dig alene i gaderne i Tusmørkely? Specielt med din lugt, er det desideret livsfarligt." Vampyre kunne lugte dem, det vidste hun med 110 % sikkerhed. Og Tusmørkely havde været deres hjemsted i så lang tid som Miranda efterhånden kunne huske. Hvad hun lavede er, ja det var også sundhedsskadeligt.

Der gik ikke længe fra de havde sat sig, til der blev stillet en øl på bordet, til dem hver. Caidan nikkede smilende til kropigen. "Jeg har dårlige erfaringer med min slags. De eneste jeg har mødt, gav ikke et særlig godt førstehåndsindtryk," forklarede han Miranda, mens han tog en slurk af sin øl. Den var velsmagende, for Caidans standarder var ikke særlig høje. Som han fik et bedre blik på hende, var det som om, at han kunne genkende hende et eller andet sted fra. Hvorfra var han ikke sikker på, men han tog sig ikke nærmere af det for nu. Hun havde hjulpet ham i sine problemer mod varulvene, så mistro lå ikke som sådan til ham.
"Tjah, jeg kunne vel et eller andet sted spørge dig om det samme. Vi havde vel begge to vores grunde?" hans skæve smil dukkede op, som han gav lidt igen. Hun var heller ikke selv helt fornuftig, med mindre hun havde en anden måde at skjule sig på end ham. "Men jah, jeg var på arbejde. Jeg vidste dog ikke, at der var så mange af de mørke væsner her, jeg har trods været væk fra civilisationen et godt stykke tid nu, til for nogle uger tilbage," forklarede han derefter, ganske ærligt. Der var ingen hemmelighedskræmmerier i Caidans sind. Han kunne meget bedre lide, at være oprigtig.

Hans udtalelse gav pænt god mening, eftersom han allerede havde fortalt at de eneste varulve der før havde krydset hans vej sørgede for at han selv blev en. Det efterlod ikke ligefrem den bedste følelse i kroppen af medmenneskelighed. "Kan jeg forstå" svarede hun, og tog øllen til sig. Miranda var nærmest stamkunde på de mere snuskede steder og kroer rundt om i krystallandet, så øllen her var i langt bedre kvalitet end noget af det sprøjt hun førhen havde været udsat for. Hun var heller ikke langsom til at tage en ordentlig slurk. For selvom hun ikke helt ville vise det, og selvom det langt fra var på samme mængde som ved Caidan, havde hun ligeledes mistet noget blod og forbrandt væske fra kroppen.

"Min var nok ikke den klogeste grund i verden" bekendtegjorde hun med et tørt grin. Hun anså sig selv som værende et relativt intelligent væsen. På nær når hun gjorde noget dumt. Hvilket efterhånden var ved at ske oftere og oftere! Hun havde håbet på ikke at løbe ind i mere end en vampyr denne aften. Sjovt som skæbnen ikke tænker i samme retninger.
Miranda løftede overrasket et øjenbryn som hun kiggede på ham over ølkrusset. "Væk fra civilisationen? Du lyder nærmest som om du har været på mandsdomsprøve ude i ensomheden" svarede hun en smule undrende og ikke mindst nysgerrigt. Hun kunne godt lide at vide ting.