Natten forinden nåede Rinne og Dorín, efter en lang og anstrengende rejse fra Dragorn. Rinne havde styret dem mod en kro i det nedre bydistrikt, der lå klemt mellem et garveri og hvad der muligvis havde været et bageri, der nu var blevet overtaget af rotter og hjemløse. Hvis lugten fra garveriet ikke skræmte de fleste gæster væk, så ville de andre gæster i Den Sprællende Fisk. Maden var billig og logiet var endnu billigere. Kroen var gammel, Rinne kunne ikke huske en tid hvor den faldefærdige bygning stod der, indbydende til dem der ikke havde råd til bedre. Kromutteren havde altid været en ven til gadebørnene, og Rinne havde tilbragt flere kolde natte foran ilden i krostuen, i stedet for at fryse ihjel udenfor. Kvinden, der selv havde en hel flok børn, havde ikke noget at give væk, men hvis man gav en dags arbejde, ville man blive belønnet med en tallerken fyldt med varm mad.
De fleste gadebørn havde på et eller andet tidspunkt været omkring kroen, og selvom det var svært at få betalende gæster, når det sengetæpperne var så fulde af liv, at de snart ville udvikle sin egen personlighed, blev der altid stjålet noget. Mange af byens tyve og bandemedlemmer var vokset op på gaden, og de skylde alle meget til den efterhånden gamle kone. Mange sagde, at den eneste grund til at den stadig kørte rundt, var fordi mange bander betalte, når gælden kom lidt for tæt på.

Rinne sad på en af de robuste stole i krostuen, med en tallerken vandede suppe, der smagte af barndom, og et krus øl, der også smagte af barndom. Mørket var faldet på udenfor, men inde i krostuen var der lyst og varmt. Det var næsten muligt at ignorere lugten, men kun næsten. Der var ikke så beskidt som man skulle have troet, Kromutteren, som var det eneste Rinne kendte hende som, gik meget op i at der skulle være så rent som muligt. Måske i håb om at det ville tiltrække flere gæster. Det virkede ikke.
Hun havde tænkt sig at vente på Dorín, men hendes rumlende mave fik hende til at begynde at spise. Det smagte ikke perfekt, men det var bedre end igenting. En ting Rinne havde lært i sin barndom, var ikke at være kræsen. Og efter Dragorn var der ingen af dem, der havde mange penge tilbage, og det gav mere mening at finde det billigste sted, pokkers være lugten.

Udmattetheden havde været nok til at Dorín ikke engang havde overvejet at stille et eneste spørgsmål til hvor de var på vej hen. Rinne havde været vejviseren gennem hele deres rejse, og her var der heller ingen tvivl. Dorín havde absolut ingen ide om hvor de var eller hvornår de var fremme. Ikke før han blev taget med til en meget ildelugtende kro, hvis omgivelser ikke ligefrem skreg af hjemlighed. Til trods for trætheden, var lugten nok til at Dorín mærkede hvordan trætheden blev skuppet til side og hans øjne sprang op med ny kraft. Men ingen spørgsmål blev stilt. Dette var en billig kro, hvor der var mulighed for endelig at få sovet på andet end kold hård jord og det var godt nok til denne dværg!

Der var et gyldent lys rundt i krostuen, som nemt ville blive betegnet som et hyggeligt og varmt lys, hvis blot man ikke så alle de knap så behagelige genstande, kunder og nærmest tykkelse som var i rummet, men det var langt fra det værste! Dertil, havde den ældre kromutter et smil som kunne lyse hele rummet op som den dejligste balsal. Det var ikke svært at se at hun måtte være en godhjertet og ikke mindst varmhjertet sjæl. Dorín var stavret afsted, stadig en smule smadret efter turen og hungrede efter at mærke en varm ret af hvad end de kunne byde! Lige nu var han overbevist om at opvaskevand med rester i, var perfekt, så sulten var han efterhånden.
Som han ventede roligt på en tallerken med mad, da morsomhederne besluttede sig for at gøre deres entre. En vant lyd af knagen frembragte et let løftet øjenbryn, indtil den knagende lyd tog til.
Møbler og reoler var af hård træ, men havde set bedre dage i sin tid. Desværre for møblemanget bag hvad der ville blive kategoriseres som baren, gav under for vægten af halvtpussede pyntetallerkner, som havde taget lidt til sig af skår, men ellers ganske pæne. Med sin lave højde, var Dorín et stykke under denne hylde, da den gav efter og tallerknerne kom rullende, med et forskrækket pip for den bredde dame, som panikken greb ud, med hjælp fra en lige så forskrækket dværg, som greb den først tallerken og derefter holdte fast i hylden over sig. Med fødderne på tæer, forsøgte han at ballancere den lige, med vakkelvårerne tallerkner, som blev samlet sammen i lyntilstand.

