Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Caidan Durothiil
Kaldet: Caidan
Køn: Mand
Alder: 29
Fødselsdag:
Tilhørsforhold: Kaotisk God
Tro: Nak'lar
Erhverv: Lysets Kriger
Nuværende levested: Omrejsende - Rundt omkring
Race: Varulv

Udseende

Højde: 185 cm
Vægt: 83 kg
Hudfarve: Normal
Hårfarve: Brun
Hårstil: Langt og tilbageredt, med en enkelt lang fletning i siden af nakken.
Øjenfarve: Grå
Kropsbygning: Lettere muskoløs, atletisk
Hverdagstøj: Løstsiddende, gerne let og meget neutralt i farverne.
Ar, permanente skader, el.lign.: Han har et stort, grimt ar i siden og i benet, og et stort ar ved nakkemusklen, tydeligvis et bid fra et stort tandsæt, der har flået huden i stykker. Alle arrene lyser nærmest op og er fuldstændig hvide, som resultat af hans evner til, at heale dem.
Særlige kendetegn: Tribal-agtige mærker i ansigtet

Magi

Magisk evne (1): Seer: Caidan har siden fødsel haft evnen til, at skue fremtiden. Han har aldrig haft fuld kontrol, og har for det meste blot kunne se frem så meget, at han blot var et lille skridt foran alle andre. Det har med tiden vist sig, at han godt kan se lidt længere frem end det, og et par gange har han også kigget flere år frem, men da har synet været meget utydeligt. Så i bund og grund gør evnen bare sådan, at han ofte kan se et sværdhug før det egentlig kommer.
Når han tyder fremtiden, bliver hans øjne kulsorte.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Magisk evne (2): Usynlighed: Også medfødt. Den har været en indgroet del af ham, og han har gjort brug af den siden han kunne gå på sine ben uden hjælp. Han kan gøre sig usynlig og kan ogås skjule sin lugt. Når han forsvinder er der et mindre ”blur” hvor han er, så det ligner, at han visker sig selv ud.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (3): Lysmagi - Regenerering: Caidan lærte denne evne som en del af sin træning i lysets hær. Han kan med evnen heale små til moderate sår. Det er lidt svært for ham, at heale brækkede knogler, og dette tager derfor en del længere tid, og det kan gå galt, hvis han bliver forstyrret i sit arbejde.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Talenter: Kamp med elvisk sværdstav, overlevelse i vilde områder, dyretække.
Svagheder: Angst for små rum, angst for sin mere behårede side, ikke så klog, lettere analfabet, ikke så god med mennesker.
Interesser: At kæmpe for lyset, at finde en kur mod lykantropi, at bruge tid i vildnisset.
Drømme/ønsker: Caidan ville inderligt ønske, at han kunne komme af med sin lykantropi. Han hader at være varulv, og ønsker blot at finde fred og balance med sig selv.
Elsker: Lyset, vildnisset, dyr, landsbyer.
Hader: Storbyer, larm, sin varulveside, for mange mennesker på ét sted.
Helhedsindtryk af personlighed: Caidan er umiddelbart en ret stille person. Han kan bedst lide, at holde sig på afstand af andre og undgå storbyernes larm, der kan have en ubehagelig virkning på ham. Han er ikke et dårligt menneske, tværtimod er han faktisk en enormt venlig sjæl, der bare generelt virker flink over for alle de folk han møder på sin vej. Han smiler ikke så tit, men hans øjne bærer konstant et glimt af venlighed, så selv om han ikke smiler, har han stadig en beroligende effekt på folk. Hans store problem ligger i, at han ofte siger fjollede eller akavede ting til folk, fordi han er så soclait ringe.
Desværre har han også et andet problem. Caidan er varulv. Hver gang tiden nærmer sig fuldmånen, bliver Caidan ofte irritabel og aggressiv. Han kan overhovedet ikke arbejde med larm og bliver virkelig vred hvis han ikke kan finde ro. Ofte skal der en forvandling til, hvorefter hans humør nærmest er lettet til et okay niveau igen.

Baggrundshistorie

Barndom: Caidan er vokset op uden sine korrekte forældre. Han boede i bjergene, hos nogle af de mest disciplinære bjergelvere der boede deroppe, og derfor lærte han allerede som helt lille, at dét, at gå og slappe af var det samme som dovenskab. Hans ”far” satte ham til, at hjælpe med at jage og overleve i bjergene, samt at slås med den elverklans foretrukne våben – sværdstaven. Skønt hans ”forældre” aldrig fortalte ham, hvem der var hans korrekte forældre, var det ham underordnet. Han fik så travlt, at det aldrig faldt ham ind, at spørge ind til det. Det var træning, overlevelse, mad, sove og gentagelse, det meste af hans barndom, og så var han heller ikke ligefrem den mest populære af børnene i klanen, i og med, at han blot var et menneskebarn.