Efter et godt stykke tid, kom Dorín vandrende ned til bordet hvor Rinne allerede havde taget for sig af retterne, men også ganske forståeligt. Det havde bragt lidt påstår, men det som tog tid, var at få hentet værktøj og Dorín som insisterede på at få banket reolen på plads, med lidt lappeløsning, men med et godt og solidt resultat. Med et let suk sank han ned i stolen og startede ud med en god solid slurk af øllen. "Så langt så godt!" kom der muntert fra ham, som han begyndte at skovle maden ind. Dorín var ikke kræssen af sig, og måtte også indrømme at med så lang tid med kun svampe med jordkrydderi, var denne suppe næsten en åbenbaring!

Rinne sendte dværgen et skævt smil over kanten af sit krus, da han endelig satte sig ned. 'Hvor var det da godt, at du var her til at hjælpe. Jeg aner ikke hvad vi ellers skulle havde gjort,' sagde hun med en drillende stemme. Kromutteren var sikkert taknemmelig for hjælpe. Rinne havde talt med hende før hun havde sat sig ned, og det viste sig at Kromutterens tre ældste, der alle var en soldat i lysets hær, var omkommet under slaget om Dragorn. En klump havde sat sig i Rinnes hals, da hun kondolerede til kvinden, der havde et udtryk af en der havde haft et hård liv med mange tab, men som vidste at hun ville overleve. Det var den egenskab der havde holdt hende i liv og kørende da mørket havde overtaget, og det var derfor Rinne ikke tvivlede på, at hvis Krystallandet engang gik under, så ville det eneste bygning der stod tilbage, være kroen og dens Kromutter.
Der var ikke mange gæster i kroen, og dem der var så ud til de helst ikke ville spottes. Kroen havde et rygte for at være et sted for fattige folk, og kriminelle der helst ikke ville begive sig for dybt ind i byen. I hvert et hjørne sad en hutteklædt rejsende, der skulede på sine omgivelser, gemt væk i sit mystiske hjørne. Rinne havde på fornemmelsen, at hvis rummet havde flere hjørner end fire, ville der med det samme dukke flere mystiske mænd op, for at kunne sidde og skule i dem.
Rinne kastede et bil hen til sin ven, der havde travlt med at spise sin mad. Hvis han fortsatte med at skovle mad ind på den måde, ville det ikke tage lang tid før han var nået ligeså langt som Rinne. 'Det er godt det her er suppe, ellers var du blevet kvalt for længst, så hurtigt som du spiser,' bemærkede hun, og gjorde et stort nummer ud af at nyde sin mad, selvom hun også selv havde kastet sig over det.

Dorín himlede smilende på øjnene af hende, og måtte indrømme at det nok ikke havde været hans aller pæneste eller effektive præsentation i livet! Alligevel havde det modtaget et smil af taknemmelighed, og det var nok.
Dorín havde altid været hjælpende af natur, og også selvom fortællingerne om denne kro aldrig havde nået hans øre, havde han hjulpet til. Kun at fokusere på sig selv bragte et ensomt og tomt liv med sig. I hvert fald hvis man spurgte Dorín.
Dog havde han hørt historierne herfra. Langt fra dem alle, men et par hen over aftensmaden og i bålets skær når Rinne havde lukket en smule op for sin sparsomme barndom. Kromutter havde været et godt indslag, til trods for kroens lummerhed og knap så fine kant. Det var tydeligt når man lod blikket glide ud i skyggerne, at dette ikke var en kro for de fine adelsmænd og deres bekendte. Ikke engang et sted hvor en kriger ville sætte sine fødder, hvis de kunne undgå det. Rygtet var løbet med kroen og dette ville næppe ændre sig. Men de fattige skulle også have et sted de kunne søge ly for natten.

"Hvad?! Jeg er sulten" blev der fremsagt mens der stadig befandt sig nogle ukogte få kartofler og lidt slattent kød som var ved at blive gumlet sammen. Han var virkelig sulten, og mad var meget tiltrængt! Smagen var ikke så indfangende at han behøvede tage det ganske roligt. Alligevel valgte han at sætte farten ned som bunden i maven let var blevet lagt, og han ikke længere følte sig som en hungret ulv. "Hvad er planen?" Rygtet om Dragorn var nået til hovedstaden og havde spredt sig som en steppebrand. Alligevel så det ikke ud til at lysets styrke så det som en god ide at lave et frontalt angreb mod mørkets styrker, gennem den uigennemtrængelige port. Lyset havde ikke på samme måde mulighed for en skjult indgang, da alle disse nok efterhånden var blevet lukket sammen.