Fortid frem til nu: I en alder af 15 somre blev Caidan sendt ud af klanens overhoved. På trods af, at hans ”forældre” gerne ville lade ham blive, så blev det ikke set særlig godt på, at han var et menneske, så kan blev sendt ud på egen hånd, Han fik sin sværdstav og en god bunke rationer, samt noget vejrvenligt tøj med sig på rejsen, og var derfor ikke helt ude at skide, på trods af sin unge alder og det faktum at han var helt alene. Han rejste i et års tid, før han hørte nogle folk snakke om, hvordan lysets hær og mørkets hær konstant var i en kamp mod hinanden, også selv i fredstid. Han følte det, som sin pligt, at tage mod hovedstaden og blive en del af lysets hær, så det var næste han gjorde, uden tøven.
En 16-årig knægt, der så veludviklet ud, blev budt velkommen med åbne arme, og sat i træning til kriger, som væbner for en ridder, og til trods for, at det var et helt andet form for liv, han havde her, så tog han det egentlig bare roligt, og lod sig udvikle med et lille smil på læberne.
Godt gik det også, fire år efter var han fuldt uddannet kriger. Lykkelig over sin forfremmelse, sendte han et brev til sin papfar med en forklaring om, hvor langt han var kommet i sit liv, og tænkte derefter ikke rigtig over, at der ikke rigtig kom et svar tilbage. Ikke før efter et par år var gået, og han blev påmindet sin dag og brevet, ved at en anden blev forfremmet til kriger.
Da fik han tilladelse til, at tage nogle måneder fri, og han drog hurtigt mod sit gamle hjem i bjergene.
En grum overraskelse mødte ham der. Alle elverne slagtet. Han kunne se knoglerne fra dem, og resten af den meget lille landsby var tømt for folk. Han ville ikke have været sikker på, hvad der var sket, før han fandt sin papfamilies hus, hvor et meget forfaldent brev lå i hans kamre. En hurtigt nedfældet forklaring om, at der de sidste par måneder havde været overfald på landsbyen. Elverbørn der blev taget i mørket, og aldrig kom tilbage. Store monstre der knurrede et sted derude, og hyl mod vest. Caidan var vred og tog med det samme af sted i den retning, han havde fået angivet. Snart fandt han tegn på at der boede folk længere væk, og at de flere gange havde taget en meget lille sti, fra deres hjem til elvernes hjem.
Caidan tænkte sig ikke om. Han braste ind hvor disse såkaldte folk boede, med våben trukket i vrede, da det gik op for ham at det nok ikke var så god en ide alligevel. 20 mennesker kiggede vredt på ham, og da han konfronterede dem med elvermordene, blev de først ubehagelige. De omringede ham, men takket være hans seer-gave, så han godt hvordan de om lidt ville angribe ham. Han gjorde sig usynlig og tog benene på nakken.
Det store problem var, at til trods for, at han ikke lugtede så kraftigt, når han var usynlig, så efterlod han stadig et hæftigt spor, og da han endelig var for træt til at løbe mere, halede de ind på ham i ly af mørket, mens han forsøgte at få pusten. Deres leder var dog ”barmhjertig”. En tvekamp skulle ske. Hvis Caidan holdt i mere end fem minutter i kampen, ville han gå derfra med sit liv i behold. Hvis ikke, så ville han dø.
Det var en hård, voldsom kamp. Manden, som han kæmpede imod var ikke blot kæmpestor, han var også hurtig, og selvom Caidan var blevet trænet intenst i flere år, så var hans menneskelige træthed stadig en hindring i kampen. Han blev hårdt såret af et øksehug i siden og et andet i benet, men han klarede sig stadig, på et hængende hår. Da manden stoppede kampen efter den aftalte tid, kollapsede den unge mand på jorden, blødende fra sine sår, og lederen gjorde, som han altid havde gjort med sine ofre. Caidan fik varulvenes gave den dag, og de sørgede for, at han ikke ville forbløde. Men ikke mere end det.
Derefter efterlod de Caidan hvor han lå, og det var først efter flere døgn var gået, at han kunne rejse sig og tage væk derfra. Han var forvirret, og havde det stadig mærkeligt.

At det senere skulle vise sig ved en fuldmåne, at han også selv var en varulv, et monster som hans papforældres mordere havde været det, overbeviste Caidan om, at han måtte holde sig langt væk fra andre mennesker, til han havde fået styr på sin forbandelse. Heldigvis havde han vokset op med en regel. Giv aldrig op, træn altid. Og han trænede sit mere vilde jeg, til han til sidst var i kontrol. Han har stadig den kontrol i dag, selvom han godt kan virke mere aggressiv en gang i mellem, og nu har han flere planer. Han vil finde sine papforældres mordere, men først må han træde tilbage til lysets rækker.
Værste minde: At blive bidt, samt sin første forvandling.
Bedste minde: Hele sin barndom
Barndomshjem: Bjergene

Familie:
Papfar: Adorellan Durothiil
Papmor: Keisharra Durothiil

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Elendig
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Over middel